U.2014.1517H

H.K. 20. februar 2014 i sag 275/2013

Anklagemyndigheden mod T (adv. Peter Ølholm, Glostrup, besk.).

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Glostrup den 16. maj 2013 og af Østre Landsrets 8. afdeling den 5. juli 2013.

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Børge Dahl, Thomas Rørdam og Michael Rekling.

Påstande

Kærende, T, har nedlagt påstand om, at Østre Landsrets kendelse af 5. juli 2013 ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten i Glostrup, subsidiært ved Østre Landsret.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten.

Supplerende sagsfremstilling

Ved Retten i Glostrups dom af 15. april 2008 blev T fundet skyldig i bl.a. vold mod en politibetjent, jf. straffelovens § 119, stk. 1, og for at have udøvet betydeligt hærværk, jf. straffelovens § 291, stk. 2.

T, der i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, blev frifundet for straf, blev idømt ambulant psykiatrisk behandling på psykiatrisk afdeling, således at overlægen kunne træffe bestemmelse om indlæggelse, jf. straffelovens § 68. Længstetiden for foranstaltningen blev fastsat til 5 år.

Anklagemyndigheden indbragte den 26. marts 2013 T's foranstaltning for Retten i Glostrup med påstand om, at længstetiden blev forlænget med 2 år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt., jf. § 72.

Der blev under sagen for byretten fremlagt en udtalelse af 23. november 2012 fra overlæge Bjørn Kaldan vedrørende T. I udtalelsen hedder det bl.a.:

»Patienten lider af skizofreni, og det synes i en lang periode som om præparatet Clozapine, var det eneste antipsykotiske præparat, der virkelig havde en god effekt på patienten. Denne effekt blev dog noget mindre af, at patienten bestemt ikke ønskede at tage denne medicin og at hun, til en vis grad i hvert fald, blev understøttet i denne indstilling af sin mor. Dette medførte utallige psykotiske gennembrud, ofte primært visende sig ved opblussen af de psykotiske symptomer. Af og til blev patienten også voldsomt udadreagerende i disse perioder. Så sent som den 14/9-2012 overfaldt hun en personale på det bosted, hvor hun bor. En klart psykotisk tilstand, idet hun mente, at vedkommende personale, havde været med til at lægge hende i bælte for 20 år siden, hvilket alene personalets alder gjorde fuldstændig umuligt, da vedkommende var ganske ung, og slet ikke arbejdede indenfor psykiatrien på daværende tidspunkt. Et argument patienten var fuldstændig uimodtagelig overfor.«

Ved kendelse af 16. maj 2013 bestemte Retten i Glostrup, at T's foranstaltning ikke skulle forlænges, idet der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder som anført i straffelovens § 68 a, stk. 1, sidste pkt. Retten lagde herved navnlig vægt på, at der ikke forelå nærmere oplysninger om den påståede voldelige episode den 14. september 2012 som omtalt i overlæge Bjørn Kaldans udtalelse af 23. november 2012.

Anklagemyndigheden kærede samme dag byrettens kendelse til Østre Landsret.

Den 30. maj 2013 anmodede landsretten anklagemyndigheden om en uddybende udtalelse vedrørende de voldelige episoder, der var omtalt i overlæge Bjørn Kaldans udtalelse af 23. november 2012.

Den for T beskikkede forsvarer, advokat Peter Ølholm, skrev den 10. juni 2013 til landsretten og gjorde gældende, at sagen alene skulle afgøres på det foreliggende grundlag.

Den 1. juli 2013 sendte anklagemyndigheden en supplerende udtalelse af 24. juni 2013 med bilag fra Region Sjælland, Retspsykiatrisk Kompetencecenter, til landsretten og forsvareren, advokat Peter Ølholm.

