|
|
H.D. 30. november 2004 i sag 39/2004 (2. afd.).
Rigsadvokaten mod T1 (adv. Manfred W. Petersen, Kbh., e.o.),
T2 (adv. Manfred W. Petersen, Kbh., e.o.), T3 (adv. Hanne
Rahbæk, Kbh., e.o.), T4 (adv. Lone Refshammer, Kbh., e.o.)
og T5 (adv. Merethe Stagetorn, Kbh., e.o.).
Retten på Frederiksbergs dom 14. januar 2003.
Denne sag er behandlet med domsmænd.
Anklageskriftet er modtaget den 10. maj 2002.
T1-T5 er tiltalt for voldtægt efter straffelovens § 216 stk.
1, jf. til dels § 224, ved den 8. december 2001 i tidsrummet
fra ca. kl. 01.00 til ca. kl. 02.40 i forening og efter
aftale og i forening og aftale med flere uidentificerede
personer, i festlokalerne beliggende - - - på Frederiksberg
og efterfølgende i den bag ved ejendommen beliggende baggård
ved vold og trusler om vold at have tiltvunget sig samleje
og/eller anden kønslig omgængelse end samleje med F, idet de
- med udtalelser om, at nu skulle hun betale, og at de ville
gøre det af med hende, hvis hun ikke makkede ret, og under
indtryk af den stiltiende trussel, der lå i, at hun befandt
sig på et sted, hvorfra det var vanskeligt at tilkalde hjælp
- ved tag i hendes arme og klæder førte hende fra
festlokalerne til baggården, hvor de anbragte hende på en
bænk og afførte hende hendes benklæder, hvorefter de på
skift eller flere samtidig i hinandens overværelse - med
udtalelser om, at de ville gøre det af med hende, og alt
imedens de fastholdt hende på bænken, og alt imedens hun
gentagne gange udtalte, at hun ikke ville deltage - under
overvindelse af hendes modstand, gennemførte samleje
og/eller anden kønslig omgængelse end samleje med hende,
således at:
1. T1 førte sit lem ind i hendes mund, ligesom han
gennemførte samleje med hende,
2. T2 førte sit lem ind i hendes mund
3. T3 gennemførte analt samleje med hende til sædafgang og
4. T4 førte sit lem ind i hendes mund, samtidig med at
5. T5 gennemførte almindeligt samleje med hende.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.
De tiltalte har nægtet sig skyldige.
Der er under sagen afgivet forklaring af de tiltalte og
vidneforklaring af F, A, B, C, D, E, G, H, I, J, K, L, M,
Lisa Bang, O og P. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.
Vidnet Q's forklaring til politirapport er dokumenteret i
medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3.
Der er i retten afspillet en optagelse af vidnet F's opkald
til alarmcentralen.
Af erklæring fra speciallæge Birgitte Kringsholm,
Retsmedicinsk Institut, fremgår, at vidnet F blev undersøgt
den 8. december 2001 kl. 6.10. Erklæringen har følgende
»Konklusion:
Ved undersøgelse den 08.12.2001 klokken 06.20 af F, . . .,
fandtes undersøgte med udseende svarende til alderen.
Undersøgte var psykisk rolig og hun medvirkede villigt ved
undersøgelsen.
Der var let alkohollugt fra munden, og hun skønnedes let
påvirket.
Af tegn på vold fandtes en lille rift i højre håndflade samt
spredte områder med rødme af huden. Læsionerne var opstået
ved stump vold meget vel, som af undersøgte angivet få timer
før undersøgelsestidspunktet. Svarende til skedeindgangen
fandtes tre små overfladiske slimhinderifter og svarende til
endetarmsåbningen fandtes ligeledes tre små overfladiske
slimhinderifter. Disse læsioner var ligeledes friske og kan
meget vel være opstået som af undersøgte angivet ved
samleje/forsøg på samleje få timer før
undersøgelsestidspunktet.« >> 755 >>
De nævnte områder med rødme af huden er i undersøgelsen
nærmere beskrevet således:
». . .
2. Helt opadtil på udsiden af venstre underarm rødme af
huden samt let hævelse på et længdegående område målende 5
cm i længde, 3 cm i bredde.
3. Midt på højre side af ryggen et længdegående område med
rødme af huden målende 4 cm i længde og 3 mm i bredde.
4. Midt på højre endeballe flere lineære, stribeformede,
tværgående partier med rødme af huden. Området målende ialt
6×6 cm.
5. På forsiden af venstre knæ et område med rødme af huden
på et område målende 6 cm i diameter.
6. Midt på forsiden af højre knæ et område med rødme af
huden målende 4 cm i diameter.«
Om rifterne i endetarmen og vagina har speciallæge Birgitte
Kringsholm i en erklæring af 17. januar 2002 tilføjet, at
»det er muligt at pådrage sig tilsvarende skader ved
frivilligt samleje og ved brug af creme.«
Af erklæring fra Retskemisk Afdeling, Retsmedicinsk
Institut, af 13. december 2001 fremgår, at der i en
blodprøve udtaget af F den 8. december 2001 kl. 7.10 er
fundet en alkoholpromille på 1,04.
