
	UfR 2000.1309 HD
		H.D. 13. marts 2000 i sag II 511/1999 Rigsadvokaten mod T (adv. Henrik Lindebod, Lemvig, e.o.). Vestre Landsrets dom 14. oktober 1999 (2. afd.) (Vogter, Bjerg Hansen, Ole Græsbøll Olesen med nævninger). Under denne sag, der er behandlet under medvirken af nævninger, er T ved anklageskrift af 1. oktober 1999 fra Statsadvokaten i Aalborg sat under tiltale til straf for overtrædelse af 1) straffelovens § 216, stk. 1 - voldtægt - ved den 20. februar 1999 mellem cirka klokken 05.00 og 06.00 under overvindelse af K's modstand at have ført hende ind i en carport i ejendommen »Centralgården«, Torvet 1, Lemvig, hvor han på et tidspunkt, da K var faldet og havde mistet bevidstheden, trak hendes bukser ned og rev hendes trusser og bh i stykker, hvorefter han tiltvang sig samleje med hende, mens hun, der nu var kommet til bevidsthed, slog mod tiltalte, råbte og gjorde kraftig modstand. 2) straffelovens § 237 - manddrab - ved den 20. februar 1999 mellem cirka klokken 05.00 og 06.00 i en carport i ejendommen »Centralgården«, Torvet 1, Lemvig, at have dræbt K, idet tiltalte talrige gange slog, sparkede og trampede på hende samt kvalte hende ved et eller flere greb om hendes hals eller kraftige spark eller tramp mod halsen. Tiltalte har påstået frifindelse i forhold 1. I forhold 2 har tiltalte påstået frifindelse for tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 237, men har erkendt sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 246. Afdøde K's datter, D, har nedlagt påstand om en erstatning på 3.900 kr. for omkostninger i forbindelse med begravelsen. Beløbet er påstået forrentet efter rentelovens regler. Tiltalte har anerkendt erstatningspligten og kravets størrelse. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Der er under sagen foretaget mentalundersøgelse af tiltalte på Psykiatrisk Hospital i Århus, retspsykiatrisk afdeling. I den retspsykiatriske erklæring, der er afgivet den 12. august 1999 af l. reservelæge, speciallæge i psykiatri Bent Markociejski, hedder det i konklusionen: »T er ikke sindssyg og kan ikke antages at have været det på tidspunktet for de påsigtede handlinger eller i en tilstand, der kan ligestilles hermed. T er fundet begavet svarende til den nedre del af normalområdet. T var påvirket af alkohol på tidspunktet for de påsigtede handlinger i en grad, så der ved blodprøvemåling udtaget kl. 9.50 er en mindsteværdi i blodet på 0,87 promille alkohol. Selvom observanden ikke i detaljer kan beskrive aftenens og nattens tidsmæssige forløb, har han ingen amnesi for tidsrummet for de påsigtede handlinger, og der er således ingen holdepunkter for en patologisk rustilstand. Ved undersøgelsen er T fundet præget af en svær personlighedsforstyrrelse med narcissistiske, umodne og passivaggressive træk, således at han er omfattet af den personkreds, der er omtalt i straffelovens § 69. Såfremt T findes skyldig kan der ikke peges på særforanstaltninger i henhold til § 68 som mere formålstjenlige end straf.« Der har været stillet nævningerne 2 hovedspørgsmål i overensstemmelse med de 2 forhold i anklageskriftet. Der har endvidere vedrørende anklageskriftets forhold 2 været stillet nævningerne et subsidiært hovedspørgsmål (hovedspørgsmål 3) om straffelovens § 246. Anklagemyndigheden har anbefalet nævningerne at besvare hovedspørgsmålene 1 og 2 bekræftende. Forsvareren har anbefalet nævningerne at besvare hovedspørgsmålene 1 og 2 benægtende og hovedspørgsmål 3 bekræftende. Nævningerne har besvaret hovedspørgsmålene 1 og 2 bekræftende. De juridiske dommere har lagt nævningernes besvarelse af spørgsmålene til grund. Tiltalte er herefter skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, og § 237. Der er afgivet 18 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 14 år. Der er afgivet 6 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 12 år. Efter udfaldet af stemmeafgivningen fastsættes straffen til fængsel i 14 år. Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages den nedlagte erstatningspåstand til følge med renter som nedenfor bestemt. Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet siden den 20. februar 1999. — — — Tiltalte skal til D, Vindinge, Roskilde, betale 3.900 kr. med sædvanlig procesrente fra den 12. oktober 1999, til betaling sker. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 2. afdeling den 14. oktober 1999. I pådømmelsen har deltaget fem dommere:Poul Sørensen, Melchior, Per Sørensen, Asbjørn Jensen og Engholm Jacobsen. Dommen er anket af tiltalte med påstand om, principalt at dommen ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved nævningeting, subsidiært at straffen formildes. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Til støtte for påstanden om ophævelse og hjemvisning har tiltalte gjort gældende, at der er begået rettergangsfejl, der både i forhold 1 og forhold 2 har været afgørende for domfældelsen. Således har landsretten anvendt retsplejelovens § 877, stk. 3, fejlagtigt ved trods sagens alvorlige karakter i sin kendelse at have tilladt dokumentation af politirapporten af 3. marts 1999. Tiltalte, der havde nægtet at afgive forklaring for landsretten, anså sig derved reelt for tvunget til at afgive forklaring. Det var desuden en rettergangsfejl, at retten dernæst, efter at tiltalte havde afgivet forklaring, tillod, at han blev foreholdt sin forklaring til politirapporten, der ikke gengiver centrale og væsentlige passager med hans egne ord, og som til dels blev optaget uden forsvarerens tilstedeværelse. Hertil kommer, at foreholdet skete på en måde, der reelt må sidestilles med en utilladelig dokumentation af rapporten. Endvidere var det en rettergangsfejl, at hovedspørgsmål 2 blev formuleret på en måde, der åbnede mulighed for, at nævningerne har lagt forskellige faktiske forhold til grund for deres besvarelse. Hvis spørgsmålet havde været formuleret anderledes, eventuelt med tillægsspørgsmål, kunne disse forskellige faktiske forhold have medført, at tiltalte var blevet frifundet. Disse forhold må enkeltvis eller samlet medføre, at tiltalte ikke har fået en retfærdig rettergang, jf. artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det fremgår af politirapporten af 3. marts 1999, at tiltaltes forsvarer var til stede, da afhøringen af tiltalte indledtes kl. 13.10, og at forsvareren, forinden han kl. 15.08 forlod afhøringen, havde aftalt med tiltalte, at afhøringen kunne fortsætte uden forsvarerens tilstedeværelse. Den fortsatte afhøring sluttedes kl. 17.50. Det fremgår af landsrettens retsbog, at retten - efter at tiltalte havde meddelt, at han ikke ønskede at afgive forklaring, og efter at tiltaltes forklaring i grundlovsforhøret var blevet dokumenteret efter begæring af anklagemyndigheden afsagde følgende kendelse: »Spørgsmålet, om der kan ske dokumentation af politirapporten af 3. marts 1999 vedrørende afhøring af tiltalte, og om den rapportoptagende polititjenestemand kan afhøres som vidne under sagen, skal afgøres efter retsplejelovens § 877, stk. 3, eller princippet heri. Efter denne bestemmelse kan retten undtagelsesvis give tilladelse til, at dokumenter, som indeholder erklæringer eller vidnesbyrd, kan benyttes som bevismidler. Sagen er af meget alvorlig karakter, idet der er rejst tiltale for voldtægt og manddrab. Indholdet af politirapporten vil efter de foreliggende retslægelige erklæringer, gerningsstedsundersøgelserne og den vidneførsel, der i øvrigt skal finde sted, ikke være det eneste bevis vedrørende spørgsmålet om tiltaltes skyld. Tiltaltes forklaring til politiet, som den er gengivet i rapporten, må - sammen med de øvrige beviser i sagen - antages at have dannet grundlag for politiets videre efterforskning og for fastlæggelsen af tiltalens omfang. Hertil kommer, at de hensyn, der begrunder, at der almindeligvis ikke kan ske dokumentation af politirapporter vedrørende forklaringer, der er afgivet af vidner, ikke findes at kunne tillægges tilsvarende betydning, idet tiltalte i forbindelse med forklaringen til politirapport blev foreholdt, at han ikke havde pligt til at udtale sig, og idet hans daværende forsvarer var til stede under den første del af afhøringen. Forsvareren vil i forbindelse med dokumentationen af rapporten have lejlighed til at stille spørgsmål til tiltalte og til den rapportoptagende polititjenestemand. Den omstændighed, at tiltaltes forklaring i grundlovsforhøret den 20. februar 1999 er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 2, kan ikke føre til andet resultat. Som følge af det anførte tillades det anklagemyndigheden at dokumentere politirapport af 3. marts 1999 vedrørende tiltaltes forklaring og at føre vicekriminalkommissær N. Nyholm Post som vidne vedrørende omstændighederne i forbindelse med afhøringen af tiltalte. . . .