I denne bestemmelse er der som noget nyt sket en samling af bestemmelser om ophøret af beslaglæggelse. Formålet er dels en afklaring af de civilretlige virkninger, dels en forenkling af realisationsreglerne.

Stk. 1 vedrører beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, og § 803, stk. 1, og modsvarer til dels den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 830. Genstandene skal tilbageleveres senest umiddelbart efter, at sagen er endeligt afsluttet. Dvs. efter appelinstansens dom, efter ankefristens udløb eller efter udløbet af 2-måneders fristen for den overordnede anklagemyndigheds omgørelse af beslutning om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 724, stk. 2.

Genstande, der er beslaglagt som bevismidler, kan i overensstemmelse med den almindelige proportionalitetsgrundsætning kræves udleveret, når de har udspillet deres rolle som bevismidler, enten ved sagens afslutning eller tidligere. Sigtede eller andre, der har interesse heri, kan i givet fald kræve rettens afgørelse herom, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 c.

Genstande, der er beslaglagt med henblik på udbytte- eller genstandskonfiskation, kan kræves udleveret ved sagens afslutning, såfremt de ikke (fuldt ud) skal konfiskeres. Der vil normalt ikke være grundlag for udlevering på et tidligere tidspunkt.

Genstande, der er beslaglagt til sikring af vindikationskrav, vil normalt allerede inden sagens afslutning blive udleveret til den berettigede, medmindre de tillige skal benyttes som bevismidler under sagen.

I alle tre tilfælde, men måske navnlig i det sidstnævnte, vil der lejlighedsvis kunne opstå tvivl om genstandens rette ejerforhold. Med henblik på denne situation er det i stk. 1, 2. pkt., foreslået, at retten skal kunne træffe bestemmelse om udleveringsspørgsmålet, også efter straffesagens afslutning, jf. nærmere pkt. 2.3.9. i de almindelige bemærkninger. Dette er i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, jf. retsplejelovens § 830. En tilsvarende regel for tiden indtil sagens afgørelse findes i den foreslåede § 807 c. Retten skal efter forslaget kun træffe bestemmelse om besiddelsen, ikke om ejerforholdet. Retten kan eventuelt betinge sin afgørelse om udlevering af, at der ikke af en modpart er anlagt civil retssag inden en vis frist.

Efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3, kan påtale i en sag helt eller delvis opgives i tilfælde, hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt. Efter § 722, stk. 1, nr. 5, kan tiltale helt eller delvis frafaldes under samme betingelser. Bestemmelserne åbner mulighed for, at politiet af ressourcemæssige årsager kan opgive eller frafalde påtale. Som vilkår for et tiltalefrafald kan fastsættes, at sigtede indgår på konfiskation, jf. § 723, stk. 1, nr. 1.

Er der i en sag, hvor påtale opgives efter § 721, stk. 1, nr. 3, sket beslaglæggelse, bortfalder beslaglæggelsen, når forfølgningen opgives, jf. den gældende retsplejelovs § 806, 1. pkt., og den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 d, stk. 1, 1. pkt., uanset at der i dette tilfælde ikke foreligger nogen retlig afgørelse vedrørende ejerforholdet til de beslaglagte genstande. Dette har i praksis medført, at politiet i visse tilfælde, hvor den berettigede, f.eks. forurettede i en tyverisag, ikke positivt har kunnet godtgøre sin ret til genstanden, har måttet udlevere formodede koster til den person, hos hvem genstandene blev beslaglagt. Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., indebærer, at politiet i sådanne tilfælde kan anmode retten om at træffe bestemmelse om, til hvem det beslaglagte gods skal udleveres, eventuelt således at retten fastslår, at den person, hos hvem genstanden er beslaglagt, ikke er den rette ejer, og at der i mangel af oplysninger om det rette ejerforhold forholdes med det beslaglagte som med herreløst gods. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 801, stk. 2, og de der omtalte afgørelser i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 431 og 432.

Bestemmelsen i stk. 2, der er ny, fastlægger den fyldestgørelsesorden, der som hovedregel skal gælde i forbindelse med anvendelse af gods, der er beslaglagt efter § 802, stk. 2.

Herefter skal det beslaglagte gods eller sikkerhed, der er stillet efter § 805, stk. 2, først anvendes til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning, dernæst dækkes det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5 (værdikonfiskation), og til sidst dækkes bødekrav. Det forudsættes herved, at privatretlige erstatningskrav dækkes forud for det offentliges krav på erstatning, herunder efterbetaling af skat og moms. Om beslaglæggelse med henblik på konfiskation henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede fyldestgørelsesrækkefølge er en anden end den, der følges i administrativ praksis med hensyn til afskrivning af afdrag på bøder og sagsomkostninger m.v., jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 6. april 1993. Herefter skal indkomne afdrag - som følge af at der ikke gælder en lovbestemt fyldestgørelsesrækkefølge - først afskrives på bøden, der er den mest byrdefulde del af gælden, medmindre skyldneren tilkendegiver, at afdraget ønskes afskrevet på andre gældsposter.

