H.D. 11. februar 2015 i sag 219/2014 (2. afdeling)

Anklagemyndigheden mod T

Byrettens dom 15. oktober 2013 i sag nr. 2-4487/2008

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskriftet er modtaget den 8. april 2009 og tillæg hertil den 25. november 2010.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

lov om vagtvirksomhed § 20, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 1,

ved i tidsrummet fra den 22. juni 2003 til den 15. august 2006, som direktør for firmaet A… ApS, CVR-nr. … at have udøvet vagtvirksomhed, selv om han ikke var meddelt autorisation hertil.

2.

lov om vagtvirksomhed § 20, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. § 7, stk. 1,

ved den 18. september 2005 kl. 03.35 i ”…”, …vej, København K, som direktør for vagtselskabet ”A… ApS”, at have ladet B udøve adgangskontrol, selv om denne ikke var godkendt til dette.

3.

lov om vagtvirksomhed § 20, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. § 7, stk. 1,

ved den 20. november 2005 kl. 01.25 i ”…”, …gade 54, som direktør for vagtselskabet ”A…”, at have ladet M udøve adgangskontrol, selv om denne ikke var godkendt til dette.

4.

lov om vagtvirksomhed § 20, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 1,

ved i tidsrummet fra den 29 juni 2007 kl. 22.00 til den 1. juli 2007 i ..gade 10, København S, som direktør for firmaet ”B… ApS” alias ”C…” og firmaet ”D… ApS” CVR-nr. …, at have udøvet vagtvirksomhed, selv om han ikke var meddelt autorisation hertil.

5. og 6. Udgår

7.

lov om vagtvirksomhed § 20, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 1,

ved i perioden fra september 2006 til september 2008 fra …vej, København, blandt andet under navne som B… og E… ApS, med binavn F…, at have drevet vagtvirksomhed ved at beskæftige vagter og dørmænd, der fungerede i eller for forskellige virksomheder som nedenfor beskrevet, selv om tiltalte ikke havde fornøden autorisation dertil,

a.Cross Cafe & Restaurant, Åboulevarden 66, Århus, i 59 timer i august eller september 2007 for i alt 22.807,19 kr.

b.Sam's Bar, Frederiksberggade 28, København, i 40 timer i januar 2008 for 12.500 kr.

c.Present Århus Festuge, Nyborggade 6, 2. tv., Århus, i 386,75 timer i august og september 2007 for 142.614,06 kr.

d.Fabrikken Natklub, Klostergade 34, st., Århus, i 683,06 timer i perioden fra marts til juli 2007 for 106.439 kr.

e.PSF vagtservice, København, i 1.387,75 timer i tidsrummet fra februar 2008 til september 2008 for 326.239,25 kr.

f.Culture Box, Kronprinsessegade 54, København, i 409,5 timer i perioden fra januar 2007 til maj 2007 for 194.046,87 kr.

g.Udgår.

h.Turbinehallerne, August Bournenvilles Passage 2, København, i 243,5 timer i februar og maj 2007 for 89.790,63 kr.

i.Vox Hall, Vester Allé 15, Århus, i 748,75 timer i perioden fra november 2006 til september 2007 for 188.614,37 kr.

j.EUC Kalundborg Handelsskole, J. Hagemann-Petersen Allé 22, Kalundborg, i 51,5 timer i september og november 2006 samt marts 2007 for i alt 17.703,12 kr.

k.Eniro Danmark, Amager Boulevard 115, København, for sikkerhedsvagter i perioden fra januar 2007 til januar 2008 for 48.038,76 kr.

l.Restaurant Promenaden, Hestetorvet 4, 4000 Roskilde, for sikkerhedsvagter i perioden fra december 2006 til april 2007 for 78.546,82 kr.

m.The Irish Rover, Vimmelskaftet 47, København, i 230,5 timer i perioden fra januar til august 2007 for 143.905,75 kr.

n.Danske Ølentusiaster, Hedevang 6, Vrads, i 48 timer i august eller september 2007 for 17.700 kr.

o.Franzens, Centrumgade 5 C, Rees Baggård, Ballerup, i 170 timer i perioden fra maj til oktober 2007 for 53.125 kr. alt hvorved tiltalte opnåede en fortjeneste på 1.434.351,10 kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frifindelse i forhold 2 og 3 og i øvrigt straf af bøde således, at tiltaltes straffeattest i det hele lades ude af betragtning, såvel vedrørende straffelovens § 61 som § 89.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk.1, konfiskeres et skønsmæssigt fastsat udbytte.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Tiltalte har protesteret mod konfiskationspåstanden og navnlig imod, at der indregnes moms i fortjenesten.