« Af retsbogen fremgår endvidere, at retsformanden efter afsigelsen af kendelsen bemærkede, at det i retsbelæringen ville indgå, hvilken bevisværdi indholdet af politirapporten og vicekriminalkommissærens forklaring ville kunne have, og at tiltalte herefter tilkendegav, at han ønskede at afgive forklaring. Efter denne forklaring foreholdt anklagemyndigheden tiltalte en del af hans forklaring til politirapporten. Herunder protesterede forsvareren mod, at foreholdet fandt sted ved oplæsning af hele afsnit af politirapporten, og at der ikke forinden foreholdet på grundlag af politirapporten blev formuleret spørgsmål til tiltalte. Retsformanden tilkendegav, at foreholdet fandt sted i overensstemmelse med sædvanlig praksis, ved at anklageren oplæste afsnit af politirapporten, som derefter blev foreholdt tiltalte. Retten tillod herefter anklageren at fortsætte med at foreholde tiltalte indholdet af politirapporten. Af landsrettens retsbog fremgår yderligere, at forsvareren - under forhandlingen mellem retten, anklageren og forsvareren om spørgsmålenes formulering - oplyste, at tiltalte ikke havde bemærkninger til de af retten godkendte spørgsmål. Hovedspørgsmål 2 til nævningerne har følgende ordlyd: »Er tiltalte T skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 - manddrab - ved den 20. februar 1999 mellem cirka klokken 05.00 og 06.00 i en carport i ejendommen »Centralgården«, Torvet 1 i Lemvig at have dræbt K, idet tiltalte talrige gange slog, sparkede og trampede på hende samt kvalte hende ved et eller flere greb om hendes hals eller kraftige spark eller tramp mod halsen?« Retsformanden har den 8. december 1999 i en redegørelse indhentet i medfør af retsplejelovens § 955, stk. 4, udtalt bl.a.: ». . . jeg [kan] oplyse, at jeg vedrørende beviserne i sagen, herunder betydningen af den politirapport af 3. marts 1999, som blev foreholdt tiltalte under domsforhandlingen, i mit manuskript til retsbelæringen har anført følgende, der i det hele eller i alt væsentligt svarer til, hvad jeg sagde til nævningerne. Efter en generel indledning om bevisbedømmelse, bevisvurdering og forsæt m.v. har jeg i manuskriptet anført følgende: »Ved afgørelsen af, om anklagemyndigheden har ført det fornødne bevis for, at der er tale om forsætligt manddrab, må nævningerne se på samtlige de beviser, der er kommet frem i sagen, herunder de afgivne forklaringer og de erklæringer vedrørende gerningsstedsundersøgelse og obduktion m.v., som er dokumenteret. Det er under sagen kommet frem, at tiltalte over for politiet under en afhøring den 3. marts skulle have afgivet en forklaring, der må forstås på den måde, at han dengang erkendte at have kvalt »Fie«, ved at have grebet hende om halsen og trykket til, og at det skete for at hindre hende i at fortælle, at han havde voldtaget hende. Vi har også hørt vicekriminalkommissær Posts forklaring om, under hvilke omstændigheder forklaringen blev afgivet, og hvordan politirapporten er blevet til. Jeg vil i den forbindelse bemærke, at der ikke efter retsplejelovens § 751 er krav om, at en sigtets forklaring til politirapport skal gengives med vedkommendes egne ord. Lovens ordlyd er, at »særlig vigtige dele af forklaringerne gengives så vidt muligt med den afhørtes egne ord«. Jeg vil også gerne sige, at man naturligvis altid skal være opmærksom på muligheden for, at politiet på et eller flere punkter kan have misforstået en sigtets forklaring. Men nævningerne må derefter gøre op med sig selv, om det er sandsynligt, at politiet skulle have misforstået alt i en lang og detaljeret forklaring omkring forhold, som politiet er vant til at beskrive. Ved vurderingen af den bevismæssige betydning man kan tillægge politirapporten af 3. marts, må nævningerne være opmærksomme på, at