
	UfR 1986.11 HD
		H.D. 8. november 1985 i sag I 381/1985 Rigsadvokaten mod T (adv. Paulin, Århus, e.o.). Århus rets dom 28. januar 1985 (13. afd.). Under denne sag, der er fremmet til dom efter retsplejelovens § 925, tiltales T p.t. Århus arrest, til straf for skyldnersvig og underslæb. Tiltalte er født i - - -, CPR nr. 210950 - - - -, og er ikke tidligere straffet . Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, findes det bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse af I.straffelovens § 283, stk. 1, nr. 1, for skyldnersvig, ved i tiden mellem den 17. september 1982 og den 7. november 1984 i Århus som indehaver af - - -, for derigennem at skaffe sig uberettiget vinding i 84 tilfælde at have modtaget udlejede videomaskiner, farvefjernsyn med videre til en samlet værdi af mindst 416.073,00 kr. retur fra lejerne, hvorefter tiltalte på ny udlejede eller solgte effekterne og i de tilfælde, hvor salget ikke var kontant salg, herefter belånte kontrakterne i pengeinstitutter eller finansieringsselskaber, alt uagtet han ikke var berettiget til at råde over effekterne, som Tel-Invest Finansiering A/S havde fået håndpant i, da selskabet havde fået overdraget de oprindelige lejekontrakter mod ydelse af lån til tiltalte, II.straffelovens § 278, stk. 1, nr. 1, for underslæb, ved i tiden mellem den 17. september 1982 og den 7. november 1984 i Århus som indehaver af - - -, for derigennem at skaffe sig uberettiget vinding at have tilegnet sig et farvefjernsyn, mærket ITT, værdi ikke under 5.749,00 kr., der ifølge tiltransporteret købekontrakt med dertil knyttet ejendomsforbehold tilhørte Tel-Invest Finansiering A/S, og som tiltalte var kommet i besiddelse af, da den oprindelige køber havde tilbageleveret fjernsynet, III.straffelovens § 278, stk. 1, nr. 1, for underslæb, ved i tiden fra den 16. december 1983 til den 7. november 1984 i Århus som indehaver af - - -, for derigennem at skaffe sig uberettiget vinding at have tilegnet sig en videomaskine og 3 fjernsyn til en samlet værdi af mindst 20.500,00 kr., som tilhørte finansieringsselskabet Bo-Kredit A/S ifølge tiltransporterede kontrakter, og som tiltalte var kommet i besiddelse af i forbindelse med ophævelse af disse kontrakter. Tiltalte har nærmere forklaret blandt andet, at han overtog forretningen den 1. september 1979, og at det økonomiske grundlag herfor ikke var for godt, hvorfor han måtte låne de 230.000 kr., der var nødvendige til overtagelsen. Der var engageret revisor, og der var i starten tale om en regnskabsmand fra Expert, men fra sommeren 1983 blev revisionen foretaget af Eigil Jensen fra DSR. Han standsede betalingerne ultimo november 1984, og boet er siden taget under konkursbehandling. Systemet overfor Tel-Invest var, at han udlejede TV-apparater, hvorefter der foretoges belåning hos Tel-Invest, således at dette selskab udbetalte ham >> 12 >> udsalgsprisen med et fradrag på 10% til en sikringskonto. I forbindelse hermed fik Tel-Invest tilstillet kontrakten, og selskabet fik endvidere fra tiltalte og fra kunden skriftlig bekræftelse på, at man anerkendte, at kontrakten var diskonteret i selskabet. Kunden skulle fortsat betale til tiltalte, hvorefter han skulle betale videre til Tel-Invest. Engagementet med Tel-Invest kom i stand i 1982, da han manglede likviditet, og i begyndelse afregnede han over for Tel-invest, som han skulle. Problemerne med hans manglende afregninger overfor Tel-Invest opstod først i 1984. Han brugte den fremgangsmåde, at han, når et lejeforhold var ophørt og TV-apparatet bragt tilbage til forretningen, på ny solgte eller udlejede apparatet, hvorefter han også fik den nye kontrakt finansieret. Han vidste godt, at denne fremgangsmåde var ulovlig. Der har også været tale om