FOU 1990.260
 

 

Resumé

I anledning af avisomtale og efter udlån af akter i en typisk børnefjernelsessag fra Københavns Kommune foretog ombudsmanden af egen drift en generel undersøgelse af, hvordan partshøring gennemføres i børnefjernelsessager i de tilfælde, hvor forældrene ikke tager imod tilbuddet om advokatbistand. Undersøgelsen vedrørte praksis ved Børne- og Ungdomsnævnet i Københavns Kommune og i Den Sociale Ankestyrelse. Efter udformningen af en standardblanket, som kommunen anvendte i disse sager, tydede noget på, at forældre uden advokatbistand ikke automatisk fik tilsendt sagens akter i forbindelse med partshøring, men alene blev orienteret om muligheden for selv at tage initiativ til at få aktindsigt. I den forbindelse udtalte ombudsmanden, at det efter hans opfattelse følger af forvaltningslovens § 19, at socialforvaltningen i disse tilfælde har pligt til at sørge for, at forældrene eller deres repræsentant bliver bekendt med de relevante oplysninger og får lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Ombudsmanden fandt, at reglen om partshøring i bistandslovens § 125, stk. 1, ikke fuldt ud kunne fortrænge forvaltningslovens § 19, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6.

Københavns Kommune undersøgte herefter 154 sager, hvoraf forældrene i 33 sager ikke havde benyttet advokatbistand. I 20 af disse sager var forældrene ikke blevet partshørt forud for afgørelsen. Det samme gjaldt i 3 ud af 302 undersøgte sager i Den Sociale Ankestyrelse. Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkelig anledning til konkret at undersøge, om den undladte partshøring i disse sager var berettiget.

Ombudsmanden orienterede socialministeren og Folketingets Retsudvalg om sagen under hensyn til de igangværende overvejelser om revision af bistandslovens bestemmelser om børn og unge. (J. nr. 1990-1150-062).

 

Partshøring i sager vedrørende tvangsfjernelse af børn.

 

 

I en skrivelse af 9. oktober 1990 skrev jeg således til Den Sociale Ankestyrelse:

"I anledning af en avisartikel har jeg fra bistandsafdelingen i Københavns Kommune modtaget kopi af akterne i en typisk børnefjernelsessag. Endvidere har jeg telefonisk indhentet supplerende oplysninger.

Ved min gennemgang af materialet har jeg hæftet mig ved, at social-og sundhedsforvaltningens fremgangsmåde ved partshøring i tvangsfjernelsessager næppe er i fuld overensstemmelse med bestemmelserne i forvaltningslovens § 19.

I forbindelse med forelæggelse af en sag for Københavns Børne- og Ungdomsnævn anvendes følgende fremgangsmåde:

Når social- og sundhedsforvaltningen har besluttet at forelægge en sag for nævnet, bliver forældrene orienteret herom ved anvendelse af en standardblanket, der afsendes af vedkommende lokalkontor (socialcenter). Blanketten indeholder bl.a. følgende tekst:

"Børne- og Ungdomsnævnet vil behandle sagen i et møde, som afholdes i løbet af ca. 1 måned.

De vil senere modtage underretning om tidspunktet for mødets afholdelse og blive anmodet om at komme tilstede.

Social- og Sundhedsforvaltningen skal i denne anledning orientere Dem om følgende:

1. Der kan af forvaltningen tilbydes Dem vederlagsfri advokatbistand såvel under eventuelle forudgående drøftelser om sagen her på kontoret som i det kommende nævnsmøde.

2. De er berettiget til at blive gjort bekendt med de oplysninger, som foreligger i sagen, i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om offentlighed i forvaltningen.

De bedes venligst snarest rette henvendelse til:

socialrådgiver ... / fuldmægtig ...

såfremt De ønsker at modtage tilbudet om vederlagsfri advokatbistand eller benytte Dem af Deres ret til at blive gjort bekendt med de skriftlige oplysninger i sagen.

De er i øvrigt velkommen til at rette henvendelse til kontoret om alle spørgsmål vedrørende sagen.