tiltaltes forklaring er afgivet til politiet på et tidspunkt, hvor hans forsvarer ikke længere kunne være til stede, og forklaringen stemmer ikke med den forklaring, som tiltalte såvel før som senere har afgivet. En sådan rapportforklaring kan efter almindelige retsprincipper ikke stå alene som det eneste bevis for tiltaltes skyld. Der skal andet og mere til. I den foreliggende sag er der en række andre beviser, som må indgå i nævningernes vurdering, og det bliver herefter nævningernes opgave at tage stilling til bevisværdien af indholdet af politirapporten af 3. marts set i forhold til de oplysninger, som i øvrigt er kommet frem her i retten. Rapporten vil i den forbindelse kun kunne indgå som et blandt flere led i bevisførelsen. Politirapporten kan ikke med hensyn til vurderingen af tiltaltes skyld som sådan i forhold 1 og 2 anses som et afgørende bevis. I den samlede bevisbedømmelse skal nævningerne således også inddrage den forklaring, som tiltalte har afgivet her i retten. Det er en forklaring, der stemmer overens med hans første forklaring til politiet og hans forklaring for Retten i Holstebro under grundlovsforhøret. Disse forklaringer må sammenholdes med de vidneforklaringer, vi har hørt, herunder den forklaring, som Ingrid Bayer Kristensen fra Retsmedicinsk Institut har afgivet, og med de faktiske konstateringer som er kommet frem i forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen, undersøgelsen af tiltaltes og afdødes tøj og obduktionen, herunder obduktionserklæringens konklusion om dødsårsagen. Denne angives som: »kvælning mest sandsynligt ved et eller flere faste greb om halsen. Kraftige spark eller tramp mod halsen fra en fod kan dog ikke helt udelukkes«. Det blev under Bayer Kristensens forklaring præciseret derhen, at det var langt mere sandsynligt, at dødsårsagen var et greb om halsen, end spark eller tramp mod halsen. Jeg forstod retsmedicinerens forklaring således, at det samme var gældende med hensyn til, om Fie kunne være kvalt som følge af blod i luftvejene. Også her var et eller flere greb om halsen en langt mere sandsynlig dødsårsag. Når jeg nævner, at også gerningsstedsundersøgelsen skal inddrages, tænker jeg f.eks. på, at nævningerne selvstændigt må overveje betydningen af, at Fies sko blev fundet et stykke fra, hvor Fie blev fundet. Det samme gælder halskæden. Det har under sagen flere gange været nævnt - også under proceduren - at Fie var påvirket af spiritus og medicin. Det er også en omstændighed, som nævningerne i den enkelte sammenhæng selv nærmere må vurdere betydningen af. På den ene side kan det - som forsvareren var inde på - have haft betydning for, hvordan Fie handlede den pågældende aften, f.eks. at hun ikke handlede, som en ædru person normalt ville gøre, og at hendes almindelige dømmekraft formentlig var svækket, på den anden side kan det have den betydning, som anklageren og retsmedicineren nævnte, nemlig at Fie var mere sårbar - hun kom nemmere i en hjælpeløs tilstand. Der er også nogen tvivl om, hvor påvirket Fie virkede med den promille, hun havde i blodet med en middelværdi på 3,25. Det beroede efter retsmedicinerens forklaring på, i hvilket omfang Fie var vant til at drikke. Der er under sagen i øvrigt ikke tvivl om, at Fie selv gik fra kroen og til carporten.« Jeg vendte mig herefter til hovedspørgsmål 1, som blev læst op, lige som ordlyden af straffelovens § 216, stk. 1, blev læst op. Herefter har jeg i manuskriptet anført følgende om sagens beviser: »Efter tiltaltes egen forklaring her i retten er der en vis tvivl om, at tiltalte har haft samleje med Fie. Han har selv i grundlovsforhøret, der fandt sted senere samme dag som begivenhederne fandt sted, og under forklaringen her i retten beskrevet, hvordan de tog tøjet delvist af, og hvordan de skulle i gang med et samleje. Han har i den forbindelse forklaret, at det - altså samlejet - »foregik herefter, men efter et halvt minut sagde Fie nej, og han trak sig tilbage«. På forsvarerens forespørgsel kunne han dog nu under domsforhandlingen ikke med sikkerhed huske, om han havde sit lem inde i hendes skede eller kun mellem hende lår, og der er ikke i de objektive undersøgelser af tiltalte