UfR 2006.2068 HK

 
  H.K. 18. april 2006 i sag 380/2005
B (adv. Georg Lett, Kbh.) mod F (adv. David Rubin, Kbh.).

Østre Landsrets kendelse 3. december 2004 (9. afd.)

(Østerborg, Bloch Andersen, Grethe Jørgensen (kst.)).

Denne kendelse vedrører spørgsmålet om, hvorvidt landsretten skal pålægge Retslægerådet at besvare et supplerende spørgetema om helbredsforholdene hos en spiller, der er kommet til skade.

Appellanten, B, har nedlagt påstand om, at Retslægerådet pålægges at besvare de for Østre Landsret formulerede spørgsmål.

Indstævnte, F, har protesteret mod, at det pålægges Retslægerådet at besvare spørgsmålene.

Sagsfremstilling

Ved stævning af 1. februar 2002 anlagde B sag ved Københavns Byret mod F med påstand om betaling af 3.500.000 kr., idet B gjorde gældende, at spiller A havde pådraget sig skader, der var dækningsberettiget til erstatningsudbetaling under en hos F tegnet spillestopforsikring.

Ved stævning af samme dato anlagde A sag ved Københavns Byret mod F med påstand om betaling af 750.000 kr., idet A gjorde gældende, at han var berettiget til det anførte beløb i henhold til en tegnet ulykkesforsikring.

Under byrettens behandling af sagerne blev en række spørgsmål vedrørende A's helbredsforhold forelagt for Retslægerådet, som afgav udtalelse den 1. oktober 2003.

Den 5. februar 2004 forligte A og F sagen mellem dem.

Ved Københavns Byrets dom af 22. marts 2004 blev F pålagt at betale 1.250.000 kr. til B.

Ved ankestævning af 13. april 2004 indbragte B dommen for landsretten.

Under landsrettens behandling af sagen har appellanten fremsat anmodning om forelæggelse af yderligere spørgsmål for Retslægerådet.

Den 10. september 2004 godkendte landsretten nogle yderligere spørgsmål til Retslægerådet vedrørende A's helbredsforhold.

Ved brev af 23. september 2004 meddelte Retslægerådet, at sagen faldt uden for rådets arbejdsområde, jf. lov om Retslægerådet § 1, og at rådet derfor måtte afstå fra at afgive udtalelse i sagen. Retslægerådet henviste til, at der var stillet en række spørgsmål vedrørende A, at de lægevidenskabelige skøn, som ønskedes af Retslægerådet, ikke vedrørte nogen af sagens parter, og sagens resultat ikke sås at have betydning for A's retsforhold.

Appellanten har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagen vedrører A's retsforhold, da han er berettiget til 500.000 kr. af forsikringssummen under den i sagen omhandlede police, idet det dog er uden betydning, hvilket beløb A er berettiget til under policen. Det er derfor uden betydning, at den mellem ham og F verserende sag blev forligt før domsforhandlingen i byretten, da denne sag vedrørte en anden police. Retslægerådets udtalelse for byretten fremkom, mens A var part i sagen. Den omstændighed, at sagen herefter er sluttet i forhold til A, kan ikke forhindre en part, der vil fortsætte sagen, i at fremsætte spørgsmål til uddybning af svarene på de tidligere stillede spørgsmål. Det modsatte resultat ville medføre, at den først givne udtalelse fra Retslægerådet ville præjudicere denne parts retsforhold, uden at parten havde mulighed for at foreholde Retslægerådet senere fremkomne oplysninger, hvilket ville være i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 6.

Appellanten har videre anført, at der også for byretten blev stillet spørgsmål, som var uden betydning for A's retsforhold. Endvidere må Retslægerådet være forpligtet til at føre en påbegyndt besvarelse til ende, uden hensyn til hvordan partsforholdet udvikler sig i løbet af processen, når det ligger fast, at betingelsen for at indhente et svar fra Retslægerådet var opfyldt, da den første henvendelse til Retslægerådet fandt sted.

Indstævnte har anført, at indstævnte allerede har betalt det ved byretten pålagte beløb, hvorfor indstævnte har betalt et beløb, som overstiger A's interesse i sagen. Det er derfor korrekt, når Retslægerådet anfører, at sagens resultat ikke har betydning for A's retsforhold. Af samme årsag vedrører spørgsmålene ikke enkeltpersoners retsforhold og falder derfor uden for Retslægerådets kompetence, jf. § 1 i lov om Retslægerådet.

