
	UfR 1970.308 HD
		H. D. 13. februar 1970 i sag I 214/1968 Rigsadvokaten mod T (lrs. Kristian Mogensen e. o.). Københavns Byrets 25. afdelings dom 12. januar 1968. Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales A og T ifølge anklageskrift af 20. december 1967 fra 1. statsadvokat for København med ændringer foretaget under domsforhandlingen til at lide straf I.1.A for overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 350 af 14. august 1967 § 13, stk. 1, jfr. lov nr. 292 af 12. juli 1946 § 13, stk. 1, derved at han, der. fra 1949 var leder af - - - seminarium som seminarieforstander og fra 1960 som seminarierektor, i sine selvangivelser for kalenderårene 1956-1962 indgivet til Københavns skattevæsen, svigagtig har udeholdt indtægter eller uberettiget har fradraget lønmodtagerfradrag på ialt 77.531 kr., - - - 3) 2.T for overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 350 af 14. august 1967 § 13, stk. 1, jfr. lov nr. 392 af 12.juli 1946 § 13, stk. 1, derved at han, der fra august måned 1955 har været adjunkt og regnskabsfører ved - - - seminarium, i sine selvangivelser for kalenderårene 1956-1959 indgivet til Københavns skattevæsen og for kalenderåret 1960 indgivet til Herning skattevæsen svigagtig har udeholdt indtægter eller fradraget uberettiget lønmodtagerfradrag ialt 19.664 kr., idet han 1a.i selvangivelse af 31.januar 1957 til Københavns skattevæsen urigtigt angav sin indkomst fra - - - seminarium i kalenderåret 1956 til 19.824 kr., nemlig 16.611 kr. som egenindtægt og 3.213 kr. som hustruindtægt, uagtet hans indtægt fra seminariet androg 22.665 kr., hvorved han udeholdt indtægter på 2.640 kr., nemlig et fast honorar på 2.325 kr., en efterbetaling af honorar for regnskab på 300 kr. og vikarløn på 15 kr., hvorved bemærkes, at en modregning i det indtjente beløb på 201 kr. indbetalt til lærernes vikarkasse af skattemyndighederne er anset som fradragsberettiget, 1b.i samme selvangivelse urigtigt anførte, at hans lønindtægt fra - - - seminariet på 19.824 kr. var indtjent af ham med 16.611 kr. og af hustruen med 3.213 kr., uagtet hustruen i det pågældende kalenderår ikke havde haft indtægt fra seminariet, hvorved han opnåede, at skattemyndighederne ved skatteberegningen tillagde ham et hustrufradrag, der ikke tilkom ham. 1c. i samme selvangivelse uberettiget fratrak 321 kr. lønmodtagerfradrag for hustruen. 2a.i selvangivelse af 30. januar 1958 til Københavns skattevæsen urigtigt angav sin indkomst fra - - - seminarium i kalenderåret 1957 til 21.745 kr. nemlig 18.142 kr. som egenindtægt og 3.603 kr. som hustruindtægt, uagtet hans indtægt fra seminariet androg 26.094 kr., hvorved han udeholdt indtægter på 4.185 kr., nemlig et fast honorar på 3.285 kr., vikarløn på 645 kr. og betaling fra vikarkasse på 255 kr., hvorved bemærkes, at en modregning i det indtjente beløb på 164 kr. indbetalt til lærernes vikarkasse af skattemyndighederne er anset som fradragsberettiget, 2b.i samme selvangivelse urigtigt anførte, at hans lønindtægt fra - - - seminariet på 21.745 kr. var indtjent af ham med 18.142 kr. og af hustruen med 3.603 kr., uagtet hustruen i det pågældende kalenderår ikke havde indtægt fra seminariet, hvorved han opnåede, at skattemyndighederne ved skatteberegningen tillagde ham et hustrufradrag, der ikke tilkom ham, 2c.i samme selvangivelse uberettiget fratrak 360 kr. i lønmodtagerfradrag for hustruen, 3a.i selvangivelse af 30. januar 1959 til Københavns skattevæsen urigtigt angav sin indkomst fra - - - seminarium i kalenderåret 1958 til 27.122 kr., nemlig 23.243 kr. som egenindtægt og 3.879 kr. som hustruindtægt, uagtet hans indtægt fra seminariet androg 