TfK 2011.178 VLD

V.L.D. 16. november 2010 i anke 10. afd. S-1319-10
 

 

Anklagemyndigheden mod T (adv. Morten Wagner, Viborg).

(Poul Hansen, Michael Ellehauge og Rikke Holler (kst.) med domsmænd).

Retten i Esbjergs dom af 31. maj 2010:

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 21. april 2010.

T er tiltalt for overtrædelse af

Straffelovens § 276, jf. § 21,

ved den 21. februar 2009 ca. kl. 04.20 at være brudt ind i firmaet, - - - i Esbjerg N og forsøgt at stjæle en PH kugle lampe, til en værdi af 12.695 kr., hvilket mislykkedes, idet lampen gik i stykker.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at der ikke fastsættes straf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte, T, har ikke ønsket at besvare spørgsmål.

Af anmeldelsesrapport af 21. februar 2009 fremgår, at der lørdag den 21. februar kl. 04.21 skete anmeldelse af, at der på samme tidspunkt hos - - - var knust en rude på hjørnet af en bygning. Der var ikke tegn på indstigning, men gerningsmændene havde haft en arm ind gennem ruden. På den knuste rude blev fundet blodstænk, der blev sikret for undersøgelse af dna.

Af erklæring af 20. april 2009 fra Retsgenetisk Institut fremgår, at der fandtes sammenfald af dna-profiler for T og det sikrede blodspor med en bevismæssig vægt større end 1.000.000. Beregningen af den bevismæssige vægt er baseret på hyppigheden af dna-faktorer i den danske befolkning og er kun gældende for sammenligning med personer, der ikke er nært beslægtede med T.

Tiltalte er ved dom af 27. juni 2006 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 252, § 276, § 293 a, 2. punktum, færdselslovens § 4, stk. 1, § 15, stk. 1, § 41 og § 56, stk. 1, samt lovgivningen om euforiserende stoffer. Han er dømt til at undergive sig behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om (gen)indlæggelse. Længstetiden for den idømte foranstaltning er 5 år, og længstetiden for et ophold på institution er 1 år.

Rettens begrundelse og afgørelse


Af dna-analysen fremgår det, at det er mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt, at det blod, der er fundet på gerningsstedet, hidrører fra tiltalte end fra en anden person i den danske befolkning, der ikke er nært beslægtet med ham. Da Danmark ifølge Danmarks Statistik i 1. kvartal 2009 havde en befolkning på 5.515.287 personer, må det lægges til grund, at der statistisk set kan være 4 andre personer, der har samme dna-profil.

Retten har ikke fået forelagt andre oplysninger om tiltaltes forhold, der kan bestyrke, at han har været på gerningsstedet. Herefter og da det må lægges til grund, at der kan være flere andre personer med samme dna-profil som den fundne, er der rimelig tvivl om, hvorvidt tiltalte er skyldig. Han frifindes derfor.

- - -

Vestre Landsrets dom:

Retten i Esbjerg har den 31. maj 2010 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt endelig påstand om, at tiltalte dømmes til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse, jf. straffelovens § 69, jf. § 68, 2. pkt., at der fastsættes en længstetid på 5 år for foranstaltningen og på 1 år for opholdet på institution, og at denne foranstaltning træder i stedet for den foranstaltning, som tiltalte blev idømt ved dom afsagt af Retten i Odense den 27. juni 2006.

Tiltalte har påstået stadfæstelse, subsidiært at der ikke fastsætte en ny foranstaltning for tiltalte, således at tiltalte i givet fald fortsat skal være undergivet foranstaltningen i henhold til dommen af 27. juni 2006.

Supplerende oplysninger

I en anmeldelsesrapport, som er dateret den 21. februar 2009, og som angiver at være »rettet« den 27. januar 2010, står der bl.a.:

»Under kørslen blev der meldt fra vagthavende, at gerningsmændene havde forladt stedet i en rød Ford Sierra med reg.nr. - - -, men at patruljevogn 33-003 skulle køre til gerningsstedet og optage rapport.«

Af en udskrift fra Centralregisteret for Motorkøretøjer af 15. september 2010 fremgår, at tiltalte er angivet som bruger af en Ford Sierra med indregistreringsnummer - - -. Som »reg.dato« er angivet »26.11.08« og som »afm.dato« er angivet »290509«.

Af en udskrift fra Folkeregisteret fremgår, at tiltalte på gerningstidspunktet havde adresse i Fredericia.

Tiltalte er - ud over det, der fremgår af byrettens dom - tillige ved domme afsagt henholdsvis den 3. marts 1999 af Kriminalretten i Holbæk og den 6. januar 2004 af Retten i Horsens idømt foranstaltninger efter straffelovens § 68. Tiltalte er ved dommene fundet skyldig i bl.a. berigelseskriminalitet.

Der har under landsrettens behandling af sagen været fremlagt to udtalelser af henholdsvis 23. juli og 9. september 2010 fra Psykiatrien i Region Syddanmark, Psykiatrisk Afdeling, Middelfart vedrørende tiltalte.

Forklaringer

Tiltalte har heller ikke ønsket at afgive forklaring for landsretten.

Landsrettens begrundelse og resultat


5 voterende udtaler:

Der er ikke forelagt nærmere oplysninger om baggrunden for oplysningen i anmeldelsesrapporten, der er dateret den 21. februar 2009, og som angiver at være »rettet« den 27. januar 2010, hvorefter en bil, som tiltalte var registreret som ejer af, blev set køre fra gerningsstedet. Efter vores opfattelse kan det på denne baggrund ikke lægges til grund som bevist, at en bil, der blev set køre fra gerningsstedet, tilhørte tiltalte, der på gerningstidspunktet boede i Fredericia.

Det er herefter efter vores opfattelse alene fundet af en dna-profil, der matcher tiltaltes, som knytter tiltalte til gerningsstedet. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, stemmer vi for at frifinde tiltalte.

1 voterende udtaler:

Af anmeldelsesrapporten fremgår, at en bil, der var registreret i tiltaltes navn, blev set køre fra gerningsstedet. Der er på gerningsstedet fundet en dna-profil, der matcher tiltaltes. Tiltalte er flere gange tidligere fundet skyldig i berigelseskriminalitet. Under hensyn hertil og da tiltalte ikke har ønsket at afgive forklaring, finder jeg det bevist, at tiltalte er skyldig i tiltalen.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Landsretten stadfæster derfor dommen.