UfR 1991.929 HD
 

Den 31. oktober 1988 indgav Københavns Politi til Fogedretten i Nyborg begæring om udlæg hos sagsøgte for afsoningsomkostninger for tiden 31. oktober 1968-31. oktober 1988, i alt 323.075 kr.

Ligeledes den 31. oktober 1988 fremsatte anklagemyndigheden begæring om beslaglæggelse i henhold til retsplejelovens § 1002 hos sagsøgte af en del af de i bevaring tagne formuegenstande opgjort til en skønnet værdi på mellem 3 og 400.000 kr. til sikkerhed for afsoningsomkostninger, der påløber efter den 31. oktober 1988. Begæringen blev taget til følge ved Østre Landsrets kendelse af 6. marts 1989, stadfæstet af Højesteret ved kendelse af 2. februar 1990.

I et retsmøde i Københavns Byret den 8. november 1988 fremsatte anklagemyndigheden begæring om opretholdelse af beslaglægelsen med henblik på konfiskation af de i bevaring tagne formueeffekter. Byretten udsatte spørgsmålet om beslaglæggelse til senere afgørelse.

Den 9. november 1988 indgav Københavns Politi til Fogedretten i Nyborg en subsidiær begæring om arrest hos sagsøgte for beløbet 323.075 kr.

Den 10. november 1988 besluttede Fogedretten i Nyborg at nægte at fremme begæringen om udlæg, men foretog i henhold til den derom fremsatte subsidiære begæring arrest hos sagsøgte i bankbog med Forstædernes Bank, Hovedkontoret Malervangen 1, 2000 Glostrup, konto nr. 4441-670214 indestående pr. 10. marts 1988: 172.888,17 kr. samt 550 stk. præmieobligationer 1980, 1. afd. Lilla a 200 kr.

Den 30. november 1988 besluttede Københavns Byret at opretholde beslaglæggelsen af de den 15. juni 1988 i bevaring tagne værdier under den forudsætning, at tiltalespørgsmålet vedrørende den mod sagsøgte rejste sigtelse var afgjort inden udgangen af februar 1989. Tiltale blev ikke rejst inden fristens udløb.

Ved Københavns Byrets dom af 30. januar 1990 blev sagsøgte frifundet for en mod ham ved anklageskrift af 21. juli 1989 rejst tiltale for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Det fremgår af en udskrift af Statsfængslet Vridsløselilles fængselskonto for sagsøgte for tiden fra den 18. september 1965 til den 14. april 1988, at der i årenes løb er sket en række overførsler til sagsøgtes bankkonto af beløb varierende fra få hundrede kroner op til godt 23.000 kr.

Det fremgår af en række fremlagte bilag, at fængselsmyndighederne, derunder Direktoratet for Kriminalforsorgen, har været bekendt med, at sagsøgte havde indtægter ved handelsvirksomhed m.v. under afsoningen.

I en skrivelse af 17. august 1989 fra inspektøren for Statsfængslet i Vridsløselille til Rigsadvokaten hedder det,

»at - - - anstalten har administreret Justitsministeriets cirkulære af 27. marts 1938 i overensstemmelse med de af Direktoratet for Kriminalforsorgen givne anvisninger, jf. senest Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse af 5. november 1985 og af 19. december 1988. - - -

I overensstemmelse med - - - giver anstalten i forbindelse med løsladelsen politiet meddelelse om det beløb, der skal inddrives i afsoningsomkostninger. - - -

