|
|
|
||
|
|
|||
|
H. K. 27. april 1995 i sag 170/1995 Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Fritz Reuther, e.o.),T2 (adv. Gert Nørrevang, Nyk. Sj., e.o.),T3 (adv. Søren Arentoft, e.o.) Østre Landsrets kendelse af 6. april 1995. (Dalgas Rasmussen, Morving, Folmer Teilmann). Det ved lov nr. 366 af 18. maj 1994 indføjede sidste punktum i retsplejelovens § 848, stk. 2, finder kun anvendelse i tilfælde, hvor der i medfør af samme paragrafs stk. 1 er truffet bestemmelse om, at en tiltalt skal forlade retssalen, medens et vidne eller en medtiltalt afgiver forklaring. Ifølge § 848, stk. 1, er retsformandens adgang til at træffe bestemmelse herom begrænset til tilfælde, hvor særegne grunde taler for, »at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås«. Uanset om det i nærværende sag ud fra hensynet til sagens rette oplysning måtte være ønskeligt, at de tiltalte ikke får lejlighed til at høre de medtiltaltes forklaringer, inden de selv afgiver forklaring, og uanset at dette synspunkt er omtalt i forarbejderne til lov nr. 366 af 18. maj 1994, finder landsretten under hensyn til den klare ordlyd i § 848, stk. 1, der ikke blev ændret ved lov nr. 366 af 18. maj 1994, og til at der ikke for landsretten er oplyst omstændigheder, der giver grund til at antage, at der vil være større mulighed for at få uforbeholdne forklaringer fra de tiltalte, hvis de medtiltalte ikke overværer forklaringerne, ikke at retsformanden på det foreliggende grundlag i medfør af retsplejelovens § 848, stk. 1, kan træffe bestemmelse om, at de medtiltalte ikke må være til stede, når de tiltalte afgiver forklaring. Thi bestemmes: Anklagemyndighedens begæring om, at de medtiltalte skal forlade retssalen, medens de tiltalte afgiver forklaringer under domsforhandlingen, og at underretning om indholdet af forklaringerne først gives, efter at vedkommende selv har afgivet forklaring, kan ikke imødekommes. Højesterets kendelse. Den påkærede kendelse er afsagt af Østre Landsret den 6. april 1995 og indbragt for Højesteret af Rigsadvokaten med påstand om, at de tiltalte - under sagens domsforhandling, der påbegyndes den 1. maj 1995 - ikke overværer afhøringerne af de medtiltalte, samt at de tiltalte først gøres bekendt med de medtiltaltes forklaringer, efter at de tiltalte selv har afgivet forklaring, jf. retsplejelovens § 848, stk. 1, jf. stk. 2, 2. pkt. Til støtte for påstanden har Rigsadvokaten blandt andet gjort gældende, at der efter Folketingets vedtagelse af lov nr. 366 af 18. maj 1994, blandt andet indeholdende en tilføjelse til retsplejelovens § 848, stk. 2, er skabt udtrykkelig lovhjemmel for, at retten kan træffe afgørelse om, at tiltalte, når han ikke har overværet medtiltaltes forklaring, ikke gøres bekendt med medtiltaltes forklaring, før tiltalte selv har afgivet forklaring, at det af Retsudvalgets betænkning fremgår, at man ved bestemmelsen har villet tage højde for, at retten også får en uforbeholden forklaring fra tiltalte selv, og at retsplejelovens § 848, stk. 1, og stk. 2, således som bestemmelserne nu er formuleret, skal dække alle de situationer, hvor særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ikke kan opnås, både den situation, hvor en tiltalt på grund af frygt for en medtiltalt vægrer sig ved at afgive forklaring i medtiltaltes overværelse, og den situation, hvor der på grund af de tiltaltes stillingtagen til tiltalepunkterne er stor sandsynlighed for, at en tiltalt vil afstemme sin forklaring med forklaringer afgivet af medtiltalte. Rigsadvokaten har endvidere henvist til, at der i denne sag er særegne grund til at antage, at en uforbeholden forklaring ikke vil blive afgivet af de tiltalte, såfremt de påhører hinandens forklaringer. Det er derfor afgørende for sagens oplysning, at de tiltalte hver for sig afhøres om deres kendskab til vidner, deres indbyrdes relationer samt de enkelte tiltalepunkter, da det kun herigennem vil kunne undgås, at de tiltalte indbyrdes afstemmer deres forklaringer og deres stillingtagen til tiltalepunkterne. Rigsadvokaten har endvidere gjort gældende, at kæremålet bør tages under påkendelse, idet det rejste spørgsmål er af principiel betydning og angår væsentlige og fundamentale spørgsmål vedrørende sagens behandling eller pådømmelse. Den for tiltalte T4 beskikkede forsvarer, advokat Carsten Fentz, har nedlagt påstand om, principalt at kæremålet afvises efter retsplejelovens § 968, stk. 2, subsidiært at landsrettens kendelse stadfæstes, og mere subsidiært at T4 under alle omstændigheder ikke afskæres fra at overvære afhøringen af medtiltalte T3, idet T4 er bekendt med den af T3 i byretten afgivne forklaring og i øvrigt også med de forklaringer, som T3 tidligere har afgivet til politiet. De for de øvrige tiltalte beskikkede forsvarere har ikke udtalt sig i anledning af kæremålet. Østre Landsrets 1. afdeling har henholdt sig til den afsagte kendelse. I påkendelsen har deltaget tre dommere. Hermann, Wendler Pedersen og Jørgen Nørgaard. Højesteret finder efter omstændighederne ikke >> 592 >> grundlag for at afvise kæremålet, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2. Højesteret finder, at retsplejelovens § 848, stk. 1, efter sin ordlyd må forstås således, at det alene er hensynet til at opnå en uforbeholden forklaring fra medtiltalte og vidner, der kan begrunde, at en tiltalt udelukkes fra at overvære disses forklaringer. Idet der ikke findes at være oplyst særegne grunde til at antage, at der vil være større mulighed for at få en uforbeholden forklaring fra nogen (med)tiltalt, hvis en eller flere af de øvrige tiltalte ikke overværer vedkommendes forklaring, stadfæster Højesteret kendelsen. Thi bestemmes: Kendelsen stadfæstes. |
|||
|
|
|||