Kapitel 70
Varetægtsfængsling
§ 762. En sigtet kan
varetægtsfængsles, når der er
begrundet mistanke om, at han har
begået en lovovertrædelse, som er
undergivet offentlig påtale, såfremt
lovovertrædelsen efter loven kan
medføre fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover, og
1) der efter det om sigtedes
forhold oplyste er bestemte grunde
til at antage, at han vil unddrage
sig forfølgningen eller
fuldbyrdelsen, eller
2) der efter det om sigtedes
forhold oplyste er bestemte grunde
til at frygte, at han på fri fod vil
begå ny lovovertrædelse af den foran
nævnte beskaffenhed, eller
3) der efter sagens
omstændigheder er bestemte grunde
til at antage, at sigtede vil
vanskeliggøre forfølgningen i sagen,
navnlig ved at fjerne spor eller
advare eller påvirke andre.
Stk. 2. En sigtet kan
endvidere varetægtsfængsles, når der
foreligger en særligt bestyrket
mistanke om, at han har begået
1) en lovovertrædelse, som er
undergivet offentlig påtale, og som
efter loven kan medføre fængsel i 6
år eller derover, og hensynet til
retshåndhævelsen efter oplysningerne
om forholdets grovhed skønnes at
kræve, at sigtede ikke er på fri
fod, eller
2) en overtrædelse af
straffelovens § 119, stk. 1, § 123,
§ 134 a, § 192 a, stk. 2, § 218,
stk. 1, § 222, §§ 224 eller 225, jf.
§ 218, stk. 1, eller § 222, § 235,
stk. 1, §§ 244-246, § 250 eller
§ 252 eller en overtrædelse af
straffelovens § 232 over for et barn
under 15 år, såfremt
lovovertrædelsen efter oplysningerne
om forholdets grovhed kan ventes at
ville medføre en ubetinget dom på
fængsel i mindst 60 dage og hensynet
til retshåndhævelsen skønnes at
kræve, at sigtede ikke er på fri
fod.
Stk. 3. Varetægtsfængsling
kan ikke anvendes, hvis
lovovertrædelsen kan ventes at ville
medføre straf af bøde eller fængsel
i højst 30 dage, eller hvis
frihedsberøvelsen vil stå i
misforhold til den herved forvoldte
forstyrrelse af sigtedes forhold,
sagens betydning og den retsfølge,
som kan ventes, hvis sigtede findes
skyldig.
§ 763. Er der
begrundet mistanke om, at en person
har overtrådt vilkår, som er fastsat
i en betinget dom i henhold til
straffelovens kapitel 7 eller 8, ved
betinget benådning eller ved
prøveløsladelse, kan han
varetægtsfængsles, hvis retten
finder, at overtrædelsen er af en
sådan beskaffenhed, at der
foreligger spørgsmål om fuldbyrdelse
af fængselsstraf eller indsættelse i
anstalt, og
1) der efter det om den
pågældendes forhold oplyste er
bestemte grunde til at antage, at
han vil unddrage sig følgerne af
vilkårsovertrædelsen, eller
2) der efter det om hans
forhold oplyste er bestemte grunde
til at frygte, at han på fri fod
fortsat vil overtræde vilkårene, og
det under hensyn til
overtrædelsernes beskaffenhed
skønnes påkrævet, at disse
forhindres ved, at han
varetægtsfængsles.
Stk. 2. Det samme gælder,
hvis der er begrundet mistanke om,
at en person har overtrådt
bestemmelser, der er fastsat i dom
eller kendelse efter straffelovens
§§ 68, 69, 70 eller 72.
§ 764. Efter anmodning
fra anklagemyndigheden afgør retten,
om sigtede skal varetægtsfængsles.
Anmodning om fortsat
varetægtsfængsling skal fremsættes
skriftligt over for retten.
Anmodningen skal angive den eller de
fængslingsbestemmelser, som
anklagemyndigheden påberåber sig, de
faktiske omstændigheder, hvorpå
anmodningen støttes, og de
væsentligste efterforskningsskridt
m.v., som forventes foretaget.
