UfR 1982.1058/1 ØLD
 
  Ø. L. D. 8. juni 1982 i anke 2-18/1982
anklagemyndigheden mod D (adv. K. Skougaard Sørensen, e.o.)

Af anke 2-18/1982 - anklagemyndigheden mod D (adv. K. Skougaard Sørensen, e.o.) - fremgik, at D ved Københavns byrets 17. afdelings dom 11. juni, 1981 bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 2, jfr. § 278, stk. 1, nr. 3 og § 279 var idømt fængsel i 6 år. Dommen var endelig. I et af forholdene, hvori domfældelse var sket, havde E nedlagt krav om erstatning på 104.640 kr. Ved en fejl blev erstatningskravet ikke omtalt under proceduren, ligesom retsformanden forud for domsafsigelsen overså det nedlagte erstatningskrav, som der herefter ikke blev taget stilling til i dommen.

Anklagemyndigheden fremsatte for byretten på E's vegne begæring om, at straffesagen fortsattes og tilendebragtes for så vidt angik erstatningskravet, således at der i overensstemmelse med reglerne i rpl. kapitel 89 blev afsagt dom efter den af E nedlagte påstand. Den forD beskikkede forsvarer protesterede herimod og nedlagde påstand om, at kravet blev henvist til civilretligt søgsmål.

Det siges i Københavns byrets 17. afdelings dom 1. december 1981:

Uanset at retsplejelovens § 991 eller andre bestemmelser i kapitel 89 ikke direkte udelukker en senere pådømmelse af erstatningskrav, er det almindeligvis i teori og praksis forudsat, at dette ikke bør kunne finde sted, i modsætning til, hvad der gælder inden for færdselslovgivningen. Det er imidlertid rettens opfattelse, at der kan forekomme tilfælde af ekstraordinær karakter, hvor den oven for nævnte forudsætning vil føre til et utilsigtet resultat. E har under denne sag behørigt under selve straffesagen nedlagt sit erstatningskrav til retsbogen, og det skyldes udelukkende advokaternes og navnlig retsformandens forglemmelse, at der ikke under sagen er taget stilling til kravet. En henvisning til civilretligt søgsmål, der i det foreliggende tilfælde vil indebære en civilretlig behandling ved landsretten med krav om retsafgift og andre omkostninger, forekommer ubillig og ikke stemmende med retsplejelovens intentioner. Retten har derfor i det konkrete foreliggende tilfælde fundet at kunne optage erstatningskravet til realitetsbehandling efter reglerne i kapitel 89.

Herefter blev D dømt til at betale E 104.640 kr.

D ankede dommen med påstand om ophævelse af byrettens dom. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Det var for landsretten oplyst, at E's krav var anmeldt i D's konkursbo og anerkendt af boet.

Det siges i Ø. L. D. 8. juni 1982 (Axelsen Drejer, Hermann, Torrild Thomsen (kst.)):

Da der ikke i et tilfælde som det foreliggende i retsplejelovens kap. 89 eller andetsteds i retsplejeloven er hjemmel til som sket at genoptage en straffesag til behandling af et borgerligt krav, tages appellantens påstand om ophævelse af den indankede dom til følge. - - -