Af erklæring fra samme af 17. januar 2002 fremgår, at der
ikke er påvist spor af euforiserende stoffer, hverken i
blod- eller urinprøve, der begge blev udtaget fra F samme
dag kl. 7.10.
Der er endvidere dokumenteret gerningsstedsundersøgelse,
tekniske undersøgelser og erklæringer samt retsgenetisk
erklæring.
Vidnet F har under sagen nedlagt påstand om erstatning for
tort og forbeholdt sig yderligere erstatningskrav.
Spørgsmålet om de tiltaltes skyld har været behandlet og
afgjort først, jf. retsplejelovens § 928a, stk. 1, 3. pkt.
Rettens bemærkninger:
De tiltalte har erkendt, at de har haft samleje og andre
former for seksuelt samkvem med F.
To voterende finder det imidlertid ikke med tilstrækkelig
sikkerhed bevist, at de tiltalte ved vold eller trusler om
vold har tvunget F hertil.
Disse voterende har herved lagt vægt på, at der fra de
tiltalte og de festdeltagere, der har afgivet forklaring
under domsforhandlingen, er afgivet i det væsentlige
samstemmende forklaringer om forløbet, og om at samværet
fremtrådte som værende frivilligt. I den forbindelse
bemærkes, at de af T4, og vidnerne H og A først afgivne
forklaringer, dels til politiet, dels i retten, er afgivet,
uden at de pågældende har haft lejlighed til at aftale deres
forklaring med de øvrige implicerede. T1's forklaring om, at
han ved baren talte med F, og at stemningen var god, støttes
endvidere af vidnerne B og O's forklaringer, der herved
samtidig afsvækker F's forklaring om, at hun ikke talte med
nogen, og at hun følte sig dårligt tilpas. Disse voterende
har endelig lagt vægt på, at de tiltaltes forklaringer ikke
imødegås af de tekniske eller retsmedicinske erklæringer.
Disse voterende har endvidere på den anden side lagt vægt
på, at F's forklaringer er behæftet med store usikkerheder.
De har navnlig lagt vægt på, at F, uanset at hun omgående
anmeldte forholdet som voldtægt, i dagene efter over for sin
veninde, vidnet M, afgav skiftende forklaringer om forløbet,
herunder således at hun over for veninden lørdag aften gav
udtryk for, at i hvert fald en del af samværet skete
frivilligt, og at hun først søndag morgen gav udtryk for, at
der var tale om voldtægt. F havde endvidere under afhøringer
hos politiet og senere i retten den 11. december 2001 kun en
sparsom erindring om, hvad der var passeret, og kunne ikke
nærmere beskrive omfanget og arten af den vold, hun skulle
have været udsat for, uanset at hun i den retsmedicinske
undersøgelse beskrives som psykisk rolig. Først under
domsforhandlingen har hun afgivet en mere detaljeret
forklaring om hændelsesforløbet. Om denne forklaring
bemærkes, at der ikke i bevisførelsen er støtte for, at hun
er blevet ført ned ad trappen af flere mænd, ligesom F's
forklaring om forløbet afsvækkes ved, at der ikke er fundet
hudafskrabninger, rifter eller andre tilsvarende spor på F's
knæ.
Samlet finder disse voterende, at der herefter består en
sådan usikkerhed om, hvad der er foregået, at de tiltalte må
frifindes, og stemmer for, at der afsiges dom i
overensstemmelse hermed.
En voterende finder det med tilstrækkelig sikkerhed bevist,
at de tiltalte er skyldige i overensstemmelse med tiltalen.
Denne voterende lægger vægt på, at vidnerne O og B ikke har
bemærket, at F var indladende over for de tilstedeværende.
Denne voterende finder det herefter ikke ved de tiltaltes og
festdeltagernes forklaringer bevist, at F selv opfordrede
til seksuelt samkvem.
Efter F's forklaring, der støttes af den omgående anmeldelse
til politiet og af hendes oprevne og ophidsede tilstand
under samtalen med alarmcentralen, finder denne voterende
det derimod ubetænkeligt at lægge til grund, at hun har følt
de tiltaltes adfærd som truende, og at hun har indladt sig
med dem under indflydelse af denne truende adfærd. På denne
baggrund finder denne voterende, at de tiltalte efter
omstændighederne, herunder det korte tidsforløb og stedet,
hvor det seksuelle samvær fandt sted, måtte indse det som en
sandsynlig og nærliggende mulighed, at det foregik mod
hendes vilje. Med denne begrundelse stemmer denne voterende
for domfældelse.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet.
- - -
Statskassen skal betale sagens omkostninger.
Østre Landsrets dom 30. juni 2003 (1. afd.)