Forklaringer

Den tidligere, til retsbogen den 12. februar 2008, afgivne forklaring fra vidnet pa. V2 (forhold 1) er dokumenteret.

Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet V1.

Forklaringerne gengives ikke, jf. retsplejelovens § 712, stk.2, da de fremgår af retsbogen.

Oplysningerne i sagen

Der er under sagen dokumenteret udskrifter fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende de under sagen nævnte selskaber angående de i tiltalen anførte perioder og vedrørende selskabernes direktion.

Det er endvidere dokumenteret autorisation af 20. marts 2002 til vagvirksomhed for B… ved N, …vej 23, 2400 NV. Tiltalte har bekræftet, at det var hans navn på det nævnte tidspunkt. Autorisationen udløb den 1. januar 2007.

Der er desuden dokumenteret fund i forbindelse med ransagningen den 21. februar 2008 på adressen …vej 23, 2400 København NV.

Materialet foreligger som koster 1 - 21.

Der er endelig dokumenteret oplysninger om momsregistrering og moms-indberetninger vedrørende tiltalte og de af ham drevne selsskaber, herunder skønsmæssige ansættelser ved manglende indberetninger.

Personlige oplysninger

Tiltalte er tidligere straffet

ved dom af 22. oktober 2007 efter bl. a. straffelovens § 164, stk. 3 med fængsel i 7 dage, betinget, med 1 års prøvetid.

ved dom af 25. marts 2010 efter våbenloven med fængsel i 7 dage.

ved dom af 11. marts 2011 med bøde efter straffelovens § 277 og færdselsloven

ved dom af 10. april 2012 med bøde efter straffelovens § 287, jf. § 276 og § 277 samt færdselsloven

ved dom af 31. oktober 2012 med dagbøder efter straffelovens § 119, stk. 3

ved dom af 11. marts 2013 med dagbøder efter straffelovens § 276, jf. § 287 og færdselsloven

Rettens begrundelse og afgørelse

Indledningsvis bemærker retten, at tiltales synspunkt om, at den ham personligt meddelte autorisation til vagtvirksomhed havde en varighed af 5 år fra bevillingens modtagelse hos ham kort efter den 20. marts 2002 og ikke, som det fremgår af bevillingen, med udgangen af 2006, ikke findes berettiget.

Ligeledes afviser retten at lægge til grund, at der er meddelt tiltalte et mundtligt tilsagn om den senere udløbdato.

forhold 1

Ved tiltaltes forklaring sammenholdt med selskabsoplysningerne for B… ApS lægges det til grund, at selskabet ikke har været meddelt autorisation til vagtvirksomhed i perioden, og at tiltalte var direktør. Tiltalte findes herved at have handlet uagtsomt og findes derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

forhold 2 og 3

Efter anklagemyndighedens påstand vil tiltalte være at frifinde.

forhold 4

Efter bevisførelsen, herunder udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, findes det godtgjort, at selskabet D… udøvede vagtvirksomhed uden fornøden autorisation, og at dette skete, mens tiltalte var direktør i selskabet.

Tiltalte findes derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

forhold 7

pkt.a, b, e, f, h, k, m, n og o:

Vedrørende disse tiltalepunkter foreligger der faktureringer angående perioden efter 1. januar 2007 svarende til tiltalen, alle uden angivelse af ApS, men alene af firmanavn.

Retten anser derfor faktureringerne sket af tiltalte personlig, uagtet de måtte vedrøre anpartsselskaber, i hvilke han har været direktør.

Da tiltalte ikke vedrørende tiden efter den 1. januar 2007 har været meddelt autorisation til at drive drive vagtvirksomhed og da det ikke er oplyst, at de af ham antagne underleverandører, der har udført opgaverne, har haft autorisation dertil, findes han skyldig efter tiltalen.

Ad pkt. c og d:

Da der vedrørende disse punkter alene foreligger vagtplaner og oversigter, men ikke faktureringer, findes det imod tiltaltes benægtelse ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed godtgjort, at han har udført og faktureret de omhandlede opgaver, hvorfor han vil være at frifinde.

Ad pkt. i, j og l

Da tiltalte som ovenfor anført findes at have faktureret i personligt regi vil han være at frifinde for faktureringerne vedrørende den periode, hvor tiltalte havde autorisation til at drive vagtvirksomhed.

Ad pkt i foreligger 1 faktura omfattende tiden før 1. januar 2007

Tiltalte vil for så vidt være at frifinde vedrørende beløbet 33.493,75 kr.