Endvidere modtager anstalten undertiden fra politiet oplysning om, at politiet i forbindelse med strafferetslig forfølgning er kommet i besiddelse af midler - tilhørende her indsatte -. I sådanne tilfælde oplyses til politiet størrelsen af de hidtidige afsoningsomkostninger. Der har ikke i S's tilfælde været givet nogen meddelelse til politiet. Specielt i relation til næstsidste punktum i pkt. 4 i cirkulæret fra 1938 bemærkes det, at anstalten på intet tidspunkt har haft anledning til at befrygte, at S ville disponere over sine midler på en sådan måde, at en eventuel inddrivelse af afsoningsomkostninger i forbindelse med en eventuel løsladelse ikke kunne ske, hvorved navnlig henvises til, at anstalten havde S's tilhørende opsparede midler i sin varetægt. Sådanne midler kan den indsatte ikke sende ud fra et lukket fængsel, med mindre institutionen under ganske særlige omstændigheder giver tilladelse hertil - - -«

Sagsøgeren har med hensyn til grundlaget for det fremsatte krav - udover at henvise til de foran nævnte lovbestemmelser - gjort gældende, at det af forarbejderne til lov nr. 166 af 18. maj 1937 klart fremgår, at de udgifter, hvoraf kravet består, er omfattet af den sagsøgte ved dommen over ham pålagte pligt til at betale sagsomkostninger.

Sagsøgeren har bestridt, at nogen del af kravet er forældet i medfør af 1908-loven. Sagsøgeren har herved med henvisning til forarbejderne til loven gjort gældende, at dennes § 1, nr. 1, litra c, ikke omfatter et regreskrav som det omhandlede. Kravet udspringer ikke af nogen aftale eller kontrakt, men på en dom i forbindelse med en særlig bestemmelse i retsplejeloven, hvilket ikke kan sidestilles med et kontraktsretligt krav.

Sagsøgeren har endvidere bestridt, at det rejste krav, således som det er begrænset til at dække afsoningsomkostninger alene for 20 år, er forældet efter Danske Lov 5-14-4. Forældelsesfristen efter denne bestemmelse begynder først at løbe, når vedkommende krav stiftes. I modsætning til sagsomkostninger i form af forsvarersalærer og lignende stiftes krav vedrørende fuldbyrdelsesomkostninger først efterhånden, som afsoningsomkostningerne afholdes. I 1966 var afsoningsomkostninger endnu ikke kommet til eksistens. Den sagsøgte overgåede dom giver derfor det offentlige adkomst til at få omkostningerne betalt, når de opstår. Sagsøgerens krav er således summen af en række dagligt opståede erstatningskrav. I øvrigt vil det ikke kunne føre til andet resultat, om kravet i dets helhed anses for stiftet allerede ved domsafsigelsen i 1966, idet det er almindeligt antaget, at forældelsesfristen i tilfælde, hvor den aktuelle virkning af et skyldforhold er udskudt til en uvis fremtid, først løber fra den kendsgernings indtræden, der fjerner uvisheden.

Med hensyn til påkrav har sagsøgeren anført, at sådant først skal og kan afgives, efter at vedkommende krav er opstået.

Sagsøgeren har ligeledes bestridt med hensyn til inddrivelse af afsoningsomkostningerne at have udvist passivitet, som kan afskære fra at gøre kravet gældende. Selvom det antages, at der er udvist passivitet, er betingelsen for at tillægge den retsvirkning med bortfald eller begrænsning af sagsøgerens krav til følge ikke opfyldt. Der er heller ikke grundlag for at kritisere, at der ikke tidligere end sket blev taget skridt til inddrivelse af afsoningsomkostningerne. Myndighederne kendte intet til sagsøgtes formue ud over, hvad der fremgik af sagsøgtes fængselskonto, og dennes udvisende kunne ikke i sig selv give anledning til at foretage retsskridt eller afgive påkrav. Selvom fængselsmyndighederne måtte anses for at have udvist passivitet, kan dette i øvrigt ikke tillægges virkning. Endog et af fængselsmyndighederne udtrykkeligt givet løfte til sagsøgte om at undlade inddrivelse af afsoningsomkostninger ville efter forvaltningsretlige regler være uden bindende virkning for sagsøgeren.

