4.2.2. Kære i straffesager

Navneforbud i en sag om narkotikakriminalitet

T blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191 ved besiddelse
mv. af 140 gram kokain. En avis, A, og andre medier havde umiddelbart inden grundlovsforhøret
offentliggjort T’s navn i artikler på internettet og kædet hende sammen med en mulig straffesag om
narkotikakriminalitet. Artiklen på A’s hjemmeside blev ifølge A læst af 27.902 personer, inden den
senere samme dag blev fjernet fra internetavisen. T anmodede under grundlovsforhøret om
navneforbud. Byretten fandt betingelserne for nedlæggelse af navneforbud opfyldt, jf.
retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Byretten afsagde på anklagemyndighedens begæring tillige
kendelse om dørlukning af hensyn til sagens oplysning, jf. retsplejelovens § 29. stk. 3, nr. 4. A og
38

to af A’s journalister kærede afgørelserne til Østre Landsret, der stadfæstede byrettens afgørelser.
Begge spørgsmål blev af A og journalisterne med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for
Højesteret. De kærende anførte vedrørende navnforbuddet bl.a., at det ikke ville være en ”unødig
krænkelse” af T at omtale hendes navn, eftersom offentligheden allerede inden nedlæggelsen af
navneforbuddet havde fået kendskab til sagens omstændigheder, herunder T’s navn. Højesteret
udtalte, at et navneforbud uanset den forudgående offentliggørelse af T’s navn i bl.a. aviser på
internettet kunne være af væsentlig betydning for T. Højesteret tiltrådte derfor, at den forudgående
omtale ikke i sig selv kunne medføre, at der ikke kunne nedlægges et navneforbud. Der var ikke
grundlag for at antage, at navneforbuddet var i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed. Herefter, og da Højesteret tiltrådte, at
betingelserne for dørlukning var opfyldt, stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse.

Tilladelse til kære til Højesteret af 25. september 2009 (PBN 2009-25-0093).
U 2010.1427 H.


Skal en forsvarerbeskikkelse ledsages af et rejseforbehold?

Advokaten, A, der har advokatkontor i København, var under en straffesag blevet beskikket for
tiltalte T med såkaldt rejseforbehold i medfør af retsplejelovens § 741, jf. § 334, stk. 3.
Straffesagen, der drejede sig om et enkelt tilfælde af vold i medfør af straffelovens § 244, blev
behandlet ved Retten i Nykøbing F. A havde været forsvarer for T ved to tidligere lejligheder.
Østre Landsret stadfæstede beslutningen om rejseforbehold med henvisning til, at der under hensyn
til sagens karakter og forventede omfang, herunder forholdet mellem rejseudgifterne og udgifterne
til forsvarer i øvrigt, ikke forelå omstændigheder, som kunne begrunde, at beskikkelse skete uden
forbehold for rejseudgifter og rejsetid. T kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse
landsrettens kendelse til Højesteret, der stadfæstede landsrettens kendelse.

Retten i Nykøbing Falsters beslutning af 19. oktober 2009 (1-3008/2009).
Østre Landsrets kendelse af 6. november 2009 (S-3035-09).
Tilladelse til anke af 11. december (PBN 2009-25-0156).
Højesterets kendelse af 21. maj 2010 (38/2010).