TfK 2004.574/1 HD
 
  H.D. 24. juni 2004 i sag 48/2004 (1. afd.)
Rigsadvokaten mod T1 (adv. Kristian Mølgaard, Frederiksberg, e.o.).

Østre Landsrets dom 14. januar 2004 (15. afd.)

(Karsten Bo Knudsen, Inge Neergaard Jessen, Elisabeth Michelsen (kst.) med nævninger).

Under denne nævningesag har Statsadvokaten for København m.v. ved anklageskrift af 16. september 2003, rejst tiltale mod T1 til straf

principalt

for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 29,

ved at have medvirket til, at T2, hvis sag er afgjort, i pakninger, der var påklistret hendes krop, den 9. februar 2003 kl. 17.45 i Københavns Lufthavn, Kastrup, med henblik på videreoverdragelse indførte 1.918 gram kokain fra Sao Paulo, Brasilien, til Danmark,

subsidiært

for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. § 21, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 29,

ved i forening med T2, hvis sag er afgjort, at have forsøgt at videreoverdrage 1.918 gram kokain, som T2 den 9. februar 2003 i pakninger, der var påklistret hendes krop, havde indført fra Brasilien til Københavns Lufthavn, Kastrup, idet han den 11. februar 2003 ved personlig henvendelse på Palace Hotel i København forsøgte at komme i kontakt med T2 med henblik på videreoverdragelse af den nævnte kokain, hvilket mislykkedes, idet T2 forinden var anholdt og kokainen beslaglagt af politiet.

Der er i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nedlagt påstand om konfiskation af flybilletter, internetudskrift vedrørende hotelreservation samt diverse papirer, koster nr. 6a, 7a, 14a, 19a, 20a, 21a, 22a, 23a, 24a og 26a.

Der er endvidere i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, nedlagt påstand om, at tiltalte udvises efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4, jf. § 32, stk. 1, med indrejseforbud for bestandig.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Tiltalte har anerkendt konfiskationspåstanden og har ikke protesteret mod påstanden om udvisning, alt under forudsætning af at han fandtes skyldig i tiltalen.

Nævningerne har svaret bekræftende på hovedspørgsmålet i overensstemmelse med anklageskriftets principale forhold.

Retten har lagt nævningernes fældende erklæring til grund.

Herefter straffes tiltalte efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 29.

Der er afgivet 24 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 6 år.

Konfiskationspåstanden tages til følge i medfør af straffelovens § 75, stk. 2.

Påstanden om udvisning tages i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.

Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 11. februar 2003, herunder i isolation fra den 12. februar 2003 til den 25. april 2003.

- - -

T1 udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

- - -

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 15. afdeling den 14. januar 2004.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hermann, Marie-Louise Andreasen, Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen og Jon Stokholm.

Påstande

Dommen er anket af tiltalte, T1, med påstand om frifindelse for den principale tiltale og hjemvisning til behandling af den subsidiære tiltale, subsidiært ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning til fornyet behandling og mere subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af straffen og stadfæstelse af bestemmelsen om udvisning.

Anbringender

T1 har til støtte for sine påstande anført, at der ikke i anklageskriftet og i det for nævningerne forelagte principale hovedspørgsmål har været en angivelse af gerningen med hensyn til tid, sted, genstand og navnlig udførelsesmåde samt andre nærmere omstændigheder, som udkræves til dens tilstrækkelige og tydelige betegnelse, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, og § 888. Anklageskriftet og spørgsmålene, der er stillet i overensstemmelse med anklageskriftets ordlyd, indeholder for så vidt angår den principale tiltale kun en beskrivelse af T2's gerning i form af tid, sted, genstand og udførelsesmåde, hvorimod T1's gerning alene er angivet som medvirken hertil. Det er således ikke angivet, hvornår og hvor denne medvirken skulle være foregået, og navnlig ikke hvilke medvirkenshandlinger der skulle være udført. Beskrivelsen af gerningsindholdet er utilstrækkelig til at opfylde retsplejelovens bestemmelser, hvorfor T1 ikke har fået tilstrækkelig mulighed for at varetage sit forsvar. Beskrivelsen har endvidere været utilstrækkelig til, at nævningerne kunne tage stilling til hovedspørgsmålet vedrørende den principale tiltale.

T1 har yderligere gjort gældende, at retsformandens retsbelæring til nævningerne har været fejlbehæftet, idet han har udtalt sig om faktiske forhold uden grundlag i bevisførelsen. Der er herved tillige sket krænkelse af T1's rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 6, stk. 1 og 2.