31.392 kr., hvorved han udeholdt indtægter på 4.270 kr., nemlig et fast honorar på 3.800 kr., vikarløn på 350 kr., vederlag for ekstra kontorarbejde på 120 kr., 3b.i samme selvangivelse urigtigt anførte, at hans lønindtægt fra - - - seminariet på 27.122 kr. var indtjent af ham med 23.243 kr. og af hustruen med 3.879 kr., uagtet hustruen i det pågældende kalenderår ikke havde indtægt fra seminariet, hvorved han opnåede, at skattemyndighederne ved skatteberegningen tillagde ham et hustrufradrag, der ikke tilkom ham, 3c.i samme selvangivelse uberettiget har fratrukket 388 kr. i lønmodtagerfradrag; for hustruen, 4a.i selvangivelse af 31. januar 1960 til Københavns skattevæsen urigtigt angav sin indkomst fra - - - seminarium i kalenderåret 1959 til 34.488 kr. nemlig 30.360 kr. som egenindtægt og 4.128 kr. som hustruindtægt, uagtet hans indtægt fra seminariet androg 40.055 kr., hvorved han udeholdt indtægter på 4.650 kr., nemlig et fast honorar på 4.200 kr., vikarløn på 360 kr. og hustruindtægt på 90 kr., hvorved bemærkes, at han ved en fejltagelse i det på selvangivelsen anførte lønbeløb på 34.488 kr. undlod at medtage et beløb på 917 kr. som han havde indbetalt i pensionsbidrag, hvilket beløb han dog fradrog i selvangivelsens afsnit for pensionsbidrag, 4b.i samme selvangivelse urigtigt anførte, at hans lønindtægt fra - - - seminariet på 34.488 kr. var indtjent af ham med 30.360 kr. og af hustruen med 4.128 kr., uagtet hustruen i det pågældende kalenderår kun havde en indtægt fra seminariet på 90 kr. - der var udeholdt fra den selvangivne indtægt - hvorved han opnåede, at skattemyndighederne ved skatteberegning tillagde ham et hustrufradrag, der ikke tilkom ham, 4c.i samme selvangivelse uberettiget fratrak 400 kr. i lønmodtagerfradrag for hustruen, der som anført i det pågældende kalenderår kun havde haft en indtægt fra seminariet på 90 kr. 5.i selvangivelse af 31. januar 1961 til Herning skattevæsen urigtigt angav sin indkomst fra - - - seminarium i kalenderåret 1960 til 24.660 kr., uagtet hans indtægt fra seminariet androg 27.110 kr., hvorved han udeholdt et fast honorar på 2.450 kr., hvorved han ialt unddrog sig betaling af følgende skattebeløb: 16.701,50 kr. til staten, 3.769,72 kr. til Københavns kommune, heraf kirkelige afgifter med 126,47 kr. og til Herning kommune 1.032,50 kr., heraf kirkelige afgifter med 61,05 kr. i alt 21.694,24 kr., af hvilket beløb der ved straffastsættelsen vil kunne bortses fra den del af efterbetalingen, der har relation til ovenfor anførte for meget fratrukne pensionsbidrag, således at den del af efterbetalingen, der har relation til de forsætlige skatteunddragelser udgør følgende beløb: 16.131,50 kr. til staten, 3.686,19 kr. til Københavns kommune og 956,90 kr. til Herning kommune, i alt 20.774,59 kr., II.begge de tiltalte for overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 350 af 14. august 1967 § 15, jfr. lov nr. 392 af 12. juli 1946 § 15 ved for kalenderårene 1956-1959 at have afgivet eller medvirket til afgivelse af urigtige oplysninger til skattemyndighederne om deres egne og andres lønindtægter fra - - - seminarium, idet de - - - III.A.for overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 350 af 14. august 1967 § 15, jfr. lov nr. 392 af 12. juli 1946 § 15, ved for kalenderårene 1960-1962 at have afgivet urigtige oplysninger til skattemyndighederne om sine egne og andres lønindtægter fra - - - seminarium, - - - Der er nedlagt påstand om frihedsstraf og tillægsbøde samt om, at de tiltalte tilpligtes at efterbetale de for lidt erlagte skatter. - - - Tiltalte T er født den 28. februar 1922 og ikke fundet tidligere straffet. De