Stk. 2. En sigtet, der er til
stede her i landet, afhøres i retten
om sigtelsen og skal have lejlighed
til at udtale sig, inden afgørelsen
træffes, medmindre retten finder, at
fremstillingen af særlige grunde må
anses for nytteløs eller skadelig
for sigtede. Er kendelse om
varetægtsfængsling afsagt, uden at
sigtede har haft lejlighed til at
udtale sig i retten, skal han
fremstilles i retten inden 24 timer
efter, at han er indbragt her til
landet, eller hindringen for hans
fremstilling er ophørt.
Stk. 3. I det retsmøde, der
afholdes til afgørelse af
spørgsmålet om varetægtsfængsling,
skal sigtede have adgang til bistand
af en forsvarer. Er den sigtede til
stede i retsmødet, skal der gives
ham lejlighed til en samtale med
forsvareren inden afhøringen.
Stk. 4. Rettens afgørelse
træffes ved kendelse.
Varetægtsfængsles sigtede, anføres i
kendelsen de konkrete omstændigheder
i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne for varetægtsfængsling
er opfyldt. Sker varetægtsfængsling
efter § 762, stk. 1, nr. 3, anføres
indtil efterforskningens afslutning
endvidere de væsentligste
efterforskningsskridt m.v., som
forventes foretaget inden for
fristen for varetægtsfængslingen.
Opretholdes varetægtsfængsling ud
over de frister, som er nævnt i
§ 768 a, stk. 1 og 2, anføres i
kendelsen de særlige omstændigheder
i sagen, hvorpå det støttes, at
fortsat varetægtsfængsling er
påkrævet. Er den sigtede til stede i
retsmødet, skal han straks gøres
bekendt med, hvilke bestemmelser om
varetægtsfængsling retten har
anvendt, og med de i kendelsen
anførte grunde for
varetægtsfængsling samt med sin
adgang til at kære. Udskrift af en
kendelse, hvorved nogen
varetægtsfængsles, overgives på
forlangende snarest muligt til den
pågældende.
§ 765. Er
betingelserne for anvendelse af
varetægtsfængsling til stede, men
kan varetægtsfængslingens øjemed
opnås ved mindre indgribende
foranstaltninger, træffer retten,
hvis sigtede samtykker heri, i
stedet for varetægtsfængsling
bestemmelse derom.
Stk. 2. Retten kan således
bestemme, at sigtede skal
1) undergive sig et af retten
fastsat tilsyn,
2) overholde særlige
bestemmelser vedrørende opholdssted,
arbejde, anvendelse af fritid og
samkvem med bestemte personer,
3) tage ophold i egnet hjem
eller institution,
4) undergive sig psykiatrisk
behandling eller
afvænningsbehandling for misbrug af
alkohol, narkotika eller lignende,
om fornødent på hospital eller
særlig institution,
5) give møde hos politiet på
nærmere angivne tidspunkter,
6) hos politiet deponere pas
eller andre legitimationspapirer,
7) stille en af retten
fastsat økonomisk sikkerhed for sin
tilstedeværelse ved retsmøde og ved
fuldbyrdelsen af en eventuel dom.
Stk. 3. Ved afgørelser i
medfør af stk. 1 og 2 finder
bestemmelserne i § 764 tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4. Hvis sigtede
unddrager sig møde i retten eller
fuldbyrdelse af dommen, kan retten,
efter at der så vidt muligt er givet
dem, afgørelsen vedrører, lejlighed
til at udtale sig, ved kendelse
bestemme, at en sikkerhed, der er
stillet i medfør af stk. 2, nr. 7,
er forbrudt. En forbrudt sikkerhed
tilfalder statskassen, dog således
at den forurettedes erstatningskrav
kan dækkes af beløbet. Retten kan
under særlige omstændigheder i
indtil 6 måneder efter kendelsen
bestemme, at en forbrudt sikkerhed,
der er tilfaldet statskassen, helt
eller delvis skal tilbagebetales.
