|
|
|
||
|
|
|||
|
H.K. 16. marts 2000 i sag 9/2000 Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Torben Bagge, Frederiksberg) og T2 (adv. Thomas Rørdam, Kbh.). Retten i Århus' kendelse 26. oktober 1999 (6. afd.). Angående indenretlig afhøring af forældre og ansatte: Efter forarbejderne til bestemmelsen i retsplejelovens § 747, stk. 1, 2. pkt., hvorefter det almindelige umiddelbarhedsprincip i særlige situationer kan fraviges, har det næppe været lovgivers tanke, at bestemmelsens skulle finde anvendelse på »hear-say evidence«. I en situation som den foreliggende, hvor forældrene og de ansatte ikke er umiddelbare vidner til den lovovertrædelse, som efterforskes, tjener det intet formål at foretage indenretlige vidneafhøringer med henblik på at sikre bevis. En sædvanlig afhøring af de pågældende ved politiets foranstaltning er derfor fuldt tilstrækkelig. Det kan af samme grund heller ikke antages at være af betydning for efterforskningen, at der foretages indenretlige vidneafhøringer. Angående videoafhøring af børn: En videoafhøring af et barn, der i en sag som den foreliggende finder sted ved politiets foranstaltning uden medvirken af en dommer, er reguleret af reglerne om afhøringer i retsplejelovens kapitel 63. Bestemmelsen om inderetlig anteciperet bevisførelse i § 747 finder således ikke anvendelse på sådanne afhøringer. Ved politiets afhøringer af en person, der ikke er sigtet, har forsvareren og den sigtede ikke krav på at være til stede. Det forekommer dog i praksis, at politiet i særlige tilfælde efter aftale lader en forsvarer overvære afhøringen. Det er imidlertid undtagelsesfrit, at forsvareren i sådanne tilfælde ikke får lejlighed til selv at stille spørgsmål. Hvis forsvareren ønsker at stille spørgsmål, sker dette gennem den afhørende kriminalassistent. Efter den ulovbestemte praksis, der gennem de seneste landsretsafgørelser må antages at have fæstnet sig ved efterforskning af sager om seksuelle overgreb mod børn, foretages afhøringen af barnet af en særligt uddannet kriminalassistent i et afhøringslokale. Anklageren og forsvareren overværer afhøringen via en tv-skærm i et andet lokale (monitorrum), således at de under en pause i afhøringen kan få lejlighed til at anmode kriminalassistenten om at stille bestemte spørgsmål. Denne fremgangsmåde har blandt andet ført til, at videoafhøringen af barnet efterfølgende af domsretten normalt tillades dokumenteret under domsforhandlingen i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, således at en vidneafhøring af barnet i retten kan undgås eller begrænses mest muligt. Uanset de særlige hensyn, der ligger til grund for denne praksis, må det imidlertid understreges, at der ikke består en ubetinget ret til dokumentation efter den anførte bestemmelse. Det særlige problem, hvorom parterne strides i den foreliggende sag, opstår, når rækkevidden af artikel 6, stk. 3, litra d, i Den Europæiske Menneskeretskonvention (EMK) skal vurderes. Videooptagelse af politiets afhøring af barnet efter den beskrevne fremgangsmåde er ikke i strid med EMK. Spørgsmålet bliver først aktuelt, når videooptagelsen anvendes som bevismateriale under domsforhandlingen i forbindelse med domsrettens vurdering af de enkelte bevisers vægt, herunder hvilke beviser der eventuelt vil kunne føre til domfældelse, enkeltvis eller i kombination med andre. Det er således alene den måde, som domsretten anvender videoafhøringen på, der eventuelt vil kunne betyde, at der foreligger et konventionsbrud. Det er derfor uden mening at hævde, at det er en overtrædelse af EMK, hvis sigtede ikke får lov til at være til stede i monitorrummet, og hvis forsvareren ikke selv får ret til at stille spørgsmål til barnet. Det er politiet, der inden for retsplejelovens rammer suverænt bestemmer, hvorledes videoafhøringen tilvejebringes. Og det er domsretten, som bestemmer, hvorledes videoafhøringen eventuelt vil kunne anvendes under domsforhandlingen. Efter rettens opfattelse tilkommer det ikke domstolene at regulere reglerne om sigtedes og forsvarerens beføjelser og rettigheder på området, således som de af forsvarerne fremsatte anmodninger lægger op til. Ændringer af retsplejelovens regler om grundlæggende principper under efterforskningen, herunder princippet om »equality of arms«, bør foretages af lovgivningsmagten. Under henvisning til det anførte bestemmes: Advokat Torben Bagges anmodning om indenretlig vidneafhøring af samtlige forældre, der har haft børn indskrevet i institutionen fra januar til juli 1999, og af samtlige personer, der har været ansat i institutionen i samme periode, tages ikke til følge. Advokat Torben Bagges anmodning om, at han som forsvarer selv skal have ret til at stille spørgsmål til de børn, der skal afhøres eller genafhøres under videooptagelse, tages ikke til følge. Advokat Torben Bagges og advokat Thomas Rørdams anmodning om, at de sigtede skal have ret til at være til stede i monitorrummet under videoafhøring af børnene, tages ikke til følge. Vestre Landsrets kendelse 30. november 1999 (8. afd.) (Eskild Jensen, Hanne Kildal, Kirsten Thorup). Retten i Århus, 6. afdeling, har den 26. oktober 1999 afsagt kendelse i sagen i 1. instans - - -. Forsvareren for T1 har for landsretten nedlagt påstand om, at der i medfør af retsplejelovens § 747 afholdes indenretligt forhør, hvor samtlige forældre, der har haft børn indskrevet i institutionen »Kareten« i perioden 1. januar til 7. juli 1999, afgiver forklaring, subsidiært at der sker indenretlig afhøring af samtlige forældre til børn, der angives at være foretaget overgreb på, samt afhøring af øvrige forældre efter rettens skøn. Forsvareren har endvidere nedlagt påstand om, at det under videoafhøring af børnene tillades forsvareren personligt at stille spørgsmål til børnene og tillades sigtede at overvære afhøringerne fra et monitorrum. Forsvareren for T2 har nedlagt påstand om, at sigtede skal have ret til at være til stede i monitorrummet under videoafhøring af børnene, og har i øvrigt påstået stadfæstelse af byrettens kendelse for så vidt angår spørgsmålet om indenretlig vidneafhøring af forældrene. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Kæremålet har været mundtligt forhandlet, idet dog forsvareren for T2 har givet afkald på at være til stede under denne forhandling. Det er for landsretten oplyst, at de børn, som sagen vedrører, er mellem 1½ og 4½ år gamle. Der er på nuværende tidspunkt foretaget videoafhøring af 7 ud af 10 børn. Forsvareren for T1 har til støtte for sin begæring om foretagelse af indenretlige afhøringer anført, at forældrene ønskes afhørt dels om deres kendskab til eventuelle ændringer i børnenes adfærd i den periode, hvor overgrebene angives at have fundet sted, dels om deres observationer i institutionen. Det er af afgørende betydning, at disse afhøringer foretages på nuværende tidspunkt, således at beviset sikres, idet det drejer sig om dagligdags forhold, der kan være vanskelige at huske og tidsfæste. En domsforhandling kan antagelig tidligst påbegyndes i maj/juni 2000. Til støtte for de øvrige påstande har forsvareren anført, at der utvivlsomt er tale om anteciperet bevisførelse. Det er en betingelse for anvendelse af videoafhøringen som bevis under domsforhandlingen, at forsvareren har været til stede under afhøringen. Retten kan i medfør af retsplejelovens § 746 fastlægge forsvarerens beføjelser under denne tilstedeværelse, herunder tillade, at tillige sigtede er til stede, og at forsvareren selv får adgang til at stille spørgsmål til vidnet, idet dette følger af de regler, der gælder for indenretlige afhøringer efter retsplejelovens § 747. En sådan fremgangsmåde er også bedst stemmende med reglerne i Menneskerettighedskonventionen. I øvrigt er der intet hensyn, der taler imod en sådan ordning - tværtimod vil en opfyldelse af disse krav kunne overflødiggøre genafhøring af børnene. Forsvareren for T2 har i kæreskriftet navnlig henvist til, at forudsætningen for, at han med mening kan stille supplerende spørgsmål via kriminalassistenten, er, at han får mulighed for at konferere løbende med sin klient. Det må være et elementært krav også i relation til Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1, litra d, som ellers kan tænkes overtrådt, hvis videoafhøringen senere skal anvendes som bevis under domsforhandlingen. Anklagemyndigheden har til støtte for sin påstand om stadfæstelse af kendelsen om nægtelse af at tillade indenretlige afhøringer af forældrene anført, at der ikke er risiko for, at beviset vil gå tabt, da