TfK 2003.761/1
 

 

Ø.L.K. 8. september 2003 i kære 14. afd. nr. B-2460-03

(B.O. Jespersen, Benedikte Tegldal, Henrik Bitsch (kst.)).

Kristine Ulnits (adv. Flemming Ørbeck, Herlev) mod Københavns Fjernvarme Teknik v/Allan Hansen (adv. Karin Svenningsen, Kbh.).

Af sagen fremgik, at Københavns Fjernvarme Teknik v/Allan Hansen havde sagsøgt Kristine Ulnits med påstand om betaling af 51.722,50 kr. for udført VVS-arbejde. Under sagens forberedelse anmodede sagsøgte om tilladelse til at anvende et af hende optaget bånd af en telefonsamtale mellem sagsøger og hende og en afskrift heraf som bevis. Sagsøger protesterede herimod. Det anføres herom i Gladsaxe Rets kendelse 6. august 2003:

Advokat Flemming Ørbeck nedlægger påstand om, at en båndoptagelse af en telefonsamtale mellem parterne (bilag F) afspilles under domsforhandlingen og indgår som bevis. Han henviser til U 67.863 og anfører, at hans klient netop optog telefonsamtalen, idet hun ønskede at sikre sig bevis.


Advokat Karin Dawson Svenningsen protesterer og anfører, at bilag F er fremkommet meget sent, og at hendes klient ikke på nuværende tidspunkt kan huske den pågældende telefonsamtale. Der har været flere telefonsamtaler. Samtalen er optaget på bånd uden hendes klients vidende.


Der afsagdes følgende

Kendelse:


Under hensyn til at telefonsamtalen er optaget på bånd uden modpartens vidende, og dermed er et ensidigt indhentet bevis, og idet parterne kan afgive forklaring herom, finder retten det betænkeligt at anvende dette som bevis, hvorfor

bestemmes:


Bilag F og det dertil knyttede bånd kan ikke anvendes som bevis i sagen.

Østre Landsrets kendelse.



På det foreliggende grundlag kan det ikke fastslås, at den begærede fremlæggelse er uden betydning for sagen. Den omstændighed, at optagelsen er foretaget uden at indkærede var bekendt hermed, kan ikke i sig selv føre til, at fremlæggelse bør afskæres. Herefter tages kærendes påstand til følge.

Thi bestemmes:


Byrettens kendelse ændres, således at det tillades kærende, Kristine Ulnits, at fremlægge bilag F og det dertil knyttede bånd.