
	UfR 1988.114/3 HK
		H.K.K. 10. december 1987 i sag I 320/1987 Anklagemyndigheden mod T (adv. J. Korsø Jensen). Østre Landsrets kendelse 30. september 1987 (9. afd.). Københavns Byrets 9. afdelings dom af 22. maj 1986 (sag nr. 2339/1984), hvorved tiltalte T blev frifundet for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, jfr. § 286, stk. 2, er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet. Anklagemyndighedens anke er iværksat rettidigt. Ankemeddelelse med anklageskrift er udfærdiget den 30. maj 1986 og lovligt forkyndt den 3. juni 1986, ligesom tiltalte den 31. juli 1987 er lovligt stævnet til at give møde under domsforhandlingen. Ved domsforhandlingens begyndelse den 14. september 1987 er tiltalte udeblevet uden oplyst lovligt forfald. De beskikkede forsvarere har herefter påstået domsforhandlingen udsat i medfør af retsplejelovens § 965 a, stk. 1, jfr. § 847, stk. 1. Anklagemyndigheden har i medfør af retsplejelovens § 965 a, stk. 1, jfr. § 847, stk. 2, nr. 1, påstået domsforhandlingen fremmet uanset tiltaltes fraværelse. Det fremgår af sagen, at tiltalte i foråret 1981 tog fast bopæl i London. Efter at der den 17. september 1982 var rejst tiltale ved Københavns Byret, blev der i juli 1984 indgået en aftale mellem Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Finn Meilby, og tiltalte om tiltaltes »tilbagevenden til Danmark med henblik på domsforhandling i forbindelse med den - - - rejste tiltale«. I aftalen er det om tiltalte blandt andet anført: »- - - Han og hans advokater i Danmark underskriver vedlagte erklæring om, at hvis han af en eller anden grund ikke er til stede ved retssagen mod ham i København vedrørende den mod ham den 17. september 1982 rejste tiltale, går han ind på og vil ikke modsætte sig, at sagen fremmes til endelig afgørelse i hans fravær, hvilket også skal gælde for enhver advokat eller anden befuldmægtiget, der handler på hans vegne, - - -.« I den i aftalen omtalte erklæring, der er underskrevet af såvel tiltalte som af hans daværende beskikkede forsvarere, advokat Jesper Berning og advokat John Korsø Jensen, er det anført: »- - - Såvel T, som hans beskikkede forsvar tiltræder, at domsforhandlingen i den sag, hvori der er rejst tiltale mod ham ved Københavns byret den 17. september 1982, efter anmodning af anklagemyndigheden kan fremmes i tiltaltes fravær, efter reglerne i retsplejelovens § 847, stk. 1 og 2.« Den 11. juli 1984 udsendte Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, tiltalte og hans forsvarere en pressemeddelelse, hvortil advokat John Korsø Jensen havde udarbejdet udkast. I pressemeddelelsen er det blandt andet anført: »- - - I tilslutning til aftalen har T og hans forsvarere underskrevet en erklæring om, at de tiltræder, at domsforhandlingen i sagen kan fortsættes til endelig afgørelse ved domstolene på anmodning fra anklagemyndigheden uanset T's tilstedeværelse efter domsforhandlingens begyndelse, jfr. retsplejelovens § 847 (dom in absentia). - Parterne tilføjer, at en sådan erklæring dog ikke er bindende for domstolene. - - -« Om rækkevidden af den indgåede aftale udover domsforhandlingen ved byretten har tiltalte i sin bog »Frikendt«, der er dateret 28. november 1986, p. 396-97 anført følgende om sine diskussioner med de daværende forsvarere om, hvorledes man skulle forholde sig, såfremt der var sket domfældelse i byretten og derefter fremsat krav fra anklagemyndigheden om fængsling: »- - - >> 116 >> Vi besluttede, at Korsø skulle protestere, blandt andet på baggrund af den aftale, der var blevet lavet med Finn Meilby i London. Aftalen indeholdt en klausul om, at jeg skulle være på fri fod, så længe retssagen stod på, og med en venlig fortolkning skulle det betyde, at jeg forblev på fri fod under en eventuel appel. - - -« De for landsretten beskikkede forsvarere har oplyst, at advokat John Korsø Jensen har erklæret, at der ved aftalens indgåelse var enighed om, at