Opfordring af et vidne til at udpege den person, som vidnet genkender som gerningsmanden blandt de tilstedeværende i retssalen under hovedforhandlingen ("dock identification" på engelsk)
 

  


Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

Opdateret 4. maj 2011
   
I dansk ret er det ikke ualmindeligt, at vidner, der til politiet har forklaret, at de har været til stede på et gerningssted og set en forbrydelse blive begået, af anklagemyndigheden under afhøringen af vidnet for retten bliver bedt om at svare på, om den eller de personer, som vidnet skulle have set begå forbrydelsen, er blandt de tilstedeværende i retssalen.

Retssale i Danmark er indrettet efter en forholdsvis ensartet standard. Vidnet selv sidder i "vidneskranken" omkring midt i salen med fronton mod dommerne, som sidder med fronton mod vidnet. Den tiltalte sidder på pladsen umiddelbart ved siden af sin forsvarer. Når vidnet ankommer i retssalen, bliver vidnet af retsformanden indledningsvist oplyst, hvem der er anklager og hvem der er forsvarer, og hvor disse sidder i retssalen. Vidnet kan således ikke være i stor tvivl om, hvor i retssalen tiltalte bør sidde - uanset om vidnet måtte have set tiltalte tidligere eller ikke. Er der flere tiltalte og flere forsvarere, sidder hver af de tiltalte ved siden af disses forsvarere. Et vidne vil således også i denne situation vide, hvor i retssalen de tiltalte sidder, uagtet at vidnet ikke tidligere har set disse tiltalte.

Når et vidne, hvad der som oftest synes at være tilfældet, er i stand til at udpege netop tiltalte som gerningsmanden i retssalen, kan det - blandt andet som følge af det ovenfor anførte om retssalens almindelige indretning - være vanskeligt at vide, om vidnets identifikation af tiltalte som gerningsmanden skyldes, at vidnet med sikkerhed kan genkende tiltalte som den person, der begik forbrydelsen, eller om den skyldes, at vidnet uden større besvær kan udlede af de tilstedeværendes placering i retssalen, hvem der må være tiltalte og derfor udpeger netop denne. Selv om vidnet - ligesom andre mennesker - formentlig har en almindelig overbevisning om, at man ikke bør domfælde en uskyldig og derfor gerne vil være sikker på at vælge rigtigt, kan vidnet måske føle sig mere eller mindre i forlegenhed over at skulle udstille sin eventuelle usikkerhed, når vidnet udspørges af en myndig anklager umiddelbart foran et helt dommerpanel. Vidnet kan måske også ubevidst lade sig lede til at antage, at den person, der sidder på tiltaltes sædvanlige plads i retssalen, er den skyldige, siden myndighederne har besluttet at placere den pågældende netop der. Det er ikke sjældent i sager om for eksempel vold, voldtægt eller røveri, at denne identifikationsform anvendes. De sigtede personer i sådanne sager er ofte yngre mænd. Er der tale om yngre mænd, som er tiltalt for at have begået vold overfor andre gæster på for eksempel et diskotek, vil de tiltalte som oftest have befundet sig blandt et stort antal andre yngre mænd på diskoteket, da den omhandlede episode fandt sted. Risikoen for at udpege en forkert på selve gerningsstedet er derfor formentlig ikke ringe. Dommere, advokater, retssekretærer og anklagere er for det meste noget ældre end de personer, der er sat under tiltale. Dette kan være en medvirkende årsag til , at det sjældent forekommer, at nogen af disse af et vidne udpeges som gerningsmanden. Når det undtagelsesvist forekommer, kan det give anledning til nogen munterhed i retssalen.   

De retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved den ovenfor omtalte identifikationsform af en mulig gerningsmand blev synliggjort den 4. august 2010 i Retten i Århus. En politiassistent, der omkring et år tidligere havde medvirket til at anholde tre mistænkte bankrøvere, gjorde gældende, at han var blevet truet af en af disse tre mistænkte under anholdelsen, og at han havde set den samme person skyde politiassistentens tjenestehund. I retssalen blev politiassistenten af anklagemyndigheden bedt om at udpege den person, som angiveligt skulle have truet ham og skudt hunden. Politiassistenten udpegede omgående en person, der sad på en af de pladser, hvor de tiltalte sædvanligvis sidder, med en bemærkning om, at vidnet "slet ikke i tvivl". Vidnet supplerede med at bemærke overfor de tilstedeværende i retssalen: "Jeg glemmer aldrig de øjne".

Sagen er refereret i en artikel af journalist Erik Nørby i jpaarhus.dk den 4. august 2010 med overskriften "Betjent skiftede mening i retten".

Af artiklen fremgår blandt andet følgende:
 
 
".... Da anklageren – statsadvokatfuldmægtig Sjuzanna Harutjunjan – i dag i retten spurgte, om politimanden kunne genkende den pågældende blandt de tilstedeværende, pegede han omgående på en af de tiltalte:

»Det er ham, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg glemmer aldrig de øjne.«

Problemet var, at det ikke er den samme, som er tiltalt for de to forhold, og som politimanden kort efter røveriet havde udpeget på friske fotografier af de tre gerningsmænd.

