
	TfK 2009.393/1 HD
		H.D. 6. marts 2009 i sag 336/2008 (1. afd.) Rigsadvokaten mod T (adv. Lars Nauheimer, Tønder, besk.). Retten i Sønderborgs dom 21. januar 2008. Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 17. januar 2008. T er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, ved den 3. januar 2008 ca. kl. 14.00 via Oksevejen, 6330 Padborg, fra Tyskland til Danmark, i tysk registreret taxa - - -, forsætligt at have bistået 3 afghanske statsborgere med ulovlig indrejse og ophold i Danmark. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf samt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, jf. § 32, stk. 3, udvises af Danmark med indrejseforbud i 5 år regnet fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet A. I medfør af retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, er der endvidere under sagen foretaget dokumentation af vidnerne B, C og D's forklaringer i et retsmøde den 4. januar 2008. Tiltalte har forklaret, at han den 3. januar 2008 var på arbejde som taxachauffør. Han holdt ved taxaholdepladsen i - - -, der er beliggende ca. 1 km fra banegården i Flensborg. De tre personer stod ved taxaholdepladsen og steg ind i hans bil. Han ved ikke hvem, men en af de tre personer begyndte at forklare, hvor de ville hen. Den pågældende kunne kun sige »Bahnhof«, »Padburg« og »Kopenhagen«, det var alt. Da han forstod, at de ville til banegården, kørte han i første omgang hen til banegården i Flensborg. Her sagde den pågældende, at de ville til banegården i Padborg. De havde kun en rygsæk med, og han spurgte ikke, om de var i besiddelse af rejselegitimation. Han så heller ikke nogen papirer. Det er ikke normalt, at taxachaufførerne stikprøvevis kontrollerer deres kunder. Han har selv kun gjort det én gang, og det var i 2006. Det var i forbindelse med en tur, hvor han kørte over grænsen. Han vidste ikke, hvor de tre personer kom fra. For ham så det ikke ud, som om de var danske. Han kørte til banegården i Padborg, hvor den ene af de tre personer kiggede ud for at se, om der holdt en dansk taxa. Da det ikke var tilfældet, spurgte den pågældende tiltalte, hvad det ville koste at få ham til at køre dem til København. Efter at have snakket med firmaet oplyste tiltalte, at det ville koste 350 €. Turen fra Flensborg var medregnet i dette beløb. De tre personer havde været i hans bil i omkring en time, da de blev standset af politiet. Han kører over grænsen med kunder 3-4 gange om ugen. Han arbejder fuldtids som chauffør ved X Taxa. Han er bosiddende i - - -. Det er ikke unormalt, at udenlandske passagerer kører over grænsen i taxa. Prisen på 350 € var en, som tiltalte fik oplyst af X Taxa. Prisen var lidt lavere end den almindelige taxametertakst for at køre til København. Foreholdt sin forklaring i grundlovsforhøret, jf. retsbogen, side 2, linje 2-4, har tiltalte forklaret, at de ikke siden den 1. januar 2007 har måttet foretage stikprøvevise kontroller blandt passagererne. Årsagen hertil er, at de som chauffører kan blive politianmeldt for overtrædelse af den tyske lovgivning om diskriminering, idet det i sig selv kan virke diskriminerende at spørge en udlænding, om man må se den pågældendes papirer. Det er en direkte følge af den tyske antidiskrimineringslovgivning, at de ikke længere må fortetage stikprøvevise kontroller. Det er ikke blot nogen regler, der er fastsat internt hos X Taxa. Det er politiets opgave at tjekke, om passagererne har fornøden rejselegitimation. Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han har været taxachauffør i omkring 2½ år. - - -. I sit arbejde har han behov for at kunne krydse grænsen. Det vil begrænse ham i hans erhverv, hvis han ikke længere må køre ind i Danmark. Han er ugift, og han har ingen børn. A har forklaret, at hun holdt ved taxaholdepladsen i - - -. Hun holdt som den sidste af i alt fire taxaer. Tiltalte holdt foran hende. De tre personer ville til at stige ind i hendes vogn. Hun sagde »stop« og sendte dem hen til tiltalte, der holdt foran hende. Hun kører dagligt til Danmark med kunder. Hun mener, at tiltalte kortvarigt steg ud af bilen, men de tre personer var unge og var hurtigt inde i hans bil. Taxaholdepladsen i - - - ligger nok omkring 1 km fra banegården. B's forklaring er gengivet således i retsbogen: »B forklarede som vidne behørigt formanet, at han er afghansk statsborger, og at han er flygtet fra Afghanistan med henblik på at tage til København og senere til Sverige for at søge asyl. Han og de to andre passagerer er flygtet sammen. De kom ind i den taxa, som de senere blev anholdt i af dansk politi, på en jernbanestation. Vidnet forstod ikke, hvad der blev sagt imellem chaufføren af taxaen og C, da de talte på et sprog, som vidnet ikke forstod. De kørte først fra den pågældende togstation, hvor de var kommet ind i bilen, til en anden togstation. Herefter bad de om at blive kørt til København, hvilket chaufføren indvilgede i. Herefter blev de anholdt af politiet. Vidnet vil anslå, at der gik ca. en time, fra de steg ind i taxaen på den første togstation, indtil de blev anholdt af politiet.« C's forklaring er gengivet således i retsbogen: »C forklarede som vidne behørigt formanet, at han er afghansk statsborger, og at han ville til Sverige for at søge asyl. Vidnet er rejst sammen med de to andre afghanere, som han blev anholdt sammen med. De ankom til en by med toget, gik herefter et stykke til fods i den pågældende by, før de prajede den taxa, som de senere blev anholdt i. Vidnet sagde Padborg Bahnhof til taxachaufføren, hvorefter de blev kørt til Padborg. Da de kom til Padborg, bad de chaufføren om at køre dem til København. Vidnet kunne ikke tale med chaufføren, hvorfor prisen for køreturen blev skrevet ned. Chaufføren accepterede prisen og accepterede at køre dem til København. Kort tid herefter blev de anholdt. Vidnet vil anslå, at de havde kørt knap en time i den pågældende taxa, før de blev anholdt af politiet.« D's forklaring er gengivet således i retsbogen: »D forklarede som vidne behørigt formanet, at han gerne ville søge asyl i Sverige, og at han derfor rejste sammen med de to andre afghanere, som han blev anholdt sammen med. De kom ind i den taxa, som de efterfølgende blev anholdt i, ved en togstation. Vidnet kunne ikke tale med chaufføren, men en af de andre sagde i første omgang, at de gerne ville køres til Padborg. På et tidspunkt spurgte chaufføren, hvor de gerne ville hen, og de sagde, at de gerne ville køres til København, hvilket chaufføren så indvilgede i. Vidnet vil anslå, at de kørte ca. 40 minutter, før de blev anholdt af politiet i den pågældende taxa.« Den 15. januar 2008 har Udlændingeservice afgivet sålydende udtalelse om udvisningsspørgsmålet: ». . . Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter § 22, nr. 4-7, med mindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod. Udlændingeservice skal i øvrigt bemærke, at det følger af udlændingelovens § 2, stk. 3, at de begrænsninger, der følger af kapitel 3-5 kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler, samt at det følger af EF-domstolens praksis, at udvisning af en EU/EØS-statsborger kun er berettiget, såfremt den pågældendes tilstedeværelse eller adfærd udgør en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundshensyn. Vi har ikke hermed taget stilling til, hvorvidt EU-reglerne i det konkrete tilfælde er til hinder for en udvisning. På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 40 dages varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 1 nævnte hensyn, kan Udlændingeservice tiltræde anklagemyndighedens indstilling om udvisningsspørgsmålet. . . .