Ved at kræve eventuelle sagsomkostninger samt konfiskationsbeløb betalt før bøden, vil man længst muligt have truslen om forvandlingsstraf knyttet til betalingen af (en del) af den samlede gæld til det offentlige, og dermed den mest effektive ordning for inddrivelsen. Det må herved tages i betragtning, at beslaglæggelse med henblik på at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger m.v. som hovedregel kun finder sted i de tilfælde, hvor tiltalte ejer eller er i besiddelse af større værdier, f.eks. fast ejendom eller betydelige kontantbeløb. Såfremt det beslaglagte gods først anvendes til afskrivning på bøden, vil der reelt ikke være noget incitament for domfældte til at søge sagsomkostningskravet dækket, og den resterende del af kravet må inddrives ved udlæg. Det foreslås derfor, at det beslaglagte gods først anvendes til dækning af det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst konfiskationsbeløb og til sidst bødekrav.

Der er dog mulighed for, at retten undtagelsesvis kan bestemme, at bødekrav skal fyldestgøres forud for det offentliges krav på sagsomkostninger eller krav på konfiskation. Det vil navnlig kunne komme på tale i de tilfælde, hvor bødestraffen efter praksis udmåles på grundlag af faste kriterier, f.eks. i sager om overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, hvor der udmåles bøder svarende til en vis procentandel af det unddragne skatte- eller afgiftsbeløb, og hvor hensynet til den skyldiges betalingsevne, jf. straffelovens § 51, stk. 3, derfor træder noget i baggrunden ved udmålingen af den konkret forskyldte straf. Såfremt det allerede på domstidspunktet står klart, at tiltalte vil være ude af stand til inden rimelig tid af sine øvrige midler at betale den idømte bøde, kan retten undtagelsesvis bestemme, at bøden skal fyldestgøres forud for det offentliges krav på sagsomkostninger eller krav på konfiskation. Skønner retten - på grundlag af en vurdering af tiltaltes indtægts- og formueforhold - at han vil have mulighed for at betale bøden, evt. afdragsvis over en passende periode, bør der som hovedregel ikke træffes bestemmelse om en afvigende fyldestgørelsesrækkefølge.

Bestemmelsen i stk. 3 afløser den nugældende retsplejelovs § 806, 1. pkt. Der er tale om en nyskabelse, idet fyldestgørelse i det beslaglagte efter dom hidtil er sket ved udlæg. Det er hensigten med bestemmelsen, at der efter begæring skal kunne træffes afgørelse vedrørende anvendelsen af beslaglagt gods, herunder om fyldestgørelsesrækkefølgen, jf. stk. 2.

Det foreslås, at afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods i stedet skal træffes ved kendelse - samtidig med eller i tilslutning til domsafsigelsen - jf. nærmere pkt. 2.3.9. i de almindelige bemærkninger. Herved bliver der bl.a. også mulighed for, at de berørte, herunder den erstatningssøgende, særskilt kan kære afgørelsen, jf. retsplejelovens § 968.

Retten er ved denne afgørelse ikke bundet af, på hvilket grundlag den oprindelige beslaglæggelse formelt har fundet sted. Selv om beslaglæggelse formelt alene måtte være sket til sikring af sagsomkostninger, kan retten altså bestemme, at godset tillige (og forlods) skal anvendes til dækning af et erstatningskrav.

Afgørelsen træffes som udgangspunkt efter begæring fra politiet. Politiet bør normalt i den forbindelse medtage private erstatningskrav, men en forurettet, der har fået tilkendt erstatning, vil også selv kunne fremsætte begæring herom, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 806, stk. 1, 2. pkt.

Retten skal kun træffe bestemmelse om, hvorledes det beslaglagte gods skal anvendes. Det er ikke hensigten, at retten i kendelsen skal foretage en beløbsmæssig opgørelse af kravene, det være sig foreløbigt eller endeligt. I praksis vil dette ikke være muligt, i hvert fald ikke for så vidt angår sagsomkostninger, idet disse ikke størrelsesmæssigt kan opgøres på det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes, bl.a. fordi de også kan omfatte krav, der først opstår senere. I det omfang et fremsat erstatningskrav udskydes til privat søgsmål, vil det heller ikke være muligt på domstidspunktet at opgøre kravene.

