|
|
H.K. 5. september 2002 i sag 320/2002
Rigsadvokaten mod T (adv. Torben Bagge, Frederiksberg, e.o.).
Landsrettens dom er afsagt 3. maj 2002. Dommen blev anket af
tiltalte. Den 15. maj 2002 kontraankede anklagemyndigheden
til skærpelse. Den 23. maj meddelte tiltalte gennem sin
forsvarer, at han tilbagekaldte sin anke under forudsætning
af, at anklagemyndigheden frafaldt kontraanken. 30. maj
meddelte anklagemyndigheden, at anklagemyndigheden frafaldt
kontraanken. I en skrivelse af 31. maj til Højesteret
meddelte tiltaltes forsvarer til Højesteret, at tiltalte
ønskede at tilbagekalde sit ankeafkald. Af skrivelsen
fremgik blandt andet:
" . . jeg (er) blevet kontaktet af min klient. Pågældende
oplyser, at han ønsker at fastholde anken og dermed
tilbagekalde sit ankeafkald. Ankeafkaldet var betinget af,
at anklagemyndigheden frafaldt eventuel kontraanke, og svar
herpå ses endnu ikke at være modtaget.
Min klient begrunder sin beslutning med, at han efter dommen
har været psykisk meget langt nede og derfor ikke
umiddelbart har kunnet overskue sin situation og derfor
ønskede, at sagen ikke skulle ankes.
Imidlertid har pågældende nu haft lejlighed til at revurdere
sin situation og har fået det psykisk bedre, hvorfor anken
nu ønskes fastholdt.«
Højesteret afsagde derpå kendelse om spørgsmålet om,
hvorvidt tiltaltes anke kunne admitteres til særskilt
behandling, jf. retsplejelovens § 953. Af kendelsen fremgår
blandt andet følgende:
"I påkendelsen har deltaget tre dommere: Hornslet, Peter
Blok og Poul Søgaard.
Rigsadvokaten har principalt nedlagt påstand om afvisning af
anken. Hvis anken admitteres, har Rigsadvokaten nedlagt
påstand om skærpelse.
T har nedlagt påstand om, at anken admitteres.
Rigsadvokaten har til støtte for afvisningspåstanden gjort
gældende, at domfældtes ankefrafald, der er fremkommet efter
udløbet af den ordinære ankefrist i retsplejelovens § 948,
må anses for bindende. Tilbagekaldelsen af ankefrafaldet må
sidestilles med en anke indgivet efter ankefristens udløb.
Betingelserne efter retsplejelovens § 949, stk. 2, for at se
bort fra overskridelse af ankefristen er ikke opfyldt, idet
der ikke foreligger forhold, der gør det antageligt, at den
omstændighed, hvorpå anken grundes, først senere er blevet
domfældte bekendt, eller at fristens oversiddelse i øvrigt
skyldes grunde, som ikke kan tilregnes domfældte. Den
omstændighed, at anklagemyndighedens beslutning om at
frafalde kontraanken ikke nåede at komme til domfældtes
kundskab, før han tilbagekaldte sit ankefrafald, bør ikke
ændre herved.
T har til støtte for påstanden om admittering af anken
anført, at han ved ankefrafaldet fremsatte et tilbud, der
var betinget af, at anklagemyndigheden frafaldt sin
kontraanke. Dette tilbud var ikke blevet accepteret af
anklagemyndigheden, før han ved skrivelsen af 31. maj 2002
meddelte, at han opretholdt anken. Anken må derfor - som
iværksat ved domsafsigelsen den 3. maj 2002 - betragtes som
rettidig, og der er således som udgangspunkt ikke tale om et
admitteringsspørgsmål. Han var ved ankefrafaldet tydeligt
påvirket af landsrettens dom og kunne ikke overskue
konsekvensen.
Højesterets bemærkninger.
Efter det oplyste om T's psykiske tilstand, da han den 21.
maj 2002 frafaldt den af ham iværksatte anke af Østre
Landsrets dom, og når henses til, at han tilbagekaldte sit
ankefrafald allerede den 31. maj 2002, og før ankesagen var
hævet, bør han efter Højesterets opfattelse ikke anses for
bundet af ankefrafaldet. T's påstand om ankens admittering
tages derfor til følge.
Anklagemyndigheden er under disse omstændigheder ikke bundet
af sin erklæring om frafald af kontraanken.
Anklagemyndighedens subsidiære påstand om adgang til under
sagen at nedlægge påstand om skærpelse tages derfor til
følge.
Thi bestemmes:
Den af tiltalte, T, iværksatte anke af Østre Landsrets dom
af 3. maj 2002 admitteres.
Anklagemyndigheden kan under sagen nedlægge påstand om
skærpelse." |