TfK 2009.89/1

V.L.K. 14. oktober 2008 i anke 2. afd. S-1892-08
 

 

Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Niels Fjeldberg, Viborg) og T2 (adv. Erik Braad, Fjerritslev).
(Kristian Petersen, Stig Glent-Madsen og Julie Arnth Jørgensen (kst.) med domsmænd).

I retsbog af 14. oktober 2008 for Vestre Landsrets 2. afdeling er anført:


Anklageren gennemgik ankeforholdene.


Forsvareren advokat Niels Fjeldberg påstod anklagemyndighedens kontraanke afvist med henvisning til at genpart af ankemeddelelsen er sendt til en adresse, som tiltalte T1, på retsmødet den 5. august 2008 har oplyst, at han var flyttet fra, fordi ejendommen var brændt ned. Anklagemyndighedens kontraanke kan derfor ikke anses for at være sket i overensstemmelse med retsplejelovens § 907.


Forsvareren Erik Braad påstod anklagemyndighedens anke afvist med henvisning til, at det ikke er dokumenteret, at anklagemyndigheden har sendt original ankemeddelelse senest samtidig med at ankemeddelelsen er sendt pr. telefax til landsretten den 19. august 2008, som var sidste rettidige dag for anklagemyndighedens anke over for T2.


Forsvareren advokat Niels Fjeldberg gjorde herefter gældende, at anklagemyndighedens kontraanke også skal afvises overfor T1, fordi det ikke er dokumenteret, at landsretten har modtaget original ankemeddelelse.


Anklageren påstod kontraanke overfor såvel T1 som T2 admitteret. Anklageren henviste for så vidt angår T1 til, at han aldrig har oplyst nogen anden adresse end hans folkeregisteradresse. Anklageren gjorde endvidere gældende, at det ikke er afgørende, om landsretten modtager original ankemeddelelse.


Efter votering afsagde landsretten følgende

Kendelse:


Landsretten har modtaget Statsadvokaten ankemeddelelse pr. telefax.


Det må anses for en betingelse for, at en ankemeddelelse, der er modtaget pr. telefax, kan anses for rettidig, at telefaxen følges op af en original ankemeddelelse.


Det lægges til grund, at landsretten ikke har fået original ankemeddelelse i hænde jf. retsplejelovens § 907, stk. 1, 1. pkt.


Herefter har anklagemyndigheden ikke rettidigt iværksat anke. Derfor

bestemmes:


Anklagemyndighedens anker afvises.