TfK2004.542/3

V.L.K. 16. juni 2004 i kære 9. afd. S-1560-04

Anklagemyndigheden mod S (adv. Peter Hjørne, København).

(Vogter, Chr. Bache og Astrid Bøgh (kst.)).

I retsbog af 9. juni 2004 for Retten i Kolding er der bl.a. anført:

- - -

Anklageren anmodede om, at S mentalundersøges, jf. retsplejelovens § 809.

Advokat Hjørne oplyste, at sigtede protesterer.

Anklageren oplyste, at anklagemyndigheden må forvente at påstå en straf på ikke under 30 dages ubetinget fængsel for de forhold, der på nuværende tidspunkt er omfattet af sagen, idet der tillige verserer en sag om overtrædelse af straffelovens § 119/§ 121.

Sagen blev procederet.

Der blev afsagt

Kendelse:

Kriminalforsorgen har foretaget personundersøgelse og har i konklusion af 18. september 2003 anbefalet, at der udarbejdes en mentalerklæring.

Sigtede S har protesteret mod, at der foretages personundersøgelse, der herefter kun kan forventes gennemført ved en tvangsmæssig indlægges, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2. Da en sådan foranstaltning ikke skønnes at stå i rimeligt forhold til den forventede straf, finder retten, at anmodningen ikke bør tages til følge. Derfor

bestemmes:

Anklagemyndighedens anmodning om mentalundersøgelse af S tages ikke til følge.

- - -

Vestre Landsrets kendelse:

Landsretten tiltræder, at der ikke er fundet tilstrækkeligt grundlag for at iværksætte mentalundersøgelse af S. Derfor

bestemmes:

Byrettens kendelse stadfæstes.