|
|
Præmis 47 til 56 i afgørelsen Kaste
og Mathisen mod Norge afgjort af Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol (EMD) under sagsnumrene 18885/04
og 21166/04 den 9. november 2006 lyder oversat til dansk
således:
".. 47. EMD vil undersøge den aktuelle sag i lyset af de
principper, som er gengivet i EMDs praksis (se især Luca
gengivet ovenfor i §§ 37-43). Det bemærkes, at regeringen og
også den anden klager lagde nogen vægt på overvejelserne bag
princippet om, at myndighederne er forpligtede til at gøre
ethvert rimeligt forsøg på at sikre, at et vidne er til
stede. EMD er af den opfattelse, at tilstedeværelsen af et
vidne er en forudsætning for forsvarets muligheder for at
udspørge vidnet. Der skal således være en realistisk og
tilstrækkelig mulighed for at afhøre vidnet (ibid, præmis
39).
48. Med hensyn til omstændighederne i den aktuelle sag
bemærker EMD, at indledningsvist var det kun forsvareren for
den anden klager, som protesterede mod anklagemyndighedens
begæring om tilladelse til at oplæse D's udtalelser til
politiet og anmodede om, at sagen blev udsat. Forsvareren
for den første klager udtalte, at han ikke ville
tilkendegive en klar holdning med hensyn til, om
dokumentation af forklaringerne skulle tillades (se præmis
10 ovenfor). Efter at Højesteret havde imødekommet
anklagemyndighedens begæring, tilsluttede forsvareren for
den første klager sig ikke forsvareren for den anden klager
og begærede sagen sagen udsat (se præmis 11 ovenfor). EMD
bemærker, at hvis den første klagers forsvarer var af den
opfattelse, at det var vigtigt for dennes sag, at D's
forklaringer ikke blev dokumenteret, kunne det principielt
forventes, at han ville have givet udtryk for dette.
49. EMD har dog bemærket sig den første klagers forklaring
med hensyn til rækkefølgen af indsigelserne, som regeringen
ikke har bemærkninger til, nemlig at forsvareren for den
anden klager udtalte sig først. Når henses til Højesterets
behandling af den anden klagers indsigelser og anmodning (se
præmis 10 og 12 ovenfor), kan det antages, at det ville have
været formålsløst for den første klager at fremkomme med
indsigelser og en anmodning. Under de omstændigheder finder
EMD ikke, at det kan antages, at den første klager har
opgivet sine rettigheder efter artikel 6 § 3 (d) hverken
udtrykkeligt eller stiltiende.
50. EMD bemærker yderligere, at så
snart D havde meddelt, at han ikke ønskede at udtale sig,
havde anklagemyndigheden anmodet om Højesterets tilladelse
til at dokumentere forklaringen til politirapprt (se præmis
10 ovenfor). Med hensyn til dette er sagen identisk med Luca
(gengivet ovenfor, præmis 13 -15), og Craxi gengivet
ovenfor, præmis 30), hvor dokumentation skulle finde sted,
såfremt en medtiltalt nægtede at udtale sig. På intet
tidspunkt under hovedforhandlingen forud for
anklagemyndighedens dokumentation af D's udtalelser blev
klagerne tilbudt at udspørge D. Frem for at tillade
klagernes forsvarere at stille spørgsmål til D og
tilrettelægge forsvaret i lyset af D's svar eller manglende
besvarelser af spørgsmål, overlod Højesteret ordet til
anklagemyndigheden, således at anklagemyndigheden kunne
dokumentere D's forklaringer. På denne måde fik den
omstændighed, at D benyttede sig af sin ret til ikke at
udtale sig, den virkning, at han blev fritaget for at
besvare ethvert spørgsmål, som klagerne måtte have ønsket at
stille ham.
51. Situationen synes at have været den samme også efter, at
D's forklaringer var blevet dokumenteret, da forsvareren for
den anden klager fremkom med en begrundet anmodning om at få
tilladelse til at stille et spørgsmål til D.
Højesteretspræsidenten svarede, idet D har påberåbt sig sin
ret til ikke at udtale sig, kan det ikke tillades at spørge
ham direkte. Det skal bemærkes, at præsidenten faktisk
spurgte D, om han ønskede at udtale sig helt eller delvist,
og at D svarede, at han forsat ikke ønskede at udtale sig
selv i forhold til enkelte spørgsmål, som den anden klagers
forsvarer ønskede at stille (se præmis 12 ovenfor). Selv på
dette stadie af sagen, hvor højesteretspræsidenten virkede
som et mellemliggende filter mellem den anden klager som
tiltalt og D - her i dennes egenskab af at være vidne, kan
det ikke fastslås, at den anden klager fik en reel mulighed
for at afhøre D (modsat Harri Peltonen mod Finland (dec.)
nr. 30409/96, 11. maj 1999).
52. Dertil kommer, at EMD ikke er overbevist om, at det ikke
havde været foreneligt med D's ret til ikke at besvare de
spørgsmål, som kunne have inkrimineret ham selv, såfremt
klagerne havde fået muligheden for at spørge D direkte.
53. Landsrettens fortolkning af loven synes at have haft
følger med hensyn til landsrettens fremgangsmåde under sagen
med hensyn til de forhold, som der er klaget over efter
artikel 6 §§ 1 og 3 (d) i konventionen. EMD kan ikke undlade
at bemærke, at at landsretten ikke anså en medgerningsmand
som "vidne i forhold til disse bestemmelser (se præmis 10
ovenfor). Ifølge Højesteret, synes landsretten at have taget
udgangspunkt i den antagelse, at konventionens begrænsninger
med hensyn til dokumentation af forklaringer til
politirapporter ikke gælder i forhold til forklaringer
fra medsigtede (se præmis 16 ovenfor). Efter EMDs opfattelse
er landsrettens fortolkning næppe i overensstemmelse med den
den forståelse af begrebet "vidne, der fremgår af EMDs
praksis, ifølge hvilken den omstændighed, at en forklaring
er afgivet af en medgerningsmand frem for af et vidne er
uden betydning (se Vidal mod Belgien, dom af 22. april 1992,
serie A, nr. 235-B, siderne 32-33, præmis 33). Det bør
gentages, at hvor en forklaring i et vist omfang kan danne
grundlag for en domfældelse, uanset om den måtte være
fremkommet fra et vidne i snæver betydning eller af en
medgerningsmand, er der tale om bevisførelse fra
anklagemyndigheden, med hensyn til hvilken garantierne i
artikel 6 §§ 1 og 3 (d) i konventionen er gældende (se Luca,
gengivet ovenfor, præmis 41).
54. EMD finder ikke nogen anledning
til at afvige fra praksis i denne sag. Når henses til
Højesterets konstateringer, må det antages, at D's
udtalelser havde en væsentlig indflydelse på sagens resultat
(se præmis 19 og 45 ovenfor).
55. Når henses til disse omstændigheder, er EMD ikke
overbevist om, at klagerne fik en tilstrækkelig og rimelig
mulighed for at angribe de udtalelser, som danner grundlag
for disses domfældelse.
56. Klagerne fik derfor ikke en
retfærdig rettergang. Der er således sket en krænkelse af
artikel 6 §§ 1 og 3 (d) i konventionen. .."
|