UfR 1992.930 ØLK

 
  Ø.L.K. 7. august 1992 i kære 8-189/1992
(M. Levy, Ulsig, Reisz).
Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Ebbe Mogensen e.o.) T2 (adv. Jørgen Jacobsen e.o.).


I Gentofte kriminalrets kendelse 4. juni 1992 udtaltes:

»Anklagemyndigheden har ønsket vidneafhøring vedrørende en rapportforklaring afgivet, ikke af en person der har påberåbt sig en af vidnefritagelsesgrundene i retsplejelovens kap. 18, men af en medsigtet, hvis sag kunne have været behandlet sammen med de 5 tiltaltes, og som i medfør af retsplejelovens § 868, stk. 1 jf. § 928 stk. 2, kan nægte at udtale sig. Baggrunden for de to sæt regler er forskellige.

Retten finder under hensyn til sagens alvorlige karakter, at den begærede vidneførsel bør tillades.«

Østre landsrets kendelse:

Gentofte kriminalrets kendelse af 4. juni 1992 (SS 202/1988) er påkæret af de for T1 og T2 beskikkede forsvarere med påstand om, at vidneafhøring af de 2 polititjenestemænd ikke tillades.

Anklagemyndigheden har påstået kæremålet afvist. Såfremt kæremålet admitteres, påstås principalt, at kendelsen stadfæstes, subsidiært at det tillades som bevis at dokumentere en række i sagens bilag B 79 nævnte politirapporter.
Kæremålet har været forhandlet mundtligt.

Det er oplyst, at der i straffesagen er rejst tiltale mod T1 og T2 og 3 andre for bedrageri m.v. for i alt ca. 10 mill. kr., og at A siden september 1988 har været sigtet i forbindelse med nogle af de af tiltalen omfattede bedragerier, uden at der endnu er taget stilling til tiltalespørgsmålet.

Anklagemyndigheden har gjort gældende, at bestemmelsen i retsplejelovens § 968, stk. 2, medfører, at kendelsen, der er afsagt under domsforhandlingen, ikke kan kæres, og at landsretten ikke bør admittere kæremålet, der griber forstyrrende ind i kriminalrettens sagsbehandling. Vedrørende realiteten har anklagemyndigheden gentaget det i kendelsen refererede og anført, at vidneafhøringen vil øge muligheden for, at straffedommen får det rigtige materielle resultat. Den retspraksis, der afskærer vidneafhøring om rapportforklaringer vedrører i det væsentlige tilfælde, hvor der er begået fejl ved rapportafhøringerne, herunder at rapporttageren har undladt at fortælle vidnet, at det ikke har pligt til at udtale sig. Vidneafhøring af polititjenestemændene afskærer ikke forsvarerne fra at stille spørgsmål til polititjenestemændene, herunder om eventuelle mangler ved rapportoptagelsen. Anklagemyndigheden har endelig bestridt, at den af forsvarerne påberåbte sag fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (Unterpertinger Case) kan tillægges betydning, idet det centrale i den nævnte sag var, at politirapporterne var det væsentligste bevis. I nærværende sag er der en lang række andre bevisdata.

Forsvarerne har vedrørende spørgsmålet om afvisning af kæremålet gjort gældende, at der på trods af ordlyden af bestemmelsen i retsplejelovens § 968, stk. 2, har udviklet sig en praksis, hvorefter kæremål admitteres, især hvis afgørelserne vedrører væsentlige spørgsmål. Vedrørende kæremålets realitet har forsvarerne som supplement til det i kendelsen refererede gjort gældende, at en afhøring af de rapportoptagende polititjenestemænd ganske må ligestilles med en dokumentation af rapporterne. Efter retsplejelovens § 877, stk. 3, og forarbejderne hertil tilsiger retssikkerhedsmæssige hensyn, at denne undtagelsesbestemmelse anvendes yderst restriktivt, navnlig fordi forsvarerne forhindres i at foretage kontraafhøring vedrørende den afgivne rapportforklaring. Forsvarerne har endelig henvist til, at en tilladelse til afhøring vil være i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1, jf. stk. 3, litra d, således som denne er fortolket i Unterpertingersagen i dommen afsagt den 24. november 1986.

Landsrettens bemærkninger:

Under de foreliggende omstændigheder findes retsplejelovens § 968, stk. 2, ikke at være til hinder for, at kæremålet tages under påkendelse.

Efter retsplejelovens § 877, stk. 3, kan retten kun helt undtagelsesvis tillade, at politirapporter benyttes som bevismiddel som surrogat for afhøring af et vidne. Afhøring af de rapportoptagende politifolk om, hvad den sigtede A har forklaret til politirapport, må sidestilles med en dokumentation af de afgivne politirapporter.

De af anklagemyndigheden ønskede afhøringer som bevismiddel i situationen, hvor vidneafhøring af A, der har været sigtet siden 1988, ikke har kunnet gennemføres, er forbundet med væsentlige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, navnlig fordi de tiltaltes forsvarere afskæres fra muligheden for at stille spørgsmål til A, og fordi afhøringerne af polititjenestemændene vil kunne vanskeliggøre A's forsvar, såfremt der rejses tiltale imod ham, jf. herved i det hele artikel 6, stk. 1, og stk. 3, litra d, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention.
Herefter tages de kærendes påstand til følge.