(A.F. Wehner, Engler, Lone Andersen (kst.) med domsmænd).
Den af Retten på Frederiksberg den 14. januar 2003 afsagte
dom - - - er over for samtlige de tiltalte anket af
anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter
anklageskriftet.
De tiltalte, T1, T2, T3, T4 og T5, har alle påstået
stadfæstelse.
Den for vidnet F beskikkede bistandsadvokat har i medfør af
erstatningsansvarslovens § 26 påstået vidnet tilkendt en
tortgodtgørelse stor 50.000 kr. med rente i henhold til
lovens § 16 fra kravets fremsættelse i retten den 17. juni
2003.
De tiltalte, der ikke har bemærkninger til størrelsen af det
påståede godtgørelsesbeløb, har påstået frifindelse
heroverfor.
Bistandsadvokaten har taget forbehold for senere at
fremsætte yderligere erstatnings- og godtgørelseskrav.
Tiltalte T1 er ikke tidligere straffet.
Tiltalte T2 er af betydning for sagen straffet ved Køge Rets
dom af 28. juni 1993 efter blandt andet straffelovens § 266,
våbenloven, lov om euforiserende stoffer og færdselsloven
med fængsel i 3 måneder, og ved Østre Landsrets dom af 22.
september 1995 efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk.
1, 2. punktum, jf. lov om euforiserende stoffer, jf. til
dels straffelovens § 21, og i det hele § 88, stk. 1, nr. 2,
med fængsel i 10 år. Efter afsoning af blandt andet disse
domme blev tiltalte den 30. juni 2000 prøveløsladt med en
prøvetid på 4 år og en reststraf på 1.499 dage.
Tiltalte T3 er ikke tidligere straffet af betydning for
sagen.
Tiltalte T4 er af betydning for sagen straffet ved Ballerup
Rets dom af 31. oktober 1995 efter straffelovens § 288, stk.
1, med fængsel i 8 måneder, der blev gjort betinget med
særvilkår, prøvetid 2 år, og ved Frederikssund Rets dom af
3. april 2001 efter straffelovens § 303, § 285, stk. 1, jf.
§ 276, jf. til dels § 21, og våbenloven med en fællesstraf
af fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget med vilkår
om samfundstjeneste i 80 timer, prøve- og længstetid 1 år.
Ved byrettens kendelse af 29. april 2002 blev prøve- og
længstetiden forlænget til den 3. april 2003. Denne tiltalte
er senest straffet ved Københavns Byrets dom af 12. maj 2003
efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, med fængsel i 4
måneder.
Tiltalte T5 er ikke tidligere straffet af betydning for
sagen.
Der er for landsretten afgivet forklaring af de tiltalte og
af vidnerne F, B, O, D, R, S, U, kriminalassistent Jørn
Lind, politiasistent L, K, M, P, afdelingslæge Lisa Bang,
speciallæge Birgitte Kringsholm, I, J, H, politiassistent
Henrik Skov Nielsen, C og A.
Herom henvises til retsbogen.
De for byretten af vidnerne E og G afgivne forklaringer er
dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.
Vidnet Q's forklaring til politirapport den 18. december
2001 er ligeledes dokumenteret for landsretten.
Også for landsretten er båndoptagelsen af F's opkald til
alarmcentralen afspillet.
Landsretten udtaler:
Selvom F's forklaringer under sagen har været behæftet med
nogen usikkerhed, findes der efter bevisførelsen for
landsretten ikke grundlag for helt eller delvis at
tilsidesætte hendes vidneforklaringer, der har virket
troværdige og overbevisende. Forklaringerne støttes af de
skader, der blev konstateret på vidnet, herunder navnlig
rødme på venstre underarm og begge knæ, 3 rifter ved
skedeindgangen og 3 rifter ved endetarmsåbningen. Vidnets
forklaring for landsretten understøttes ligeledes af hendes
meget oprevne tilstand, da hun straks efter episoden ringede
til alarmcentralen, og den afsvækkes ikke af de forklaringer
om forløbet, der er afgivet af de tiltalte og en del af de
øvrige festdeltagere. Det bemærkes herved, at i hvert fald
en større del af de tilstedeværende mænd angiveligt var
meget påvirkede af alkohol og, for nogles vedkommende,
tillige af kokain eller hash.
Det lægges i overensstemmelse med F's forklaring til grund,
at I henvendte sig til hende, der stod i - - -gade meget tæt
ved de selskabslokaler, hvor julefrokosten blev afholdt, og
hvor der i løbet af aftenen havde været afholdt 2
stripshows. F var spirituspåvirket, men ikke fuld. Han
inviterede hende til at deltage i festen, hvilket hun
indvilgede i. F opholdt sig kun kort tid i selskabslokalet,
og hun var - bortset fra den ene bartender - den eneste
kvinde til stede. F var forsvundet, da den kvindelige
bartender, B, efter at have været væk nogle minutter vendte
tilbage til baren i selskabslokalet.
