2008-09 - L 20 (som fremsat): Forslag
til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
L 20 (som fremsat): Forslag
til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Fremsat den 8. oktober 2008 af skatteministeren (Kristian Jensen)
Forslag
til
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven
gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives
af det offentlige. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at
loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved
lov eller i henhold til lov.
Stk. 2. Loven gælder
desuden for opkrævning og inddrivelse af udenlandske, færøske eller
grønlandske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager, samt
for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter
anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på
Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i
overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en
dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst
eller konvention eller en administrativt indgået aftale om
administrativ bistand i skattesager.
Stk. 3. Reglerne i anden
lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer, som nævnt i
stk. 1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning,
indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter,
eftergivelse og henstand m.v., finder anvendelse. Regler, som nævnt
i 1. pkt., finder desuden anvendelse på fordringer, som nævnt i
stk. 2, medmindre andet følger af det pågældende retlige
hjemmelsgrundlag.
Fremgangsmåden ved overdragelse
af fordringer til inddrivelse
§ 2.
Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, er
restanceinddrivelsesmyndighed. Restanceinddrivelsesmyndigheden
forestår inddrivelse af fordringer jf. § 1, stk. 1, og stk. 2.
Stk. 2. Beregning og
opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger m.v. forestås
af fordringshaveren, eller den der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af indsigelser
om fordringen, jf. dog §§ 17 og 18. Restanceinddrivelsesmyndigheden
kan beslutte, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse
tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning
om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis
fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets
eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til
fordringshaveren.
Stk. 3. Fordringer
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen
er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade
afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Afgørelser om
afdragsvis betaling eller henstand med betalingen kan ikke
indbringes for højere administrativ myndighed. Såfremt forholdene i
særlig grad taler derfor, kan fordringer overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt end nævnt
i 1. pkt.
Stk. 4. Inden
overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt
underrette skyldneren om overdragelsen. Underretning kan dog
undlades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning
ellers vil blive væsentligt forringet.
Stk. 5. Fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
skal, såfremt denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i
skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, underrette
restanceinddrivelsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse
anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere
inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren med
henblik på, at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling
eller henstand med betalingen. Fordringer, der er omfattet af
refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren har
forestået opkrævningen, jf. dog stk. 6.
Stk. 6. Fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan
helt eller delvis kalde en fordring tilbage, der er oversendt til
inddrivelse, med henblik på at foretage modregning for kravet.
Stk. 7. Skatteministeren
kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-6,
herunder en beløbsmæssig mindstegrænse for fordringer, der
overdrages til inddrivelse og om fremgangsmåden ved overdragelse af
fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekaldelse af
fordringer til opkrævningsmyndigheden, størrelsen af fordringer
m.v., som der kan tillades afdragsvis betaling eller henstand med,
og om tidsfrister for afdragsvis betaling og henstand.
Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at overdragelse
af fordringer kan ske elektronisk.
Restanceinddrivelsesmyndigheden
§ 3. Ved
overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse i
restanceinddrivelsesmyndigheden overtager
restanceinddrivelsesmyndigheden kreditorbeføjelserne.
Stk. 2.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan som led i inddrivelsen tillade
afdragsvis betaling eller henstand med betalingen.
Stk. 3.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos andre offentlige myndigheder
og hos pengeinstitutter samt hos Værdipapircentralen indhente
oplysninger, der er nødvendige for restanceinddrivelsesmyndighedens
opgavevaretagelse. Endvidere kan restanceinddrivelsesmyndigheden fra
registre, der føres af offentlige myndigheder, indhente de
oplysninger om skyldnerens forhold, som er af betydning for
inddrivelsen. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.
Stk. 4.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan til brug for inddrivelsen af de
fordringer, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden i
medfør af denne lov, få terminaladgang til alle nødvendige
oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller
erhvervsmæssige forhold i indkomstregisteret, jf. lov om et
indkomstregister § 7. Oplysningerne anvendes til brug for behandling
af enkeltsager eller til brug for kontrol ved samkøring og
sammenstilling af oplysninger med restanceinddrivelsesmyndighedens
øvrige oplysninger.
Stk. 5. Skatteministeren
kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af reglerne i
stk. 1-4. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler, hvorefter
fordringshavere og andre offentlige myndigheder får elektronisk
adgang til oplysninger registreret af
restanceinddrivelsesmyndigheden om restancens størrelse i forhold
til vedkommende fordringshaver, og om der foreligger restante
fordringer i forhold til andre fordringshavere.
Dækningsrækkefølge for krav
under inddrivelse
§ 4. Dækker
beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende
skyldneren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:
1) Bøder.
2)
Underholdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af
underholdsbidrag.
3) Andre
fordringer.
Stk. 2. Dækker beløb, der
inddrives fra skyldner, kun delvis fordringer inden for samme
kategori, jf. stk. 1, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de
modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den
fordring, der først modtages, dækkes først. Krav på rente dækkes dog
forud for hovedkravet.
Stk. 3.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan uanset stk. 1 og 2 efter
anmodning fra skyldner tillade, at beløb, der inddrives fra
skyldner, går til dækning af bestemte fordringer.
Stk. 4. Skatteministeren
kan fastsætte regler om gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 2.
Rente og gebyr
§ 5. Fordringer,
der overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig
rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og
2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Stk. 2. Skatteministeren
kan bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på nærmere angivne typer
af fordringer.