og afdøde fundet tegn på, at samleje skulle have fundet sted. I politirapporten af 3. marts er det gengivet, at han under afhøringen skulle have forklaret, at han indførte sit lem i hendes kønsdel og foretog samlejebevægelser, men kun to-tre gange. Retsmedicineren har forklaret, at man ikke altid vil finde spor af sæd eller skedeceller på mandens lem efter et kortvarigt samleje, og at det bl.a. er afhængigt af, hvor lang tid, der går fra samlejet til prøven udtages, og om der har været mulighed for afvaskning. Nævningerne må efter en samlet vurdering af bevisførelsen herefter tage stilling til, om det kan anses for bevist, at der har været tale om samleje. Anses det for bevist, at der har fundet samleje sted, skal nævningerne tage stilling til, om det kan anses for bevist, at tiltalte overvandt Fies modstand og tiltvang sig samlejet med hende, eller om der var tale om et frivilligt samleje. Det er et led i hovedspørgsmål 1, at Fie på et tidspunkt »var faldet og havde mistet bevidstheden« og at hun senere »var kommet til bevidsthed« og så »gjorde kraftig modstand«. Med hensyn til det første punkt har vi som bevis alene politirapporten af 3. marts vedrørende afhøringen af tiltalte. Spørgsmålet om Fie mistede bevidstheden er et blandt flere elementer i beskrivelsen af gerningen, og der er efter min opfattelse ikke noget til hinder for, at nævningerne i denne begrænsede sammenhæng tillægger rapporten af 3. marts selvstændig bevisværdi, hvis der i den øvrige bevisførelse - f.eks. det iturevne tøj - og omstændighederne i øvrigt findes at være fornødent grundlag for at antage, at der har været tale om voldtægt.« Jeg vendte mig herefter mod sagens forhold 2 - manddrab. Om sagens beviser i forbindelse med dette forhold har jeg i manuskriptet anført følgende: »Tiltalte har som tidligere nævnt erkendt at have forvoldt Fies død. Det, der er spørgsmålet, er, om han er skyldig i manddrab og ikke alene - som han selv siger - i vold med døden til følge. Nævningerne må på baggrund af samtlige de oplysninger, som er kommet frem i sagen, træffe afgørelse om tiltalte havde forsæt til at slå hende ihjel, eller om det var et uheld. Jeg skal i den forbindelse henvise til, hvad jeg tidligere har sagt om begreberne forsæt og uagtsomhed og om den samlede bedømmelse af beviserne, som det påhviler nævningerne at foretage. Blandt de omstændigheder nævningerne skal tage i betragtning, når de skal vurdere, om tiltalte havde forsæt til manddrab, indgår som nævnt - som et blandt flere elementer - de forklaringer, som tiltalte har afgivet. Forklaringerne skal sammenholdes med vidneforklaringerne og de objektive fund, herunder obduktionserklæringen. Nævningerne skal i den sammenhæng bl.a. være opmærksom på karakteren og omfanget af de kvæstelser Fie fik, på obduktionserklæringens konklusion om dødsårsagen og på den forklaring, som retsmedicineren har afgivet her i retten. Politirapporten af 3. marts kan også indgå som et element i det omfang, jeg tidligere har nævnt.« . . .« Højesterets bemærkninger. Politirapporten af 3. marts 1999 var optaget under iagttagelse af retsplejelovens regler herom. Højesteret finder, at det ikke er i strid med princippet om, at tiltalte ikke har pligt til at udtale sig - jf. retsplejelovens § 868 og art. 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - at landsretten i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, tillod dokumentation af rapporten, efter at tiltalte havde nægtet at udtale sig under domsforhandlingen. Det bemærkes herved, at retsformanden i forbindelse med tilladelsen tilkendegav, at han under retsbelæringen ville redegøre for bevisværdien af en sådan rapportforklaring. Højesteret finder endvidere, at der ikke er begået rettergangsfejl ved den måde, foreholdelsen af rapportforklaringen skete på, efter at tiltalte alligevel havde afgivet forklaring. Der er heller ikke begået rettergangsfejl ved udformningen af hovedspørgsmål 2. Påstanden om ophævelse og hjemvisning tages derfor ikke til følge. Højesteret finder straffen passende bestemt og stadfæster herefter dommen. Tiltalte har været frihedsberøvet under anken. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.