« Rettens bemærkninger: Det lægges efter de forklaringer, der er afgivet af tiltalte og af vidnet A, til grund, at tiltalte tog de tre afghanske statsborgere op på taxaholdepladsen i - - -, hvor de bad ham om at blive kørt til banegården, og tiltalte har forklaret, at deres ordforråd indskrænkede sig til at kunne sige nogle ganske få ord på tysk. Efter tiltaltes forklaring sammenholdt med de forklaringer, der blev afgivet i retsmødet den 4. januar 2008 af de tre afghanske statsborgere, lægges det endvidere til grund, at tiltalte kørte dem til banegården i Flensborg, hvor de imidlertid bad ham om at køre dem videre til banegården i Padborg, og at de ankommet hertil bad tiltalte om at køre dem videre til København. Retten finder det på denne baggrund bevist, at tiltalte i hvert fald efter at være ankommet til banegården i Padborg må have anset det som en nærliggende mulighed, at de tre afghanske statsborgere ikke lovligt havde kunnet indrejse i Danmark, og tiltalte, der, uden at foranstalte nærmere undersøgelser herom, begyndte at køre de pågældende videre mod København, findes på denne baggrund at have gjort sig skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, ved forsætligt at have bistået de pågældende med at rejse gennem landet. Straffen fastsættes efter udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, til fængsel i 50 dage. Retten har ved strafudmålingen navnlig lagt vægt på antallet af passagerer og på, at tiltalte har tilsigtet at opnå en økonomisk vinding. Tiltalte har ingen tilknytning til Danmark. Tiltalte er statsborger i et EU-land, og han er omfattet af Europaparlamentet og Rådets direktiv af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område m.v. Tiltalte er fundet skyldig i ulovligt at have bistået tre udlændinge med at rejse gennem landet, og direktivets artikel 27, stk. 2, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3, findes ikke at være til hinder for, at tiltalte udvises. Under hensyn til den idømte straf er betingelserne for udvisning af tiltalte efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, endvidere opfyldt. Når grovheden af den begåede kriminalitet og længden af den idømte frihedsstraf imidlertid afvejes over for tiltaltes personlige - og navnlig hans arbejdsmæssige - forhold, finder retten alene, at der er grundlag for at udvise tiltalte betinget i medfør af udlændingelovens § 24 b. Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 3. til den 21. januar 2008. - - - Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Vestre Landsrets dom 17. juni 2008 (12. afd.) (Marie S. Mikkelsen, John Lundum, Jonas Tei (kst.) med domsmænd). Retten i Sønderborg har den 21. januar 2008 afsagt dom i 1. instans. Tiltalte, T, har påstået frifindelse, herunder for påstanden om udvisning, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, herunder således at udvisningen gøres ubetinget. Tiltalte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at de tre passagerer først i Padborg sagde, at de ville til København. Oprindelig sagde de kun, at de ville til banegården. Han må ikke kontrollere opholdstilladelser. Det er myndighedernes opgave. Han har mange gange været i Danmark på taxature siden byrettens dom. Der er mange tyske kunder, som vil krydse grænsen. Hans mor ejer det taxafirma, han arbejder i, og han har derfor til hensigt at fortsætte med at arbejde som taxachauffør. Landsrettens begrundelse og resultat: Landsretten tiltræder, at tiltalte i hvert fald på det tidspunkt, da de tre passagerer på banegården i Padborg anmodede om at blive kørt til København, må have anset det som en nærliggende mulighed, at de tre passagerer ikke lovligt havde kunnet indrejse i Danmark, og at de opholdt sig ulovligt i Danmark. Landsretten har herved lagt vægt på, at de tre passagerer alene var i besiddelse af meget lidt bagage i forhold til rejsens længde. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at passagerne ikke havde bestilt en taxa til en adresse i Flensburg, men havde henvendt sig til en taxa på en taxaholdeplads. Landsretten har tillige lagt vægt på, at de tre passagerer undervejs ændrede rejsemål i flere omgange, og at de ikke opgav nogen bestemt adresse i København. Landsretten har endelig lagt vægt på, at de tre passagerer ikke talte tysk eller dansk, men alene kunne nogle ganske få gloser på tysk. De ovenfor beskrevne omstændigheder var af en sådan karakter, at tiltalte må have indset, at det var en nærliggende mulighed, at de tre passagerer ikke lovligt