Stk. 5. Justitsministeren kan
efter forhandling med
socialministeren og
sundhedsministeren fastsætte regler
om meddelelse af tilladelse til
udgang m.v. til personer, der er
anbragt i institution eller hospital
m.v. i medfør af stk. 2, nr. 3 eller
4, når der ikke i øvrigt er taget
stilling hertil. Justitsministeren
kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af
disse regler, ikke kan indbringes
for højere administrativ myndighed.
§ 766. Retten kan til
enhver tid omgøre kendelser om
varetægtsfængsling eller
foranstaltninger, der træder i
stedet herfor.
§ 767. Bortset fra
tilfælde, hvor sigtede ikke er til
stede her i landet, fastsættes der i
kendelsen en frist for
varetægtsfængslingens eller
foranstaltningens længde. Fristen
skal være så kort som muligt og må
ikke overstige 4 uger. Fristen kan
forlænges, men højst med 4 uger ad
gangen. Forlængelsen sker ved
kendelse, medmindre sigtede erklærer
sig indforstået med forlængelsen.
Reglerne i § 764 finder, indtil dom
er afsagt i 1. instans, tilsvarende
anvendelse på retsmøder og kendelser
om fristforlængelse. Fremstilling af
en sigtet, der er varetægtsfængslet
eller undergivet anden
frihedsberøvende foranstaltning, kan
dog undlades, når han giver afkald
derpå eller retten finder, at
fremstillingen vil være forbundet
med uforholdsmæssige vanskeligheder.
Stk. 2. Når
anklagemyndigheden har indleveret
anklageskrift til retten og retten
har fastsat tidspunkt for
hovedforhandlingen, kan retten ved
udløb af en frist efter stk. 1
bestemme, at varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen skal
fortsætte uden yderligere
forlængelser, indtil der er afsagt
dom i sagen. Træffer retten sådan
bestemmelse, kan tiltalte tidligst 3
uger efter afgørelsen anmode retten
om at ophæve varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen efter § 766
eller § 768. I så fald skal retten
inden 7 dage træffe afgørelse herom.
Hvis retten ikke imødekommer
anmodningen, kan tiltalte tidligst 3
uger efter rettens afgørelse
fremsætte en ny anmodning. Efter
hovedforhandlingens begyndelse
finder § 767, stk. 3, 4.-6. pkt.,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Når en frist, der er
fastsat efter stk. 1, udløber, efter
at hovedforhandlingen er begyndt,
fortsætter varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen uden
yderligere forlængelser, indtil der
er afsagt dom i sagen. Tiltalte kan
efter udløbet af den før
hovedforhandlingen fastsatte frist
anmode retten om at ophæve
varetægtsfængslingen eller en
foranstaltning, der træder i stedet
herfor, efter § 766 eller § 768.
Hvis tiltalte efter fristens udløb
anmoder retten om at ophæve
varetægtsfængslingen eller en
foranstaltning, der træder i stedet
herfor, skal retten inden 7 dage
træffe afgørelse herom. Hvis retten
ikke imødekommer anmodningen, kan
tiltalte tidligst 14 dage efter
rettens afgørelse fremsætte en ny
anmodning. Hvis der er spørgsmål om
varetægtsfængsling efter § 762,
stk. 2, træffes afgørelsen om
eventuel ophævelse af en dommer
eller afdeling, som ikke deltager i
hovedforhandlingen, jf. § 60,
stk. 3, medmindre en af
betingelserne i § 60, stk. 3, 2.
pkt., er opfyldt. Tiltaltes
anmodning kan efter rettens
bestemmelse behandles på skriftligt
grundlag, hvis afgørelsen træffes af
en dommer eller afdeling, som ikke
deltager i hovedforhandlingen.
Stk. 4. Kæres en kendelse om
fristforlængelse, hvorved
varetægtsfængsling eller anden
frihedsberøvende foranstaltning
udstrækkes ud over 3 måneder, skal
kæremålet efter begæring behandles
mundtligt. Når kæremål én gang er
blevet behandlet mundtligt, afgør
den overordnede ret, om en senere
begæring om mundtlig behandling skal
imødekommes. Bestemmelsen i stk. 1,
sidste pkt., finder tilsvarende
anvendelse.