Der findes ikke grundlag for at fæste lid til de tiltaltes
og de øvrige festdeltageres forklaringer om, at F straks fra
begyndelsen udviste en særdeles pågående, seksuel adfærd
over for en del af de tilstedeværende, som hun slet ikke
kendte i forvejen. Efter disse forklaringer skulle hun have
flirtet åbenlyst med flere af dem, kysset flere og opfordret
til seksuelt forhold, ligesom hun indfandt sig på toilettet,
hvor T2 var ved at tage kokain, trak bukserne ned og på en
indbydende måde begyndte at beføle sin kønsdel foran ham.
Det lægges endvidere til grund, at F af i hvert fald en del
af de tiltalte og formentlig flere festdeltagere, der alle
handlede efter fælles indforståelse, blev ført ned i
baggården, hvor de tiltalte i forening foretog de i >> 757
>> anklageskriftet beskrevne handlinger, ligesom formentlig
flere andre festdeltagere havde kønslig omgængelse med
hende. Det anses for godtgjort, at F blev ført til stedet
mod sin vilje, muligt i forbindelse med at mændene fremsatte
de verbale trusler, der er beskrevet i anklageskriftet.
Voldtægten og den yderligere kønslige omgængelse er i hvert
fald sket under indtryk af den stiltiende trussel, der lå i,
at hun sammen med et antal ukendte mænd befandt sig på et
øde sted, hvorfra det var nærmest umuligt for hende at
tilkalde hjælp.
Det anses for bevist, at de tiltalte var klar over, at F
ikke deltog frivilligt i de seksuelle forhold, idet hun, der
da var nærmest panisk angst, alene handlede under indtryk af
de stiltiende og muligt udtalte trusler. Det har i denne
sammenhæng ingen afgørende betydning, at tiltalte T5 muligt
først ankom til gerningsstedet ret sent i forløbet.
Landsretten tilsidesætter således også denne del af de
tiltaltes og de øvrige tilstedeværendes forklaringer,
hvorefter F tog initiativ til samtlige seksuelle forhold,
der med hende som meget ivrig deltager blev afviklet på et
bord med bænk i en baggård med en temperatur nær
frysepunktet.
Herefter findes samtlige de tiltalte skyldige som fastslået
ovenfor.
Straffen fastsættes for samtlige tiltalte efter
straffelovens § 216, til dels jf. § 224, for tiltalte T4
tillige jf. § 89. Retten har ikke fundet grundlag for at
differentiere de straffe, der er forskyldt af de tiltalte.
Hver af de tiltalte straffes herefter med fængsel i 2 år.
Der er ved straffastsættelsen i skærpende retning taget
hensyn til karakteren og grovheden af den begåede voldtægt
samt den relativt lange tid, der må være medgået hertil. Det
er endvidere tillagt vægt, at voldtægten, der blev begået af
de 5 tiltalte og meget vel yderligere et antal mænd, blev
begået et øde sted, hvorfra den ikke stedkendte F ikke kunne
tilkalde hjælp.
Det har for tiltalte T2 sit forblivende med prøveløsladelsen
af 30. juni 2000 på uændrede vilkår.
For tiltalte T4 har det sit forblivende med den betingede
dom af 31. oktober 1995 på de ved kendelsen af 29. april
2003 fastsatte vilkår.
Under hensyn til de særdeles ydmygende omstændigheder, under
hvilke voldtægten er begået, fastsætter de juridiske dommere
den godtgørelse, der tilkommer F, til 50.000 kr., der
forrentes som nedenfor bestemt.
Tiltalte T1 har under sagen været frihedsberøvet fra den 10.
til den 11. december 2001 og på ny fra den 14. december 2001
til den 5. februar 2002.
Tiltalte T2 har været frihedsberøvet fra den 10. til den 11.
december 2001 og på ny fra den 11. januar 2002 til den 5.
februar 2002.
Tiltalte T3 været frihedsberøvet fra den 10. til den 11.
december 2001 og på ny fra den 11. januar 2002 til den 5.
februar 2002.
Tiltalte T4 har været frihedsberøvet fra den 8. december
2001 til den 5. februar 2002.
Tiltalte T5 har været frihedsberøvet fra den 10. til den 11.
december 2001 og på ny fra den 14. december 2001 til den 5.
februar 2002.
- - -
De tiltalte skal i forening betale sagens omkostninger for
begge retter, dog hæfter hver tiltalt alene for det
forsvarersalær, der vedrører ham.
Højesterets dom.
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på
Frederiksberg den 14. januar 2003 og af Østre Landsrets 1.
afdeling den 30. juni 2003.
I pådømmelsen har deltaget otte dommere: Hermann,
Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Torben Melchior, Per
Sørensen, Peter Blok, Niels Grubbe og Lars Bay Larsen.
