TfK 2010.611 



Den Særlige Klagerets kendelse af 7. januar 2010 (G-111-09).
 

  Begæring fra D om genoptagelse af en sag, der er afgjort ved Vestre Landsrets dom af 4. juni 2009.

Advokat Mette Grith Stage har på vegne af D i et brev modtaget i Klageretten den 12. august 2009, begæret genoptagelse af en sag, hvor D ved Vestre Landsrets dom af 4. juni 2009 (- - -) i ankesag efter straffelovens § 216, stk. 1, til dels jf. § 224, § 232 og § 245, stk. 1, er straffet med fængsel i 2 år og 3 måneder.

Anklagemyndigheden har indstillet, at sagen genoptages.

Ved Klagerettens beslutning af 22. oktober 2009 er Mette Grith Stage beskikket som forsvarer for D.

I en telefaxskrivelse af 22. oktober 2009 anmodede advokat Mette Grith Stage om, at anmodningen om genoptagelse blev tillagt opsættende virkning, jf. retsplejelovens § 986, således at dommens fuldbyrdelse blev standset.
Ved Klagerettens beslutning af 22. oktober 2009 blev fuldbyrdelsen af dommen standset.

D har navnlig gjort gældende, at det er sandsynliggjort ved en videooptagelse af en samtale mellem forurettede og D's bror, at forurettede, som var sagens centrale vidne, har afgivet falsk forklaring til politiet og i retten, og at han derfor er dømt med urette.

Anklagemyndigheden har tilsluttet sig anmodningen om genoptagelse og har herved navnlig anført, at forurettede i sagen er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 158 i forbindelse med afgivelse af vidneforklaring, og at forurettede nu har ændret sin forklaring om hændelsesforløbet. Endvidere har anklagemyndigheden henvist til blandt andet videooptagelsen af forurettedes samtale med D's bror.

I sagens behandling har følgende medlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Mogens Kroman, Katrine B.B. Eriksen, Gorm Toftegaard Nielsen og Jakob Lund Poulsen.

Anklagemyndigheden har tilsluttet sig, at sagen genoptages, hvorfor

bestemmes:
Den sag, der er afgjort ved Vestre Landsrets dom af 4. juni 2009 vedrørende D, genoptages.