§ 768.
Varetægtsfængsling eller
foranstaltninger, der træder i
stedet herfor, skal om fornødent ved
rettens kendelse ophæves, når
forfølgning opgives eller
betingelserne for iværksættelse ikke
længere er til stede. Finder retten,
at undersøgelsen ikke fremmes med
tilstrækkelig hurtighed, og at
fortsat varetægtsfængsling eller
anden foranstaltning ikke er
rimelig, skal retten ophæve den.
§ 768 a. Medmindre
retten finder, at der foreligger
særlige omstændigheder, må
varetægtsfængsling ikke finde sted i
et sammenhængende tidsrum, der
overstiger
1) 6 måneder, når sigtelsen
angår en lovovertrædelse, som efter
loven ikke kan medføre fængsel i 6
år, eller
2) 1 år, når sigtelsen angår
en lovovertrædelse, som efter loven
kan medføre fængsel i 6 år eller
derover.
Stk. 2. Medmindre retten
finder, at der foreligger helt
særlige omstændigheder, må
varetægtsfængsling, når arrestanten
er under 18 år, ikke finde sted i et
sammenhængende tidsrum, der
overstiger
1) 4 måneder, når sigtelsen
angår en lovovertrædelse, som efter
loven ikke kan medføre fængsel i 6
år, eller
2) 8 måneder, når sigtelsen
angår en lovovertrædelse, som efter
loven kan medføre fængsel i 6 år
eller derover.
Stk. 3. Fristerne nævnt i
stk. 1 og 2 omfatter tidsrummet frem
til hovedforhandlingens begyndelse i
første instans.
§ 769. Bestemmelse om
varetægtsfængsling eller anden
foranstaltning har kun virkning
indtil sagens afgørelse i retten. På
begæring træffer retten efter
afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt
tiltalte under eventuel appel, eller
indtil fuldbyrdelse kan iværksættes,
skal varetægtsfængsles eller
forblive varetægtsfængslet eller
undergives foranstaltninger, der
træder i stedet herfor. Ved
bestemmelsen herom finder reglerne i
§§ 762, 764-766 og 768 tilsvarende
anvendelse, medmindre tiltalte
erklærer sig indforstået med at
forblive varetægtsfængslet eller
undergivet anden foranstaltning. Har
den pågældende inden sagens
afgørelse i retten været
varetægtsfængslet eller undergivet
andre foranstaltninger, men finder
retten ikke grundlag for fortsat
anvendelse heraf, kan retten på
anklagemyndighedens begæring
bestemme, at varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen skal være i
kraft, indtil afgørelse af
varetægtsspørgsmålet foreligger fra
den overordnede ret, hvortil sagen
eller varetægtsspørgsmålet er
indbragt.
Stk. 2. Er der afsagt dom i
sagen, hvorved den tiltalte er idømt
ubetinget fængsel i mere end 30 dage
for en lovovertrædelse, som er
undergivet offentlig påtale, kan den
tiltalte endvidere
varetægtsfængsles, når hensynet til
retshåndhævelsen skønnes at kræve,
at den tiltalte ikke er på fri fod,
under hensyntagen til, at
1) der foregår et gensidigt
opgør mellem grupper af personer,
hvor der flere gange som led i
opgøret enten er anvendt skydevåben
eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, eller begået brandstiftelse
omfattet af straffelovens § 180, og
2) den tiltalte har
tilknytning til en af disse grupper.
Stk. 3. Indbringes den
afgørelse, der er truffet i sagen,
for højere ret, og er der i medfør
af stk. 1 eller 2 truffet afgørelse
om anvendelse af varetægtsfængsling
eller andre foranstaltninger efter
afgørelsen, skal spørgsmålet om den
fortsatte anvendelse heraf snarest
forelægges for den overordnede ret,
hvortil afgørelsen er indbragt. Ved
denne rets behandling af spørgsmålet
om varetægtsfængsling eller andre
foranstaltninger finder § 762,
§ 764, stk. 1, 3 og 4, §§ 765 og
766, § 767, stk. 1, 1.-4. pkt., og
stk. 2 og 3, § 768 og § 769, stk. 2,
tilsvarende anvendelse.
