Kapitel 4.2.1. om anketilladelser i straffesager, Procesbevillngsnævnets Årsberetning 2009, side 31 til side 37

4.2.1. Anke i straffesager Strafudmåling i sag om samlivsrelateret drab 2T var i byretten og landsretten dømt for i november 2007 at have dræbt sin samlever A og for brandstiftelse efter straffelovens § 181, stk. 1. T, der på gerningstidspunktet var 42 år, og som ikke tidligere var straffet, havde kendt A i ca. fire år, og de havde samlevet siden 2006. T havde – efter at have skudt A i hovedet med en boltpistol med dødelig hjernelæsion til følge – sat ild til ejendommen, hvori A, der fortsat var i live, stadig opholdt sig. Landsretten lagde til grund, at T, da han tændte ild, indså eller anså det for overvejende sandsynligt, at A var i live, eller at T tog risikoen for, at dette var tilfældet, med i købet. A afgik ved døden som følge af røgforgiftning, og det var oplyst, at der skete skader på ejendommen for ca. 530.000 kr. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 11 år, som landsretten forhøjede til fængsel i 12 år. Procesbevillingsnævnet meddelte såvel domfældte som anklagemyndigheden tilladelse til anke til Højesteret, der enstemmigt fastslog, at en straf af fængsel i 12 år bør være udgangspunktet også i sager om drab på ægtefælle eller samlever, og at det herefter beror på en konkret bedømmelse eller straffelovens § 80-82, om dette udgangspunkt kan fraviges i formildende retning under hensyn til en særlig følelsesmæssig belastning. Højesteret udtalte, at der ved udmålingen af straffen for ægtefælle- og samleverdrab – som ved andre drab – med et udgangspunkt på 12 år skal ganske meget til, for at straffen kan nedsættes eller forhøjes med 2 år til henholdsvis 10 og 14 år. Der bør derfor efter en konkret bedømmelse også kunne ske nedsættelse eller forhøjelse til henholdsvis 11 og 13 år, når der foreligger ikke uvæsentlige formildende eller skærpende omstændigheder, som kan begrunde en sådan mellemposition. Højesteret fandt enstemmigt, at der ikke var oplyst omstændigheder, som kunne begrunde en lempelse af straffen. Et flertal fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at forhøje straffen. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom på fængsel i 12 år. (Dissens for at fastsætte straffen til 13 år). Tilladelse til anke til Højesteret af 29. maj 2009 (PBN 2009-25-0414 og 2009-25-0415). U 2010.119 H. Strafudmåling i to sager om overtrædelse af våbenloven ved at have henholdsvis multiværktøj og hobbyknive i en bil. T1 og T2 var i byretten (dissens) begge idømt en bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1. T1, der på gerningstidspunktet var 23 år og ustraffet, ved omkring kl. 9 om morgenen på en havn uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af et multiværktøj med integreret knivblad på 7,3 cm, der kunne fastlåses i udslået position. Multiværktøjet, der lå i handskerummet i T1’s bil, brugte T1 jævnligt på sit arbejde og til reparation af bilen. I den anden sag var T2, der på gerningstidspunktet var 19 år og ustraffet, fundet skyldig ved mellem kl. 3 og 4 om morgenen ud for et diskotek uden anerkendelsesværdigt formål i sin bil at have været i besiddelse af to hobbyknive, som stammede fra hans arbejdsplads – en tankstation – hvor han anvendte dem. Anklagemyndigheden ankede begge domme til skærpelse. Såvel Østre Landsret som Vestre Landsret fandt, at der ikke var særlige formildende omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af det i forarbejderne til våbenloven anførte udgangspunkt om idømmelse af frihedsstraf og fastsatte straffen til fængsel i 7 dage (dissens). Begge de tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelser landsrettens domme til Højesteret med påstand om formildelse. Højesteret henviste til, at det i forarbejderne til ændringen af våbenloven i 2008 er forudsat, at der i førstegangstilfælde som ”altovervejende hovedregel” skal idømmes en kort ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel, men således at fastsættelse af straffen fortsat vil bero på ”domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder”. Endvidere henviste Højesteret på, at bestemmelsen om, at der ved overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, ”under særlig formildende omstændigheder” straffes med bøde, i forarbejderne er begrundet med, at der kan forekomme tilfælde, hvor en frihedsstraf i førstegangstilfælde ”vil forekomme urimelig