Rigsadvokatens embedsopgaver er beskrevet i retsplejelovens § 99. En af de væsent-lige opgaver er udførelsen af straffesager i Højesteret. Dette afsnit beskriver Rigsad-vokatens virksomhed i forhold til Højesteret i 2000, herunder nogle af de sager, som har været domsforhandlet i Højesteret, og nogle af de skriftligt behand-lede kæremål. Det fremgår af nedenstående tabel, hvor mange nye anke- og kæresa-ger Rigsadvokaten modtog i beretnings-året og hvor mange sager, der blev afgjort i samme periode.
Tabel 1. Højesteretssager i 2000 (opgjort pr. 31.12.2000)
| 1999 | 2000 | |
|
1. Nye ankesager |
53 6 20 |
41 2 21 |
|
2. Domsforhandlinger i Højesteret |
50 3 18 60 12 35 3 |
351 2 11 37 16 17 2 |
| 3. Nye kæresager - heraf afgjort - heraf frafaldet - heraf verserende |
40 34 0 6 |
45 37 2 6 |
|
1) Sagen, der blev afgjort ved Højesterets dom af 7.1.2000, blev
domsforhandlet i 1999 og er medtaget i AÅ 1998-1999. | ||
Højesterets domme og udvalgte kendelser offentliggøres i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR). Ved omtalen af en række af de sager, som Rigsadvokaten har behandlet i beretningsåret, henvises der i vidt omfang til afgørelser, som er trykt i ugeskriftet eller i det ugentlige fortryk (UfR NyhedsService).
Det følger af retsplejelovens § 957, at "den part, som anker ...", først har ordet under domsforhandlingen i Højesteret. Denne bestemmelse praktiseres normalt således, at Rigsadvokaten forelægger sagen for Højesteret, når anklagemyndigheden har taget initiativ til at anke sagen eller påstår dommen ændret, den såkaldte kontraanke. Rigsadvokaten tager i almindelighed stilling til spørgsmålet om kontraanke i forbindelse med indbringelsen af sagen for Højesteret. Dette sker, når ankemeddelelsen er forkyndt for den tiltalte. Rigsadvokaten vurderer i denne forbindelse, om retspraksis på det pågældende område giver udsigt til en ændring af landsrettens resultat. Finder Rigsadvokaten, at landsrettens afgørelse utvivlsomt er i overensstemmelse med retspraksis, nedlægges alene påstand om stadfæstelse. Det gjorde Rigsadvokaten i omtrent halvdelen af sagerne i beretningsåret. I denne situation forelægges sagen som udgangspunkt af forsvareren, medmindre forsvareren træffer aftale med Rigsadvokaten om, at denne forelægger sagen. Rigsadvokaten er i almindelighed lydhør over- for en sådan anmodning fra forsvareren.
Rigsadvokaten tager kun i begrænset omfang initiativ til at anke en sag til Høje-steret. Af de sager, der blev domsforhandlet i beretningsåret, var to sager anket af anklagemyndigheden, hvilket svarer til en "ankeprocent" på 6 %. Rigsadvokaten fik ikke medhold i disse ankesager.
En straffesag kan normalt kun behandles i to instanser i domstolssystemet. Dette indebærer, at en sag, der er startet i byretten som 1. instans, kun med særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kan indbringes for Højesteret. Er sagen derimod startet i landsretten som første instans, er der fri ankeadgang til Højesteret. I den følgende beskrivelse sondres der mellem ankesager, der er startet i landsretten og tredjeinstanssager.
Ankesager (domme afsagt af landsretterne i første instans)
Efter
reglerne i retsplejelovens § 940 kan en dom, der er afsagt af landsretten i
første instans, påankes til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens kapitel
82. Anken kan efter § 943 støttes på, at rettergangsregler er tilsidesat eller
fejl-agtigt anvendt, den såkaldte formalitetsanke. Anken kan endvidere
efter § 945, stk. 1, støttes på den retlige bedømmelse af sagen, herunder
retsformandens retsbelæring, og fastsættel-sen af retsfølgen (sanktionen) m.v.
Det er den såkaldte realitetsanke. Højesteret er afskåret fra at bedømme
spørgsmål, der er undergivet nævningernes enekompetence. Det vil blandt andet
sige, at nævningernes afgørelse af spørgsmålet om utilregnelighed efter
straffelovens § 16 og om tilstedeværelsen af fakultative strafforhøjelses-,
strafnedsættelses- og strafbortfaldsgrunde anses for bindende for Højesteret.
Anken kan ikke støttes på bevisbedømmelsen, jf. § 945, stk. 2.
Den overvejende del af ankesagerne har i lighed med 1999 drejet sig om sanktionsfastsættelsen i sager vedrørende narkotikaforbrydelser efter straffelovens § 191 og manddrab eller forsøg herpå efter straffelovens § 237. Der var endvidere tale om enkelte sager vedrørende andre former for personfarlig kriminalitet, herunder sager om vold med døden til følge m.v. Der var i enkelte af sagerne spørgsmål om ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning til fornyet behandling ved nævningeting.
Tabel 2. Domsforhandlinger i ankesager i 2000 (2. instanssager)
| Lovbestemmelse | stadfæstet | Afgørelse ændret | sager i alt |
| Grov narkotikakriminalitet efter straf-felovens § 191 | 6 | 1 | 7 |
| Manddrab efter straffelovens § 237 | 11 | 1 | 12 |
| Drabsforsøg | 2 | 0 | 2 |
|
Grov vold efter straffelovens § 245 og § 246 |
2 | 1 | 3 |
| Grov sædelighedsforbrydelse | 1 | 0 | 1 |
|
Sager i alt |
22 | 3 | 25 |
Efter retsplejelovens § 967 kan domme i straffesager, der er afsagt af Sø- og Han-delsretten, som udgangspunkt påankes til Højesteret. Der har ikke i beretningsåret foreligget sådanne sager.
En betydelig del af ankesagerne vedrørte overtrædelse af straffelovens § 191, herunder blandt andet ved indsmugling af forskellige former for narkotika. Spørgsmål om udvisning i medfør af udlændingeloven forekommer hyppigt i disse narkotikasager.
Højesteret stadfæstede i samtlige sager landsrettens sanktionsfastsættelse, og afgørelserne af disse sager har i beretningsåret været enstemmige. Der har således ikke i beretningsåret i mindretalsvota været givet udtryk for nogle mere principielle overvejelser om en generel nedsættelse af straffen for de såkaldte kurerer, dvs. typisk personer, som mod et vist vederlag bringer stoffet ind i landet på vegne af andre. Højesteret stadfæstede således også landsrettens strafudmåling i en sag, hvor forsvareren med henvisning til de i årsberetningen for 1998-1999 omtalte kurersager nedlagde påstand om udmålingen af en mildere sanktion. Sagen er omtalt i U 2001.345 H.
Sagen U 2000.1822 H ("Clark Olofsson-sagen")vedrørte to tiltalte, som af landsretten hver blev idømt fængsel i 14 år for i forening at have stået for indførsel af meget betydelige kvanta amfetamin og hash. Der var således blandt andet tale om to forsøg på indsmugling af i alt ca. 50 kg amfetamin. Højesteret fandt ikke grundlag for at nedsætte straffen for de tiltalte, der var blevet idømt den hidtil strengeste straf i Danmark for narkotikakriminalitet. Sagen er endvidere beskrevet nedenfor under beskrivelse af sager, hvor der har været spørgsmål om urigtig retsbelæring m.v.
Der har for drabssagernes vedkommende i vidt omfang dannet sig en meget fast retspraksis for strafudmålingen, således at strafpositionen på fængsel i 12 år er udgangspunktet. Der kan herved henvises til Højesterets dom i U 1995.592 H.
Er der tale om drab i samlivsforhold m.v., er udgangspunktet fængsel i 10 år. Det fremgår af Højesterets dom i U 1993.742 H. Har nævningerne besvaret spørgsmål om anvendel-sen af straffelovens § 85 bekræftende dvs. fundet at der foreligger særlige oplysninger, som taler for en mildere straf, end den, der ellers ville finde anvendelse - er udgangspunktet en straf på fængsel i henholdsvis 10 år og 8 år.
Blandt de drabssager, der blev afgjort i beretningsåret, var der i fire af sagerne tale om drab begået i samlivsforhold. De øvrige sager vedrørte drab under forskellige andre omstændigheder. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse i 11 af sagerne, herunder en dom på livstid, og korrigerede i et enkelt tilfælde straffastsættelsen.
Denne sag (U 2000.2465 H) drejede sig om en på gerningstidspunktet 17-årig mand, der i en svamperus havde dræbt en ham ubekendt 41-årig kvinde med knivstik. Nævningerne havde besvaret et spørgsmål, om der skulle pålægges straf i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt., bekræftende, og landsretten havde fastsat straffen til fængsel i 6 år. Højesteret bemærkede, at T ikke tidligere havde erfaringer med aggressiv adfærd efter indtagelse af rusmidler og søgte at blive indlagt, da han var ved at komme i en tilstand af utilregnelighed. Under hensyn til disse omstændigheder samt hans alder og personlige forhold fandt Højesteret, at straffen burde nedsættes til fængsel i 5 år.
Er der tale om drab i kombination med usømmelig omgang med lig, f.eks. ved lemlæstelse af liget ved afskæring af legemsdele, afbrænding og lignende fastsættes der i reglen en skærpet sanktion. Der har i beretningsåret foreligget tre af sådanne sager (U 2000.1195 H, U 2000.1924 H og U 2000.2405 H).
Sagen U 2000.2405 H ("Susan-sagen") vedrørte et drab af en 10-årig pige med seksuelt sigte og efterfølgende usømmelig behandling af liget ved at have indført sit kønslem og/eller en stump genstand i ligets moderskede. Landsretten fastsatte under hensyn til forbrydelsernes grovhed straffen til fængsel på livstid. Højesteret stadfæstede strafudmålingen af de grunde, der var anført af landsretten.
Sagen U 2000.1924 H vedrørte drab på netop fraflyttet samlever og usømmelig omgang med hendes lig. Den på gerningstidspunktet 39-årige T blev fundet skyldig i drab ved kværkning på sin tidligere samlever, med hvem han havde samlevet i 16 år, indtil hun kort før drabet var fraflyttet deres fælles hjem. Desuden blev T fundet skyldig i usømmelig omgang med hendes lig, idet han efter at have tilføjet liget snitsår transporterede det i en kuffert til en have, hvor han gravede det ned. Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 12 år (dissens for 10 år). Rettens flertal begrundede strafudmålingen således:
Afdøde var på drabstidspunktet flyttet fra tiltalte på grund af vold og
trusler på livet. Hun besøgte lejligheden den pågældende dag for at ordne noget
vedrørende flytningen og for at være sammen med sine børn. Drabet er således
begået på et tidspunkt, da der var særligt behov for
beskyttelse.
Efter at have kværket afdøde har tiltalte skåret hende
dybt i begge håndled og anbragt hende i en kuffert, som han gravede ned i sine
forældres have.
Efter en samlet bedømmelse af lovovertrædelsernes
grovhed og den herved udviste kynisme finder landsrettens flertal, at
normalstraffen på fængsel i 10 år for drab på en ægtefælle eller samlever ikke
bør anvendes.
Mindretallet anfører, at der ikke i sagens
omstændigheder er tilstrækkelig anledning til at fravige udgangspunktet,
hvorefter straffen er fængsel i 10 år.
Højesteret bemærkede, at den omstændighed, at drabet - som anført af landsretten - var begået på et tidspunkt, hvor forurettede havde særligt behov for beskyttelse, ikke i sig selv kunne indgå i begrundelsen for at fravige det sædvanlige udgangspunkt for strafudmålingen i sager om drab på ægtefælle eller samlever, 10 års fængsel. Højesteret fandt imidlertid under hensyn til det af landsretten i øvrigt anførte, at der efter en samlet vurdering af tiltaltes adfærd ikke var grundlag for at nedsætte den udmålte fællesstraf på fængsel i 12 år.
Sagerne vedrørende anden personfarlig kriminalitet omfattede særlig farlig og
grov vold efter straffelovens § 245 og § 246.
Som omtalt i årsberetningen
1998-1999 blev det ved lov nr. 350 af 23. maj 1997 om ændring af straffeloven
m.v. (skærpelse af straffen for særlig grov vold) tilsigtet, at straffen i de
groveste voldstilfælde forhøjes under henvisning til, at det navnlig er i disse
sager, hvor ofret lider betyde-lig skade ved meget grove og farlige former for
vold, at der er et særligt behov for en markant afstandtagen fra samfundets
side. Dette skulle ske ved inden for de eksiste-rende strafferammer at forhøje
straffen med gennemgående 1 år i de sager, der falder ind under straffelovens to
bestemmelser om den grove vold (§§ 245 og 246), og hvor der før lovændringen
idømmes fængsel i over 1 år. Ved den anvendte formule-ring blev det tilsigtet,
at strafskærpelsen skulle slå fuldt ud igennem i alle sager, bortset fra de
tilfælde, der ligger i det øverste område op imod strafferammens maksimum på 8
års fængsel. Højesteret har i beretningsåret i to sager taget stilling til
spørgsmålet om anvendelse af denne lov.
Sagen U 2000.1690 H drejede sig om en mand, der ved nævningeting var fundet skyldig i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, ved at have ramt en anden med et skud i ryggen. Højesteret stadfæstede nævningetingets fastsættelse af straffen til fængsel i 3 år 10 måneder og bemærkede, at der ikke - som hævdet af forsvareren - var grundlag for at antage, at lov nr. 350 af 23. maj 1997 ikke omfatter forsøg. Højesteret fandt efter en samlet vurdering af de begåede forhold, jf. straffelovens § 80, ikke grundlag for at ændre straffen. Højesteret tiltrådte endvidere, at landsretten - under hensyn til grovheden og farligheden af T's handling uanset, at forurettede ikke blev påført alvorlige skader - havde tilkendt forurettede 10.000 kr. i godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2.
Sagen U 2000.2051/2 Hdrejede sig om en mand, der ved nævningeting var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved i en lejlighed på kort afstand at have affyret 5-6 pistolskud mod en mand, der blev ramt 2-3 gange på overkroppen. Højesteret fandt, at straffen i sagen skulle fastsættes under hensyn til lov nr. 350 af 23. maj 1997. Efter en samlet vurdering af de begåede forhold, herunder, at forurettede ikke blev påført varigt mén, nedsatte Højesteret straffen fra fængsel i 3 år 6 måneder til fængsel i 3 år.
I sagen U 2000.1085 H var en kvinde ved nævningeting fundet skyldig i medvirken til samlevers samleje og anden kønslige omgængelse med parrets to døtre i en periode, der strakte sig over ca. 5 år. Døtrene var på gerningstidspunktet henholdsvis 10-15 år og 12-14 år. Hendes medvirken bestod i at have været vidende om og ladet passere og i nogle tilfælde overværet overgrebene. Hun blev af landsretten anset med fængsel i 6 måneder. Landsretten havde ved fastsættelsen af straffen på den ene side lagt vægt på karakteren og antallet af krænkelser, døtrenes alder samt den tidsmæssige udstrækning af forholdene og på den anden side hendes rolle og hendes afhængighedsforhold til samleveren. Højesteret tiltrådte landsrettens straffastsættelse og henviste som begrundelse for ikke at gøre straffen helt eller delvis betinget til forholdenes karakter.
Ansøgninger om tredjeinstanstilladelse
Efter retsplejelovens § 966
kan landsrettens dom i en ankesag ikke ankes. Procesbe-villingsnævnet kan dog
meddele tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel ka-rakter eller særlige
grunde i øvrigt taler derfor. Anken til Højesteret som tredje in-stans kan efter
§ 966, stk. 4, støttes på, at rettergangsregler er tilsidesat eller fejlagtigt
anvendt, at straffen står i åbenbart misforhold til brøden, og at retten har
anvendt straffeloven urigtigt. Højesteret er også i disse sager afskåret fra at
prøve bevis-spørgsmål vedrørende den tiltaltes skyld. Om den nærmere forståelse
af bestemmel-sen kan der henvises til Kommente-ret Retsplejelov med henvisninger
til litteraturen m.v.
Rigsadvokaten ansøgte i beretningsåret Procesbevillingsnævnet om tred-je-in-stansbevilling i tre sager. Nævnet gav an-ketilladelse i to sager.
Den tiltalte ansøgte i beretningsåret Procesbevillingsnævnet om tred-je-in-stans-bevil-ling i 147 sager, og nævnet gav i samme tidsrum anketilladelse i syv sa-ger.
Tabel 3. Procesbevillingsnævnets tredjeinstansbevillinger i straffesager
| Antal sager | 1996 | 1997 | 1998 | 1999 | 2000 |
|
Procesbevilling til tiltalte (evt. erstatningssøgende) |
3 | 7 | 7 | 20 | 7 |
|
Procesbevilling til anklagemyndigheden |
2 | 2 | 2 | 2 | 2 |
| I alt | 5 | 9 | 9 | 22 | 9 |
|
Kilde: Procesbevillingsnævnets årsberetning 1996- 2000. | |||||
Ved udgangen af 2000 verserede der fortsat to sager, som indkom i 1998. Sagerne vedrører overskridelse af det tilladte foderforbrug i dambrug, og de er omtalt i Rigs-advokaten Informerer nr. 1/1999. Sagerne er nu domsforhandlet i februar 2001. Der verserede endvidere seks sager, som indkom i 1999 og fem sager, som indkom i 2000.
Fordelingen af tredjeinstanssager, der blev domsforhandlet i beretnings-året 2000 fremgår af nedenstående oversigt.
Tabel 4. Domsforhandlinger i tredjeinstanssager i 2000
| Lovbestemmelse | Afgørelse: stadfæstet |
Afgørelse: ændret |
Sager i alt |
|
Udvisning |
1 | 6 | 7 |
|
Straffeloven |
1 | 0 | 1 |
| Erstatning efter rpl. kap. 93 a | 0 | 1 | 1 |
|
Værdipapirloven |
1 | 0 | 1 |
| Sager i alt | 3 | 7 | 10 |
Af de behandlede sager havde anklagemyndigheden anket en sag. Anklagemyndigheden fik ikke med-hold i denne sag. Domfældte havde anket ni sager og fik medhold i seks sager. Enkelte af sagerne behandles nedenfor.
Sagen U 2000.2234 H vedrørte overtrædelse af straffelovens § 266 b om racisme ("Glistrup-sagen"). T, der i 1972 havde stiftet et politisk parti og i flere perioder været medlem af Folketinget, fremsatte under en direkte tv-udsendelse, hvorunder der var mulighed for at ringe og stille spørgsmål til deltagerne, en række udtalelser, der den følgende dag førte til politianmeldelse mod ham. T blev i byretten og landsretten idømt betinget hæfte i 7 dage for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 2, jf. stk. 1. Højesteret fandt ligesom byretten og landsretten, at T gennem sine udtalelser havde lagt alle her i landet boende muslimer for had på grund af deres tro og oprindelse, og at udtalelserne således havde været groft forhånende og nedværdigende over for denne befolkningsgruppe. Udtalelserne kunne ikke legitimeres af andre grunde, som T havde påberåbt sig, og da hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontrover-sielle samfundsanliggender ikke kunne begrunde straffrihed for T, tiltrådte Højesteret, at T havde realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1. T blev derimod frifundet for overtrædelse af § 266 b, stk. 2, allerede fordi anklageskriftet ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3. Med denne ændring stadfæstede Højesteret dommen. Sagen er omtalt nedenfor i afsnittet om retsbelæring m.v.
Højesteret har også i beretningsåret 2000 fået forelagt et større antal sager vedrø-rende spørgsmålet om udvisning af udenlandske statsborgere af Danmark på grund af strafbart forhold. Højesteret traf i beretningsåret 2000 afgørelse i syv tredjeinstanssager vedrørende udvisning på grund af strafbart forhold. Ingen af de tiltalte blev udvist. Højesteret frifandt således i seks sager de tiltalte for udvisningspåstanden. Rigsadvokaten havde i to af sagerne tilsluttet sig den tiltaltes frifindelsespåstand.
Landsrettens bestemmelse om udvisning i andeninstanssager blev der-imod uden undtagelse stadfæstet af Højesteret i beretningsåret. Der kan herom henvises til AÅ 1998-1999, bind 1, side 40 f. og AÅ 1998-1999, bind 3, der indeholder en redegørelse for praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og seneste højesteretspraksis frem til og med 14. august 2000. De to domme, der er afsagt efter dette tidspunkt, behandles andet sted i denne beretning, hvortil der henvises.
Sagen U 2001.578 vedrørte overtrædelse af værdipapirhandel § 39, stk. 1, jf. § 34, stk. 3, om forbud mod kursmanipulation. Højesteret fastslog i dommen, at indberetning til Børsen af handel med sig selv til overkurs normalt er strafbar kursmanipulation, da dette er egnet til at svække tilliden til værdipapirmarkedet. Højesteret udtalte endvidere, at det i almindelighed er påkrævet at anvende ubetinget frihedsstraf for at modvirke denne form for kriminalitet. Dette svarede til, hvad Højesteret tidligere havde udtalt om misbrug af insiderviden. På grund af nogle processuelle mangler ved anklagemyndighedens anke stadfæstede Højesteret dog landsrettens dom på 30 dagens hæfte.
Rigsadvokaten udsender årligt en meddelelse, hvorved standardtaksterne for den ad-ministrative fastsættelse af erstatning for uberettiget varetægtsfængsling m.v. bliver reguleret. Der har ikke i beretningsåret været forelagt sager for Højesteret vedrørende disse standardtakster.
Den sag, som blev forelagt for Højesteret i beretningsåret, vedrørte spørgsmålet om torterstatning efter de sædvanlige regler, økonomisk skade i form af indtægtstab, erhvervsevnetab og varigt mén som følge af en langvarig frihedsberøvelse i isolation. Sagen U 2000.2385 H("Peter -Rohde-sagen") er beskrevet i afsnit 2.2. om behandling af sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.
Spørgsmål om urigtig retsbelæring m.v. var i beretningsåret fremme i fire sager. Disse sager har vedrørt spørgsmål om nævningers habilitet, dokumentation af politirapport, dansk straffemyndighed og spørgsmål om retten til forsvar ("fair trial").
Nævninger ikke inhabile ved sagens behandling,
jf. retsplejelovens §
66, jf. § 61
Sagen U 2000.1134 H vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt to nævninger var inhabile ved sagens behandling i landsretten. En mand var ved et nævningeting fundet skyldig i manddrab ved på sin bopæl at have dræbt en mand med et skud på ca. 2 meters afstand med et dobbeltløbet haglgevær, og landsretten fastsatte straffen til fængsel i 10 år. For Højesteret gjorde T gældende, at der var begået rettergangsfejl, idet to af nævningerne havde været inhabile. Den ene nævning, A, var medlem af samme loge, som afdøde var medlem af. Den anden nævning, B, havde i kraft af sin stilling i et grovvareselskab S dels betydelig forretningsforbindelse med afdøde, dels et modsætningsforhold til T. Der forelå således omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om de to nævningers fuldstændige upartiskhed, og de burde derfor ikke have medvirket i sagen. Anklagemyndigheden bestred, at de to nævningers bekendtskab med afdøde, henholdsvis T, var af en sådan karakter, at der var grundlag for at anse dem for inhabile.
A og afdøde havde i en lang årrække været medlemmer af samme loge. De havde imidlertid kun haft sporadisk og perifer kontakt med hinanden i forbindelse med aktiviteterne i logen, der har ca. 125 medlemmer, og de havde ikke i øvrigt haft personlig eller forretningsmæssig forbindelse af betydning. Højesteret fandt herefter, at der heller ikke forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om A's fuldstændige upartiskhed. Han havde derfor kunnet deltage som nævning i sagen mod T. For så vidt angik B, havde T forklaret, at han ud over sin entreprenørforretning drev landbrug, blandt andet med hjortefarm. Han købte fortrinsvis foder hos S i Vordingborg, hvor B var ansat, vistnok som leder. Han havde fra midten af 1980'erne haft flere diskussioner med B om leverancerne af hjortepiller. Diskussionerne fandt sted dels telefonisk, dels hos S i Vordingborg. Efter at B for ca. 10 år siden var flyttet til S i Næstved, talte han ikke mere med ham. I 1996 førte S nogle inkassosager mod ham. Han mente ikke, at B var indblandet i disse sager. Cheferne fra S har besøgt hans landbrugsejendom, men han huskede ikke, om B var med. Han vidste, at afdøde var storkunde hos S. Han havde flere gange hjulpet med opstilling af borde, når logen skulle holde fest på afdødes gård. Logen havde også været på udflugt til tiltaltes hjortefarm, vistnok i 1993-94. I den anledning var han inviteret til middag i logen. Han kendte logens medlemmer af udseende, også A, som han dog ikke har talt med forud for domsforhandlingen.
B havde til politirapport af 14. januar 2000 forklaret, at han for ca. 15 år siden blev ansat som salgskonsulent hos S, hvor han havde til opgave at besøge landmændene. Han havde aldrig besøgt T's ejendom, men havde flere gange talt i telefon med T i forbindelse med salg af dyrefoder. I 1987 blev han afdelingsleder for S's afdeling i Næstved, og han havde i forbindelse hermed helt sikkert talt med T, uden at han dog kan huske nærmere herom. Han havde ikke haft noget at gøre med tiltaltes økonomiske mellemværende med S og havde i øvrigt aldrig haft nogen form for kontroverser med T. Han havde en gang besøgt afdødes møbelforretning, idet han skulle se på en ekspeditionsdisk, som møbelforretningen opbevarede for S. Han talte ikke med afdøde i den forbindelse. Han havde flere gange set afdøde hos S i Vordingborg, når afdøde kom for at købe kunstgødning eller for at sælge møbler. Han havde ved disse lejligheder hilst på afdøde, men ikke selv ekspederet ham. Højesteret fandt efter forklaringerne fra T og B intet grundlag for at antage, at der forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om B's fuldstændige upartiskhed. Han havde således kunnet deltage som nævning i sagen mod tiltalte, jf. retsplejelovens § 66, jf. § 61. T's påstand om ophævelse af dommen og hjemvisning af sagen til landsretten kunne således ikke tages til følge.
I sagen U 2000.1309 H var en på gerningstidspunktet ustraffet 20-årig T blevet idømt fængsel i 14 år for voldtægt af en ham ubekendt kvinde, som han havde trukket ind i en port, og for manddrab ved efter voldtægten at have slået, sparket og kvalt hende. T's forsvarer nedlagde påstand om ophævelse af nævningerettens dom og hjemvisning til fornyet behandling under henvisning til, at T's forklaring til politirapport var blevet dokumenteret under domsforhandlingen, og at den polititjenestemand, der havde foretaget den pågældende afhøring, under domsforhandlingen afgav vidneforklaring om rapportens indhold og omstændighederne ved dens tilblivelse. Desuden havde forsvareren henvist til, at spørgsmålet til nævningerne vedrørende drabet var fejlagtigt udformet.