§ 770. En
varetægtsarrestant er alene
undergivet de indskrænkninger, som
er nødvendige til sikring af
varetægtsfængslingens øjemed eller
opretholdelse af orden og sikkerhed
i varetægtsfængslet.
Stk. 2. Varetægtsarrestanter
anbringes i varetægtsfængsel
(arresthus), så vidt muligt på det
sted, hvor straffesagen behandles.
Anbringelse uden for
varetægtsfængsel kan ske af
helbredsmæssige grunde eller i
medfør af § 777.
§ 770 a. Retten kan
efter anmodning fra politiet
bestemme, at en varetægtsarrestant
skal udelukkes fra fællesskab med de
øvrige indsatte (isolation), hvis
1) varetægtsfængslingen er
besluttet i medfør af § 762, stk. 1,
nr. 3, og
2) der er bestemte grunde til
at antage, at varetægtsfængslingen i
sig selv ikke er tilstrækkelig til
at hindre arrestanten i at
vanskeliggøre forfølgningen i sagen,
herunder ved gennem andre indsatte
at påvirke medsigtede eller ved
trusler eller på anden lignende måde
at påvirke andre.
§ 770 b. Isolation må
kun iværksættes eller fortsættes,
hvis
1) formålet hermed ikke kan
tilgodeses ved mindre indgribende
foranstaltninger, herunder ved at
anbringe arrestanten i andet
arresthus end bestemte andre
indsatte eller på anden måde afskære
arrestanten fra samvær med sådanne
indsatte eller ved at etablere
brevkontrol, besøgskontrol eller
besøgsforbud,
2) indgrebet, herunder den
særlige belastning, som indgrebet
kan medføre på grund af arrestantens
unge alder, fysiske eller psykiske
svagelighed eller personlige forhold
i øvrigt, ikke står i misforhold til
sagens betydning og den retsfølge,
som kan ventes, hvis arrestanten
findes skyldig, og
3) efterforskningen fremmes
med den særlige hurtighed, som er
påkrævet ved varetægtsfængsling i
isolation, herunder ved benyttelse
af mulighederne for bevissikring
efter § 747.
Stk. 2. Hvis arrestanten er
under 18 år, må isolation kun
iværksættes eller fortsættes, hvis
der i øvrigt foreligger helt særlige
omstændigheder, som gør det
påkrævet.
§ 770 c. Hvis
sigtelsen angår en lovovertrædelse,
som efter loven ikke kan medføre
fængsel i 4 år, må isolation ikke
finde sted i et sammenhængende
tidsrum på mere end 14 dage.
Stk. 2. Hvis sigtelsen angår
en lovovertrædelse, som efter loven
kan medføre fængsel i 4 år eller
derover, men ikke fængsel i 6 år, må
isolation ikke finde sted i et
sammenhængende tidsrum på mere end 4
uger.
Stk. 3. Hvis sigtelsen angår
en lovovertrædelse, som efter loven
kan medføre fængsel i 6 år eller
derover, må isolation ikke finde
sted i et sammenhængende tidsrum på
mere end 8 uger. Retten kan dog
undtagelsesvis tillade, at en
isolation udstrækkes ud over 8 uger,
hvis afgørende hensyn til
forfølgningen gør fortsat isolation
påkrævet, uanset den tid arrestanten
hidtil har været isoleret, og
lovovertrædelsen kan ventes at ville
medføre straf af fængsel i mindst 2
år.
Stk. 4. Isolation må ikke
finde sted i et sammenhængende
tidsrum på mere end 6 måneder,
medmindre sigtelsen angår en
forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12 eller 13
eller en overtrædelse af
straffelovens §§ 191 eller 237.
Stk. 5. Hvis arrestanten er
under 18 år, må isolation ikke finde
sted i et sammenhængende tidsrum på
mere end 4 uger, medmindre sigtelsen
angår en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12 eller 13.