politiet har foretaget de fornødne afhøringer. Anklagemyndigheden har vedrørende de i øvrigt fremsatte påstande anført, at den praksis, der hidtil har været anvendt i forbindelse med videoafhøringer af børn, ikke er i strid med artikel 6, stk. 3, litra d, i Menneskerettighedskonventionen, navnlig ikke når forsvareren gives mulighed for at begære genafhøring, efter at han har drøftet afhøringerne med den sigtede. Landsrettens begrundelse og resultat: Ad indenretlig afhøring af forældrene: Der er ikke efter det, der er anført af forsvareren for T1, grundlag for at sikre bevis forud for domsforhandlingen ved foretagelse af indenretlige afhøringer af forældrene, og det tiltrædes derfor, at den fremsatte begæring herom ikke er taget til følge. Den påkærede kendelse stadfæstes derfor på dette punkt. Ad forsvarerens adgang til selv at stille spørgsmål til børnene: Tvistigheder om sigtedes og forsvarerens beføjelser under videoafhøring af et barn som led i efterforskningen af en sædelighedsforbrydelse afgøres af retten, jf. retsplejelovens § 746, stk. 1. Efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 67 og 68 er det politiet, der foretager de udenretlige afhøringer under efterforskningen, og forsvareren har på dette stadium af sagen kun ret til selv at stille spørgsmål under afhøring af den sigtede, jf. retsplejelovens § 745, stk. 2. Eventuelle spørgsmål fra forsvareren til vidner stilles gennem politiet, og politiets nægtelse af at stille et ønsket spørgsmål kan indbringes for retten, jf. samme lovs § 746, stk. 1. Landsretten finder ikke, at det, forsvareren for T1 har anført til støtte for sin påstand, giver grundlag for at fravige retsplejelovens ordning. Det bemærkes i øvrigt, at hensynet til børnene taler for, at afhøringerne forestås af kun én person. Som følge af det anførte stadfæstes byrettens afgørelse om, at forsvareren ikke har ret til selv at stille spørgsmål til børnene under videoafhøringerne af dem. Ad sigtedes tilstedeværelse i monitorrummet: Baggrunden for den fulgte praksis med hensyn til videooptagelse af politiets afhøringer af børn i sædelighedssager må antages at være - ud over at sikre bevis så hurtigt som muligt - at skåne børnene for afhøringer i retten. Den omstændighed, at videooptagelserne skal anvendes som bevis under domsforhandlingen, taler i sig selv for, at politiets afhøringer i videst muligt omfang sker under iagttagelse af de samme retssikkerhedsmæssige garantier, som gælder ved indenretlige afhøringer. En adgang for den sigtede til at være til stede i et andet lokale og derfra via en tv-skærm overvære afhøringen vil dels tilgodese retssikkerhedsmæssige hensyn, dels kunne tjene til at undgå, at barnet på et senere tidspunkt skal genafhøres. Da anklagemyndigheden heroverfor ikke har påvist reale grunde, der taler imod, at sigtede er til stede i et monitorrum, og da en sådan praksis ikke er udelukket efter ordlyden af retsplejelovens § 745, stk. 3, tages forsvarernes påstand på dette punkt til følge. Med denne ændring stadfæster landsretten den påkærede kendelse. - - - Højesterets kendelse. I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Århus, 6. afdeling, den 26. oktober 1999 og af Vestre Landsrets 8. afdeling den 30. november 1999. Landsrettens afgørelse er med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret af anklagemyndigheden med påstand om stadfæstelse af byrettens kendelse, således at det ikke tillades de indkærede, T1 og T2, at være til stede i monitorrummet under videoafhøring af børnene. De indkærede har over for denne påstand nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens afgørelse. T1 har endvidere gentaget påstanden om, at hans forsvarer skal have ret til selv at stille spørgsmål til børnene. Anklagemyndigheden har over for denne påstand påstået stadfæstelse. I påkendelsen har deltaget fem dommere:Pontoppidan, Hornslet, Per Sørensen, Blok ogLene Pagter Kristensen. Retsplejelovens § 745, stk. 3, blev indført ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Til grund for lovændringen lå Betænkning 622/1971 om efterforskning i straffesager mv. Side 12 i betænkningen anføres vedrørende § 745, stk. 3: »Politiet foretager jævnligt udenretlige efterforskningshandlinger, der ikke - som afhøringer - kan