Højesteret udtalte, at politirapporten var optaget under iagttagelse af retsplejelovens regler herom. Højesteret fandt, at det ikke var i strid med princippet om, at tiltalte ikke har pligt til at udtale sig - jf. retsplejelovens § 868 og art. 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - at landsretten i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, tillod dokumentation af rapporten, efter at tiltalte havde nægtet at udtale sig under domsforhandlingen. Højesteret bemærkede herved, at retsformanden i forbindelse med tilladelsen tilkendegav, at han under retsbelæringen ville redegøre for bevisværdien af en sådan rapportforklaring. Højesteret fandt endvidere, at der ikke var begået rettergangsfejl ved den måde, foreholdelsen af rapportforklaringen skete på, efter at T alligevel havde afgivet forklaring. Der er heller ikke begået rettergangsfejl ved udformningen af hovedspørgsmålet. Højesteret tog herefter ikke påstanden om ophævelse og hjemvisning til følge.
I sagen U 2000.1822 H ("Clark Olofsson-sagen") nedlagde T2 påstand om ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning til fornyet behandling og gjorde for Højesteret gældende, at de handlinger, han var tiltalt for, ikke var undergivet dansk straffemyndighed, jf. straffelovens §§ 6-9. Han havde herved henvist til, at han var belgisk statsborger, og at handlingerne ikke var begået i eller rettet mod Danmark. Desuden havde de spanske myndigheder tilsyneladende den opfattelse, at han stadig var svensk statsborger, og denne vildfarelse måtte antages at have haft afgørende betydning for beslutningen om udlevering. Højesteret bemærkede, at T2 under sagen var tiltalt for i forening med andre at have indført henholdsvis forsøgt at indføre narkotiske stoffer i Danmark. Selv om T2 ifølge gerningsbeskrivelsen i forhold 6-8 havde udført sine handlinger i disse forhold uden for landets grænser, var hans deltagelse i forholdene således omfattet af dansk straffemyndighed, jf. straffelovens § 9, jf. § 6. Det var uden betydning, i hvilket land T2 er statsborger, og at de spanske myndigheder muligt undervejs i behandlingen af udleveringsanmodningen havde haft den opfattelse, at han var svensk statsborger. Der var i øvrigt ikke belæg for at fastslå, at udleveringsbeslutningen er truffet på forkert grundlag. Herefter kan T2's påstand om ophævelse af dommen ikke tages til følge.
Ikke rettergangsfejl ved sagens behandling i byretten og landsretten
T havde i sagen U 2000.2234 H ("Glistrup-sagen") for Højesteret nedlagt påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved byretten, subsidiært ved landsretten, under henvisning til, at han under straffesagens behandling i de to instanser ikke havde fået en retfærdig rettergang, idet han ikke havde fået lejlighed til at tilvejebringe bevismateriale til godtgørelse af udtalelsernes rigtighed og var blevet frataget ordet med urette. Mere subsidiært påstod han afvisning under henvisning til, at sagen angik en politisk lovovertrædelse og derfor skulle have været behandlet af landsretten som 1. instans med deltagelse af nævninger. Højesteret tog ingen af disse påstande til følge.
Højesteret bemærkede, at T's udtalelser under tv-udsendelsen indeholdt det klare budskab, at alle her i landet boende muslimer, der stammer fra en vis kreds af lande, vil kastrere og dræbe Danmarks øvrige befolkning, så snart de bliver mange nok til at gennemføre en sådan udryddelsesproces, og at de derfor tilhører en gruppe af verdensforbrydere. T lagde hermed en befolkningsgruppe for had på grund af dens tro og oprindelse. T's udtalelser var således groft forhånende og nedværdigende over for denne befolkningsgruppe. De kunne ikke legitimeres under påberåbelse af videnskabelighed eller saglig debat, og det var uden betydning for en bedømmelse af strafbarheden efter straffelovens § 266 b, stk. 1, hvorledes islam bogstaveligt kan forstås, eller hvilke samfundsmæssige konsekvenser en virkeliggørelse af fundamentalistiske muslimers program har afstedkommet. Gerningsindholdet i § 266 b skal fastlægges under hensyn til ytringsfriheden. Ytringsfriheden er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie debat. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse. T havde som politiker taget aktiv del i den politiske debat som led i sit arbejde for en restriktiv udlændingepolitik vendt mod muslimer. Det kunne ikke i sig selv anses for strafbart i en sådan debat at argumentere med en henvisning til islams skriftsteder eller til samfundsmæssige konsekvenser af fundamentalistiske muslimers program. Sådanne henvisninger kunne imidlertid ikke retfærdiggøre en forhånelse og nedværdigelse som den, T's udtalelser var udtryk for. En debat om T's politiske mål blev ikke afskåret ved en kriminalisering af sådanne udtalelser. Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender kunne derfor ikke begrunde straffrihed for T. På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at T havde realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17. Uanset om anklagemyndigheden tidligere havde fulgt en lempelig tiltalepraksis, fritog dette ikke T for strafansvar.
Efter det anførte tiltrådte Højesteret endvidere, at der ikke havde været grundlag for at give T adgang til den ønskede bevisførelse. Byrettens og landsrettens afvisning af denne bevisførelse kunne derfor ikke begrunde ophævelse af hverken byrettens eller landsrettens dom. Heller ikke landsrettens afvisning af at lade T tale yderligere herom end sket kunne begrunde ophævelse af landsrettens dom. T havde forud for landsrettens behandling af sagen adgang til en videooptagelse og tekst-udskrift af tv-udsendelsen. Selv om dette materiale også burde have været stillet til rådighed for ham forud for byrettens behandling af sagen, fandt Højesteret, at denne mangel ikke havde frataget ham en sådan adgang til at tilrettelægge sit forsvar, at forholdet gav grundlag for at ophæve byrettens dom. T var politiker, og hans motiv til at fremsætte udtalelserne var af politisk karakter. Tiltalen angik imidlertid ikke et angreb på det politiske system, men en forhånelse og nedværdigelse af en befolkningsgruppe. Højesteret tiltrådte derfor, at der ikke var tale om en sag vedrørende politiske lovovertrædelser, og at den derfor ikke hørte under nævningeting. Efter det anførte var der således ikke grundlag for at tage T's påstande om hjemvisning eller afvisning til følge.
Reglerne om behandlingen af kæresager fremgår af retsplejelovens kapitel 85 om kære til højere ret. Adgangen til kære til Højesteret er som udgangspunkt be-grænset til afgørelser i sager, hvor landsretten virker som første instans. Disse kæresager vedrører typisk landsrettens bestemmelser om varetægtsfængsling i nævningesager, herunder spørgsmålet om fængsling i isolation, afgørelser om forsvarersalær mv.
Efter rets-plejelovens § 973 kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til kære af landsrettens afgørelse af en kæresag, hvis kæren angår spørgsmål af principiel ka-rakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Det kræver endvidere Procesbevil-lingsnævnets tilladelse at kære en kendelse, som landsretten har afsagt under be-handlingen af en ankesag. Det fremgår af retsplejelovens § 968, stk. 3.
Rigsadvokaten har i beretningsåret oprettet 45 nye
kæresager.
Rigsadvokaten ansøgte i beretningsåret Procesbevillingsnævnet
om kæretilla-delse i seks sager,og Procesbevillingsnævnet gav samme år
kæretilla-delse i fem sager. Procesbevillingsnævnet modtog i beretningsåret
ansøgninger fra 106 personer, og nævnet gav i samme tidsrum 15
kæretilladelser.
Tabel 6. Procesbevillingsnævnets bevillinger i kæresager, jf. retsplejelovens § 968, stk. 3, og § 973.
| Antal sager | 1996 | 1997 | 1998 | 1999 | 2000 |
| Procesbevilling til tiltalte | 11 | 17 | 8 | 12 | 15 |
| Procesbevilling til anklagemyndigheden | 2 | 3 | 4 | 4 | 5 |
|
I alt |
13 | 20 | 12 | 16 | 20 |
|
Kilde: Procesbevillingsnævnets årsberetning 1996-2000. | |||||
I det følgende bringes en oversigt over kæremål i Højesteret i 2000.
| Sag nr. | Vedrørende | Kæret af | Resultat |
| 1) HK 14.01.2000 (594/1999) RA j.nr. 573/99 |
VLK 20.12.99 - fortsat varetægtsfgl.i medfør af rpl. §
762, stk. 1, nr. 3 i sag, hvor der forelå anklageskrift til nævningesag om overtr. af strfl. § 191. |
Kæret af forsvareren med påstand om løsladelse. |
VLK stadfæstet. |
| 2) HK 10.03.2000 (62/2000) RA j.nr. 566/99 PBN j.nr. 1999-25-0934 U 2000.1300 H |
ØLK 23.11.99 - afvisning pga. tidsfrist i sag. T var ved BR´s dom idømt 1 års fængsel samt udvist af DK for røveri. Efter BR´s afgørelse fremkom opl. om T´s mentale tilstand og det måtte formodes, at T nu var sindssyg. T´s forsvarer anmodede ØL om at admittere anken, hvilket afsloges, idet der var forløbet mere end 14 dage fra oplysningernes fremkomst til anmodning om admittering blev fremsat. | Kæret af T med påstand om - admittering af anken til LR. | ØLK ophævet og sagen hjemvist til LR, idet det måtte lægges til grund, at fristoverskridelsen kun kunne tilregnes forsvareren og ikke T. |
| 3) HK 17.05.2000 (76/2000) RA j.nr. 564/99. RA Informerer nr. 15/2000. U 2000.1751 H |
VLK af 15.12.99 - om ej tilladelse til at benytte videoafhøring af forurettede i en sædelighedssag, idet der ikke forinden foretagelsen af videoafhøringen var beskikket en advokat for T, ligesom T hverken forinden afhøringen eller efterfølgende fik lejlighed til at drøfte sagen med en forsvarer. Det havde ej heller været muligt at foretage genafhøring af vidnet/forurettede inden for en rimelig tid. | Kæret af AM med påstand om tilladelse til at benytte videoafhøring, jf. rpl. § 877, stk. 3. T påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse. | VLK stadfæstes, idet der under de foreliggende omstændigheder fandtes at være sket en tilsidesættelse af retssikkerheds mæssige hensyn til T. |
| 4) HK 20.01.2000 (286/1999) RA j.nr. JU 4178 |
Tvist om, hvorvidt oplysninger fra DFK må videregives til adv. Adv. ønskede adgang til opl., idet disse dannede baggrund for T´s isolation under varetægtsfængsling på grund af flugtrisiko. | Spm. indbragt af RA efter anmodning fra den tidligere forsvarer. | Ej tilladelse jf. rpl. § 745, idet opl. -uagtet de var modtaget fra politiet - ikke var tilvejebragt under efterforskningen af straffesagen og ikke havde betydning for vare tagelsen af T´s forsvar under sagens behandling i HR . |
| 5)HK 18.02.2000 (32/2000) RA j.nr. 92/00 PBN j.nr. 2000-25-1004 |
VLK 26.01.00 - vedr. dørlukning under domsforhandling i en genoptaget ankesag, den såkaldte "Guldloksag", jf. rpl. § 29, stk. 1, nr. 3. | Kæret af journalist fra Ritzau. | Afvist, idet kendelsen ikke kunne kæres uden tilladelse fra PBN. (Journalisten søgte efterfølgende PBN om tilladelse hertil, hvilket blev afslået, da fristen var overskredet.). |
| 6) HK 08.02.2000 (45/2000) RA j.nr. 479/99 |
VLK af 26.01.00 - om fortsat varetægtsfgl., jf. rpl. § 762, stk. 2, jf. § 762, stk. 2, nr. 2, efter dom på 2 års fængsel i en nævningesag. | Kæret af forsvareren med påstand om løsladelse. | Ændret således, at pgl. løslades, idet karakteren af de begåede forhold og længden af den idømte straf ikke medførte, at hensynet til retshåndhævelsen krævede fortsat fængsling. |
| 7) HK 30.03.2000 (115/2000) RA j.nr. 89/00 PBN j.nr. 2000-25-969 U 2000.1397 H |
ØLK af 19.01.00 - tilladelse til PM i Middelfart til, at åbne breve og pakker fra beboerne i Flygtninge-center grundet særlig bestyrket mistanke om tyveri, jf. rpl. § 781, stk. 4. | Kæret af beboerne på centret med påstand om at PM's begæring om tilladelse til brevåbning ikke tages til følge. | ØLK stadfæstet. |
| 8) HK 22.02.2000 (44/2000) RA j.nr. 97/00 |
VLK af 27.01.00 - vedr. fortsat varetægtsfgl. | Kæret af T med påstand om løsladelse. | VLK stadfæstet. |
| 9) HK 29.02.2000 (89/2000) RA j.nr. 573/99 |
VLK af 11.02.00 - vedr. fortsat varetægtsfgl., jf. rpl. § 762, stk. 1, nr. 3. (Samme T som sag nr. 1). | Kæret af forsvareren med påstand om løsladelse | VLK stadfæstet. |
| 10) HK 14.03.2000 (112/2000) RA j.nr. 158/00 U 2000.1321 H |
ØLK af 03.03.00 - Anklageskriftets formulering, jf. rpl. § 831, stk. 1, nr. 3, i omfattende sag vedr. overtrædelse af straffelovens § 191. De tiltalte gjorde gældende at to forhold ikke opfyldte betingelserne i rpl. § 831, stk. 1, nr. 3, hvilket ØL afviste. | Tiltalte m.fl. v/ advokat. | Kæremålet afvist ima rpl. § 968, stk. 2, da den påkærede kendelse var afsagt under domsforhandlingen i en nævningesag. |
| 11) HK 28.04.2000 (185/2000) RA j.nr. 192/00 PBN j.nr. 2000-26-0104 |
ØLK af 07.03.00 - vedr. forsat varetægtsfgl. jf. rpl. § 762, stk. 2, nr. 1 | Kæret af T med påstand om løsladelse. | Ændret således at T løslades, idet politiet havde haft kendskab til mistankegrundlaget i 1 1/2 år uden at opsøge T. |
| 12) HK 11.04.2000 (433/1999) RA j.nr. JU 4194 U 2000.1532 H |
Adv. søger om aktindsigt i tidligere afgjorte HR-sager. | RA indbragt spm. for HR, jf. rpl. § 746. | Tilladelse til aktindsigt i.m.a. rpl. § 41, jf. U 1999.1729 H |
|
13) HK 19.04.2000 |
ØLK 28.02.00 - om ophævelse af nedlagt navneforbud under indledningen af nævningesagen. | Kæret af alle tiltalte med påstand om opretholdelse af navneforbud. | ØLK stadfæstet. |
| 14) HK RA j.nr. U 593/00 PBN j.nr. 2000-25-1029 |
VLK 31.03.00 - afgørelsen om udvisning opretholdes. | Forsvareren ansøgt om tilladelse til kære. | Kære afvist af PBN. |
| 15) HK 26.09.2000 (220/2000) RA j.nr. 203/00 PBN j.nr. 2000-25-1035 U 2000.2476 H |
BRK 07.03.00 - tilladelse til tlf.aflytning og brug af
pejlingsudstyr, der skulle installeres i en bil, jf. rpl. § 791 a, stk.
2. ØLK 03.04.00 - brug af pejleudstyr tillades ikke, idet LR fandt, at indstallering af pejleudstyr i en bil var et nyt straffeprocessuelt indgreb, der måtte forudsætte lovregulering. |
Kæret af AM med påstand om stadfæstelse af BRK. | BRK stadfæstes, idet pejling ved anvendelse af udstyr, hvis installation indebærer et straffeprocessuelt indgreb, måtte anses for at være omfattet af eller sidestillet med observationsbegrebet i rpl. § 791 a, stk. 2. Indgrebet var således omfattet af rpl. § 791 a, stk. 2. |
| 16) HK 03.05.2000 (79/2000) RA j.nr. 237/00 U 2000.1682 H |
ØLK 08.12.99 vedr. navneforbud i en selskabstømmersag. Subsidiært hjemvisning til LR. | Kæret af journalist med påstand om ophævelse af navneforbudet. | ØLK ophæves, og sagen hjemvises til realitetsbehandling i LR, idet nye regler om navneforbud i rpl. § 31 a, stk. 2, tillige fandt anvendelse på verserende sager. |
| 17) HK 07.09.2000 (239/2000) RA j.nr. U 592/00 PBN j.nr. 2000-25-1021 U 2000.2406 H |
BRK 14.02.00 - udvisning ophævet efter fornyet prøvelse efter udl. § 50. VLK 03.03.00 - ophæver BRK og afviser fornyet prøvelse efter udl. § 50. | Kæret af T med påstand om at BRK stadfæstses. | LRK stadfæstes, idet T tidligere havde fået prøvet grundlaget for udvisningen efter udl. § 50, og der ikke var adgang til endnu en prøvelse heraf. |
| 18) HK 16.05.00 (214/2000) RA j.nr. 243/00 |
ØLK 01.05.00 - om varetægtsfgl. efter rpl. § 762, stk. 2, nr. 1, under anke el. indtil fuldbyrdelse kan ske, i sag, hvor T idømt 3 års fængsel. | Kæret af T med påstand om løsladelse. | Ændret således, at T løslades, idet T forinden domsforhandlingen havde været på fri fod i et 1/2 år. |
| 19) HK 17.05.2000 (109/2000) RA j.nr. 155/00 + JU 4230 U 2000.1754 H |
ØLK 15.02.00 - om berammelse af retsmøde. | Kæret af forsvareren med påstand om, at berammelsen ændres til dage hvor hun ikke er optaget. AM påstået afvisning eller stadfæstelse. | LRK stadfæstes, idet ØL´s beslutning om at beramme sagen, uagtet forsvareren ikke kunne møde, tillige var taget under hensyn til flere medtiltalte i sagen, der var varetægtsfængslede. |
| 20) HK 18.05.2000 (227/00) RA j.nr. JU 4225 |
VLK 12.05.00 - om fortsat varetægtsfgl. i arresthus og ikke anbringelse på Egely. | Adv. anmodet om, at kæremålet tillægges opsættende virkning. | Kæremålet tillægges ikke opsættende virkning. |
| 21) HK 13.12.2000 (300/2000) RA j.nr. F 16 PBN j.nr. 2000-25-1011 |
BRK 11.02.00 og VLK 08.03.00 - om forsat forvaring. | Kæret af adv. med påstand om ophævelse af forvaringsforanstaltningen, idet der nu måtte være misforhold mellem frihedsberøvelsen og den straf, deralmindeligvis ville være udmålt for et tilsvarende forhold, ligesom der havde været en meget lang sagsbehandlingstid. AM påstået stadfæstelse af LRK. | VLK stadfæstet, idet det af sagen fremgik, at F fortsat var farlig, ligesom den lange sagsbehandlingstid måtte tilskrives F, der ikke havde ønsket at medvirke i fornyede undersøgelser til brug for sagen. |
| 22) HK 17.07.2000 (315/2000) RA j.nr. 317/00 |
VLK 27.06.00 - vedr. ej navneforbud og fortsat varetægtsfgl. samt besøgskontrol. | Kæret af forsvareren med påstand om at der nedlægges navneforbud, samt løsladelse, subsidiært ophævelse af besøgs kontrol. | VLK stadfæstet. |
| 23) HK 09.10.2000 (376/2000) RA j.nr. U 605/00 PBN j.nr. 2000-26-0113. |
BRK 24.05.00 - fortsat varetægtsfgl. efter UL § 35 med henblik på udsendelse. ØLK 06.06.00 - stadfæster BRK. | Kæret af adv. med påstand om løsladelse, idet der var tvivl om domfældtes identitet og dermed oprindelsesland, hvorfor det kunne være tvivlsomt, om udvisningen kunne iværksættes. | ØLK stadfæstet, idet det måtte lægges til grund, at baggrunden for udstrækningen af fængslingen skyldtes domfældtes nægtelse af at medvirke til udsendelse, herunder give opl. om sin identitet, ligesom der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der ikke var reel udsigt til, at udsendelse kunne ske. |
| 24) HK 09.10.2000 (373/2000) RA j.nr. U 606/00 PBN j.nr. 2000-26-0111. U 2001. 26 H |
BRK 08.06.00 - fortsat varetægtsfgl. Efter UL § 35 med henblik på udsendelse. ØLK 09.06.00 - stadfæster BRK. | Kæret af adv. med påstand om løsladelse, idet der var tvivl om domfældtes identitet og dermed oprindelsesland, hvorfor det kunne være tvivlsomt om udsendelse kunne iværksættes. | ØLK stadfæstet, idet det måtte lægges til grund, at baggrunden for udstrækningen af fængslingen skyldtes domfældtes nægtelse af at medvirke til udsendelse, herunder give opl. om sin identitet, ligesom der ikke var tilstrækkeligt grundlag til at fastslå, at der ikke var reel udsigt til at udsendelse kunne ske. |
| 25) HK 22.08.2000 (19 og 20/1999) RA j.nr. JU 4152 + JU 4153 U 2000.2232 H |
Om forelæggelse for EF-domstolen vedr. ferskvandsdambrug. | Begge tiltalte begærede forelæggelse. | Ej forelæggelse. |
| 26) HK 11.09.2000 (380/2000) RA j.nr. 365/00 (JU 4233) |
ØLK 11.08.00 - om fortsat fgl. under anke til HR. | Kæret af T med påstand om løsladelse. AM påstået stadfæstelse. | ØLK stadfæstet. |
| 27) HK 21.09.2000 (407/2000) RA j.nr. 389/00 |
VLK 21.08.00 - om fortsat varetægtsfgl. under sag, der var berammet til foretagelse ved nævningeting og hvor berammelsesdatoen forelå. | Kæret af T med påstand om løsladelse. | VLK stadfæstet. |
| 28) HK 21.09.2000 (412/2000) RA j.nr. 391/00 |
VLK 04.09.00 - om fortsat varetægtsfgl. Jf. § 762, stk. 1 nr. 1. | Kæret af T med påstand om løsladelse. | VLK stadfæstet. |
| 29) HK 28.09.2000 (416/2000) RA j.nr. 409/00 |
ØLK 07.09.00 - dommere og domsmænd i ØL ej inhabile. | Indbragt af Tmed påstand om, at sagen overføres fra ØL til VL jf. rpl. § 702, stk. 1. | Begæringen ikke taget til følge. |
| 30) HK 20.10.2000 (443/00 + 444/00) RA j.nr. 419/00 |
ØLK 28.09.00 - vedr. udsættelse af domsforhandling mhp. indhentelse af mentalundersøgelse for medtiltalt samt fortsat varetægtsfgl. | Kæret af forsvareren med påstand om, at domsforhandlingen fastholdes og at T, såfremt domsforhandlingen udskydes, løslades. | ØLK stadfæstet, da risikoen for at T ville søge at påvirke medtiltalte via fælles bekendte ikke kunne afvises. |
| 31) HK 16.10.2000 (359/2000) RA j.nr. JU 4211 U 2001.59 H |
PBN gav den 11.01.2000 AM tilladelse til at anke en dom afsagt af ØL i en ankesag. Den 21.01.00 blev ankemeddelelse forkyndt for T, men ved en fejl blev sagen først den 24.07.00 indbragt af RA for HR. | T har nedlagt påstand om, at AM's anke afvises, jf. rpl. § 953, jf. § 952. AM har påstået ej afvisning af AM's anke, subsidiært at T's anke tillige afvises. | AM s anke afvistes grundet overskridelse af fristen i rpl. § 952, stk. 2. T's kontraanke afvistes ikke, idet det ikke gav grundlag for at se bort fra AM´s fristoverskridelse, at T havde benyttet sig af adgangen til kontraanke, jf. rpl. § 966, stk. 3, 2. pkt. |
| 32) HK 30.11.2000 (474/2000) RA j.nr. 442/00 U 2001.431 H |
ØLK 09.10.00 - om fortsat varetægtsfgl. | Kæret af T med påstand om løsladelse. AM påstået stadfæstelse. | ØLK ændres, således at T løslades. |
| 33) HK 27.11.00 (482/2000) RA j.nr. 455/00 |
VLK 10.10.00 - om fortsat varetægtsfgl. | 27.11.2000 kæremålet frafaldet af T. | Sagen sluttet som tilbagekaldt. |
| 34) HK 20.04.01 (586/00) RA j.nr. 458/00 PBN j.nr. 2000-25-1155. |
BRK 17.08.00 og ØLK 11.09.00 - hvor beskikkelse af forvarer uden for hovedstadsområdet, betinges af at godtgørelse til rejseudgifter frafaldes. | Kæret af forsvareren med påstand om, at han beskikkes uden rejseforbehold. | ØLK ændres, således at de i kendelsen fastsatte vilkår om frafald af krav om rejseudgifter udgår. |
| 35) HK 01.12.00 (506/00) RA j.nr. 468/00 |
VLK 01.11.00 - delvis afvisning af anklageskrift. | 28.11.00 kæremålet frafaldet af AM. | Sagen sluttet. |
| 36) HK 07.02.01 (529/2000) RA j.nr. 421/00 |
ØLK 19.10.00 - ej tilladelse til benyttelse af
videoafhøring af de forurettede under domsforhandlingen, jf. rpl. 877,
stk. 3, idet T ikke blev orienteret om videoafhøringen og ej heller havde
overværet denne, men først gennemså denne 6 1/2
måneder efter optagelsen. |
Kæret af AM med påstand om tilladelse til at benytte optagelsen. | ØLK stadfæstet. (Se bl.a. sag nr. 3). |
| 37) HK 08.02.01 (524/2000) RA j.nr. 422/00 |
ØLK 28.09.00 - ej tilladelse til afspilning af videoafhøring af den forurettede under domsforhandlingen jf. rpl. § 877, stk. 3, idet T ikke havde drøftet sagen med sin advokat forud for optagelsen af afhøringen og ej heller efterfølgende havde haft lejlighed til at gennemse denne. | Kæret af AM med påstand om, at videoafhøringen tillades afspillet under domsforhandlingen. | ØLK stadfæstet. |
| 38) HK 18.12.00 (543/2000) RA j.nr. 470/00 PBN j.nr. 2000-25-1192 U 2001.595 |
ØLK 16.11.00 - tilladelse til indenretlig afhøring af vidne inden domsforhandlingen. | Kæret af alle tiltalte med påstand om, at AM's begæring om anteciperet bevisførelse vedr. vidnet ikke tages til følge. | ØLK stadfæstet. |
| 39) HK 22.12.2000 (560/2000) RA j.nr. 494/00 PBN j.nr. 2000-26-128 |
BRK 10.11.00 VLK11.11.00 Vedr. fortsat varetægtsfgl, rpl. § 762, stk. 2, nr. 1. |
Kæret af T med påstand om løsladelse. | Ændret således at T løslades, idet forholdene, for hvilke der var rejst tiltale, var 3 år gamle (fra 1997) og først anmeldt i juni 2000. |
| 40) HK 19.12.2000 (485-486-496/2000) RA j.nr. 429/99 U 2001.611 H |
ØLK 27.10.00 - udsættelse af domsforhandling 1/2
år. Løsladelse af T (efterflg. kendelse). |
Kæret af både AM og forsvarer med påstand om at domsforhandlingen fremmes snarest muligt. JM havde afsagt farlighedsdekret over T efter psykiatrilovens § 40, stk. 1. | Ændret, idet nævningesag skulle fremmes til domsforhandling
uden sindssyg T's tilstedeværelse, idet T´s tilstand måtte forventes at
blive forværret ved deltagelse heri, jf. rpl. § 847 og § 684, stk. 1, nr.