§ 770 d. Rettens
afgørelse om isolation træffes ved
særskilt kendelse herom. Træffer
retten afgørelse om isolation, skal
retten i kendelsen anføre
1) den konkrete
vanskeliggørelse, der foreligger
risiko for i sagen,
2) grundlaget i den konkrete
sags oplysninger for at antage, at
den i nr. 1 nævnte risiko
foreligger, og
3) de konkrete
omstændigheder, hvorpå det i øvrigt
støttes, at betingelserne i §§ 770
a-770 c for isolation eller fortsat
isolation er opfyldt.
Stk. 2. Ved rettens afgørelse
om isolation finder reglerne i
§ 764, stk. 2-4, § 766, § 767,
stk. 1, og §§ 768-769 i øvrigt
tilsvarende anvendelse. Ved
iværksættelse af isolation må den
første frist for indgrebets længde
dog ikke overstige 2 uger. Hvis
arrestanten er under 18 år, kan
fristen for isolation højst
forlænges med 2 uger ad gangen.
Stk. 3. Politiets anmodning
om fortsat isolation skal fremsættes
skriftligt over for retten.
Anmodningen skal være begrundet.
Inden politiet fremsætter anmodning
om forlængelse ud over 8 uger, jf.
§ 770 c, stk. 3, eller ud over 4
uger, hvis arrestanten er under 18
år, jf. § 770 c, stk. 5, skal
Rigsadvokatens godkendelse
indhentes. Hvis Rigsadvokatens
godkendelse ikke foreligger, kan
forlængelse af isolation ikke ske.
§ 770 e. Udstrækkes en
isolation ud over 8 uger, skal
kæremål herom efter anmodning
behandles mundtligt. Stadfæstes
afgørelsen om isolation, skal senere
kæremål om fortsat isolation
ligeledes behandles mundtligt efter
anmodning, hvis isolationen ved den
påkærede kendelse udstrækkes ud over
4 uger fra den seneste mundtlige
behandling af kæremål om forlængelse
af isolation. I andre tilfælde afgør
kæreinstansen, om en anmodning om
mundtlig behandling skal
imødekommes. Bestemmelsen i § 767,
stk. 1, sidste pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
§ 771. En
varetægtsarrestant kan modtage besøg
i det omfang, opretholdelse af orden
og sikkerhed i varetægtsfængslet
tillader det. Politiet kan af hensyn
til varetægtsfængslingens øjemed
modsætte sig, at
varetægtsarrestanten modtager besøg,
eller forlange, at besøg finder sted
under kontrol. Nægter politiet
besøg, skal varetægtsarrestanten
underrettes herom, medmindre
dommeren af hensyn til
efterforskningen træffer anden
bestemmelse. Varetægtsarrestanten
kan kræve, at politiets afslag på
besøg eller krav om kontrol
forelægges retten til afgørelse.
Arrestanten har altid ret til
ukontrolleret besøg af sin
forsvarer.
Stk. 2. Når særlige
omstændigheder taler derfor, kan
institutionens ledelse med politiets
samtykke give en varetægtsarrestant
udgangstilladelse med ledsager for
et kortere tidsrum.
§ 772. En
varetægtsarrestant har ret til at
modtage og afsende breve. Politiet
kan gennemse brevene inden
modtagelsen eller afsendelsen.
Politiet skal snarest muligt
udlevere eller sende brevene,
medmindre indholdet vil kunne være
til skade for efterforskningen eller
opretholdelse af orden og sikkerhed
i varetægtsfængslet. Tilbageholdes
et brev, skal spørgsmålet, om
tilbageholdelsen bør opretholdes,
straks forelægges retten til
afgørelse. Opretholdes
tilbageholdelsen, skal afsenderen
straks underrettes, medmindre
dommeren af hensyn til
efterforskningen træffer anden
bestemmelse.
Stk. 2. En varetægtsarrestant
har ret til ukontrolleret
brevveksling med retten,
forsvareren, justitsministeren,
direktøren for kriminalforsorgen og
Folketingets Ombudsmand.