finansiering i andre firmaer nemlig Jysk Diskontering, Bo-Kredit, Radio-Invest og Philips samt i Provinsbanken. Undertiden skete det, at han fik det samme apparat finansieret 2 gange i samme selskab. Han var medlem af Expert-kæden, der fra 1980 førte en meget aggressiv kampagne for udlejning af TV-apparater, og denne kampagne fortsatte med, at man i avisannoncer fremsatte tilbud om billig udlejning med forkøbsret. Dette var baggrunden for, at han fik finansieringsaftalerne i stand med Tel-Invest, idet han manglede likviditet. Han kom i forbindelse med Tel-Invest gennem Expert-gruppen. I starten gik det udmærket. Når udlejede apparater kom retur, skulle der gives Tel-Invest meddelelse, hvorefter Tel-Invest skulle lave en opgørelse over det restbeløb, der var tilbage vedrørende finansieringen. Dette beløb skulle tiltalte betale til Tel-Invest, men afregning kunne også finde sted ved, at han indsendte en ny kontakt til selskabet. Når et apparat, der var kommet tilbage, blev genudlejet, sendte han den nye kontrakt til finansiering. Der var hele tiden tale om rod i papirerne hos Tel-Invest, og det indebar, at han ikke fra Tel-Invest kunne få en opgørelse over det skyldige beløb og over de kontrakter, der var finansieret. Til trods for, at han rykkede flere gange, var der ingen respons fra Tel-Invest. Den dobbeltfinansiering, der er omtalt i sagen, opstod dels som følge af det rod, der var hos Tel-Invest, men det skyldtes også, at der i sommeren 1983 kom mange apparater retur, og at han da ikke altid kunne se, hvor finansiering havde fundet sted. Det var normal praksis, at apparaterne stod på lager, indtil de blev genudlejet. På dette tidspunkt var der oprettet 3-400 kontrakter. I perioden fra 1982-1984 var der således tale om rod. I 1984 faldt omsætningen, og allerede i efteråret 1983 var bruttoavancen faldende. Dette indebar, at han ikke længere kunne betale ydelserne til Tel-Invest. Han rettede flere gange henvendelse til Tel-Invest for at få udarbejdet en opgørelse, og han henvendte sig blandt andet i marts 1984. I anledning af, at han manglede at betale 3 afdrag, fik han besøg af en kontorchef fra Tel-Invest. Han skulle betale afdrag månedligt til Tel-Invest med beløb på 32-35.000 kr. pr. måned, og disse indbetalinger var uafhængige af, om kunden betalte sine ydelser til ham. Tel-Invest foreslog, at der blev oprettet et lån på 115.000 kr. i Syd-Bank, og dette lån blev optaget i sommeren 1984. På dette tidspunkt var han klar over, at han for længst skulle have foretaget afregninger vedrørende apparater, der var kommet retur. Til Syd-Bank skulle han betale 7.000 kr. pr. måned i afdrag, hvilket han også gjorde. Fra Tel-Invest fik han fortsat ikke nogen respons på sine anmodninger om en opgørelse, og han havde endnu ikke modtaget nogen opgørelse, da han standsede betalingerne den 7. november 1984. Den liste, som han har gennemgået med kriminalpolitiet, udarbejdede han i forbindelse med, at han forsøgte at sælge forretningen, men den udarbejdedes også i forsøg på at finde ud af, hvilke beløb der skulle indfries hos Tel-Invest. Han lavede en liste såvel over de kontrakter, der var i gang, som over dem, der ikke var i gang. På et tidspunkt blev han klar over, at det var ulovligt, hvad han foretog sig, og at det således var ulovligt at tage apparaterne tilbage uden at foretage afregning overfor Tel-Invest. Denne ulovlige trafik stod på i ca. ½ år. Det private forbrug på 169.000 kr. for 1983 er det samlede beløb, som han og ægtefællen hævede til samtlige udgifter. I forretningen var der udover ægtefællen ansat en førstemand, en tekniker, en lærling og en deltids pladedame samt en skoleelev, der hjalp til om eftermiddagen. Årsagen til, at det gik så galt, som det gjorde, var, at der