3. Fortsat varetægtsfgl. på Sikringsafdelingen. |
| 41) HK 16.07.01 (19/2001) RA j.nr. 492/00 PBN j.nr. 2000-25-1175 |
ØLK 10.10.00 - ej ophævelse af foranstaltningerne, spm. om proportionalitet. | Kæret af domfældte med påstand om ophævelse af den idømte foranstaltning, idet der nu måtte være misforhold mellem frihedsberøvelsen og den straf, der almindeligvis ville være | ØLK stadfæstet, idet de af for svareren påberåbte proportionalitetshensyn ikke fandtes at kunne begrunde en ophævelse eller ændring af foranstaltningen, henset til arten og grovheden af den personfarlige kriminalitet F var dømt for. |
| 42) HK 19.03.01 (578/00) RA j.nr. 481/00 PBN j.nr. 2000-25-1197 |
BRK 03.11.00 - ej tilladelse til placering af apparat i EDB-udstyr jf. rpl. § 791 a, stk. 3. Det såkaldte "Sniffer-program". ØLK 20.11.00 - tilladelse jf. rpl. § 791 a, stk. 3. | Kæret af T med påstand om stadfæstelse af BR's afgørelse. | Ændret, idet BRK stadfæstedes. Indgrebet fandtes ikke omfattet af rpl. § 791 a, stk. 3. |
| 43) HK 03.04.01 (591/2000 og 38/2001) RA j.nr. 465/00 PBN j.nr. 2001-25-0107 |
ØLK 02.11.00 - vedr. vidnepligt for forfatte‑ren af et offentliggjort læserbrev, der angav, at polititjenestemænd ansat ved Odense politi havde udøvet vold. | Kæret af vidnet der påstod afvisning af AM's anmodning om afhøring af denne. | ØLK stadfæstet. |
| 44) HK 19.12.2000 (410/2000) RA j.nr. 193/99 PBN j.nr. 2000-25-1048 U 2001.608 H |
ØLK 17.04.00 - vedr. ej tilladelse til ransagning, jf. rpl. § 794, stk. 1 i sag, hvor et varehus havde erkendt overtrædelse af lov om butikstid, og der var spørgsmål om hjemmel til at pålægge omsætningsbestemt bøde, jf. lovens § 5, stk. 1, 3. pkt. | Kæret af AM med påstand om at ransagningsbegæringen tages
til følge. T påstået stadfæstelse af ØLK. |
Ændret således, at ransagning tillades, idet det er et almindeligt princip ved udmåling af bøder, at der tages hensyn til den fortjeneste, der er opnået eller tilsigtet ved lovovertrædelsen, jf. straffelovens § 51, stk. 3. |
| 45) HK 30.06.2000 (284/00) RA j.nr. 297/00 |
ØLK 09.06.00 - fortsat varetægtsfgl. jf. rpl. § 762, stk. 1, nr. 3. | Kæret af T med påstand om løsladelse. | ØLK stadfæstet. |
Straffeloven er i år 2000 ændret ved ikke mindre end otte nye love:
Lov nr. 228 af 4. april 2000 medførte blandt andet, at grov momssvig blev
indsat i straffelovens § 289 med en forhøjet strafferamme på 4 år, at EU-svig
blev omfattet af en ny bestemmelse i straffelovens § 289 a, og at der i
straffelovens § 306 blev indført straf-ansvar for juridiske personer blandt
andet for visse former for bestikkelse og for EU-svig. Herudover medførte
lovændringen nye regler om bestikkelse og returkommission (straffelovens § 122,
§ 144 og § 299) og om hæleri med hensyn til bestikkelse og EU-svig.
Ved lov
nr. 230 af 4. april 2000 blev der indført mulighed for at anvende
samfunds-tjeneste og betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling i sager
om spirituskørsel, ligesom loven lagde op til en øget anvendelse af
samfundstjeneste blandt andet i sager om berigelseskriminalitet.
Lov nr. 225
af 31. maj 2000 om ændring af udlændingeloven medførte en konse-kvensændring af
straffelovens § 125 a om menneskesmugling.
Lov nr. 428 af 31. maj 2000, der
hovedsagelig vedrørte ændringer af retsplejelovens bestemmelser om isolation,
medførte også en ændring af straffelovens § 86, således at der skal foretages et
større fradrag i den idømte straf, hvis varetægts-fængsling er sket i
isolation.
Lov nr. 438 af 31. maj 2000 gennemførte nye bestemmelser i
straffelovens § 68 a og § 69 a om en vis tidsbegrænsning af
foranstaltningsdomme.
Ved lov nr. 440 af 31. maj 2000 blev der i
straffelovens § 134 b indført et forbud mod maskering i forbindelse med møder,
forsamlinger og optog m.v.
Ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 blev der
gennemført en længere forældelsesfrist for sager vedrørende seksuelt misbrug af
børn og unge. Endvidere blev det ved en ny bestemmelse i straffelovens § 230
strafbart at anvende børn og unge som "pornomodeller", ligesom
straffelovens § 235 om børnepornografi blev ændret blandt andet ved en
forhøjelse af strafmaksimum.
Lov nr. 233 af 31. maj 2000 om ændringer i
forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf medførte en
række ændringer af straffeloven. De væsentligste ændringer i straffeloven er
afskaffelse af hæftestraffen og nye bestemmelser om prøveløsladelse af
livstidsdømte. Ændringerne trådte dog først i kraft den 1. juli 2001.
Retsplejeloven blev i år 2000 ændret ved fire nye love, herunder
blandt andet ved lov nr. 231 af 4. april 2000 om EU-advokaters etablering her i
landet, der ikke har direkte betydning for politi og anklagemyndighed.
Lov
nr. 428 af 31. maj 2000, der også er nævnt ovenfor under ændringer af
straffelo-ven, vedrørte først og fremmest ændring af retsplejelovens
bestemmelser om varetægtsfængsling i isolation med det formål at begrænse
anvendelsen og varigheden af isolation. Ved loven blev der endvidere blandt
andet gennemført regler om va-retægtsfængsling under domsforhandlingen, en
begrænsning i adgangen til at klage over anklagemyndighedens afgørelser om
aktindsigt og en bestemmelse om forhåndsafgørelser om dørlukning m.v.
Ved lov
nr. 441 af 31. maj 2000, der også medførte ændringer i straffeloven, jf.
ovenfor, blev der ved en ændring af retsplejelovens bestemmelser om indgreb i
meddelelseshemmeligheden mulighed for at anvende disse straffeprocessuelle
indgreb i sager om børnepornografi.
Lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændringer
i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf gennemførte
ændringer i retsplejeloven som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, herunder
blandt andet en ændret afgrænsning mellem straffe-sager, der behandles efter
kapitel 80 eller kapitel 81 i retsplejeloven. Ændringerne trådte i kraft 1. juli
2001.
Færdselsloven blev i år 2000 ændret ved seks nye love, herunder blandt
andet ved lov nr. 292 af 28. april 2000 (Overførelse af kompetence til kommuner,
forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, generhvervelse af førerretten
m.v.), ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 (Ændringer som følge af
straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af
livstidsdømte) og ved lov nr. 473 af 31. maj 2000 (Forsøg med hastighedsgrænser
på motorveje).
En ændring af væsentlig betydning blev gennemført ved lov nr.
475 af 31. maj 2000 om bødefastsættelse. Ved loven blev der indsat en ny
bestemmelse i færdselslovens § 118 a om kumulation og om udmålingen af bøder.
Lovændringen blev fulgt op af en helt ny rigsadvokatmeddelelse om
sanktionspåstande i færdselssager, jf. nedenfor.
Endelig blev færdselsloven
ændret ved lov nr. 1316 og lov nr. 1318, begge af 20. december 2000. Disse
ændringer vedrørte blandt andet anvendelse af sikkerhedssele og andet
sikkerhedsudstyr og betaling for frivillige syn.
Blandt de øvrige nye love, der blev vedtaget i år 2000, og som har særlig betydning for politiet og anklagemyndigheden, kan nævnes lov nr. 318 af 9. maj 2000 om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen og lov nr. 434 af 31. maj 2000 om opret-telse af et centralt dnaprofilregister.
Rigsadvokaturen har i år 2000 udsendt syv rigsadvokatmeddelelser:
RM 1/2000: Erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
RM 2/2000: Indberetning af varetægtsfængsling ud over 3 måneder og forelæggelse af isolationsfængsling ud over 3 måneder
RM 3/2000: Personundersøgelser ved kriminalforsorgen herunder med henblik på samfundstjeneste
RM 4/2000: Sanktionspåstande i færdselssager
Rettelsesblade til denne meddelelse er udsendt den 7. september 2000 og den 15. november 2000
RM 5/2000: Efterforskning af sager om vold i parforhold
RM 6/2000: Sager om overtrædelse af dyreværnsloven
RM 7/2000: Påtalebegæringer
Herudover er der givet orientering til politiet og anklagemyndigheden om ny lov-givning, behandlingen af forskellige typer sager, højesteretsafgørelser m.v. ved udsendelse af 28 "Rigsadvokaten Informerer" i år 2000.
Endelig har rigsadvokaturen udsendt en ny bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000) om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Bekendtgørelsen er dog allerede afløst af en ny bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 621 af 25. juni 2001).
Rigsadvokaturen har i beretningsåret ligesom i de foregående år deltaget i en lang række aktiviteter i såvel nordiske som internationale samarbejdsfora m.v. Nedenfor bringes en oversigt over disse aktiviteter.
De nordiske rigsadvokater har i en længere årrække afholdt jævnlige møder. Denne mødevirksomhed omfatter en bred vifte af spørgsmål, herunder gensidig orientering om retstilstanden i de enkelte lande og drøftelse af aktuelle spørgsmål af fælles interesse. Der afholdes i almindelighed ét møde årligt.
På initiativ af Task-Force on Organized Crime in the Baltic Sea Region afholdes der årlige møder mellem østersølandenes rigsadvokater. Formålet er at skabe grundlag for en styrkelse af det retlige samarbejde mellem landene i regionen. Danmark var vært for Rigsadvokatmødet i år 2000.
Rigsadvokaterne har nedsat flere arbejdsgrupper vedrørende det praktiske samarbejde, herunder en gruppe vedrørende gensidig retshjælp og en gruppe under dansk formandskab til behandling af spørgsmål vedrørende en styrkelse af samarbejdet i sager om miljøkriminalitet.
I afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union findes bestemmelser om
politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager. Unionen har som mål at
give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed gennem udformning af fælles handling mellem medlemsstaterne inden
for politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager og gennem
forebyggelse og bekæmpelse af racisme og fremmedhad.
Dette mål skal nås både
ved at forebygge og bekæmpe organiseret og anden kriminalitet, især terrorisme,
menneskehandel og overgreb mod børn, ulovlig narkotikahandel og ulovlig
våbenhandel, korruption og svig, gennem:
De retlige instrumenter i samarbejdet er fastlagt i medfør af artikel 34 og
indebærer, at Ministerrådet kan fastlægge fælles holdninger, vedtage
rammeafgørelser og andre afgørelser og lade udarbejde og anbefale vedtagelse af
konventioner.
I de fælles holdninger fastlægges Unionens tilgang til
et bestemt spørgsmål.
Vedtagelse af rammeafgørelser indebærer
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.
Rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede
mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler
for gennemførelsen og indebærer således ikke mulighed for umiddelbar
anvendelighed i medlemsstaterne.
Almindelige afgørelserer bindende, men
indebærer ikke en indbyrdes tilnær-melse af lovgivning m.v. og er heller ikke
umiddelbart anvendelige i medlemsstaterne.
Ministerrådet udarbejder endelig i
et betydeligt omfang konventioner om f.eks. udlevering og retshjælp, som
det anbefaler, at medlemsstaterne vedtager i overensstemmelse med deres
forfatnings-mæssige bestemmelser.
Koordineringen af samarbejdet sker i det
såkaldte artikel 36-udvalg, der består af højtstående embedsmænd fra EU-landenes
justits- og indenrigsministerier, hvorefter sagerne går gennem COREPER (udvalg
bestående af medlemsstaternes faste repræsentanter ved EU) med henblik på
forelæggelse for Ministerrådet.
Under artikel 36-udvalget sker arbejdet med
de konkrete tekster til rammeafgørelser, konventioner m.v. samt med andre
spørgsmål af betydning for samarbejdet i et antal arbejdsgrupper.
Rigsadvokaturen er repræsenteret i følgende arbejdsgrup-per:
1.
Strafferetsgruppen, der i almindelighed afholder et månedligt møde, arbejder
navnlig med udarbejdelse af udkast til retlige instrumenter indenfor forskellige
områder vedrørende bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Senest har
arbejdsgruppen afsluttet arbejdet med et retligt instrument til bekæmpelse af
pengefalsk i forbindelse med introduktionen af euroen. Ligeledes har
arbejdsgruppen færdiggjort behandlingen af retlige instrumenter til bekæmpelse
af forfalskning og svig med ikke-kontante betalingsmidler, bekæmpelse af
menneskesmugling samt et retligt instrument vedrørende hvidvask af penge og
konfiskation af udbytte m.v.
Herudover arbejdes der med udkast til
rammeafgørelser om bekæmpelse af menneskehandel, miljøkriminalitet, seksuel
udnyttelse af børn og børnepornografi samt med et udkast til rammeafgørelse om
bekæmpelse af narkotikakriminalitet.
2. Arbejdsgruppen vedrørende
strafferetligt samarbejde,der i almindelighed afholder et månedligt møde,
har i 2000 afsluttet arbejdet med udkastet til en konvention om gensidig
retshjælp som supplement til Europarådskonventionen fra 1959 om gensidig
retshjælp i straffesager. Udkastet er nu blevet endeligt vedtaget af
Ministerrådet som den såkaldte 2000, konvention om gensidig retshjælp i
straffesager.
Der har herudover været arbejdet med en rammeafgørelse om ofres
stilling un-der straffesagers behandling og senest med en protokol til
2000-konventionen, der blandt andet skal forbedre samarbejdet i straffesager med
hensyn til udveksling af bankoplysninger og fjerne mulighederne for at afslå at
yde bistand alene med henvisning til, at der er tale om bistand, der ønskes til
behandling af skatte- og afgiftsstraffesager. Endvidere blev arbejdet med
oprettelsen af et permanent samarbejdsorgan mellem medlemsstaternes retlige
myndigheder, Eurojust, igangsat, jf. tillige pkt. 7 nedenfor om Pro-eurojust,
som er en midlertidig samarbejdsenhed, der allerede er etableret i
Bruxelles.
3. Den Tværfaglige Gruppe vedrørende organiseret
Kriminalitet. Gruppen behandler forskellige mere overordnede spørgsmål om
bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Der afholdes som oftest et møde om
måneden.
Herudover deltager rigsadvokaturen i følgende samarbejdsfora, der
har relation til samarbejdet i EU:
4. Det Retlige Netværk. Netværket
har til formål at skabe faste kontaktpunkter mellem de retshåndhævende
myndigheder til forbedring af det retlige samarbejde mellem myndighederne.
Rigsadvokaturen er et af de danske kontaktpunkter. Arbejdet påbegyndtes i 1998.
Der afholdes et par årlige møder. Navnlig opbygningen af forskellige
informationssystemer indeholdende generelle forskrifter har præget Netværkets
arbejde, ligesom Netværket bruges til løsning af praktiske og juridiske
problemer i konkrete straffesager, hvor der er behov for bistand fra andre
medlemsstater.
5. Eurojustice. Projektet er iværksat på initiativ af
det hollandske justitsministe-rium og den hollandske anklagemyndighed og er et
samarbejde mellem de centrale anklagemyndigheder i EU. Der har været afholdt en
konference i Noordwijk i Holland i juni 1998, i Rouen i Frankrig i efteråret
1999 og senest i Santander i Spanien i efteråret 2000.
6. Møderækken
mellem højesteretspræsidenter og rigsadvokater for medlemslandene.Der
afholdes møde hvert andet år.
7. Pro-Eurojust. På et møde i Wien i
december 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan på det politimæssige
og strafferetlige område udarbejdet af Rådet og Kommissionen, hvorefter der skal
ske en intensiveret indsats for blandt andet at forebygge og bekæmpe organiseret
kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig
våbenhandel, korruption og svig.
Rådet for Den Europæiske Union besluttede i
Tampere i oktober 1999 at oprette en enhed (Eurojust) bestående af offentlige
anklagere, retsembedsmænd eller politi-tjenestemænd med tilsvarende kompetence
for at lette koordineringen mellem rets-forfølgende myndigheder og støtte
efterforskningen vedrørende organiseret krimi-nalitet.
Den 14. december 2000
blev der under henvisning til EU-traktatens artikel 31 og 34, stk. 2, litra c,
truffet beslutning om oprettelse af en midlertidig samarbejdsenhed for de
nationale anklagemyndigheder, en midlertidig Eurojust-enhed
(Pro-Eurojust).
Pro-Eurojust skal således supplere det arbejde, der udføres i
Det Europæiske Retlige Netværk.
Se herom nærmere afsnit 1.6.
Europarådet i Strasbourg har siden oprettelsen i 1949 navnlig beskæftiget sig
med de ikke-økonomiske aspekter af europæisk integration og har blandt andet
forestået udarbej-delsen af de konventioner på det strafferetlige område, som i
dag danner grundlag for en væsentlig del af det europæiske samarbejde om
gensidig retshjælp i straffesa-ger, udlevering og lignende spørgsmål vedrørende
det praktiske samarbejde i for-bindelse med behandlingen af straffesager. Som
nævnt ovenfor er der nu mellem EU-landene iværksat et mere intensivt samarbejde
om en del af de samme spørgs-mål.
Rigsadvokaturen deltager for tiden i
følgende aktiviteter:
Med virkning fra den 2. august 2000 er Danmark blevet medlem af Greco. Formå-let med Greco er at forbedre medlemslandenes evne til at bekæmpe korrup-tion. Som et led heri gennemfører Greco evalueringer af de enkelte medlemslandes indsats på området. Evalueringen foregår på den måde, at et evalueringshold bestå-ende af tre personer udpeget af Greco udarbejder en rapport om situationen i de enkelte land. Rapporten udarbejdes på grundlag af en spørgeskemabesvarelse og et besøg i det pågældende land. Evalueringsholdets rapport behandles herefter på et plenarmøde i Greco. Der afholdes årligt tre plenarmøder af en uges varighed.
Danmark har sammen med de andre EU-medlemsstater deltaget i "The -Octopus II
Programme", der er et samarbejde mellem EU-Kommissionen og Europarådet i kampen
mod korruption og organiseret kriminalitet i 16 øst- og centraleuropæiske lande,
der er i overgangsfasen - de såkaldte "States in Transition" - her kaldet
Octopus-landene.
Programmet var en videreførelse af Octopus Programmet, der
blev afviklet i 1996-1998 og mundede ud i afgivelsen af en rapport til hver af
de 16 landes regeringer. Rapporterne indeholdt anbefalinger og retningslinier
for handleplaner.
Octopus II Programmet havde til formål at styrke
mulighederne for at bekæmpe korruption og organiseret kriminalitet i
Octopus-landene, herunder ved fastlæggelse af en policy på området og ved
nationalt og internationalt samarbejde. Programmet havde endvidere til formål at
hjælpe de 10 lande, der søger optagelse i EU, med at implementere Den Europæiske
Unions Acquis samt relevante instrumenter fra Europarådet.
Programmet har
bestået af en kombination af seminarer og studiebesøg med henblik på drøftelse
af forskellige temaer.
Rigsadvokaturen har i 2000 bidraget med afholdelse af
et studiebesøg i Danmark af en uges varighed med deltagelse af 12 eksperter fra
de baltiske lande under emnet "Bekæmpelse af Økonomisk Kriminalitet".
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet har bidraget med deltagelse i
et seminar med samme emne. Endelig har rigsadvokaturen deltaget i den
afsluttende konference vedrørende programmets endelige færdiggørelse.
Commission on Crime Prevention and Criminal Justice. Kommissionen
behandler generelle spørgsmål om strafferet og straffeproces. Der afholdes ét
årligt møde i Wien. Danmark har observatørstatus.
Endvidere har
rigsadvokaturen deltaget i møder i den gruppe, der i FN-regi har ud-arbejdet
udkast til en konvention om bekæmpelse af organiseret kriminalitet m.v.
I Anklagemyndighedens Årsberetning for 1997 findes en nærmere beskrivelse af
IAP, - herunder om organisationens formål og hidtidige arbejde.
I
Anklagemyndighedens Årsberetning for 1998-1999 er denne beskrivelse opdate-ret,
og der er nærmere redegjort for IAP's 3. og 4. årskonference og de temaer, der
blev drøftet.
IAP's 5. årskonference blev afholdt i dagene 3.-8. september
2000 i Cape Town, Sydafrika. Hovedtemaet for konferencen var
"Menneskerettigheder og anklageren". En af hovedtalerne under konferencen var
den tidligere mangeårige præsident for Den Europæiske
Menneskerettighedskommission, professor Carl Aage Nørgaard. IAP's æresmedalje
blev ved en ceremoni i Johannesburg tildelt tidligere præsident Nelson
Mandela.
Rigsadvokaturen modtager jævnligt besøg fra institutioner i andre lande, der er interesserede i at høre nærmere om den danske anklagemyndigheds opbygning og funktion. I beretningsåret modtog Rigsadvokaten besøg af blandt andet den svenske rigsadvokat og medlemmer af den svenske Rigsdag, den kinesiske rigsadvokat, repræsentanter fra justitsministerier og anklagemyndigheden i de centralasiatiske republikker og fra den norske rigsadvokatur.
Rigsadvokaturen bistår i vidt omfang Justitsministeriet med behandlingen af forespørgsler fra og afrapporteringer til internationale organisationer om spørgsmål, der vedrører anklagemyndighedens område. Repræsentanter fra anklagemyndigheden deltager i øvrigt ofte i internationale seminarer og konferencer arrangeret af internationale organisationer og andre staters myndigheder.
Juristnormativ for den overord-nede anklagemyndighed:
| RA 41 | SA 39 | VSA 37 | ASS 36 | FM | I alt | |
| Rigsadvokaten | 1 | 31 | 3(1) | 4 | 5 | 16 |
| Statsadvokaten for København m.v. | 1 | 2 | 4 | 5 | 12 | |
| Statsadvokaten for Sjælland | 1 | 2 | 4 | 6 | 13 | |
| Statsadvokaten for Fyn m.v. | 1 | 2 | 3 | 4 | 10 | |
|
Statsadvokaten i Aalborg |
1 | 2 | 3 | 4 | 10 | |
| Statsadvokaten i Viborg | 1 | 2 | 3 | 6 | 12 | |
| Statsadvokaten i Sønderborg | 1 | 2 | 3 | 5 | 11 | |
| I alt | 1 | 9 | 15 | 24 | 35 | 84 |
1) Herudover for tiden en kommitteret i lønramme 38 uden for normativet.
Der henvises i øvrigt til nedenstående oversigter over personalet ved
de enkelte embeder, herunder vedrørende antallet af eksterne medhjælpere.
For
så vidt angår Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet afventer
fastsættelsen af juristnormativet afslutningen af de verserende
selskabstømmersager samt udmøntningen af Politiaftale 2000-2003 for så vidt
angår de ressourcer, der er afsat til behandlingen af selskabstømmersager.
Rigsadvokaten
Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K.
Tlf. 33127200,
Telefax 33436710:
Henning Fode, rigsadvokat.
Lars Stevnsborg,
statsadvokat.
Hanne Schmidt, statsadvokat.
Poul Dahl
Jensen, statsadvokat.
Jesper Hjortenberg, vicestatsadvokat.
Lis Hjortnæs, vicestatsadvokat.
Jan Reckendorff, kst.
vicestatsadvokat.
Jette Christiansen, rigsadvokatassessor.
Jette Britt Bjerg Clausen, rigsadvokatassessor.
Ida K. Sørensen,
rigsadvokatassessor.
Jørn Thostrup, kst.
rigsadvokatassessor.
Ole Stigel, kommitteret.
Karin
Knudsen, afdelingsleder.
Herudover var der ansat fem turnusfuldmægtige, tre formiddagsfuldmægtige fra
Justitsministeriet samt tre jurastuderende på deltid.
Kontorpersonalet bestod
af otte kontorfunktionærer, heraf én på deltid. Endelig var der ansat en
kontorbetjent samt en serviceassistent.
Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby
Jens Kofodsgade 1,
1268 København K.
Tlf. 33307300, Telefax 33307349:
Karsten Hjorth, statsadvokat.
Karen-Inger Bast,
vicestatsadvokat.
Kim Christiansen, vicestatsadvokat.
Anne
Birgitte Stürup, statsadvokatassessor.
Poul Gadegaard,
statsadvokatassessor.
Per Corneliusen, statsadvokatassessor.
Henrik Aagaard, kst. statsadvokatassessor.
Winnie Winsløw,
kontorfuldmægtig.
Herudover var der ansat fem turnusfuldmægtige, to formiddagsfuldmægtige fra
Justitsministeriet og to jurastuderende på deltid.
10 fuldmægtige fra
Justitsministeriet, tre fuldmægtige fra Rigspolitichefen, tre
rigsadvokatassessorer, en kst. rigsadvokatassessor og en fuldmægtig fra
Rigsadvokaten, to politifuldmægtige fra Politimesteren i Glostrup, fire
assessorer og en vicestatsadvokat fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet samt fire advokater var beskikket som eksterne medhjælpere til at
udføre ankesager i landsretten. Endvidere var to vicestatsadvokater midlertidigt
tilknyttet statsadvokaturen i forbindelse med behandlingen af
selskabstømmersager.
Kontorpersonalet bestod af ni kontorfunktionærer, og der
var ansat en servicemedarbejder.
Statsadvokaten for Sjælland
Jens Kofodsgade 1, 1268 København K.
Tlf.
33307200, Telefax 33307272:
Erik Merlung, statsadvokat.
Jørgen Jensen,
vicestatsadvokat.
Vibeke Uldal, vicestatsadvokat.
Dorthe Vejsig, statsadvokatassessor.
Birgitte Pock,
statsadvokatassessor.
Annette Vester, statsadvokatassessor.
Morten Frederiksen, statsadvokatassessor.
Stella Bengtsson,
kontorfuldmægtig.
Herudover var der ansat seks turnusfuldmægtige, to formiddagsfuldmægtige fra
Justitsministeriet og tre jurastuderende på deltid.
Otte fuldmægtige fra
Justitsministeriet, tre fuldmægtige fra Rigsadvokaten, seks fuldmægtige fra
Rigspolitichefen, fem assessorer/politifuldmægtige fra en
politikreds/Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet samt tre
advokater var ansat som eksterne medhjælpere til at udføre ankesager i
landsretten.
Kontorpersonalet bestod af 11 kontorfunktionærer, heraf én på
deltid samt én tilknyttet fællesekspeditionen for statsadvokaturerne i Jens
Kofodsgade, og der var ansat en kontorbetjent.
Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm
Jens
Kofodsgade 1, 1268 København K.
Tlf. 33307350, Telefax 33307399:
Birgitte Vestberg, statsadvokat
Mette Vestergaard,
vicestatsadvokat.
Margit Wegge, kst. vicestatsadvokat.
Kirsten Frikov, statsadvokatassessor.
Erik Hjelm,
statsadvokatassessor.
Morten Ebbe Nielsen, kst.
statsadvokatassessor.
Mary-Ann Cadovius, kontorfuldmægtig.
