Cirkulære om dokumentation af forakter og straffeattester m.v. i straffesager.

Ved cirkulære nr. 238 af 15. november 1932 henstillede justitsministeriet til underretsdommerne at følge de af den danske dommerforenings bestyrelse i udtalelser til justitsministeriet angivne retningslinier, hvorefter der ved straffeattesters oplæsning i retten i politisager bør vises fornøden hensynsfuldhed, således at der ikke oplæses andet, end hvad der har betydning for den foreliggende sag, samt at der i domme i politisager kun bør citeres de tidligere straffe, som har betydning for afgørelsen af den foreliggende sag, medens man iøvrigt nøjes med en henvisning til, at tiltalte har været straffet.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang og under hvilken form dokumentation af forakter, straffeattester m.v finder og bør finde sted ikke blot i politisager, men også i andre straffesager, har på dertil given anledning påny af justitsministeriet været gjort til genstand for undersøgelse og overvejelse. I en i den anledning afgiven erklæring har dommerforeningens bestyrelse udtalt, at det for alle straffesager bør være praksis, at tidligere domme kun citeres, når de har betydning for den pågældende sag, således at tidligere domme, der ikke findes at have betydning for afgørelsen, lades uomtalt.

Idet det kan forventes, at domstolene i almindelighed vil følge den således givne retningslinie, som er tiltrådt af præsidenterne for højesteret og landsretterne, finder justitsministeriet anledning til over for anklagemyndighedens repræsentanter at indskærpe, at de bør medvirke til at undgå dokumentation med hensyn til tidligere straffedomme, som skønnes overflødig og unødigt krænkende for tiltalte.

Der bør således ikke under domsforhandlingen fremsættes begæring om dokumentation af forakter, medmindre disse har direkte betydning for den sag, som foreligger til afgørelse. Dette vil særlig være tilfældet, såfremt der kan være spørgsmål om gentagelsesvirkning; ved udøvelsen af skønnet over, om dokumentation bør ske, vil iøvrigt de tidligere pådømte forholds alder og beskaffenhed være at tage i betragtning, således at dokumentation af ældre afgørelser og afgørelser vedrørende forhold af anden art end det, for hvilket tiltale nu er rejst, i tvivlstilfælde undlades. Er der rejst spørgsmål om anvendelse af særforanstaltninger, vil det kunne være rigtigt til belysning af tiltaltes vandel og udvikling at dokumentere alle forstraffe, derunder også tiltalefrafald i henhold til straffelovens § 30 eller § 150 i lov om offentlig forsorg.

Såfremt efter foranstående retningslinier kun nogle af en tiltalts forakter bør dokumenteres, bør de øvrige ved gennemgangen forbigås med bemærkning om, at de skønnes at være uden betydning for den foreliggende sag.

I de til brug for dommere og domsmænd udarbejdede ekstrakter bør ikke optages oplysninger om forstraffe, der efter foranstående ikke bør søges dokumenteret. Straffeattest kan optages i ekstrakten, såfremt nogle af de anførte afgørelser skal dokumenteres, men må kun dokumenteres i samme omfang som forakterne.

Rigsregistraturattester bør hverken optages i ekstrakter eller søges dokumenteret.

Akter og andre oplysninger vedrørende frifindende domme og straffesager, der er sluttet uden tiltale, bør ikke begæres dokumenteret, medmindre de skønnes at kunne være af afgørende betydning for bedømmelsen af den foreliggende sag, hvilket særlig vil kunne være tilfældet, såfremt de vedrører tilsvarende forhold som det, for hvilket tiltale er rejst, og tiltalte nu påstår sig frifundet af subjektive grunde. Tillades sådan dokumentation, bør den, såfremt tiltale er frafaldet med anden hjemmel end straffelovens § 30 eller lov om offentlig forsorg § 150, altid foretages i forbindelse med afhøring af tiltalte eller eventuelle vidner vedrørende den tidligere sigtelse.