Påstande
Dommen er anket af de tiltalte med påstand om ophævelse af
landsrettens dom og hjemvisning af sagen til fornyet
behandling ved landsretten, subsidiært om formildelse af de
idømte straffe. T4 og T5 har endvidere nedlagt påstand om,
at de alene dømmes for overtrædelse af straffelovens § 224,
jf. § 216, stk. 1.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Anbringender
Til støtte for påstanden om hjemvisning har de tiltalte
gjort gældende, at der er begået rettergangsfejl under
sagens behandling i landsretten, idet landsretten var
uberettiget til at tillade anklagemyndigheden at dokumentere
tre erklæringer af henholdsvis 24. januar, 5. marts og 28.
december 2002, som psykolog Kirsten Pedersen havde
udfærdiget. Erklæringerne er ikke omfattet af
retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 5, og tilladelse burde
ikke være givet efter § 877, stk. 3. Erklæringerne, der er
ensidigt indhentet, fremtræder som erklæringer om F's
troværdighed. Psykolog Kirsten Pedersen var som F's terapeut
inhabil, og forsvarerne var reelt afskåret fra at imødegå
erklæringerne ved anden bevisførelse. Tilladelsen til at
dokumentere erklæringerne indebærer en tilsidesættelse af de
tiltaltes ret til en retfærdig rettergang, jf. artikel 6,
stk. 1, samt stk. 3, litra d, i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Tilsidesættelsen af
rettergangsregler kan have haft betydning for sagens udfald,
jf. retsplejelovens § 946, stk. 1.
Rigsadvokaten har heroverfor gjort gældende, at
psykologerklæringerne kunne dokumenteres i medfør af
retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 5, idet de er udstedt af
en autoriseret psykolog og dermed i medfør af offentligt
hverv. I hvert fald har landsretten været berettiget til at
>> 758 >> tillade bevisførelsen i medfør af retsplejelovens
§ 877, stk. 3.
T4 og T5 har særskilt gjort gældende, at de alene kan dømmes
for overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1,
idet de først ankom til gerningsstedet på et sent tidspunkt
i forløbet.
Supplerende sagsfremstilling
Den 17. januar 2002 skrev Politimesteren på Frederiksberg
således til autoriseret psykolog Kirsten Pedersen:
»Vedlagt kopi af samtykkeerklæring fra F, cpr. . . ., som
efter det fra hende oplyste er i krisebehandling hos Dem
efter at have været udsat for voldtægt den 081201.
. . .
Det bedes oplyst, hvorledes behandlingen foregår, hvad F har
berettet om voldtægten, idet hun i sine forklaringer til
politiet ikke har kunnet give en sammenhængende forklaring
om handlingsforløbet. Hun erindrer mindre og mindre om
handlingsforløbet.
Er der en psykologisk forklaring på den svindende erindring
- fortrængning af handlingsbilledet.
Er der evt. yderligere oplysninger, der kan have interesse
for sagen.«
Psykolog Kirsten Pedersen besvarede den 24. januar 2002
politiets henvendelse bl.a. således:
»F blev henvist til mig via Center for Voldtægtsofre,
Rigshospitalet og havde sin første samtale her den 14.
december 2001. Hun har modtaget behandling indtil nu med i
alt 11 samtaler.
Behandlingen foregår som individuelle konsultationer, hvor
udgangspunktet er at følge F i de følelser hun har, og
hjælpe hende med at få en samlet oplevelse af
hændelsesforløbet (debriefing). Dette med henblik på at
hendes oplevelse af de traumatiske hændelser kan bliver
overskuelig for hende at tænke på.
Med hensyn til vicekriminalinspektørens bemærkninger om at F
»erindrer mindre og mindre om hændelsesforløbet« har jeg
forsøgt at afdække årsagerne hertil.
Til mig giver F udtryk for at hun skelner mellem at »ikke
huske« og »ikke ville huske«. Der er således ikke tale om en
fortrængning i klassisk forstand, men snarere om en
oplevelse af kaotiske glimt af billeder medførende et stærkt
ubehag og nærmest panisk angst, når hun forsøger at sætte
ord på situationer, som hun oplever som ordløse. Bl.a.
omkring, hvorledes hun kommer fra festlokalet og ud på
toilettet og ligeledes, hvordan hun senere kommer ned i
gården m.v.
Om disse situationer er hun ikke i tvivl om, hvad der
foregik, nemlig at hun følte sig stærkt tvunget/truet af de
mange mænd omkring sig, til dels at bevæge sig, dels at
forsøge at indtage kokain. Hun gribes af et stærkt ubehag
ved tanken og talen om disse ting, noget som hun føler
stærkt belastende og i lighed med de følelser hun havde
under første retsmøde straks efter voldtægten.
Hun oplever tillige angst for at »explodere« i vrede og
afmagt over at kun problematiske/private og intime ting
gøres offentlige og til genstand for uddybelse. Disse
følelser mener hun selv har sit udspring i at hun ihærdigt
gennem de sidste år har arbejdet på at lægge tidligere
problemer bag sig, og arbejde fremad, noget hun synes er
lykkedes.