Herudover var der ansat to turnusfuldmægtige og en formiddagsfuldmægtige fra
Justitsministeriet. Tre fuldmægtige fra Justitsministeriet, tre fuldmægtige fra
Rigspolitichefen, en enhed hos Politimesteren i Odense/Assens, to
politiassessorer fra Politimesteren i Nykøbing Falster samt en advokat var
beskik-ket som medhjæl-pere ved udførelsen af anke- og nævningesager i
landsretten. Endelig var der ansat en jurastuderende på
deltid.
Kontorpersonalet bestod af syv kontorfunktionærer, heraf en på deltid
samt en vikar. Endelig var der ansat en servicemedarbejder.
Statsadvokaten i Aalborg
Nyhavnsgade 9, 9000 Aalborg.
Tlf. 98121266,
Telefax 98163916:
Elsemette Cassøe, statsadvokat.
Søren Gade,
vicestatsadvokat.
Kirsten Dyrman, vicestatsadvokat.
John
Kølbæk, statsadvokatassessor.
Peter Rask,
statsadvokatassessor.
Jette Rubien, kst.
statsadvokatassessor.
Anna Rafaelsen, kontorfuldmægtig.
Herudover var der ansat fem turnusfuldmægtige. Syv eksterne medhjælpere samt
en assistancefuldmægtig var beskikket til at udføre ankesager i
landsretten.
Kontorpersonalet bestod af fem kontorfunktionærer, heraf én på
deltid. Ende-lig var der ansat to servicemedarbejdere, heraf én i
flexjob.
Statsadvokaten i Viborg
Sct. Mogens Gade 8, 8800 Viborg.
Tlf. 86626066,
Telefax 86600730:
Peter Brøndt Jørgensen, statsadvokat.
Marian Thomsen,
vicestatsadvokat.
Claus Guldbrand, kst. vicestatsadvokat.
Steen Thomsen, statsadvokatassessor.
Karin D. Thostrup,
statsadvokatassessor.
Toni Lie Schorpen,
statsadvokatassessor.
Frantz Cohn, statsadvokatassessor.
Hanne Schultz, kontorfuldmægtig.
Herudover var der ansat seks turnusfuldmægtige, og fem eksterne medhjælpere
var beskikket til at udføre ankesager i landsretten.
Kontorpersonalet bestod
af otte kontorfunktionærer, heraf to på deltid, og der var ansat en
civilmedhjælper på deltid.
Statsadvokaten i Sønderborg
Domhuset, Kongevej 41, 6400
Sønderborg.
Tlf. 74423261, Telefax 74430508:
Preben Alsøe, statsadvokat.
Marianne Birck,
vicestatsadvokat.
Peter Urskov, vicestatsadvokat.
Jens
Kjærgaard Christensen, statsadvokatassessor.
Lene Nørup Theil,
statsadvokatassessor.
Jakob Beyer, kst.
statsadvokatassessor.
Lene Pryds Thomsen, kontorfuldmægtig.
Herudover var der ansat fem turnusfuldmægtige, og seks eksterne medhjælpere
var beskikket til at udføre ankesager i landsretten.
Kontorpersonalet bestod
af fem kontorfunktionærer, og der var ansat en civilmedarbejder på deltid.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet
Anker Heegaards Gade 5,5,
1572 København V.
Tlf. 33148888, Telefax 33143940:
Henning Thiesen, statsadvokat.
Flemming Denker,
vicestatsadvokat.
Ulla Høg, vicestatsadvokat.
Lars Munk
Plum, vicestatsadvokat. (Selskabstømmersager)
Sonja Ponikowski,
vicestatsadvokat.
Steen Ulriksen, vicestatsadvokat.
(Selskabstømmersager)
Poul Gade, vicestatsadvokat.
(Selskabstømmersager)
Finn Borch Andersen, vicestatsadvokat.
(Selskabstømmersager)
Anders Riisager, vicestatsadvokat.
Svend Udengaard, statsadvokatassessor.
Eva Krakauer,
statsadvokatassessor. (Selskabstømmersager)
Kirsten Marie
Rasmussen, statsadvokatassessor.
Dorrit Kjær Christiansen,
statsadvokatassessor.
Hans Fogtdal, statsadvokatassessor.
Ole Rørbæk-Petersen, statsadvokatassessor. (Selskabstømmersager)
Henrik Helmer Steen, statsadvokatassessor. (Selskabstømmersager)
Jens Madsen, statsadvokatassessor.
Philip Palmer Jørgensen, kst.
statsadvokatassessor.
Karin Kielberg Madsen, kst.
kontorfuldmægtig.
Herudover var der ansat seks turnusfuldmægtige, heraf en på
deltid.
Kontorpersonalet bestod af 13 kontorfunktionærer, heraf tre på
deltid, og der var ansat to servicemedarbejdere.
Rigsadvokaten modtog i 2000 i alt 1897 nye sager.
Tabel 1. Sagsfordelingen i rigsadvokaturen
| Sagskategori | 1998 | 1999 | 2000 |
| Højesteretssager | 46 | 54 | 41 (1) |
| Generelle sager | 345 | 307 | 351 (2) |
| Almindelige sager (sager, der ikke omfattes af nedenstående specifikation) |
586 | 547 | 488 |
| Politiklagenævnssager | 148 | 151 | 158 (3) |
| Erstatning i anledning af strafferetlig forfølg-ning | 492 | 511 | 463 |
| Udlændingeloven | 14 | 29 | 45 |
| Indberetning om straffesager mod offentligt ansatte | 294 | 271 | 244 |
| Sager fra Grønland | 44 | 40 | 36 |
| Sager fra Færøerne | 19 | 14 | 13 |
| Sager vedr. retshjælp fra andre end nordiske lande | 3 | 0 | 1 |
| Retsanmodninger | 2 | 8 | 12 |
| Sager vedr. udlevering af lovovertrædere | 5 | 0 | 2 |
| Sager vedr. nordisk samarbejde | 14 | 6 | 15 |
| Tiltalefrafald | 1 | 0 | 4 |
| Færdselssager | 22 | 28 | 24 |
|
I alt |
2035 | 1966 | 1897 |
1) Se herom nærmere afsnit 1.1.
2) Rigsadvokaten modtog i 2000 37
henvendelser med anmodning om bidrag til besvarelse af i alt 64
Folketingsspørgsmål. Heraf var der 33 S spørgsmål, dvs. spørgsmål fra
Folketingets medlemmer, 13 spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg, 6 spørgsmål
fra andre udvalg i Folketinget og 12 samrådsspørgsmål. I 8 sager hørte
Rigsadvokaten udvalgte statsadvokater, inden bidraget blev afgivet, og i 4 sager
blev alle statsadvokater hørt. 16 spørgsmål vedrørte sædelighedssager, og heraf
drejede 11 spørgsmål sig om seksuelt misbrug af børn. 3 spørgsmål vedrørte
narkotikakriminalitet, 3 vedrørte voldskriminalitet, 4 vedrørte unge
lovovertrædere og 3 spørgsmål vedrørte færdselslovgivningen.
3) Se herom
Rigsadvokatens beretning om behandling af klager over politiet.
Rigsadvokaturen repræsenterede i beretningsåret den overordne-de ankla-gemyndig-hed i følgende udvalg og arbejds-grupper om lovgivning og ad-ministra-tive spørgsmål:
- Straffelovrådet.
- Retsplejerådet.
-
Strafferetsplejeudvalget.
- Politikommissionen.
-
Underudvalget under politikommissionen vedrørende politilovgivning.
-
Domstolskommissionen.
- Forsvarsministeriets udvalg om den militære
straffe- og retsplejeordning.
- Udvalget vedrørende Politiets
Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste.
- Udvalget om
økonomisk kriminalitet og datakriminalitet.
- Ekspertgruppen om
ungdomskriminalitet.
- Trafikministeriets udvalg om forenkling af
sanktionsfastsættelsen i sager om spiritus- og promillekørsel.
-
Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af straffesager om seksuelt
misbrug af børn.
- Justitsministeriets centrale samarbejdsudvalg for politiet.
- Det
Kriminalpræventive Råd.
- Justitsministeriets forskningspolitiske
udvalg.
- Justitsministeriets uddannelsesudvalg.
-
Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.
-
Justitsministeriets projektgruppe vedrørende målsæt-ninger for
sagsbehandlingen.
- Justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende
kriminalstatistik.
- Styregruppen for Konfliktråd.
-
Justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende vidne-beskyttelse.
-
Styregruppen for Konfliktråd.
- Rigspolitichefens styregruppe
vedrørende REC/NEC samt organiseret grænseoverskridende kriminalitet.
-
Trafikministeriets styregruppe om automatisk ha-stighedsovervågning og
rødlyskørsel.
- Følgegruppen vedrørende forsøget med behandling af
kriminelle stofmisbrugere som alternativ til ubetin-get fængselsstraf
(Socialministeriet).
- Arbejdsgruppen om samarbejde mellem politiskolen
og anklagemyndigheden om udarbejdelse af undervisningsmaterialer til
politikredsene.
- Justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende
kontrollerede leverancer.
- Justitsministeriets baggrundsgruppe
vedrørende budgetanalyse af politiet.
- Følgegruppen til
forsøgsordningen vedrørende en forstærket behandlingsindsats over for personer,
der er dømt for seksualforbrydelser.
- Rigspolitichefens styregruppe
vedrørende POLIS-projektet.
- Arbejdsgruppen vedrørende
anklagevirksomhed under POLIS-projektet.
- Arbejdsgruppe under
Advokatrådet vedrørende hurtigere sagsbehandling.
- Politiskolens
arbejdsgruppe om efterforskning af sager om seksuelle overgreb mod
børn.
- Arbejdsgruppen om personundersøgelsers form og indhold
(Direktoratet for Kriminalforsorgen).
- Færdselsstyrelsens
arbejdsgruppe vedrørende indførsel af en klippekortordning.
-
Rigspolitichefens styregruppe vedrørende indførsel af landsdækkende automatisk
hastighedskontrol.
- Styregruppen vedrørende ny IT-strategi for
politiet.
- Arbejdsgruppe om fremtidig sagsbehandling i
udvisningssager.
- Redaktionsudvalget vedrørende Ankla-gemyndighedens
Dokumentsamling.
- Redaktionsudvalg II vedrørende statsadvokaternes
dokumentsamling.
- Arbejdsgruppen vedrørende den overordnede
anklagemyndigheds IT projekt.
- Styregruppe I vedrørende den overordnede
anklagemyndigheds IT projekt.
- Styregruppe II vedrørende den overordnede
anklagemyndigheds IT projekt.
- Projektgruppen vedrørende den
overordnede anklagemyndigheds IT projekt.
- Arbejdsgruppen om
udarbejdelse af retningslinier for opbevaring og destruktion af prøver og
biologiske spor, herunder DNA-analyser, der modtages på Retsmedicinsk
Institut.
- Arbejdsgruppen om isolation.
- Kontaktgruppe
vedrørende færdselsområdet.
- Arbejdsgruppen vedrørende piratkopiering
af EDB-programmer.
- Arbejdsgruppen om udarbejdelse af en ny
rigsadvokatmeddelelse om behandlingen af sager mod mentale afvigere.
Tabel 1. Sagsfordelingen hos statsadvokaterne i 2000
| Embede | Nye journalsager | Heraf ankesager | Heraf nævningesager | Heraf kæresager Mdt. forh. | Heraf politiklagenævns sager | Heraf erstatningssager | Heraf nyekontrolsager |
| Statsadvokaten for København m.v. | 3206 | 639 | 28 | 41 | 288 | 461 | 106 |
| Statsadvokaten for Sjælland | 3093 | 667 | 21 | 40 | 200 | 446 | 47 |
|
Statsadvokaten for Fyn m.v. |
1929 | 544 | 5 | 24 | 84 | 228 | 47 |
| Statsadvokaten i Aalborg | 1706 | 494 | 10 | 16 | 102 | 184 | 45 |
| Statsadvokaten i Viborg | 1953 | 454 | 9 | 10 | 114 | 221 | 50 |
|
Statsadvokaten i Sønderborg |
1533 | 475 | 10 | 15 | 103 | 201 | 50 |
|
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet |
436 | 8 | - | - | - | 2 | - |
| I alt | 13856 | 3281 | 83 | 146 | 891 | 1743 | 345 |
Statsadvokaterne har i 2000 journaliseret 83 nye nævningesager og domsforhandlet i alt 74 nævningesager over i alt 351 retsdage. Heraf har der i to større sager over i alt 73 retsdage medvirket to anklagere.
Nævningesagerne i 2000 fordeler sig således:
Tiltale for
overtrædelse af straffelovens § 191, narkotika: 19 sager.
Tiltale for
overtrædelse af straffelovens § 237, manddrab eller
forsøg herpå: 39
sager.
Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 246, særlig grov
vold: 6 sager.
Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 288,
røveri: 4 sager.
Andet, herunder brandstiftelse og
sædelighedsforbrydelser: 6 sager.
Tabel 2. Ankesager i landsretten i 2000
| Embede | Antal | Anket af anklm. | Tal i % | Anket af tiltalte | Tal i % |
| Statsadvokaten for Køben-havn m.v. | 639 | 43 | 7 | 596 | 93 |
| Statsadvokaten for Sjæl-land | 667 | 65 | 10 | 602 | 90 |
| Statsadvokaten for Fyn m.v. | 544 | 43 | 8 | 501 | 92 |
|
Statsadvokaten i Aalborg |
494 | 41 | 8 | 453 | 92 |
| Statsadvokaten i Viborg | 454 | 44 | 10 | 410 | 90 |
| Statsadvokaten i Sønder-borg | 475 | 48 | 10 | 427 | 90 |
| I alt | 3273 | 284 | 9 | 2989 | 91 |
Tabel 3. Sagsfordelingen hos de regionale statsadvokater 1997-2000.
| 1997 | 1998 | 1999 | 2000 | |
| Journalsager(1) | 13038 | 12928 | 13523 | 13856 |
| Heraf Ankesager | 3389 | 3450 | 3443 | 3273 |
|
Heraf anket af anklagemyndigheden(2) |
9 % | 8 % | 9 % | 9 % |
| Nævningesager | 71 | 96 | 66 | 83 |
1) Indkomne nye sager. Ekspeditioner i gamle sager er ikke medtaget.
2)
Oprundet procent.
Justitsministeriet udsendte efter en regeringsbeslutning om mål for hurtig sagsbe-handling m.v. den 22. december 1997 en cirkulæreskrivelse til politiet, Rigspolitiche-fen og den overordnede anklagemyndighed. I cirkulæreskrivelsen opstilledes der målsætninger for sagsbehandlingstider i politi og anklagemyndighed. For så vidt angår den overordnede anklagemyndighed, bortset fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, fastsattes for alle sagstyper en målsætning om sagsbe-handlingstider på 60 dage. Målsætningen gælder for så vidt angår de regionale statsadvokater ikke sager efter politiklagenævnsordningen.
Rigsadvokaten har for så vidt angår 2000 indberettet følgende sags-behandlingstider til Justitsministeriet:
Tabel 4.
Oversigtsskema vedrørende den overordnede
anklagemyndigheds indbe-retning af sagsbehandlingstider til Justitsministeriet
for så vidt angår 2000.
| Klagesager | Politiklage nævnssager | Erstatningssager | Afgørelse af tiltale spørgsmålet | |
| Rigsadvokaten | 77 % | 74 % | 73 % | |
| Statsadvokaten for København m.v. | 64 % | 74 % | 98 % | |
| Statsadvokaten for Sjælland | 33 % | 28 % | 87 % | |
| Statsadvoka-ten for Fyn m.v. | 92 % | 87 % | 90 % | |
| Statsadvokaten i Aalborg | 98 % | 98 % | 100 % | |
| Statsadvoka-ten i Viborg | 96 % | 92 % | 96 % | |
| Statsadvokaten i Sønder-borg | 90 % | 94 % | 98 % |
En målsætning, hvorefter alle sager skal behandles inden for 60 dage, kan i
sagens natur vanskeligt opfyldes 100 %, da der altid vil forekomme sager, der
forudsætter nærmere undersøgelser eller korrespondance mv., som ikke vil kunne
afsluttes inden for den givne frist.
Målopfyldelsen for 2000 må på denne
baggrund generelt betegnes som meget tilfredsstillende.
I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999 er der bragt en oversigt over
rigsadvokaturens deltagelse i internationale aktiviteter herunder i det
Europæiske Retlige Netværk, der har til formål at skabe faste kontaktpunkter
mellem de retshåndhævende myndigheder i Den Europæiske Union (EU) til forbedring
af det retlige samarbejde mellem myndighederne.
Det Europæiske Råd besluttede
i oktober 1999 "at oprette en enhed(Euro-just), bestående af nationale
offentlige anklagere, retsembedsmænd eller polititjeneste-mænd med tilsvarende
kompetence, der udstationeres af hver enkelt medlemsstat i henhold til dennes
retssystem. Eurojust skal have til opgave at lette den egentlige koordinering
mellem medlemslandenes retsforfølgende myndigheder og støtte efter-forskningen i
kriminalsager vedrørende organiseret kriminalitet, især med ud-gangspunkt i
Europols analyser, og Eurojust skal endvidere arbejde tæt sammen med det
Europæiske Retlige Netværk, specielt om forenkling og efterkommelse af
retsanmodninger".
Der er efterfølgende fremlagt forslag i Rådet til en
rådsafgørelse om oprettelsen af Eurojust.
I 2001 blev det retlige samarbejde
i EU styrket ved etableringen af EU's midlertidige retlige samarbejdsenhed
(midlertidig Eurojust-enhed). Oprettelsen af den mid-lertidige
samarbejdsenhed skete i henhold til en afgørelse vedtaget af Ministerrådet den
14. december 2000. Justitsministeriet orienterede ved cirkulæreskrivelse af 23.
marts 2001 om enheden.
Formålet med oprettelsen af den midlertidige enhed er
at etablere en forløber for Eurojust, der vil kunne forberede samarbejdet mellem
medlemsstaternes kompe-tente myndigheder vedrørende efterforskning og
retsforfølgning i sager vedrørende grov kriminalitet, der involverer to eller
flere medlemslande, og som led heri fremme og forbedre koordineringen. Arbejdet
sker i overensstemmelse med national lovgivning og i tæt samarbejde med
Rådssekretariatet og det Europæiske Retlige Netværk. Hvert medlemsland har
udpeget en national repræsentant i enheden, der har lokaler i Rådsbygningen i
Bruxelles. Den midlertidige enhed påbegyndte sine aktiviteter den 1. marts 2001
og behandlede i løbet af 2001 en lang række anmodnin-ger fra de kompetente
nationale myndigheder om bistand i forbindelse med det retlige
samarbejde.
Den danske repræsentant er til daglig tilknyttet
Rigsadvokaten.
Som beskrevet i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999 blev den særlige
statsadvokatur for selskabstømmersager pr. 1. november 1999 nedlagt og opgaverne
tilbageført til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet.
Selskabstømmersagerne er dog fortsat henlagt til en særskilt
sektion i statsadvoka-turen med et personale, der p.t. udgøres af fire
vicestatsadvokater og tre statsadvokatassessorer. Endvidere er en
vicepolitimester tilknyttet sektionen.
Bortset fra enkelte udestående
efterforskningsskridt i Frederikssundsagerne, er alle selskabstømmersager nu
færdigefterforskede.
I begyndelsen af 2000 blev efterforskningen af sælgersagerne færdiggjort,
uden at det førte til tiltalerejsning ud over de fem sager, der er nævnt i
årsberetningen 1998-1999.
Den 25. februar 2000 stadfæstede Østre Landsret en
frifindende dom fra Køben-havns Byret, og den 29. februar 2000 afsagde
Københavns Byret en frifindende dom i en sag mod to personer, en sælger og hans
revisor. Endelig frifandtes yderligere en sælger ved Københavns Byrets dom af
27. marts 2000. De to sidstnævnte domme blev ikke anket.
Det er et
gennemgående træk i forsætsbedømmelsen i de nævnte domme, at retterne ikke har
statueret forsæt hos sælgerne, da de ikke har haft en viden eller sikker
formodning om, at køberne af selskaberne ville tilegne sig midlerne fra
selskaberne uden på nogen måde at sikre skattevæsenet mod tab.
Endelig blev
påtale opgivet i den sidste af de fem nævnte sager mod sælgere af selskaber.
Dette skete efter en nøjere vurdering af sagen sammenholdt med præmisserne i de
afsagte domme, hvorefter det skønnedes udsigtsløst at søge sagen gennemført.
Dertil kom, at den tiltalte opholdt sig et for anklagemyndigheden ukendt sted i
udlandet, hvorfor det under alle omstændigheder måtte henstå som uvist, om sagen
overhovedet ville kunne gennemføres.
Den hårde linie, der blev lagt ved Østre Landsrets dom af 24. august 1998, er
gennem 2000 blevet fastholdt i afgørelserne vedrørende købere af
overskudsselskaber og disses rådgivere.
Den 25. februar 2000 stadfæstede
Østre Landsret således en dom på 2 år og 6 måneders fængsel afsagt af Retten i
Lyngby vedrørende en person, der var blevet dømt for skyldnersvig til et beløb
af ca. 16 mio.kr.
Den 31. maj 2000 ændrede Østre Landsret en dom vedrørende
tre personer, der ved Retten i Gladsaxe var blevet frifundet for skyldnersvig,
til en domfældelse, med straffe på fængsel i henholdsvis 4 år, 3 år og 2 år og 6
måneder. For de førstnævntes vedkommende angik sagen skyldnersvig til et samlet
beløb af ca. 36 mio.kr., medens den sidste blev dømt for skyldnersvig vedrørende
ca. 21 mio.kr.
Ved Østre Landsrets dom af 27. september 2000 blev en dom fra
Københavns Byret på 3 års fængsel stadfæstet, og i dommen anførtes blandt andet
som begrundelse for, at sagen ikke havde været trukket unødigt i langdrag,
følgende: "Det bemærkes, at det alene skyldtes omstændigheder hos tiltalte og
hans forsvarer, at sagen ikke kunne domsforhandles i landsretten allerede i
efteråret 1999". Et væsentligt signal til forsvarerne om, at også de har en
pligt til at medvirke til, at sagerne ikke trækker unødigt i
langdrag.
Endelig blev en dom fra Retten i Odense ved Østre Landsrets dom af
31. oktober 2000 skærpet fra 4 år til 4 år og 6 måneders fængsel for en
hovedmand.
Ved Vestre Landsrets dom af 28. november 2001 blev Kolding rets
dom af 29. september 1999 vedrørende 3 gerningsmænd i det væsentlige stadfæstet.
Der skete frifindelse for forsøg for skyldnersvig i et forhold, men ellers
domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet.
Hovedmanden i sagen var i
mellemtiden for anden kriminalitet blevet idømt 1 års fængsel, hvorfor hans
straf under henvisning til straffelovens § 89 blev ændret fra 6 til 5 års
fængsel, en person fik sin straf nedsat fra 3 år og 6 måneders fængsel til 2 år
og 6 måneder medens den tredies dom på 3 års fængsel blev
stadfæstet.
Sammenfattende om de nævnte afgørelser kan siges, at det er lagt
til grund, at når man i forbindelse med købet af et selskab, sætter selskabet
ude af stand til at betale sine kreditorer, må der kræves en høj grad af vished
for, at gælden ikke skal betales. Er denne vished ikke til stede, statueres der
forsæt til skyldnersvig.
I statsadvokaturen verserer p.t. fem ankesager ved Østre Landsret, hvoraf de
to (guldsagen og Lacewood-sagen) hidrører fra de sager, der blev overtaget fra
Politimesteren i Frederikssund. Af de fem sager er den ene optaget til dom i
september 2001, to er berammet, medens de to sidste er udsat på ubestemt
tid.
Der verserer en sag ved Københavns Byret, hvor der forventes afsagt dom
i 2. halvår af 2002. Denne sag hidrører fra de sager, der blev efterforsket i
Frederikssund.
Der verserer yderligere en sag ved Retten i Gladsaxe, der er
udsat på ubestemt tid.
Ved Østre Landsret verserer yderligere to sager. En,
der føres af Statsadvokaten for Sjælland, og en, der føres af Statsadvokaten for
København, Frederiksberg og Tårnby.
Det forventes fortsat, at hovedparten af
selskabstømmersagerne kan være endeligt afgjort i 2002. Dog forventes der først
dom i de to sidstnævnte ankesager i 2004.