havde kunnet indrejse i Danmark, og at de opholdt sig ulovligt i Danmark. Det tiltrædes derfor, at tiltalte ved herefter at have kørt de tre passagerer videre mod København har overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1. Det tiltrædes med samme begrundelse, som byretten har anført, at straffen er fastsat som sket. Under hensyn til den lave forsætsgrad og til det sene tidspunkt, hvor forsættet indtrådte, findes hensynet til den offentlige orden ikke at kræve, at tiltalte, der er EU-statsborger, skal udvises med indrejseforbud, eller at der skal ske betinget udvisning af ham. Tiltalte frifindes derfor for påstanden om udvisning. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen. - - - Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten. Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Sønderborg den 21. januar 2008 og af Vestre Landsrets 12. afdeling den 17. juni 2008. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Poul Dahl Jensen og Michael Rekling. Påstande Dommen er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Med hensyn til udvisning har T påstået stadfæstelse, subsidiært stadfæstelse af byrettens dom. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse for så vidt angår domfældelsen og strafudmålingen. For så vidt angår udvisning har anklagemyndigheden påstået ændring af landsrettens dom, således at T udvises af Danmark med indrejseforbud i 5 år. Anbringender Til støtte for påstanden om frifindelse har T anført, at han er dømt for et forhold, der ikke er omfattet af anklageskriftet, idet tiltalen er rejst for bistand til »ulovlig indrejse og ophold i Danmark«. Landsrettens dom må imidlertid forstås således, at han er dømt for bistand til at rejse gennem Danmark, jf. § 59, stk. 7, nr. 1, 2. led. Til støtte for påstanden om frifindelse har T endvidere anført, at sædvanlig personbefordring som led i erhvervsudøvelse som udgangspunkt ikke kan anses for forsætlig overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1. Hans adfærd under den pågældende transport kan heller ikke anses for forsætlig. Til støtte for påstanden om formildelse har T anført, at befordringen ikke skete for at opnå økonomisk vinding, og at befordringen skete som led i hans almindelige erhvervsudøvelse. Der er ikke udstedt nogen særlige vejledninger eller lignende om, hvorledes taxichauffører, buschauffører eller togførere skal forholde sig ved grænseoverskridende personbefordring, hvorfor der må være et vist frirum for disse erhvervsgrupper. Den lave forsætsgrad, som landsretten har lagt til grund, bør føre til en væsentlig mildere straf end normalstraffen. Til støtte for påstanden om frifindelse for udvisning, subsidiært betinget udvisning, har T anført, at hans tilstedeværelse i Danmark ikke efter EU-reglerne udgør en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundshensyn, da overtrædelsen af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, ikke er sket som led i organiseret kriminalitet, da der er tale om et enkeltstående tilfælde, og da han kun har udvist en lav grad af forsæt, der først indtrådte på et sent tidspunkt. Hertil kommer, at et indrejseforbud vil indebære en indskrænkning af hans erhvervsmuligheder. Anklagemyndigheden har præciseret, at tiltalen alene omfatter udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1. Det er uheldigt, at udtrykket »ophold« er anført i anklageskriftets gerningsbeskrivelse. Uanset denne uklarhed har T været klar over, at realiteten i tiltalen var, at den omfattede begge led i gerningsindholdet i § 59, stk. 7, nr. 1, og han har derfor haft fyldestgørende adgang til at forsvare sig. Til T's påstand om frifindelse har anklagemyndigheden endvidere anført, at det ikke er undergivet Højesterets kompetence at vurdere forsætsspørgsmålet. Landsrettens vurdering af tilregnelsen må anses for fyldestgørende. Til støtte for påstanden om stadfæstelse af strafudmålingen har anklagemyndigheden anført, at straffen må anses for udmålt i overensstemmelse med fast praksis på området. Til støtte for påstanden