tiltalte har nægtet sig skyldige. - - - Tiltalte T har forklaret, at han, der blev læreruddannet i 1944 og virkede som lærer de følgende år, pr. 1. august 1955 blev ansat som lærer i fysik og matematik i - - -. I forbindelse med ansættelsen spurgte medtiltalte, om tiltalte kunne føre seminariets lønningsregnskab, som - - - tidligere havde ført. Tiltalte, der ikke har nogen form for bogholderimæssig uddannelse, mente sig dog i stand hertil. Tiltalte førte herefter ved siden af sit undervisningsarbejde seminariets lønningsregnskab hver måned, samt på grundlag af de ham overgivne bilag seminariets kassejournal. Lønningsregnskabet førtes ved, at tiltalte hver måned opstillede en lønningsliste omfattende lønmodtagernes navne, lønningsklasse, pensionsbidrag og nettoudbetaling. Tiltalte beregnede på grundlag af timeplaner, hvilke lønninger der skulle udbetales fra måned til måned. Når en lønningsliste var udført, afleverede tiltalte den på kontoret til brug for lønudbetalingerne. Seminariets kontorpersonale var i begyndelsen 2 elever fra seminariet. Tiltalte rationaliserede ind- og udbetalingerne efter aftale med medtiltalte, således at såvel lærerlønninger som elevindbetalinger anvistes over postgiro. Medtiltalte var underskriftsberettiget. Kassejournalen førte tiltalte på grundlag af ud- og indbetalingsbilag, som han modtog af medtiltalte. Under bilagene forefandtes kvitteringer for udbetalte honorarer for særligt arbejde. Pr. 1. august 1956 ophørte de 2 seminarieelever med at arbejde på kontoret, og så vidt tiltalte erindrer, fik medtiltaltes hustru ansættelse fra det nævnte tidspunkt som kontorhjælp. Tiltalte er sikker på, at han aldrig har udbetalt løn til medtiltaltes hustru, men han har bogført kvitteringer afgivet af hende. Han har ikke udeholdt noget bilag fra kassejournalen. Tiltalte har omkring januar i hvert af de år, han virkede som regnskabsfører, foretaget sammentælling af de månedlige lønningslister. Et eller to af årene skete det i møde med medtiltalte. Når sammentællingen skete i møde med medtiltalte foretoges den på tællemaskine, og medtiltalte beholdt tællestrimlen, hvortil tiltalte havde dikteret tallet fra månedslisterne. Tiltalte har for året 1956 foretaget en sammentælling og udfærdiget en håndskreven opstilling herover, som han har overgivet til medtiltalte. Tiltalte ved ikke, hvem der har skrevet de lønsedler eller disses »hoveder«, som af seminariet blev indgivet til skattemyndighederne. Det er ikke tiltalte, der har skrevet eller beordret sedlerne skrevet. Når tiltalte har modtaget genparten af den lønseddel, der vedrørte hans løn, er han gået ud fra, at den omfattede såvel den faste løn som honorarer. Tiltalte havde i den pågældende periode lønindtægt fra 3-4 andre arbejdssteder og var i samme periode økonomisk gunstigt stillet, så han har ikke hæftet sig ved lønsedlens udvisende. Tiltalte kan ikke huske, hvad han har forestillet sig, når han tillige har fået lønseddel for sin hustru, men han går ud fra, at han på en eller anden måde har oplyst medtiltalte, hvor stor en del af lønnen, der med rimelighed kunne betragtes som godskrevet hans hustru for hendes arbejde for seminariet. Tiltalte har ikke selv ført noget privat regnskab. Tiltalte har ikke været opfordret til at uddrage udbetalte honorarer af kassejournalen til brug for opgivelse til skattevæsenet. Han har ikke gjort sig tanker om, hvorledes disse honorarangivelser, som han formodede var includerede i lønsedlernes pålydende, var tilvejebragt. Tiltalte har bestemt bestridt at have påhørt nogen samtale mellem medtiltalte og B, hvor medtiltalte skulle have sagt, at visse honorarer ikke blev opgivet til