Ad pkt j foreligger 4 fakturaer omfattende tiden før 1. januar 2007.

Tiltalte vil for så vidt være at frifinde vedrørende beløbet 11.415,62 kr

Ad l: Der foreligger 1 faktura omfattende tiden før 1. januar 2007

Tiltalte vil for så vidt være at frrifinde for beløbet 28.671,87 kr.

Vedrørende de efter 1. januar 2007 afviklede vagtopgaver findes tiltalte skyldig efter tiltalen.

De samlede overtrædelser, i hvilke tiltalte er fundet skyldig, kan harefter opgøres til 1.111.616,80 kr.

Da tiltalte efter det foreliggende ikke har afregnet skyldig moms vedrørende de omhandlede fakturaer, finder retten ikke grundlag for at nedsætte beløbet med det til momsen svarende beløb.

Retten lægger til grund, at anklagemyndighedens bødepåstand skal forstås som en påtalebegrænsning. Retten kan imidlertid ikke bortse fra bestemmelserne i retsplejelovens § 61 og § 89.

Efter den betingede dom af 22. oktober 2007 er der i denne sags anledning foretager rettergangsskridt imod tiltalte ved inlevering af begæring af 24. januar 2008 om ransagningskendelse vedrørende adressen …vej 23, 2.

Straffen fastsættes herefter i medfør af § 20, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 1, og stk. 2, jf., § 7, stk. 1 i lov om vagtvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 149/ 1999 med senere ændring, således at tiltalte efter omstændighedene dels som fællesstraf i medfør af straffelovens § 61, stk. 1 og for så vidt angår forhold 7, pkt.e, k og o tillige § 61, stk 2, samt i øvrige i medfør af § 89 til en bøde på 100.000 kr.

Det bestemmes i medfør af straffelovens § 61, stk. 2, 1. pkt., at det har sit forblivende med straffen i henhold til den betingede dom af 22. oktober 2007 uden vilkårsændring.

Forvandlingsstraffen for bøden er som nedenfor bestemt.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på den tid, der er forløbet til sagens behandling.

Som sagen er oplyst har retten ikke fundet grundlag for at udøve et konkret begrundet skøn over tiltaltes fortjeneste. Påstanden om konfiskation tages derfor i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge med et skønsmæssigt fastsat beløb på 200.000 kr.

Efter omstændighederne finder retten, at statskassen skal betale 1/3 af omkostningerne til tiltaltes forsvarer, henset sagens behandlingstid for retten.

Thi kendes for ret

Tiltalte T skal straffes, dels som fællesstraf, dels som tillægsstraf med en bøde på 100.000 kr. Forvandlingsstraffen fastsættes til fængsel i 40 dage.

Det har sit forblivende med den betingede dom af 22. oktober 2007 uden vilkårsændring.

Hos tiltalte konfiskeres 200.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, dog således at statskassen udreder 1/3 af honoraret til den beskikkede forsvarer.

Østre Landsrets dom 9. april 2014 i (13. afd.), nr. S-3309-13

(landsdommerne John Mosegaard og Henrik Kirk Jensen (kst.) med domsmænd, jf. retsplejelovens § 214, stk. 4).

Frederiksberg Rets dom af 15. oktober 2013 (2-4487/2008) er anket af tiltalte med principal påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen.

Anklagemyndigheden har tillige anket dommen med endelig påstand om skærpelse af bøden.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet V1, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Den i byretten af vidnet V2 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, ad forhold 1, at han ikke fra politiet har fået en autorisation med angivelsen ”ApS” efter selskabets navn. Når han imidlertid til politiet har sendt 70 ansøgninger om godkendelse af personer vedlagt dokumentation med selskabets logo og navn med angivelsen ”ApS”, må politiet vide, det var et anpartsselskab. Han gik derfor ud fra, at selskabets autorisation var i orden. Selskabsangivelsen fremgik jo af papirer sendt til politiet. Foreholdt ekstrakt 2, side 18, om vejledning om reglerne i lov om vagtvirksomhed forklarede han, at han blev vejledt om ansøgninger om autorisation til vagtvirksomhed. Der blev kun talt om reglerne om uniformering mv. Foreholdt ansøgningsskemaet, ekstrakt 2, side 29-30, ad ”Autorisationstidsrum: 5 år” forklarede han, at han opfattede de 5 år, som løbende fra 20. marts 2002. Han har ikke bidt mærke i en udløbsdato den 1. januar 2007. Politiet har ikke efter byrettens dom kontaktet ham for at få yderligere oplysninger om hans underleverandører, jf. forsvarerens brev af 23. oktober 2013. Der var i alt fire underleverandører. Vagtcheferne stod for kontakten til underleverandørerne. Han sikrede sig, at underleverandørerne var autoriserede vagtfirmaer. Opgaverne i Jylland blev typisk udført af underleverandører. Han blev uretmæssigt smidt ud af en udlejer, der samtidig smed firmaets papirer ud. Han vandt senere en sag i byretten herom. Under sagen fortalte et vidne, at virksomhedens papirer var røget i en affaldscontainer. Han har aldrig hørt om en særlig blanket 801 for selskaber, og der ville ikke have været yderligere informationer i hans tilfælde i forhold til blanket 801. Han var i 3 - 4 år næstformand i brancheorganisationen for vagtfirmaet, og i brancheorganisationen vidste de, at han drev virksomhed i anpartsselskab.