var for store renteudgifter og for stor husleje. Renterne vedrørte kassekreditrenter og renter vedrørende belånte apparater. Der var tale om et årligt renteunderskud på 240.000 kr. I 1984 var dækningsbidraget meget stærkt faldende, hvilket hang sammen med, at de vejledende udsalgspriser ophævedes fra april 1984, hvilket medførte priskrig, som forøvrigt havde været i gang allerede fra efteråret 1983. Straffen fastsættes efter straffelovens § 286, stk. 2, jfr. § 283, stk. 1, nr. 1, og § 278, stk. 1, nr. 1, til fængsel i 1 år og 6 måneder. Uanset at tiltalte hidtil er ustraffet og uanset tiltaltes oplysninger om baggrunden for lovovertrædelserne finder retten under hensyn til størrelsen af det unddragne beløb ikke grundlag for at gøre straffen betinget helt eller delvist. Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 8. januar 1985. - - - Vestre Landsrets dom 21. august 1985 (1. afd.). Den indankede dom er afsagt den 28. januar 1985 af retten i Århus, 13. afdeling. For landsretten har tiltalte påstået formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. I en af Kriminalforsorgen, Århus afdeling, udfærdiget rapport vedrørende en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808 hedder det i »resumé og konklusion« bl.a.: »Sagen drejer sig om en 34-årig tidligere forretningsindehaver. T måtte i december 1984 opgive sin forretning og har siden været uden beskæftigelse. T er gift - i ægteskabet er 3 børn. T er født og opvokset i ægteskab i en stor, østjysk by som den næstældste af 4 helsøskende. Faderen var beskæftiget som handelsrejsende - moderen havde ikke erhvervsarbejde, mens børnene boede hjemme. T beskriver forholdene i hjemmet som gode, både materielt og følelsesmæssigt. Også siden har der været et udmærket sammenhold, og T er i den aktuelle situation blevet støttet meget af alle parter. Efter at have afsluttet 9. klasse fra en kommuneskole kom T i 1967 i lære i en radioforretning og blev 3 år senere udlært som handelsmedhjælper. 1971-72 aftjente han værnepligt og fik efter hjemsendelse beskæftigelse inden for sit fag. I perioden 1973-79 var han i samme firma, hvor han sluttede i en ledende stilling. I 1979 fik T egen forretning. Tiltagende økonomiske vanskeligheder kombineret med utilstrækkelig regnskabsindsigt førte til, at han i efteråret 1984 måtte standse betalingerne. Firmaet - som han personligt ejede - blev siden erklæret konkurs. Forskellige uregelmæssigheder førte til, at T kort efter årsskiftet 1984/85 blev anholdt og varetægtsfængslet. Siden han medio februar blev løsladt, har han søgt arbejde - dog endnu uden held. T er imidlertid fortrøstningsfuld og regner med at komme i beskæftigelse inden for kortere tid. Han satser på at bruge sin handelsbaggrund, men har i øvrigt ingen særlige krav til arbejdet. T blev i 1971 gift med en ca. 1 år yngre kvinde, han kendte fra sin skoletid. Hustruen var i nogle år medhjælpende i forretningen, men har efter dennes ophør fået arbejde som hjemmehjælper. Parret har 3 børn mellem 8 og 12 år. Hustruen har sørget for, at der har været betydelig åbenhed omkring den aktuelle sag, og T mener, at dette er årsagen til, at børnene synes at have klaret situationen nogenlunde godt. T finder, at hustruen i det hele har ydet ham stor støtte, selv om hun i en periode følte sig meget presset. I forbindelse med firmaets konkurs måtte familiens hus gå på tvangsauktion. I stedet købte de i hustruens navn et andet hus i samme kvarter i den mindre by, hvor de gennem flere år har boet. - - - T oplyser, at han har et meget begrænset alkoholforbrug og intet forbrug af medicin eller euforiserende stoffer. Mens han har været uden beskæftigelse, har T forestået familiens husholdning. I den tid, han har haft til overs, har T læst