(Ordfører)
Tom Behnke (KF):
Jeg vil gerne starte med at sige, at når det handler om
kriminelle, som har begået en kriminel handling, så skal der slet ikke være
nogen tvivl om, at vi har den klare opfattelse, at så skal man have en passende
straf, så man kan forstå, at det, man har gjort, var forkert, og af mange andre
årsager. Jeg vil altså lige slå fast fra start af i den her debat, at det her
forslag jo ikke handler om, at man ikke skal straffes. Og når jeg nævner det, er
det, fordi der er mange, der tror, at når vi diskuterer sagsomkostninger, skal
den kriminelle fuldstændige slippe for nogen former for straf, og det er altså
ikke tilfældet. Så det er vigtigt at understrege fra start af, at den kriminelle
selvfølgelig bliver straffet.
Det er også sådan, at den kriminelle selvfølgelig skal
udstå straffen, alt efter hvad den nu består af. Og det er sådan, at den
kriminelle, den dømte, skal betale erstatning til offeret, hvis det er noget,
som domstolen fastslår at man skal gøre. Selvfølgelig skal gerningsmanden, den
kriminelle, den dømte, gøre det.
Men derudover er der så det, der hedder sagsomkostninger,
og det er jo ikke driften af domstolen, det er ikke driften af politiet, det er
ikke driften af fængslerne eller kriminalforsorgen. Næh, det er de meget
specifikke omkostninger, der knytter sig til den konkrete sag. Her er der jo
typisk tale om sagsomkostninger i forbindelse med sikring af tekniske spor og
dna-prøver osv., og det kan være forsvarsadvokatudgifter. Dem skal den dømte
selvfølgelig betale, hvem skulle ellers betale de omkostninger? Det er nogle,
den dømte har påført sig selv, og som vedkommende selvfølgelig skal udrede.
Men når det er sagt, er vi selvfølgelig så også nødt til at
se i øjnene, at der findes nogle kriminelle, som i løbet af et sagsforløb eller
måske flere, hvor der er løbet så store sagsomkostninger på, at vi taler om
flere hundrede tusinde kroner, og hvor vi er i den situation, at den kriminelle,
der måske har været kriminel i flere år, står og kan se, at der ikke er nogen
vej ud af det her. Der er ikke nogen vej ud af den gæld. Hvis vedkommende tager
en uddannelse, får sig et arbejde, vil det være udsigtsløst at afdrage den her
gæld, uanset hvor længe man næsten lever.
Der synes jeg det ville være hensigtsmæssigt, hvis vi kunne
tænde et lys for enden af tunnellen for de her mennesker, hvis vi kunne give et
incitament til at holde op med at være kriminel, give en mulighed for at sige:
noget for noget. Hvis den kriminelle virkelig viser viljen til at holde op med
at være kriminel og vil vende tilbage til samfundet og være en del af vores
fællesskab uden at være kriminel, så skal der være en mulighed for, at man, når
visse betingelser er opfyldt, kan eftergive resten af sagsomkostningerne,
således at der er et incitament til at holde op med at være kriminel. For jeg
tror, at for nogle af dem, der har virkelig store gældsposter, er det meget
nemmere at blive ved med at være kriminel.
Det er der så også nogle af dem der gør, og det betyder jo,
at en stor del af de her sagsomkostninger, vi taler om, ikke kommer ind i
statskassen. De pågældende mennesker bliver ikke i stand til at betale, for ved
det, at de ikke har et ordentligt arbejde, har de heller ikke en reel indtægt,
som der kan gøres indhug i, og der kan ikke afdrages. Nej, de fortsætter med at
være kriminelle, fordi det for dem er det nemmeste at blive ved med at være
kriminel. Det får statskassen ingenting ud af, til gengæld er det sådan, at alle
borgere i det her land risikerer at blive udsat for nye kriminelle
handlinger.
Derfor tror jeg, at vi alle sammen har et klart ønske om,
at målet må være, at vi med vores retssystem sikrer, at kriminelle holder op med
at være kriminelle – ja, selvfølgelig også og allerførst, at vi har den
præventive indsats, så der ikke er nogen, der bliver kriminelle – og at dem, der
bliver kriminelle, får et klart incitament til at holde op med at være kriminel.
Det gør vi bl.a. ved at straffe på forskellig vis, men jeg tror også, at vi skal
prøve at hjælpe de mennesker, der kommer i en situation, hvor de kan se, at de
har en håbløs gæld i forbindelse med sagsomkostninger.
Der synes jeg det ville være hensigtsmæssigt, og det er så
også det, som justitsministeren har nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på,
at vi siger: Kunne man under visse betingelser sige, at vi eftergiver resten af
sagsomkostningerne?
Når jeg bliver ved med at understrege, at det er resten af
sagsomkostningerne, er det, fordi for os Konservative må der være nogle helt
præcise krav til, hvad man så skal kunne vise for at vise, at man igen er blevet
en god samfundsborger, der ønsker samfundet og fællesskabet, altså at man har
ordnede boligforhold, ordnede familieforhold, ordnede arbejdsforhold, at man har
et stabilt liv, at man lever en kriminalitetsfri tilværelse, og at man i en
årrække har afdraget på gælden, at man rent faktisk afdrager på
sagsomkostningerne.
Det betyder jo, at samtidig med at vi giver de kriminelle
et incitament til at komme ud af kriminaliteten, giver vi dem også et incitament
til rent faktisk at afdrage på den her gæld. Det betyder, at vi får nogle kroner
i kassen, og det betyder noget for noget, nemlig at hvis man overholder de her
kriterier, er vi også villige til at kvittere med at eftergive resten af gælden
helt eller delvis eller sætte den på standby i mange år, hvad ved jeg? Det rent
tekniske finder vi ud af, når arbejdsgruppen er færdig.
På nuværende tidspunkt kan jeg se, at beslutningsforslaget
her fuldstændig svarer til det, som jeg har været ude at tilkendegive
offentligt, nemlig at jeg synes, vi skal prøve at lave en noget for
noget-ordning for de her mennesker. Derfor er ministeren i gang med at se på,
hvordan vi kan gøre det helt præcist, og vi glæder os til, at arbejdet er
færdigt. Beslutningsforslaget er der sådan set ingen grund til at vedtage,
arbejdet er sat i gang.