TfK 2006.505 VLD

V.L.D. 26. april 2006 i anke 3. afd. S-0045-06
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Lars Junge, Kolding).

(Kirsten Thorup, Annette Dellgren og Regitze Brosbøl Lauridsen (kst.) med domsmænd).

Retten i Sønderborgs dom af 21. december 2005:

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift fra Politimesteren i Sønderborg er modtaget den 4. november 2005.

K, T, A og G er tiltalt for overtrædelse af

1. T

straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 med senere ændringer § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 12,

ved i tiden fra efteråret 2003 til foråret 2004 i Sønderborg og/eller Kolding ad flere gange fra N at have modtaget en ikke ubetydelig mængde amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

- - -

4. T

straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 med senere ændringer § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 29,

ved i tiden fra ca. august måned 2003 til tiden omkring marts måned 2004 i Sønderborg med henblik på videresalg til et større antal personer for 400 kr. pr. gram ad flere gange med 20 gram ad gangen at have købt mindst 40 gram kokain af N og S.

- - -

6. A.

T

straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 med senere ændringer § 3, stk. 2, jf. bilag liste B, nr. 29,

ved den 22. april 2004 i Vejle i forening med N, der tiltales særskilt ved nævningeting, med henblik på videreoverdragelse fra K at have modtaget ca. 500 gram kokain, der blev bragt til Kolding og overladt til opbevaring hos tiltalte.

- - -

12. T

våbenlovens § 4, stk. 2 og stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 66 af 26. januar 2000 om våben og ammunition m.v. § 14, stk. 1, nr. 1,

ved den 24. november 2004 i Kolding på sin bopæl - - -, uden politiets tilladelse at have besiddet en totenschlæger og en dolk, hvis klinge oversteg 12 cm.

- - -

- - -

Anklageren har påstået de tiltalte T og K idømt fængselsstraf.

- - -

Anklageren har endvidere i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, nedlagt påstand om, at der hos tiltalte T konfiskeres en totenschlæger og en dolk med en klinge på 18 cm.

- - -

Tiltalte T har nægtet sig skyldig i forhold 1, 4 og 6 A, og erkendt sig skyldig i forhold 12. Tiltalte har taget bekræftende til genmæle over for konfiskationspåstanden.

- - -

Rettens bemærkninger:

Skyldspørgsmålet:

Vedrørende forhold 1:

Efter vidnet M's forklaring til politiet den 26. oktober 2004, hvilken forklaring han har gentaget under domsforhandlingen, finder retten det bevist, at tiltalte var N's aftager af narkotiske stoffer i Kolding. Vidnet S har forklaret, at han i den pågældende periode førte narkoregnskab for N, som var i besiddelse af store mængder amfetamin, og at tiltaltes gæld i perioden 2 gange steg med 30.-40.000 kr., svarende til kiloprisen for amfetamin. Efter vidnets troværdige forklaring finder retten det bevist, at tiltalte i den pågældende periode ad flere gange fra N modtog en ikke ubetydelig mængde amfetamin. Henset til mængden og oplysningerne om tiltaltes beskæftigelse som autolakerer, finder retten det endvidere bevist, at modtagelsen af amfetaminen skete med henblik på videreoverdragelse. Tiltalte er derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen i dette forhold.

- - -

Vedrørende forhold 4:

Efter vidnet M's forklaring til politiet den 26. oktober 2004, hvilken forklaring han har gentaget under domsforhandlingen, om, at N solgte 50 gram kokain til tiltalte, som videresolgte stoffet, samt vidnet S's troværdige forklaring om, at han har solgt kokain til tiltalte, hvilket salg vidnet blandt andet blev dømt for ved Retten i Sønderborg den 1. juni 2005, finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i dette forhold.

- - -

Vedrørende forhold 6 A og 6 B:

Efter vidnet M's forklaring og N's indenretlige forklaring den 31. august 2005 om, at tiltalte K medbragte 500 gram kokain af dårlig kvalitet til tiltalte T's lejlighed, og at N ikke medtog stoffet, da han forlod lejligheden, sammenholdt med N's forklaring under domsforhandlingen om, at det ikke drejede sig om andet end kokain, finder retten det bevist, at de tiltalte er skyldige i overensstemmelse med tiltalerne i dette forhold.

- - -

Vedrørende forhold 12:

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.

- - -

Strafudmålingen:

- - -

T straffes med fængsel i 3 år og 9 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 med senere ændringer § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 12 og 29, og våbenlovens § 4, stk. 2 og stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 66 af 26. januar 2000 om våben og ammunition m.v. § 14, stk. 1, nr. 1. Straffen er en fællesstraf, som tillige omfatter de ved dommen af den 8. juli 2004 påkendte lovovertrædelser, jf. straffelovens § 61, stk. 1.

