UfR 2000.1300 HK

 
  H.K. 10. marts 2000 i sag 62/2000

Anklagemyndigheden mod T (adv. Niels Anker Rasmussen, Kbh.).

Den påkærede kendelse er afsagt af Østre Landsrets 13. afdeling den 23. november 1999 og er med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret af T med påstand om admittering af hans anke til landsretten.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Østre Landsrets 13. afdeling har henholdt sig til kendelsen.

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Kardel, Hornslet og Blok.

Ved Københavns Byrets dom af 19. august 1999 blev T for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, idømt fængsel i 1 år og udvist med indrejseforbud i 5 år. T modtog dommen.

Ved skrivelser af 9. og 21. september 1999 meddelte adm. overlæge Knud Chr. Christensen, Kriminalforsorgen, Vestre Fængsel, at T måtte »betegnes lidende af en sindssygelignende tilstand, eventuelt en vedvarende sindssygdomslidelse . . .«.

Ved skrivelse af 25. oktober 1999 til Københavns Byret med kopi til anklagemyndigheden ansøgte tiltaltes daværende forsvarer, advokat Jørgen Lange, om tilladelse til trods ankefristens overskridelse at anke dommen, idet han under en ankesag ville fremsætte begæring om mentalundersøgelse af T med henblik på at søge fastslået, om denne på gerningstidspunktet var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1.
Sagen blev herefter af anklagemyndigheden indbragt for Østre Landsret med påstand om afvisning af anken som for sent indgivet.

I den påkærede kendelse hedder det:

»Da anke ikke er iværksat inden 14 dage efter, at domfældte blev bekendt med de nu påberåbte lægelige udtalelser tages anklagemyndighedens påstand om afvisning af anken til følge, jf. retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 949, stk. 2, 2. pkt.«

I en skrivelse af 6. december 1999 fra advokat Jørgen Lange til T's nye forsvarer siges bl.a.:
»Efter modtagelsen af lægens udtalelser overvejede jeg situationen, herunder at drøfte ankespørgsmål nærmere med min klient i fængslet med en tolks mellemkomst.

Jeg skal absolut beklage, at ankeansøgning ikke er indsendt tidligere. På baggrund af lægens oplysninger er jeg enig i, at T på grund af sindssyge eller sindssygelignende tilstand formentlig ikke har været i stand til at vurdere betydningen af de lægelige udtalelser. Med samme begrundelse ville han formentlig heller ikke have været i stand til at vurdere betydningen af ankespørgsmålet nærmere. Af de nævnte årsager mener jeg således, at T er uden skyld i, at ankeansøgning først er indgivet som sket.«

Forsvareren har anført, at det formentlig er tvivlsomt, om T har adgang til at begære sagen genoptaget efter retsplejelovens § 977. Det kan meget vel antages, at T også på gerningstidspunktet var sindssyg. En identifikation mellem den tiltalte og hans forsvarer må svækkes eller bortfalde, når tiltalte er sindssyg. Det må anses for tilstrækkeligt, at anke er sket inden rimelig tid efter, at de nye oplysninger forelå.

Anklagemyndigheden har anført, at T's daværende forsvarer først ankede dommen ca. 1½ måned efter, at han var blevet bekendt med de lægelige udtalelser. Ankefristen, der var 14 dage efter modtagelsen af oplysningerne, jf. retsplejelovens § 949, stk. 2, 2. pkt., er således overskredet. Der bør som udgangspunkt ske identifikation mellem tiltalte og hans forsvarer. T vil, hvis tilstanden måtte vise sig at have foreligget på gerningstidspunktet, have mulighed for at begære sagen genoptaget efter retsplejelovens § 977.

Højesterets bemærkninger.
Anke skulle have været iværksat inden 14 dage efter, at T og hans daværende forsvarer var blevet bekendt med de lægelige udtalelser, jf. retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 949, stk. 2, 2. pkt. Efter det oplyste om T's sindstilstand må det imidlertid lægges til grund, at fristens overskridelse ikke kan tilregnes T, men alene beror på en fejl begået af forsvareren. Højesteret finder, at T's påstand om ankens admittering under disse omstændigheder bør tages til følge.

Thi bestemmes:
Landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til realitetsbehandling i landsretten.