TfK 2004.672/2 VLD

V.L.D. 15. september 2004 i anke 3. afd. S-1867-04
 
  Anklagemyndigheden mod T (adv. Palle Viuff, Fredericia).

(Inger Nørgaard, Würtzen og Lars Christensen (kst.) med domsmænd).

Retten i Røddings dom af 23. juni 2004:

I denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales T til straf for overtrædelse af straffelovens § 279, jf. § 21, - forsøg på bedrageri,

ved den 2. januar 2003 i den hensigt at skaffe sig uberettiget vinding i forbindelse med en skadesanmeldelse om indbrud i sit hjem beliggende - - -, retsstridigt at have forsøgt at fremkalde, bestyrke og udnytte vildfarelsen hos forsikringsselskabet Top-Danmark ved at have anvendt falske bilag som dokumentation for angiveligt stjålne effekter, hvilket ved en udbetaling af erstatning ville have medført et tab for forsikringsselskabet på ca. 91.000 kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet A. Herom henvises til retsbogen for den 19. november 2003.

Kriminalforsorgen har foretaget en personundersøgelse og har den 18. juni 2003 konkluderet, at tiltalte er egnet til at modtage en betinget dom, hvortil der anbefales vilkår om 1 års tilsyn fra Kriminalforsorgen. Hun er af helbredsmæssige grunde ikke egnet til at udføre samfundstjeneste.

Rettens bemærkninger:

Der er fremlagt en fakturablanket og et stempel fra firma Juwelen Karaca, Müllerstrasse 155, 13353 Berlin, tlf. 461 95 55. B fra denne forretning har til tysk politi forklaret, at den fremlagte kvittering af 25.10.02 (bilag 1-2-3) fra firma Juwelen Karaca, Müllerstrasse 15, 13353 Berlin, tlf. 4619555, ikke er fra hans forretning. Han anvender ikke kvitteringsblokke fra firma Brunnen som det nævnte bilag, hans firmastempel er anderledes, og han genkender ikke håndskriften på kvitteringen. Tysk politi har oplyst, at der ikke ligger en juvelerforretning på adressen Müllerstrasse 15, 13353 Berlin.

Der er fremlagt en fakturablanket og et stempel fra firma Filiz Kuyumkusu Juwelier, Gerichtstrasse 57, 13347 Berlin, tlf. 461 84 93, v/indehaver - - -. Indehaveren af dette firma, C (formentlig rettelig - - -), har til tysk politi forklaret, at den fremlagte kvittering af 20.8.02 (bilag 1-2-5) fra firma Juwelier Akgüc Melki, Gerichtstrasse 58, 13347 Berlin, tlf. 4618493, ikke er udstedt i hans forretning, at hans firmastempel og kvitteringsblanket ser anderledes ud end dette bilag, og at han ikke genkender håndskriften på kvitteringen. Tysk politi har oplyst, at der ikke ligger en juvelerforretning på adressen Gerichtstrasse 58, 13347 Berlin.

De nævnte 2 kvitteringer, bilag 1-2-3 og bilag 1-2-5, indeholder de samme stavefejl, idet der i disse bilag står »Goldenemünzen« i stedet for »Goldene Münzen«, »Ohringe« i stedet for »Ohrringe« og »Halzkette« i stedet for »Halskette«.

Handelsmedhjælper D, Karstadt Stuttgart, har skriftligt oplyst, at varehuset har fået forevist den fremlagte kvittering af 02.08.02 (bilag 1-2-4). Varehuset har gennemset alle kassestrimler for den 2.8.2002 og har ikke kunnet konstatere et salg på 347 euro den dag. Han har senere oplyst, at dette beløb er en fejlskrift og rettelig skulle have været 3.447 euro. Han har videre oplyst, at Karstadt på det angivne tidspunkt ikke havde et VHS-kamera i sortimentet, og at de anførte priser for DVD-spiller og Hifi-anlæg ikke forekom i deres sortiment og desuden var ekstremt høje i forhold til Karstadts priser for sådanne apparater. Han har endelig oplyst, at beregningen på kvitteringen af den moms, der er indeholdt i prisen, er forkert, idet momsen på 16% er beregnet ved en ansættelse af købesummen til 100% og ikke 116%.

På grundlag af disse oplysninger anser retten det for bevist, at kvitteringerne fra Juwelen Karaca, Juwelier C og Karstadt er falske. Kvitteringerne er indsendt af tiltalte i forbindelse med en forsikringsanmeldelse og må være udfærdiget på hendes foranledning eller i hvert fald med hendes vidende. Tiltalte er derfor skyldig i anklagen. Forsøget på bedrageri angår dog alene et beløb på ca. 50.000 kr. svarende til de nævnte 3 bilag.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. § 21, til fængsel i 3 måneder. 30 dage af straffen skal afsones nu. Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 58, stk. 1.

Vestre Landsrets dom:

Retten i Rødding har den 23. juni 2004 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Tiltalte T har principalt påstået dommen ophævet. Subsidiært har tiltalte påstået frifindelse, og mere subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået sagen fremmet samt stadfæstelse.

Til støtte for sin påstand om, at dommen ophæves, har tiltalte anført, at de 2 politirapporter fra henholdsvis politiet i Berlin, dateret 19. februar 2004, og politiet i Stuttgart, dateret den 10. februar 2004, ikke burde have været dokumenteret i byretten, idet de afhørtes forklaringer er afgivet uden vidneansvar og uden, at forsvareren har haft lejlighed til at stille supplerende spørgsmål til dem.

Anklagemyndigheden har heroverfor gjort gældende, at rapporterne dels redegør for politiets egne iagttagelser af objektive forhold bilagt nogle kvitteringsblanketter og stempelaftryk, dels nogle særdeles kortfattede forklaringer fra 2 personer vedrørende 2 af de kvitteringer, sagen omhandler, samt en forklaring fra en medarbejder i stormagasinet Karstadt vedrørende nogle forhold, som stormagasinet i øvrigt har redegjort for i en skrivelse fremlagt under sagen. Det ville stå i misforhold til sagen at indkalde 3 vidner for at afgive forklaring for retten om disse enkle forhold, som de pågældende havde kunnet redegøre for i et kort brev.

Landsrettens bemærkninger:

Det fremgår af byrettens præmisser, at domfældelsen i det væsentlige er støttet på de forklaringer, som de af det tyske politi afhørte personer har afgivet om de 3 kvitteringer.

Efter retsplejelovens § 877, stk. 3, kan retten kun undtagelsesvis tillade, at politirapporter benyttes som bevismiddel som surrogat for afhøring af et vidne.

De nævnte personer har ikke været søgt ført som vidner, og tiltalte og forsvareren har ikke haft mulighed for at stille supplerende spørgsmål til de pågældende, jf. artikel 6, stk. 3, litra d, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Under disse omstændigheder burde de af politiet afhørte personers forklaringer til politirapport ikke have været tilladt dokumenteret for byretten.

Da forklaringerne har dannet grundlag for domfældelsen, findes det antageligt, at bevisbedømmelsen kunne have fået et andet udfald, hvis retten ikke havde tilladt den nævnte dokumentation. Herefter ophæves dommen, og sagen hjemvises til fornyet behandling i byretten, jf. retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 946, stk. 1.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i byretten.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.