Vedrørende forhold 4 var det meningen, at V1 skulle være direktør for selskabet i starten for at opfylde kravene i vagtloven til ny autorisation kom på plads. Den autorisation skulle V1 stå for. Tiltalte var på det tidspunkt ikke involveret i den daglige drift og brugte mest tiden på opgaver i Sverige.

X, Y og Z var underleverandører. Foreholdt ekstrakt 6, side 9, forklarede han, at de i vagtplanen nævnte medarbejdere var fra Z. Foreholdt ekstrakt 6, side 49-50, forklarede han, at ”andet iso/auto navn” betyder, at opgaven ikke blev udført på deres, men på underleverandørens autorisation. De pågældende ordregivere havde søgt at sikre sig dokumentation for autorisationen. Der blev også leveret andre ydelser end som vagtfolk, herunder som crew. I Københavnsområdet benyttedes fortrinsvis egne folk og uden for som oftest folk fra underleverandører. Foreholdt ekstrakt 7, side 38, forklarede han, at e-mailen viser, at den er sendt med kopi til Z og dermed, at ordregiveren godt ved, at der er en lokal underleverandør.

Foreholdt ekstrakt 7, side 5, forklarede han, at e-mailen viser, at en opgave er udført i Århus. De pågældende personer havde været ansat hos ham. De havde så lavet deres egen afdeling i Århus. Det var derfor navnet B i Århus benyttedes. O ejede Z. Han har set, at alle underleverandører havde autorisation, herunder ved at finde oplysninger om dem på nettet. Arbejdet er således udført af et firma med autorisation, og det er godt nok efter loven, selvom det firma, der slutfakturerer, ikke har autorisation. Det var en samlet pakke. G… A/S var en samarbejdspartner. De kunne udføre opgaver for hinanden. Der er højest sandsynligt udstedt fakturaer, der viser det. Når der i en fakturatekst kan stå alene fx ”Secu” skyldes det antallet af anslag, der var plads til i deres gamle datasystem. Det forhold, at de tre fakturaer, ekstrakt 6, side 65-67, med anden fremtræden indeholder rigtig kontonummer i banken kan forklares med, at den, der har lavet fakturaerne har aftalt kontant betaling. Det er ikke unormalt i branchen. Han har ikke fået pengene.

Vidnet V1 har supplerende forklaret, at han på grund af det lange tidsforløb i dag har svært ved at huske de nærmere omstændigheder. Han skulle ikke have noget med selskabet at gøre efter, at han havde solgt det. Han er i tvivl om, hvorvidt han havde noget med autorisationen at gøre efter salget. Politiet kontaktede ham, da han stod som direktør. Han forklarede sig i e-mail til politiet. Han kan ikke huske, om han har søgt om ændringer vedrørende autorisationen. Forholdt ekstrakt 4, side 15, politirapport af 24. oktober 2007, hvoraf fremgår, at vidnet skulle stå som medansøger på autorisationen og herefter udtræde, forklarede han, at han ikke kan erindre, om han forklarede sådan til politiet. Foreholdt ekstrakt 3, side 45, brev fra Rigspolitiet vedrørende autorisation, bekræftede han at modtageradressen i brevet, …vej, var hans adresse. Han kunne i øvrigt ikke huske de nærmere forhold vedrørende ansøgningen. Han skulle stå som direktør til at begynde med. Han kender ikke C, som efterfølgende skulle være ansat i E…. Han modtog ca. 20. - 25.000 kr. som vederlag for selve virksomheden og for hjælp med autorisationen. Betalingen var ikke for, at han skulle stå som direktør i virksomheden. Han er ikke sikker på, at de efterfølgende fik autorisationen. Han ved ikke, hvornår tiltalte fik autorisation og reelt gik i gang med at drive vagtvirksomhed i privat regi. Tiltalte sørgede for at udfylde selve papirerne til ansøgningen vedrørende autorisation. I begyndelsen skulle virksomheden have adresse hos ham.