Sagsøgeren har endelig bestridt, at rimelighedsbetragtninger kan føre til bortfald eller begrænsning af sagsøgerens krav. Vedrørende den foretagne arrest har sagsøgeren gjort gældende, at betingelserne i den dagældende § 612 i retsplejeloven var opfyldt, idet fogedretten afviste begæringen om udlæg, og da kravet var forfaldent. Sagsøgeren har endvidere anført, at sagsøgtes rettigheder efter retsplejelovens § 509 ikke blev tilsidesat ved arresten, idet formuegenstande som de registrerede ikke er omfattet af denne lovbestemmelse. Arresten blev heller ikke udstrakt videre end nødvendigt til at sikre sagsøgerens krav og omkostningerne ved arresten og forfølgningen.

For det tilfælde, at den foretagne arrest måtte blive anset for ulovlig eller for at omfatte mere end nødvendigt, har sagsøgeren anført, at betingelserne for at pålægge sagsøgeren pligt til at yde erstatning for tort ikke er opfyldt. Der er ikke udvist ansvarspådragende adfærd, og de til genstand for arrest registrerede formuegenstande var allerede beslaglagt.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse gjort gældende, at fængselsmyndighederne og dermed også inddrivelsesmyndighederne har haft kendskab til, at sagsøgte under afsoningen havde indtægter, bl.a. af den af ham drevne købmandsbutik i fængslet, og at han rådede over legalt erhvervede midler, som kunne gøres til genstand for inddrivelse af sagsomkostninger og afsoningsomkostninger. Ved desuagtet at undlade at tage skridt til inddrivelse indtil sommeren 1988 har myndighederne tilsidesat de derom gældende regler. Myndighederne har derved og ved ikke i løbet af den langvarige afsoningstid at afgive påkrav eller orientere sagsøgte om, at han i modsætning til andre indsatte måtte forvente at blive afkrævet afsoningsomkostninger, anses for at have givet afkald på at gøre krav om at få disse omkostninger erstattet. Sagsøgte har indrettet sin økonomi på, at han ikke ville blive afkrævet omkostningerne, og det strider mod almindelige rimelighedsprincipper at gøre kravet gældende.

Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at alene dommen af 24. august 1966 er påberåbt som fundament for kravet om afsoningsomkostninger. Da der ikke forud for sommeren 1988 er afgivet påkrav, er dette fundament imidlertid bortfaldet ved forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. I hvert fald må afsoningsomkostninger for tiden forud for den 31. oktober 1968 anses for at være forældet efter 1908-lovens § 1, nr. 1, litra c, idet afsoningsudgiften som vedrørende kost og logi er omfattet af denne lovbestemmelse. Som uforældet del af sagsøgerens krav kan således kun de for tiden 15. november 1983-30. oktober 1988 beregnede afsoningsomkostninger eller 175.225 kr. komme på tale.

Med hensyn til sin indsigelse mod den foretagne arrests lovlighed har sagsøgte henvist til, at fogedretten afviste at foretage udlæg på grundlag af dommen af 24. august 1966. Fogedrettens afgørelse blev ikke påkæret af sagsøgeren, som derfor må være afskåret fra derefter at påberåbe sig samme dom som grundlag for arrest. Der var endvidere ikke rimelig anledning til at foretage arrest. Sagsøgeren kunne have rejst tiltale mod sagsøgte inden udløbet af den af Københavns Byret fastsatte frist eller på et tidligere tidspunkt begæret beslaglæggelse efter retsplejelovens § 1002, ligesom sagsøgeren kunne have inddrevet afsoningsomkostningerne under iagttagelse af Justitsministeriets cirkulære af 27. marts 1940. Endelig har sagsøgte for det tilfælde, at alene kravet om afsoningsomkostninger for de sidste 5 år forud for den 30. oktober 1988 anses for at bestå, gjort gældende, at den foretagne arrest da er for omfattende og derved i hvert fald delvis ulovlig.