Supplerende sagsfremstilling

Retsformanden i landsretten har i en erklæring af 26. februar 2004, indhentet i medfør af retsplejelovens § 955, stk. 4, bl.a. udtalt:

»Allerede i forbindelse med min generelle omtale af bevislighederne i en straffesag - at den rimeligt begrundede tvivl skal komme tiltalte til gode og princippet om bevisbedømmelsens frihed - gjorde jeg, udtrykkeligt nævningerne opmærksomme på, at det i det omfang jeg i forbindelse med gennemgangen af spørgsmålene gav udtryk for en vurdering af beviserne, var dette alene ment som en orientering om, hvorledes jeg vurderede disse, og at afgørelsen var nævningernes og deres alene.

Dette udsagn fulgte jeg op, således at hver gang jeg berørte emner af bevismæssig karakter, som direkte eller indirekte kunne opfattes som en stillingtagen til bevislighederne, understregede jeg, at det alene var min opfattelse, at nævningerne i deres bevisvurdering var ubundet heraf, og at afgørelsen af skyldsspørgsmålet i sagen var nævningernes og deres alene.

Under gennemgangen af sagens bevisligheder omtalte jeg blandt andet, at bevisførelsen i sagen gav mig grundlag for at antage, at tiltalte havde betydeligt mere tilknytning til Brasilien, end de af ham oplyste 2 ferieture i december 2002 og januar 2003, jf. herved navnlig vidnet A's forklaring.

Jeg omtalte også, at det for mig var svært forståeligt, hvordan tiltalte kunne få råd til at rejse til København den 11. februar 2003 for at hente en kuffert indeholdende et kontoudtog fra en bank i Nigeria, hvortil man kun kunne rette personlig henvendelse. I forbindelse hermed fremhævede jeg, at tiltalte i landsretten havde forklaret, at han i sin virksomhed havde et årligt overskud på mindst 5.000 GBP, svarende til godt 55.000 DKK, at han havde en 17-årig søn i Nigeria, hvis uddannelse han finansierede med 350 GBP pr. semester (forklaringen i retsmødet den 2. april 2003, som blev dokumenteret og vedstået i landsretten), og at han havde været på ferieophold i Brasilien i perioden 13. december - 29. december 2002, hvor han boede på Hotel Hilton i Sao Paulo, og i en periode fra den 17. januar 2003.

Disse omstændigheder, samt sagens øvrige bevisligheder for retten, indebar efter min opfattelse, at der ikke var nogen rimeligt begrundet tvivl om, at tiltaltes ærinde i København drejede sig om de 1.918 gram kokain fra Brasilien, og at tiltalte var bekendt hermed.

Det var således min personlige opfattelse, at der kunne svares ja til hovedspørgsmålet, men afgørelsen heraf var nævningernes og deres alene.

Med hensyn til det af forsvareren anførte om retsplejelovens § 898, skal jeg - ud over at anføre, at der var stillet et subsidiært hovedspørgsmål - oplyse, at jeg udtalte følgende:

»Skulle der under nævningernes forhandling opstå tvivlsspørgsmål - f.eks. om den fremgangsmåde De skal anvende eller om forståelsen af et spørgsmål - kan retsformanden tilkaldes til nævningeværelset. Hvis 5 nævninger ønsker dette, skal det ske. I nogle tilfælde vil jeg straks kunne besvare spørgsmålet - i andre tilfælde vil det være rigtigst at sætte retten på ny, således at parterne kan få lejlighed til at udtale sig om det spørgsmål, som nævningerne har rejst.««

Højesterets begrundelse og resultat

Tre dommere - Hermann, Marie-Louise Andreasen og Poul Søgaard - udtaler:

Efter den principale tiltale er T1 tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., »ved at have medvirket til«, at T2 på nærmere angiven måde med henblik på videreoverdragelse indførte 1.918 gram kokain til Danmark.

Det principale hovedspørgsmål, som nævningerne besvarede bekræftende, og som førte til domfældelse af T1, var udformet i nøje overensstemmelse med anklageskriftet.

Hverken anklageskriftet, hvis formulering ikke blev ændret under sagen, eller hovedspørgsmålet indeholder for så vidt angår den principale tiltale for medvirken nogen form for beskrivelse af, på hvilken måde T1, der ikke indrejste sammen med T2 ved indsmuglingen, skulle have medvirket til indførslen af kokainen. Selv om det kan være vanskeligt at fastlægge den nærmere rollefordeling mellem flere, der samvirker om forbrydelser, fører bestemmelserne i retsplejelovens § 831 og § 888 efter vores opfattelse til, at det ikke er tilstrækkeligt i et tilfælde som det foreliggende blot at angive, at en tiltalt har medvirket til en nærmere beskrevet indsmugling af narkotika, foretaget af en anden. Den valgte udformning af tiltalen og spørgsmålet til nævningerne har indebåret en sådan vanskeliggørelse af T1's forsvar, at der efter vores opfattelse ikke kan bortses fra, at en iagttagelse af reglerne i retsplejelovens § 831 og § 888 kunne have medført et andet udfald af sagen.

