TfK 2012.932/1
 

 

Ø.L.K. 4. juli 2012 i kære 11. afd. nr. S-2033-12

(Katja Høegh, Karsten Bo Knudsen, Christina Breinstrup (kst.)).

Anklagemyndigheden mod S (adv. Mogens Juhl, Odense, besk.). 


Odense Rets kendelse 19. juni 2012, SS 5-3869/2012.



Advokaturchef Klaus Holten Kristensen var mødt for anklagemyndigheden.


Advokat Mogens Juhl var mødt som beskikket forsvarer.


S var ikke mødt og havde ikke givet retten meddelelse om en gyldig grund til at udeblive.


Retten bemærkede, at indkaldelse til retsmødet blev forkyndt for S den 10. juni 2012. Det er i indkaldelsen anført, at der i retsmødet skal træffes afgørelse om, hvorvidt der skal ske mentalundersøgelse under indlæggelse. Det er i indkaldelsen tilkendegivet over for S, at retten i tilfælde af hendes udeblivelse uden oplysning om en gyldig fraværsgrund kan behandle og afgøre spørgsmålet om mentalundersøgelse, uden at hun får lejlighed til at udtale sig.


Forsvareren oplyste, at han efter retsmødet den 30. maj 2012 har aflagt besøg hos S på institutionen - - -. Det lykkedes imidlertid ikke at få S i tale, idet hun lukkede døren til sit værelse og på den måde tilkendegav, at hun ikke ønskede kontakten.


Anklageren redegjorde for sagen og anmodede retten om at træffe afgørelse om mentalundersøgelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2, jf. stk. 1, og om indhentelse af personlige oplysninger, jf. § 810.


Anklageren oplyste, at S er sigtet for to tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og henviste til udtalelse af 8. februar 2012 fra Psykiatrien i Region Syddanmark, udtalelse af 13. januar 2012 fra - - - og udtalelse af 15. februar 2012 fra Kriminalforsorgen.


Forsvareren protesterede mod anmodningen om mentalundersøgelse under indlæggelse, og protesterede særligt mod, at der træffes afgørelse herom uden S' tilstedeværelse. Han anførte, at anklagemyndighedens anmodning om mentalundersøgelse under indlæggelse minder om en anmodning om varetægtsfængsling, der kræver den sigtedes tilstedeværelse i retsmødet. Sagen bør derfor udsættes, med henblik på at S bringes til stede og får lejlighed til at udtale sig.


Retten afsagde

kendelse:


S er undergivet en dom til ambulant psykiatrisk behandling og har ophold på - - -, som er et botilbud for sindslidende. Hun har modtaget indkaldelse til retsmødet og er gjort bekendt med retsmødets formål og med konsekvenserne af udeblivelse. Der er ikke grund til at antage, at hun vil møde frivilligt, hvis sagen udsættes med ny indkaldelse, der giver mulighed for anholdelse med henblik på fremstilling i retten. Anholdelse vil i sig selv være et alvorligt indgreb og bør ikke foretages i denne sag. Det er derfor forsvarligt at behandle sagen uden S' personlige tilstedeværelse.


Der er efter sagens oplysninger begrundet mistanke om, at S har udøvet vold mod og fremsat trusler over for plejepersonalet og dermed overtrådt straffelovens § 119, stk. 1.


Det er beskrevet, at S' tilstand over tid er blevet tiltagende dårligere. Mentalundersøgelse ønskes gennemført til vurdering af, om der ved en eventuel dom er behov for mere indgribende foranstaltninger end den aktuelle. Dette må anses for at være af betydning for sagens afgørelse, ligesom det efter beskrivelserne af S' tilstand må anses for påkrævet, at mentalundersøgelsen foretages under indlæggelse. Betingelserne i retsplejelovens § 809, stk. 2, jf. stk. 1, er derfor opfyldt.


Da S ikke er varetægtsfængslet, bestemmes det, at sagen skal forelæges retten på ny, såfremt den for mentalundersøgelsen fornødne indlæggelse udstrækkes ud over 4 uger.


Det må endvidere anses for at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse, at der gives mulighed for at tilvejebringe oplysninger om S' personlige forhold ved henvendelse til hendes pårørende eller andre privatpersoner, jf. retsplejelovens § 810. Anmodningen herom tages derfor til følge.

Thi bestemmes:


S skal underkastes mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk hospital.


Sagen skal forelæges retten på ny, såfremt indlæggelsen udstrækkes ud over 4 uger.


Der kan til brug for sagen tilvejebringes oplysninger om S' personlige forhold ved henvendelse til hendes pårørende eller andre privatpersoner.

- - -

Østre Landsrets kendelse.



Advokat Mogens Juhl har som beskikket forsvarer for S kæret Odense Rets kendelse af 19. juni 2012 (- - -), hvorved det blev bestemt, at kærende, der er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, skal underkastes mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk hospital, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2, jf. stk. 1.


Forsvareren har påstået, at den afsagte kendelse ophæves, og har til støtte herfor anført, at kærende ikke var til stede i retsmødet og således ikke har haft lejlighed til at udtale sig om anmodningen, og at dette er en betingelse efter retsplejelovens § 809, navnlig når henses til, at mentalundersøgelsen indebærer en frihedsberøvelse.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse og har til støtte herfor blandt andet anført, at sigtede var indkaldt til retsmødet, og således har haft mulighed for at udtale sig, ligesom forsvareren var til stede.


Sigtede var ikke til stede i retsmødet, hvor der blev truffet bestemmelse om mentalundersøgelse under indlæggelse. Retsplejelovens § 809, stk. 1, må antages at forudsætte, at den pågældende er til stede og har adgang til at udtale sig om sin holdning til en anmodning om mentalundersøgelse, herunder om, at undersøgelsen skal finde sted under indlæggelse, medmindre ganske særlige omstændigheder såsom sigtedes alvorlige psykotiske tilstand eller lignende udelukker dette, eller den sigtede på forhånd har afgivet samtykke til den ønskede mentalundersøgelse. Der er ikke i denne sag oplysninger om sådanne ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde, at det nævnte udgangspunkt fraviges, ligesom den sigtedes stillingtagen til anmodningen ikke er oplyst, hvorfor

bestemmes:


Byrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til byretten til fornyet behandling af spørgsmålet om mentalundersøgelse.