§ 6. Der skal
for udsendelse af rykkerskrivelse vedrørende fordringer, der
inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1,
betales et rykkergebyr på 140 kr. til
restanceinddrivelsesmyndigheden. Skatteministeren fastsætter gebyrer
til restanceinddrivelsesmyndigheden for oprettelse af ny fordring,
iværksættelse af lønindeholdelse m.v. og tilsigelse til
udlægsforretning vedrørende fordringer, der inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1.
Modregning m.v.
§ 7. Dækker en
udbetaling fra det offentlige, der anvendes til modregning, kun
delvis skyldners gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i
denne rækkefølge:
1) Fordringer
under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er
fordringshaver, i det omfang den udbetalende myndighed træffer
afgørelse om modregning.
2) Fordringer
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.
3) Andre
fordringer under opkrævning.
Stk. 2. Dækker en
udbetaling kun delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2, dækkes
fordringerne efter dækningsrækkefølgen i § 4. Dækker en udbetaling
kun delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr. 3, dækkes fordringerne
i den rækkefølge, de er registreret i Det Centrale
Fordringsregister, således at den fordring, der først registreres,
dækkes først.
Stk. 3. Skatteministeren
kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og
2, herunder om indberetning fra fordringshaverne til Det Centrale
Fordringsregister.
§ 8. Er en
fordring omfattet af denne lov, for hvilken en kommune eller region
er fordringshaver, ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen
henholdsvis regionen i retten til udbetalinger fra staten for et
beløb, der svarer til den skyldige betaling.
Stk. 2. Er et privat krav
på underholdsbidrag med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger omfattet af denne lov ikke betalt rettidigt, indtræder
det offentlige på vegne af den bidragsberettigede i retten til
udbetalinger fra det offentlige for et beløb, der svarer til den
skyldige betaling.
§ 9. Tilladelse
til afdragsvis betaling eller henstand med betalingen afskærer ikke
det offentliges adgang til at foretage modregning i udbetalinger fra
det offentlige.
Stk. 2. En
betalingsaftale fastsat af kommunen afskærer ikke kommunen fra at
indtræde i retten til udbetalinger fra staten, jf. § 8.
Lønindeholdelse
§ 10. Fordringer
som nævnt i bilag 1 til denne lov kan med tillæg af renter, gebyrer
og andre omkostninger inddrives ved lønindeholdelse.
Stk. 2. Har en skyldner
ikke inden det tidspunkt, da udlæg kan begæres, betalt den gæld, der
påhviler den pågældende, kan restanceinddrivelsesmyndigheden træffe
afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i skatteyderens beregnede
eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er nødvendigt til betaling
af gælden med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre omkostninger.
Der kan dog ikke ske indeholdelse i indkomst, som er valgt beskattet
efter kildeskattelovens § 48 E. Restanceinddrivelsesmyndighedens
afgørelse om lønindeholdelse indberettes til Det Fælles
Lønindeholdelsesregister, jf. § 3 i lov om Det Fælles
Lønindeholdelsesregister.
Stk. 3. Indeholdelse
efter stk. 1 kan foretages, selvom udbetalingen eller godskrivningen
af A-indkomst også er genstand for indeholdelse af skat efter
kildeskattelovens §§ 46 og 49. Indeholdelsen sker med en procentdel
(indeholdelsesprocenten) af den beregnede eller godskrevne
A-indkomst. Indeholdelsesprocenten meddeles til told- og
skatteforvaltningen og indgår i indeholdelsesprocenten efter
kildeskattelovens § 48, stk. 4. Ved afgørelse om indeholdelse skal
der overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens
underhold. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, til fastsættelse af
den del af A-indkomsten, som maksimalt kan indeholdes.
Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at der ikke kan
ske indeholdelse i A-indkomst bestående af visse ydelser. Ved
fastsættelsen af indeholdelsesprocenten kan den samlede
indeholdelsesprocent efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke
overstige 100.
Stk. 4.
Indeholdelsesprocenten kan gradueres efter indkomstens størrelse.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om sammenhængen mellem
indkomsten og indeholdelsesprocenten.
Stk. 5. Reglerne i
stk. 1-3 finder uanset afvigende bestemmelser i den øvrige
lovgivning også anvendelse på kommunale og statslige tjenestemænds
lønninger m.v.
Stk. 6. Reglerne i
kildeskattelovens §§ 43-46, 48, 48 A, 49, 51, 56, 57, 68-70, 72 og
73 A i afsnit VIII, i §§ 83-86 og i opkrævningsloven om
indeholdelse, opkrævning, betaling, rente, gebyrer, kontrol,
inddrivelse og straf m.v. vedrørende indeholdelse af A-skat finder
tilsvarende anvendelse for beløb, der er indeholdt eller opkrævet i
henhold til bestemmelserne i denne paragraf.
Stk. 7. Told- og
skatteforvaltningen opgør de indeholdte beløb efter denne
bestemmelse og sender dem til Det Fælles Lønindeholdelsesregister.
Er der indeholdt mere efter denne bestemmelse, end hvad der er
nødvendigt til dækning af de i stk. 1 nævnte beløb, kan det
overskydende beløb anvendes til dækning af andre restancer, for
hvilke der kunne være truffet afgørelse om lønindeholdelse efter
stk. 1. Skatteministeren fastsætter nærmere regler om opgørelser
efter 1. pkt.
Stk. 8. Beløbsgrænser,
der fastsættes i medfør af stk. 3 og 4, reguleres hvert år pr. 1.
januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten
for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
De regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb,
der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af de på
reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. De årlige
reguleringer offentliggøres af skatteministeren.