Landsrettens bemærkninger:

I lov om Retslægerådet er rådets kompetence angivet som »sager om enkeltpersoners retsforhold«. Nærværende sag vedrører retsforholdet mellem B og F. Det forhold, at A efter appellantens oplysninger vil kunne gøre krav på 500.000 kr. af forsikringssummen efter den i sagen omhandlede police, medfører imidlertid ikke, at udfaldet af retssagen har umiddelbar betydning for A's retsforhold. Landsretten finder endvidere, at Retslægerådet ikke er forpligtet til at besvare et nyt spørgetema, hvis betingelsen i § 1 i lov om Retslægerådet ikke længere er opfyldt. Det anførte om menneskerettighedskonventionens artikel 6 kan ikke føre til andet resultat. Landsretten finder derfor ikke grundlag for at pålægge Retslægerådet at afgive udtalelse i sagen. 

Thi bestemmes:
Det pålægges ikke Retslægerådet at afgive udtalelse i sagen.

Højesterets kendelse.

I tidligere instans er afsagt kendelse af Østre Landsrets 9. afdeling den 3. december 2004. Procesbevillingsnævnet har den 25. august 2005 meddelt tilladelse til, at kendelsen indbringes for Højesteret.

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Torben Melchior, Per Walsøe og Marianne Højgaard Pedersen.

Påstande

Kærende, B, har nedlagt påstand om, at det pålægges Retslægerådet at udtale sig i sagen.

Indkærede, F, har ikke nedlagt nogen påstand for Højesteret.

Supplerende sagsfremstilling

Grundlaget for sagen er, at fodboldspilleren A i løbet af efteråret 1999 fik en skade i venstre lyske.

A's arbejdsgiver, B, anlagde sag mod F med påstand om udbetaling af en forsikringssum på 3.500.000 kr., og A anlagde samtidig sag mod F med påstand om betaling af 750.000 kr., hvilken sag siden er forligt. Sagen, som B anlagde, drejer sig nu navnlig om, hvorvidt A's skade opstod før eller efter den 27. oktober 1999, da forsikringssummen blev forhøjet fra 1.250.000 til kr. 3.500.000 kr. med virkning fra og med den dag.

Retslægerådet afgav under de to sagers behandling i byretten en udtalelse den 1. oktober 2003 under overskriften »A mod F«. Rådet udtalte bl.a. følgende:

»Spørgsmål 7:

Retslægerådet bedes på grundlag af de lægelige akter oplyse, hvornår de første symptomer på A's lidelse/smertetilstand, jf. spørgsmål 1, opstod. Ved besvarelsen bedes Retslægerådet oplyse, om lidelserne må anses for opstået før 27. oktober 1999. Ved besvarelsen bedes Retslægerådet endvidere oplyse, om det er sædvanligt, at lidelsen udvikler sig med periodevise forværringer, jf. navnlig sagens bilag 25 og 26.

De første symptomer på lyskeproblemer opstod i september 1999 med forværring i november 1999. I de lægelige akter fra 23.11.99, 22.12.99 og 05.01.00 fremgår, at forværringen er opstået gradvis. Ulykkestilfældet under fodboldkampen 18.11.99 anføres først den 06.01.00 og i de efterfølgende akter. Det kan ikke med sikkerhed afgøres, hvilken betydning den beskrevne hændelse 18.11.99 har for forløbet af lyskeproblemet, idet forværring af tilstanden hyppigst ses i forbindelse med belastning, men også kan opstå ved egentligt traume. Imidlertid fandt man ved operationen 18.05.00 ingen tegn på bristninger i muskelvævet, som ville være typiske følger af et traume.«

Som anført i landsrettens kendelse har B formuleret supplerende spørgsmål til Retslægerådet, som landsretten har godkendt. Spørgsmålene lyder således:

»15. Retslægerådet bedes på grundlag af de lægelige akter samt forklaringerne afgivet til Byretten af 5. februar 2003 og de supplerende forklaringer af 23. februar 2004 oplyse:

- Hvorvidt det på dette grundlag må antages, at der foreligger en gradvis forværret lidelse.

- Hvilken betydning episoden den 18. november 1999 på dette grundlag har haft for lidelsen.