om udvisning har anklagemyndigheden anført, at T er uden reel tilknytning til Danmark, og at han har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse af betydelig grovhed. Hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, taler således ikke afgørende imod udvisning, jf. § 26, stk. 2. Hans adfærd må yderligere anses for udtryk for en adfærd, som udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet) artikel 27, stk. 2, 2. led. Endvidere kan udvisning med indrejseforbud i 5 år ikke anses for stridende mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Retsgrundlaget Ved lov nr. 367 af 6. juni 2002 fik udlændingelovens § 59, stk. 5 (nu § 59, stk. 7), følgende affattelse: »Stk. 5. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der 1) forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i, rejse gennem eller opholde sig her i landet, 2) forsætligt bistår en udlænding med at indrejse her i landet med henblik på herfra at indrejse ulovligt i et andet land, 3) forsætligt bistår en udlænding med at indrejse ulovligt i eller rejse ulovligt gennem et andet land eller 4) for vindings skyld bistår en udlænding med at opholde sig ulovligt i et andet land.« Af de specielle bemærkninger til lovforslaget hertil fremgår blandt andet (Folketingstidende 2001-02, 2. saml., L 182, tillæg A, s. 4764f.): »På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28.-29. maj 2001 blev der opnået politisk enighed om forslag til Rådets direktiv om definition af hjælp til ulovlig indrejse og rejse samt ulovligt ophold [titlen er rettelig: Forslag til Rådets direktiv om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold]. Der henvises nærmere herom til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2. Efter direktivforslagets artikel 1, stk. 1, skal medlemsstaterne iværksætte passende sanktioner over for enhver, der forsætligt hjælper en tredjelandsstatsborger med at indrejse til eller rejse gennem en medlemsstats område og derved overtræde den pågældende stats lovgivning vedrørende udlændinges indrejse eller gennemrejse. Medlemsstaterne skal endvidere iværksætte passende sanktioner over for enhver, der med berigelsesforsæt forsætligt hjælper en tredjelandsstatsborger med at opholde sig på en medlemsstats område og derved overtræde den pågældende stats lovgivning vedrørende udlændinges ophold. Efter direktivforslaget skal medlemsstaterne således fastsætte sanktioner over for forsætlig bistand til ulovlig indrejse i og gennemrejse af den pågældende medlemsstat eller en anden medlemsstat, uanset om bistanden ydes med berigelsesforsæt. Direktivforslaget indebærer endvidere, at medlemsstaterne skal fastsætte sanktioner over for forsætlig bistand til ulovligt ophold i den pågældende medlemsstat eller i en anden medlemsstat, når bistanden ydes med berigelsesforsæt. Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 59, stk. 5, 1. pkt., er forsætlig bistand til ulovlig indrejse og ulovligt ophold i Danmark strafbar, uanset at der ikke måtte foreligge berigelsesforsæt. Efter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 59, stk. 5, 2. og 3. pkt., er bistand til ulovlig indrejse i et andet land fra eller gennem Danmark derimod alene strafbar, når bistanden er sket for vindings skyld. Strafferammen er i alle tilfælde bøde eller fængsel indtil 2 år. Det foreslås, at § 59, stk. 5, affattes i overensstemmelse med direktivforslagets bestemmelser, idet det dog fastholdes, at bistand til ulovligt ophold i Danmark er strafbar, uanset om bistanden er ydet med berigelsesforsæt. Strafferammen foreslås fortsat at være bøde eller fængsel indtil 2 år. Det foreslås i § 59, stk. 5, nr. 1, at den, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i, rejse gennem eller opholde sig her i landet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 59, stk. 5, 1. pkt., idet det dog er præciseret, at også bistand til ulovlig gennemrejse af Danmark er strafbar. Der stilles fortsat ikke krav om berigelsesforsæt ved anvendelsen af bestemmelsen i dens nye udformning. Bistand til ulovlig indrejse i eller gennemrejse af eller ulovligt ophold i Danmark er således strafbar, uanset om bistanden er ydet med berigelsesforsæt. Det bemærkes i den forbindelse, at direktivforslaget ikke er til hinder for, at der nationalt gælder skærpede regler i forhold til direktivets regler.