Udpantningsret og udlæg
§ 11. Fordringer
som nævnt i bilag 1 til denne lov kan med tillæg af renter, gebyrer
og andre omkostninger inddrives ved udpantning.
§ 12. Er udlæg
for skattebeløb forgæves forsøgt hos den skattepligtige selv, kan
udlæg ske i ejendele, der tilhører den med denne samlevende
ægtefælle, eller om nødvendigt i ejendele, der tilhører børn, og som
er medregnet ved hans skatteansættelse. Dette gælder ikke ved udlæg
hos en indeholdelsespligtig for skattebeløb, som denne har været
pligtig at indeholde.
Stk. 2. Skattebeløb, for
hvilke der efter stk. 1 kan foretages udlæg i ægtefællens ejendele,
kan modregnes i udbetaling til ægtefællen af overskydende skat med
godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter kildeskattelovens
§ 55.
Eftergivelse
§ 13.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive gæld til det
offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk.1, efter reglerne i
denne lov.
Fordringer med renter, gebyrer og andre omkostninger kan
eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i
stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at
kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at
eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens
økonomiske forhold. Tilsvarende kan beløb eftergives, som
personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers
manglende betaling af skyldige beløb til det offentlige.
Stk. 2. Eftergivelse
kan i almindelighed ikke finde sted, såfremt
1)
skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,
2) skyldneren
har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder
såfremt en ikke uvæsentlig gæld
a) er
stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand
til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,
b) er
opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en
finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens
økonomiske situation,
c) er
stiftet med henblik på forbrug eller
d) er
gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,
3) en ikke
uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller
erstatningspådragende forhold,
4) skyldneren
har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft
rimelig mulighed herfor,
5) skyldneren
har indrettet sig med henblik på eftergivelse, eller
6) skyldneren
stifter ny gæld til det offentlige efter, at eftergivelsessag er
indledt.
Stk. 3. Ved afgørelse
efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder. Hvis skyldner
har anden betydelig gæld kan eftergivelse nægtes.
Stk. 4. Uanset stk. 2
kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre
omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller delvis
eftergivelse.
Stk. 5. Kun skyldnere,
som er fysiske personer, kan få eftergivelse efter stk. 1, jf. dog
stk. 6.
Stk. 6. Eftergivelse
kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler
derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende
institutioner, fonde el.lign.
§ 14.
Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens
gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om
henstand med og afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af
gælden. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning
af gælden.
Stk. 2. Skatteministeren
kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af afdragene og
afdragsperiodens længde efter stk. 1.
Stk. 3. Beløbsgrænser,
der fastsættes i medfør af stk. 2, reguleres hvert år pr. 1. januar
med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det
pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De
regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der
kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af de på
reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. De årlige
reguleringer offentliggøres af skatteministeren.
§ 15.
Eftergivelse kan tilbagekaldes, såfremt skyldneren
1) i forbindelse
med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt
forhold eller
2) groft
tilsidesætter sine forpligtigelser i forbindelse med afvikling
af den ikke eftergivne del af gælden.
Afskrivning af krav
§ 16.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan afskrive fordringer til det
offentlige, inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger,
herunder undlade at afbryde forældelse, hvis det må anses for
åbenbart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige
omkostninger at fortsætte inddrivelsen.
Stk. 2. Skatteministeren
kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1.
Klage
§ 17. Klager
over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af
fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når
spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens
administration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre
andet er bestemt i lovgivningen. Klagen skal indgives skriftligt til
restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3
måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Der kan
dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder
taler derfor. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af
klagen finder anledning dertil, kan restanceinddrivelsesmyndigheden
genoptage sagen. Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke give fuldt
medhold i klagen, og denne fastholdes, videresender
restanceinddrivelsesmyndigheden klagen til Landsskatteretten sammen
med en udtalelse om sagen.
Stk. 2. Skatteministeren
kan fastsætte nærmere regler om klageadgangen efter stk. 1.
§ 18.
Fogedretten træffer efter begæring afgørelse om indsigelser
vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i
færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven
og lov om trafikselskaber, som skyldneren fremsætter over for
restanceinddrivelsesmyndigheden om dels kravets berettigelse, dels
berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om en gennemført
modregning. Begæringen fremsættes over for
restanceinddrivelsesmyndigheden, som indbringer indsigelsen for
fogedretten. Afgørelse træffes efter reglerne i retsplejelovens
§§ 499-503.
Stk. 2. Afgørelse efter
stk. 1 træffes af fogedretten i den retskreds, hvor skyldnerens
bopæl er beliggende.
Stk. 3. Fristen for
begæring om indbringelse af indsigelser efter stk. 1 er 4 uger, fra
skyldneren har modtaget meddelelse om lønindeholdelse eller
modregning.
Stk. 4. Overskrides den
frist, der er nævnt i stk. 3, afviser fogedretten sagen. Fogedretten
kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter meddelelsen om
lønindeholdelse eller modregning tillade, at en indsigelse
behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten
inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse
om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 53.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 19. Loven
træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Skatteministeren
fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens §§ 4 - 7.
§ 20. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige er blevet
harmoniseret ved flere tiltag gennem de sidste år. Reglerne
findes imidlertid trods harmoniseringen fortsat i flere
forskellige særlove. Eksempelvis findes der regler om
lønindeholdelse i kildeskatteloven og regler om eftergivelse i
opkrævningsloven. I de forskellige særlove er der henvisninger
til reglerne om lønindeholdelse og eftergivelse i hhv.
kildeskatteloven og opkrævningsloven. Som følge af disse
henvisninger er der hjemmel til at inddrive/eftergive fordringer
efter reglerne i kildeskatteloven og opkrævningsloven.