I det følgende bringes en skematisk
oversigt over afsagte domme i sager om selskabstømning:
selskaber skat forhold straf i byret straf i anken frakendelse
| Domsdata | Antal selskaber | Skyldig skat | Udbytte | Særlige forhold | Frihedsstraf i byret | Frihedsstraf i anken | Konfiskation | Rettighedsfrakendelse | |
| Køge ret 130592 ØLD 081092 |
1 | 10 mio. | 5 mio. | Skattekursen var 4% | 3 år 6 md. | 3 år 6 md. | Ej påstand | Indtil videre | |
| Tåstrup ret 270897 | 26 | 27 mio. | 9,5 mio. | Hovedmand | 6 år | Anke afvist | Ej påstand | Indtil videre | |
| Tåstrup ret 270897 ØLD 240898 |
26 | 27 mio. | 1,8 mio. | Ansat som direktør (underordnet) | 1 år | 3 år | Ej påstand | Indtil videre | |
| Århus ret 050898 VLD 240699 |
13 | 25 mio. | 7 mio. | 3 år | 3 år | 2,8 mio. | Nej | ||
| Århus ret 050898 VLD 240699 |
9 | 21 mio. | 4 mio. | 1 år 6 md. | 2 år | 0,5 mio. | Nej | ||
|
Århus ret 050898 |
6 | 7,7 mio. | Frifundet | 6 md. - betinget | 50.000 kr. | Nej | |||
| Århus ret 251198 | 11 | 7 mio. | 1 mio. | Tilståelse | 1 år - samf.tj. | Ej anket | Ja | 5 år | |
| Århus ret 251198 | 11 | 7 mio. | 1 mio. | Tilståelse | 1 år - samf.tj. | Ej anket | Ja | 5 år | |
|
Lyngby ret 050399 |
14 | 16 mio. | 3 mio. | 2 år 6 md. | 2 år 6 md. | Ej påstand | 5 år | ||
| Lyngby ret 050399 | 27 | 24 mio. | 6 mio. | 3 år* | Ej påstand | 5 år | |||
| Københavns byret 090399 | 27 | 93 mio. | 8 mio. | Hovedmand | 5 år | Ej anket | Ja | Indtil videre | |
|
Københavns byret 090399 |
6 | 29 mio. | 3 mio. | Medvirkende | 3 år | 3 år | Ja | Indtil videre | |
| Tåstrup ret 250399 | 19 | 23 mio. | Beskedent (honorar) | Tilståelse. Revisor tiltalt for strfl. §§ 155 og 289 | 2 år, heraf 1 år og 9 md. betinget
|
Ej anket | Ej påstand | Indtil videre | |
| Københavns byret 150499 ØLD 220999
|
4 8 mio. | 3,5 mio. | Tilståelse | 3 år | 3 år | Ja | Indtil videre | ||
|
Københavns byret 110699 |
171 | 322 mio. | 75 mio. | 7 år* |
|
Ja - 68 mio. | Indtil videre | ||
| Københavns byret 110699 | 15 | 22 mio. | 3 mio. | Medvirkende. Advokat | 2 år 6 md.* | Ja - 675.000 kr. | Advokat indtil videre + retten til stifter mv. | ||
|
Frederikssund ret 100899 |
74 | 76 mio. | 6,8 mio. | Hovedmand | 4 år* | Indtil videre | |||
| Frederikssund ret 100899 | 74 | 76 mio. | 3,5 mio. | Hovedmand | 2 år* | Indtil videre | |||
| Frederikssund ret 100899 | Frifundet | Ej anket | |||||||
|
Frederikssund ret 100899 |
25 | 25 mio.
|
5 mio. | Advokatfuldmægtig | 2 år 8 md.* | Indtil videre | |||
| Frederikssund ret 100899 | Frifundet | Ej anket | |||||||
| Frederikssund ret 100899 | 4 | 4,2 mio. | Ikke del i udbytte | Advokat. Delvis frifundet | 9 md. betinget | Anke frafaldet | Nej | ||
| Frederikssund ret 100899 | 26 | 18,2 mio. | Ikke del i udbytte | Revisor. Delvis frifundet | 2 år, heraf 1 år og 9 md. betinget | Frifundet i landsretten | |||
| Frederikssund ret 100899 | 24 | 20,2 mio. | 2 mio. | Delvis frifundet | 2 år, heraf 1 år og 6 md. betinget | Nej | |||
|
Odense ret 010799 |
28 | 75 mio. | 10 mio. | 4 år | 4 år 6 md. | Ja - 10 mio. | Indtil videre | ||
| Odense ret 010799 ØLD 311000 |
28 | 75 mio. | Salær | Advokat | 1 år 6 md. betinget | 1 år 6 md. betinget | Nej | Indtil videre | |
| Odense ret 010799 | 28 | 75 mio. | Salær | Revisor | 1 år 6 md. heraf 1 år betinget |
Ej anket | Nej | Indtil videre | |
| Kolding ret 290999 VLD 281101 |
175 mio. | 26 mio. | Hovedmand. Advokat |
6 år | 5 år | 26 mio. | Indtil videre | ||
|
Kolding ret 290999 |
13 | 107 mio. | 12 mio. | Medvirkende | 3 år 6 md. | 2 år 6 md. | 12 mio. | Indtil videre | |
| Kolding ret 290999 VLD 281101 |
5 | 54 mio. | 20 mio. | Medvirkende | 3 år | 3 år | 20 mio. | Indtil videre | |
| Odense ret 141099 | 3 | 19 mio. | 0,6 mio. | Ansat. Opkøbte overskudsselskabet | 1 år 6 md. - samf.tj. | Ej anket | Ja | Indtil videre | |
| Københavns byret 191099 ØLD 220200 |
1 | 6,6 mio. | 0,13 mio. | Sælgersag | Frifundet | Frifundet | |||
|
Københavns byret 180599 |
2 | 3,9 mio. 0,15 mio. | Anklagemyndighed nedlagde påstand om frifindelse | Frifundet | Ja - 50.000 kr. | Nej | |||
|
Københavns byret 180599 |
2 | 3,9 mio. | 0,15 mio. | Blev også dømt for bedrageri | 1 år 3 md. - samf.tj. | Ej anket | Ja - 145.000 kr. | Nej | |
| Københavns byret 180599 | 2 | 3,9 mio. | 0,2 mio. | 1 år - samf.tj. | Ej anket | Ja - 200.000 kr. | Nej | ||
|
Københavns byret 290200 |
1 | 6 mio. | Sælgersag | Frifundet | Ej anket | ||||
| Københavns byret 270300 | 2 | 0,6 mio. | Salær | Revisor | Frifundet | Ej anket | |||
|
Københavns byret 160300 |
10 | 17 mio. | Medvirken | 1 år betinget | Ej anket | Nej | |||
| Gladsaxe ret 310599 ØLD 310500 |
24 | 36,6 mio. | 4,5 mio. | Frifundet | 4 år | 4 mio. | Indtil videre | ||
| Gladsaxe ret 310599 ØLD 310500 |
24 | 36,6 mio. | 4,5 mio. | Frifundet | 3 år | 4 mio. | Indtil videre | ||
| Gladsaxe ret 310599 ØLD 310500 |
13 | 21,2 mio. | Intet | Frifundet | 2 år 6 md. | 5 år | |||
| Københavns byret 060700 | 7 | 6,8 mio. | ca. 3 mio. | Hovedmand | 2 år betinget | Ej anket | ca. 3 mio. | Nej | |
| Københavns byret 060700 | 7 | 4,5 mio. | 60.000 kr. | Medvirkende | 1 år betinget | Ej anket | 60.000 kr. | Nej | |
| Københavns byret 060700 | 7 | 4,5 mio. | 60.000 kr. | Medvirkende | 1 år betinget | Ej anket | 60.000 kr. | Nej | |
| Københavns byret 020301 | 10 (11) | 38 mio. | 5 år* | 100.000 kr. | Indtil videre | ||||
|
Københavns byret 020301 |
1 | 15 mio. | Medvirkende | 1 år betinget | Ej anket | Nej | |||
|
Københavns byret 020301 |
1
|
9 mio. | Medvirkende | Ej tillægsstraf | Ej anket | ||||
| Københavns byret 020301 | Frifundet | Ej anket | |||||||
| Københavns byret 020301 | Frifundet | Ej anket | |||||||
| Københavns byret 020301 | Frifundet | Ej anket | |||||||
| Københavns byret 060401 | 14 | 9,7 mio. | 3,9 mio. | Hovedmand | 2 år* | 2,2 mio. | Indtil videre | ||
| Københavns byret 060401 | 21 | 44,8 mio. | 6,4 mio. | Hovedmand | 4 år* | 6,4 mio. | Indtil videre | ||
| Københavns byret 060401 | 24 | 55,7 mio. | 10,9 mio. | 4 år* | 10,9 mio. | Indtil videre | |||
| Københavns byret 060401 | 44 | 87 mio. | 3,6 mio. | Jf. til dels § 23 og § 21 (40 forhold) | 3 år* | 3,6 mio. | Indtil videre | ||
| Københavns byret 060401 | 38 | 71,8 mio. | 0,4 mio. | Jf. til dels § 23 og § 21 (37 forhold) | 2 år* | 0,4 mio. | Indtil videre | ||
| Københavns byret 060401 | 47 | 115,5 mio. | 3,5 mio. | Jf. til dels § 23 og § 21 (45 forhold) | 2 år 6 md.* | 3,5 mio. | Indtil videre | ||
| Københavns byret 150699 ØLD 140600 |
10 | 56 mio. | 6,7 mio. | Hæleri af særlig grov beskaffenhed (tilståelsessag) | 2 år 6 md. | 2 år 6 md. | 6,7 mio. | Indtil videre | |
| Københavns byret 200901 | 10 | 56 mio. | 5 mio. | Hæleri af særlig grov beskaffenhed | Frifundet* | ||||
| Københavns byret 310801 | 8 | 44 mio. | 2,6 mio. | 3 år betinget* | 2,6 mio. | Nej | |||
| Københavns byret 310801 | 158 | 295 mio. | 14,4 mio. | "Hovedmand". Advokat. Frifundet for skyldnersvig i yderligere 65 forhold, men dømt for strfl. § 296, stk. 1, nr. 3. Også dømt for strfl. § 155, jf. § 23 |
7 år* | 14,4 mio. | Indtil videre | ||
| Københavns byret 310801 | 147 | 254 mio. | 1,8 mio. | "
Hovedmand". Revisor. Yderligere dømt for overtrædelse af strfl.
§ 155. |
6 år* |
1,8 mio. |
Indtil videre | ||
| Københavns byret 310801 | 156 | 300 mio. | 16,6 mio. | "Hovedmand". Også dømt for strfl. § 155, jf. § 23 | 7 år* | 16,6 mio. | Indtil videre | ||
| Københavns byret 310801 | 56 | 160 mio. | 1,3 mio. | Advokat. Også dømt for strfl. § 155, jf. § 23 | 3 år, heraf 2 år og 6 md. betinget* | 1,3 mio. | Indtil videre | ||
| Københavns byret 310801 | 146 | 245 mio. | 9,8 mio. | "
Hovedmand". Frifundet for skyldner-svig i yderligere 65
forhold, men dømt for strfl. § 296, stk. 1, nr. 3. Også dømt for strfl. §
155, jf. § 23 |
5 år* |
9,8 mio. |
Indtil videre | ||
| Københavns byret 310801 | 156 | 297 mio. | 5,2 mio. | "
Hovedmand". Advokat. Også dømt for strfl. § 155, jf. § 23
|
7 år* |
5,2 mio. |
Indtil videre | ||
| Københavns byret 280501 | 7 | 11,5 mio. | 3 mio. | 2 år, heraf 1 år og 6 md.betinget | Ingen | Nej | |||
|
Københavns byret 280501 |
7 | 11,5 mio. | Salær | Medvirken | 6 md. betinget | Ingen | Nej |
I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, findes en artikel om
erstat-ning i anledning af strafferetlig forfølgning. Sagerne afgøres af
statsadvokaterne og Rigsadvokaten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a
med mulighed for at den erstatningssøgende efterfølgende kan indbringe
erstatningsspørgsmålet for retten.
Statsadvokaterne behandlede i 2000 i alt
1743 sager vedrørende krav om erstatning i anledning af strafferetlig
forfølgning. Rigsadvokaten behandlede samme år 463 sager. En væsentlig del af
rigsadvokaturens sager vedrørte klager over afgørelser truffet af
statsadvokaterne.
Det samlede erstatningsbeløb udbetalt efter retsplejelovens
§ 1018 a-d har i de senere år været følgende:
| 1996 | 11,2 mio. kr. |
| 1997 | 13,4 mio. kr. |
| 1998 | 12,9 mio. kr. |
| 1999 | 12,6 mio. kr. |
| 2000 | 17,5 mio. kr. |
I tallene indgår ikke erstatninger udbetalt efter retsplejelovens § 1018 h,
idet disse erstatninger konteres sammen med andre erstatninger, der udbetales
over politiets driftsregnskab. Antallet af sager, hvor der i medfør af § 1018 h
udbetales erstatning i anledning af fejl eller forsømmelser er imidlertid
begrænset og vedrører blandt an-det mindre sager om bortkomst af beslaglagte
genstande o.l., og et mindre antal sager om for lang sagsbehandlingstid.
Der
vil i det følgende blive nævnt en række konkrete erstatningssager fra
beretningsåret, som ikke er omtalt i artiklen om erstatningssager i den forrige
årsberet-ning, bind 2. Der er tale om sager af mere generel interesse. Det skal
bemærkes, at gennemgangen af trykt praksis ikke er udtømmende.
U 2000.2385 H. Sagen vedrørte et erstatningskrav i anledning af en
straffesag, hvor den erstatningssøgende (E) var blevet frifundet for
overtrædelse af straffelovens § 191 (indsmugling af 6 kg. kokain i en palle
papajafrugter), men idømt blandt andet 8 måneders fængsel for skattesvig.
Han
havde været varetægtsfængslet fra den 13.12.1994 til den 14.5.1996, herunder i
isolation i tiden indtil den 28.11.1995. E, der under varetægtsfængslingen havde
udviklet en psykisk lidelse, fremsatte krav om en erstatning på i alt ca. 18,6
mio. kr. for tort, erhvervsevnetab, varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste samt
økonomisk skade i øvrigt. Højesteret lagde til grund, atvaretægtsfængslingen i
isolation var hovedårsagen til E's psykiske lidelse, atder ikke var sket
overtrædelse af art. 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og atE
selv i betydelig grad havde givet anledning til varetægtsfængslingen og
isolationen, herunder ved aktivt at have modarbejdet efterforskningen i
straffesagen. Der fandtes dog ikke at være grundlag for at nægte eller nedsætte
erstatning for erhvervsevnetab og varigt mén, og der tilkendtes E i alt ca. 1,1
mio. kr. vedrørende disse poster. Derimod fandtes E ved sin deltagelse i
papajaprojektet og sine forhold i en del af fængslingsperioden, i medfør af
retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, at have afskåret sig fra anden
erstatning, herunder erstatning for tort.
U 2000.1473 Ø. Den erstatningssøgende blev af Østre Landsret tilkendt en torterstatning på 10.000 kr., jf. retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, i anledning af en sigtelse for incest, der var blevet opretholdt i ca. syv måneder.
U 2000.2334 V. Sagen er omtalt i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, side 80 som RA E 1576/98. De erstatningssøgende blev ved Vestre Landsrets dom af 23. august 2000 tilkendt yderligere 10.000 kr. i torterstatning. Den samlede erstatning på 15.000 kr. blev ydet for det forhold, at der i et TV-program blev vist en optagelse fra en butiks videoovervågningskamera, hvorved der helt ubegrundet blev kastet mistanke mod de to erstatningssøgende som gerningsmænd til et tyveri. Politiets forhold blev bedømt efter retsplejelovens § 1018 h.
U 2000.2132 Ø. Landsretten fandt, at der ikke var sket anholdelse af nogle personer i tilknytning til ransagning af en rockerborg i anledning af et drab. Erstatning blev derfor nægtet i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1.
U 2001.253 Ø. En skattestraffesag havde verseret i ca. otte år. For sigtelse og ransagning tilkendte landsretten 25.000 kr. i torterstatning, jf. retsplejelovens § 1018 b og idet der blev henvist til, at den lange sagsbehandlingstid udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 6.
U 2001.510 Ø. Der blev i sagen ydet torterstatning på 10.000 kr., jf. retsplejelovens § 1018 h for lang sagsbehandlingstid, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, i en straffesag (påstand om bøde og betinget frakendelse) vedrørende et mindre færdselsuheld, hvor der var gået næsten fire år fra uheldet til tidspunktet for landsrettens dom.
U 2001.745 Ø. Landsretten fandt, at et afslag på fornyelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring under henvisning til en tidligere straffedom var sket som følge af den forvaltningsvirksomhed, der udøves af politiet på det pågældende område. Et erstatningskrav rejst med henvisning til politiets sagsbehandling var derfor ikke omfattet af retsplejelovens kapitel 93 a.
Endelig kan der med hensyn til sager, der først er endelig afgjort i 2001, henvises til U 2001.1190 Ø, hvor der ikke blev ydet erstatning for en kortvarig, resultatløs visitation. Sagen og en lignende sag, der ligeledes er afgjort af Østre Landsret er omtalt i Rigsadvokaten Informerer nr. 8/2001. Endvidere kan der henvises til U 2001.1177 Ø om forhøjet erstatning i en sædelighedssag udover det takstmæssige tillæg på 25 %.
Procesbevillingsnævnet har i sin beretning for 2000 gjort status for nævnets
første 5-års periode, og det anføres her, at navnlig tre sagsområder har præget
denne periode. Den talmæssigt største sagsgruppe har været udvisningssagerne.
Det nævnes således, at nævnet i perioden fra 1998 har behandlet over 100 sager
alene om udvisning og i årene 1998-2000 meddelt 21
bevillinger.
Udvisningssagerne var genstand for en nærmere undersøgelse i
bind 3 af Anklagemyndighedens Årsberetning for 1998-1999, hvor der blev
foretaget en gennemgang af nyere højesteretspraksis vedrørende udvisning på
grund af strafbart forhold og forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8. Artiklen gennemgik højesteretspraksis
frem til og med 14. august 2000 og afgørelser fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol frem til den senest tilgængelige afgørelse fra 21.
marts 2000.
Der er i 2001 meddelt en enkelt tredjeinstansbevilling inden for
dette sagsområde og der er - som anført i Procesbevillingsnævnets beretning -
grund til at tro, at den ovennævnte højesteretspraksis har skabt en betydelig
grad af klarhed i de forskellige typetilfælde, som forelægges landsretterne. Det
gælder også nævningeankesagerne, der kan ankes til Højesteret uden
procesbevilling. Der kan herom henvises til afsnit 3 neden for.
I det
følgende gøres der status over de afgørelser om udvisning af udenlandske
statsborgere som følge af dom for strafbart forhold, der er truffet siden.
Spørgsmål om udvisning af hensyn til statens sikkerhed, på grund af ulovligt
ophold og af ordensmæssige hensyn m.v. er - som i den foregående artikel - ikke
gjort til genstand for behandling. Beskrivelsen af højesteretsafgørelserne er af
praktiske grunde ajourført frem til november 2001.
Konklusionen på
gennemgangen af den seneste højesteretspraksis må være, at denne følger de
linier, der tidligere er fastlagt af Højesteret, og som blev gennemgået i den
forrige årsberetning. De afgørelser, der omtales i denne årsberetning, bidrager
navnlig til at give et fyldigere og mere nuanceret billede af de elementer, der
indgår i proportionalitetsafvejningen.
Praksis fra Den Europæiske
Menneskeretsdomstol vedrørende konven-tionens artikel 8 om retten til respekt
for privatlivet og familielivet er forholdsvis omfattende, og der ses således at
være afsagt en dom vedrørende spørgsmålet og syv admitteringsafgørelser. Disse
omtales ligeledes neden for.
Da der fra brugere af årsberetningen har været
udtrykt ønske om en ajourføring af "lynoversigten" over Højesterets domme og
afgørelser fra EMRK, er det indtil videre valgt at videreføre denne.
Oversigterne indgår som bilag til denne artikel.
Landsretterne har i det forløbne år truffet afgørelser om
udvisningsspørgsmålet i en lang række sager. Enkelte af disse afgørelser er
trykt i Ugeskrift for Retsvæsen(1).
Domfældte har i en række sager ansøgt om
tredjeinstansbevilling. Nævnet meddelte i 2000 domfældte tilladelse i fem sager
og anklagemyndigheden blev meddelt anketilladelse i en enkelt sag. Der er i 1.-
3. kvartal 2001 meddelt domfældte tilladelse i en sag(2).
Højesteret har i
perioden fra august 2000 til 16. november 2001 fået forelagt 15 sager, hvor der
var spørgsmål om udvisning. Højesteret stadfæstede udvisningsbestemmelsen
i alle andeninstanssagerne. Der skete frifindelse for udvisningspåstanden
i tre af de fire tredjeinstanssager. Den sag, hvor der skete stadfæstelse lå
sanktionsmæssigt på niveau med andeninstanssagerne.
Dommene gennemgås neden
for i afsnit 3.
Tabel 1. Domsforhandlinger i udvisningssager i 2000/2001
| Lovbestemmelse | Afgørelse:stadfæstet | Afgørelse: ændret | Tiltalte i alt |
| Andeninstanssager - antal tiltalte | 12 | 0 | 12 (3) |
| Tredjeinstanssager - antal tiltalte | 1 | 3 | 4 (4) |
| Sager i alt | 13 | 3 | 16 |
1) Der forelå pr. 15. oktober 2001 tre trykte landsretsafgørelser siden
afgivelsen af beretningen for 1998-1999. Der var i alle tilfælde tale om sager,
hvor landsretten frifandt for udvisningspåstanden. Afgørelserne er trykt i
Ugeskrift for Retsvæsen: U 2000.1627 V (fængsel i 1 år for narkokriminalitet –
ikke udvisning). U 2000.2306 V (fængsel i 40 dage for forsøg på menneskesmugling
– ikke udvisning). U 2001.444 V (ambulant psykiatrisk behandling for
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og forsøg herpå samt hærværk – Ikke
udvisning), U 2001.1150 V (fængsel i 2 år og 6 mdr. for legemsangreb – ikke
udvisning). Endvidere er følgende domme trykt i Tidsskrift for Kriminalret:
2000.622 V ( fængsel i 3 år for menneskesmugling – udvisning), 2000.672 V
(fængsel i 30 dage for menneskesmugling – ikke udvisning), 2001.39 Ø (fængsel i
1 år og 6 mdr. for narkotikakriminalitet – udvisning), 2001.48 Ø (dom til
psykiatrisk behandling – vold – ikke udvisning), 2001.103 Ø (fængsel i 10
måneder for narkotikakriminalitet – ikke udvisning), 2001.244 Ø (ikke udvisning
i genoptaget sag), 2001.309 V (fængsel i 3 måneder for menneskesmugling –
udvisning), 2001.329 Ø (fængsel i 5 måneder for narkotikakriminalitet –
udvisning), 2001.361 V (hæleri – udvisning) og 2001.397Ø (hæfte i 14 dage for
narkotikakriminalitet – udvisning).
2) Der verserer for tiden en enkelt
tredjeinstanssag vedrørende udvisning. Sagen er berammet til domsforhandling den
21. januar 2002.
I det følgende gennemgås de højesteretsdomme vedrørende udvisning på grund af
strafbart forhold, der er afsagt i perioden fra august 2000 til november 2001.
Dommene er søgt indarbejdet i den systematik, der blev anvendt i Årsberetningen
for 1998/1999 bind 3, idet der dog ikke i systematikken er sondret mellem sager
mod udlændinge, der er på grund af opholdets varighed eller karakter er omfattet
af udlændingelovens § 22, og sager vedrørende udlændinge, der har opholdt sig i
en kortere periode i Danmark(5).
Sagerne er søgt beskrevet inden for
nedenstående hovedkategorier, således at sager, der omfatter flere kategorier,
er beskrevet i den mest nærliggende kategori:
3) U 2001.867 H (fgl. i 7 1/2 år), U 2001.1085 H (anbringelse), U 2001.1334 H
(fgl. i 4 år; fgl. i 7 år; fgl. i 8 år og fgl. i 9 år), U 2001.1483 H (fgl. i 7
år),U 2001.1645 H (anbringelse), U 2001.1874 H (fgl. i 10 år) og H.D. 15.10.2001
(fgl. i 4 år) H.D. 16.11.2001 (fgl. i 6 år og fgl. i 5 mdr.).
4) Dommene er
trykt i Ugeskrift for Retsvæsen: U 2000.2411 H (H.D. 8.9.2000 – fgl. i 6 mdr.),
U 2001.336 H (H.D. 10.11.2000 – fgl. i 3 mdr.), U 2001.856 H (H.D. 21.1.2001 –
fællesstraf af fgl. i 5 år.) og U 2001.1082 H (H.D. 16.2.2001 – bet. hæfte i 14
dage.). Rigsadvokaten har informeret om afgørelserne i Rigsadvokaten Informerer
nr. 24/2000, 27/2000 og 4/2001.
5) Afsnit 8.3.
Kategori 1. Udlændinge, der er indrejst i barnealder eller er født i
Danmark
Denne kategori omhandler udlændinge, der er indrejst i barnealder
eller født i Danmark, og derved har haft hele deres opvækst og skolegang
her i landet. Der er ofte tale om udlændinge, der kun til en vis grad eller slet
ikke behersker oprindelseslandets sprog, og hvis kendskab til oprindelseslandets
kultur stammer fra traditionerne i hjemmet og fra feriebesøg hos bedsteforældre
og andre i oprindelseslandet.
Højesteret har truffet afgørelse i tre
tilfælde, hvor udlændinge, der var indrejst i Danmark i en alder af henholdsvis
1 år, 3 år og 7 år, beherskede oprindelseslandets sprog og - gennem rejser til
oprindelseslandet - havde opbygget en selvstændig tilknytning til dette land.
Sagen U 2001.856 H drejede sig om udvisning af en 27-årig tyrkisk
statsborger T, der var opvokset i Danmark. T var ved byrettens og landsrettens
domme straffet med en fællesstraf af fængsel i 5 år for to røverier mod
værditransporter. Han var tidligere straffet mange gange, herunder i 1993 med
fængsel i 2 år for røveri og i 1994 med fængsel i 2 år og 6 måneder for blandt
andet røveri, vold og indsmugling af heroin fra Tyrkiet. T var som 3-årigkommet
til Danmark, hvor han havde haft sin opvækst og skolegang, og hvor hans nærmeste
familie, herunder hans to mindreårige børn, boede. Han beherskede tyrkisk og
havde opbygget en reel tilknytning til Tyrkiet. Han havde udført en væsentlig
del af udbyttet på knap 2 mio. kr. fra de seneste røverier til Tyrkiet. Uanset
T's stærke tilknytning til Danmark og hensynet til hans to mindreårige børn
fandtes det efter omfanget og grovheden af T's kriminalitet og dennes
forbindelse med hans tilknytning til Tyrkiet af præventive grunde
samfundsmæssigt nødvendigt, at T - der som anført havde en ikke ubetydelig
tilknytning til Tyrkiet - blev udvist med indrejseforbud for bestandig
(dissens)(6).
6) Procesbevillingsnævnets årsberetning 2000, side 92.
Højesteret udtalte:
"Tiltalte kom i 1976 som 3-årig til Danmark, hvor han har haft sin opvækst
og skolegang, og hvor hans nærmeste familie, herunder hans to mindreårige børn,
bor. Han har derfor en så stærk tilknytning her til landet, at en udvisning af
ham vil virke særlig belastende og udgøre et betydeligt indgreb i hans
familieliv og privatliv. Højesteret finder, at der i en sådan situation må
stilles meget strenge krav - afhængig af tilknytningen til det oprindelige
hjemland - til den kriminalitet, som kan føre til udvisning.
Tiltalte, som
behersker det tyrkiske sprog, har opbygget en reel tilknytning til Tyrkiet, hvor
han senest har opholdt sig fra maj 1998 til marts 1999. Han har fortsat
forbindelse med sin familie i Tyrkiet, hvor hans mor ejer et landbrug og to huse
på familiens hjemegn. Han har udført en væsentlig del af udbyttet på knap 2 mio.
kr. fra de seneste røverier til Tyrkiet.
Tiltalte er efter dommen af 15. maj
1991, hvorved han idømtes en fællesstraf af fængsel i 1 år og 3 måneder,
betinget, bl.a. straffet i 1993 med fængsel i 2 år for røveri og i 1994 med
fængsel i 2 år og 6 måneder for bl.a. røveri, vold og indsmugling af 210 g
heroin fra Tyrkiet til Danmark. Han blev prøveløsladt den 21. november 1996 med
en prøvetid på 2 år. De nu pådømte 2 røverier er begået i prøvetiden, og han er
idømt en straf af fængsel i 5 år omfattende en reststraf på 566 dage. Han har
således vedholdende begået grov kriminalitet. Omfanget og grovheden af tiltaltes
kriminalitet, dennes forbindelse med tiltaltes tilknytning til Tyrkiet og
længden af den nu idømte fængselsstraf taler med styrke for at udvise
tiltalte.
Højesterets flertal bestående af fire dommere fandt - uanset T's
stærke tilknytning til Danmark og hensynet til T's to mindreårige børn, at det
efter det anførte om tiltaltes kriminalitet af præventive grunde måtte anses for
samfundsmæssigt nødvendigt, at T - der som anført havde en ikke ubetydelig
tilknytning til Tyrkiet - blev udvist med indrejseforbud for
bestandig."
Sagen U 2001.1334 H drejede sig blandt andet om udvisning af fire
tyrkiske statsborgere. To af de tiltalte var indrejst i Danmark som børn. Begge
havde anket til Højesteret med påstand om frifindelse for
udvisningspåstanden.
Den 30-årige tyrkiske statsborger T1, som var fundet
skyldig i forsøg på indførsel fra Tyrkiet af henholdsvis 5 kg heroin og et
ukendt betydeligt kvantum heroin (1-5 kg), og blev straffet med fængsel i 8 år.