skattevæsenet. Tiltalte T har videre forklaret, at han genkender den under sagen fremlagte opstilling over udbetalte lønninger for 1956 som identisk med den af ham udfærdigede. Den er skrevet af ham på grundlag af de månedlige lønningslister, og han kan se, at nogle blyantsnotater på opstillingen, der synes at opdele tiltaltes egen løn og medtiltaltes løn i 2 portioner, også er foretaget af ham, men han kan ikke huske, hvornår det er sket, eller hvilke aftaler der måtte have været derom med medtiltalte. Det må dog være sket efter aftale med medtiltalte. Baggrunden har for tiltaltes eget vedkommende været, at hans hustru havde ydet seminariet bistand dels som tilsynslørende ved private prøver, hvor tiltalte som lærer ikke selv kunne passe vagten, dels ved bistand med det regnskabsmæssige arbejde, som påhvilede tiltalte. Tiltalte har fået udbetalt det samlede beløb, men har betragtet en del af dette som vederlag til hustruen. Tiltalte kan ikke sige, efter hvilke kriterier det samlede beløb er delt, men der må have været et eller andet grundlag. Der blev ikke ført regnskab over, hvor mange timer tiltaltes hustru anvendte til det nævnte arbejde. Tiltalte er sikker på, at der heller ikke i dette år er udbetalt løn direkte til medtiltaltes hustru, der tiltalte bekendt også havde udført arbejde for seminariet i 1956. Opstillingen over udbetalte lønninger for 1956 har tiltalte afleveret til seminariets kontor, men han ved ikke, hvem der har haft den i hænde derefter. Opdelingen i henhold til blyantsnotaterne medførte, at tiltalte fik en lønseddel både for sit eget vedkommende og for hustruens vedkommende, men hvem der havde udfærdiget lønsedlerne, husker han ikke. Det er ikke tiltalte, der har beordret sine indtægter udskrevet på 2 lønsedler. Tiltalte har i reglen uddelt lønsedler til kollegerne og har fået sedlerne udleveret enten af medtiltalte eller kontorhjælpen. - - - B har som vidne forklaret, at han har været ansat på - - - seminarium fra 1949. På et tidspunkt, som vidnet ikke nærmere kan angive men som må ligge mellem 1954 og 1957, talte vidnet med tiltalte A i tiltaltes T's nærværelse. Der taltes om honorarer, som udbetaltes for administrativt arbejde for seminariet, hvilke honorarer efter vidnets opfattelse var meget lavt ansatte i forhold til arbejdet. Tiltalte A bemærkede i denne forbindelse, at disse honorarer ikke skulle opgives, da de var for lavt ansat. Vidnet ved ikke, om dette skyldtes seminariets økonomi, eller honorarerne var begrænsede af andre grunde. Vidnet kan tiltræde, at det for hans vedkommende i 1956 drejede sig om 150 kr. om måneden. Vidnet mener ikke, at spørgsmålet om honorarernes udeholdelse af lønsedlerne har været drøftet mere almindeligt på seminariet. Vidnet har haft drøftelser med tiltalte T om disse honorarer, men husker ikke præcist, hvad nærmere drøftelserne har drejet sig om. - - - Rettens bemærkninger: Retten finder, at det ved sagens pådømmelse som ubestridt af de tiltalte vil kunne lægges til grund, at der for de af tiltalen omfattede skatteår har bestået de i anklageskriftet anførte differencer mellem de indtægter, hver af de tiltalte har haft fra - - - seminarium, og de indtægter, de tiltalte har opført i deres selvangivelser som indtjent ved seminariet. Retten finder endvidere at kunne lægge til grund, at de fra seminariet til skattemyndighederne for årene 1956-1962 inclusive indsendte lønangivelser med tilhørende lønsedler har været urigtige i beløbsangivelserne som beskrevet under tiltalens forhold II og III. Ad forhold I. Under hensyn til, at ingen af de tiltaltes hustruer ifølge den af tiltalte T ordentligt og detaljeret førte kassejournal og