Denne systematik er administrativt uhensigtsmæssig, idet der
f.eks. ved en afgørelse om lønindeholdelse for flere typer af
krav skal henvises dels til lønindeholdelsesbestemmelsen i
kildeskatteloven, dels til henvisningsbestemmelserne i de
særlove, der regulerer kravenes opkrævning. En sådan afgørelse
vil i forhold til skyldneren, let kunne blive uoverskuelig.
Derudover findes der regler om udpantningsret dels i
udpantningsloven, dels i en række særlove.
Med lovforslaget foreslås inddrivelsesreglerne samlet i én lov.
Samlingen af inddrivelsesreglerne i én lov vil udover at
forenkle administrationen af reglerne også gøre det enklere for
skyldnere, der har gæld vedrørende forskellige fordringstyper,
at få overblik over de midler, der kan anvendes i inddrivelsen.
I det samtidigt fremsatte lovforslag foreslås reglerne om
lønindeholdelse i kildeskatteloven og eftergivelse i
opkrævningsloven ophævet. Derudover foreslås, de regler, der
hjemler adgang til lønindeholdelse, udpantning og eftergivelse i
en lang række særlove, ophævet.
Lovforslagets formål er, sammen med det samtidig fremsatte
lovforslag om ændring af forskellige love, at
inddrivelsesreglerne samles i én lov, samt at der sker en
yderligere harmonisering af inddrivelsesreglerne.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
- Hjemmel til at
restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne beslutte, at
indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges
opsættende virkning.
- Hjemmel til at
restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne tilbagesende en
fordring til fordringshaveren, hvis tvister om kravet ikke
afklares inden rimelig tid.
- Hjemmel til at
undlade underretning om overdragelsen til inddrivelse, hvis
muligheden for inddrivelse derved væsentligt forringes.
- Hjemmel til at
skatteministeren kan fastsætte en bagatelgrænse for overdragelse
af gæld til inddrivelse.
- Hjemmel til
inddrivelse af gæld ved lønindeholdelse.
- Hjemmel til
inddrivelse af gæld ved udpantning.
- Hjemmel til
eftergivelse af gæld til det offentlige.
- Hjemmel til
afskrivning, herunder at undlade at afbryde forældelse og dermed
endeligt afskrive gæld, der er til inddrivelse, hvis der ikke er
udsigt til, at gælden vil kunne inddrives.
- Præcisering af
at Landsskatteretten kan behandle indsigelser om kravets
eksistens og størrelse, når indsigelserne vedrører
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.
Oversigt over hvilke bestemmelser, der er en videreførelse af
eksisterende regler:.
- §§ 1, 2, 3 og
17 er med visse ændringer overført fra lov om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer, lov nr. 429 af 6. juni 2006.
- §§ 4, 5 og 6
er overført fra lov om ændring af lov om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer og forskellige andre love, lov
nr. 516 af 7. juni 2006.
- §§ 7, 8 og 9
er overført fra lov om ændring af lov om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer og forskellige andre love, lov
nr. 346 af 18. april 2007.
- § 10 svarer
til kildeskattelovens § 73 samt en række særlove.
- § 11 svarer
til udpantningslovens § 1 samt en række særlove.
- § 12 er
overført fra kildeskattelovens § 72.
- §§ 13, 14 og
15 er med visse ændringer overført fra opkrævningslovens §§ 15,
15 a og 15 b.
- § 18 er en
samling af reglerne i færdselslovens § 122 b, stk. 5-8, lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed § 71, stk. 3-6, lov om jernbane
§ 23, stk. 6-9, og lov om trafikselskaber § 29, stk. 5-8.
2. Baggrunden for lovforslaget
Med henblik på en mere effektiv offentlig restanceinddrivelse
blev al inddrivelse af offentlige restancer som en del af
regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform
samlet under Skatteministeriet pr. 1. november 2005.
Opfyldelse af målsætningen om effektivisering af
restanceinddrivelsen forudsætter, at de organisatoriske
ændringer følges op af yderligere forenklinger, herunder
etablering af ét fælles inddrivelsessystem og ét fælles
regelgrundlag for inddrivelsen af offentlige restancer.
Samtidig skal inddrivelsessystemet medvirke til at effektivisere
og forenkle administrationen af inddrivelsen af gæld til det
offentlige og sikre, at en række af de procedurer, der i dag
foretages manuelt, kan systemunderstøttes.
Af hensyn til udviklingen af ét fælles inddrivelsessystem (EFI)
og hensynet til en sammenhængende inddrivelse er der allerede
gennemført en række forenklinger og harmoniseringer af de
materielle regler på inddrivelsesområdet, herunder harmonisering
af renter, gebyrer, modregning og dækningsrækkefølge for krav
under inddrivelse, der træder i kraft i forbindelse med, at ét
fælles inddrivelsessystem sættes i drift. De foreslåede
forenklinger af reglerne og samlingen af regler vedrørende
inddrivelse i én lov ligger i forlængelse af de forenklinger,
der allerede er gennemført, og er sidste del af målsætningen om
ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af offentlige
restancer.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Opsættende virkning for
indsigelser vedrørende kravets eksistens eller størrelse
3.1.1. Gældende ret
Hvis der er tvist om et kravs eksistens eller størrelse, skal
tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.