Vedlagte liste over medlemmer af Foreningen af beskikkede advokater i København indeholder navnene på de advokater, som har erklæret sig villige til at bistå forældre i Børne- og Ungdomsnævnet. Adgangen til at benytte advokatbistand er ikke begrænset til de på listen opførte advokater, men De bør være opmærksom på, at Social- og Sundhedsforvaltningens tilbud om vederlagsfri advokatbistand forudsætter, at advokatens honorarkrav er i overensstemmelse med den af Foreningen af beskikkede advokater i København herfor accepterede timetakst."

Såfremt forældrene herefter tager imod tilbudet om advokatbistand, jf. bistandslovens § 125, stk. 1, får advokaten på forvaltningens initiativ tilsendt samtlige sagens akter forud for sagens behandling i nævnet, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, sammenholdt med § 8, stk. 1. I disse tilfælde foretages således partshøring i fuld overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser.

Hvis forældrene ikke benytter tilbudet om advokatbistand, er de henvist til selv eller eventuelt sammen med en anden partsrepræsentant at varetage deres interesser under sagen. I disse tilfælde får hverken forældrene eller den eventuelle (alternative) partsrepræsentant på forvaltningens initiativ tilsendt kopi af sagens akter. Hvis forældrene eller den alternative partsrepræsentant ønsker indsigt i sagens akter, forudsætter det et initiativ fra forældrene eller partsrepræsentanten.

Bistandsafdelingen har telefonisk oplyst, at social- og sundhedsforvaltningen forud for en afgørelse i nævnet lægger megen vægt på at orientere forældrene om deres ret til advokatbistand, og at forvaltningen går meget langt i bestræbelserne på at tilskynde forældrene til at tage imod tilbudet.

Endvidere har bistandsafdelingen gjort opmærksom på, at det kan være menneskeligt belastende for ofte ressourcefattige forældre at få tilsendt et sæt sagsakter, ofte indeholdende negative vurderinger af deres evner som opdragere, og at forvaltningen derfor i videst muligt omfang tilbyder forældrene at gennemgå (dele af) sagsakterne sammen med dem.

Uanset disse bestræbelser kan det ikke helt undgås, at der i enkelte tilfælde vil blive tale om at træffe afgørelse i nævnet, uden at forældrene er repræsenteret af en advokat, og uden at forældrene eller en (alternativ) partsrepræsentant forinden har haft indsigt i sagens akter.

Efter min umiddelbare opfattelse følger det af bestemmelserne i forvaltningslovens § 19, stk. 1, at social- og sundhedsforvaltningen også i disse tilfælde har pligt til på eget initiativ at sørge for, at forældrene eller deres (alternative) partsrepræsentant bliver gjort bekendt med de relevante oplysninger og får lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, inden nævnet træffer afgørelse i sagen.

Jeg er opmærksom på, at forvaltningen efter bistandslovens § 125, stk. 1, alene har pligt til at gøre forældremyndighedens indehaver "bekendt med retten til indsigt i sagens akter efter lov om offentlighed i forvaltningen" (nu forvaltningslovens kapitel 4), og at partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, kan undlades, "hvis der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes", jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6.

Efter forvaltningslovens forarbejder er der med undtagelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 6, især tænkt på forvaltningsområder, inden for hvilke retssikkerhedsformålet med reglerne om aktindsigt og partshøring bedre tilgodeses ved særligt udformede sagsbehandlingsregler, der sikrer, at parten inddrages i sagsforberedelsen på netop den måde, der er mest hensigtsmæssig inden for det omhandlede forvaltningsområde, jf. Folketingstidende, tillæg A, 1985-86, spalte 76-78 og 156.

Efter min opfattelse kan ikke enhver særlig partshøringsregel fortrænge hovedreglen i forvaltningslovens § 19, stk. 1. En fortrængning må som udgangspunkt forudsætte, at den særlige regel om partshøring sikrer parten i mindst samme omfang som bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1. Bestemmelsen i bistandslovens § 125, stk. 1, kan derfor næppe antages fuldt ud at fortrænge forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 6.

Idet jeg henviser til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, beder jeg om, at ankestyrelsen efter forud indhentet erklæring fra Københavns Kommune udtaler sig om de rejste spørgsmål."

