UfR 1990.27 HD
 
  H.D. 6. november 1989 i sag 154/1988
A (adv. H. Arnt, Viborg, e.o.) mod Forsikringsselskabet Baltica A/S (adv. Jørn Friis, Viborg).

Skjern rets dom 7. oktober 1986.

Ved politimesterens anklageskrift tiltales A, født 291062 - - - i - - -, for overtrædelse af

I.Straffelovens § 293 stk. 1 for brugstyveri ved den 27. marts 1986 uberettiget at have gjort brug af den fa. A/S Korn og gødning af 1/10 1970 tilhørende personbil LT 47.775, som han satte sig i besiddelse af på Væggerskildevej ud for nr. 20 i Videbæk og derefter bl.a. anvendte til den i forhold II anførte kørsel,

II.Færdselslovens § 3 stk. 1 og § 53 stk. 3 for promillekørsel ved den 27. marts 1986 ca. kl. 08,25 i Videbæk at have ført personbil LT 47.775 efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,80, og uden at udvise foreskreven hensynsfuldhed og agtpågivenhed, hvilket bevirkede at tiltalte i en højredrejende kurve ca. 1 km syd for Bindesbølvej mistede herredømmet over bilen, der kørte ud i rabatten i vejens højre side og forulykkede.

Der er nedlagt påstand om betinget frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Tiltalte er ikke tidligere straffet .

Tiltaltes forklaring er gengivet i retsbogen.

I en kl. 9,30 udtaget blodprøve fandtes en mindsteværdi af alkohol på 1,14.

Af politirapporten fremgår at føret var vådt med regnvejr. Vejbanen er på uheldsstedet asfalteret, og kørebanebredden er 5 m.

Forsikringsselskabet Baltica har som ansvars- og kaskoforsikrer af bilen gjort regres krav gældende for skade på elmast med 10.736,80 kr. og resterende kaskoskade på bilen med 45.076 kr.

Endvidere er der af Per Knudsen, bruger af den i sagen omhandlede bil, nedlagt krav om afsavnserstatning med 980,00 kr.

De nedlagte erstatningskrav er størrelsesmæssigt godkendt af tiltalte, men denne har påstået frifindelse for betaling.

Tiltalte har om sine økonomiske forhold oplyst, at han fra 1. oktober 1986 vil tjene ca. 14.000 kr. brutto om måneden.

Retten bemærker:

Ved tiltaltes erkendelse og det iøvrigt oplyste findes tiltalte skyldig som anført i anklageskriftet.

I medfør af straffelovens § 293, stk. 1, færdselslovens § 117, stk. 3, og § 118, stk. 1, jfr. straffelovens § 88, stk. 4, idømmes tiltalte 25 dagbøder hver på 300 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 25 dage.

I medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jfr. stk. 2, og § 128, frakendes førerretten betinget som nærmere anført neden for.

Vedrørende regres-kravet stort 10.736,80 kr. findes dette som udredt gennem bilens ansvarsforsikring ikke at kunne behandles under denne sag, som færdselsloven er gældende efter 1. januar 1986, og kravet henvises til civilt søgsmål.

Vedrørende regres-kravet på 45.076 kr. findes dette omfattet af erstatningsansvarsloven, og tiltalte vil i medfør af dennes § 19, stk. 2, nr. 1, jfr. stk. 1 være at frifinde for dette krav.

I øvrigt findes tiltalte gennem sin handlemåde erstatningspligtig efter dansk rets almindelige regler og pålægges derfor at udrede afsavnserstatning - - -.

Vestre Landsrets dom 28. august 1987 (7. afd.)

(Juul-Olsen, Jochimsen, M.E. Mejnertz (kst.)).

Den den 7. oktober 1986 af retten i Skjern afsagte dom er påanket i den borgerlige retsplejes former, for så vidt angår erstatningen.

For landsretten har appellanten, Baltica A/S, påstået indstævnte, A, tilpligtet at betale 45.076 kr. med sædvanlig procesrente fra den 7. oktober 1986, til betaling sker.