- Om det på dette grundlag må antages, at forværringen i tilstanden konstateret den 23. november 1999 i det væsentlige må skyldes et traume.

16. I svaret på spørgsmål 7 anføres »i lægelige akter fra 23.11.99, 22.12.99 og 5.1.00 fremgår, at forværringen er opstået gradvis«, jf. bilag 26 og A.

I den forbindelse spørges, hvad i disse lægelige akter tyder på en gradvis forværring.

Har forværringen været gradvis, jf. journaltilførsel af 22.12.99, indtil det tidspunkt, hvor der indtraf en »akut forværring«.

Kan forværringen, jf. journaltilførsel af 23.11.99, være sket på et bestemt tidspunkt ca. to uger før denne journaltilførsel.«

Retslægerådet har efter opfordring fra Højesteret i en skrivelse af 19. januar 2006 kommenteret kæreskriftet således:

»Advokat Georg Lett har nu i sit kæreskrift nedlagt påstand om, at det pålægges Retslægerådet at udtale sig i sagen. Hovedbegrundelserne herfor er

1. at de supplerende spørgsmål falder inden for Retslægerådets kompetence, da de angår enkeltpersoners retsforhold. Kærende finder Landsrettens fortolkning af »sager om enkeltpersoners retsforhold« forkert, jf. den påkærende kendelse samt den i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, s. 2469Ø omhandlede kendelse.

2. subsidiært at en afvisning ikke kan finde sted i situationer, hvor der stilles supplerende spørgsmål, efter at den oprindelige part er udtrådt af sagen (og hvor rådet under den første del af sagen har afgivet udtalelse på et tidspunkt, da en enkeltperson var part.)

3. at Retslægerådet ikke kan afvise at behandle sagen, da rådet ved første forelæggelse i den konkrete sag også udtalte sig om forhold, der ikke vedrørte den sag, der var anlagt af A.

Retslægerådet skal i den anledning bemærke følgende:

Ad 1:

Rådet kan henholde sig til den fortolkning af bestemmelsen i lov om Retslægerådet, § 1, der af rådet er givet udtryk for i forbindelse med Retslægerådets kæremål i den i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, s. 2469Ø omhandlede sag. Rådet skal specielt henvise til side 2470, spalte 1 o.m. til spalte 2 u.m. Endvidere er rådet enig i de af Østre Landsret anførte præmisser side 2471, spalte 2 fn. Retslægerådet finder således, at udtrykket »sager om enkeltpersoners retsforhold«, er ensbetydende med, at den omhandlede sag skal have betydning for en part i sagen, der er en enkeltperson, eller i det mindste, at sagens udfald vil have umiddelbar betydning for retsforholdene for en enkeltperson, der ikke er part i sagen.

Det bemærkes, at Retslægerådet i tilfælde af, at retten stiller spørgsmål til Retslægerådet i forbindelse med en verserende retssag, hvor en enkeltperson ikke er part i sagen, som udgangspunkt ikke selv kan tage stilling til, om sagen i øvrigt vil kunne få umiddelbar betydning for en enkeltpersons retsforhold. Retslægerådet vil i en sådan situation i første omgang konstatere, at ingen af parterne i sagen er en enkeltperson og derfor returnere sagen. Det vil herefter være den forelæggende myndighed/sagens parters advokater, der eventuelt over for Retslægerådet kan påpege forhold, der dokumenterer en umiddelbar betydning for en enkeltpersons retsforhold.

Ad 2:

Efter Retslægerådets opfattelse er det afgørende, om betingelserne i Lov om Retslægerådet, § 1, er opfyldt på tidspunktet for den enkelte forelæggelse for rådet. Det forhold, at en tidligere udtalelse fra Retslægerådet også indgår i en anden sag, hvor ingen af parterne er enkeltpersoner, kan ikke i sig selv bevirke, at rådet skal udtale sig. Det bemærkes, at den første forelæggelse i den konkrete sag, der gav anledning til rådets udtalelse af 01.10.03, ifølge forelæggelsesskrivelserne fra Københavns Byret af henholdsvis 30.06.03 og 10.07.03 (kopi vedlægges) vedrørte sagen A mod F.

I spørgetemaet af 14.05.03 (kopi vedlægges) var parterne i begge de da verserende retssager anført, herunder A.