Den Sociale Ankestyrelse besvarede min skrivelse med en udtalelse af 27. marts 1991 vedlagt en udtalelse af 12. december 1990 fra bistandsafdelingen. I udtalelsen anførte bistandsafdelingen bl.a. følgende:

"Med henblik på at kunne opnå et veldokumenteret grundlag for at beskrive den københavnske praksis på det område, der har vakt Ombudsmandens interesse, har bistandsafdelingen foretaget en undersøgelse af omfanget og arten af samtlige de af Børne- og ungdomsnævnet trufne "afgørelser" i dettes i alt 54 møder i perioden 1. januar - 30. september 1990. Under "afgørelser" er alene medtaget beslutninger, hvorefter bistandslovens paragraffer 127, 123, stk. 1, 123, stk. 2 og/eller 67 er bragt i anvendelse, ikke "henvisninger til magistraten", f.eks. på grund af et forældresamtykke afgivet under nævnsmødet eller manglende fornødent flertal blandt nævnsmedlemmerne. I en del tilfælde omfattede "afgørelsen" mere end et barn/en ung.

Undersøgelsens primære formål har været at konstatere omfanget og arten af de afgørelser, der er truffet, uden at forældrene var repræsenteret af en advokat. Inden for disse er der foretaget en belysning af

1) i hvilket omfang forældrene har opnået aktindsigt,

samt

2) de forhold, der har ligget bag, at forvaltningen i enkelte tilfælde ikke har givet forældrene aktindsigt.

Forud for hovedparten af afgørelserne modtog forældrene forvaltningens tilbud om vederlagsfri advokatbistand - 121 afgørelser svarende til 79 pct. at samtlige -, hvorfor disse er uden interesse i nærværende sammenhæng.

Det er således alene 33 afgørelser - 21 pct. at samtlige, der kan henføres under Ombudsmandens interesseområde. Blandt disse udgjorde afgørelserne om forlængelse af den tvangsmæssige anbringelse ud over 1 år i henhold til § 123, stk. 2 så mange som 23 eller 70 pct. og var dermed den mest dominerende gruppe.

Det fremgår af undersøgelsen, at forvaltningens anvendelse af den af Ombudsmanden omtalte standardblanket, BI-22-015, ikke kan tages som udtryk for en sagsprocedure, hvorefter forældrenes manglende respons på/afvisning af tilbudet om vederlagsfri advokatbistand har til følge, at forvaltningen dermed undlader at udfolde yderligere bestræbelser på at gøre forældrene bekendt med det foreliggende aktmateriale.

I 13 af disse 33 tilfælde, var forældrene således blevet gjort bekendt med det fulde aktmateriale, heraf i 8 efter forvaltningens gentagne, forudgående henvendelser til forældrene med opfordring til at deltage i en drøftelse af barnets aktuelle situation på grundlag af aktmaterialet.

Forældrenes manglende kendskab til i hvert fald det senest foreliggende aktmateriale i 17 af de resterende 20 tilfælde lader sig opdele i følgende 3 grupper, som forekommer årsagsmæssigt velbegrundede:

1. forvaltningen var uden kendskab til forældrenes aktuelle opholdssted: 6 tilfælde.

I 3 af disse tilfælde var anbringelserne ganske "nye", idet barnet var anbragt få dage tidligere ifølge foreløbig beslutning i henhold til § 127, stk. 1.

2. Forældrene havde afvist alle henvendelser fra forvaltningen og afbrudt kontakten med børnene: 6 tilfælde.

Heraf 1 tilfælde, hvor forældrene ønskede "garanti for "børnenes hjemgivelse som forudsætning for at genoptage kontakten med dem." (Indstilling om "tvangsadoption" af det ene af børnene var allerede under behandling af Ankestyrelsen).

1 tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren havde frabedt sig aktindsigt denne gang, men havde fået dette ved tidligere lejligheder.

1 tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren - narkoman - havde frabedt sig aktindsigt i forvaltningen, men holdtes løbende orienteret om sagen af "Familiecentret".

3. Forældremyndighedsindehaverens alvorlige psykiske sygdom sandsynliggjort, at vedkommende ville være helt ude af stand til at vurdere aktmaterialet: 5 tilfælde.

Heraf 3 tilfælde af skizofreni hos enlig mor. Den ene hospitalsindlagt gennem flere år. I 2 af disse tilfælde slet ingen kontakt til barnet i henholdsvis 15 år og 11 år.