Indstævnte har påstået dommen stadfæstet.

Sagen angår for landsretten alene spørgsmålet vedrørende appellantens regreskrav for kaskoskaden. Indstævnte har erkendt at være forpligtet til at betale til appellanten skaden på elmasten.

Indstævnte har forklaret, at han kørte med ca. 80 km i timen. Han er godt kendt med det pågældende vejstykke, men han fik drejet for sent, så at bilen skred for ham. Årsagen til uheldet var, at han var uopmærksom og træt. Han havde ikke sovet natten forinden, og han havde tillige drukket spiritus.

Appellanten har i første række gjort gældende, at det ikke kan antages, at en brugstyv er omfattet af lempelsesreglen i Erstatningsansvarslovens § 19, idet der er afgørende præventive hensyn, der taler herimod. I anden række har appellanten gjort gældende, at det forhold, at brugstyven påfører den stjålne bil en skade, må bevirke, at skaden må anses som forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Mere subsidiært har appellanten gjort gældende, at den pågældende skade må anses at være forvoldt ved grov uagtsomhed.

Indstævnte har gjort gældende, at lempelsesreglen i § 19 også omfatter en skade, der er forvoldt af en brugstyv. En skade af den omhandlede karakter er ikke i bestemmelsen nævnt blandt de undtagelser, hvor reglen i § 19, stk. 1, ikke gælder, og efter bestemmelsens forarbejder må disse undtagelser antages at være udtømmende angivet i bestemmelsen. Indstævnte har endvidere gjort gældende, at det forhold, at skaden hidføres af en brugstyv, ikke automatisk medfører, at skaden da må anses for omfattet af § 19, stk. 2, nr. 1. Indstævnte har endelig gjort gældende, at skaden ikke er hidført ved en uagtsomhed, der kan betegnes som grov i den forstand, dette udtryk er anvendt i bestemmelsen.

Landsretten skal udtale:

Spørgsmålet om, hvorvidt en brugstyvs erstatningsansvar for skade på den ting, som han sætter sig i besiddelse af, kan bortfalde efter Erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, ses ikke særskilt at være omhandlet i bestemmelsens forarbejder, herunder i Bet. nr. 829/1978 om lempelse af erstatningsansvar m.v.

Landsretten finder i overensstemmelse med hidtil gældende retspraksis, at indstævnte ved uretmæssigt at have sat sig i besiddelse af bilen må være erstatningsansvarlig for den skade, som påføres den, så længe den ulovlige råden opretholdes. Herefter, og da der ikke efter forarbejderne til Erstatningsansvarslovens § 19 er holdepunkter for at antage, at et sådant erstatningsansvar, der er etableret ved begåelsen af en forsætlig strafbar handling, skal bortfalde efter bestemmelsen i de tilfælde, hvor skaden på bilen er dækket af en tingsforsikring, tager landsretten appellantens påstand til følge.

Efter omstændighederne forholdes der med sagens omkostninger som neden for bestemt.

- - -

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part.

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Jensen, Funch Jensen, Weber, Hornslet og Hermann.

Appellanten har gentaget sin frifindelsespåstand.

Indstævnte har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesteret finder, at der ikke i ordlyden af eller forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, er fornødne holdepunkter for at fastslå, at brugstyveriet af bilen begrunder, at appellanten anses for at have forvoldt den ved kørselsuheldet opståede skade forsætligt. Ved uretmæssigt at have sat sig i besiddelse af bilen og kørt med den, skønt han var træt på grund af mangel på søvn og havde en betydelig alkoholpromille i blodet, og ved herunder at have kørt galt som sket, har appellanten imidlertid udvist en så uforsvarlig adfærd, at han efter en samlet vurdering må anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed som anført i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

Med denne begrundelse stadfæster Højesteret landsrettens dom.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom bør ved magt at stande.

Hver part bærer sine sagsomkostninger for Højesteret.

Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter forkyndelsen af denne højesteretsdom.