Forældres ret til at overvære afhøringen af deres børn under 18 år


 


Af advokat Claus Bonnez

En borger klagede til Statsadvokaten blandt andet over, at forældrene til en 17-årig pige var blevet nægtet adgang til at overvære en afhøring af pigen i en sag, hvor hun var sigtet for vold.

Statsadvokaten for København behandlede klagesagen under journalnummer SA1-2005-42-0258, 10/10 2005, og statsadvokaten udtalte om spørgsmålet om forældrenes ret til at overvære afhøringen blandt andet:

 
  "For så vidt angår Deres klients kontakt til sine forældre forud for afhøringen burde politiet efter min opfattelse have gjort Deres klient bekendt med, at hendes forældre var til stede på politistationen, ligesom man burde have hørt hendes stillingtagen til, hvorvidt hun ønskede at tale med sine forældre. Såfremt Deres klient havde udtrykt ønske om at tale med sine forældre, og politiet af hensyn til efterforskningen i sagen ikke mente at kunne imødekomme dette, burde man have oplyst dette over for Deres klient og forældrene.

For så vidt angår Deres klients forældres tilstedeværelse i forbindelse med selve afhøringen, fremgår det af Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2004 af 1. juli 2004 om behandling af sager mod unge lovovertrædere punkt 2.5.1, at den unges forældre så vidt muligt skal have adgang til at overvære afhøringen. Adgangen til at overvære afhøringen kan dog nægtes, hvis dette er påkrævet af hensyn til efterforskningen eller må antages at stride mod væsentlige hensyn til barnet.

Udgangspunktet er herefter, at Deres klients forældre skulle have haft adgang til at overvære afhøringen af Deres klient. Det er derfor min opfattelse, at politiet burde have orienteret begge Deres klients forældre om, at de som udgangspunkt havde mulighed for at overvære afhøringen af Deres klient, ligesom politiet burde have forespurgt begge forældre, om de ønskede at være til stede i forbindelse med afhøringen. Såfremt politiet herefter ikke ønskede forældrene til stede under afhøringen, burde man have oplyst dette samt begrundelsen herfor over for forældrene."
 

Det følger af ovennævnte, at politiet skal spørge forældrene om disse ønsker at være til stede under afhøringen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at politiet giver forældrene mulighed for at være til stede, hvis disse selv henvender sig. Ønsker forældrene at være til stede, skal politiet begrunde et eventuelt afslag. Som det fremgår af ovennævnte sag, kan forældrene, hvis disse nægtes at være til stede under afhøringen af deres barn, klage over dette til statsadvokaten. Forældrene kan naturligvis også vælge at meddele politiet, at de ikke ønsker, at deres barn udtaler sig til politiet. Endelig kan forældrene betinge en tilladelse til afhøring af barnet, at der er en advokat til stede.