aftalen kun skulle have virkning for sagens behandling ved byretten. Anklagemyndigheden har ikke villet bestride denne oplysning. Den 21. oktober 1986 indgav advokat John Korsø Jensen en skriftlig klage på 80 sider over anklagemyndighedens behandling af sagen mod tiltalte. Ved skrivelse af 4. marts 1987 afviste Rigsadvokaten den indgivne klage. Rigsadvokatens afgørelse blev derefter indbragt for Justitsministeriet. I en skrivelse af 25. juni 1987 fra tiltalte til Justitsministeren meddelte tiltalte, at han indtil dette tidspunkt havde haft til hensigt at give møde under domsforhandlingen, men at han nu havde besluttet at udeblive. I skrivelsen redegør tiltalte for en række årsager, der har ført til, at han »ikke længere kan have tillid til, at (hans)sag bliver behandlet forsvarligt.« Justitsministeriet stadfæstede den 10. juli 1987 Rigsadvokatens afgørelse af advokat John Korsø Jensens klage på nær et enkelt punkt, hvor ministeriet kritiserede anklagemyndighedens fremgangsmåde. Anklagemyndigheden har oplyst, at tiltalte har fået tilsendt et eksemplar af den til brug under domsforhandlingen i landsretten udarbejdede ekstrakt og et eksemplar af den særlige ekstrakt, der er udarbejdet med henblik på tiltaltes eventuelle udeblivelse fra domsforhandlingen. Tiltalte har herudover fået tilsendt udskrift af landsrettens retsbog for samtlige i sagen hidtil afholdte retsmøder og vil få tilsendt udskrift af retsbogen for samtlige eventuelle fremtidige retsmøder. Det er endvidere oplyst, at der ikke - hverken indenretligt eller udenretligt - er foretaget afhøringer af vidner siden afsigelsen af byrettens dom. Der er for landsretten fremlagt et mindre antal nye dokumenter, der i et vist omfang dog allerede har været omtalt uden formel fremlæggelse under domsforhandlingen i byretten, hvor tiltalte har været tilstede under samtlige retsmøder. Der er mellem anklagemyndigheden og forsvarerne enighed om, at fremlæggelsen af de nye dokumenter er uden betydning for bedømmelsen af, om tiltalte fuldt ud har kendskab til sagens grundlag. Den fremlagte bevisfortegnelse omfatter alene dokumenter, idet det efter aftale er henskudt til senere drøftelse mellem anklagemyndigheden og forsvarerne, hvilke vidner, der skal føres for landsretten. Anklagemyndigheden har dog tilkendegivet, at vidnet A vil blive indkaldt til at afgive forklaring under sædvanligt vidneansvar, hvilket på grund af hans egen da verserende straffesag ikke skete under domsforhandlingen i byretten. Det er oplyst, at tiltalte i perioden 12. september til 2. oktober 1984 er afhørt til politirapport i London under tilstedeværelse af sine daværende forsvarere. Rapporterne, der ialt fylder 105 sider, er efterfølgende korrigeret i overensstemmelse med tiltaltes bemærkninger. Herudover foreligger en redegørelse på 56 sider vedrørende det generelle hændelsesforløb i B & W, Egtofte og Gredana fra 1974 til 1980 udarbejdet af tiltalte og fremsendt til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet i november 1984. For byretten er der tilført retsbogen forklaring fra tiltalte under ialt 41 retsmøder i løbet af domsforhandlingen, ialt 185 sider i den for landsretten udarbejdede ekstrakt. Forsvarerne har oplyst, at de begge har løbende telefonisk kontakt med tiltalte. Højesteretssagfører Ebbe Suenson har haft møde med tiltalte i London, og hans procedure under behandlingen af udeblivelsesspørgsmålet har været sendt pr. telefax til tiltaltes godkendelse. Anklagemyndigheden har til støtte for sin påstand om domsforhandlingens fremme gjort gældende, at betingelserne herfor efter retsplejelovens § 847, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. Tiltaltes nærværelse under domsforhandlingen er ikke »nødvendig«, og han er »undveget« efter anklageskriftets forkyndelse. Om begrebet »undveget« har anklagemyndigheden nærmere anført, at uanset om aftalen fra juli 1984 alene vedrører sagens behandling for