Han var i 1977 som 7-årig kommet til Danmark, hvor han har haft hele sin
skolegang og videregående uddannelse, og hvor hans nærmeste familie, herunder
hans to mindreårige børn, bor. Han havde derfor en så stærk tilknytning her til
landet, at der måtte stilles meget strenge krav - afhængig af tilknytningen til
det oprindelige hjemland - til den kriminalitet, som kan føre til udvisning. T,
som behersker det tyrkiske sprog, havde gennem de senere års mange rejser til
Tyrkiet opbygget en selvstændig tilknytning til Tyrkiet. Omstændighederne i
forbindelse med hans forsøg på indsmugling af meget betydelige mængder heroin
fra Tyrkiet understregede hans forbindelse til Tyrkiet. Uanset T's stærke
tilknytning til Danmark tiltrådte Højesteret, at det efter karakteren, omfanget
og grovheden af tiltaltes kriminalitet af præventive grunde må anses for
samfundsmæssigt nødvendigt, at tiltalte - der som anført havde en ikke
ubetydelig tilknytning til Tyrkiet - blev udvist.
Den 26-årige tyrkiske
statsborger T7var fundet skyldig i at have indført 2 kg heroin fra Polen og ca.
2 kg heroin fra Tyrkiet samt at have besiddet henholdsvis ca. 1/2 kg heroin og
ca. 765 g heroin. Straffen blev fastsat til fængsel i 9 år, men da han efter de
strafbare forholds foretagelse var blevet sindssyg, bestemtes det i medfør af
straffelovens § 73, at han skulle anbringes i hospital for sindslidende, indtil
fængselstraffen måtte kunne fuldbyrdes. T var født i 1975 i Tyrkiet. Han kom
som 1-årig til Danmark, hvor han - afbrudt af ophold og skolegang i
Tyrkiet i årene 1981-83 og 1987-91 - havde boet siden, men i de senere år med
hyppige rejser til Tyrkiet. Hans forældre og nogle af hans søskende bor her i
landet. Uanset T's stærke tilknytning til Danmark tiltrådte Højesteret, at T -
som også havde en stærk tilknytning til Tyrkiet - efter karakteren, omfanget og
grovheden af T's kriminalitet, at han blev udvist.
Kategori 2. Udlændinge, der er indrejst som unge og derved har haft en del
af deres opvækst i oprindelseslandet
Denne kategori omhandler udlændinge,
der har haft en del af deres opvækst og skolegang i oprindel-seslandet og derfor
behersker dette lands sprog og har en kulturel og social tilknytning til
oprindelseslandet.
Højesteret har truffet afgørelse i tre tilfælde der
vedrørte udlændinge, der var indrejst i 14-17-årsalderen:
Sagen U
2001.1085 H drejede sig om en på gerningstidspunktet 35-årig pakistansk
statsborger T, der var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237, jf.
§ 21, ved den 15. februar 2000 i en bank at have forsøgt at dræbe en
bankbestyrer med adskillige stik i hovedet, på kroppen m.m. med en fiskekniv. På
grund af sindssygdom blev T frifundet for straf, men dømt til anbringelse i
hospital for sindslidende. Ved landsrettens dom blev han endvidere udvist for
bestandig, og for Højesteret angik sagen alene dette spørgsmål. T var kommet til
Danmark i 1982 som 17-årig. Hans forældre og tre søskende boede i Danmark. Han
havde en søster og anden familie i Pakistan og havde besøgt Pakistan i længere
perioder i 1994, 1997 og 1998. Højesteret stadfæstede afgørelsen om udvisning,
ved hvilken der var taget hensyn til, at udsendelse ikke ville ske før endelig
ophævelse af den idømte foranstaltning, og at T i den forbindelse kunne påberåbe
sig udlændingelovens § 50 og § 50 a.
Den sag, der blev afgjort den 16.
november 2001, drejede sig om to libanesiske statsborgere, der var fundet
skyldig i fem røverier mod pengeinstitutter under særligt skærpende
omstændigheder, og herfor var blevet idømt fgængsel i henholdsvis 6 år og 5 år.
Det samlede udbytte udgjorde ca. 880.000 kr. De tiltalte, der på
gerningstidspunktet var henholdsvis 19 år og 18 år, var ved landsrettens dom
blev udvist for bestandig. De tiltalte, der var født i 1980 og 1981, var brødre
og var opvokset i Libanon. De kom i november 1995 med deres mor og
søskende til Danmark, hvor deres far i februar 1994 havde fået opholdstilladelse
som flygtning. De havde boet hos deres forældre, idet den ældste af de tiltalte
dog var flyttet i en ungdomsbolig, da han blev 18 år. De var begge begyndt i
1996 i folkeskolen, hvor de i 1999 bestod 9. klasses afgangseksamen. De havde
herefter påbegyndt uddannelser på en teknisk skole. Begge var ugifte og havde
ingen børn. De havde ikke været i Libanon - hvor deres farfar og farmor fortsat
levede. Højesteret stadfæstede dommen og udtalte, at "... de tiltaltes
tilknytning til Danmark beror især på, at de er kommet til Danmark som
henholdsvis 15 år og 14 år gamle, at de derefter fulgte dansk
folkeskoleundervisning, og at deres forældre og søskende bor i Danmark. På den
anden side er de kriminelle forhold begået kun omkring 5 år, efter de ankom til
Danmark fra Libanon, hvor de stadig har slægtninge. Under hensyn til omfanget og
grovheden af den begåede kriminalitet tiltræder Højesteret på denne baggrund, at
de begge udvises".
Kategori 3. Udlændinge, der har herboende mindreårige
børn
Denne kategori omfatter udlændinge, der har herboende mindreårige
børn og har et familieliv sammen med børnene og ægtefællen eller samleveren. Er
familieforholdet opløst som følge af parternes ophævelse af samlivet, er det
centrale spørgsmål her, om udlændingen fortsat har regelmæssig forbindelse til
børnene.
Højesteret har truffet afgørelse i seks tilfælde:
Sagen U
2001.867 H drejede sig om en på gerningstidspunktet 46-årig irakisk
statsborger T, der var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191,
stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved i perioden fra august til oktober 1999 i
forening med andre at have indført en pakke med 1.740 g heroin fra Tyskland til
Danmark med henblik på videreoverdragelse. T var tidligere flere gange straffet
for overtrædelse af § 191, senest i 1996 med fængsel i 1 år og i 1998 med en
fællesstraf af fængsel i 1 år(7). Reststraf ved prøveløsladelse i december 1998
var 203 dage. Højesteret stadfæstede den idømte fællesstraf af fængsel i 7 år og
6 måneder. T var kommet til Danmark i 1984 som 31-årig. Hans irakiske ægtefælle
havde ikke boet i Danmark. Hans søn, født i 1981, havde boet her siden 1993. T
boede ikke længere sammen med sønnen og havde ikke regelmæssig kontakt med ham.
Højesteret tiltrådte under hensyn til T's begrænsede tilknytning til Danmark, at
han var udvist med indrejseforbud for bestandig.
7) Frifundet for udvisning af Højesteret. Dommen trykt i U 1999.275 H.
Sagen U 2001.1334 H drejede sig blandt andet om udvisning af fire
tyrkiske statsborgere. To af disse var indrejst som voksne og havde mindreårige
børn.
Den 30-årige tyrkiske statsborger T3var fundet skyldig i overdragelse
af 40 g heroin og besiddelse af ca. 1/2 kg heroin og blev straffet med fængsel i
4 år. Han var kommet til Danmark som 21-årig i 1991 fra Tyrkiet, hvor hans
forældre og nogle af hans søskende bor. Han havde et barn med en dansk kvinde,
som han nu var blevet gift med. Højesteret tiltrådte uanset T's familiemæssige
tilknytning til Danmark, at T - som havde bevaret en betydelig tilknytning til
Tyrkiet - efter den begåede kriminalitets karakter og grovhed blev
udvist.
Den 28-årige tyrkiske statsborger T6var fundet skyldig i indførsel af
2 kg heroin fra Polen samt overdragelse af i alt ca. 200 g heroin. Han blev
idømt fængsel i 7 år. Han var kommet til Danmark som 24-årig i 1996 fra Tyrkiet,
hvor hans forældre og nogle af hans søskende fortsat boede. Denne tiltalte havde
to børn med en dansk kvinde, som han nu var blevet gift med. Højesteret
tiltrådte, uanset T's familiemæssige tilknytning til Danmark, at T - som havde
bevaret en betydelig tilknytning til Tyrkiet - efter den begåede kriminalitets
karakter og grovhed blev udvist.
Sagen U 2001.1483 H vedrørte den på
gerningstidspunktet 43-årige makedonske statsborger T, som blandt andet var
fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191 ved i juli 1999 i et
garderobeskab på en virksomhed i København med henblik på videreoverdragelse at
have været i besiddelse af blandt andet 2.727 g heroin og 190 g kokain.
Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 7 år. T var kommet til Danmark i
1987 som 32-årig. Han havde to børn på 16 år og 13 år med en makedonsk kvinde,
som han var blevet gift med i 1995, og som sammen med børnene var kommet til
Danmark i april 1999. Under sagen var T blevet skilt fra ægtefællen, som sammen
med børnene var rejst tilbage til Makedonien. T havde endvidere to børn på 3 år
og 2 år med en dansk kvinde, som han havde levet sammen med fra 1991 til april
1999. Højesteret tiltrådte, at T var udvist for bestandig, idet den
omstændighed, at han nu var blevet gift med den danske kvinde, ikke kunne
begrunde et andet resultat.
Sagen U 2001.1645 H vedrørte en
iransk statsborger, T, dømt for drab på ekskone, som også var iraner, og
usømmelig behandling af hendes lig. T blev som følge af sindssygdom frifundet
for straf og dømt til anbringelse på hospital for sindslidende. T var kommet til
Danmark i 1989 som flygtning og havde sammen med ægtefællens tre mindreårige
børn, som nu var anbragt i familiepleje. Han havde desuden tre søskende i
Danmark. Han havde ingen familie i Iran. Hverken hans sindssygdom eller den
omstændighed, at hans tre mindreårige børn opholdt sig her i landet kunne - set
i lyset af forbrydelsens grovhed - føre til undladelse af udvisning. Det fremgik
af en udtalelse fra Udenrigsministeriet, at der i iransk straffelovgivning er
hjemmel til at idømme ny straf ved tilbagevenden til Iran, til dødsstraf ved
manddrab og til straffrihed ved sindssygdom. Der er ikke fast retspraksis, da
afgørelserne kan være præget af tilfældigheder og i strid med lovgivningen.
Højesterets flertal fandt, at de foreliggende oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder og om indholdet og anvendelsen af iransk straffelovgivning ikke
gav grundlag for at antage, at der bestod en reel risiko for, at T ville blive
strafforfulgt og idømt dødsstraf i Iran for de pådømte forhold
(dissens).
Sagen U 2001.1874 H drejede sig om en på
gerningstidspunktet 35-årig rwandisk statsborger, der for drab af sin hustru
blev straffet med fængsel i 10 år. Han havde efter den strafbare handling
udviklet en ikke forbigående tilstand af sindssygdom og blev i medfør af
straffelovens § 73 anbragt i hospital for sindslidende. T var indrejst som
27-årig i 1990 og havde med den dræbte hustru en 3-årig datter. Han havde
endvidere en søster i Danmark. Landsretten bestemte, at T skulle udvises for
bestandig, idet det blandt andet blev bemærket, at han ville have mulighed for
senere at påberåbe sig udlændingelovens § 50 og § 31. Under hensyn til den
alvorlige karakter af det begåede forhold og i øvrigt af de af landsretten
anførte grunde, tiltrådte Højesteret bestemmelsen om udvisning.
Der kan nævnes en enkelt landsretsafgørelse, der er omfattet af denne
kategori. Ved Vestre Landsrets dom af 18. august 2000 (12. afd. S-3157-99) blev
en 37-årig somalisk statsborger T idømt 3 års fængsel for 15 forhold vedrørende
overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, og straffelovens § 125 a, ved for
vindings skyld at have bistået mere end 40 personer med ulovligt at indrejse fra
Tyskland til Danmark. Landsretten stadfæstede med dissens af 1 voterende, at T i
medfør af udlæn-dingelovens § 22, nr. 5, blev udvist af Danmark med
indrejseforbud for bestandig. T var kommet til Danmark i 1990 som 27-årig og
havde opholdt sig her siden. Han havde hustru og syv børn her i landet. Fire
børn var i den skolepligtige alder, og tre børn gik i børnehave/vuggestue.
Hustruen og børnene fik dansk statsborgerskab i 1998. Hverken T eller hustruen
havde no-gen tilknytning til det danske arbejdsmarked, og de havde ikke nogen
nærmere tilknyt-ning til herboende personer. Det fremgik endvidere af sagens
dokumenter, at T i 1998 med sin svigermor som mellemmand erhvervede en ejendom i
Somalia. T var tidligere straffet to gange for overtrædelse af lov om
euforiserende stof-fer, senest med fængsel i 4 måneder for indførsel af 300 kg
khat.
T ansøgte Procesbevillingsnævnet om tredjeinstansbevilling. Nævnet
meddelte afslag på ansøgningen(8).
Kategori 4. Udlændinge, der er gift med herboende ægtefæller
Denne
kategori omfatter udlændinge, der samlever med en herboende ægtefælle eller
samlever. Det vil i disse sager, hvor udlændingen ikke har børn, navnlig indgå i
vurderingen, om ægtefællen vil have reelle og faktiske vanskeligheder ved at
følge med udlændingen til oprindelseslandet. Her kan ægtefællens eller
samleverens nationalitet spille en rolle.
Højesteret har truffet afgørelse i
fire tilfælde:
I sagen U 2000.2411 H var der spørgsmål om at udvise en
på gerningstidspunktet 29-årig nigeriansk statsborger T, der var fundet skyldig
i overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 222, stk. 2, og § 224, stk. 1, ved
i februar og marts 1999 at have haft kønslig omgængelse med sin danskehustrus to
drenge på 3 og 4 år. Landsretten frifandt den pågældende for
udvisningspåstanden. Rigsadvokaten ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse
dommen til Højesteret med påstand om skærpelse af straffen og udvisning.
Højesteret fandt den af byret og landsret idømte straf af fængsel i 6 måneder
passende bestemt. T var indrejst i Danmark i 1996 og var blevet gift med sin
nuværende danske hustru i 1997. Hustruen var gravid med deres fælles barn.
Hendes særbørn, som T havde misbrugt seksuelt, havde på gerningstidspunktet
været og var fortsat i familiepleje med ugentlig samværsret. Medens byretten
havde udvist T med indrejseforbud i 5 år, fandt Højesteret ligesom landsretten,
at der som følge af T's ægteskab med en ægtefælle, der ikke ville kunne klare
sig i Nigeria, ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udvise T. Der ses
ikke i begrundelsen henvist til EMRK(9).
Sagen U 2001.336 H drejede
sig om en 31-årig peruviansk statsborger T, der var blevet idømt fængsel i 3
måneder for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved i februar 1997 med
henblik på videreoverdragelse at have indført ca. 5 g kokain i et brev fra Peru
til Danmark og ved i syv breve at have indført i alt ca. 33 g kokain. Han blev i
landsretten udvist i 5 år. T var indrejst i 1992 og opholdt sig i 1996-98 i ca.
11/2 år i hjemlandet. Han var i 1998, efter at forholdene var begået,
blevet gift med en danskstatsborger, med hvem han havde et barn. Efter
indgåelsen af ægteskabet var parret på et kortvarigt familiebesøg i Peru. Efter
at der var blevet meddelt tredjeinstansbevilling, nedlagde T's forsvarer og
anklagemyndigheden enslydende påstande om frifindelse for udvisning.
Rigsadvokaten lagde ved sin stillingtagen til udvisningsspørgsmålet vægt på den
pågældendes ægteskab med en dansk kvinde, som han i 1999 havde fået et barn med,
varigheden af hans ophold i Danmark og det forhold, at han ikke før dommen var
straffet(10).
Sagen U 2001.1082 H drejede sig om en på
gerningstidspunktet 37-årig tyrkisk statsborger T, der var fundet skyldig i
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved en dag i oktober 1999 på
rådhuset i Them at have fremsat trusler mod en overassistent. Ved byrettens og
landsrettens domme blev T idømt hæfte i 14 dage og udvist for 3 år. T var
indrejst i Danmark i november 1998 og blev i november 1999 gift med en
danskkvinde. T blev i august 2000 - efter byrettens udvisningsdom - meddelt
opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet. T havde i Tyrkiet tre mindreårige
børn med sin nu fraskilte tyrkiske hustru. Højesteret fandt, at straffen kunne
gøres betinget og henviste blandt andet til, at T's trussel fremkom som en
spontan reaktion på, hvad han opfattede som en meget langsommelig behandling af
sagen vedrørende indgåelse af ægteskab. Herefter og under hensyn til T's
ægteskab med en dansk kvinde burde tiltalte ikke udvises i medfør af
udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. herved § 26, stk. 1.
Der blev under sagen i
Højesteret blandt andet henvist til Betænkning 1326/1997 side 839 ff.,
vedrørende udlændinge, der på grund af opholdets varighed er omfattet af
udlændingelovens § 24. Udvisningsudvalget anførte blandt andet:
"Udvalget
lægger imidlertid i denne forbindelse afgørende vægt på, at der i flere sager
end hidtil ved anvendelsen af udlændingelovens § 26 skal fore-tages en konkret
vurdering af, om udlændingens tilknytning her til landet findes at burde
medføre, at beslutning om udvisning undlades. En person, der har haft
opholdstilladelse her i landet af en vis varighed, men under 3 år, vil således
konkret nyde en højere grad af beskyttelse end en udlæn-ding med kortvarigt
eller midlertidigt ophold her i landet. Der vil herunder særligt skulle lægges
vægt på, om den pågældende har stiftet familie her i landet, og om den
pågældende har en nærmere tilknytning til det danske samfund, herunder gennem
deltagelse i arbejdsmarkedet, uddannelse m.v."(11).
Sagen, der blev
afgjort ved Højesterets dom af 15. oktober 2001 (UfR -NyhedsService 2001/44
-123),vedrørte en bosnisk statsborger, der for narkotikakriminalitet blev
straffet med fængsel i 4 år. Han var indrejst i Danmark i 1996 som 20-årig og
havde indgået ægteskab med en danskkvinde, men ægtefællerne havde ikke boet
sammen siden 1998. Han oplyste under sagen, at han ikke havde familie tilbage i
hjemlandet. Højesteret tiltrådte landsrettens bestemmelse om udvisning af T.
8) Procesbevillingsnævnets afgørelse af 14. november 2000. Rigsadvokaten
Informerer nr. 27/2000. Tidsskrift for Kriminalret 2000.622.
9)
Procesbevillingsnævnets årsberetning 2000, side 89.
10)
Procesbevillingsnævnets årsberetning 2000, a.st.
11) Der blev bl.a. påberåbt
følgende praksis: U 1991.112 H, U 1996.748 H, U 2000.1685 H og U 2000.2208 H.
Procesbevillingsnævnets årsberetning 2000, side 94.
I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 3, afsnit 9.2., blev der
redegjort for Strasbourgdomstolens praksis i perioden frem til begyndelsen af
2000. I det følgende gennemgås den retspraksis, der er blevet tilgængelig efter
udgivelsen af ovennævnte beretning. Materialet omfatter en dom og syv
admitteringsafgørelser. Domstolen har i en enkelt af sagerne statueret krænkelse
af EMRK artikel 8. Denne sag vedrørte en marokkansk statsborger, der var
indrejst i udvisningsstaten som 5-årig, som var straffet for besiddelse og køb
af narkotika til eget forbrug, og som ikke havde forbindelse til
oprindelseslandet eller talte dette lands sprog. Domstolen fandt i de øvrige
sager udvisningen proportional, og ansøgningerne er afvist som ubegrundede. Der
var i en enkelt af sagerne tale om, at udlændingen var født i
udvisningslandet.
De foreliggende afgørelser ændrer ikke ved de konklusioner,
der blev anført i Årsberetningen 1998-1999. Der indgår som bilag til dette
afsnit en ajourført oversigt over Menneskerettighedsdomstolens praksis i
udvisningssager.
Udvisning af en udlænding, som var indrejst som 5-årig.
Krænkelse.
Denne sag vedrørte en marokkansk statsborger (f. 1970), der
havde boet i Frankrig, siden han var 5 år. Han havde haft hele sin skolegang i
Frankrig og havde siden 1989 regelmæssigt haft professionelle aktiviteter
i Frankrig, hvor hele hans familie - fire søskende og en moder - boede. Faderen,
der var død i 1995, havde tjent i den franske hær i 1950'erne og var begravet i
Marokko.
Klageren var ved flere lejligheder blevet straffet i Frankrig. Han
var i 1993 idømt en bøde for blandt andet køb og brug af narkotika, i 1995
straffet med fængsel i 5 måneder for vold, i 1997 med dagbøder for krænkelser.
Han var endelig ved dom af 19. september 1997 straffet med fængsel i 18 måneder
for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, og klageren blev
samtidig udvist med indrejseforbud for bestandig. Denne straf blev ved
appelrettens dom af 24. februar 1998 skærpet til fængsel i 2 år. Det fremgik af
dommen, at klageren regelmæssigt misbrugte narkotika i form af hash og
lejlighedsvis heroin. Han havde i 1996 ved fire lejligheder til eget forbrug
indkøbt i alt 155 g hash, 25 g heroin og 4 g kokain. En del af stoffet var
indkøbt i Nederlandene. Klageren blev løsladt i marts 1999.
Den franske
regering ville ikke bestride, at udvisningen og indrejseforbudet - navnlig under
hensyn til varigheden af hans ophold i landet - udgjorde et indgreb i klagerens
privatliv. Menneskerettighedsdomstolen fandt derimod blandt andet henset til, at
hans familie boede i Frankrig, at udvisningen af klageren ikke alene
udgjorde et indgreb i hans privatliv, men også, at der var tale om et indgreb i
hans familieliv.
For så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt indgrebet var
nødvendigt i et demokratisk samfund, bemærkede Domstolen, at klageren var
indrejst i Frankrig i en alder af 5 år og havde boet der siden. Det var i
Frankrig, at han havde modtaget sin uddannelse og havde arbejdet i flere år.
Moderen og hans søskende boede i dette land, og hans fader havde boet der i
talrige år frem til sin død. Klageren, der var ungkarl og uden børn, havde
påvist at have nære relationer til sine søskende. Hans relationer til moderen
forekom at være mere nære, men klageren havde ikke meddelt oplysninger herom, og
man kunne således ikke tage i betragtning, at der forelå særlige elementer af
afhængighed mellem disse to personer. Klageren havde ikke boet i Marokko siden
sin tidligste barndom og foregav ikke at have kendskab til det arabiske sprog.
Hans væsentligste familiemæssige og sociale bånd fandtes i Frankrig, og han
syntes ikke at have andre bånd til sit fødeland end statsborgerskabet. Et
væsentligt element i afvejningen af udvisningens proportionalitet var alvoren af
de overtrædelser, som klageren havde begået. Domstolen bemærkede, at efter
appelretsdommen var klageren blevet idømt fængsel i 2 år for overtrædelse af
lovgivningen om euforiserende stoffer, som i det væsentligste syntes at have
bestået i handlinger i forbindelse med brug og indtagelse af narkotika. Efter
Domstolens opfattelse kunne man ikke med rimelighed fastholde, at de
overtrædelser, som klageren havde begået, udgjorde en alvorlig trussel mod
den offentlige orden, selvom der var tale om recidiv. Hans handlinger kunne
således hverken hver for sig eller samlet anses for at have en særlig alvorlig
karakter. I øvrigt forekom den endelige karakter af forbudet særdeles
rigoristisk.
På denne baggrund fandt Domstolen, at udvisning for bestandig
var uproportional med de legitime formål, der blev søgt opnået, og der var
herefter tale om en krænkelse af art. 8.
Udvisning for bestandig en udlænding, som var indrejst som 16-årig og
havde hustru og børn. Udvisning proportional.
Denne sag vedrørte en
pakistansk statsborger, der i 1976 var indrejst i Norge som 16-årig med henblik
på uddannelse. Han havde opretholdt forbindelsen til familien i
oprindelseslandet gennem flere (fire) besøg. Klageren indledte i 1984 forhold
til en kvinde, som han indgik ægteskab med under afsoningen i juni 1989. Parret
fik i 1991 og 1995 to børn. Det ældste af børnene led af eksem, allergi og
astma.
Den ustraffede klager blev ved en landsretsdom i 1988 fundet skyldig i
besiddelse af og forsøg på salg af ca. 1 kg heroin af en særlig høj
renhedsgrad og blev straffet med fængsel i 10 år. Politiet besluttede i 1989 at
udvise klageren, og denne afgørelse blev stadfæstet af rekursinstanserne.
Klageren, der blev løsladt i januar 1994 og blev udsendt af Norge i januar 1995,
indbragte udvisningsspørgsmålet for domstolene, og Højesteret stadfæstede
efter en proportionalitetsafvejning myndighedernes afslag på en anmodning om
ophævelse af udvisningsbeslutningen.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at
udvisningen og indrejseforbudet udgjorde et indgreb i klagerens ret til respekt
for et familieliv. Indgrebet var i overensstemmelse med loven og fulgte det
legitime formål at forhindre kriminalitet. For så vidt angik spørgsmålet om,
hvorvidt indgrebet var nødvendigt i et demokratisk samfund, bemærkede Domstolen,
at udvisningsordren var baseret på den særlig alvorlige og skadelige karakter af
den begåede kriminalitet. Selvom klageren havde opholdt sig i Norge i næsten 20
år, da udvisningsordren blev fuldbyrdet, var han indrejst som 16-årig og havde
opretholdt forbindelsen til oprindelseslandet gennem besøg og på anden vis. Hans
tilknytning til Norge svarede ikke til en 2. generationsindvandrers. Domstolen
bemærkede endvidere, at ifølge klageren havde hans forhold til hustruen
eksisteret siden 1984, og de havde i 1987 planlagt at indgå ægteskab, men det
var først i 1989, at de traf aftale herom - seks måneder efter den første
administrative beslutning om udvisning af klageren og 11/2 år efter
domfældelsen. Det første barn var blevet født i 1991 og det andet i 1995 ca.
otte måneder efter, at udvisningen var blevet effektueret. De formelle og
biologiske familiebånd var derfor blevet etableret efter, at det var blevet
klart, at det var meget usandsynligt, at familien ville være berettiget til at
forblive samlet i Norge. Selvom hustruen og børnene ville have vanskeligheder
ved at indrette sig i Pakistan, navnlig på grund af det ældste barns
helbredsproblemer, var disse ikke beskrevet som uoverstigelige. Det syntes også
- omend begrænset af de omkostninger det ville medføre - at være muligt for
klageren at fastholde kontakten ved at modtage sin familie på besøg i
Pakistan.
For så vidt angik den ældste datter (medklager), bemærkede
Domstolen blandt andet, at datterens interesse i faderens forbliven i Norge
havde betydelig vægt i nødvendighedsanalysen efter artikel 8. På den anden side
havde staten - henset til forbrydelsens særdeles alvorlige karakter - truffet
afgørelsen inden for sin skønsmargin og Domstolen fandt, at udvisningen var
proportional. Da de øvrige spørgsmål, som klageren og dennes hustru havde rejst
var åbenbart grundløse, afviste Domstolen ved en flertalsafgørelse
ansøgningen.
Udvisning af en udlænding, som var indrejst som barn.
Udvisning proportional.