Vi stemmer herefter for at ophæve dommen og hjemvise sagen til fornyet behandling ved landsretten.

Dommerne Marianne Højgaard Pedersen og Jon Stokholm udtaler:

Af forarbejderne til retsplejelovens § 831 (RT. 1901-02, tillæg A, sp. 3076-3077) fremgår bl.a.:

». . .

Reglen i det tidligere Forslags § 248 in fine (»Omfatter Anklagen flere Sigtede eller flere strafbare Handlinger af den samme Sigtede, bliver hver af disse punktvis at ommelde«) er ikke medtaget i nærværende Udkast; ti vel bør denne Regel iagttages, hvor det er gørligt, og hvor saadant virkelig tjener til at gøre Anklageskriftet tydeligt, men en ubetinget Forskrift derom vilde ofte føre til uden Nytte at gøre Anklageskriftet vidtløftigt og uoverskueligt, og i mange Tilfælde vilde Iagttagelsen af en saadan Forskrift være umulig. Det sidste vil f.Eks. gælde, hvor en Person sættes under Tiltale for en Række Mishandlinger eller for en Række Skuffetyverier, som ikke kunne oplyses enkeltvis. Det første vil f.Eks. gælde, hvor flere Personer i Forening have begaaet flere Indbrudstyverier. Den for Nævningerne nødvendige nærmere Præcisering vil kunne opnaas gennem de skriftlig affattede Spørgsmaal.«

Ifølge retsplejelovens § 831, stk. 1, skal et anklageskrift indeholde en beskrivelse af den lovovertrædelse, som tiltalen vedrører, med tilstrækkelig og tydelig angivelse af blandt andet tid, sted, genstand og udførelsesmåde for lovovertrædelsen. I den principale tiltale og i det spørgsmål, der blev besvaret bekræftende af nævningerne, er tiltalen mod T1 angivet som medvirken ved indsmugling af kokain. Tid, sted, genstand og udførelsesmåde for indsmuglingen er angivet. Det fremgår af sammenhængen, at dette tiltalepunkt byggede på andre omstændigheder end dem, der var anført under den subsidiære tiltale.

Ved lovovertrædelser, der begås af flere i forening, stiller § 831 efter vores opfattelse hverken ifølge forarbejderne eller efter retspraksis et ubetinget krav om, at den enkeltes andel i lovovertrædelsen er nærmere specificeret, hvis der ikke under efterforskningen er tilvejebragt det fornødne grundlag herfor. Af straffelovens § 23 fremgår, at den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Tiltalen angiver således, at T1 - uanset formen for hans medvirken - er omfattet af tiltalen for indsmugling, og at indsmuglingen anses for at være begået af dem i forening.

I denne sag har det som i andre sager om organiseret indsmugling af narkotika fra udlandet været vanskeligt ved anklageskriftets udarbejdelse at fastlægge rollefordelingen mellem flere medvirkende. Anklageskriftet kunne og burde imidlertid også efter vores opfattelse have indeholdt en vis angivelse af formen for T1's medvirken. Det kunne f.eks. have været anført, at han havde bistået ved tilrettelæggelsen af indsmuglingen. Dette forhold giver imidlertid efter vores opfattelse ikke grundlag for at antage, at T1 ikke har kunnet tilrettelægge sit forsvar for tiltalen for medvirken til indsmuglingen. Vi finder herefter, at kravene i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, er opfyldt.

I hvert fald efter bevisførelsen under domsforhandlingen burde karakteren af T1's medvirken være nærmere angivet i spørgsmålet til nævningerne. Vi finder dog heller ikke for så vidt angår dette punkt grundlag for at antage, at T1 som følge af den manglende præcisering heraf ikke har fået en retfærdig rettergang, eller at en præcisering kunne have medført et andet udfald af sagen, jf. retsplejelovens § 946, stk. 1.

Retsformandens gennemgang af sagens bevisligheder var som anført af retsformanden under retsbelæringen ikke bindende for nævningerne, og vi finder, at der ikke under gennemgangen er sket tilsidesættelse eller fejlagtig anvendelse af nogen rettergangsregel.

Herefter, og da Højesteret ikke kan tage stilling til, om beviserne har været tilstrækkelige til en domfældelse, jf. herved retsplejelovens § 945, stk. 2, stemmer vi for, at T1's påstand om hjemvisning ikke tages til følge.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Tiltalte har fortsat været fængslet under anken.

Thi kendes for ret:

Østre Landsrets dom af 14. januar 2004 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten.

Sagens omkostninger for Højesteret betales af statskassen.