henset til de omstændigheder, hvorunder kniven har været medbragt”. Ved afgørelsen heraf må der tages hensyn til, at formålet med forbuddet og strafskærpelsen navnlig har været at undgå, at unge, når de bevæger sig ud i aften- og nattelivet, tager kniv med, hvorimod formålet ikke har været at forhindre almindelig brug af knive som værktøj. Som forhold, der skal tages hensyn til ved straffastsættelsen, henviste Højesteret bl.a. til knivens art, om den er blevet båret eller opbevaret i en bil samt tiden og stedet, hvor vedkommende befinder sig med en kniv uden anerkendelsesværdigt formål. Også baggrunden for, at tiltalte befinder sig i den pågældende situation og har kniven med, samt hvad der er forklaret herom og troværdigheden heraf indgår i bedømmelsen. Højesteret fandt i begge sager, at der forelå særlig formildende omstændigheder, således at udgangspunktet om en ubetinget frihedsstraf måtte fraviges. Højesteret fastsatte herefter en bøde på 3.000 kr. til hver af de tiltalte og stadfæstede dermed byrettens domme. Tilladelse til anke til Højesteret af 25. september 2009 (PBN 2009-25-0064) U 2010.789 H Tilladelse til anke til Højesteret af 25. september 2009 (PBN 2009-25-0096). U 2010.796 H Strafudmåling i to sager om ulovlig besiddelse af skarpladt pistol på henholdsvis offentligt sted og på bopæl omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1. I den ene sag, hvor T1 havde været i besiddelse af en skarpladt pistol på offentligt sted, stadfæstede landsretten byrettens strafudmåling på ubetinget fængsel 1 år. Landsretten udtalte bl.a., at der i forarbejderne til den ændring af ordlyden af straffelovens § 192 a, stk. 1, hvorved også besiddelse af skydevåben på bl.a. bopælen blev omfattet af bestemmelsen, ikke er sikre holdepunkter for, at denne ændring skulle medføre, at straffen for besiddelse af et skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted som udgangspunkt skal overstige fængsel i 1 år. I den anden sag, hvor T2 havde været i besiddelse af en skarpladt pistol med ekstra ammunition på sin bopæl, forhøjede landsretten straffen til fængsel i 1 år og 2 måneder. Anklagemyndigheden indbragte med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet begge sager for Højesteret, der tiltrådte, at både T1 og T2 var fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1. Højesteret udtalte vedrørende T2, at det måtte bero på en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, om besiddelse af skydevåben på bopælen måtte anses for begået under særlig skærpende omstændigheder i straffelovens § 192 a, stk. 1’s forstand, og at der herved kan lægges vægt på de momenter, der er nævnt i forarbejderne til den tidligere bestemmelse i våbenlovens § 10, stk. 2, og straffelovens § 192 a. Højesteret lagde navnlig vægt på, at pistolen var umiddelbart tilgængelig og klar til brug, og at T2 havde skaffet sig pistolen på strafbar vis. (Dissens) I begge sager fastsatte Højesteret straffen til fængsel i 1 år med henvisning til, at der ikke forelå omstændigheder, der gav grundlag for at fastsætte en højere straf end minimumsstraffen på fængsel i 1 år. Højesteret stadfæstede derved landsrettens dom i sagen mod T1. Vedrørende T2 udtalte Højesteret, at straffen for besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition på offentligt tilgængeligt sted under særlig skærpende omstændigheder efter det oprindelige lovforslag til bestemmelsen skulle være fængsel i mindst 1 år. Det var i bemærkningerne forudsat, at en straf af fængsel i 1 år også skulle være udgangspunktet for den konkrete straffastsættelse i disse tilfælde. I forhold til lovforslaget blev anvendelsesområdet for straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, udvidet bl.a. ved, at ordene ”på offentligt tilgængeligt sted” og ”med tilhørende ammunition” udgik. Der var ikke i bemærkningerne vedrørende ændringsforslaget sikre holdepunkter for, at disse udvidelser af bestemmelsens anvendelsesområde skulle medføre en forhøjelse af det i lovforslaget forudsatte udgangspunkt for straffastsættelsen på 1 år ved besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition på offentligt tilgængeligt sted. Højesteret nedsatte således straffen for T2 i forhold til landsrettens dom. (Dissens) Retten i Roskildes dom af 8. august 2009 (9-4677/2009 og 4676/2009) Østre Landsrets dom af 12. oktober 2009 (S-2387-09) Tilladelse til anke til Højesteret af 11. december 2009 (PBN 2009-25-0131) Højesterets dom af 25. juni 2010 (sag 319/2009) Københavns Byrets dom af 20. august 2009 (SS 3-15635/2009) Østre Landsrets dom af 21. oktober 2009 (S-2502-09) Tilladelse til anke til Højesteret af 11. december 2009 (PBN 2009-25-0149). Højesterets dom af 25. juni 2010 (sag 330/2009) Betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten ved forsøg på spirituskørsel i forulykket bil? T havde i spirituspåvirket tilstand (med målt promille på 1,34) været passager i en bil, der var impliceret i en færdselsulykke. Bilen var så skadet efter uheldet, at den ikke længere var funktionsdygtig. Østre Landsret fandt, ligesom byretten, at T var skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 53, stk. 1 (spirituskørsel), ved efter ulykken at have sat sig på førersædet af bilen og drejet på tændingsnøglen, uden at bilen startede. T, der ville miste sit arbejde, hvis han ikke længere havde kørekort, blev ved landsrettens dom idømt en bøde på 28.000 kr. og frakendt førerretten ubetinget i 3 år, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. § 128. Procesbevillingsnævnet meddelte T tilladelse til anke til Højesteret. T nedlagde påstand om formildelse, således at frakendelsen af førerretten skete betinget efter færdselslovens § 126, stk. 2. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, idet Højesteret udtalte, at det må forstås således, at landsretten har fundet det bevist, at T havde til hensigt at køre bilen, og at der ikke foreligger oplysninger om T’s hensigt med forsøget på at køre, som giver grundlag for at anse overtrædelsen for at være begået under særlig formildende omstændigheder. Endvidere fandt Højesteret ikke, at risikoen for, at T vil miste sit arbejde, eller det i øvrigt oplyste om T’s personlige forhold – på baggrund af det tilsigtede snævre anvendelsesområde for færdselslovens § 126, stk. 2 – kunne føre til, at førerretten alene skulle frakendes betinget. (Dissens). Københavns Byrets dom af 13. marts 2009 (SS 4-22843/2008). Østre Landsrets dom af 7. december 2009 (S-892-09). Tilladelse til anke til Højesteret 7. december 2009 (PBN 2009-25-0095). Højesterets dom af 4. juni 2010 (325/2009) Fastsættelse af bødeniveauet i to sager vedrørende overtrædelse af konkurrenceloven Der var mod to brancheforeninger rejst tiltale for overtrædelse af konkurrencelovens § 23, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 6, stk. 1, jf. stk. 3, om forbud mod konkurrencebegrænsning. I den ene sag havde brancheforeningen i nyhedsbreve og medlemsblade opfordret medlemmerne til at opkræve et særligt tillæg. I den anden sag havde brancheforeningen i sit medlemsblad vejledt om brug af mindstepriser bl.a. ved offentliggørelse af det foregående års prisstatistikker med anbefaling om anvendelse af disse med et tillæg. Der var tale om en ganske betydelig forskel i omsætningsniveauet i de to foreninger. I landsretten var foreningerne i begge sager idømt en bøde på 400.000 kr., og enkeltpersoner fra foreningernes ledelse var idømt personlige bøder på hver 15.000 kr. Anklagemyndigheden har med Procesbevillingsnævnets tilladelser indbragt begge sager for Højesteret. Københavns Byrets dom af 1. april 2009 (SS 2-1923/2008). Østre Landsrets dom af 3. september 2009 (S-971-09). Tilladelse til anke til Højesteret af 1. december 2009 (PBN 2009-25-0100). Retten på Frederiksbergs dom af 17. februar 2009 (SS 2-7791/07). Østre Landsrets dom af 24. september 2009 (S-1011-09). Tilladelse til anke til Højesteret af 1. december 2009 (PBN 2009-25-0114). Strafudmåling i sag om uagtsomt manddrab i forbindelse med færdselsulykke, hvor føreren af den skadevoldende bil var faldet i søvn T mistede under kørsel kontrollen over sin bil, idet hun uden forvarsel var faldet i søvn bag rattet, hvorefter bilen kørte over i modsatte kørebanehalvdel og påkørte en modkørende bil, hvis fører blev dræbt på stedet. Ulykken fandt sted om morgenen, og T havde på ulykkestidspunktet været uden egentlig søvn i cirka et døgn. Dagen og natten forinden havde T deltaget i et heldags foreningsmøde, som endte med middag og efterfølgende selskabelighed. T havde ikke drukket alkohol, og der forelå ikke oplysninger i sagen om, at T’s kørsel forud for ulykken havde været usikker eller i øvrigt påvirket af søvnmangel. Hun havde heller ikke følt sig træt. T var på ulykkestidspunktet 31 år. Hun var gift og havde 2 mindreårige børn. Byretten fandt, at T var skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 2, og uagtsomt manddrab, jf. straffelovens § 241, og idømte T fængsel i 3 måneder, og frakendte hende førerretten i 2 år. Landsretten skærpede straffen til fængsel i 10 måneder uden dog at anse kørslen for særlig hensynsløs. Landsretten tiltrådte endvidere, at T skulle frakendes førerretten ubetinget i 2 år. Procesbevillingsnævnet meddelte T tilladelse til anke til Højesteret. Anklagemyndigheden anførte for Højesteret under henvisning til forarbejderne til straffelovens § 241, at det var forudsat, at normalstraffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 2 – som i sager om uagtsomt manddrab ved spirituskørsel – som udgangspunkt er ubetinget fængsel i 10-12 måneders fængsel, og at straffen skulle skærpes ud over dette niveau, da kørslen måtte anses for særlig hensynsløs. Højesteret nedsatte straffen til 4 måneders fængsel og tiltrådte, at der skulle ske 2 års ubetinget frakendelse af førerretten. Højesteret udtalte, at T på ulykkestidspunktet som følge af søvnmangel havde befundet sig i en sådan tilstand, at hun var ude af stand til at føre bilen på fuld betryggende måde. T’s kørsel var dog ikke en sådan bevidst tilsidesættelse af hensynet til andres sikkerhed, at den kunne karakteriseres som særlig hensynsløs. Højesteret fandt endvidere, at forarbejderne til straffeloven og færdselsloven ikke udelukker, at der ved straffastsættelsen tages hensyn til, at færdselslovens § 54 om manglende føreevne omfatter tilfældegrupper af meget forskellig karakter, hvoraf nogle men ikke alle kan sidestilles med spirituskørsel. Ifølge Højesteret kunne T’s kørsel ikke sidestilles med spirituskørsel. Retten i Århus’ dom af 8. januar 2009 (SS 3-2633/2008). Vestre Landsrets dom af 7. oktober 2009 (S-0157-09). Tilladelse til anke til Højesteret af 21. december 2009 (PBN 2009-25-0128). Højesterets dom af 21. maj 2010 (339/2009). Procesbevillingsnævnet har i 2009 meddelt tilladelse til anke i yderligere to sager med spørgsmål om uagtsomt manddrab ved særlig hensynsløs kørsel. Retten i Lyngbys dom af 11. september 2008 (SS1-369/2008). Østre Landsrets dom af 15. april 2009 (S-2722-08). Tilladelse til anke til Højesteret af 29. juni 2009 (PBN 2009-25-0031). Højesterets dom af 13. januar 2010 (184/2009). Retten i Svendborgs dom af 20. februar 2009. Østre Landsrets dom af 29. juni 2009 (S-722-09). Tilladelse til anke til Højesteret af 4. september 2009 (PBN 2009-25-0069). Anken hævet for Højesteret (245/2009). Udmåling af bødestraf for overtrædelse af udlændingeloven ved beskæftigelse af filippinsk rengøringshjælp uden opholds- og arbejdstilladelse. T blev dømt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, ved i 6 påbegyndte måneder at have beskæftiget en filippinsk kvinde, A, med rengøringsarbejde 3 timer om ugen på T´s bopæl, selvom A hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse. Byretten havde fastsat bøden til 30.000 kr., landsretten til 60.000 kr. T ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse til Højesteret med påstand om formildelse. Anklagemyndigheden påstod straffen skærpet til en bøde på 120.000 kr. Højesteret henviste til, at det fremgår af forarbejderne til lov nr. 428 af 9. juni 2004 om ændring af udlændingeloven (skærpelse af strafniveauet mv. for ulovlig beskæftigelse af udlændinge), jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg B, s. 2283 f., at hensigten var at skærpe bødeniveauet, således at der i sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, skal tages udgangspunkt i en bøde på 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned, og således at der i tilfælde, hvor der foreligger skærpende omstændigheder efter lovens § 59, stk. 5 – herunder tilfælde, hvor udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet – skal tages udgangspunkt i et bødeniveau på 20.000 kr. pr. påbegyndt måned. Højesteret bemærkede, at der ved strafudmålingen således måtte tages udgangspunkt i dette bødeniveau. Under hensyn til det meget begrænsede ugentlige timetal fandt Højesteret, at bødestørrelsen måtte ansættes til 10.000 kr. månedligt. Da en bødefastsættelse på grundlag af antallet af måneder, i en situation som den foreliggende med et meget begrænset månedligt timetal, ville føre til en uforholdsmæssig høj bødestraf, fastsatte Højesteret bøden til 40.000 kr. Tilladelse til anke til Højesteret af 30. april 2009 (PBN 2009-25-0345). U 2010.549 H.