Det er ligeledes ikke hensigten, at retten skal værdiansætte beslaglagt gods, f.eks. løsøre. Retten skal alene beslutte, hvem provenuet skal tilfalde. Såfremt værdien af det beslaglagte åbenbart overstiger sagens omkostninger, de idømte bøder og/eller erstatningsbeløb, følger det dog af en almindelig proportionalitetsgrundsætning, jf. også retsplejelovens § 507, stk. 1, at retten delvist vil skulle ophæve beslaglæggelsen. Ved afgørelse herom bør oplysninger om eventuelt mellemkommende udlæg foretaget af tredjemand naturligvis også tages i betragtning.

Beslaglagte pengebeløb vil normalt efter ankefristens udløb kunne anvendes umiddelbart, jf. retsplejelovens § 521, mens andre former for gods afhændes på samme måde som aktiver, hvori der er foretaget udlæg, dvs., at realisation normalt sker ved tvangsauktion.

Det er således hensigten, at rettens afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods skal træde i stedet for et udlæg, men at realisation som hidtil skal ske efter reglerne om tvangsrealisation af udlagte aktiver, jf. retsplejelovens kapitler 49-52 sammenholdt med § 997, stk. 2, og § 1013, stk. 3.

Med hensyn til prioritetsstillingen i de tilfælde, hvor der tillige af andre kreditorer måtte være foretaget udlæg i det beslaglagte gods, fremgår det af den udtrykkelige henvisning til retsplejelovens § 526, stk. 2, at udlæggets plads i rækkefølgen regnes efter tidspunktet for udlæggets foretagelse, dvs. tidspunktet for kendelsens afsigelse. Hvor der ved samme kendelse er tillagt flere private erstatningssøgende fyldestgørelsesadgang i det beslaglagte, vil de i deres indbyrdes forhold være ligestillede. Auktionsprovenuet skal derfor fordeles forholdsmæssigt efter kravenes størrelse. Er der tale om henholdsvis et privat og et offentligt erstatningskrav, skal det private erstatningskrav tillægges prioritet forud for det offentlige erstatningskrav, jf. bemærkningerne ovenfor til stk. 2.

Efter domsafsigelsen vil det normalt være politiet, der som udlægshaver og den, der har det beslaglagte gods i forvaring, begærer tvangsauktionen afholdt og forestår udlodningen af provenuet til de berettigede, alt i overensstemmelse med rettens afgørelse herom ifølge § 807 d, stk. 3, og i givet fald vil det også påhvile politiet at udbetale et eventuelt overskydende beløb til domfældte.

Såfremt tvangsrealisation af beslaglagt gods skal finde sted alene til dækning af et privat erstatningskrav, forudsættes det dog, at det sker efter den pågældendes egen begæring på samme måde som i andre tilfælde af tvangsrealisation, der iværksættes af private udlægshavere.

Tvister mellem politiet og den domfældte om fuldbyrdelsen af en straffedom afgøres af retten, jf. § 998, stk. 1. I medfør af denne bestemmelse vil der kunne ske indbringelse for retten af tvister om opgørelsen af straffesagens omkostninger og andre spørgsmål i den forbindelse, som retten ikke måtte have taget stilling ved afgørelsen om anvendelse af det beslaglagte gods.

§ 998 indeholder ikke hjemmel til, at retten kan træffe afgørelse i tvister mellem politiet og en privat rettighedshaver eller mellem flere private rettighedshavere. Det foreslås derfor, at der skabes hjemmel for, at retten kan tage stilling til sådanne tvister, der måtte opstå efter sagens afslutning. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, jf. stk. 3, 2. pkt.

Efter forslaget er alle politiets skridt i forbindelse med beslaglæggelse således undergivet judiciel kontrol.

Såfremt en straffesag, hvor der er sket beslaglæggelse i medfør af forslagets § 802, stk. 2, undtagelsesvis kan sluttes med en udenretlig bødevedtagelse, forudsættes det, at det gøres til et vilkår for sagens slutning på denne måde, at sigtede betaler de skyldige beløb eller accepterer, at det beslaglagte anvendes til dækning af de krav, som beslaglæggelsen er sket til sikkerhed for. I tilfælde, hvor en sag ellers kunne være sluttet udenretsligt, men hvor sigtede ikke accepterer et sådant vilkår, må sagen indbringes for retten, der afgør spørgsmålet ved kendelse.

Ved den sigtedes accept af et vilkår om anvendelse af beslaglagt gods ophører beslaglæggelsen, der indtil da har haft retsvirkning som arrest, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 b, stk. 2, og ejendomsretten over det beslaglagte overgår umiddelbart til den berettigede, idet dog tredjemand f.eks. ved udlæg kan have erhvervet bedre ret. Ved værdikonfiskation af et bestemt aktiv eller en del af et aktiv får accepten dog alene virkning som udlæg.

Hvis der ikke er tale om penge eller andet, hvis værdi umiddelbart kan fastslås, og det er påkrævet, at der afholdes tvangsauktion over det beslaglagte, inden mellemværendet endeligt gøres op, må spørgsmålet dog indbringes for retten med henblik på at tilvejebringe et auktionsgrundlag.