I 3 tilfælde - 2 pct. at samtlige 154 afgørelser og 9 pct. af de 33 afgørelser uden advokatbistand - ses der derimod ikke at have foreligget tilstrækkeligt tungtvejende, individuelle årsager til en undladelse af yderligere bestræbelser på at gøre forældrene bekendt med aktmaterialet, f.eks. ved dettes fremsendelse til dem.

Undersøgelsen synes i det hele at bekræfte, at den københavnske lokalforvaltning anser det for at være af væsentlig retsikkerhedsmæssig betydning, at forældrene tager imod tilbudet om advokatbistand, hvorfor der også, om fornødent, rettes gentagne henvendelser til dem herom inden nævnsforelæggelsen. Lokalforvaltningens bestræbelser i denne henseende ses endvidere at føre til, at forældrene benytter deres ret til vederlagsfri advokatbistand i langt hovedparten af tilfældene, næsten fire femtedel af samtlige.

I næsten alle de tilfælde, hvor lokalforvaltningen forelægger en sag for nævnet, uden at forældrene bistås af en advokat, ses der at være gjort overvejelser over, om der konkret bedømt bør udfoldes særlige bestræbelser for at gøre dem bekendt med det foreliggende aktmateriale inden nævnsforelæggelsen.

Bistandsafdelingen kan for sit vedkommende tilslutte sig, at der i praksis kan forekomme enkelte tilfælde - således enkelte af de under gruppe 2 og især gruppe 3 ovenfor anførte - hvor blot en bar fremsendelse af aktmaterialet til forældrene bør undlades på grund af den yderligere psykiske belastning, dette vil kunne påføre i forvejen meget psykisk svage forældre.

Man afventer Ombudsmandens stillingtagen hertil, men agter allerede nu at henstille til lokalforvaltningen, at der i alle tilfælde gøres overvejelser om det forsvarlige i at fremsende aktmaterialet til forældrene. I de sjældne tilfælde, hvor lokalforvaltningen ikke finder en sådan fremsendelse forsvarlig af rent individuelle grunde, bør dette klart fremgå af den til Børne- og ungdomsnævnet afgivne indstilling."

 

Den Sociale Ankestyrelse kommenterede i sin udtalelse bistandsafdelingens udtalelse således:

"Ankestyrelsen har noteret sig, at Social- og sundhedsforvaltningen i København, bistandsafdelingen, vil henstille til lokalforvaltningen, at der i alle tilfælde, hvor forældrene ikke har advokat eller har bedt om - og fået - aktindsigt efter bistandslovens § 125, stk. 1, jf. forvaltningslovens kapitel 4, dels gøres overvejelser om det forsvarlige i at fremsende sagsakter til forældrene, og dels lader det fremgå klart af indstillingen til Børne- og Ungdomsnævnet, når lokalforvaltningen i sjældne tilfælde ikke anser fremsendelse forsvarlig af rent individuelle grunde."

Den Sociale Ankestyrelse anførte i sin udtalelse følgende om ankestyrelsens partshøringspraksis i fjernelsessager:

"Om ankestyrelsens praksis om partshøring på dette område kan det generelt oplyses, at i den overvejende del af Ankestyrelsens sager efter bistandslovens § 123 har forældremyndighedens indehaver(e) advokat, som indgiver klagen til Ankestyrelsen over afsnit VIII-udvalgets afgørelse.

I disse tilfælde får advokaten ved Ankestyrelsens bekræftelse på modtagelsen af anken meddelelse om, at advokaten og forældremyndighedens indehaver har mulighed for at udtale sig på det møde, hvor sagen afgøres. Endvidere får advokaten altid inden mødebehandlingen af sagen sendt sagsekstrakten, dvs. de sagsakter, der indgår i sagen og som - sammen med advokatens og forældremyndighedsindehaverens mundtlige udtalelser på ankemødet - danner grundlag for mødebeslutningen.

I de tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver(e) selv anker over afsnit VIII-udvalgets afgørelse, gøres klageren ved den skriftlige bekræftelse for modtagelsen af klagen opmærksom på retten til gratis advokatbistand under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen, retten til aktindsigt og retten til at udtale sig under behandlingen af sagen og på det møde i Ankestyrelsen, hvor mødebeslutningen træffes.