det dertil knyttede bilagsmateriale for 1956 ses at have oppebåret løn ved seminariet samt til, at den af samme tiltalte for året 1956 udfærdigede opstilling over lønninger udbetalt af seminariet ej heller direkte omfatter nogen af de nævnte kvinder, finder retten at kunne forkaste de tiltaltes forklaringer om, at hustruerne i 1956 har haft lønnet arbejde for seminariet. Under hensyn blandt andet til tiltalte T's forklaring og de af ham på opstillingen foretagne blyantsnotater, hvorved hver af de tiltaltes årsløn er opdelt i 2 beløb svarende til den af hver af de tiltalte i selvangivelsen for 1957/58 opførte »egen lønindtægt« og »hustruens lønindtægt«, finder retten bevist, at opdelingen er sket efter de tiltaltes indbyrdes aftale med henblik på uretmæssigt at opnå skattemæssig fordel ved »hustrufradrag« og ekstra lønmodtagerfradrag. Under hensyn til, at begge de tiltalte for hvert af de af tiltalen omfattede skatteår konsekvent har udeholdt oppebårne honorarer og andre vederlag bortset fra den faste løn af selvangivelserne, samt at udeholdelserne ligeså konsekvent modsvares af seminariets undladelse af på de årlige lønsedler til skattevæsenet at oplyse sådanne honorarers og vederlags udbetaling, samt til at de udeholdte beløb særligt for enkelte år har været af en relativt betydelig størrelse, finder retten bevist, at udeholdelserne for begge de tiltaltes vedkommende er sket forsætligt og i svigagtigt øjemed. Ved statueringen heraf er tillige henset til den af B afgivne vidneforklaring. For så vidt angår tiltalte T anser retten det endvidere for bevist, at han som lønberegner og kassejournalfører har været klar over, at hans hustru for de af tiltalen omfattede skatteår ikke skattemæssigt har kunnet betragtes som lønmodtager ved seminariet i det i selvangivelserne oplyste omfang. - - - Efter det anførte finder retten det ubetænkeligt at anse det for bevist, at de tiltalte har gjort sig skyldige i de under tiltalens punkt I beskrevne forhold. Ad forhold II og III. Efter den stedfundne bevisførelse finder retten det bevist, at tiltalte A har underskrevet og fremsendt eller har foranlediget de af seminariet udfærdigede lønsedler for skatteårene 1957/58 - 1963/64 fremsendt til skattemyndighederne, hvorimod det må anses for uoplyst, i hvilket omfang tiltalte T har været beskæftiget med lønsedlernes ekspedition. Retten finder af de til støtte for domfældelsen af tiltalte A ad forhold I anførte grunde bevist, at denne tiltalte for hvert af de i tiltalen angivne skatteår har været klar over, at lønsedlerne ikke omfattede de af seminariet udbetalte honorarer men kun de faste lønninger, samt at han for så vidt angår skatteåret 1957/58 har vidst, at hans hustru var uberettiget til at figurere som lønmodtager på seminariets lønningsregnskaber. Det findes endvidere godtgjort, at denne tiltalte har været klar over eller forsætligt har holdt sig uvidende om medtiltaltes hustrus faktiske indtægt fra seminariet for de af tiltalen omfattede skatteår, og at denne indtægt af seminariet har været ukorrekt oplyst over for skattemyndighederne. Som følge af det anførte vil de tiltalte være at anse efter lovbekendtgørelse nr. 350 af 14. august 1967 § 13, stk. 1, jfr. lov nr. 392 af 12. juli 1946, tiltalte A tillige efter lovbekendtgørelsens § 15 med en straf, der i medfør af bekendtgørelsens § 13, stk. 1 in fine, sammenholdt med § 13, stk. 4 og for tiltalte A's vedkommende tillige i medfør af lovbekendtgørelsens § 15, fastsættes til, for tiltalte A hæfte i 60 dage og en tillægsbøde på 60.000 kr., subsidiært hæfte i 60 dage, og for tiltalte T hæfte i 20 dage og en tillægsbøde på 20.000 kr. subsidiært hæfte