Hvis en fordring er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses
tvivl om kravets eksistens, vil indsigelsen skulle behandles af
fordringshaveren med henblik på en afklaring af spørgsmålet.
Sådanne indsigelser medfører ikke opsættende virkning for
inddrivelsen.
3.1.2. Lovforslagets udformning
Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne
beslutte, at indsigelser om kravets eksistens eller størrelse,
der fremsættes efter at kravet er overdraget til inddrivelse,
tillægges opsættende virkning for inddrivelsen af kravet.
Fordringshaverens incitament til at søge tvisten om kravet
afklaret vil herved blive forøget.
Udgangspunktet er fortsat, at indsigelser om kravets eksistens
og størrelse ikke har opsættende virkning for inddrivelsen af
kravet. Dette udgangspunkt sikrer, at skyldner ikke kan udskyde
eller undgå inddrivelse af en gæld ved at fremsætte tilfældige
indsigelser om at kravet ikke eksisterer eller er opgjort
forkert. På den anden side kan der forekomme urimelige
situationer, hvis inddrivelsen fortsættes, selvom skyldner har
fremsat kvalificerede indsigelser om kravets eksistens eller
størrelse, og fordringshaveren undlader at søge tvisten om
kravet afklaret. Fordringshaveren vil således reelt kunne få
hele gælden inddrevet, uden at det afklares om gælden f.eks. er
opgjort korrekt.
Det foreslås på denne baggrund, at
restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af en vurdering af
indsigelserne skal kunne beslutte at stille inddrivelsen i bero,
indtil fordringshaveren har fået afklaret tvisten med skyldner.
Det foreslås endvidere, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal
kunne tilbagesende fordringen til fordringshaveren, hvis
fordringshaveren ikke søger tvisten med skyldner afklaret inden
rimelig tid. Bestemmelsen skal sikre, at
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke skal have fordringen
registreret i meget lang tid, hvis fordringshaveren intet
foretager sig. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at
fordringen på ny kan overdrages til inddrivelse, når tvisten er
afklaret.
Der henvises til lovforslagets § 2 og de specielle bemærkninger
hertil.
3.2. Tidspunktet for overdragelse af
fordringer
3.2.1. Gældende ret
Efter de gældende regler overdrages fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført.
Hvis forholdene i særlig grad taler derfor, kan fordringen dog
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere
tidspunkt. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis der er krav til
opkrævning vedr. underholdsbidrag og daginstitutionsbetaling
samtidig med, at en eller flere andre fordringer er overgået til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren vil
i en sådan situation kunne være interesseret i en samlet
afviklingsordning, hvor også fremtidige rater omfattes af
betalingsaftalen, således at afviklingsordningen omfatter hele
gældsforholdet. Dette kan samtidig - i fordringshavernes
interesse - sikre en samlet inddrivelse af et løbende
mellemværende.
Inden overdragelse af fordringen til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren skriftligt
underrette skyldneren om overdragelsen. I praksis foretages
underretningen som en del af rykkerproceduren, således at
underretningen foretages i forbindelse med, at der rykkes for
betaling af fordringen.
3.2.2. Lovforslagets udformning
Det foreslås, at ændre reglerne således at underretning af
skyldner om overdragelsen kan undlades, hvis det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet. Fordringshaveren kan i disse særlige situationer
overdrage fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden med
henblik på foretagelse af arrest eller indgivelse af
konkursbegæring eller anvendelse af andet inddrivelsesmiddel
uden først at underrette skyldner om, at fordringen vil blive
overdraget til inddrivelse.
Forslaget er begrundet i, at der i særlige situationer kan være
behov for at handle hurtigt for at sikre det offentliges krav
f.eks. ved foretagelse af arrest, ved foretagelse af udlæg uden
forudgående underretning, jf. retsplejelovens § 486 og § 493,
eller indgivelse af konkursbegæring, f.eks. i sager, hvor der
optræder økonomisk kriminalitet eller for uforfaldne krav
konstateret i forbindelse med kontrol i en virksomhed. I sådanne
særlige situationer, der overvejende kan opstå i forhold til
fordringer, som vedrører virksomheder, bør formelle regler om
underretning af skyldner om overdragelsen af fordringen til
inddrivelse ikke hindre en effektiv inddrivelse eller forårsage
tab for det offentlige.
Der henvises til lovforslagets § 2 og de specielle bemærkninger
hertil.
3.3. Bagatelgrænse
3.3.1. Gældende ret
Der findes i dag ikke regler om en beløbsmæssig mindstegrænse
for overdragelse af fordringer. Det indebærer, at
fordringshaveren kan overdrage fordringer af helt bagatelagtig
størrelse til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
3.3.2. Lovforslagets udformning
Det foreslås, at udvide den bemyndigelse, hvorefter
skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden
ved overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden, til også at omfatte adgang til
at fastsætte en bagatelgrænse for overdragelse af fordringer til
inddrivelse. Omkostningerne ved modtagelse, registrering og
inddrivelse af beløb af helt bagatelagtig størrelse vil let
kunne overstige det beløb, der søges inddrevet. For ikke unødigt
at anvende ressourcer på administration af helt bagatelagtige
restancer foreslås det, at Skatteministeren kan fastsættes et
mindstebeløb for størrelsen af de restancer, der kan overdrages
til inddrivelse. Det forudsættes, at beløbsgrænsen i
udgangspunktet vil blive fastsat til 100 kr. inklusive renter,
gebyrer og andre omkostninger, hvilket svarer til omkostningerne
ved oprettelse af en fordring hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Der henvises til lovforslagets § 2 og de specielle bemærkninger
hertil.