Personlige oplysninger

Tiltalte har forklaret, at han bor sammen med sin kæreste i en lejebolig. Han har blandt andet en bacheloruddannelse i pædagogik. Han har været leder af et vagtfirma og blev efterfølgende selvstændig. I en periode på 3 - 4 år var han næstformand i brancheorganisationen for vagtvirksomheder. Efter politiet sigtede ham, kunne han ikke drive vagtvirksomhed, og han blev syg med stress og depression. Han modtog behandling og flyttede til sin far. I dag er han i et jobtilbud i et snedkerfirma.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det lægges vedrørende forhold 1 og 7 til grund, at gerningsbeskrivelsen omfatter det forhold, at tiltalte som direktør lod selskabet udøve vagtvirksomhed uden autorisation.

Ad forhold 1 og 4

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Ad forhold 7

Landsretten finder ikke grundlag for at antage, at anklagemyndigheden havde foretaget en bindende påtalebegrænsning, da tillægsanklageskrift om forhold 7 blev indgivet i 2009.

Forsvaret har i øvrigt navnlig gjort gældende, at den i forhold 7 beskrevne vagtvirksomheden blev udført af underleverandører, der selvstændigt havde autorisation til at udføre denne virksomhed. Anklagemyndigheden har ikke imødekommet forsvarets bevisbegæring om at undersøge underleverandørernes autorisation, jf. præmisserne i byrettens dom.

Landsretten bemærker, at der i kostermaterialet er fundet spor efter blandt andet virksomheder med navnene X, G… A/S og Z. Det findes imidlertid ikke med tiltaltes forklaring og dette materiale i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at disse eller andre virksomheder helt eller delvist som underleverandører har udført den vagtvirksomhed, der er nævnt i anklageskriftet. Det gælder også angivelser på fakturaer til H… med tekst ”leveret under andet iso/auto navn så alt er i orden overfor kunden”. De vagtplaner, der udgør kundespecifikationer, er skrevet på brevpapir fra C… ApS, og der er ikke dokumenteret pengestrømme, f.eks. efter kontoudtog, der dokumenterer om betalinger er sket til underleverandører eller direkte til de medarbejdere, der fremgår af vagtplanerne.

Herefter og i øvrigt af de af byretten anførte grunde findes anklagemyndigheden således at have ført det til domfældelse nødvendige bevis, herunder for tilregnelse som i det mindste uagtsom. Tiltalte er derfor skyldig i forhold 7 i det af byretten fastslåede omfang.

Efter sagens karakter og omfang sammenholdt med sagens langvarige forløb straffes tiltalte med en fælles- og tillægsstraf af bøde på 75.000 kr., subsidiært fængsel i 30 dage.

I strafciteringen udgår henvisningen til ”og stk. 2, jf. § 7, stk. 1”, idet der er sket frifindelse i forhold 2 og 3.

Det lægges vedrørende det lange sagsforløb til grund, at sagen har trukket ud som følge af, at sagen vedrørende forhold 1 - 4 måtte gå om på grund af en rettergangsfejl i byrettens dom i 2008, hvilket medførte en forsinkelse på halvandet år. Efter inddragelse af tillægsanklageskrift med forhold 7 i 2009 blev sagen udsat gentagne gange i retsmøder frem til februar 2013, herunder en gang på grund af tiltaltes sygdom og syv gange begrundet i manglende anholdelse af tiltalte efter rettens anholdelsesbeslutninger. Dette forløb har indgået ved straffastsættelsen, men med bemærkning, at forhold 1 og 4, der indgik i den ophævede byretsdom, alene har indgået med ringe vægt i den samlede udmåling af bødestraffen.

Landsretten finder, at der hos tiltalte efter straffelovens § 75, stk. 1, skal konfiskeres 100.000 kr. svarende til et skønsmæssigt fastsat udbytte ved lovovertrædelserne i forhold 7.

Thi kendes for ret

Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at tiltalte straffes med en fælles- og tillægsstraf af bøde på 75.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage.

Hos tiltalte konfiskeres 100.000 kr.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Højesterets dom

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Frederiksberg den 15. oktober 2013 og af Østre Landsrets 13. afdeling den 9. april 2014.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Oliver Talevski og Jan Schans Christensen.