Ikke i tvivl

Henrik Garlik Jensen, forsvarer for ham, der nu blev udpeget, protesterede straks mod, at anklageren overhovedet havde bedt vidnet udpege gerningsmanden i retten og undrede sig over, at der tilsyneladende ikke tidligere havde været en direkte konfrontation mellem politimanden og de tre røvere, men at han kun havde udpeget gerningsmanden på fotografier.

Men politimanden stod fast:

»I dag er jeg ikke i tvivl. Det er lettere at se i virkeligheden end på et billede.«

De tre tiltalte er litauere og har alle østeuropæiske ansigtstræk. Under vidneafhøringen sad politimanden sådan, at han ikke kunne se ham, der faktisk er tiltalt for at have truet ham og skudt hans hund, men kun de to andre tiltalte samt en tolk, som også er litauer.

Andre beviser peger mod ham

Anklageren antydede senere, at han fejlagtigt havde troet, tolken var den tredje tiltalte, og at han derfor kun havde de tre at vælge imellem.

Hun fastholdt, at ham, der var tiltalt for at have truet politimanden og skudt hunden, også skulle dømmes for det, uanset politimandens nye forklaring.

»Andre beviser peger mod ham. Bl.a. passer hans påklædning med overvågningsvideoen i banken,« sagde Sjuzanna Harutjunjan.

Nægter at have skudt hund

Nævningesagen, der kører ved Retten i Århus, drejer sig om et røveri mod Nordeas filial på Randersvej 69 i Århus 21. august sidste år. Tre litauere indrømmer, at de trængte ind i banken for at røve penge, men de nægter alle at have brugt skarpladte pistoler, truet politimanden eller skudt hans hund Kayo.

Kort efter røveriet blev de standset af en politipatrulje, men stak af ind over det grønne område Vestereng, hvor en af dem tilsyneladende skød hunden. De blev alle anholdt inden for et par timer. ..."

 
I ovennævnte sag forekom et usædvanligt sammentræf af omstændigheder: Politiassistenten sad efter det oplyste under afhøringen på en måde, så han kun kunne se to af de tre tiltalte. Han kunne imidlertid se tre personer, der sad på de pladser, hvor de tiltalte sædvanligvis sidder. Han var tilsyneladende ikke blevet informeret om, at tolken, der ligesom de tiltalte var litauer, og en af de tre tiltalte forinden vidnet kom ind i retssalen havde byttet pladser, således at tolken sad på en af de tre tiltaltes pladser.

Det er værd at bemærke, at det fremgår af ovennævnte, at politiassistenten tilsyneladende udpegede den "forkerte" tiltalte, til trods for at han forud for retsmødet havde udpeget den "rigtige" i en fotosamling. Risikoen for, at et vidne tager fejl, må antages at være særlig stor i tilfælde, hvor vidnet ikke har medvirket i en fotokonfrontation forud for retsmødet.

Sagen giver anledning til overvejelser om, hvor ofte det forekommer, at vidner udpeger tiltalte personer som den skyldige i en forbrydelse, uden at denne tiltalte har begået forbrydelsen. Normalt sidder aktørerne på deres rigtige pladser i en retssal, når vidner afhøres, hvorfor det formentlig bliver vanskeligt at få efterprøvet dette nærmere.

Sagen blev behandlet ved Retten i Århus under sagsnummer 4-3856/2009.

Under kapitel 5 "EYEWITNESS IDENTIFICATION AND TESTIMONY" i "REPORT ON THE PREVENTION OF MISCARRIAGES OF JUSTICE" afgivet af "FPT HEADS OF PROSECUTIONS COMMITTEE WORKING GROUP" under Department of Justice, Canada i september 2004, fremgår om brugen af såkaldt "dock identification" blandt andet følgende:
 
  It is clear that an accused can be convicted on uncorroborated eyewitness identification evidence. In fact, despite all the potential dangers, an accused may be found guilty on the basis of the testimony of a single eyewitness. A first time in-dock identification, though admissible, has little weight and has particular frailties over and above the normal frailties associated with identification evidence. It is therefore considered undesirable and unsatisfactory. A specific warning should be given to a jury when considering the impact of this form of evidence. If an eyewitness’s evidence becomes stronger with the passage of time as the matter proceeds through the court, this may imply that the identification is in fact “post-event reconstruction,” which undermines its reliability.
 

I sagen James Holland underkendte Den juridiske komite under "Privy Council" i 2005 en afgørelse fra Skotland, hvor de skotske domstole havde fundet en person skyldig i en forbrydelse på grundlag af en "dock identification". To vidner havde oprindeligt udpeget James Holland som den skyldige i et røveri. Under en identifikationsparade hos politiet havde de imidlertid udpeget figuranter i stedet for James Holland. I retten udpegede de James Holland blandt de tilstedeværende i retssalen som den skyldige. The Privy Council tog ikke afstand fra "dock identification" i sig selv, men udtaler, at der er mange betænkeligheder ved at tillade sådan bevisførelse. Det fremgår af sagen, at "dock identification" anses for særlig problematisk, hvis vidnet ikke har kunnet udpege den tiltalte under en tidligere afholdt identifikationsparade. Den fældende dom blev underkendt, idet det kom frem, at anklagemyndigheden havde undladt for forsvaret under sagens forberedelse at fremlægge oplysninger om vidnernes forstraffe.