U.1993.427/2V

V.L.K. 3. februar 1993 i anke 7-S. 66/1992.

Tiltaltes forsvarer har påstået sagen udsat under henvisning til, at tiltalte på grund af lovligt forfald ikke har været i stand til at give møde, jf. retsplejelovens § 965 c, stk. 3.

Anklagemyndigheden har påstået tiltaltes anke, der omfatter bevisbedømmelsen, afvist.

Indkaldelse af tiltalte til domsforhandling den 3. februar 1993 er sket ved forkyndelse for tiltalte personligt den 14. januar 1993.

Tiltaltes forsvarer har den 2. februar 1993 ved personlig henvendelse meddelt landsretten, at tiltalte ikke kunne give møde ved domsforhandlingen den 3. februar 1993.

Forsvareren har oplyst, at tiltalte over for ham den 2. februar 1993 telefonisk har meddelt, at han havde haft ferie fra midten af december 1992. Samme dag, som samtalen fandt sted, var der kommet ordre fra tiltaltes rederi om, at han straks skulle påmønstre et skib i Malaysia som afløser for en kaptajn. Den kaptajn, tiltalte skulle afløse, havde allerede forladt det pågældende skib, der således var uden den sædvanlige ledelse. Tiltaltes ansættelsesforhold er således, at han er forpligtet til at tage afsted med meget kort varsel - det kan dreje sig om timer.

Landsretten udtaler:

Forsvarerens oplysninger om tiltaltes udeblivelse lægges til grund. Da tiltalte herefter har haft lovligt forfald, tages forsvarerens påstand om udsættelse til følge. - - -