Påstande

Dommen er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anbringender

T har navnlig gjort gældende, at anklagemyndigheden ikke snarest muligt på ny har indbragt sagen for byretten, efter at Østre Landsret ved dom af 10. april 2008 ophævede Retten på Frederiksbergs dom af 19. februar 2008 på grund af rettergangsfejl og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten, jf. kravet i retsplejelovens § 930, stk. 1. Anklagemyndigheden indbragte først sagen for byretten på ny den 8. april 2009, og der foreligger ikke oplysninger om, at anklagemyndigheden har haft behov for at overveje tiltalespørgsmålet i anledning af hjemvisningsdommen. Sagen burde på den baggrund have været afvist for så vidt angår forhold 1 og 4, og han bør derfor frifindes for disse forhold.

Ved formuleringen af forhold 4 i anklageskriftet er der givet ham en berettiget forventning om, at der ikke ville blive rejst tiltale for perioder forud for 29. juni - 1. juli 2007 eller efterfølgende, og anklagemyndigheden har derfor på baggrund af princippet om bindende påtalebegrænsning været afskåret fra at rejse tiltale for forhold 7, der primært vedrører året 2007.

Den i forhold 1, 4 og 7 anførte vagtvirksomhed er udøvet ved underleverandører, der alle havde autorisation. Det var hverken for byretten eller landsretten bestridt, at arbejdet blev udført af underleverandører, hvilket også blev lagt til grund af byretten, der dog domfældte med den begrundelse, at der ikke forelå dokumentation for, at de pågældende underleverandører havde den fornødne autorisation. Når parterne i en straffesag er enige om et faktum, som således ikke undergives bevisførelse, er retten bundet heraf. Landsretten burde derfor være bundet af byrettens bevisresultat med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt arbejdet var udført af underleverandører. Da anklagemyndigheden ikke har godtgjort, at underleverandørerne ikke havde autorisation, skal han frifindes.

Vagtvirksomheden er udøvet i selskabsregi, og tiltalen i forhold 1, 4 og 7 burde derfor have været rejst over for de pågældende selskaber og ikke mod ham som selskabernes direktør.

Til støtte for den subsidiære påstand om formildelse har T navnlig anført, at der ved udmåling af straffen skal tages hensyn til, at der har været anvendt underleverandører, og at tiltalen burde have været rettet mod selskaberne. Endvidere skal den ekstremt lange sagsbehandlingstid have indflydelse på, om der udmåles en straf, og i hvert fald må straffen nedsættes væsentligt.

Den fortjeneste, der har været i selskaberne, er tilført disse og er ikke tilgået ham. Selskaberne var endvidere underskudsgivende og er likvideret. Hverken han eller selskaberne har haft nogen fortjeneste, og der skal derfor ikke ske konfiskation.

Anklagemyndigheden har navnlig anført, at man er enig i, at sagen ikke er indbragt snarest muligt for byretten på ny, jf. retsplejelovens § 930, stk. 1. Dette skal dog ikke medføre afvisning eller frifindelse i forhold 1 og 4. Den sene indbringelse må derimod indgå i en samlet vurdering af, om sagsbehandlingstiden skal have betydning for strafudmålingen.

Sagsbehandlingstiden for så vidt angår forhold 1 og 4 må anses for at have oversteget det rimelige, og dette bør tillægges vægt i formildende retning ved straffens udmåling, jf. herved navnlig straffelovens § 82, nr. 13. For så vidt angår forhold 7 beror den tidsmæssige udstrækning hovedsagelig på Ts egne forhold, og der er således ikke i relation til forhold 7 grundlag for at tillægge sagsbehandlingstiden vægt i formildende retning ved straffens udmåling.

Det fremgår af landsrettens dom, at forhold 1 og 4 alene er indgået med ringe vægt i den samlede udmåling af bødestraffen. T er dermed ved landsrettens dom fuldt ud blevet kompenseret for den lange sagsbehandlingstid i forhold 1 og 4.

Der kan ikke ske frifindelse i forhold 7 ud fra et princip om bindende påtalebegrænsning, da T ikke kan have haft en berettiget forventning om, at anklagemyndigheden ikke ville forfølge dette forhold.

Det kan ikke lægges til grund, at parterne i landsretten var enige om, at T anvendte underleverandører, eller at landsretten af den grund skulle være bundet af byrettens bevisresultat.

Det er berettiget, at der i forhold 1 og 4 er rejst tiltale mod T som direktør for selskaberne i stedet for mod selskaberne som sådan.

Retsgrundlag

Lov om vagtvirksomhed

Lov om vagtvirksomhed § 2, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1, lyder:

”§ 2. Den, der udøver vagtvirksomhed eller indgår aftale herom, skal have autorisation hertil.