Vedtagelse af en bøde eller betaling af erstatning til forurettede som vilkår i forbindelse med et tiltalefrafald kræver rettens godkendelse, jf. retsplejelovens § 723, stk. 3, og retten vil i givet fald kunne afsige kendelse om anvendelsen af beslaglagt gods i tilknytning til en sådan godkendelse.

Såfremt en straffesag sluttes udenretsligt, uden at der opnås en ordning eller en retsafgørelse vedrørende anvendelsen af beslaglagt gods, medfører det, at beslaglæggelsen bortfalder. Dette svarer til retsstillingen, såfremt en sag sluttes med domfældelse, uden at der tages stilling til, hvorledes det beslaglagte skal anvendes.

Reglen i stk. 4 er ny. I tilfælde, hvor retten beslutter at udskyde forurettedes erstatningskrav til civilt søgsmål, kan en beslaglæggelse, der er iværksat med henblik på sikring af et sådant krav, efter forslaget opretholdes, hvis civil sag anlægges eller ansøgning i henhold til offererstatningsloven indgives inden for en kort frist. Der foreslås her en frist på 4 uger svarende til ankefristen i civile sager.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor der ikke er grund til at betvivle eksistensen af forurettedes erstatningskrav, men hvor dette ikke kan opgøres på domstidspunktet.

Der er ikke medtaget en henvisning til færdselslovens adhæsionsregler - dvs. reglerne om behandling af erstatningskrav under færdselsstraffesager - idet disse alene omfatter tilfælde, hvor erstatningskravet er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring. Der er derfor næppe behov for beslaglæggelse til sikring af erstatningskravet i disse tilfælde.

Såfremt der herefter under den civile sag tilkendes erstatning, eller der indgås forlig herom, afgør den ret, der har truffet afgørelse i straffesagen, på begæring, i hvilket omfang der tilkommer forurettede del i provenuet fra det beslaglagte gods, der på det tidspunkt normalt vil være realiseret på begæring af det offentlige. Også denne afgørelse har virkning som udlæg. Forurettede kan derfor kræve det tilkendte beløb udbetalt af politiet.

Prioritetsstillingen mellem flere forskellige erstatningskrav afgøres efter retsplejelovens § 526, stk. 2, jf. bemærkningerne ovenfor til stk. 3. Dette indebærer, at de erstatningskrav, der er blevet påkendt under eller i tilslutning til straffesagen, får en bedre prioritetsstilling end de, der måtte være henskudt til civilt søgsmål. Med hensyn til prioritetsstillingen mellem erstatningskrav, der kommer til påkendelse efter straffesagens afslutning, og det offentliges krav på sagsomkostninger og bødekrav kan retten bestemme, at erstatningskravet skal fyldestgøres forud for sagsomkostnings- og bødekrav. Hvis et eller nogle erstatningskrav er henskudt til civilt søgsmål, må politiet i så fald undlade at anvende provenuet til fyldestgørelse af det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation og bødekrav, indtil den civile sag er endeligt afgjort.

Stk. 5, der vedrører beslaglæggelse efter § 802, stk. 3 (formuebeslag), svarer i det væsentlige til den hidtil gældende § 803. Bestemmelsen er omformuleret, således at det afgørende kriterium for, om retten skal træffe afgørelse om beslaglæggelsens bortfald, er, om den tiltalte ikke længere kan siges at unddrage sig forfølgning. Denne situation kan foreligge, ikke blot såfremt tiltalte kommer til stede og overgiver sig til myndighederne, men også såfremt forfølgningen ophører.

Under særlige omstændigheder kan der være behov for at lade formuebeslaget bestå, indtil sagen er afgjort, selv om tiltalte er kommet til stede og således ikke længere unddrager sig forfølgningen. Det kan tænkes, at tiltalte er kommet til stede alene med henblik på at få formuebeslaget ophævet, hvorefter han har til hensigt på ny at unddrage sig forfølgning. For at undgå denne situation foreslås det, at retten skal kunne undlade at træffe bestemmelse om formuebeslagets ophør, hvis der er bestemte grunde til at antage, at tiltalte på ny vil unddrage sig forfølgningen. Betingelserne for at undlade at ophæve formuebeslaget svarer således til betingelserne for at foretage varetægtsfængsling på grund af unddragelsesrisiko, jf. § 762, stk. 1, nr. 1.

I modsætning til tidligere nævnes den situation, hvor formuen på grund af sigtedes død eller efter loven om borteblevne tilfalder dennes arvinger, ikke udtrykkeligt. Dette er anset som selvfølgeligt, og reglen herom er derfor udgået som overflødig, uden at der herved er tilsigtet nogen ændring i forhold til gældende ret."