UfR 2005.474 ØLK
 
  Ø.L.K. 18. oktober 2004 i anke 10. afd. nr. S-2861-04
(Blinkenberg, Taber Rasmussen, Katja Høegh (kst.)).
Anklagemyndigheden mod T (adv. Kim Ove Bagge, Kbh., besk.).

Ved Rønne Rets dom af 23. juni 2004 blev T fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 og idømt fængsel i 6 måneder. Tiltalen angik krænkelser begået i perioden 1. marts 2002-28. februar 2004 over for 7 piger, der i perioden var 6-10 år gamle. Under domsforhandlingen i byretten blev de videoafhøringer, der var foretaget af pigerne den 1., 3. og 5. marts 2004, afspillet.

Dommen er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Ved skrivelse af 26. august 2004 har T's forsvarer, Kim Bagge, principalt påstået, at videoafhøringerne ikke tillades anvendt som bevis under domsforhandlingen i landsretten, subsidiært fremsat begæring om genafhøring af pigerne.

Anklagemyndigheden har påstået begæringerne afvist.

Forsvareren har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at T hverken af politiet eller af sin daværende forsvarer blev vejledt om, at videoafhøringerne ville blive anvendt som bevis under domsforhandlingen, eller om, at T, såfremt han ønskede genafhøring af vidnerne, skulle anmode herom snarest. Forsvareren har yderligere gjort gældende, at T ikke, inden den daværende forsvarer deltog i de første videoafhøringer den 1. marts 2004, har haft lejlighed til at drøfte sagen med forsvareren, samt at mødre til pigerne i strid med forarbejderne til bestemmelserne om videoafhøring og i strid med Rigsadvokatens retningslinjer har overværet afhøringerne af pigerne.

Af sagen fremgår, at T blev anholdt mandag den 1. marts 2004, efter at anmeldelse var indgivet mod T i løbet af weekenden den 28.-29. februar 2004. T blev afhørt samme dag af kriminalassistent K om sigtelsen for blufærdighedskrænkelse. T fik som forsvarer beskikket advokat A, der efter det oplyste alene havde en kort samtale med T den 1. marts 2004, idet forsvareren var tilsagt til at overvære de første videoafhøringer. Anholdelsen af T blev under et grundlovsforhør den 2. marts 2004 opretholdt i 3 x 24 timer. T blev løsladt efter en yderligere afhøring foretaget af politiassistent P den 5. marts 2004. T blev endvidere afhørt den 1. og 2. april 2004 af samme politiassistent.

Det fremgår ikke af nogen af de politirapporter, der blev udfærdiget i forbindelse med disse afhøringer, at T blev vejledt om, at videoafhøringerne ville blive anvendt som bevis under en eventuel domsforhandling af sagen, at T havde adgang til at gennemse videoafhøringerne, samt at han, såfremt dette ønskedes, skulle fremsætte anmodning herom snarest, idet han ellers som udgangspunkt ikke ville kunne kræve genafhøring af pigerne. Det fremgår heller ikke af politirapporter eller af sagen i øvrigt, at politiet har gjort T's daværende forsvarer opmærksom på T's manglende gennemsyn af videoafhøringerne og konsekvensen heraf.
Det fremgår videre af sagen, at der ved 5 af de gennemførte 7 videoafhøringer var en mor til den pågældende pige til stede i afhøringslokalet. To af disse mødre afgav siden vidneforklaring under domsforhandlingen i byretten.

Rigsadvokaten har i sin meddelelse nr. 2/2003 af 27. juni 2003 udstedt retningslinjer om videoafhøring af børn i sædelighedssager m.v. Af meddelelsen fremgår blandt andet af pkt. 8.3, side 19:
»Det bør derimod undgås, at den person, der skal skabe tryghed for barnet, er en person, der eventuelt senere skal afgive forklaring i retten, eller en person, der tidligere har drøftet sagen med barnet, ligesom det bør undgås, at en forælder medvirker som tryghedsskabende person eller overværer afhøringen fra monitorrummet. Det vil således forekomme, at barnets forældre skal afgive forklaring som vidne under straffesagen. Endvidere vil en forælders tilstedeværelse kunne have indflydelse på barnets forklaring ved, at barnet ikke vil eller ikke kan forklare om det passerede i sine forældres påhør, eller ved at barnets forklaring ved en eventuel genafhøring vil kunne påvirkes af, at forældrene efter den første afhøring har talt med barnet om afhøringen.«

Det fremgår endvidere af pkt. 9.4, side 25:

»Der bør udfærdiges udførlig rapport om alle henvendelser til mistænkte/sigtede og forsvareren om adgangen til at gennemse videoafhøringen og om, hvorvidt der er yderligere spørgsmål til barnet, ligesom genpart af eventuelle skrivelser om disse spørgsmål naturligvis skal indgå i sagen.«
Der er under et retsmøde afholdt i anledning af forsvarerens begæringer afgivet forklaring af T og af vidnerne kriminalassistent K og politiassistent P.
T har blandt andet forklaret, at han blev anholdt den 1. marts 2004 og ca. 2 timer senere mødte sin forsvarer, advokat A, første gang. Han hilste kun på ham, og de havde ingen egentlig samtale om sagen, idet advokat A skulle overvære afhøringen af en af pigerne. Dagen efter, i forbindelse med at retten opretholdt anholdelsen af ham i 3 x 24 timer, havde han et kort møde med advokat A, hvor de ikke kom ind på detaljer. Nogle dage senere oplyste politiassistent P, at pigerne var blevet videoafhørt, og at han kunne gennemse videoafhøringerne hos sin forsvarer. Hertil svarede han »ja tak« og regnede med, at han senere ville høre nærmere herom. Advokat A sagde, at han kunne komme til at gennemse videoerne og kunne aftale tid, hvis han ønskede det. T bestilte dog ikke senere tid hos advokaten til gennemsyn.
Kriminalassistent K har blandt andet forklaret, at han afhørte T den 1. marts 2004. Forsvareren, advokat A, overværede da videoafhøringerne af pigerne, og T afstod derfor fra at blive afhørt under overværelse af sin forsvarer. Vidnet forklarede T, hvad afhøringerne skulle bruges til. Han vejledte T om hans ret til at gennemse afhøringerne af pigerne, og T sagde vist, at det ønskede han ikke. Vidnet foreslog T, at denne først drøftede dette spørgsmål med forsvareren. Han vejledte ikke T om retten til at kræve genafhøring eller om konsekvenserne af, at genafhøring ikke blev begæret. Når der ikke er anført noget herom i den af ham udfærdigede politirapport, hænger det sammen med, at han alene noterer i en rapport, såfremt en tiltalt ønsker at se videoafhøringen, idet der i så tilfælde skal fastsættes et tidspunkt herfor. Han har ikke siden afhørt T, men har deltaget ved nogle af videoafhøringerne af pigerne. Normalt overværes en videoafhøring af et barn ikke af forældrene, men efter forældrenes udtrykkelige ønske gjordes en undtagelse.

Politiassistent P har blandt andet forklaret, at hun afhørte T den 5. marts 2004. Hun oplyste, at pigerne var videoafhørt, og at T havde ret til gennemse båndene. T ønskede ikke at gennemse båndene. Vidnet oplyste tillige, at hans forsvarer havde fået en kopi, og at T kunne rette henvendelse til forsvareren om et gennemsyn. Hun er overbevist om, at hun endvidere vejledte T om både hans ret til at kræve genafhøring og om, at båndene ville blive anvendt som bevis i retten, idet hun altid plejer at give en sådan vejledning. Vidnet erindrer ikke, om hun også gjorde ham opmærksom på, at han ikke kunne anfægte videoafhøringerne senere, hvis han ikke foretog sig noget nu. Når der ikke er anført noget om den vejledning, hun har givet, i den af hende udfærdigede politirapport, hænger det sammen med, at det efter hendes opfattelse alene er nødvendigt at anføre, hvis en tiltalt ønsker at se videoerne, idet der så skal fastsættes et tidspunkt herfor. Hun har ikke vejledt forsvareren eller drøftet videoafhøringerne med denne, og hun er ikke bekendt med, om T over for forsvareren fremsatte ønske om at se videoerne. Vidnet er bekendt med, at forældrene ikke bør overvære afhøringen af deres barn. Når mødrene alligevel fik lov i nogle tilfælde, skyldtes det mødrenes udtrykkelige ønske. Ved genafhøringen af T ca. 1 måned senere oplyste T, at han ikke havde gennemset videoerne. Hun vejledte ham ikke om konsekvenserne heraf, fordi der nu var gået én måned, og det derfor efter hendes skøn nu var blevet for sent at begære genafhøring.

Landsrettens bemærkninger:
De pågældende videoafhøringer er undergivet reglerne i retsplejelovens §§ 731a, 745e og 877a, der blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 228 af 2. april 2003. Baggrunden for disse regler er en afvejning af hensynet til ikke at belaste et mindre barn med flere afhøringer over for hensynet til den sigtedes retssikkerhed, herunder det grundlæggende princip både i dansk strafferetspleje og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter bevisførelsen finder sted umiddelbart for den dømmende ret med adgang til fra begge sider at foretage afhøringer. I den vedtagne udformning er de gældende regler udtryk for, at princippet om bevisumiddelbarhed er fraveget. Som modstykke hertil stilles der til politiets gennemførelse af videoafhøringer, der senere agtes anvendt som bevis, en række krav, der tilsigter at værne den sigtedes retssikkerhed.