…

§ 20. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1)overtræder § 2, § 4, stk. 2, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 9 eller

2)…”

Retsplejelovens § 930

Retsplejelovens § 930, stk. 1, lyder:

”§ 930. Hvis der er afsagt hjemvisningsdom, skal anklagemyndigheden, hvis den ikke frafalder tiltale, snarest muligt på ny indbringe sagen for byretten.”

Bestemmelsen fik sin nuværende udformning ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love.

Af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, lovforslag nr. L 168, s. 5429, fremgår, at bestemmelsen med redaktionelle ændringer svarer til den tidligere bestemmelse i retsplejelovens § 961. § 961 havde følgende ordlyd, jf. lov nr. 90 af 15. april 1916:

”§ 961. Naar Hjemvisningsdom er afsagt, har Rigsanklageren, hvis han ikke frafalder Tiltale, uden Ophold at foranstalte Sagen paa ny indbragt for Landsretten.”

Forarbejderne til bestemmelserne omtaler ikke virkningerne af, at en straffesag ikke ”snarest muligt” henholdsvis ”uden Ophold” indbringes for retten på ny efter afsigelsen af en hjemvisningsdom.

Højesterets begrundelse og resultat

T blev ved landsrettens dom fundet skyldig i forhold 1 og 4 samt delvist i forhold 7 og idømt en bøde på 75.000 kr. som en fælles- og tillægsstraf for overtrædelse af lov om vagtvirksomhed, ligesom der blev konfiskeret 100.000 kr. hos ham.

1. Forhold 1 og 4

1.1 Indledning og sagsforløb

Højesteret bemærker indledningsvis, at den omstændighed, at tiltalen er rejst mod T og ikke mod hans selskaber, ikke kan føre til, at han skal frifindes, eller at hans straf formildes. Tiltalerejsning mod T som direktør for selskaberne må anses for at være i overensstemmelse med Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1999, pkt. 2.2.1. Højesteret kan endvidere ikke prøve landsrettens bevisbedømmelse, og det kan ikke antages, at anklagemyndigheden for landsretten var enig med T i, at det måtte lægges til grund, at han havde anvendt underleverandører.

T blev i forhold 1 sigtet den 28. august 2006 og i forhold 4 sigtet den 1. juli 2007. Ved anklageskrift af 6. november 2007 blev sagen indbragt for Retten på Frederiksberg, som afsagde dom den 19. februar 2008. På grund af rettergangsfejl blev sagen ved Østre Landsrets dom af 10. april 2008 hjemvist til fornyet behandling i byretten. Sagen blev ved anklageskrift af 8. april 2009 indbragt for byretten på ny og blev berammet til hovedforhandling i Retten på Frederiksberg den 14. august 2009, hvor T trods lovlig forkyndelse udeblev, hvorfor sagen måtte udsættes. I tiden herefter blev den udsat gentagne gange, herunder to gange på grund af Ts udeblivelse trods lovlig forkyndelse, én gang på grund af hans sygdom og seks gange begrundet i, at han ikke var blevet anholdt efter rettens anholdelsesbeslutninger. Sagen blev hovedforhandlet den 1. og 15. februar 2013, hvorefter hovedforhandlingen blev udsat til yderligere bevisførelse og procedure den 8. oktober 2013. Retten på Frederiksberg afsagde dom i sagen den 15. oktober 2013, og landsrettens dom er afsagt den 10. april 2014.

1.2 Retsplejelovens § 930, stk. 1

Efter retsplejelovens § 930, stk. 1, skal anklagemyndigheden, hvis der er afsagt hjemvisningsdom, og anklagemyndigheden ikke frafalder tiltale, snarest muligt på ny indbringe sagen for byretten. Anklagemyndigheden er enig i, at forhold 1 og 4 i sagen ikke er indbragt snarest muligt efter hjemvisningen. Spørgsmålet er, hvilke retsvirkninger der er knyttet til manglende overholdelse af dette krav.

Bestemmelsen i § 930, stk. 1, indeholder ikke en præcis frist, og hverken § 930, stk. 1, eller forarbejderne angiver, hvilke retsvirkninger der er knyttet til tilsidesættelse af kravet om indbringelse snarest muligt. Der er således ikke udtrykkelig hjemmel til at afvise en sag eller frifinde en tiltalt ved manglende iagttagelse af § 930, stk. 1.

Højesteret finder ikke grundlag for at sidestille en for sen indbringelse af en sag efter § 930, stk. 1, med overskridelse af ankefristen i retsplejelovens § 904, stk. 1, hvortil der udtrykkeligt er knyttet hjemmel til afvisning, jf. lovens § 910.