Denne sag vedrørte en pakistansk statsborger, der
som 12-årig i 1976 var indrejst i Norge, hvor han tog ophold hos sin onkel. Han
havde i Pakistan haft fem års skolegang og var blevet undervist i mundtlig og
skriftlig urdu. Under opholdet i Norge fuldendte han skoleuddannelsen på fem år
og tog et grundlæggende kursus i mekanik m.v. Han var i arbejde i perioden fra
1981 til anholdelsen i 1990. Han havde i perioden efter ankomsten til Norge
aflagt fire besøg i Pakistan, hvor han var blevet gift. Hustruen ankom til Norge
i 1985 og fik norsk statsborgerskab i 1992. Klageren havde aldrig søgt at opnå
statsborgerskab. Parret fik i perioden fra 1985 til 1995 i alt fem børn, der
alle var norske statsborgere.
Den ustraffede klager blev ved en landsretsdom
fundet skyldig i medvirken til salg af 43 g heroin og for at have solgt
narkotika, formentlig heroin, for et samlet beløb af 180.000 NOK. Han blev
herfor straffet med fængsel i 5 år og 6 måneder. Han blev prøveløsladt i
marts-april 1994. Udlændingedirektoratet besluttede i 1992 at udvise klageren,
og denne afgørelse blev stadfæstet af rekursinstansen. Klageren indbragte
afgørelsen til domstolene, og Højesteret stadfæstede efter en
proportionalitetsafvejning myndighedernes afslag på en anmodning om ophævelse af
udvisningsbeslutningen. Højesteret fremhævede herunder blandt andet, at klageren
havde opholdt sig i Norge i en lang periode og var ankommet dertil i en ret ung
alder. Han havde imidlertid opretholdt forbindelsen til det pakistanske miljø,
ligesom hans hustru og børn også syntes at have forbindelse til pakistansk
kultur og miljø. Udvisningen af klageren blev fuldbyrdet i september
1994.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisningen fulgte det legitime
formål at forhindre kriminalitet. Domstolen bemærkede indledningsvis, at
udvisningsordren var baseret på den særlig alvorlige og skadelige karakter af
den begåede kriminalitet. Hertil kommer blandt andet, at kriminaliteten var
motiveret af et økonomisk udbytte, idet klageren ikke selv var stofmisbruger.
Selvom klageren var 12 år, da han kom til Norge, og havde opholdt sig der i 18
år, da han blev udvist, var hans tilknytning til Norge ikke sammenlignelig med
en 2. generationsindvandrers. Han havde i Pakistan fuldendt fem års uddannelse i
urdu, og efter at han var indrejst i Norge, var han vendt tilbage på besøg flere
gange. Han havde aldrig udvist interesse for at opnå norsk statsborgerskab. Hans
hustru, der også kom fra Pakistan, havde tilbragt sine første 20 år i dette
land, og deres børn var alle i en alder, hvor de kunne tilpasse sig. De var kun
let integreret i det norske samfund. Under disse omstændigheder ville det ikke
forekomme urimeligt at forvente, at klagerens hustru og børn ville slutte sig
til ham i Pakistan.
Domstolen bemærkede yderligere, at klageren ikke alene
havde opretholdt en stærk tilknytning til sit oprindelsesland, men også syntes
at have misbrugt den i forbindelse med et velorganiseret netværk af
narkotikasmuglere, der blev styret af ham og hans landsmænd. Han havde altså
misbrugt sin position i Norge til at sælge meget store kvanta af det meget
farlige stof heroin til sin kontakt i et miljø, der ikke tidligere havde haft
nogen problemer med denne narkotika. Kort sagt havde klageren udnyttet sine
dobbelte forbindelser til Pakistan og Norge med henblik på at udføre sine
kriminelle aktiviteter. Domstolen fandt herefter, at udvisningen var
proportional, og at denne del af klagen var åbenbart grundløs. Da de øvrige
spørgsmål, som klageren og dennes hustru og børn havde rejst, også var åbenbart
grundløse, afviste Domstolen med en flertalsafgørelse ansøgningen.
Udvisning for fem år af en udlænding, som var indrejst som voksen.
Udvisning proportional.
Denne sag vedrørte en jugoslavisk statsborger (f.
1969), der sammen med sin hustru og 6 måneder gamle barn i 1992 indrejste i
Sverige som asylansøgere. Hustruen fødte, inden der blev truffet afgørelse i
asylsagen, en datter. Indvandrerverkets beslutning om at afvise asylansøgningen
blev stadfæstet af udlændingenævnet i oktober 1994, men familien forblev - på
grund af vanskelighederne ved at udsende personer til Jugoslavien - i
Sverige.
Klageren blev i 1997 ved byretten idømt 3 måneders fængsel for
blandt andet truende adfærd overfor hustruen og overtrædelse af et forbud mod at
besøge denne. Retten besluttede endvidere at udvise klageren med ind-rejseforbud
i en periode af fem år. Retten tog i betragtning, at klageren i perioden fra
1993 til 1996 ved fem lejligheder var tildelt bøder for forskellige
overtrædelser, herunder trusler, spirituskørsel og butikstyveri, og retten havde
ved strafudmålingen taget den skade, han ville lide som følge af udvisningen, i
betragtning. Klageren og hustruen blev skilt i 1997, og hustruen blev i den
forbindelse tillagt forældremyndigheden. Klageren blev ved tre
efterfølgende domme i 1997 fundet skyldig i tyveri, kørsel uden kørekort og
spirituskørsel. Klageren ansøgte flere gange regeringen om at annullere
udvisningsbeslutningen, men disse anmodninger blev afvist.
Den svenske
regering ville ikke bestride, at udvisningen og indrejseforbudet udgjorde et
indgreb i klagerens ret til respekt for privat- og familieliv.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at indgrebet var i overensstemmelse med loven
og, da klageren var dømt for flere forbrydelser, forfulgte det legitime formål
at forhindre kriminalitet. For så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt indgrebet
var nødvendigt i et demokratisk samfund, bemærkede Domstolen, at klageren var
dømt for at have truet sin hustrus liv. Han var også meddelt forbud mod at
besøge hende som følge af tidligere trusler mod hende. Domstolen fandt, at
truslerne var af en særlig alvorlig karakter, fordi de var rettet mod hans
daværende hustru, der var den person, der var hans hovedforbindelse til Sverige.
Det var korrekt, at han ville være afskåret fra at besøge sine børn, mens han
havde forbud mod at indrejse i Sverige, men dette forbud var ikke permanent.
Under disse omstændigheder og også under hensyn til klagerens adfærd efter
udvisningsordren, fandt Domstolen, at de svenske myndigheder havde foretaget en
fair afvejning af de relevante interesser. Domstolen afviste herefter
enstemmigt ansøgningen.
Udvisning for fem år af en udlænding, som var indrejst som voksen. Indgreb
nødvendigt.
Denne sag vedrørte en bosnisk statsborger (f. 1962), der som
voksen i 1987 var indrejst i Schweiz. Han giftede sig med en anden bosnisk
statsborger, der var indrejst i 1983, og i 1989 fik de et barn. Han blev efter
en alvorlig ulykke tildelt invalidepension. Hustruen havde fast arbejde i
-Schweiz.
Klageren blev ved en distriktsretsdom i 1995 fundet skyldig i
blandt andet forsikringssvig og våbensmugling til Jugoslavien og idømt fængsel i
33 måneder og udvist med indrejseforbud i fem år. Myndighederne afviste på denne
baggrund at forlænge hans opholdstilladelse. Under fængselsopholdet blev han
fundet skyldig i overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og blev herfor
idømt en bøde. Han blev i 1997 prøveløsladt. Han klagede over
fremmedmyndighedernes afgørelse og indbragte sagen for Forbundsdomstolen, der i
1999 - efter en proportionalitetsafvejning - afviste hans
sag.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisningen og indrejseforbudet
udgjorde et indgreb i hans ret til respekt for privat- og familieliv. Indgrebet
var i overensstemmelse med loven og fulgte det legitime formål at forhindre
kriminalitet. For så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt indgrebet var
nødvendigt i et demokratisk samfund, anførte Domstolen, at den schweiziske
forbundsdomstol nøje havde forholdt sig til de konkrete omstændigheder i sagen.
Han havde fået en fængselsstraf for forsikringssvig og våbensmugling, og under
fængselsopholdet havde han fået en bøde for overtrædelse af
narkotikalovgivningen. Herudover havde han under sit ophold uden vanskeligheder
lejlighedsvis foretaget rejser til Bosnien-Herzegovina. Det var også fremhævet
af regeringen - og ikke modsagt at klageren - at hans invalidepension ville
blive overført til ham, efter at han havde forladt Schweiz. Det var korrekt, at
klagerens hustru var professionelt etableret i Schweiz, og at deres fælles barn
var opvokset i dette land. Domstolen tog i betragtning, at hustruen også
var bosnisk statsborger, og det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at hun ville
blive udsat for integrationsvanskeligheder ved at vende tilbage. Endvidere havde
klagerens søn, der var 11 år, en alder, som muliggjorde tilpasning. Under
henvisning til en stats skønsmargin, kunne indgrebet betragtes som nødvendigt i
et demokratisk land for at forhindre kriminalitet. Klagen blev derfor afvist som
åbenbart grundløs. Flertalsafgørelse.
Udvisning af en udlænding, som var indrejst som voksen. Meget langvarigt
ophold. Ikke uproportional.
Denne sag vedrørte en tyrkisk statsborger (f.
1946), der i 1971 som voksen var indrejst i Tyskland efter aftalen mellem
Forbundsrepublikken Tysklands regering og Republikken Tyrkiets regering om
rekruttering af tyrkiske arbejdere. Klagerens hustru indrejste i 1972 med
parrets tre børn, der var født i 1964, 1968 og 1970 i Tyrkiet.
Klageren blev
ved en landsretsdom i november 1991 fundet skyldig i narkotikahandel og idømt 7
års fængsel. Klageren, der ikke selv var narkotikamisbruger, havde sammen med en
landsmand blandt andet købt ca. 1 kg heroin for 70.000 DM, og medgerningsmanden
havde solgt i alt ca. 100 g heroin, ligesom de begge ved to lejligheder havde
afslået at købe heroin af en sælger, fordi kvaliteten ikke var
tilfredsstillende. Retten fandt, at de på en professionel måde havde udsat
adskillige narkomaners liv og helbred for fare. Han blev prøveløsladt i marts
1993. De tyske myndigheder traf i december 1993 beslutning om udvisning af
klageren, der indbragte denne afgørelse for forvaltningsretten. Denne traf i
marts 1998 - efter en proportionalitetsafvejning - bestemmelse om at afvise
klagerens anmodning om ophævelse af udvisningsbeslutningen. Klageren
indgav herefter appelansøgning til del-statens forvaltningsret, der den 28.
april 1999 afviste ansøgningen, og den 22. november samme år afviste den
føderale forfatningsret hans ansøgning om en
prøvelse.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisningen af klageren
udgjorde et indgreb i hans ret til respekt for både hans privat- og familieliv.
Indgrebet var i overensstemmelse med loven og forfulgte det legitime formål at
forhindre kriminalitet og uorden. For så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt
indgrebet var nødvendigt i et demokratisk samfund, bemærkede Domstolen, at
klageren var indrejst i Tyskland i 1971 og havde boet der lovligt i næsten 30
år. Hans hustru og børn boede også her, og hans væsentligste familie- og sociale
bånd lå således i Tyskland. Domstolen måtte imidlertid også tage den alvorlige
kriminalitet, han var dømt for, i betragtning. Domstolen bemærkede i denne
forbindelse, at landsretten havde idømt klageren 7 års fængsel for handel med
heroin, et stof, der er særlig farligt for køberne. Forbrydelsen medførte
utvivlsomt en alvorlig trussel mod den offentlige orden og underminerede andres
helbred. Under hensyn til den ødelæggende virkning af narkotika på folks liv,
anerkendte Domstolen, at myndighederne udviser stor fasthed med hensyn til dem,
der aktivt deltager i udbredelse af denne svøbe.
Selvom udvisningen ville
indebære betydelige vanskeligheder for klageren, fandt Domstolen i lyset af det
anførte og efter at have taget medlems-landenes skønsmargin i betragtning, at
udvisningsbeslutningen ikke var uproportional med det legitime formål, den
forfulgte. Da de øvrige spørgsmål, som klageren havde rejst, (også) var åbenbart
grundløse, afviste Domstolen enstemmigt ansøgningen.
Udvisning af en udlænding, som var født og opvokset i udvisningsstaten.
Proportional.
Denne sag vedrørte en italiensk statsborger, der var født i
Tyskland i 1968. Hans familie bestående af hans forældre og fem søskende boede i
Tyskland, og klageren havde boet sammen med en tysk statsborger i flere år og
havde med denne et barn, der var født i 1996.
Klager blev ved en
administrativ beslutning af 20. oktober 1997 udvist af Tyskland. Afgørelsen
gennemgik klagerens gentagne domme for strafbart forhold siden 1986, herunder
navnlig en dom fra 1997, hvor han for narkotikahandel var blevet idømt fængsel i
3 år og 9 måneder. Det regionale regeringspræsidium fandt, at denne alvorlige
kriminelle adfærd havde nået et niveau af grovhed, der retfærdiggjorde udvisning
af en udlænding, der var født i Tyskland og havde permanent opholdstilladelse.
Man tog hans personlige og familiemæssige situation i betragtning, herunder i
særdeleshed at klageren var far til et tysk barn, der var født to dage
før, han blev frihedsberøvet i oktober 1996, men også det forhold, at han to
gange var blevet advaret om konsekvenserne af kriminel adfærd. Med henvisning
til art. 8 fandt myndigheden, at klager på grund af sin alder ville kunne
integrere sig i Italien. Endvidere havde den offentlige interesse i udvisningen
af ham - på grund af alvoren af hans kriminelle adfærd - overvægt i forhold til
hans egne, hans barns og venindes familiemæssige interesser. Han appellerede
afgørelsen til de kompetence administrative retter uden at få
medhold.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisningen af klageren
udgjorde et indgreb i hans ret til respekt for privat- og familieliv. Indgrebet
var i overensstemmelse med loven og forfulgte et legitimt formål. For så vidt
angik nødvendighedsanalysen, bemærkede Domstolen, at klageren var født og
opvokset i Tyskland, og at hans familie, i særdeleshed veninden og hans søn -
boede i Tyskland. På den anden side var det afgørende, at udvisningen af
klageren var besluttet efter, at han var blevet idømt i alt næsten 4 års
ubetinget fængsel for narkotikahandel. Klageren var endvidere ved tidligere
lejligheder blevet advaret om mulige konsekvenser af yderligere domfældelser for
kriminelle forhold. Under disse omstændigheder fandt Domstolen, at
udvisningsordren var proportional med det legitime formål, der blev forfulgt.
Domstolen fandt herefter, at klagen var åbenbart grundløs og afviste enstemmigt
ansøgningen.
Udvisning for bestandig af en udlænding, som var indrejst som voksen.
Proportional.
Denne sag vedrørte en nigeriansk statsborger (f. 1959), der
var indrejst i Danmark i 1992 som asylansøger. Han indgik i begyndelsen af 1993
ægteskab med en dansk statsborger, men ægteskabet varede kun 1/2 år. Han giftede
sig i december 1993 med en anden dansk statsborger. Hans asylansøgning blev
afvist af myndighederne, og han opnåede på grundlag af ægteskabet
opholdstilladelse i marts 1994. Han havde ikke børn. Hans forældre og to af hans
søskende boede stadig i Nigeria, og han havde under opholdet i Danmark besøgt
Nigeria tre gange, senest i januar 1998, hvor han opholdt sig i en måned.
Han
blev i februar 1998 anholdt og sigtet for at have været i besiddelse af 1.127 g
heroin og 200,5 g kokain med henblik på videreoverdragelse. Han blev ved
Københavns Byrets dom af 19. juni 1998 idømt fængsel i 31/2 år og
udvist for bestandig. Han gjorde for så vidt angik udvisningsspørgsmålet blandt
andet gældende, at han som følge af den danske dom risikerede 5 års fængsel i
Nigeria under forhold, der ville være grusomme og inhumane. Ved Østre Landsrets
dom af 7. september 1998 blev denne dom stadfæstet. En ansøgning om
tredjeinstansbevilling blev afslået, og den 2. november 2000 blev
udvisningsbestemmelsen fuldbyrdet.
Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at
den kun i et begrænset omfang havde truffet afgørelse i sager, hvor
hovedbarrieren mod udvisning var de vanskeligheder, som ægtefæller ville have
med at forblive sammen og i særdeleshed som en ægtefælle og/eller børn ville
have ved at leve i den udvistes oprindelsesland. Det var derfor nødvendigt at
opstille nogle ledende principper med henblik på at undersøge, om skridtet var
nødvendigt i et demokratisk land.
Ved vurderingen af de relevante kriterier i
en sådan sag, ville Domstolen overveje karakteren og alvoren af den forbrydelse,
som klageren har begået; varigheden af klagerens ophold i det land, hvorfra han
skulle udvises; den tid, der var forløbet, siden forbrydelsen blev begået, såvel
som klagerens adfærd i denne periode; de forskellige involverede personers
nationalitet; klagerens familiemæssige situation, herunder varigheden af
ægteskabet; og andre faktorer der udtrykker effektiviteten af parrets
familieliv; om ægtefællen havde kendskab til forbrydelsen på det tidspunkt, hvor
vedkommende indgik i et familiemæssigt forhold; og om der var børn i ægteskabet
og i givet fald deres alder. Ikke mindst ville Domstolen også overveje alvoren
af de vanskeligheder, som ægtefællen sandsynligvis ville møde i
oprindelseslandet, selvom det blotte faktum, at en person muligvis ville møde
visse vanskeligheder ved at ledsage sin ægtefælle, ikke i sig selv udelukker en
udvisning.
Domstolen konstaterede, at udvisningen var begrundet i den særlig
alvorlige og skadelige karakter af de forbrydelser, som klageren var fundet
skyldig i. Under hensyn til de ødelæggende virkninger, som narkotika påfører
folks liv, forstod Domstolen hvorfor myndighederne udviser stor fasthed over for
dem, der aktivt udspreder denne svøbe. Selvom klageren ikke tidligere var
straffet, påvirkede dette ikke alvoren og grovheden af en sådan
forbrydelse.
Domstolen var enig med Danmark i, at klageren havde bevaret
stærke bånd til oprindelseslandet, og at hans bånd til Danmark hovedsagelig
syntes forbundet til ægteskabet med en dansk statsborger. For så vidt angik
spørgsmålet, om klagerens hustru ville være udelukket fra at følge klageren til
Nigeria, var Domstolen ikke overbevist om klagerens argumenter, om, at hustruen
ikke kunne få opholdstilladelse, når han skulle afsone, idet Domstolen ikke
fandt, at der var beviser i sagen for, at de nigerianske myndigheder var eller
ville blive informeret om forbrydelser begået i Danmark.
Domstolen fandt
herefter, at de danske myndigheder grundigt havde undersøgt og afvejet de
relevante interesser og handlede indenfor deres skønsmargin. Domstolen fandt, at
indgrebet i klagerens ret til respekt for privat- og familieliv var understøttet
af relevante og tilstrækkelige begrundelser og var proportional efter formålene
i art. 8, stk. 2, og kunne anses for nødvendige i et demokratisk samfund. Klagen
var herefter åbenbart grundløs, og da de øvrige spørgsmål, som klageren havde
rejst også var grundløse, afviste Domstolen enstemmigt ansøgningen.
I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 3, afsnit 9.2., blev der
redegjort for den gennemgang af afsluttede udvisningssager, som blev iværksat af
Rigsadvokaten efter afgørelsen af en række sager i Højesteret i foråret
1999.
Rigsadvokaten orienterede ved skrivelse af 21. januar 2000 om
resultatet af gennemgangen af de forelagte sager. Rigsadvokaten fandt efter en
gennemgang af sagerne, at der skulle gives underretning til de beskikkede
forsvarere i 15 af de gennemgåede sager om, at disse muligt kunne have fået et
andet udfald, hvis den senere højeste-retspraksis havde foreligget på
domstids-punktet.
Underretningen til forsvarerne skete med henblik på, at det
kunne overvejes, om man ønskede at indgive en ansøgning til Den Særlige Klageret
om genoptagelse af sa-gerne eller foranledige en fornyet behandling af sagerne
ved anke til landsretten eller ved ansøgning til Procesbevillingsnævnet. Der
henvises herom nærmere til årsberetningen 1998-1999, bind 3, side 108
ff.
Sammenfattende er status for de 15 sager, at der i ni af sagerne er
truffet bestemmelse om indbringelse af sagerne for domstolene(12). Otte af disse
sager er afgjort. Der verserer for tiden en enkelt sag ved Klageretten, mens en
af de domfældte, der ikke længere har tilknytning til Danmark, har tilbagekaldt
ansøgningen om genoptagelse. Orienteringen af forsvarerne har i fire sager ikke
medført nogen reaktion fra den domfældte. Sagerne gennemgås i skematisk form i
tabel 3, der tillige omfatter den sag, som Den Særlige Klageret tillod
genoptaget ved kendelse af 3. december 1999.
Tabel 3. Status for sagerne omfattet af Rigsadvokatens skrivelse af 21. januar 2000 (pr. 8.10.2001)
| Status | Afgørelse: stadfæstet | Afgørelse: frifindelse | Andet: | Sager i alt |
| Afgjort i Højesteret | 1 | 1 | ||
| Afgjort i landsretten | 1 (13) | 8 | 9 | |
| Verserer ved landsretten | 0 | |||
| Verserer ved Klageretten | 1 | 1 | ||
| Ansøgning til Klageretten tilbagekaldt | 1 | 1 | ||
| Ingen reaktion fra domfældte | 4 | 4 | ||
|
Sager i alt |
1 | 9 | 6 | 16 |
12) Procesbevillingsnævnet har meddelt tredjeinstansbevilling i en sag,
Den Særlige Klageret foreløbig har truffet bestemmelse om genoptagelse af seks
landsretssager og Østre Landsret har ekstraordinært admitteret anken i to sager
i medfør af retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 949, stk. 2. Hertil kommer en
sag, som Klageretten ved kendelse af 3.12.1999 havde bestemt skulle
genoptages.
13) Sagen sag, som Klageretten ved kendelse af 3.12.1999 havde
bestemt skulle genoptages.
14) Dommen er trykt i Tidsskrift for Kriminalret
2001.244 Ø.
Domstolene har i de sager, der indtil videre er domsforhandlet med henblik på
en fornyet vurdering af udvisningsspørgsmålet, frifundet den tiltalte for
udvisningspåstanden. Sagerne har alle vedrørt udlændinge med børn her i landet.
Anklagemyndigheden tog bekræftende til genmæle over for tiltaltes
frifindelsespåstand i fem af disse sager, herunder i den sag, der blev prøvet
ved Højesteret (U 2000.2208 H). De øvrige fire sager, hvor
udvisningsspørgsmålet blev prøvet af landsretten, gennemgås nedenfor.
Østre
Landsret frifandt i en dom af 11. januar 2001 en makedonsk
statsborger, der ved landsrettens ankedom af 10. november 1998 for handel
med ca. 500 gram heroin var blevet udvist for bestandig. Den pågældende var
indrejst med sine fællesbørn, født i henholdsvis 1983 og 1984, i Danmark i 1991
for på ny at leve i ægteskab med sin herboende hustru. Han blev frihedsberøvet
og varetægtsfængslet den 24. april 1998 og blev prøveløsladt fra afsoning af
straffen på fængsel i 3 år og 6 måneder den 24. august 2000. Under
afsoningen forværredes domfældtes helbredstilstand væsentligt. Domfældtes
helbredsmæssige situation havde i betydelig grad præget forholdet til domfældtes
hustru og børn, der i væsentligt omfang havde varetaget og på domstidspunktet
fortsat varetog en væsentlig del af den daglige pleje og støtte, som domfældte
grundet sin helbredssituation var afhængig af. Parrets to børn var integreret i
det danske samfund, og det måtte efter det oplyste lægges til grund, at navnlig
børnenes tilknytning til familien i Makedonien var begrænset. Landsretten fandt
efter en samlet vurdering af § 26-hensynene, at en opretholdelse af
udvisningsbestemmelsen ville stride mod proportionalitetsgrundsætningen i EMRK
artikel 8. Selvom den idømte straf måtte anses for alvorlig og isoleret set
begrundede udvisning, var det i rettens vurdering tillagt vægt, at domfældte
ikke tidligere var straffet(14).
Østre Landsret frifandt i en dom
af 9. februar 2001 en 52-årig italiensk statsborger, der ved landsrettens
ankedom af 22. juni 1998 for narkotikahandel var blevet straffet med
fængsel i 5 måneder og udvist for bestandig. Den pågældende var kommet her
til landet som 26-årig og var blevet gift med en dansk kvinde, som han fik
to børn med. I forbindelse med, at han blev arbejdsløs, flyttede han sammen med
sin familie til Italien, hvor de boede i ca. to år. Herefter flyttede familien
tilbage til København. Nogen tid efter skilsmissen i 1987, flyttede hustruen og
de to børn til Fyn. Domfældte havde i perioden herefter regelmæssig kontakt med
sine børn. Den yngste tog ophold hos ham i 1997, da han fik læreplads i
København. Børnene var på domstidspunktet 23 og 20 år og havde fast arbejde.
Domfældte rejste i august 1998 til Italien, hvor han havde boet og arbejdet
siden. Han havde sine forældre og to søstre i Italien, hvor børnene havde besøgt
ham nogle gange. Tre dommere fandt under hensyn til domfældtes langvarige ophold
i Danmark og hans nære tilknytning til sine to nu voksne børn, sammenholdt med,
at han ikke tidligere var straffet af betydning, at proportionalitetskravet i
EMRK artikel 8 medførte, at der ikke var grundlag for at udvise ham. Tre dommere
fandt, at domfældtes tilknytning til Danmark ikke var af en sådan karakter, at
der var grundlag for at undlade at udvise ham.
Østre Landsret frifandt
i en dom af 26. juni 2001 en britisk statsborger af pakistansk oprindelse, der
ved landsrettens ankedom af 5. oktober 1998 for narkotikahandel var blevet dømt
til psykiatrisk behandling i hospital for sindslidende og udvist for bestandig.
Den pågældende var kommet til Danmark i 1977 med sin hustru og havde i alt
væsentligt levet her siden da. Parret havde i Danmark fået tre børn, der alle
opholdt sig her i landet, hvor de var under uddannelse, ligesom T's broder
opholdt sig i Danmark. Han var ikke tidligere straffet. På den anførte baggrund
fandt landsretten, at T havde en så stærk tilknytning til Danmark, og en mere
beskeden tilknytning til England og stort set ingen til Pakistan, at en
udvisning af ham - uanset kriminalitetens art og karakter - ville være i strid
med proportionalitetskravet i EMRK artikel 8.
Østre Landsret frifandt
endelig i en dom af 8. oktober 2001 en gambiansk statsborger T, der ved
landsrettens ankedom af 7. september 1998 for narkotikahandel var blevet idømt
en fællesstraf af fængsel i 5 måneder og udvist med indrejseforbud i 10 år.