gentages i retten, eller som vil miste en væsentlig del af deres bevismæssige betydning ved efterfølgende reproduktion. Sådanne efterforskningsskridt, der kan forventes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen som f.eks. konfrontationer, rekonstruktioner af handlingsforløb eller fonetisk optagelse af børns forklaringer, må sidestilles med anteciperet bevisførelse, som omhandles i udkastets § 747, og kan have den samme eller endnu større betydning for sagens afgørelse. Ligesom forsvareren efter gældende ret har krav på at medvirke ved anteciperet bevisførelse, der finder sted i retten, jf. . . ., således bør han - i det omfang det er praktisk gennemførligt - have krav på at kunne føre kontrol med den udenretlige tilvejebringelse af beviser af lignende betydning, som skal bruges ved domsforhandlingen.« Side 43 i betænkningen anføres: »Sigtede selv har efter forslaget ikke en tilsvarende ret til at være til stede under de omhandlede efterforskningsskridt.« I en beretning afgivet i maj 1995 af Arbejdsgruppen vedrørende videoafhøring af børn siges side 12 bl.a.: »Selve afhøringen skal indledes med en introduktion, hvor afhøreren, som endnu er alene i lokalet, 1. præsenterer sig, 2. nævner ugedag, dato og klokkeslæt, 3. fortæller om, hvem der afhøres, 4. beskriver anmeldelsen kort, 5. fortæller om eventuel forudgående efterforskning - om han har talt med barnet i sagens anledning, om der er afhørt vidner eller andre, 6. viser, hvor barnet vil blive placeret, 7. viser, hvor repræsentanten for social- og sundhedsforvaltningen vil blive placeret, 8. omtaler, hvis der rent undtagelsesvis er andre til stede i afhøringslokalet og viser, hvor vedkommende vil blive placeret, 9. omtaler ved navns nævnelse og funktion alle, der via monitor overværer afhøringen i et tilstødende lokale og fortæller, at de vil få lejlighed til at stille supplerende/uddybende spørgsmål via sagsbehandleren, 10. fortæller, at barnet er bekendt med, at afhøringen optages på videobånd, og om værgens stillingtagen hertil, 11. og slutter af med at hente barn og bisidder.« Højesterets bemærkninger. Som anført af landsretten følger det af retsplejelovens § 746, stk. 1, at retten afgør tvistigheder om sigtedes og forsvarerens beføjelser i forbindelse med videoafhøring af børn. Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at forsvareren for T1 ikke har ret til selv at stille spørgsmål til børnene under videoafhøringerne af dem. Den fulgte praksis med hensyn til videooptagelse af politiets afhøringer af børn i sædelighedssager har til formål dels at sikre bevis så hurtigt som muligt, dels at skåne børnene for afhøringer i retten. Den omstændighed, at videooptagelsen under en eventuel domsforhandling skal anvendes som bevis og således skal træde i stedet for en afhøring af barnet i retten, taler for, at videoafhøringerne i videst muligt omfang sker under iagttagelse af retssikkerhedsmæssige garantier svarende til dem, der gælder ved indenretlige afhøringer. En adgang for den mistænkte eller sigtede til at være til stede i et andet lokale (monitorrummet) og derfra via tv-skærm overvære afhøringen vil tilgodese et retssikkerhedsmæssigt hensyn, idet det herved kan sikres, at forsvareren er i stand til - gennem den afhørende kriminalassistent - at stille relevante supplerende spørgsmål. Herved vil man samtidig - også i barnets interesse - kunne mindske behovet for genafhøring. Der er ikke af anklagemyndigheden anført væsentlige hensyn, som taler imod, at der i almindelighed gives den mistænkte eller sigtede adgang til at være til stede i monitorrummet under afhøringen af barnet. Uanset ordlyden af og forarbejderne til retsplejelovens § 745, stk. 3, finder Højesteret herefter, at den mistænkte eller sigtede som udgangspunkt bør have en sådan adgang til at følge afhøringen. Da der ikke er oplyst omstændigheder, som kan begrunde, at udgangspunktet bør fraviges i den foreliggende sag, tiltræder Højesteret tillige, at det tillades de indkærede at være til stede i et monitorrum under videoafhøring af børnene. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse i det omfang, den foreligger til prøvelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes i det omfang, den foreligger til prøvelse. |
|||
|
|
|||