|
|
|
||
|
|
|||
|
H.K. 14. oktober 2010 i sag 21/2010 Anklagemyndigheden mod T (adv. Johan Schwarz-Nielsen, Birkerød, besk.). Vestre Landsrets kendelse 18. november 2009 (4. afd.), S-2411-09 (Sigrid Ballund, Henrik Bjørnager, Tine Rud (kst.)). - - - Landsretten afsagde Kendelse: Den indankede dom er afsagt den 30. september 2009 af Retten i Kolding. Tiltaltes forsvarer har den 13. oktober 2009 fremsendt ankemeddelelse pr. telefax til Retten i Kolding og til Sydøst Jyllands Politi. Denne telefax blev ikke fulgt op af fremsendelse af en original ankemeddelelse pr. post. Statsadvokaten har i sin ankemeddelelse påstået anken afvist i medfør af retsplejelovens § 910, stk. 1, jf. retsplejelovens § 908, stk. 1, jf. stk. 2. Ankemeddelelsen blev som anført telefaxet den 13. oktober 2009, og tiltaltes anke kunne have været iværksat rettidigt, hvis tiltaltes forsvarer straks havde fremsendt den originale ankemeddelelse pr. post. Da telefaxen ikke straks blev fulgt op pr. post af en original ankemeddelelse, kan tiltaltes anke ikke anses for rettidig, jf. retsplejelovens § 908, stk. 2, 2. og 3. pkt. Da fristoverskridelsen på denne baggrund ikke findes af kunne tilregnes tiltalte, besluttede landsretten at tillade anken, jf. retsplejelovens § 910, stk. 2. Thi bestemmes: Tiltaltes anke tillades. - - - Højesterets kendelse. I tidligere instans er afsagt kendelse af Vestre Landsrets 4. afdeling den 18. november 2009. Procesbevillingsnævnet har den 19. januar 2010 meddelt tilladelse til, at kendelsen indbringes for Højesteret. I påkendelsen har deltaget 3 dommere: Peter Blok, Thomas Rørdam og Henrik Waaben. Påstande Kærende, Anklagemyndigheden, har nedlagt påstand om, at T's anke til landsretten afvises, da den ikke opfylder formkravene i retsplejelovens § 908, stk. 2, subsidiært om stadfæstelse af Vestre Landsrets kendelse med den ændrede begrundelse, at forsvarerens telefax af 13. oktober 2009 opfylder formkravene. Indkærede, T, har påstået stadfæstelse. Vestre Landsret har henholdt sig til sin afgørelse. Anbringender Anklagemyndigheden har anført, at det er en forudsætning for at anse anke fra en tiltalt for korrekt iværksat efter retsplejelovens § 908, stk. 2, at tiltalte positivt over for relevante myndigheder har tilkendegivet, at anke ønskes iværksat. Reglerne tjener bl.a. til beskyttelse af den tiltalte, idet iværksættelse af anke har den konsekvens, at anklagemyndigheden kan anke til skade for tiltalte, og at tiltalte kan blive pålagt at betale sagens omkostninger. Efter retspraksis - navnlig fra Vestre Landsret - stilles der krav om original underskrift på ankemeddelelsen for at sikre, at meddelelsen stammer fra den angivne udsteder. Dette gælder både for tiltaltes og anklagemyndighedens ankemeddelelser. Såfremt ankemeddelelsen er fremsendt pr. telefax inden ankefristens udløb, skal ankemeddelelsen med den originale underskrift fremsendes, således at den er fremme senest første hverdag efter ankefristens udløb, jf. Østre Landsrets kendelse af 17. november 2009 (i sag nr. S-2930-09) og TfK 2009.89/1 V, jf. herved U 2003.58 H og U 1991.411/1 H. I den foreliggende sag er ankemeddelelse alene indgivet pr. telefax af tiltaltes forsvarer. Kravet efter landsretternes praksis om original underskrift på ankemeddelelsen er således ikke opfyldt, hvorfor anken derfor reelt ikke kan anses for at være sat i værk. På den baggrund er der ikke i retsplejelovens § 910, stk. 2, hjemmel til at admittere anken som værende for sen. En beskikket forsvarer må i øvrigt forventes at være bekendt med ankereglerne og praksis fra landsretterne om de relevante ankespørgsmål. Landsrettens admittering efter retsplejelovens § 910, stk. 2, i denne sag vil medføre, at kravet om original underskrift på forsvarerens ankemeddelelse og kravet om rettidig fremsendelse af original ankemeddelelse vil blive illusorisk, idet det næppe er muligt at forestille sig en situation, hvor forsvarerens manglende underskrift herefter kan tilregnes den tiltalte. Det vil således være en konsekvens, at der fremover alene kan stilles krav om original underskrift på anklagemyndighedens ankemeddelelser, jf. retsplejelovens § 907. Til støtte for