3.4. Lønindeholdelse
3.4.1. Gældende ret
I dag findes reglerne om lønindeholdelse i kildeskattelovens
§ 73. Indeholdelse efter kildeskattelovens § 73 sker med en
procentdel af den beregnede eller godskrevne A-indkomst. Ved
afgørelse om indeholdelse skal der overlades skatteyderen det
nødvendige til eget og familiens underhold.
En række særlove hjemler adgang til lønindeholdelse efter
kildeskattelovens regler. Reglerne for lønindeholdelse findes
således for en række fordringstyper i særlove, der henviser til
kildeskattelovens lønindeholdelsesregler.
Lønindeholdelse kan foretages, hvis en skatteyder eller skyldner
ikke inden det tidspunkt, da udlæg kan begæres, har betalt det,
der skyldes.
Lønindeholdelse kan i dag foretages for skatte- og afgiftskrav,
der er nævnt i kildeskattelovens § 73, samt en lang række andre
offentlige krav, hvor hjemlen findes i de enkelte særlove. Der
er som hovedregel ikke hjemmel til lønindeholdelse for
civilretlige krav. Dog er der enkelte undtagelser hertil, f.eks.
kan civilretlige krav på underholdsbidrag inddrives ved
lønindeholdelse
Efter gældende regler kan indeholdelsesprocenten ved
lønindeholdelse gradueres efter nettoindkomstens størrelse.
Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler
om sammenhængen mellem nettoindkomsten og
indeholdelsesprocenten. Der er fastsat nærmere regler herom i
inddrivelsesbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 420 af 21.
maj 2008.
3.4.2. Lovforslagets udformning
Det foreslås, at flytte hjemlen til lønindeholdelse fra
kildeskattelovens § 73 og fra de særlove, der hjemler
lønindeholdelse efter kildeskattelovens regler, til denne lov.
De fordringstyper, der kan inddrives ved lønindeholdelse
opregnes i et bilag til loven, så der skabes et samlet overblik
over hvilke fordringstyper, der kan inddrives ved
lønindeholdelse. Herved understøttes målsætningen om ét fælles
regelgrundlag for inddrivelsen af offentlige restancer i
relation til lønindeholdelse. Ændringen vil indebære, at
restanceinddrivelsesmyndigheden ved afgørelser om
lønindeholdelse alene skal henvise til én lov.
Det foreslås, at der skal være hjemmel til lønindeholdelse for
de samme krav, som i dag kan inddrives ved lønindeholdelse. I
kildeskattelovens § 73 er opregnet de personlige skattekrav, der
kan lønindeholdes for. Derudover er der i en række særlove ved
henvisning til kildeskatteloven hjemlet adgang til
lønindeholdelse for de krav, der omfattes af den pågældende
særlov. Der er således i dag hjemmel til lønindeholdelse for de
fleste offentligretlige fordringstyper. Der er dog enkelte
offentligretlige krav, der ikke kan inddrives ved
lønindeholdelse i dag. Det gælder f. eks gebyr for
spilleautomater og gebyr og renter efter lov om
planteskadegørere. Disse krav er imidlertid tillagt
udpantningsret. Disse krav vil blive tillagt hjemmel til
inddrivelse ved lønindeholdelse.
Det foreslås endvidere, at ændre reglen om at
indeholdelsesprocenten kan gradueres efter nettoindkomstens
størrelse til at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter
indkomstens størrelse. Forslaget skal ses i lyset af reglerne om
e-indkomst. Lønindeholdelse foretages herefter via det
almindelige skattekort ved at A-skattetrækprocenten forhøjes.
Den procentsats, som forhøjelsen sker med, fremkommer på
grundlag af omregning af en trækprocent, der er beregnet på
grundlag af nettoindkomsten. Den årlige nettoindkomst opgøres
som den årlige bruttoindkomst inkl. positiv kapitalindkomst,
fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetaling, når
pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet,
SP-bidrag, ATP og skat. Med henblik på at kunne anvende aktuelle
oplysninger om skyldnerens indkomst fra e-indkomstsystemet
foreslås det at ændre reglerne således, at
indeholdelsesprocenten kan gradueres efter indkomstens
størrelse. Indkomsten opgøres uden positiv kapitalindkomst, da
der ikke i e-indkomstregisteret er månedlige oplysninger om
kapitalindkomsten. Indkomsten opgøres således som en periodisk
bruttoindkomst, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag,
pensionsindbetaling, når pensionen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, SP-bidrag, ATP og skat. Ændringen vil
sikre, at afgørelser om lønindeholdelse foretages på grundlag af
aktuelle oplysninger om indkomstforholdene til forskel fra i
dag, hvor beregningsgrundlaget for lønindeholdelsesprocenten er
det seneste afsluttede indkomstår (seneste årsopgørelse).
Ændringen vil indebære, at grundlaget for lønindeholdelse for
personer med positiv kapitalindkomst, vil blive mindre.
Imidlertid er der for denne persongruppe mulighed for at
foretage udlæg i selve kapitalen. Bemyndigelsen til
skatteministeren justeres i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 10.
