UfR 1987.191 VLD

 

  V.L.D. 24. november 1986 i anke 5-S. 1209/1986

Anklagemyndigheden mod T1, T2 og T3 (adv. Helle Lokdam, Århus, e.o.)

Af anke 5-S. 1209/1986 - Anklagemyndigheden mod T1, T2 og T3 (adv. Helle Lokdam, Århus, e.o.) - fremgik, at bl.a. T1, født den 15. juli 1964, T2, født den 4. februar 1964, og T3, født den 26. november 1965, var tiltalt til straf for overtrædelse af straffelovens § 276, jfr. § 287, stk. 1, tyveri, ved den 15. september 1984 kl. ca. 02,00 i forening med andre at have stjålet 6-7 glas fadøl til en værdi af ca. kr. 35,00 fra baren på Langkær Gymnasium, hvor der blev afholdt fest, og hvor de uden adgangstegn havde indfundet sig.

De tiltalte nægtede sig skyldige.

I Århus byrets 3. afdelings dom 25. februar 1986 siges bl.a.:


Der er afgivet forklaring af de - - - tiltalte, således som gengivet i retsbogen, og der er med rettens tilladelse foretaget dokumentation af den forklaring, som gymnasieelev V, der p.t. er i England, afgav til politirapport den 1. oktober 1984 (bilag 4)og hvorefter han blandt andet så de tiltalte - - - inde på gymnasiet den pågældende aften, hvor de var oppe på scenen og »begyndte at slå på trommer med videre, ligesom de stjal øl.«

De tiltalte indfandt sig sammen med blandt andet 7 andre jævnaldrende, som ikke er tiltalt under denne sag, på gymnasiet mellem kl. ca. 23 den 14. september 1984 og kl. ca. 2,30 om natten, hvor de trængte ind til en lukket fest, og hvor de efter bevisførelsen må antages at have taget øl i baren, og de findes derfor skyldige i overtrædelse af straffelovens § 276, jfr. § 287, stk. 1 - - -.

I V.L.D. 24. november 1986 siges:


- - - For landsretten har de tiltalte påstået frifindelse, medens anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. - - -
Den i byretten dokumenterede del af politirapporten, der er dateret den 1. oktober 1984, har følgende indhold:
»Gymnasieelev V - - - forklarede, at han omh. aften/nat inde på gymnasiet havde iagttaget følgende personer, som ikke havde lovlig adgang til festen: - - - 2)

Alle de nævnte personer gik op på scenen, hvor de begyndte at slå på trommer m.v., ligesom de stjal øl i baren.
Det var på dette tidspunkt, at politiet var blevet tilkaldt, - - -« - - - 3)

V har som vidne forklaret, at han deltog i den pågældende fest, der var for gymnasiets elever med inviterede gæster. Da festen var ved at slutte, og deltagerne var ved at gå hjem, trængte ca. 10 personer ind i lokalet. Ved indgangen plejer der at sidde folk fra festudvalget og lærerrepræsentanter, og da han husker, at der opstod uro, går han ud fra, at disse personer har forsøgt at hindre de ankomne i at komme ind. Nogle af de ankomne gik op på scenen, hvor der stod musikinstrumenter, mens andre gik hen til baren. Han har ved afhøring hos rektor oplyst navne på en del af de personer, der trængte ind, men han ved ikke, om der var nogen af disse personer, der stjal øl i baren. Han ved ikke, om de tre tiltalte var henne ved baren. Politiets afhøring fandt sted på rektors kontor, hvor der var en del personer til stede. Politimanden foretog afhøringen af de tilstedeværende under ét. Han kan ikke huske, om han har set T3 på stedet.
 
Anklagemyndigheden har efter denne bevisførelse nedlagt påstand om frifindelse.

Landsretten skal udtale:


Dokumentation af en politirapport som surrogat for en afhøring af vidnet i retten kan efter bestemmelsen i retsplejelovens § 877, stk. 3, som udgangspunkt ikke finde sted. I det foreliggende tilfælde, hvor de tiltalte havde nægtet sig skyldige, hvor rapportforklaringen var det eneste grundlag for domfældelsen, og hvor der ikke engang var en forsvarer for de tiltalte tilstede, er det særligt klart, at dokumentationen ikke burde have været tilladt. Hertil kommer, at forklaringen efter sit meget summariske indhold var uegnet til at danne grundlag for en domfældelse af de tiltalte, og den forklaring, vidnet nu har afgivet for landsretten, viser da også, hvilken risiko for urigtige afgørelser der er forbundet med at benytte politirapporter på denne måde.

Da vidnet har afgivet forklaring under domsforhandlingen for landsretten, har retten imidlertid trods den skete rettergangsfejl fundet at kunne behandle sagen i realiteten.

Efter det for landsretten passerede frifindes herefter de tiltalte. - - -