sin subsidiære påstand har anklagemyndigheden anført, at der er behov for etablering af en mere tidssvarende retspraksis og forenkling af reglerne for iværksættelse af anke. Domstole og anklagemyndighed kan spare ikke ubetydelige ressourcer ved at acceptere anvendelse af telefax til fremsendelse af ankemeddelelser. Landsretternes praksis har således givet anledning til, at der anvendes betydelige ressourcer på afklaringen af spørgsmål om ankers rettidighed. Statsadvokaterne påstår generelt afvisning af anker, som forsvareren alene har fremsendt pr. telefax, hvorefter landsretten skal høre forsvareren, inden der træffes afgørelse om spørgsmålet. Henset til at landsretterne efter praksis ikke lægger vægt på kravet om tiltaltes underskrift på ankemeddelelserne, jf. retsplejelovens § 908, stk. 2, og at en telefax generelt betragtes som et sikkert virkende kommunikationsmiddel, hvor afsender og afsendelsestidspunkt umiddelbart kan dokumenteres, er det meget formalistisk at stille krav om fremsendelse af original ankemeddelelse med forsvarerens underskrift eller med original underskrift af en repræsentant fra anklagemyndigheden. Kravet om original underskrift forekommer ydermere kunstigt, såfremt retten efterfølgende har mulighed for at admittere anken med henvisning til retsplejelovens § 910, stk. 2. T har principalt anført, at anken opfylder formkravene i retsplejelovens § 908. Tiltaltes anke efter denne bestemmelse kan ske ganske uofficielt ved mundtlig meddelelse til retsbogen eller - mere atypisk - ved mundtlig meddelelse i forbindelse med forkyndelse af anke. Anke kan således også ske pr. telefax afsendt af tiltaltes advokat, sådan som advokat Johan Schwarz-Nielsen i øvrigt har gjort det i talrige sager - særligt ved Østre Landsret - uden at der tidligere er rejst spørgsmål om gyldigheden heraf. Kravet om »skriftlig« ankemeddelelse i retsplejelovens § 908, stk. 2, 2. pkt., er opfyldt med en telefax, som netop er skriftlig og ikke kan betegnes som andet, blot fordi den er overført elektronisk. At der kan ankes ved en rettidig telefax, er allerede den gældende retstilstand for så vidt angår Østre Landsrets område. At anke kun kan ske skriftligt ved fremsendelse af original ankemeddelelse, er urimeligt formalistisk og ganske forældet i en tid, hvor elektronisk tekstkommunikation pr. telex, telefax og e-mail har været almindeligt som sikkert og seriøst kommunikationsmiddel i årtier. Teksten i en telefax vil i øvrigt være lige så tydelig som i en original ankemeddelelse, ligesom telefaxen indeholder en grafisk gengivelse af afsenderens underskrift. Hvis muligheden for at telefaxe havde eksisteret, da retsplejelovens § 908 blev affattet, må det antages, at bestemmelsen udtrykkeligt ville have tilladt anke pr. telefax. Der er modsat ikke grundlag for at antage, at man ved affattelsen af ankereglerne har tilstræbt en ordning, som er helt ude af trit med den teknologiske udvikling i samfundet. T har subsidiært anført, at anken skal tillades efter retsplejelovens § 910, stk. 2, af de grunde, landsretten har anført. Højesterets begrundelse og resultat Højesteret tiltræder, at tiltaltes skriftlige anke i en straffesag, jf. retsplejelovens § 908, stk. 2, skal være forsynet med en original underskrift af tiltalte eller dennes forsvarer, og at dette krav ikke kan anses for opfyldt ved fremsendelse af en telefaxskrivelse. Resultatet støttes af den endnu ikke ikrafttrådte bestemmelse i retsplejelovens § 148 a om, at meddelelser til retten kan sendes som digital kommunikation, når meddelelsen er forsynet med digital signatur. Ankemeddelelsen er ikke fulgt op af en original underskrevet ankemeddelelse, der er ekspederet således, at den måtte forventes at være fremme senest første hverdag efter ankefristens udløb. Anken er derfor ikke rettidigt iværksat. Da fristoverskridelsen ikke kan tilregnes T, men alene beror på en fejl begået af forsvareren, tiltræder Højesteret imidlertid, at anken tillades i medfør af retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt., 2. led. Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Kæremålsomkostningerne for Højesteret betales af statskassen. |
|||
|
|
|||