F er indforstået med at vedkende sig udviklingsfaser i sit
liv, men oplever det stærkt krænkende at negative, og kun
negative ting fra fortiden drages frem i forbindelse med en
sag, hvor hun oplever sig som offer.
Af yderligere oplysninger, som forespurgt, kan jeg nævne, at
F som bekendt er færing. Jeg har et godt kendskab til den
færøske kultur. Bl.a. er det helt almindeligt der at gå ind
i fremmede hus og få udskænket spiritus. Det hører med til
livsstilen på Færøerne at have tiltro til andre mennesker,
man ikke kender privat, om end det kan være vanskeligt at
forstå for bymennesker i Danmark.
F fremtræder som en ressourcerig, velbegavet personlighed
der er i stand til at passe sit studie som - - -studerende.
Hun påtager sig vagter - - -, forsørger sig selv, har mange
hobbies, bl.a. fotografering, som hun er glad for,
modelbygning, skal starte på et tidligere planlagt
franskkursus, spiller skat, har gode venner, træner til
maratonløb, har ofte broderens to børn på week-ends m.v.,
aktiviteter der svarer til en velfungerende ung kvindes liv.
Jeg vurderer, at de problemer hun har haft tidligere er
affødt af forældrenes skilsmisse, medførende manglende
støtte til en ung kvinde, som selv har måttet bringe sig på
fode og har vist, at hun er i stand til at leve et
acceptabelt liv som studerende uden et tæt og støttende
netværk.«
Herefter skrev Politimesteren på Frederiksberg den 21.
februar 2002 således til psykolog Kirsten Pedersen:
»Med henvisning til vor skrivelse af 17. januar 2002 (bilagt
samtykkeerklæring fra F) og Deres brev dateret 24. januar
2002 skal jeg anmode Dem om at afgive en fornyet (gerne
sammenfattende) erklæring om Deres undersøgelse og
behandling af F. Det vil i den forbindelse være af særlig
betydning at få oplyst:
1. Hvor mange gange og hvor længe De har haft F i
behandling?
2. Hvad består behandlingen af - og med hvilket sigte?
3. Hvilke objektive iagttagelser eller
undersøgelsesresultater, De har gjort, og i hvilken
udstrækning disse resultater svarer til eller kan ventes at
være forventelige på baggrund af F's anmeldelse til politiet
om, at hun på et tidspunkt efter midnat den 8. december 2001
blev voldtaget af flere mænd, hun ikke kendte. >> 759 >>
4. Hvornår behandlingen af F kan forventes at blive
afsluttet og om muligt med hvilket resultat.
Såfremt De måtte behøve yderligere oplysninger om
anmeldelsens nærmere indhold, vil De - under hensyn til
almindelige regler om tavshedspligt - kunne rette
henvendelse til vicekriminalkommissær Leif Christensen, som
er den ansvarlige efterforskningsleder af denne sag.«
Psykolog Kirsten Pedersen afgav herefter den 5. marts 2002
følgende erklæring:
»Som svar på kriminalinspektørens skrivelse af 21. februar
2002 skal jeg nedenstående afgive en fornyet erklæring
vedrørende den psykologiske behandling af F. Specielt vil
jeg forsøge at besvare de stillede spørgsmål.
Jeg har haft i alt 18 konsultationer med F i perioden 14.
december til d.d. Behandlingsforløbet har formet sig som
tidligere beskrevet hvor udgangspunktet er at hjælpe hende
med at få en samlet oplevelse af hændelsesforløbet (debriefing).
Dette med henblik på at få gjort dette overskueligt at tænke
på. Efterfølgende har samtalerne drejet sig om at forstå og
bearbejde de følelsesmæssige rørelser F har.
Med det formål at møde F i fasen lige efter overgrebet har
jeg rettet opmærksomheden imod psykiske manifestationer som
i F's tilfælde bestod i en stærk følelse af alenehed, en
stærk følelse af at være adskilt/fremmed for andre, hvilket
hun oplevede som snarest fysisk ubehag blot ved at nogle
forsøgte øjenkontakt med hende eller ville i kontakt med
hende på anden måde (både straks efter voldtægten, ved
forhøret og i de dage hun var indlagt på traumecentret). Hun
frembød generelt svækket opmærksomhed i forhold til
omverdenen, noget hun bl.a. beskrev i forbindelse med sin
rejse til Färøerne i julen, hvor kontakten med familien ikke
på nogen måde havde betydning for hendes oplevelser, snarere
forstærkede oplevelsen af ensomhed. Disse følelser oplever
hun stadig i en vis udstrækning.
