Af anke I 354/1969 fremgik, at tiltalte ved anklageskrift af 1. juli 1969 fra 1. statsadvokat for København var sat under tiltale efter færdselslovens § 69, jfr. §§ 16, stk. 1, og 18, stk. 1, ved den 4. marts 1969 at have ført varemotorvogn, uagtet han var påvirket af spiritus, og uagtet førerretten var frakendt ham.

Tiltalte var tidligere straffet 4 gange for spirituskørsel, senest i 1964 med fængsel i 3 måneder og frakendelse af førerretten for bestandig.


Ved domsforhandlingen i Københavns byrets 7. afdeling den 22.september 1969 gav tiltalte ikke møde. Anklageskriftet var ikke forkyndt for tiltalte, der var forhyret med et svensk skib, men to genparter af anklageskriftet var tilsendt tiltalte, der havde tilbagesendt den ene med sin underskrift på en af anklagemyndigheden konciperet påtegning om, at han frafaldt forkyndelse og ønskede sagen fremmet trods hans fravær. Anklagemyndigheden begærede herefter sagen fremmet i medfør af rpl. § 847, stk. 2, nr. 3, jfr. § 928, stk. 1. Den beskikkede forsvarer protesterede herimod. Ved en i samme retsmøde afsagt kendelse bestemtes, at sagen ikke kunne fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse, idet det under hensyn til de tiltalte overgåede forstraffe fandtes at være af betydning for sagens afgørelse, at han afgav indenretlig forklaring. Et af rettens medlemmer udtalte i et dissentierende votum, at det fandtes betænkeligt at fremme sagen på det foreliggende grundlag under hensyn til, at der ikke var sket lovlig forkyndelse af anklageskriftet, og at tiltaltes samtykke til sagens fremme alene forelå som en ubekræftet underskrift på den af anklagemyndigheden konciperede påtegning på genparten af anklageskriftet.


Kendelsen påkæredes af anklagemyndigheden.

I Ø. L. K. 16. oktober 1969 siges det:



Tiltalte har på M/S S den 23. juli 1969 underskrevet sålydende på en genpart af anklageskriftet maskinskrevne erklæring:


»Undertegnede NN (tiltalte), født den Xx 1929, der er forhyret med »S«, rederiet S A/B, Malmø, erklærer herved, at jeg ønsker forannævnte sag fremmet til dom trods mit fravær. Jeg frafalder kald og varsel til retsmødet, samt forkyndelse af anklageskriftet.«

Dommeren i Københavns byrets 7. afdeling har ved sagens fremsendelse bemærket følgende:


»Rettens ønske om, at tiltalte, der til rapport har nægtet sig skyldig, afgiver indenretlig forklaring, skyldes hensynet til tilvejebringelse af fornødent grundlag for strafudmålingen i en sag, der vel ikke rummer større bevismæssige problemer, men hvor tiltaltes forstraffe udelukker den mere skematiske strafudmåling, der i øvrigt finder anvendelse i sager om spirituspåvirkede motorførere.


Den dissentierende dommers votum var ikke så meget motiveret ved tvivl om ægtheden af tiltaltes underskrift på samtykkeerklæringen, som tvivl om, hvorvidt tiltalte under de givne omstændigheder, hvor der ikke er givet ham den vejledning i forbindelse med forkyndelse, som er sædvanlig i tilsvarende sager, har forstået betydningen og rækkevidden af den af ham underskrevne erklæring.«

- - -


Efter indholdet af tiltaltes erklæring, som er afgivet på en genpart af anklageskriftet, findes sagen at kunne fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse, hvorfor

bestemmes:


Den af 1. statsadvokat for København ved anklageskrift af 1. juli 1969 mod tiltalte rejste straffesag angående overtrædelse af færdselsloven vil være at fremme trods tiltaltes fravær.