L 41 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation samt prøvesagsordning for advokater m.v.).

Fremsat den 8. oktober 1998 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation samt prøvesagsordning for advokater m.v.)

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

"..Til § 807 a

Bestemmelsen indeholder regler om en almindelig, men begrænset adgang for andre end politiet til at foretage beslaglæggelse i situationer, hvor nogen gribes på fersk gerning. En tilsvarende bestemmelse findes i den gældende retsplejelovs § 825, stk. 1, 3. og 4. pkt. Forslaget berører ikke de hidtil gældende regler i særlovgivningen om privates adgang til at foretage beslaglæggelse, f.eks. lov om jagt og vildtforvaltning § 32, stk. 2, om adgangen til i forbindelse med privat anholdelse at fratage en person skydevåben og andre jagtredskaber samt skudt og fanget vildt.

Beføjelsen svarer til den, der tilkommer politiet, og er derfor begrænset til forhold, der er undergivet offentlig påtale, jf. den foreslåede § 802, herunder betinget offentlig påtale i det omfang, beslaglæggelse er uopsættelig, og begæring om påtale i øvrigt kan forventes, jf. retsplejelovens § 720, stk. 2.

Det er en forudsætning, at muligheden for at foretage beslaglæggelse ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, jf. henvisningen til § 806, stk. 3.

Der er ikke fundet anledning til at foreslå bestemmelser om privates adgang til at foretage beslaglæggelse i forbindelse med lovovertrædelser, der alene er undergivet privat påtale. Dette gælder indenfor straffelovens område bestemmelserne om ærekrænkelser m.v. (straffelovens §§ 267-274), visse handlinger beslægtet med skyldnersvig (straffelovens § 293, stk. 2) samt selvtægt (straffelovens § 294)."