« Ved lov nr. 427 af 9. juni 2004 blev bistand til ulovligt ophold her i landet udskilt fra § 59, stk. 5, nr. 1, og gjort til et selvstændigt nr. 2 i § 59, stk. 5. Stk. 5, nr. 1 og 2, blev herefter affattet således svarende til den nugældende § 59, stk. 7, nr. 1 og 2: »1) forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet, 2) forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at opholde sig her i landet,« Ifølge bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 2003-04, L 171, tillæg A, s. 6220 og s. 6248) var hensigten hermed, at strafniveauet for forsætlig bistand til ulovligt ophold her i landet skulle skærpes væsentligt. Intentionerne om en væsentlig strafskærpelse afspejles i Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2004 - nu nr. 7/2006 - om sanktionspåstande i sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, hvori fremgår bl.a.: »5.2. Retningslinier for bødepåstanden mv. På den baggrund anvendes følgende bødetakster/sanktionspåstande i sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, 9 og 10: Bistand til ulovligt ophold: Bøde på 2.000 kr. stigende med 500 kr. for hver måned ud over den første måned, maksimalt 5.000 kr. Bistand til ulovligt arbejde: Bøde på 2.000 kr. stigende med 500 kr. for hver måned ud over den første måned, maksimalt 5.000 kr. Er bistanden ydet for vindings skyld eller i gentagelsestilfælde, eller hvis der ved samme dom dømmes for flere tilfælde af bistand til ulovligt ophold, nedlægges der påstand om fængselsstraf. Bistand til ulovlig indrejse og transit: Fængselsstraf.« Højesterets begrundelse og resultat T er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, som er sålydende: »Stk. 7. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der 1) forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet,« Gerningsbeskrivelsen ifølge anklageskriftet lyder på, at T tiltales for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, »ved den 3. januar 2008 ca. kl. 14.00 via Oksevejen, 6330 Padborg, fra Tyskland til Danmark, i tysk registreret taxa - - -, forsætligt at have bistået 3 afghanske statsborgere med ulovlig indrejse og ophold i Danmark«. Anklagemyndigheden har præciseret, at tiltalen alene vedrører § 59, stk. 7, nr. 1, og ikke nr. 2 om forsætlig bistand til ophold her i landet. Efter landsrettens bevisvurdering kan det ikke anses for bevist, at T har haft forsæt til at bistå de 3 afghanske statsborgere med deres ulovlige indrejse i landet, og domfældelsen af T kan derfor alene antages at angå den resterende del af tiltalen. Beskrivelsen i anklageskriftet af denne del af tiltalen (»ophold i Danmark«) opfylder - i relation til § 59, stk. 7, nr. 1, 2. led - ikke kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 1, hvorefter anklageskriftet skal angive »forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen«. Dette skyldes, at det ikke af anklageskriftet kan udledes, hvad det - efter de tre afghaneres indrejse i Danmark - er for en aktivitet, som T er tiltalt for at have ydet bistand til. Anklageskriftet har dermed ikke givet T anledning til at forholde sig til fortolkningen og anvendelsen af 2. led af § 59, stk. 7, nr. 1 (bistand til »rejse gennem landet«), herunder om dette udtryk alene omfatter bistand til transit og dermed til ulovlig passage af et andet lands grænse, og om bistandsyderen i givet fald har haft forsæt hertil. Højesteret finder herefter, at anklageskriftet ikke indeholder en sådan beskrivelse af forholdet, at det kan danne grundlag for en domfældelse efter udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, 2. led, jf. herved retsplejelovens § 883, stk. 3. Højesteret frifinder derfor T. Thi kendes for ret: T frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.