Hvis det i sager, som forældremyndighedens indehaver(e) selv påklager til Ankestyrelsen, fremgår af sagsakterne, at forældremyndighedens indehaver(e) har haft advokatbistand under behandlingen af sagen i afsnit VIII-udvalget, orienterer Ankestyrelsen - samtidig med afsendelsen af ankebekræftelsen til forældremyndighedens indehaver(e) - den pågældende advokat som klagen, og tilføjer, at man går ud fra, at advokaten også repræsenterer forældremyndighedens indehaver(e) under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen.

Hvis forældremyndighedens indehaver(e) i sager, hvor vedkommende ikke har eller har haft advokat, ikke har reageret på Ankestyrelsens henvendelse, inden tidspunktet for fastlæggelse af mødebehandlingen, bliver forældremyndighedens indehaver(e) på ny gjort opmærksom på retten til gratis advokatbistand og opfordret til at søge advokatbistand, eventuelt gennem social- og sundhedsforvaltningen i kommunen, som kan vejlede yderligere- herunder om hvilke af retskredsens advokater, der påtager sig sager for afsnit VIII-udvalget.

Hvis forældremyndighedens indehaver(e) anmoder om aktindsigt under behandlingen af sagen, giver Ankestyrelsen aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens § 125, stk. 1, jf. forvaltningslovens kapitel 4. Det er dog rent undtagelsesvis forekommet i ganske særlige tilfælde, at Ankestyrelsen efter en helt konkret vurdering har givet en part aktindsigt ved at sende akterne til den pågældende læge eller eventuelt social- og sundhedsforvaltningen i kommunen for på den måde at undgå, at parten er alene ved gennemgangen af sagsakterne.

Hvor forældremyndighedens indehaver hverken har bedt om aktindsigt eller møder med advokat ved Ankestyrelsens mødebehandling af sagen, er det Ankestyrelsens praksis, at der inden mødebehandlingen - hvor den pågældende har ret til at udtale sig - i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, som hovedregel sendes den pågældende kopi af de sagsakter, der er modtaget efter afsnit VIII-udvalgets afgørelse, forudsat de skønnes at være af væsentlig betydning for afgørelsen.

Når denne procedure i enkelte tilfælde ikke er fulgt, skyldes det hensynet til klageren, der typisk har lidt af en alvorlig psykisk lidelse.

I lighed med Københavns Kommune har Ankestyrelsen gennemgået de sager, der i 1989 og 1990 er mødebehandlet i Ankestyrelsen og har vedrørt anvendelsen af bistandslovens § 123.

I 1989 og 1990 har forældremyndighedens indehaver(e) i henholdsvis 146 ud af 148 og 151 ud af 154 mødebehandlede sager haft advokat ved indankningen eller taget imod tilbuddet om gratis advokatbistand under ankesagens behandling. I så fald har vedkommendes advokater - som nævnt foran - fået tilsendt sagsekstrakten inden mødebehandlingen i Ankestyrelsen.

I 2 af sagerne i 1989 og i 3 af sagerne i 1990 benyttede forældremyndighedens indehaver sig ikke af tilbuddet om advokatbistand.

Den ene 1989-sag drejede sig om flytning af et barn fra institution til familiepleje efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3. Moderen, der var psykisk syg, var repræsenteret af advokat, da sagen blev berammet i Ankestyrelsen, men advokaten udtrådte inden mødebehandlingen, da moderen ikke ønskede hans bistand; og moderen ønskede ikke anden advokat, "da hun som barnets moder bedst kunne føre sagen selv". Ved Ankestyrelsens mødebehandling, hvor moderen mødte med en bisidder, forelå der ikke nye sagsakter af væsentlig betydning for afgørelsen, i forhold til hvad der forelå for afsnit VIII-udvalgets - og for landsretten, der havde afsagt dom i en tidligere afsnit VIII-udvalgs sag 1 måned tidligere. Ankestyrelsen gav ikke forældremyndighedens indehaver aktindsigt af egen drift. - Det skal i øvrigt oplyses, at moderens tidligere sag - som nævnt - havde været behandlet i Østre Landsret en måned inden Ankestyrelsens afgørelse, hvor moderen havde beskikket en advokat. Under landsrettens efterfølgende prøvelse af Ankestyrelsens aktuelle afgørelse fik moderen beskikket advokat.