eller bygget om i huset. Han bruger i øvrigt en del tid på sport og spiller både badminton og fodbold. Ved samtalen gav T indtryk af at være almindeligt begavet. Han oplyser, at han er ordblind, men har trænet sig op til at klare sig udmærket i dagligdagen og i øvrigt læser en del. T var ved samtalen venlig og imødekommende over for undersøgelsen. Han er orienteret om principperne for samfundstjeneste som alternativ til ubetinget frihedsstraf og har erklæret sig positiv over for at udføre samfundstjeneste, såfremt en sådan sanktion måtte komme på tale. Konklusion: Den 34-årige T findes egnet til at modtage en betinget dom. T skønnes ligeledes egnet til at modtage et eventuelt vilkår om samfundstjeneste. I tilknytning til et sådant skal man foreslå, at der anordnes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i en periode svarende til samfundstjenestens afvikling. Der skønnes ikke at være behov for andre vilkår.« For landsretten har tiltalte forklaret, at han den 1. august 1985 har fået beskæftigelse som rejsende sælger. Han forventer, at denne beskæftigelse bliver permanent. Tiltalte har erklæret sig villig til at underkaste sig et vilkår om samfundstjeneste. Efter alt foreliggende, herunder de gode personlige oplysninger vedrørende tiltalte, finder landsretten det forsvarligt, at dommen gøres betinget, således at spørgsmålet om fastsættelse af straf udsættes >> 14 >> på vilkår af, at tiltalte udfører samfundstjeneste i 200 timer og på vilkår - - -, at spørgsmålet om fastsættelse af straf udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne landsretsdoms afsigelse på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at han i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og - - -. Højesterets dom. Den af Vestre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af anklagemyndigheden, der har påstået skærpelse, således at der idømmes ubetinget straf. Tiltalte har påstået stadfæstelse. Anklagemyndigheden har ikke villet udtale sig imod, at sagen hjemvises til fornyet behandling. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: P. Christensen, Bangert, Kardel, Pontoppidan og Hornslet. Tre dommere - P. Christensen, Bangert og Hornslet - udtaler: Efter tiltaltes forklaring i grundlovsforhøret og retsmødet den 24. januar 1985 om sit økonomiske og retlige mellemværende med finansieringsselskaberne og efter de oplysninger herom, som i øvrigt må antages at være lagt til grund ved pådømmelsen, findes det overordentlig tvivlsomt, om tiltalte ved at foretage de i byretsdommen beskrevne handlinger har gjort sig skyldig i skyldnersvig og underslæb efter straffelovens §§ 283, stk. 1, nr. 1, og 278, stk. 1, nr. 1. Da betingelserne for at fremme sagen til dom som tilståelsessag efter retsplejelovens § 925 således ikke har været til stede, findes det - uanset at tiltaltes forsvarer ikke har fremsat ønske derom - rettest, at byrettens og landsrettens domme ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten. Dommerne Kardel og Pontoppidan udtaler: Af de af flertallet anførte grunde findes de i byretsdommen beskrevne handlinger ikke at kunne begrunde den skete domfældelse for skyldnersvig og underslæb. Uanset om der i forbindelse med en hjemvisning måtte kunne tilvejebringes et andet grundlag for domfældelse af tiltalte, findes det - også under hensyn til sagens forløb - rettest på grund af den urigtige anvendelse af straffeloven at frifinde tiltalte, jfr. retsplejelovens § 959, stk. 1, nr. 1, og § 960, stk. 1. Der vil være at give dom efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: Byrettens og landsrettens domme ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten. Sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret betales af statskassen. 1)