Ad 3:

For så vidt angår spørgsmålet om, at Retslægerådet ved den første forelæggelse også skulle have udtalt sig om forhold, der ikke vedrørte sagen anlagt af A, skal følgende anføres:

Den første forelæggelse vedrørte klart en enkeltperson, nemlig A, jf. det ovenfor under ad 2 anførte. I en sådan situation vil det normal ikke ligge inden for Retslægerådets muligheder blandt de stillede spørgsmål (i den konkrete sag spørgsmål 1-15) at udskille spørgsmål eller dele af spørgsmål, der ikke måtte have betydning for »enkeltpersoners retsforhold«. I den situation vil udgangspunktet være, at Retslægerådet besvarer alle spørgsmål, såfremt spørgsmålene lever op til de krav, der efter betænkning om Retslægerådet (1196/1990) s. 31 ff. i øvrigt må stilles.

Det skal slutteligt bekræftes, at Retslægerådet - som kærende er inde på i sit kæreskrift - efter praksis og efter eget skøn også udtaler sig vedrørende generelle spørgsmål til andre offentlige myndigheder, for eksempel til ministerier vedrørende lovforslag og lignende. Dette er en praksis, som også er nævnt i betænkning om Retslægerådet (s. 41-42 og 47 fn. -48), men kan efter rådets opfattelse ikke have betydning for, hvorledes lov om Retslægerådet, § 1, skal fortolkes med hensyn til udtrykket »sager om enkeltpersoners retsforhold«.«

B har den 7. februar 2006 fastholdt og uddybet sine synspunkter.

Anbringender

B har gjort gældende, at de supplerende spørgsmål falder inden for Retslægerådets kompetence i henhold til lov om Retslægerådet § 1, idet de angår enkeltpersoners retsforhold. Bestemmelsen må antages at være udtryk for et ønske om at udelukke generelle spørgsmål f.eks. til brug for ny lovgivning, jf. betænkning 1196/1990 om Retslægerådet, side 41 f. Om den person, som er genstand for lægelig bedømmelse, er part i sagen, eller hans lægelige tilstand har betydning for andre personer eller selskabers retsstilling, må være uden betydning.

Afgørelsen i UfR 2003, side 2469 Ø, beror på en tvivlsom ordfortolkning og er uden holdepunkt i den historiske baggrund for bestemmelsen. Dertil kommer, at det er uklart, hvorledes bestemmelsen skal anvendes efter denne kendelses fortolkning, når der er tale om farmaceutiske skøn. Et farmaceutisk skøn kan vanskeligt angå den person, der er part i sagen, hvilket viser, at bestemmelsen også for så vidt angår lægeligt skøn må have et videre sigte.

Desuden ville landsrettens fortolkning afskære Retslægerådet fra at udtale sig i en række sager, hvor et lægevidenskabeligt og farmaceutisk skøn er afgørende for sagens udfald. Herpå kan gives to eksempler:

1. Ifølge lægemiddelerstatningslovens § 16, stk. 1, indtræder Sundhedsministeriet i patientens krav mod lægemiddelproducenten, når der er ydet erstatning efter loven. Det betyder, at staten anlægger en produktansvarssag mod producenten. Ifølge landsrettens fortolkning kan Retslægerådet ikke udtale sig i sådanne sager.

2. Ifølge lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser indtræder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen. Også her vil landsrettens praksis afskære Retslægerådet fra at udtale sig, til trods for at spørgsmål om årsagsforbindelser og konkurrerende skadesårsager kan være afgørende.

Subsidiært har B anført, at hvis bestemmelsen forudsætter, at bedømmelsen skal angå partens lægelige forhold, kan dette ikke udstrækkes til situationer, hvor der stilles supplerende spørgsmål, efter at den oprindelige part er udtrådt af sagen. Retslægerådet har udtalt sig om spørgsmålet om tidspunktet for skadens indtræden, der kun var relevant for B, og Retslægerådet må, når det har accepteret at udtale sig om dette spørgsmål, gøre arbejdet færdigt. I modsat fald er B på vilkårlig måde i strid med menneskerettighedskonventions artikel 6 begrænset i sin mulighed for at føre bevis, og klubben vil i så fald være henvist til at betjene sig af bevismidler, som traditionelt tillægges lavere bevisværdi end udtalelser fra Retslægerådet.

Højesterets begrundelse og resultat:

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret kendelsen.

Thi bestemmes:
Landsrettens kendelse stadfæstes.