Den anden 1989-sag drejede sig om anke fra moderen over anbringelse af 2 børn uden for hjemmet efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 1. forældrene havde hverken advokat i nævnet eller i Ankestyrelsen, til trods for at sagsbehandleren i kommunen havde søgt at overtale moderen til at søge advokatbistand, og ingen af forældrene gav møde for afsnit VIII-udvalget eller Ankestyrelsen. Moderen, der led af en psykisk lidelse, reagerede ikke på henvendelsen fra Ankestyrelsen. Faderen tilkendegav på konkret forespørgsel fra Ankestyrelsen, at han overlod til moderen at bestemme, om hun ønskede at møde i Ankestyrelsen, herunder eventuelt med advokat, og at han i øvrigt ikke ønskede at blive underrettet om mødetidspunktet for behandlingen af sagen i Ankestyrelsen. Efter afsnit VIII-udvalgets afgørelse forelå der ikke nye sagsakter af væsentlig betydning for afgørelsen, og Ankestyrelsen gav ikke forældrene aktindsigt af egen drift.

Den ene 1990-sag drejede sig om anke fra moderen over fortsat anbringelse af 1 barn i familiepleje efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3. Moderen var psykisk syg og havde trods 2 skriftlige opfordringer fra Ankestyrelsen ikke ønsket advokatbistand. Ved tidligere behandling af sagen i Ankestyrelsen havde hun haft advokatbistand. Moderen, der ikke havde bedt om aktindsigt, mødte ved behandlingen af sagen i Ankestyrelsen, hvor der ikke forelå nye sagsakter af væsentlig betydning for afgørelsen. Ankestyrelsen gav ikke aktindsigt af egen drift.

Den anden 1990-sag drejede sig om anke fra moderen over fortsat anbringelse af et barn uden for hjemmet efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3. Ved behandlingen i afsnit VIII-udvalgets havde moderen advokat, hvad hun ikke havde ønsket ved behandlingen i Ankestyrelsen, hvor hun mødte sammen med sin ven. Efter moderens anmodning gav Ankestyrelsens moderen aktindsigt i overensstemmelse med bistandslovens § 125, jf. forvaltningslovens kapitel 4, forud for mødebehandlingen.

Den tredje 1990-sag drejede sig om anke fra en moder over anbringelsen uden for hjemmet af en datter efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 1. Moderen, der havde en psykisk lidelse, havde ikke ønsket advokat, men mødte alene ved behandlingen af sagen i Ankestyrelsen. Da der ikke var anmodet om aktindsigt, og da der efter afsnit VIII-udvalgets afgørelse ikke forelå nye sagsakter af væsentlig betydning for afgørelsen, gav Ankestyrelsen ikke aktindsigt af egen drift.

Sammenfattende kan det således om Ankestyrelsens praksis siges, at i de tilfælde, hvor forældrene ikke har udnyttet tilbuddet om advokatbistand, giver Ankestyrelsen af egen drift aktindsigt i akter vedrørende tiden efter afsnit VIII-udvalgets møde, forudsat akterne må anses for at være af væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, med mindre der efter en konkret afvejning er ganske særlige personlige forhold hos forældremyndighedens indehaver(e), der tilsiger, at der - rent undtagelsesvis -ikke bør gives aktindsigt."

 

Herefter udtalte jeg følgende i en skrivelse til Børne- og Ungdomsnævnet i Københavns Kommune:

"Indledningsvis bemærker jeg, at jeg finder at kunne fastholde - som endelige opfattelser - de umiddelbare opfattelser vedrørende partshøringsbestemmelsernes anvendelse i tvangsfjernelsessager, som jeg tilkendegav i høringsskrivelsen af 9. oktober 1990.