i 20 dage. Den nedlagte påstand om skatteefterbetaling vil være at tage til følge som nedenfor nærmere bestemt, hvorved bemærkes, at retten ikke har fundet lovhjemmel til at træffe bestemmelse om efterbetaling af skatter udover efterbetalinger, der følger af de statuerede strafbare forhold. - - - Østre Landsrets dom 17. oktober 1968. Den indankede dom, der er afsagt den 12. januar 1968 af Københavns byrets 25. afdeling (sag nr. 505/1967) er påanket af tiltalte T med påstand principalt om, at hans forhold henføres under lovbekendtgørelse nr. 350 af 14. august 1967 § 13, stk. 2, jfr. lov nr. 392 af 12. juli 1946 § 13, stk. 2, subsidiært at der alene idømmes bødestraf efter nævnte lovs § 13, stk. 1. Anklagemyndigheden har under domsforhandlingen alene påstået skærpelse. For landsretten er der foruden af tiltalte afgivet forklaring af vidnerne - - -, der alle i det væsentlige har forklaret som gengivet i dommen. Også efter bevisførelsen for landsretten må det af de i dommen anførte grunde anses for godtgjort, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse af kontrollovens § 13, stk. 1. Tiltaltes forhold findes imidlertid ikke at være af en sådan særlig grov karakter, at der bør idømmes frihedsstraf, men straffen findes at burde fastsættes til en bøde på 40.000 kr., der tilfalder de til den for lidt erlagte skat berettigede kasser. Forvandlingsstraffen for bøden fastsættes til hæfte i 40 dage. Med denne ændring vil dommen, for så vidt den er påanket, være at stadfæste. - - - Højesterets dom. Den i denne sag af Østre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, navnlig således at tiltalte idømmes frihedsstraf. Tiltalte har påstået anken afvist. Såfremt denne påstand ikke tages til følge, har han principalt påstået formildelse, subsidiært stadfæstelse af landsrettens dom. I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Lorenzen, Trolle, Theodor Petersen, Spleth, Tamm, Helga Pedersen og Schaumburg. Til støtte for afvisningspåstanden har tiltalte anført, at den af Justitsministeriet meddelte anketilladelse er ugyldig, fordi der hverken kan antages at foreligge den i retsplejelovens § 966, stk. 1, nævnte særlige grund til meddelelse af anketilladelse til Højesteret eller den efter retsplejelovens § 962, stk. 2, fornødne særlige grund til at meddele tilladelsen, uanset at anklagemyndighedens andragende herom er indgivet senere end 14 dage efter afsigelsen af landsrettens dom. Til støtte for sin påstand om formildelse har tiltalte bl. a. anført, at hans forhold med urette er henført under kontrollovens § 13, stk. 1. Det er for Højesteret oplyst, at Rigsadvokatens andragende om anketilladelse efter indhentet erklæring fra Ligningsdirektoratet er indsendt til Justitsministeriet den 22. november 1968, og at anketilladelse er meddelt den 27. november 1968. Da der ikke i det af tiltalte anførte findes grundlag for at tilsidesætte det af Justitsministeriet i henhold til de nævnte lovbestemmelser udøvede skøn, kan tiltaltes påstand om afvisning ikke tages til følge. Idet landsrettens dom må forstås således, at den lægger byrettens afgørelse til grund med hensyn til de kendsgerninger, der skal anses bevist, findes det af tiltalte udviste forhold med rette henført under kontrollovens § 13, stk. 1. Herefter, og idet det af de i dommen anførte grunde tiltrædes, at straffen er fastsat som sket, vil dommen være at stadfæste. To af dommerne Spleth og Tamm - tillægger det ved straffens udmåling betydning, at de af tiltalte udviste forholder begået i årene 1957-61. Thi kendes for ret: Landsrettens dom bør ved magt at stande. Sagens omkostninger for Højesteret udredes af statskassen.