byretten, har tiltalte ifølge sine udtalelser i »Frikendt« anset aftalen for gældende også efter domsafsigelsen i byretten, hvilket iøvrigt også følger af aftalens - og navnlig pressemeddelelsens - ordlyd. Begrebet »undvige« dækker ifølge »Den store danske ordbog« såvel egentlige fysiske handlinger, f.eks. »flygte bort«, som mere passive foranstaltninger, >> 117 >> f.eks. »prøve at slippe for«. Efter sammenhængen mellem § 847, stk. 2, nr. 1, og stk. 1 må det vel lægges til grund, at »undvige« ikke kan ligestilles med »udeblive«, men en viljeserklæring fra en tiltalt om at ville udeblive må kunne sidestilles med undvigelse. Indtil skrivelsen af 25. juni 1987 har det været tiltaltes erklærede hensigt at give møde under domsforhandlingen for landsretten. De årsager, der af tiltalte anføres i denne skrivelse som baggrund for hans ændrede standpunkt, kan ikke med rette påberåbes som bristede forudsætninger for hans nærværelse under domsforhandlingen. Tiltalte har ønsket at unddrage sig procesrisikoen ved anken - at undvige faren. Da tiltalte i skrivelsen klart har tilkendegivet, at han agter at udeblive, må det herefter lægges til grund, at han er undveget. Om nødvendigheden af tiltaltes nærværelse under domsforhandlingen har anklagemyndigheden nærmere anført, at retsplejelovens § 847 direkte kun vedrører nævningesager, men skal ifølge § 965 a, stk. 1, tillige anvendes i ankesager, »for så vidt ikke forholdets forskellighed udelukker - - - anvendelse - - - «. Den foreliggende ankesag er helt forskellig fra en nævningesag, hvor landsretten virker som første instans. Når der overhovedet er mulighed for at fremme en nævningesag i tiltaltes fravær, må dette så meget mere gælde for en ankesag, hvor sagen foreligger oplyst gennem den tidligere domsforhandling ved byretten. Det er et særkende ved den foreliggende ankesag, at den er særdeles veloplyst også for så vidt angår tiltaltes stillingtagen. Tiltalte, der har været tilstede under hele sagens behandling for byretten, har afgivet talrige forklaringer såvel til politiet som under domsforhandlingen, hvor han har fremsat sine kommentarer til de af vidnerne afgivne forklaringer. Endvidere fremgår tiltaltes stilling til sagen af advokat John Korsø Jensens klage til Justitsministeriet. Helt specielt for denne sag findes herudover flere hundrede sider sammenhængende sagsfremstilling fra tiltaltes hånd i hans bøger »Dømt« og »Frikendt«. Der er ikke for landsretten fremlagt nye bilag af nogen betydning for tiltaltes stillingtagen, og der er ikke foretaget nye afhøringer. Det er endnu ikke aftalt, hvilke vidner, der skal føres for landsretten, men der er ikke bebudet nye vidner. Afhøringen af vidnet A medfører ikke, at tiltaltes nærværelse er nødvendig, da vidnet i november 1981 - næsten 4 måneder efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling - under en forklaring i byretten under vidneansvar har vedstået sine forklaringer til politirapport blandt andet under varetægtsfængslingen. Disse forklaringer er tidligere foreholdt tiltalte. Tiltalte er i besiddelse af en fuldstændig ekstrakt, således at han er helt klar over, hvilket materiale, der indgår i sagen. Herefter er tiltaltes nærværelse under domsforhandlingen ikke nødvendig. Fremme af en domsforhandling i tiltaltes fravær vil - da de fleste sager kun varer højst nogle få dage - normalt være ensbetydende med, at tiltalte ikke får nogen mulighed for senere at ændre standpunkt og give møde under domsforhandlingen. I den foreliggende situation vil tiltalte på grund af sagens varighed få rig mulighed for - såfremt han måtte ønske det - senere at give møde. Der er således heller ikke noget afgørende hensyn til tiltalte, der taler imod at fremme domsforhandlingen. Forsvarerne har til støtte for deres påstand om domsforhandlingens udsættelse gjort gældende, at tiltaltes nærværelse under domsforhandlingen er »nødvendig«, og at han ikke er »undveget« efter