Herudover har hun i hele behandlingsperioden haft meget
vanskeligt ved at tale om selve handlingsforløbet, og dele
af dette, idet hun har genoplevet angsten og følelsen af
hjælpeløshed når hun har talt om dette. Dette har medført
stærkt fysisk ubehag i form af ikke at være inde i kroppen,
ikke at blive set, ikke at kunne få kontakt og også at
opleve angst for fysisk skade. Og at være viljeløs og
handlingslammet, at give op.
De symptomer jeg har set og forsøgt at bearbejde med hende
svarer til nogle af manifestationerne i en posttraumatisk
stressforstyrrelse, i form af stærke ubehag ved at tænke
eller tale om hændelsen, svækkelse af interessen for
betydningsfulde aktiviteter, følelse af at være adskilt fra
andre, trang til isolation, ønsker at være i fred, nedsat
hukommelse og koncentrationsproblemer (har måttet opgive at
læse for tiden) øget intensitet af symptomer som angst og
hjælpeløshed, når hun mindes om begivenhederne. Herudover
føler hun en stor træthed, føler sig stresset, svag og
utroligt såret både af selve voldtægten, men også af de
efterfølgende konsekvenser af både anmeldelsen og de
personlige forhold, som er blevet forstyrret.
Alle disse symptomer svarer til reaktionerne hos en person
som har været udsat for stærkt belastende oplevelser.
Behandlingen forventes at blive langvarig, også grundet den
lange tid der kommer til at gå før retssagen kan afsluttes,
og hun kan opleve at hændelserne kan lægges bag hende i den
udstrækning det bliver muligt.
Men der er tale om en ressourceperson der langsomt er i
bedring, nu kan indgå i en nærmere kontakt og som ønsker at
realisere sine planer på linie med tidligere både privat og
studiemæssigt.«
På Politimesterens foranledning afgav psykolog Kirsten
Pedersen endelig den 28. december 2002 sin tredje erklæring,
der er sålydende:
»På foranledning af Politimesteren skal jeg nedenstående til
brug for straffesagen og med samtykke fra F, redegøre for
det psykologiske behandlingsforløb, som har fundet sted
siden min sidste erklæring af 5. marts d.å. til d.d.
Der har indtil nu været gennemført i alt 25 konsultationer.
I de tidligere fremsendte erklæringer er beskrevet,
hvorledes F i chokfasen (perioden straks efter hændelsen)
var ude af stand til at give en sammenhængende beskrivelse
af hele forløbet, idet de fysiske og psykiske ubehag ved
genoplevelsen af hændelsen, var så stærke, at de føltes
umulige for hende at overvinde.
Efter en periode blev det muligt at komme igennem til hende,
hvorefter hun under dybt ubehag og under afslapning gav en
sammenhængende lang beskrivelse af sine oplevelser. Det var
meget vanskeligt for hende at beskrive følelsen af at være
helt alene, uden mulighed for at få forbindelse til andre
mennesker omkring sig, og følelsen af ikke at existere var
fremtrædende hos hende. Det indre kaos hun oplevede var
tilsyneladende så smertefuldt, at hun kun har kunnet reagere
ved at rette sin opmærksomhed bort fra oplevelsen.
I den fase hun befinder sig i nu, arbejder hun fortsat på at
genetablere sin gamle identitet, men hun oplever stadig tab
af interesse for tidligere aktiviteter, både i forhold til
studiet, som hun i lang tid ikke har kunnet koncentrere sig
om, og i forhold til aktiviteter der tidligere har gjort
hende glad og som har fyldt hendes tilværelse. Hun har
oplevet vanskeligheder i forhold til intimitet og hun har
haft enkelte episoder med overdrevent alkoholforbrug og i
disse situationer har hun genoplevet tab af kontakt med
omverdenen efterfulgt af stærkt ubehag, og også, at hun har
haft svært ved at tænke på disse episoder. >> 760 >>
En lav selvfølelse, selvbebrejdelser og følelse af
hjælpeløshed har i disse situationer overvældet hende, noget
som hun selv har beskrevet som en form for depression. Hun
beskriver at hun har haft og stadig har et billede af sig
selv som et menneske, hun har svært ved at genkende som sig
selv.
Det er min psykologfaglige vurdering at F har udviklet et
posttraumatisk stresssyndrom og dermed i lang tid fremover
vil have brug for psykologbehandling og at hun langsomt er
ved at erkende, at hendes tidligere funktionsmåde er blevet
erstattet med en livsstrategi, hvor fravær af initiativ,
humor, følelse af livskraft ligger ude i fremtiden og ikke
for nærværende giver hende sikkerhed for at mestre livet,
som hun tidligere har oplevet.«
Under domsforhandlingen afsagde landsretten den 25. juni
2003 sålydende
kendelse:
»På den bevisfortegnelse, der af statsadvokaten er
udfærdiget til brug for ankesagen, er anført bl.a.:
»B. Dokumenter.
Der vil blive afspillet opkald til alarmcentralen fra F,
ligesom der vil blive dokumenteret teknisk erklæring
vedrørende opkaldet, jf. bilag 103 ff.
