TfK 2010.610


Den Særlige Klagerets kendelse af 13. august 2009 (G-036-09).

 

 
Begæring fra D om genoptagelse af en sag, der er afgjort ved Retten i Hvidovres dom af 22. september 2006.
D har begæret genoptagelse af en sag, hvor han ved Retten i Hvidovres dom af 22. september 2006 er straffet efter straffelovens § 123 og § 245, stk. 1, med fængsel i 5 måneder.

Anklagemyndigheden har udtalt sig imod genoptagelse.

Advokat Peter Christiansen har på vegne af D anført, at anklagemyndigheden har anmodet ham om at begære sagen genoptaget, da forurettede er sigtet for falsk forklaring. Forurettede har over for D erkendt, at hun ikke er blevet påført skader af ham, hvilket er blevet optaget på CD-rom, som efterfølgende er overgivet til Københavns Vestegns Politi. Der er således fremkommet nye oplysninger i sagen. Retsmedicinsk Institut svarede i sagen, at forurettedes skader/spor var forenelige med, at kruset med den varme kaffe ved et uheld væltede på spisebordet, og at kaffen herefter dryppede ned i skødet på hende. Forurettede anmeldte tidligere samme år en anden person for vold mv., og der blev foretaget tre anmeldelser i 2006, der ikke førte til nogen efterforskning.

Anklagemyndigheden har anført, at der ikke med de pågældende optagelser er grundlag for at genoptage byretssagen, jf. betingelserne i retsplejelovens § 977, stk. 1. Anklagemyndigheden har videre anført bl.a.:

»Ved afhøring den 9. september 2008 (bilag 4) nægtede F sigtelsen for overtrædelse af straffelovens § 164, og anførte, at hendes forklaring afgivet til politiet og i retten var i overensstemmelse med sandheden og fastholdt sin forklaring om, at det var D, der havde hældt skoldhed kaffe ned i hendes skød. l forbindelse med afhøringen blev F gjort bekendt med, at der forelå optagelser af samtaler mellem hende og D. F nægtede at have undskyldt overfor D og erkendt falsk forklaring.

Aflytningsmaterialet blev den 23. oktober 2008 ... afspillet for F. Advokat Fathad Nikmaram oplyste i den forbindelse, at F over for ham havde givet udtryk for, at hun under samtalerne med D var blevet bombarderet med alle mulige spørgsmål, som hun blev træt af at svare på og derfor på et tidspunkt blot svarede på spørgsmålene uden selv at vide, hvad hun svarede på.
...
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at D under domsforhandlingen i byretten forklarede, at det var datteren, der kom til at vælte kaffekoppen ned, hvorimod der i udskrifterne ... tilsyneladende tales om, at det var F, der selv væltede koppen.«

I sagens behandling har følgende medlemmer deltaget: Poul Sørensen, Mogens Kroman, Katrine B.B. Eriksen, Gorm Toftegaard Nielsen og Jakob Lund Poulsen.

Klageretten finder med henvisning til retsplejelovens § 977, stk. 1, nr. 1, at sagen bør genoptages, hvorfor

bestemmes:

Den sag, der er afgjort ved Retten i Hvidovres dom af 22. september 2006, genoptages, nu ved Retten i Glostrup.