anklageskriftets forkyndelse. Om begrebet »undveget« har forsvarerne nærmere anført, at det ikke er afgørende, hvorledes begrebet ifølge »Den store danske ordbog« kan anvendes. Afgørende er, hvorledes det anvendes i retsplejelovens § 847. Efter sammenhængen mellem § 847, stk. 2, nr. 1 og stk. 1 er det klart, at undvigelse må kræve en aktiv fysisk handling, der adskiller sig fra almindelig udeblivelse. Tiltalte har ikke skiftet bopæl siden anklageskriftets forkyndelse, idet han siden foråret 1981 har haft fast bopæl i London. Der er derfor ingen baggrund for at karakterisere tiltaltes udeblivelse som undvigelse. Iøvrigt kan der ikke tillægges tiltaltes skrivelse af 25. juni 1987 nogen betydning i denne forbindelse, idet hans grunde til udeblivelsen er uden interesse. Havde tiltalte undladt at skrive, eller havde han sendt skrivelsen efter domsforhandlingens begyndelse, ville der efter anklagemyndighedens argumentation ikke have foreligget undvigelse, men reelt ville situationen have været ganske den samme som nu, hvor tiltalte ikke er til stede. Om nødvendigheden af tiltaltes nærværelse under domsforhandlingen har forsvarerne nærmere anført, at lovens krav om tiltaltes nærværelse først og fremmest er begrundet i risikoen for overgreb. Der er således afgørende hensyn til tiltaltes retssikkerhed. Den foreliggende tiltale er alvorlig og vil - såfremt tiltalte måtte blive fundet skyldig - kunne >> 118 >> resultere i en længerevarende fængselsstraf. Tiltaltes nærværelse under domsforhandlingen vil altid være nødvendig under en sådan sag. Det vil særlig være nødvendigt, at tiltalte er til stede, når A afgiver vidneforklaring, da han ikke afgav forklaring under domsforhandlingen i byretten om sagens realitet. Tiltalte må have lejlighed til at tage stilling til denne nye forklaring. Hertil kommer, at der meget muligt under domsforhandlingen kan opstå spørgsmål om at indkalde nye vidner. Vedrørende spørgsmålet om nødvendigheden af tiltaltes nærværelse udtaler fire af de voterende: Ifølge retsplejelovens § 965 a, stk. 1, finder en fuldstændig ny domsforhandling sted for landsretten under denne bevisanke. Uanset reglerne i retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 2, og i § 965 c, stk. 4, om adgang til dokumentation af forklaringer i stedet for fornyede afhøringer, findes det efter denne sags karakter og omfang betænkeligt, såfremt domsforhandlingen og især hele bevisførelsen, herunder tiltaltes egen forklaring, på forhånd søges begrænset til en gentagelse af det for byretten passerede. Der kan opstå behov for at søge større klarhed i sagen ved uddybning af tidligere forklaringer, afhøring af tidligere hørte vidner på nye punkter eller indkaldelse af nye vidner eller i det hele tilvejebringelse af nye beviser, hvilke foranstaltninger i sig selv kan nødvendiggøre tiltaltes nærværelse. Hvis en sådan situation opstår efter, at domsforhandlingen er indledt uden tiltaltes nærværelse, må domsforhandlingen udsættes på ubestemt tid. Dette vil være uacceptabelt. Muligheden af, at tiltalte på et af ham valgt tidspunkt giver møde og afgiver forklaring, har ingen sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt hans nærværelse er nødvendig. Uanset det af anklagemyndigheden fremførte om sagens grundige oplysning, tiltaltes mulighed for at gøre sig bekendt med procesmaterialet og forsvarernes kontakt med tiltalte findes det herefter stridende mod væsentlige retsplejemæssige hensyn på forhånd at fastslå, at tiltaltes nærværelse ikke er nødvendig i denne sag, hvori han, såfremt han domfældes, kan ventes idømt en alvorlig fængselsstraf. Disse voterende stemmer derfor allerede af denne grund for at udsætte sagen. Om nødvendigheden af tiltaltes nærværelse udtaler to af de voterende: Efter det oplyste har tiltalte afgivet detaljerede og meget omfangsrige forklaringer såvel til politiet som under domsforhandlingen, ligesom han har haft lejlighed