Ved kendelse af 5. juli 2013 ændrede landsretten byrettens afgørelse og forlængede længstetiden for T's foranstaltning med 2 år. I kendelsen hedder det bl.a.:

»Der er til brug for landsrettens behandling af sagen indhentet en uddybende udtalelse vedrørende de voldelige episoder, som er omtalt i overlæge Bjørn Kaldans udtalelse af 23. november 2012. Landsretten har modtaget denne udtalelse den 3. juli 2013 med uddrag af journal fra Region Sjælland.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter de lægelige oplysninger om det åbenbare behov for behandling af T sammenholdt med oplysningerne om karakteren af T's voldelige optræden den 17. september 2012, den 5. december 2012 og den 7. december 2012, som fremgår af hendes journal, og hensynet til at forebygge ny kriminalitet finder landsretten, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der bør fastsættes en ny længstetid på 2 år for den idømte foranstaltning, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt.  . . .«

Ved brev af 9. juli 2013 gjorde forsvareren, advokat Peter Ølholm, landsretten opmærksom på, at han først havde set den supplerende udtalelse med bilag efter landsrettens kendelse. Han henviste bl.a. til, at anklagemyndigheden ved en fejl havde sendt den supplerende udtalelse til en anden adresse end hans kontoradresse.

Landsretten bemærkede den 12. juli 2013, at der ikke var hjemmel til at genoptage sagen, og henviste i stedet T til reglerne om kære til Højesteret.

Anbringender

T har til støtte for påstanden om hjemvisning anført bl.a., at landsretten i sin kendelse ikke har taget stilling til anmodningen om, at sagen skulle afgøres på det foreliggende grundlag. Derudover har landsretten ikke sikret sig, at T's forsvarer, advokat Peter Ølholm, modtog den supplerende udtalelse, inden landsretten traf afgørelse i sagen, ligesom der ikke blev fastsat frist for forsvarerens og T's bemærkninger hertil. Landsretten, der er i sin afgørelse har lagt stor vægt på oplysningerne, har som følge heraf begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, herunder frataget forsvareren og T retten til kontradiktion. Sagen påstås principalt hjemvist til byretten, således at T kan afgive forklaring om de pågældende forhold. Alternativet er, at der i stedet tillades mundtlig forhandling i landsretten.

Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om hjemvisning til landsretten anført bl.a., at der ikke er grundlag for at tilsidesætte forsvarerens, advokat Peter Ølholms, oplysninger om, at han først modtog den supplerende udtalelse efter landsretten kendelse. Forsvarets mulighed for kontradiktion er særligt relevant i den foreliggende sag, hvor landsretten i sin afgørelse har lagt vægt på de oplysninger, der fremgår af den supplerende udtalelse. Der er som følge heraf begået en ikke uvæsentlig sagsbehandlingsfejl. Efter retsplejelovens § 972, stk. 1, sammenholdt med § 922, kan der i landsretten ske en fuldstændig ny sagsbehandling, herunder indhentes nye oplysninger, ligesom landsretten efter § 972, stk. 2, kan træffe bestemmelse om mundtlig forhandling. T har derfor ikke krav på en to-instansbehandling på samme faktiske grundlag, hvorfor sagen alene påstås hjemvist til landsretten.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter retsplejelovens § 972, stk. 1, 2. pkt., kan landsretten, hvis den finder det nødvendigt, pålægge anklagemyndigheden at indhente nye oplysninger til brug for en kæresag. Reglen i retsplejelovens § 922 finder herved tilsvarende anvendelse, således at anklagemyndigheden sørger for at fremskaffe sådanne oplysninger og straks giver meddelelse herom til forsvareren.

Efter det oplyste lægges det til grund, at anklagemyndigheden den 1. juli 2013 sendte den supplerende udtalelse med bilag til forsvareren, advokat Peter Ølholm, og landsretten. Landsretten modtog den supplerende udtalelse med bilag den 3. juli 2013. Anklagemyndighedens brev til forsvareren blev imidlertid ved en fejl adresseret til Advodan Glostrups afdelingskontor i Taastrup og ikke til hovedkontoret i Glostrup, hvor forsvareren har sin kontoradresse, med den konsekvens, at forsvareren ikke så den supplerende udtalelse med bilag forud for landsrettens kendelse af 5. juli 2013.

Landsretten burde ved sagens behandling have fastsat en frist for forsvarerens og T's bemærkninger til den supplerende udtalelse, således at forsvareren og T havde haft lejlighed til at udtale sig herom, inden landsretten traf afgørelse. Der er ikke i den fejl, landsretten har begået, grundlag for ophævelse af andet end landsrettens kendelse.

Højesteret ophæver herefter landsrettens kendelse og hjemviser sagen til fornyet behandling i landsretten.

Thi bestemmes

Landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten.

Kæremålsomkostningerne for Højesteret betales af statskassen.