Tekniske erklæringer med tilhørende fotomapper samt lægelige
erklæringer og udtalelser, jf. ekstrakt 3.
- samt sagens øvrige [dokumenter] i fornødent omfang«.
De nu omtvistede erklæringer, der alle er udfærdiget af
klinisk psykolog Kirsten Pedersen, og som er udfærdiget
forud for byretssagen, kan ikke anses for »ensidigt
indhentede«.
Erklæringerne er optaget i ekstrakt III, og dokumentation af
disse bilag kan herefter ikke nægtes med den begrundelse, at
materialet ikke er anført på bevisfortegnelsen.
De pågældende erklæringer, der ikke indgår i bedømmelsen af
de tiltaltes skyld, men som - i tilfælde af domfældelse -
vil kunne belyse de følger, episoden har haft og har for F,
tillades herefter undtagelsesvis dokumenteret, jf.
retsplejelovens § 877, stk. 3.«
T4 er yderligere straffet ved bl.a. Vestre Landsrets ankedom
af 7. februar 2003 med fængsel i 1 år og 6 måneder og en
bøde på 25.000 kr. for bl.a. overtrædelse af straffelovens §
216, stk. 1, § 224, jf. § 216, stk. 1, alt jf. § 23, og §
232, og ved Retten i Roskildes dom af 19. september 2003 med
fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 244,
jf. § 247, stk. 2, jf. § 21, og lov om euforiserende
stoffer. De her nævnte straffe er fastsat som tillægsstraffe
til den straf, som landsretten har udmålt i nærværende sag,
jf. straffelovens § 89.
Højesterets begrundelse og resultat
Erklæringer afgivet af autoriserede psykologer må - ligesom
lægeerklæringer - anses for omfattet af retsplejelovens §
877, stk. 2, nr. 5, og kan derfor som udgangspunkt anvendes
som bevis. Dette gælder også i tilfælde, hvor erklæringen
kan have betydning for bedømmelsen af skyldspørgsmålet.
Under sagens behandling for byretten frafaldt
anklagemyndigheden efter protest fra forsvarerne sit ønske
om at dokumentere de tre erklæringer fra autoriseret
psykolog Kirsten Pedersen. På denne baggrund burde
erklæringerne - når anklagemyndigheden alligevel ønskede at
dokumentere dem i landsretten - udtrykkeligt have været
anført på bevisfortegnelsen. Højesteret finder dog ikke, at
landsretten af denne grund burde have nægtet
anklagemyndigheden tilladelse til at dokumentere
erklæringerne. Det bemærkes herved, at de tiltalte - da de
blev bekendt med, at erklæringerne skulle dokumenteres -
ikke var afskåret fra at fremsætte begæring om, at Kirsten
Pedersen blev indkaldt til at afgive forklaring som vidne,
eller om, at der blev stillet yderligere spørgsmål til hende
eller til andre sagkyndige. De tiltalte fremsatte imidlertid
ikke begæring herom. Heller ikke indholdet af erklæringerne
eller det forhold, at F var i behandling hos Kirsten
Pedersen, kan begrunde, at landsretten burde have nægtet
tilladelse til dokumentationen.
Landsretten har således ikke begået rettergangsfejl ved at
tillade anklagemyndigheden at dokumentere de tre erklæringer
fra psykolog Kirsten Pedersen. Det bemærkes, at
dokumentationen heller ikke kan anses for stridende mod art.
6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det fremgår af landsrettens begrundelse, at landsretten har
anset det for bevist, at de tiltalte i forening foretog de i
anklageskriftet beskrevne handlinger - herunder at T5
gennemførte samleje med F - og at de var klar over, at F
ikke deltog frivilligt i de seksuelle forhold. Der
foreligger derfor ikke nogen forkert anvendelse af
straffeloven ved, at T4 og T5 ligesom de øvrige tiltalte er
anset for skyldige i overtrædelse af straffelovens § 216,
stk. 1, jf. til dels § 224, uanset om de først måtte være
kommet ned i gården ret sent i forløbet.
Højesteret tiltræder, at de tiltalte under de foreliggende
omstændigheder bør idømmes samme straf.
Seks dommere - Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Torben
Melchior, Peter Blok, Niels Grubbe og Lars Bay Larsen -
udtaler herefter følgende:
Forholdene er begået forud for den strafskærpelse, der blev
gennemført ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Vi finder
herefter, at straffene på fængsel i 2 år er passende
bestemt. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen. >> 761
>>
Dommerne Hermann og Per Sørensen finder, at forholdene er af
en sådan karakter og grovhed, at straffen for hver af de
tiltalte bør forhøjes til fængsel i 2 år 6 måneder.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
T1-T5 skal i forening betale sagens omkostninger for
Højesteret, idet de tiltalte dog hver især skal betale
salæret til deres forsvarer.
|