til at kommentere samtlige afgivne vidneforklaringer, herunder de af vidnet A såvel til politiet som indenretligt under sædvanligt vidneansvar afgivne forklaringer. Der er ikke foretaget fornyede afhøringer til brug for landsretten, ligesom der ikke er fremlagt nye dokumenter af betydning. Der findes ikke på forhånd at kunne tages stilling til betydningen af en evt. yderligere - endnu ikke aktuel - bevisførelse for landsretten. Tiltalte har fået tilstillet ekstrakten i sagen, og han har fået og vil i fremtiden få tilstillet udskrift af landsrettens retsbog. Forsvarerne har oplyst, at de er i kontinuerlig kontakt med tiltalte, der har fået forelagt proceduremanuskript til godkendelse. Under disse omstændigheder findes tiltaltes nærværelse - således som sagen nu foreligger for landsretten - ikke at kunne anses som nødvendig. Da tiltalte efter det anførte må antages stedse at være fuldt orienteret om, hvad der måtte passere under domsforhandlingen, og da det uanset domsforhandlingens begyndelse vil stå tiltalte frit på et senere tidspunkt at komme tilstede og afgive forklaring, finder disse voterende heller ikke, at der - uanset tiltalens alvorlige karakter og sagens omfang - tilsidesættes nogen væsentlig retsgaranti for tiltalte ved domsforhandlingens fremme i hans fysiske fravær. Derimod findes det under de foreliggende omstændigheder stridende mod afgørende retsplejemæssige interesser, hvis tiltalte ved sit retsstridige fravær helt skulle kunne unddrage sig landsrettens behandling af ankesagen. Vedrørende spørgsmålet, om tiltalte kan anses for undveget, udtaler alle de voterende: Anklagemyndighedens ankemeddelelse med anklageskrift er dateret den 30. maj 1986 og forkyndt den 3. juni 1986. Efter det oplyste har tiltalte siden foråret 1981 haft fast bopæl i London på en af anklagemyndigheden kendt adresse. Tiltaltes udeblivelse ved indledningen af domsforhandlingen i landsretten den 14. september 1987 trods lovlig tilsigelse og uden oplyst lovligt forfald findes herefter ikke at føre til, at han kan anses for undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt for ham. Da betingelserne i retsplejelovens § 965 a, stk. 1, jfr. § 847, stk. 2, nr. 1, for at fremme domsforhandlingen i tiltaltes fravær herefter ikke findes opfyldt bestemmes: Domsforhandlingen i anklagemyndighedens sag mod T udsættes. Højesterets kæremålsudvalgs kendelse. Den påkærede kendelse er afsagt af Østre Landsret og med Justitsministeriets tilladelse indbragt for Højesteret af anklagemyndigheden med påstand om, at domsforhandlingen i medfør af retsplejelovens § 965 a, stk. 1, jfr. § 847, stk. 2, nr. 1, fremmes uanset tiltaltes fravær. Tiltalte, der under kæremålet har været repræsenteret af en privat antaget forsvarer, har påstået stadfæstelse. Kæremålet har været behandlet mundtligt. I påkendelsen har deltaget seks dommere: P. Christensen, Funch Jensen, Weber, Kiil, Kardel og Riis. Som anført i kendelsen har tiltalte siden foråret 1981 haft fast bopæl i London, og han er fortsat bosat der. Under disse omstændigheder findes det forhold, at tiltalte i skrivelsen af 25. juni 1987 tilkendegav, at han ikke ville give møde til den berammede domsforhandling, og at dette muligt - som af anklagemyndigheden anført - skyldes et ønske om at unddrage sig videre strafforfølgning, ikke at kunne begrunde, at hans udeblivelse sidestilles med en undvigelse efter retsplejelovens § 847, stk. 2, nr. 1. Højesteret tiltræder herefter, at sagen ikke kan fremmes efter denne bestemmelse. Det bemærkes i øvrigt, at det tilkommer den ret, der skal dømme i en straffesag, at skønne over, om den kan fremmes i tiltaltes fravær, og at der kun under ganske særlige omstændigheder vil være grundlag for at tilsidesætte dette skøn. Thi bestemmes: Den påkærede kendelse stadfæstes. I kæremålsomkostninger betaler statskassen inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse 25.000 kr. til tiltalte, T.