3.5. Udpantningsret og udlæg
3.5.1. Gældende ret
Reglerne om udpantningsret findes i dag i lov om udpantning og
om udlæg uden grundlag af dom eller forlig samt i en lang række
særlove. Udpantningsretten betyder, at myndigheden ikke behøver
at få dom for sit krav, men at der umiddelbart kan foretages
udlæg. Udpantningsret er en ordning, der er administrativt
hensigtsmæssig for det offentlige og billig for den pågældende
borger. Af retssikkerhedsmæssige grunde er udpantningsret
normalt alene tillagt offentlige myndigheder for så vidt angår
krav, som på forhånd kun undtagelsesvis må forventes at give
anledning til bevismæssige eller retlige tvister. Der er dog
enkelte privatretlige krav, der er tillagt udpantningsret. Det
gælder således privatretlige krav på underholdsbidrag.
3.5.2. Lovforslagets udformning
Det foreslås, at flytte hjemlen til udpantning fra
udpantningsloven og særlovene til denne lov, således at
målsætningen om ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af
offentlige restancer opfyldes vedrørende udpantningsret. Det vil
være de samme fordringer, som i dag er tillagt udpantningsret,
der efter forslaget tillægges udpantningsret. Der er dog enkelte
krav, der i dag ikke er tillagt udpantningsret, som ved
lovforslaget tillægges udpantningsret. De krav, det drejer sig
om har imidlertid hjemmel til lønindeholdelse. Det er følgende
krav: Krav efter udlændingeloven §§ 19 og 20, forfaldne beløb
efter lov om EU-forordninger om markedsordninger og skyldig
stempelafgift. Fordringerne opregnes i et bilag til loven. Af
retssikkerhedsmæssige grunde forslås udpantningsretten
overvejende tillagt offentligretlige krav. Civilretlige krav,
der ikke i dag er tillagt udpantningsret tillægges således efter
forslaget ikke udpantningsret. Der vil omvendt heller ikke ske
en indskrænkning for de ikke offentligretlige krav, der i dag
kan inddrives ved udpantning. Det gælder f.eks. privatretlige
krav på underholdsbidrag, og kontrolafgift og ekspeditionsgebyr
efter lov om jernbane og lov om trafikselskaber, der fortsat vil
være tillagt udpantningsret.
Der henvises til lovforslagets § 11.
3.6. Eftergivelse
3.6.1. Gældende ret
3.6.1.1. Generelle eftergivelsesregler
Med udgangspunkt i forslag til lov om ændring af konkursloven og
konkursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering),
lovforslag nr. L 10 fremsat den 23. februar 2005, jf. lov nr.
365 af 24. maj 2005, blev reglerne i opkrævningslovens § 15 om
eftergivelse tilsvarende præciseret ved lov nr. 431 af 6. juni
2005 om ændring af forskellige love, således at bestemmelserne
om eftergivelse svarer til konkurslovens gældssaneringsregler,
dog at bestemmelserne alene giver mulighed for at eftergive gæld
til det offentlige.
Reglerne går i korthed ud på, at gæld til det offentlige kan
eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i
stand til - og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til -
at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at
eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens
økonomiske forhold. Eftergivelse kan i almindelighed ikke finde
sted, såfremt
-
skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,
-
skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske
anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig
gæld
-
er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var
ude af stand til at opfylde sine økonomiske
forpligtelser,
-
er opstået som følge af, at skyldneren har
påtaget sig en finansiel risiko, der stod i
misforhold til skyldnerens økonomiske situation,
-
er stiftet med henblik på forbrug eller
-
er gæld til det offentlige, som er oparbejdet
systematisk,
-
en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved
strafbare eller erstatningspådragende forhold,
-
skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld,
selv om skyldneren har haft rimelig mulighed
herfor,
-
skyldneren har indrettet sig med henblik på
eftergivelse, eller
-
skyldneren stifter ny gæld til det offentlige
efter, at eftergivelsessag er indledt.
Ved afgørelse om eftergivelse skal der lægges vægt på gældens
alder.
Da en afgørelse om eftergivelse af gæld alene kan omfatte gæld
til det offentlige, skal der endvidere lægges vægt på, om
skyldneren udelukkende eller i overvejende grad har gæld i form
af offentlige restancer. Er forholdet det, at skyldneren
overvejende har gæld til private, vil skyldneren kunne søge om
gældssaneringssag ved skifteretten.
Derudover kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre
omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller delvis
eftergivelse.
De nærmere regler vedrørende afdragsvis betaling af en ikke
eftergiven del af gælden, herunder fastsættelsen af afdragene og
afdragsperiodens længde er fastlagt i
inddrivelsesbekendtgørelsen. Reglerne er afstemt med de regler,
der er fastsat i gældssaneringsbekendtgørelsen.
Reglerne er som nævnt helt parallelle med gældssaneringsreglerne
i konkursloven. Reglerne finder imidlertid kun anvendelse på
gæld til det offentlige, hvor dette er særligt hjemlet. Der er
visse typer af gæld til det offentlige, hvor der ikke er
mulighed for at eftergivelse. Det gælder f.eks. sagsomkostninger
i straffesager.
Udover de regler i opkrævningsloven, der svarer til
gældssaneringsreglerne, er der i opkrævningslovens § 15, stk. 6,
og kildeskattelovens § 73 D adgang til at eftergive gæld, når
forholdene i ganske særlig grad taler derfor. Disse regler
administreres i dag ganske restriktivt og anvendes fortrinsvist
i tilfælde, hvor der foreligger myndighedsfejl, force majeure
eller force majeure lignende situationer.
En række særlove hjemler adgang til eftergivelse efter
opkrævningslovens regler. Reglerne om eftergivelse findes
således i særlove, der henviser til, at gæld efter særloven kan
eftergives efter reglerne i opkrævningsloven.