I mangel af særlige holdepunkter til støtte herfor i sagen finder Højesteret, at tilsidesættelsen af kravet i § 930, stk. 1, heller ikke kan sidestilles med et frafald af tiltale. Der er endvidere ikke grundlag for at anse forfølgningen for standset på ubestemt tid, jf. straffelovens § 94, stk. 6.

På denne baggrund finder Højesteret, at den for sene indbringelse af sagen for byretten efter § 930, stk. 1, ikke kan føre til, at sagen afvises for så vidt angår forhold 1 og 4, eller at T frifindes i disse forhold.

Bestemmelsen i § 930, stk. 1, varetager bl.a. hensynet til, at straffesager, hvori der er sket rettergangsfejl, bringes til afslutning uden unødvendige forsinkelser, og indeholder et krav om, at anklagemyndigheden fremmer sagen mest muligt. Højesteret finder derfor, at der ved tilsidesættelse af kravet i § 930, stk. 1, er særlig anledning til at overveje strafnedsættelse eller strafbortfald, jf. straffelovens § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt.

1.3 Straffastsættelse

Hjemvisningen var begrundet i, at der ved byretten burde have medvirket domsmænd efter retsplejelovens § 686, stk. 2. Der er ikke oplysninger om, at anklagemyndigheden har haft behov for tid til at overveje tiltalespørgsmålet i anledning af hjemvisningen, og der foreligger heller ikke andre oplysninger, der kan begrunde den sene fornyede indbringelse for byretten.

Retsplejelovens § 930, stk. 1, er som nævnt overtrådt, og dette har medført en forsinkelse af sagen på op imod et år. Henset hertil og til den mindre alvorlige karakter af forhold 1 og 4 samt til den samlede sagsbehandlingstid fra sigtelse til endelig dom finder Højesteret, at straffen for disse forhold bør bortfalde. Dette gælder, selv om der ikke måtte foreligge en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

2. Forhold 7

2.1 Indledning og sagsforløb

Efter anklageskriftet og domfældelsen angår sagens forhold 7 T personligt og ikke hans virke som direktør for et selskab.

Højesteret tiltræder, at anklagemyndigheden ikke har foretaget en bindende påtalebegrænsning, således som T har anført.

Som anført under pkt. 1.1 kan Højesteret ikke prøve landsrettens bevisbedømmelse, og det kan ikke lægges til grund, at der var enighed for landsretten mellem T og anklagemyndigheden med hensyn til hans brug af underleverandører.

I forhold 7 blev der foretaget ransagning den 21. februar 2008, rejst sigtelse den 6. maj 2009 for forhold frem til september 2008 og fremsendt anklageskrift til retten den 1. juli 2009. Under retsmøde i Retten på Frederiksberg den 13. april 2010 tilkendegav retten, at det var mest hensigtsmæssigt at behandle alle forhold under ét, og i tiden herefter svarer forløbet vedrørende dette forhold til forløbet vedrørende forhold 1 og 4.

2.2 Straffastsættelse

Højesteret finder, at sagsbehandlingstiden ved byretten har oversteget det rimelige, da den har strakt sig over mere end 4 år. Selv om forsinkelsen i et vist omfang har beroet på Ts egne forhold, finder Højesteret, at han bør kompenseres for forsinkelsen i medfør af straffelovens § 82, nr. 13. Dette gælder, selv om den samlede sagsbehandlingstid ikke måtte udgøre en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

På denne baggrund og under hensyn til sagens omstændigheder i øvrigt finder Højesteret, at bøden vedrørende forhold 7, som landsretten har udmålt som en fælles- og tillægsstraf, bør fastsættes til 50.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 20 dage.

2.3 Konfiskation

Højesteret tiltræder, at der skal ske konfiskation af det udbytte, T har indvundet ved lovovertrædelsen, og har ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn vedrørende beløbets størrelse, som landsretten har foretaget. Det bemærkes herved, at Højesteret i lyset af de hensyn, der begrunder konfiskation, ikke finder anledning til at reducere konfiskationsbeløbet på grund af sagsbehandlingstiden.

3. Sagsomkostninger

Sagsomkostningerne for byret, landsret og Højesteret betales af statskassen. For så vidt angår sagsomkostningerne i byretten har Højesteret lagt vægt på den lange sagsbehandlingstid ved byretten.

Thi kendes for ret

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at fælles- og tillægsstraffen nedsættes til en bøde på 50.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 20 dage.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.