Justitsministeren kan fastsætte
regler om varetægtsarrestanters ret
til at afsende lukkede breve til
andre offentlige myndigheder eller
enkeltpersoner.
§ 773. Såfremt
politiet bestemmer, at der af hensyn
til varetægtsfængslingens øjemed
skal foretages andre begrænsninger i
en varetægtsarrestants rettigheder,
kan arrestanten forlange spørgsmålet
om opretholdelsen af begrænsningerne
forelagt retten til afgørelse.
§ 774. Hverken
institutionens personale eller andre
må benyttes til at udforske
varetægtsarrestanter.
§ 775. Der kan ikendes
varetægtsarrestanter
disciplinærstraf i form af
strafcelle i indtil 2 uger eller
inddragelse af arbejdspenge. De
nævnte disciplinærstraffe kan
anvendes i forening.
Stk. 2. Bestemmelserne i
§§ 65 og 66 i lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. om anvendelse af håndjern
og sikringscelle finder tilsvarende
anvendelse på varetægtsarrestanter.
§ 776.
Justitsministeren fastsætter nærmere
regler om behandlingen af
varetægtsarrestanter. For
arrestanter, der er isoleret efter
rettens bestemmelse, fastsætter
justitsministeren særlige regler om
øget personalekontakt, udvidet
adgang til besøg, særlig adgang til
eneundervisning og bestemte typer af
arbejde samt tilbud om regelmæssige
og længerevarende samtaler med
præster, læger, psykologer eller
andre. Justitsministeren fastsætter
endvidere regler om den bistand, der
i øvrigt ydes varetægtsarrestanter
for at begrænse de erhvervsmæssige,
sociale og personlige ulemper, der
følger af varetægten.
§ 777. En
varetægtsarrestant kan anbringes i
en anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller
i hospital m.v., jf. straffelovens
§§ 68 og 69, hvis den pågældende
selv, anklagemyndigheden og
institutionens ledelse samtykker
heri. Hvis helbredsmæssige hensyn
eller hensynet til andres sikkerhed
gør det påkrævet, kan retten
undtagelsesvis godkende en sådan
anbringelse uden arrestantens
samtykke. I institutionen behandles
den frivilligt overførte
varetægtsarrestant efter de regler,
der gælder for personer, der er
anbragt dér i henhold til dom, mens
den tvangsmæssigt overførte
varetægtsarrestant behandles efter
reglerne om varetægtsarrestanter, i
det omfang hensynet til orden og
sikkerhed i institutionen gør det
muligt. Arrestanten må dog ikke uden
rettens godkendelse forlade
institutionen, bortset fra de
tilfælde, der er nævnt i § 771,
stk. 2.
§ 778.
Varetægtsarrestanters klager over
fængselspersonalets adfærd indgives
til vedkommende fængselsinspektør
(arrestinspektør) eller til
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Har klageren ikke fået medhold,
eller er der ikke truffet endelig
afgørelse inden 2 uger efter
indgivelsen, kan klagen indbringes
for retten på det sted, hvor
varetægtsfængslet (arresthuset) er
beliggende.
Stk. 2. Retten kan afvise at
iværksætte en undersøgelse, hvis
klagen findes åbenbart grundløs,
hvis den angår forhold af uvæsentlig
betydning, eller hvis den indgives
mere end 4 uger efter, at det
forhold, som klagen angår, har
fundet sted. Rettens undersøgelse
foretages i overensstemmelse med
reglerne i § 1019 b, § 1019 e,
stk. 1 og stk. 3-5, § 1019 f,
stk. 2, og § 1019 g. Dommeren
træffer bestemmelse om afhøring af
klageren, indklagede og vidner samt
om tilvejebringelse af udtalelser
fra sagkyndige og af andre
bevismidler.
Stk. 3. Når undersøgelsen er
afsluttet, afgiver retten en
redegørelse herfor, som sendes til
klageren, til den, klagen angår, og
til fængselsinspektøren
(arrestinspektøren) samt til
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
§ 779. (Ophævet)