Det følger således af de gældende bestemmelser og deres forarbejder, at der skal beskikkes en forsvarer, der har pligt til at overvære videoafhøringerne og har adgang til at stille spørgsmål gennem den afhørende polititjenestemand, og som forudsættes i almindelighed forinden at have haft en samtale med den sigtede. Det anføres tillige, at barnets forældre ikke bør overvære afhøringen af barnet. Endvidere har politiet pligt til at gøre sigtede bekendt med, at han snarest muligt har adgang til at gennemse videooptagelsen sammen med sin forsvarer, og formålet hermed. Sigtede har således adgang til begære genafhøring af barnet, og det er forudsat, at en sådan anmodning skal fremsættes snarest muligt og som udgangspunkt inden for 2 uger. Ligeledes er det forudsat, at sigtedes undladelse af at overholde denne frist kan føre til, at en senere fremsat begæring må afvises. Det hedder blandt andet nærmere i bemærkningerne til lovforslaget (Lovforslag nr. L 117/2002-03, særtryk, side 35):

»En væsentlig udskydelse af tidspunktet for den mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen kan betyde, at en eventuel anmodning om genafhøring af barnet af hensyn til barnet må afvises . . .
Det er frivilligt for den mistænkte/sigtede, om han ønsker at gennemse videoafhøringen.
. . .
Den mistænkte/sigtede og dennes forsvarer bør senest samtidig med, at den mistænkte/sigtede afstår fra at gennemse videooptagelsen, gøres bekendt med, at anvendelsen af videoafhøringen som bevismiddel ikke efterfølgende kan anfægtes under henvisning til, at den mistænkte/sigtede ikke har set videoafhøringen forud for domsforhandlingen. Hvis den mistænkte/sigtede forholder sig passiv over for politiets henvendelser om adgangen til at se videooptagelsen, bør det ved fornyet henvendelse til ham og hans forsvarer sikres, at mistænkte/sigtede har modtaget vejledning om adgangen til at gennemse videoafhøringen og formålet hermed. Afstår den pågældende herefter fra at gennemse videooptagelsen, eller forholder han sig fortsat passiv, bør hans forsvarer orienteres om, at mistænkte/sigtede ikke ønsker at gennemse videooptagelsen eller ikke har reageret på politiets henvendelser. . . .«
Om betydningen af eventuelle fravigelser af den i retsplejelovens § 745e (tidligere § 745a) angivne fremgangsmåde anføres det i bemærkningerne (nævnte særtryk, side 36):
»Da anvendelse af videoafhøringer som bevis under domsforhandlingen som erstatning for barnets afgivelse af vidneforklaring for den dømmende ret er en fravigelse af princippet om umiddelbar bevisførelse, forudsættes det, at fremgangsmåden i den foreslåede § 745 a, er fulgt i forbindelse med videoafhøringen.
Er der sket tilsidesættelse af de grundlæggende betingelser i den foreslåede § 745 a, bør videoafhøringen som altovervejende udgangspunkt ikke anvendes som bevismiddel under domsforhandlingen.«
I det foreliggende tilfælde har politiet ikke, som det er foreskrevet af Rigsadvokaten, udfærdiget rapport om, hvilken vejledning der er ydet, og om T's reaktion herpå. Dokumentation for, at sådan vejledning desuagtet er givet, kan føres ved forklaring fra de implicerede personer. Efter T's og polititjenestemændenes herom samstemmende forklaringer kan det lægges til grund, at T som foreskrevet er blevet vejledt om sin ret til at gennemse videooptagelserne sammen med forsvareren. Derimod kan det efter de afgivne forklaringer ikke med den fornødne sikkerhed anses for godtgjort, at T tillige er blevet vejledt om formålet hermed, herunder at optagelserne skulle anvendes i retten som bevis imod ham, og at han havde adgang til at begære genafhøring, samt at adgangen hertil kunne fortabes, hvis den ikke blev fremsat snarest muligt.
Allerede disse tilsidesættelser af afgørende garantier for den tiltaltes retssikkerhed må føre til, at videoafhøringerne ikke kan tillades anvendt som bevis under domsforhandlingen i ankesagen.
Det har herefter ikke selvstændig betydning for resultatet, at den daværende forsvarer ikke forud for sin overværelse af de første afhøringer havde lejlighed til at drøfte sagen med T, og at mødrene til flere af pigerne overværede afhøringerne af deres barn.

Thi bestemmes:
Videoafhøringerne af de forurettede piger tillades ikke afspillet under domsforhandlingen af ankesagen Anklagemyndigheden mod T.