


	TfK 2011.42 HK gengivet i sin helhed i bilag 3 i Rigsadvokaten Informerer nr. 17/2010. Nedenfor gengives afgørelsen i uddrag. De tiltalte i sagen var alle litauiske statsborgere. De blev fundet i besiddelse af en større mængde tyvekoster og var varetægtsfængslet i ca. 3 uger indtil dom, hvor de blev straffet for tyveri med 30 dages fængsel og udvist med indrejseforbud i 4 år. Samtlige tiltalte ankede på stedet byrettens dom til landsretten med påstand om frifindelse. De blev samtidig løsladt og forlod formentlig umiddelbart herefter landet. Ingen af de tiltalte havde nogen tilknytning til Danmark eller adresse i landet, og ingen af de tiltalte havde under sagen oplyst en adresse i hjemlandet eller i øvrigt i forbindelse med hovedforhandlingen oplyst en adresse, hvortil henvendelse om ankesagen kunne ske. Anklagemyndigheden påstod de tiltaltes bevisanker afvist under henvisning til § 920, stk. 3, idet det kunne konstateres, at indkaldelse til hovedforhandlingen ikke ville kunne forkyndes for de tiltalte på sædvanlig måde, fordi de ikke havde givet meddelelse om et sted, hvortil dette kunne ske. Anklagemyndigheden anførte i den forbindelse, at der ikke efter domsafsigelsen var gjort forsøg på at finde de pågældendes eventuelle adresser i udlandet, og at det måtte være de tiltaltes ansvar at oplyse en adresse eller et opholdssted, hvortil henvendelser om ankesagen kunne sendes. Ved Vestre Landsrets kendelse af 13. april 2010 bestemte landsretten med følgende begrundelse, at anklagemyndighedens begæring om afvisning af de tiltaltes anker ikke blev taget til følge:
		”Efter retsplejelovens § 920, stk. 3, kan landsretten afvise tiltaltes anke vedrørende bevisbedømmelsen, såfremt blandt andet indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for tiltalte, fordi denne har skiftet bopæl eller opholdssted uden at give den nødvendige meddelelse herom. Anklagemyndigheden har i relation hertil i det væsentlige anført, at det må være de tiltaltes ansvar at sikre sig, at der er en oplyst adresse eller et opholdssted, hvortil henvendelser vedrørende ankesagen kan ske, at det ikke fremgår af sagen, at de pågældende skulle have givet oplysninger om deres adresser, at disse oplysninger hverken før eller siden er blevet søgt indhentet hos de litauiske myndigheder, og at de heller ikke er blevet søgt indhentet hos de tiltaltes forsvarere, idet det er blevet antaget, at forsvarerne ville have oplyst adresserne, hvis de lå inde med dem. Det lægges til grund, at de tiltalte alle er litauiske statsborgere. Det fremgår af retsbogen fra grundlovsforhøret den 12. november 2009, side 7, at deres daværende fælles forsvarer oplyste, at det eneste, de ønskede, var, at tage tilbage til Litauen så hurtigt som muligt. Efter det, som anklagemyndigheden har oplyst, kan det hverken lægges til grund, at de tiltalte har skiftet bopæl i hjemlandet, eller at deres adresser ikke vil kunne fremfindes ved en simpel forespørgsel hos de litauiske myndigheder, der ikke går væsentligt videre end en tilsvarende henvendelse til eller et opslag i CPR-registret. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for de tiltalte, jf. retsplejelovens § 920, stk. 3. Landsretten tager derfor ikke anklagemyndighedens begæring om afvisning af de tiltaltes bevisanker til følge.”
	Ved Højesterets kendelse af 7. oktober 2010 stadfæstedes landsrettens kendelse med følgende begrundelse:
		"Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at de tiltalte ikke har udvist forhold, som kan begrunde, at deres anker afvises i medfør af retsplejelovens § 920, stk. 3. Højesteret bemærker i øvrigt, at udtrykket ”sædvanlig måde” i § 920, stk. 3, må forstås i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er anvist i artikel 5 i EU-Retshjælpskonventionen. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.”