Dommens bestemmelse om udvisning blev fuldbyrdet, men T indrejste på ny. Han
blev atter udvist efter afsoning af en byretsdom af 15. april 1999, hvor han for
overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og vold efter straffelovens § 244
var blevet straffet med en fællesstraf af fængsel i 11 måneder. Der var ikke
under denne sag blevet nedlagt påstand om udvisning. T, der var kommet til
Danmark i 1991 som 24-årig, havde to børn her i landet. Landsretten lagde til
grund, at T jævnligt havde kontakt med i hvert fald sønnen. Under henvisning til
oplysningerne om T's tilknytning til Danmark, herunder de to børn, sammenholdt
med den kriminalitet, som T havde begået inden den 7. september 1998, fandt
landsretten, at en udvisning af T ville være i strid med proportionalitetskravet
i EMRK artikel 8. Landsretten ophævede herefter bestemmelsen om udvisning.
I
årsberetningen 1998-1999, afsnit 9.2., omtales en sag, som Den Særlige Klageret
ved kendelse af 3. december 1999 besluttede skulle genoptages. Sagen drejede sig
om en marokkansk statsborger, der ved Østre Landsrets ankedom af 18. december
1997 var blevet udvist for bestandig efter at være straffet med fængsel i
1 år og 3 måneder for narkotikahandel. Den pågældende var kommet til
Danmark som 12-årig i 1989 sammen med sin moder og tre søskende for at blive
familiesammenført med faderen. Familien boede fortsat i Danmark. Han havde
bekendte og noget familie i Marokko, og i tiden frem til december 1997 havde han
besøgt Marokko en gang af en måneds varighed. Han var ved godt helbred og havde
ingen arbejdsmæssig tilknytning til Danmark og heller ingen ægtefælle eller
børn. Han var siden april 1993 straffet i alt 10 gange for overtrædelse af
straffeloven og var for blandt andet vold og røveri idømt i alt 4 år og 8
måneders fængsel med rest- og fællesstraffe, ligesom han i tre af dommene var
straffet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Fem dommere fandt på
denne baggrund, at hans tilknytning til Danmark ikke var så stærk, at udvisning
i anledning af hans omfattende og alvorlige kriminalitet ville være i strid med
proportionalitetskravet i EMRK artikel 8. Procesbevillingsnævnet afslog den 4.
maj 2001 at meddele domfældte anketilladelse til Højesteret.
Oversigten omfatter samtlige domme, hvor Højesteret har taget stilling til spørgsmålet om udvisning i perioden fra den 1. januar 1997 til den16. november 2001. Oversigten er opstillet efter sanktionens alvor.
|
Dom |
Kriminalitet |
Personlige forhold |
||
|
Højesterets dom og dato for afgørelse. Udvisningshjemmel. |
Sanktion. Aktuel kriminalitet og relevante forstraffe. |
Statsborgerland. Alder ved indrejse. Opholdets varighed. |
Familiemæssig tilknytning til Danmark herunder hustru og børn. |
Tilknytning til statsborgerlandet. |
|
U 1999.271 H |
Hæfte i 14 dage. Narkotikakriminalitet. Tidl. straffet for ovtr. af strfl. § 191. |
Tyrkiet. Indrejst som 4-5-årig i 1979. Ophold i ca. 18 år. |
Boede hos forældre og søskende. Havde det meste af sin familie i Danmark |
Slægtninge og forlovet i Tyrkiet. Talte tyrkisk. Ferieophold. |
|
U 2000.293/2 H |
Hæfte i 14 dage (fællesstraf). Narkotikakriminalitet. 1. gangssag. |
Libanon. Indrejst som 23-årig i 1985. Ophold i ca. 14 år. |
Gift med dansk kvinde med 3 særbørn. |
Kontakt til familie iLibanon. |
|
U 2001.1082 H |
Hæfte i 14 dage betinget. Vold mod tjenestemand. 1. gangssag. |
Tyrkiet. Indrejst som 36-årig i 1998. Ophold i ca. 2 år. |
Gift med dansk statsborger i 1999. Ingen børn. |
Fraskilt hustru, 3 mindre- årige børn. Forældre og familie. To hjemrejser i 2000. |
|
U 2000.545/1 H |
Hæfte i 20 dage. Narkotikakriminalitet. 1. gangssag. |
Iran. Indrejst som 17-årig i 1984. Ophold i ca. 14 år. |
Ugift, ingen familie eller børn. |
Kontakt til forældre og søskende i Iran. |
|
U 2000.1685 H |
Fængsel i 40 dage. Straffelovens § 119, stk. 1, og § 260, nr. 1. |
Somalia. Indrejst i 1996 som 18-årig. Ophold i ca. 4 år. |
Flygtning. Søster. |
Manglede kontakt med søskende i Somalia og mor i Kenya. |
|
U 1999.1390 H |
Fængsel i 60 dage. Narkotikakriminalitet. Ustraffet. |
Jugoslavien (Kroatien). Indrejst i 1989 som 33-årig. Ophold i ca. 10 år. |
Nær kontakt med to voksne børn i Danmark. |
Ingen slægtninge. |
|
U 2000.822 H |
Fængsel i 60 dage. Vold efter strfl. § 245, stk. 1. |
Somalia. Indrejst i 1992 som 24-årig. Ophold i ca. 7 år. |
Skilt. Bror. Plejetilladelse til dennes to børn. I arbejde. |
Søster i Somalia. |
|
U 2000.2208 H |
Fængsel i 60 dage. Lov om euf. stoffer. 2. gangssag. |
Liberia. Indrejst i 1992 som 26-årig. Ophold i ca. 7 år. |
Gift, et barn. To børn af tidl. ægteskab. |
Ingen forbindelse til familie i Liberia. |
|
U 2001.336 H |
Fængsel i 3 mdr. betinget for ovtr. af lov om euf. stoffer. Ikke straffet af betydning for sagen. |
Peru. Indrejst i 1992 som 23-årig. Ophold ca. 51/2 år. |
Gift med dansk statsborger i 1998. Farmor. |
Familie. Flere ophold. |
|
U 1999.1503 H |
Fængsel i 3 mdr. Narkotikakriminalitet. 1. gangssag. |
Statsløs palæstinen-ser, Libanon. Indrejst i 1985 som 38-årig. Ophold i ca. 14 år. |
Nær kontakt med frasepareret hustru og to børn på 6 og 7 år. |
Søskende i Libanon. |
|
U 1999.1394 H |
Fængsel i 4 mdr. Narkotikakriminalitet. 3. gangssag. |
Pakistan. Indrejst i 1974 som 10-årig. Ophold i ca. 23 år. |
Hustru, forældre og søskende i Danmark. |
Ingen væsentlig tilknytning til Pakistan. |
|
U 2000.546 H |
Fængsel i 5 mdr. Narkotikakriminalitet. Siden 1986 samlet idømt fængsel i 6 år. |
Chile. Indrejst i 1978 som 14-årig. Ophold i ca. 21 år. |
Fraskilt. Boede hos sin mor. To halvsøskende i Danmark |
Kontakt til slægtninge i Chile. Talte og skrev spansk. |
|
U 2000.545/2 H |
Fængsel i 6 mdr. Tyveri og handel med 0,25 gr. heroin. 2. gangssag. |
Tunis. Indrejst i 1987 som 19-årig. Ophold i ca. 11 år. |
Frasepareret dansk kvinde. Samvær med datter på 10 år. |
Kontakt med forældre og søskende. Besøg. |
|
U 2000.2411 H |
Fængsel i 6 mdr. Anden kønslig omgængelse med to stedbørn. |
Nigeria. Indrejst i 1996 som 27-årig. Ophold i ca. 3 år. |
Gift i 1997 med dansk statsborger. To stedbørn. |
Sporadisk kontakt til to døtre på 7 og 9 år. Familie. |
|
U 1999.1500 H |
Fængsel i 8 mdr. Narkotikakriminalitet. Prøveløsladt 1995 efter afsoning af dom på fængsel i 7 år. |
Tyrkiet. Indrejst i 1972 som 15-årig. Ophold i ca. 27 år. |
Hustru og søn på 17 år. Søskende. |
Tilknytning til hustruens familie i Tyrkiet. Søster. |
|
U 1999.1507 H |
Fængsel i 8 mdr. Narkotikakriminalitet. 2. gangssag, tidl. idømt fængsel i 6 mdr. |
Tyrkiet. Indrejst i 1970 som 23-årig. Ophold i ca. 28 år. |
Nær kontakt til frasepareret hustru og tre børn fra 13-24 år. |
Tilknytning til forældre og søskende i Tyrkiet. |
|
U 1999.275 H |
Fængsel i 1 år. Narkotikakriminalitet. Tidl. straffet for ovtr. af strfl. § 191. |
Irak. Indrejst i 1984 som ca. 30-årig. Ophold i ca. 15 år. |
Boede med 17-årig søn i Danmark. |
Risiko for overgreb i hjemlandet Irak. Hustru opholdt sig i Tyrkiet. |
|
U 2000.820 H |
Fængsel i 21/2 år. Røveri fra pengetransport. Ustraffet. |
Pakistan. Indrejst i 1976 som 4-årig. Ophold i ca. 22 år. |
Nærmeste familie. Talte dansk med søskende, der var født i Danmark. |
Farmor og moster i Paki-stan. Kunne hverken læse eller skrive punjabi. 2 kortere besøg. |
|
U 2000.1600 H |
Fængsel i 3 år. 7 røverier efter strfl. § 288, stk. 2. Tidligere straffet gentagne gange. |
Tyrkiet. Født i Danmark. Ophold i 24 år. |
Opvokset i Danmark. Gift, 1 barn. Forældre og søskende. Læste og skrev dansk. |
Fjernere slægtninge i Tyrkiet. Kortere ferieophold. Vanskeligt læse og skrive tyrkisk. |
|
U 2000.1499 H |
Fængsel i 31/2 år. Narkotikakriminalitet. Ustraffet. |
Tyrkiet. Indrejst i 1971 som13-årig. Ophold i ca. 27 år. |
Frasepareret hustru og 3 børn i alderen 17-22 år. |
Ingen familie. |
|
U 2000.1499 H |
Fængsel i 3 år 9 mdr. Narkotikakriminalitet. Ustraffet. |
Tyrkiet. Indrejst i 1988 som 16-årig. Ophold i ca. 12 år. |
Samlevede med dansk kvinde og parrets to børn på 1 og 2 år. Jævnlig kontrakt med barn, som han havde med anden kvinde. |
Ingen familie. |
|
U 2000.1687 H |
Fængsel i 4 år (fællesstraf). To bankrøverier. Betinget dom for røveri i 1998. |
Israel. Født i Danmark. Ophold i 19 år. |
Opvokset i Danmark. Forældre og søskende. |
Slægtninge. 1 års ophold i 1995/96. |
|
U 2001.1334 H |
Fængsel i 4 år. Narkotikakriminalitet. |
Tyrkiet. Indrejst i 1991 som 21-årig. Ophold i ca. 10 år. |
Mindreårigt barn med dansk statsborger. Gift under sagen med den pgl. |
Forældre og søskende. § 22, nr. 1, 2 og 4. |
|
UfR NyhedsService 2001/123 |
Fængsel i 4 år. Narkotikakriminalitet. |
Bosnien. Indrejst i 1996 som 20-årig. Ophold i ca. 5 år. |
Gift, men ikke samlevende med dansk kvinde. Forbindelsen genoptaget under ankesagen. |
Ingen familie. |
|
U 1999.1842 H |
Fængsel i 41/2 år. Narkotikakriminalitet. Tidl. straffet i Norge med fængsel i 3 år 7 mdr. for narkotikakriminalitet. |
Jugoslavien (Makedonien). Indrejst i 1992 som 22-årig. Ophold i ca. 7 år. |
Hustru og 3-årigt barn. Søskende. |
Mor og broder i Makedonien. |
|
U 1999.1818 H |
Fængsel i 5 år. Narkotikakriminalitet, 13 forhold. Ikke relevant straffet. |
Iran. Indrejst i 1984 som 22-årig. Ophold i ca. 15 år. |
Enlig. |
Kontakt til far og søskende. Flere besøg. |
|
U 1999.2032 H |
Fængsel i 5 år. Narkotikakriminalitet. Ustraffet. |
Nigeria. Indrejst i 1991 som 34-årig. Ophold i ca. 8 år. |
Fraskilt dansk kvinde. Sporadisk kontakt med barn med anden dansk kvinde. Forlovet. |
Kontakt til mor i Nigeria. Flere længerevarende besøg. |
|
U 2001.856 H |
Fængsel i 5 år (fællesstraf med reststraf på 566 dage). To røverier med et samlet udbytte på 1,9 mio. kr. Vedholdende grov kriminalitet. |
Tyrkiet. Indrejst i 1976 som 3-årig. Ophold i ca. 24 år. |
Nærmeste familie. Frasepareret. Kontakt med 2 børn. |
Forbindelse til familie. Mor havde ejendomme. Besøg. Udført en væsentlig del af røveriudbyttet til Tyrkiet. |
|
UfR 2001.139 H |
Fængsel i 5 år. Fem røverier med et samlet udbytte på 800.000 kr. Ustraffet. |
Libanon. Indrejst i 1995 som 14-årig. Ophold i ca. 6 år. |
Nærmeste familie. Bopæl hos familien. |
Farfar og farmor. |
|
UfR 2001.139 H |
Fængsel i 5 år 6 mdr. Fem røverier med et samlet udbytte på 800.000 kr. Ustraffet. |
Libanon. Indrejst i 1995 som 15-årig. Ophold i ca. 6 år. |
Nærmeste familie. |
Bedsteforældre. |
|
U 1998.45/1 H |
Fængsel i 51/2 år. Narkotikakriminalitet . Tidl. straffet i Norge med fængsel i 41/2 år for narkotikakriminalitet. |
Tyrkiet. Indrejst i 1980 som 19-årig. Ophold i 17 år. |
Fraskilt. Kontakt med 2 børn. |
Uoplyst. |
|
U 1999.416 H |
Fængsel i 6 år. Drabsforsøg. |
Pakistan. Indrejst i 1991 som 23-årig. Ophold i ca. 7 år. |
Fraskilt. |
Forældre og søskende i Pakistan. |
|
U 1998.107/1 H |
Fængsel i 7 år. Narkotikakriminalitet. |
Rwanda. Indrejst i 1992 som 20-årig. Ophold i ca. 5 år. |
Asyl. Gift, 1-årigt barn. |
Mor i Rwanda. |
|
U 1999.1210 H |
Fængsel i 7 år. Narkotikakriminalitet. Ikke straffet af betydning for sagen. |
Iran. Indrejst i 1992 som 23-årig. Ophold i ca. 7 år. |
Havde et 2-årigt barn med dansk kvinde. |
Søskende i Iran. |
|
U 2001.1334 H |
Fængsel i 7 år. Narkotikakriminalitet. |
Tyrkiet. Indrejst i 1996 som 24-årig. Ophold i ca. 5 år. |
To mindreårige børn med dansk statsborger. Gift under sagen med den pgl. |
Forældre og søskende. |
|
U 2001.867 H |
Fængsel i 71/2 år (fællesstraf med en reststraf på 203 dage). Narkotikakriminalitet. Tidl. straffet for ovtr. af strfl. § 191, senest ved U 1999.275 H. |
Irak. Indrejst i 1984 - som 31-årig. Ophold i ca. 16 år. |
Ikke regelmæssig kontakt med 20-årig søn i Danmark. |
Søster. Ingen kontakt. |
|
U 2001.1483 H |
Fængsel i 7 år. Narkotikakriminalitet. |
Makedonien. Indrejst i 1987 som 32-årig. Ophold i ca. 13 år. |
Samlevet med dansk kvinde med hvem han havde 2 små børn. Gift med kvinden under anken til Højesteret. |
Tidl. hustru og 2 børn. Familie. Årlige ferier. |
|
U 1997.1678 H |
Fængsel i 8 år. Narkotikakriminalitet. To tidl. domme for ovtr. af strfl. § 191. |
Jugoslavien (etnisk albaner). Indrejst i 1984 som 25-årig. Ophold i ca. 13 år. |
Gift, 3 børn. Fuldt integrerede. |
Forældre i Jugoslavien. |
|
U 1998.623/2 H |
Fængsel i 8 år. Narkotikakriminalitet. |
Nigeria. Indrejst i 1991 som 20-årig. Ophold i ca. 7 år. |
Gift med dansk kvinde, der nu var gravid. |
Uoplyst. |
|
U 1999.1216 H |
Fængsel i 8 år. Narkotikakriminalitet. |
Jugoslavien (Makedonien). Indrejst i 1980 som 24-årig. Ophold i ca. 19 år. |
Hustru og 4 børn på 9-15 år, velintegrerede. Slægtninge. |
Forældre. Ferierejser. |
|
U 2001.1334 H |
Fængsel i 8 år. Narkotikakriminalitet. Forsøg på indsmugling af 6-10 kg heroin fra Tyrkiet. |
Tyrkiet. Indrejst i 1977 som 7-årig. Ophold i ca. 23 år. |
Forældre, søskende og mindre-årige børn. |
Behersker det tyrkiske sprog. Mange rejser til Tyrkiet. |
|
U 2001.1334 H |
Fængsel i 9 år. I medfør af strfl. § 73 anbragt på institu-tion for sindslidende indtil fuldbyrdelse kan finde sted. Narkotikakriminalitet. Indsmugling af heroin fra Tyrkiet |
Tyrkiet. Indrejst i 1976 som 1-årig. Ophold i ca. 5 år. |
Forældre og søskende. Ugift. Ingen børn. |
Skolegang i Tyrkiet i årene 1981-83 og 1987-91. Hyppige rejser. |
|
U 1997.1686/3 |
Fængsel i 10 år. Hustrudrab. |
Irak. Indrejst i 1985 som 33-årig. Ophold i ca. 12 år. |
Asyl. |
Søskende i Irak. |
|
U 2000.1196 H |
Fængsel i 10 år. Hustrudrab. |
Sierra Leone. Indrejst i 1991 som 31-årig. Ophold i ca. 8 år. |
To mindreårige børn på 11 og 13 år på børnehjem. |
Mor og søskende. Besøg. |
|
U 2001.1874 H |
Fængsel i 10 år. Anbringelse i hospital for sindslidende, indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes. Hustrudrab. |
Burundi. Indrejst i 1990 som 26-årig. Ophold i ca. 10 år. |
Opholdstilladelse efter UL § 7. Datter med afdøde. Søster. |
Ingen familie. |
|
U 2001.1085 H |
Anbringelse. Forsøg på manddrab. |
Pakistan. Indrejst i 1982 som 17-årig. Ophold i ca. 20 år. |
Forældre og 3 brødre. |
Familiemedlemmer. Flere hjemrejser. |
|
U 2001.1645 H |
Tidsubestemt anbringelse. Manddrab af separeret hustru. |
Iraner. Indrejst i 1989 som 25-årig. Ophold i ca. 11 år. |
Asyl. 3 børn med dræbte. 3 søskende. |
Flere hjemrejser. |
|
U 2000.1376 H |
Forvaring. Vold efter strfl. § 245. 12 domme. I alt fængsel i 8 år. |
Tyrkiet. Indrejst i 1979 som 13-årig. Ophold i ca. 20 år. |
Fraskilt ægtefælle og 5-årigt barn. Mor og søskende. |
Kontakt til egen og fraskilte hustrus familie i Tyrkiet. Behersker tyrkisk. Besøg. |
Oversigten omfatter admitteringsafgørelser og domme afsagt i perioden fra 1991 til medio 2001. Oversigten er opbygget således, at afgørelserne er opstillet med udgangspunkt i udlændingens alder ved indrejsen til udvisningsstaten
| Dom
Afgørelse og dato: |
Kriminalitet
Idømt sanktion og evt. forstraffe: |
Personlige forhold
Alder ved indrejse. |
Familiemæssig tilknytningtil staten: |
Tilknytning til |
|
Beldjoudi mod Frankrig |
I perioden 1969-1986 sammenlagt idømt fængsel i 10 år.Vold og røverier. |
Født i Frankrig i 1950. Algiersk statsborger. |
Gift med fransk kvinde i 20 år. Forældre og søskende boede i Frankrig. |
Ingen tilknytning. Talte ikke sproget. |
|
Mehemi mod Frankrig |
Fængsel i 6 år.Narkotikakriminalitet. |
Født i Frankrig i 1962. Algiersk statsborger. |
Gift med italiensk kvinde. Tre børn var franske statsborgere. Forældre og søskende. |
Ingen tilknytning. |
|
Coretti mod Tyskland |
Vedvarende kriminalitet fra 1986, herunder særligt dom af 1997 af fængsel i 3 år 9 mdr. for narkotikakriminalitet . Samlet idømt ubetinget fængsel i 4 år. |
Født i Tyskland i 1968. Italiensk statsborger. |
Nærmeste familie. Samlever og et barn. |
Uoplyst. |
|
Djaid mod Frankrig |
Fængsel i 4 år. Narkotikakriminalitet. Udvist for bestandig. |
Indrejst som spæd i 1971. Algiersk statsborger. |
Forældre og søskende. Anerkendt faderskab til to børn efter udvisningen. |
Bibeholdt statsborgerskab. Sandsynligvis tilknytning. |
|
Moustaquim mod Belgien |
Vold og berigelse mv. begået som mindreårig. Fængsel i 2 år. |
Indrejst som 1-årig i 1965. Marokansk statsborger. |
Forældre og søskende i Belgien. Talte fransk. |
To ferier. |
|
Bouchelkia mod Frankrig |
Voldtægt begået som mindreårig. Fængsel i 5 år. |
Indrejst som 2-årig i 1972. Algiersk statsborger. |
Mor og søskende. Gift og fået barn efter udvisningen. |
Onkel, som han tidligere havde boet hos. |
|
Baghli mod Frankrig |
Fængsel i 3 år, heraf 2 år betinget for handel med en halv snes gram heroin. |
Indrejst som 2-årig i 1967. Algiersk statsborger. |
Forældre og søskende. Forhold til kvinde efter udvisningen. |
Aftjent værnepligt. Afholdt ferier. Ikke hævdet, at han ikke kendte sproget. Fastholdt sit statsborgerskab. |
|
Nasri mod Frankrig |
1981-1992 dømt for voldtægt og tre gange for vold og tyveri. Afsonet i alt 81/2 års fængsel. |
Indrejst som 4-årig i 1960. Algiersk statsborger. |
Døvstum analfabet. Forældre og søskende boede i Frankrig. |
Ingen tilknytning. Talte ikke sproget. |
|
Boujlifa mod Frankrig Ikke krænkelse. |
Fængsel i 6 år for væbnet røveri og fængsel i 18 mdr. for røveri. |
Indrejst som 5-årig i 1962. Marokansk statsborger. |
Forældre og søskende. Boede efter dom sammen med en fransk kvinde. |
Fastholdt sit statsborgerskab. |
|
Ezzouhdi mod Frankrig |
Idømt fængsel i 2 år for besiddelse af narkotika til eget forbrug. Recidiv. |
F. 1970. Indrejst som 5-årig. Marokansk statsborger. |
Nærmeste familie. Ugift. Ingen børn. |
Ingen forbindelse til Marokko. Talte ikke arabisk. |
|
El Boujaïdi mod Frankrig |
Fængsel i 6 år. Narkotikakriminalitet. Tidl. straffet med fængsel i 30 mdr. for narkotikakriminalitet. |
Indrejst som 7-årig i 1974. Marokansk statsborger. |
Forældre og søskende. Fået barn efter udvisningen. Tilknyttet arbejdsmarkedet. |
Ikke hævdet, at han ikke kendte sproget og ikke havde besøgt hjemlandet. Fastholdt statsborgerskab. |
|
Benrachid mod Frankrig |
Fængsel i 7 år. Væbnet røveri og frihedsberøvelse. |
Indrejst som 7-årig i 1970. Algiersk statsborger. |
Forældre og søskende. |
Aftjent værnepligt. Beherskede sproget. |
|
Boughanemi mod Frankrig |
1981-1987 sammenlagt fængsel i 4 år, heraf 3 år for groft rufferi. |
Indrejst som 8-årig i 1968. Ophold i ca. 20 år. Tunesisk statsborger. |
Forældre og søskende. Fået barn efter udvisningen. |
Barndom. Ikke hævdet, at han ikke talte sproget eller ikke havde besøgt hjemlandet. Opretholdt statsborgerskabet. |
|
C mod Belgien |
Fængsel i 5 år. Narkotikakriminalitet. |
Indrejst som 11-årig i 1966. Marokansk statsborger. |
Fraskilt. Forældremyndighed over barn. Mor og nogle søskende. Arbejdsmarkedet. |
Barndom. Talte sproget. Indgået ægteskab dér. |
|
Özturk mod Norge |
Fængsel i 10 år. Narkotikakriminalitet. |
Indrejst som 12-årig i 1976. Tyrkisk statsborger. |
Hustru og fire børn. Søster var norsk statsborger. |
Forældre og bror. |
|
Aftab mod Norge |
Idømt fængsel i 51/2 år for narkotikakriminalitet. Udvist . |
Indrejst i 1976 som 12-årig. Pakistansk statsborger. |
Gift med pakistansk kvinde. fem børn, alle norske statsborgere. |
Flere hjemrejser. Talte sproget. |
|
Hussain og C mod Norge |
1988 idømt fængsel i 10 år for narkotikakriminalitet. Udvist for bestandig. |
Indrejst i Norge i 1976 som 16-årig. Pakistansk statsborger. |
Gift og fået børn efter dom og udvisningsbeslutning. |
Opretholdt forbindelsen ved hjemrejser m.v. Talte sproget. |
|
Dahlia mod Frankrig |
Fængsel i 1 år. Narkotikakriminalitet. Udvist for bestandig. |
Indrejst som 17-18-årig i 1976/1977. Algiersk statsborger. |
Moder og søskende. Fik efter udvisningsdom et barn i Frankrig. |
Skolegang. Sproglig og social tilknytning. Boede dér to år uden sine forældre. |
|
Farah mod Sverige |
Fængsel i 6 år. Narkotikakriminalitet. Udvist for ti år. |
Indrejst som 21-22-årig med hustru og barn i 1988. Tunesisk statsborger. |
Hustru og tre børn. |
Uoplyst. |
|
Butovac mod Sverige |
Flere sager vedr. bl.a. trusler og overtrædelse af besøgsforbud. Udvist med indrejseforbud i 5 år |
Indrejst som asylansøger i 1992 sammen med hustru og barn. F. i 1969. Jugoslavisk statsborger. |
Skilt fra jugoslavisk hustru. to børn. |
Uoplyst. |
|
Katanic mod Schweiz |
Idømt fængsel i 33 måneder for forsikringssvig og våbensmugling. Bøde for narkotikaforbrydelse. |
Indrejst i 1987. Født i 1962. Bosnisk statsborger. |
Gift med bosnisk kvinde. Barn. |
Flere hjemrejser. Talte sproget. |
|
Caglar mod Tyskland |
Idømt fængsel i 7 år for narkotikakriminalitet. |
Indrejst i 1971. Født i 1946. Tyrkisk statsborger. |
Tyrkisk hustru og børn familiesammenført i 1972. |
Uoplyst. |
|
Nwosu mod Danmark |
Fængsel i 31/2 år for narkotikakriminalitet. |
Indrejst i 1992 som 33-årig. Nigeriansk statsborger. |
Gift med dansk kvinde. |
Forældre og søskende. Flere hjemrejser. Talte sproget. |
/Bilag 2/
/Bilag 2/
Rigsadvokaten Version 1 d. 8.januar
2002
Denne publikation findes på adressen: http://www.rigsadvokaten.dk/
Copyright
(c) Rigsadvokaten