Hos tiltalte konfiskeres i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, en totenschlæger og en dolk med en klinge på 18 cm.

- - -

T har været varetægtsfængslet fra den 24. november 2004, herunder i isolation til den 17. januar 2005.

- - -

Vestre Landsrets dom:

Retten i Sønderborg har den 21. december 2005 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Tiltalte, T, har erkendt sig skyldig i forhold 12, men har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget anklageskriftet i forhold 1, 4 og 6A, således at der efter § 191, stk. 1, indsættes »1. pkt.«.

Tiltalte har heller ikke for landsretten ønsket at afgive forklaring.

- - -

Landsrettens begrundelse og resultat:


Vedrørende forhold 1:

Således som anklageskriftet er udformet, kan der med hensyn til mængden af amfetamin alene anses for at være rejst tiltale for at have modtaget en mængde på ikke under 50 g amfetamin, som er den mængde, der efter retspraksis kræves, for at forholdet er omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt.

Efter den detaljerede forklaring, der er afgivet af S, som har virket troværdig, vedrørende det narkoregnskab, han førte for N vedrørende blandt andet salg af narkotiske stoffer til tiltalte, og som støttes af den forklaring, der er afgivet af M for byretten om, at tiltalte aftog narkotiske stoffer fra N, findes det også efter bevisførelsen for landsretten bevist, at tiltalte ad flere gange i det tidsrum, der er angivet i anklageskriftet, i enten Sønderborg eller Kolding fra N modtog ikke under 50 g amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

I dette omfang findes tiltalte skyldig i den rejste tiltale.

Vedrørende forhold 4:

S's forklaring om salg af kokain til tiltalte har virket troværdig, og støttes af den forklaring, der er afgivet af M for byretten. På denne baggrund tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Vedrørende forhold 6A:

K's forklaring om, at der var tale om salg af amfetamin, støttes ikke af andre oplysninger i sagen, og hans forklaring om, at stoffet blev lagt i N's bil, mens han selv, tiltalte og M opholdt sig i træningscentret, stemmer ikke med observationsrapporten. Det findes derfor ubetænkeligt at tilsidesætte K's forklaring.

M har i retsmødet den 17. november 2004 i Kriminalretten i Sønderborg forklaret, at han sammen med N og tiltalte kørte til Vejle til et træningscenter, hvor han blev siddende i cafeteriaet, mens K, tiltalte og N gik ind i træningslokalet. De var væk i omkring ½ time. N og tiltalte kom tilbage til cafeteriaet og sagde, at tiltalte skulle køres hjem, og det gjorde de med afhørte som chauffør. I tiltaltes lejlighed tog tiltalte nu en pose med hvidt pulver frem fra bukserne. Det var kokain fra K til N. Efter samtalen at dømme skulle der være ½ kg. Han så kokainen blive vejet, idet den blev hældt op i plasticomslag fra cigaretpakker. Han og N tog omkring 5 g med, medens resten blev hos tiltalte.

I byretten har M under behandlingen af denne sag i det væsentlige gentaget sin forklaring, herunder om, at det var tiltalte, der tog kokainen med fra bilen, og at han havde det i bukselinningen. Han har endvidere forklaret, at det blev vejet op til ca. ½ kg i tiltaltes lejlighed, og at han og N tog ca. 5 g med til eget brug til turen hjem.

M's forklaring er forenelig med politiets observationer den 22. april 2004 og støttes tillige af N's forklaring om, at han den 22. april 2004 fik ca. 500 g kokain af K, at kokainen var i tiltaltes lejlighed, dog at han afviste kokainen, fordi den var af dårlig kvalitet.

På denne baggrund findes det også efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at tiltalte er skyldig i dette forhold.

Straffen fastsættes i medfør af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 12 og 29, og våbenlovens § 4, stk. 2, og stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 66 af 26. januar 2000 om våben og ammunition m.v. § 14, stk. 1, nr. 1. Straffen fastsættes i medfør af § 61, stk. 1, som en fællesstraf, som tillige omfatter de ved dommen af 8. juli 2004 påkendte lovovertrædelser, og for så vidt angår forhold 12 fastsættes straffen i medfør af straffelovens § 61, stk. 2.

Da det i forhold 1 alene er anset for bevist, at tiltalte har modtaget ikke under 50 g amfetamin med henblik på videreoverdragelse, findes fællesstraffen at burde nedsættes til fængsel i 3 år og 3 måneder.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.