Cirkulære nr. 217 af 28. oktober 1938 til Rigsadvokaten, Statsadvokaterne og samtlige Politimestre angaaende Sagsomkostninger i Straffesager, der afgøres uden Dom.

 


 

Da det for Ministeriet er oplyst, at der i Politikredsene følges forskellig Praksis med Hensyn til Afkrævning af Sagsomkostninger i Straffesager, i hvilke Tiltale undlades imod Vedtagelse af Bøder eller paa andre særlige Vilkaar, og i Politisager, der i Medfør af Retsplejelovens § 936 afgøres med Bødevedtagelse, skal man anmode D'Herrer om fremtidig at iagttage følgende:

Naar Tiltale i Straffesager, der paatales af Statsadvokaten, undlades i Medfør af Retsplejelovens § 723, Stk. 1, Nr. 3, jfr. Anordning Nr. 298 af 1. December 1932, enten mod at Sigtede vedtager en Bøde eller paa andre særlige Vilkaar, bør det tillige af Anklagemyndigheden stilles som en Betingelse for Sagens Afgørelse paa de nævnte Maader, at Sigtede inden Retten forpligter sig til at udrede Sagens Omkostninger, medmindre det oplyses, at han ikke ejer Midler til Betaling heraf, eller Fremsættelsen af Kravet efter Anklagemyndighedens Skøn paa Grund af særlige Omstændigheder vil virke urimeligt eller unødigt haardt.

Naar der i Politisager er paaløbet eller skønnes at ville paaløbe Sagsomkostninger, bør Sagen ikke afgøres ved Bødevedtagelse i Medfør af Retsplejelovens § 936, medmindre Tiltalte tillige forpligter sig til at betale Sagens Omkostninger. I det til Retten indleverede Anklageskrift bør der nedlægges Paastand paa, at Tiltalte tilpligtes at betale Sagens Omkostninger, ogsaa i Tilfælde af Sagens Afgørelse ved Bødevedtagelse, og Omkostningernes omtrentlige Størrelse bør angives eller senere oplyses for Retten. Paastand om Betaling af Omkostningerne kan dog undlades, naar Tiltalte efter det oplyste er uden Midler til Betaling heraf, eller naar Kravet herom efter Politiets Skøn paa Grund af særlige Omstændigheder vil virke urimeligt eller unødigt haardt.

Den i Retsplejelovens § 931 hjemlede Adgang til at afgøre Politisager med Vedtagelse af Bødeforelæg bør derhos ikke anvendes, saafremt der ved Sagens Behandling er paaløbet væsentlige Sagsomkostninger, som det skønnes rimeligt at paaalægge Sigtede, og som denne maa antages at være i Stand til at udrede. Det kan ikke anses for tilstrækkeligt, at den paagældende samtidig med Vedtagelsen af den forelagte Bøde vedtager at betale Sagens Omkostninger, idet der ikke herved skabes exigibelt Grundlag for Omkostningernes Inddrivelse.

Justitsministeriet, den 28. Oktober 1938.

Steincke.

Colov.