Om partshøringspraksis forud for afgørelser af sager i Københavns Børne- og Ungdomsnævn skal jeg udtale følgende:

Det fremgår af bistandsafdelingens udtalelse, at forældre i tvangsfjernelsessager i et forholdsvis stort antal tilfælde, uanset forvaltningens tilskyndelse, var uden advokatrepræsentation under fjernelsessagen. Dette var tilfældet i 33 ud af de 154 undersøgte sager, svarende til 21 %. Lokalforvaltningernes bestræbelser førte imidlertid i en del (13) af sagerne til, at forældrene blev gjort bekendt med sagsmaterialet.

Bistandsafdelingen har i sin udtalelse givet forskellige forklaringer på den manglende partshøring i 17 af de 20 resterende sager. I 3 sager erkender forvaltningen, at der ikke forelå tilstrækkelig grund til at undlade partshøring.

Jeg går ud fra, at bistandsafdelingen er enig i, at det er beklageligt, at der ikke blev foretaget videre med henblik på partshøring i disse 3 sager. Om forvaltningen har været berettiget til at undlade partshøring i de øvrige 17 sager, forudsætter en nærmere undersøgelse af de enkelte sager. På det foreliggende grundlag har jeg ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foretage en sådan undersøgelse.

Generelt har jeg noteret mig oplysningerne om, at de københavnske lokalforvaltninger er meget opmærksomme på de retssikkerhedsmæssige aspekter af bestemmelsen i bistandslovens § 125 om advokatbeskikkelse, og forvaltningerne udfolder store bestræbelser på, at forældre i en mulig tvangsfjernelsessituation sikres deres ret til at modtage advokatbistand. Endelig har jeg noteret mig bistandsafdelingens henstilling til lokalforvaltningerne om, at det i de særlige tilfælde, hvor lokalforvaltningerne har fundet fremsendelse af akterne til forældrene uforsvarlig, skal fremgå klart af indstillingen til børne- og ungdomsnævnet.

I den forbindelse bemærker jeg, at forpligtelsen til at påse at partshørings bestemmelserne administreres korrekt, påhviler børne-og ungdomsnævnet. Er dette ikke tilfældet, har nævnet ansvaret for, at manglende partshøring gennemføres, forinden der træffes afgørelse. På samme måde påhviler det nævnet selvstændigt at tage stilling til, om partshøring bør søges gennemført i de tilfælde, hvor lokalforvaltningen i indstillingen har bemærket, at partshøring er undladt.

Under hensyn til de igangværende overvejelser om at revidere bistandslovens bestemmelser om børn og unge, jf. betænkning 1212/1990, har jeg samtidig hermed orienteret socialministeren og Folketingets Retsudvalg om sagen."

 

I en samtidig skrivelse til Den Sociale Ankestyrelse bemærkede jeg særligt følgende i anledning af ankestyrelsen udtalelse:

"I lighed med, hvad jeg har meddelt Børne- og Ungdomsnævnet i Københavns Kommune, har jeg heller ikke i forhold til Den Sociale Ankestyrelse fundet grundlag for at indhente akter i de konkrete sager, der er særligt omtalt i ankestyrelsens udtalelse. Mine bemærkninger til Den Sociale Ankestyrelses partshøringspraksis har derfor alene generel karakter.

Det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse, at styrelsen i de tilfælde, hvor forældrene ikke - ved enten at benytte sig af tilbuddet om advokatbistand eller ved selv at begære aktindsigt - har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med sagsakterne, som hovedregel giver forældrene aktindsigt i akterne vedrørende tiden efter afsnit VIII-udvalgets møde.

Denne udtalelse kan efterlade det indtryk, at ankestyrelsen ved sin behandling af sagen alene bedømmer spørgsmålet om partshøring på grundlag af de oplysninger, som er indkommet i sagen efter 1. instansens afgørelse.

Såfremt 1. instansen uberettiget har undladt at foretage partshøring med hensyn til bestemte oplysninger, påhviler det efter min opfattelse ankestyrelsen at foretage partshøringen i overensstemmelse med bestemmelserne i forvaltningslovens § 19, stk. 1. Det følger heraf, at ankestyrelsen alene kan undlade partshøring med hensyn til sådanne "1. instans-oplysninger", såfremt oplysningen ikke (længere) er til ugunst for parten eller ikke (længere) kan anses af væsentlig betydning for ankestyrelsens afgørelse i sagen.

Ankestyrelsens udtalelse giver mig ikke i øvrigt anledning til bemærkninger."