Retten skal udtale:

Ved Østre Landsrets dom af 18. marts 1966, stadfæstet ved Højesterets dom af 24. august 1966, blev sagsøgte fundet skyldig og idømt fængsel på livstid. Ifølge retsplejelovens § 1008, stk. 1, jf. § 1007, stk. 1, er sagsøgte derfor skyldig at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling. Til sådanne udgifter henregnes ifølge § 7 i lov nr. 93 af 11. april 1916 om udgifterne i strafferetsplejen som ændret ved lov nr. 166 af 18. maj 1937 bl.a. afsoningsomkostninger som de af sagsøgeren opgjorte. Sagsøgerens krav kan ikke anses for en fordring af den i § 1, nr. 1, litra c, i lov nr. 274 af 22. december 1908 omhandlede art, men er alene undergivet forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. Således som kravet er begrænset, kan ingen del deraf anses for bortfaldet ved forældelse. Herefter, og da det af sagsøgte i øvrigt anførte ikke kan føre til andet resultat, vil sagsøgerens krav om betaling være at tage til følge. Da endvidere betingelserne for foretagelse af arrest for kravet må anses for opfyldt, og da der ikke er grundlag for at fastslå, at arresten har været mere omfattende end nødvendigt, vil sagsøgerens påstand vedrørende arresten og forfølgningen deraf ligeledes være at tage til følge.

Sagsøgerens påstande tages herefter i det hele til følge.

- - -

I sagsomkostninger til Justitsministeriet, Københavns Politi, betaler statskassen 20.000 kr.

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Weber, Kardel, Else Mols, Wendler Pedersen og Poul Sørensen.

Appellanten, der ikke har gentaget sin påstand vedrørende den foretagne arrest, har principalt påstået landsrettens dom ophævet for så vidt angår bestemmelsen om betaling af 323.075 kr. Appellanten har subsidiært gentaget sin frifindelsespåstand og har mere subsidiært påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb efter rettens skøn, højst 175.225 kr., med tillæg af procesrente.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Appellanten har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at afgørelsen om appellantens betalingspligt i medfør af retsplejelovens § 998, stk. 1, jf. § 91, stk. 2, 2. pkt., burde være truffet i strafferetsplejens former under medvirken af domsmænd.

Indstævnte har heroverfor anført, at det ubestridt følger af § 7 i lov om udgifterne i strafferetsplejen (nu lovbekendtgørelse nr. 744 af 6. november 1986), at de omhandlede afsoningsudgifter henregnes til de sagsomkostninger, som det ved straffedommen er pålagt appellanten at betale. Appellantens indsigelser mod at betale medfører ikke, at § 998 skal anvendes. I øvrigt skulle der ikke ved en afgørelse efter § 998 have medvirket domsmænd, da § 91, stk. 2, 2. pkt., efter sin ordlyd og placering kun angår fuldbyrdelse af domme, der er afsagt under medvirken af domsmænd, og ikke som i denne sag en dom, der er afsagt i en nævningesag.

Højesteret finder, at appellantens indsigelser mod fuldbyrdelsen af dommens bestemmelse om sagsomkostninger er af en sådan karakter, at der foreligger en tvist, der er omfattet af retsplejelovens § 998.

Spørgsmålet om, hvorvidt de straffuldbyrdende myndigheder igennem årene har haft et sådant kendskab til appellantens formueforhold, at der skulle være taget skridt til eventuel inddrivelse af afsoningsomkostninger på et tidligere tidspunkt, jf. cirkulære nr. 53 af 27. marts 1940, pkt. 4, er ikke således belyst, at sagen bør tages under påkendelse uanset den skete processuelle fejl.

Højesteret tager derfor appellantens principale påstand til følge.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom ophæves for så vidt angår bestemmelsen om, at appellanten, S, skal betale 323.075 kr.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.

I sagsomkostninger for Højesteret skal indstævnte, Justitsministeriet, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 30.000 kr. til appellanten.