U.2000.410/2H

TfK2000.145

H.K. 30. november 1999 i sag 326/1999

Anklagemyndigheden mod T (adv. Hans Sylvestersen, Ribe).

Vestre Landsrets kendelse 17. marts 1999 (7. afd.)

(John Lundum, Annette Dellgren, Astrid Bøgh (kst.) med domsmænd).

For anklagemyndigheden mødte statsadvokatassessor Claus Guldbrand.

Den beskikkede forsvarer, advokat Hans Sylvestersen, Ribe, var mødt.

Tiltalte var ikke mødt.

Der fremlagdes stævning, der er lovligt forkyndt for tiltalte den 4. februar 1999.

Anklageren påstod tiltaltes anke afvist og frafaldt under forudsætning heraf anklagemyndighedens anke.

Forsvareren påstod sagen udsat og henviste til støtte herfor til, at tiltalte må anses for at have lovligt forfald, jf. herved afgørelserne gengivet i UfR 1974.345 H og UfR 1993.427 V.

Retten optog spørgsmålet til afgørelse.

Der afsagdes — — — følgende

kendelse:

Tiltalte blev ved lovligt forkyndt stævning den 4. februar 1999 indkaldt til domsforhandlingen, men er udeblevet under henvisning til, at han - der var tilmeldt jobsøgning - den 12. marts 1999 på grund af et afbud måtte tiltræde et arbejde som stilladsmontør i Norge pr. 14. marts 1999.

Det er fra SID, Esbjerg, oplyst, at tiltalte ville være blevet »stillet bagest« i køen og måske aldrig senere have modtaget tilbud om ansættelse, hvis han ikke havde indvilget i at tiltræde den omtalte stilling.

Tiltaltes tiltræden af det nævnte arbejde kan uanset oplysningerne om eventuelle konsekvenser af en afvisning af tilbud herom ikke sidestilles med et pålæg fra en arbejdsgiver i et allerede bestående ansættelsesforhold, og landsretten anser derfor ikke tiltaltes udeblivelse som lovligt forfald, jf. retsplejelovens § 965 c, stk. 3.

De omstændigheder, der medførte, at tiltalte ikke gav møde, opstod først fredag den 12. marts 1999. Selv om tiltalte straks gav landsretten meddelelse herom, har det med dette varsel ikke været muligt at få en anden sag på til behandling i stedet, og landsretten finder derfor heller ikke i øvrigt anledning til at undlade afvisning.

Tiltaltes anke omfatter bevisbedømmelsen, og landsretten finder ikke, at sagen kan behandles uden tiltaltes tilstedeværelse. Som følge heraf afvises tiltaltes anke i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 3, således som det er påstået af anklagemyndigheden.

Thi bestemmes:

Denne ankesag afvises.

Højesterets kendelse.

Den påkærede kendelse er afsagt af Vestre Landsrets 7. afdeling den 17. marts 1999 og er med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret af T ved den beskikkede forsvarer, advokat Hans Sylvestersen, med påstand om, at domsforhandlingen i ankesagen udsættes.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse.

Vestre Landsret har henholdt sig til afgørelsen.

I pådømmelsen har deltaget tre dommere:Pontoppidan, Blok ogJørgen Nørgaard.

Ved dom afsagt af Retten i Ribe den 13. november 1998 blev T idømt 3 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244. Dommen blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, og af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

I en skrivelse af 12. marts 1999 fra T's forsvarer til Vestre Landsrets 7. afdeling anføres, at T samme dag telefonisk havde meddelt, at han skulle tiltræde et arbejde i Norge den 14. marts 1999. Da T derfor ikke kunne give møde under domsforhandlingen den 17. marts 1999, anmodede forsvareren om, at sagen blev omberammet.

I en skrivelse af 17. marts 1999 fra SID, Esbjerg, til T's forsvarer hedder det:

»Jeg bekræfter hermed, at vort medlem søndag den 14 marts 1999 er taget til Norge og arbejde som stilladsmontør, da der pludselig kom et afbud fredag den 12 marts 1999.

Såfremt han ikke havde sagt ja til ovennævnte tilbud, ville T være stillet bagest i køen af ansøgere og måske aldrig senere have modtaget ansættelsestilbud.

Ovennævnte arbejde er af en varighed på min. ca. 3-4 måneder med et 12/9 rotation og kan forventes forlænget.«

Højesterets bemærkninger.

T, der havde været arbejdsløs gennem en periode og var tilmeldt jobsøgning gennem sin fagforening, fik den 12. marts 1999 af denne at vide, at han kunne tiltræde et arbejde i Norge den 14. marts 1999. Han gav straks gennem sin forsvarer landsretten meddelelse om, at han af denne grund var forhindret i at give møde ved den berammede domsforhandling den 17. marts 1999. På denne baggrund og under hensyn til de mulige konsekvenser af, at T havde afvist at modtage tilbuddet om arbejde, finder Højesteret, at T må anses at have haft lovligt forfald. Landsretten var derfor ikke berettiget til at afvise T's anke i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 3, 1. pkt., og hans påstand tages herefter til følge som nedenfor bestemt.

Thi bestemmes:

Landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved landsretten.