Udover disse generelle bestemmelser om eftergivelse af gæld til
det offentlige findes der særregler om eftergivelse af
studiegæld og en forsøgsordning om eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper. Desuden findes der i
straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 4, en bemyndigelse til, at
skatteministeren efter forhandling med justitsministeren kan
fastsætte bestemmelser om eftergivelse af bøder m.v.
Bemyndigelsen er udmøntet i inddrivelsesbekendtgørelsen, der
fastsætter, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe
afgørelse om eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb.
3.6.1.2. Tilskud til tilbagebetaling
af studiegæld og eftergivelse af studiegæld
Statsgaranterede studielån kunne ydes i perioden 1964 til 1989,
men blev efter en overgangsordning endeligt afskaffet i 1993.
Lånene blev ydet af låntagernes pengeinstitut mod en statslig
garanti på 100 pct. af lånebeløbet inkl. renter og omkostninger.
Med henblik på at lette situationen for personer med store
statsgaranterede studielån har Folketinget tidligere vedtaget to
ordninger, nemlig tilskudsordningen og eftergivelsesordningen.
Tilskudsordningen indebærer, at låntager kan få hjælp til
tilbagebetaling af statsgaranteret studiegæld. Tildelingen sker
på grundlag af en beregning, hvor studiegældens størrelse og
låntagers indkomst- og formueforhold sammenholdes.
Eftergivelsesordningen indebærer, at låntager 9 år efter, at
uddannelsen er afsluttet eller afbrudt, kan søge om at få
eftergivet sin studiegæld helt eller delvist. Hel eller delvis
eftergivelse kan bevilges, hvis låntager på grund af økonomiske,
erhvervsmæssige eller sociale forhold ikke kan betale gælden
tilbage.
Både reglerne om tilskud til tilbagebetaling af statsgaranterede
studielån og reglerne om eftergivelse af studiegæld har baggrund
i, at de statsgaranterede studielån i 1970erne og i begyndelsen
af 1980erne blev forrentet med meget høje rentesatser.
Rentesatser på 18-20 pct. var ikke ualmindelige.
3.6.1.3. Eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper
På finansloven for 2005 blev der afsat 25,0 mio. kr. årligt i
fire år til et forsøg med gældseftergivelse for socialt svage
grupper, jf. FL 2005, § 15.75.28.50. Reglerne trådte efter
notifikation i EU i kraft den 1. februar 2007, jf.
bekendtgørelse om ikrafttræden af visse bestemmelser i lov om
ændring af lov om eftergivelse af gæld for socialt udsatte
grupper nr. 34 af 9. januar 2007, og midlerne på finansloven
blev overført til følgende år.
Reglerne om forsøgsordningen for eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper blev vedtaget ved lov om
ændring af lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om
eftergivelse af studiegæld lov nr. 510 af 7. juni 2006, jf.
bekendtgørelse af lov om tilskud til afvikling af studiegæld og
om eftergivelse af studiegæld samt om forsøg med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper,
lovbekendtgørelse nr.1063 af 25. oktober 2006.
Reglerne går ud på, at skyldnere, som i en uafbrudt periode på 4
år eller mere har modtaget hjælp efter § 11 i lov om aktiv
social politik (kontanthjælp, starthjælp eller tilbud efter lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats) eller introduktionsydelse
efter kapitel 5 i integrationsloven, kan få eftergivet deres
gæld til det offentlige, forudsat at skyldnerne kommer og
forbliver i arbejde, fleksjob, under uddannelse eller
revalidering i eftergivelsesperioden. 4-årsperioden afbrydes
ikke, hvis personen i en periode ikke har modtaget hjælp som
følge af en idømt sanktion efter reglerne i aktivloven.
Det blev ved forslaget om forsøgsordningens indførelse antaget,
at ca. 20.000 personer ville opfylde varighedskriteriet på
uafbrudt 4 år, og kunne blive omfattet af ordningen, såfremt de
kom i beskæftigelse m.v. og blev fastholdt i beskæftigelse.
Det er en betingelse for etablering af eftergivelsen af gæld til
det offentlige, at skyldneren har fået tilsagn om ordinær,
ustøttet beskæftigelse, om optagelse på en ordinær uddannelse,
eller at skyldneren er visiteret til revalidering, herunder
forrevalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik,
eller har fået tilbudt fleksjob.
Når ansøgeren opfylder betingelserne for eftergivelse af gæld
til det offentlige, nedskrives gælden over 5 år med 1/60 om
måneden. Dette gælder såvel for skyldneren som den offentlige
fordringshaver. Afbrydes tilsagnet om gældseftergivelse med den
begrundelse, at skyldneren igen overgår til offentlig
forsørgelse eller på grund af misligholdelse, det vil sige nye
krav fra en offentlig fordringshaver, stilles eftergivelsen af
gælden hos såvel skyldneren som fordringshaver i bero eller
bortfalder.
En ansøgning om eftergivelse af offentlig gæld kan tidligst
behandles, når skyldneren i en uafbrudt periode på 4 år eller
mere har modtaget hjælp efter § 11 i lov om aktiv social politik
eller introduktionsydelse efter kapitel 5 i integrationsloven,
og når der er opnået tilsagn om beskæftigelse, uddannelse,
revalidering eller fleksjob.
Herudover er det fastsat, at der 3 år efter lovens ikrafttræden
foretages en fornyet revision af ordningen med henblik på at
vurdere om ordningen skal forlænges, gøres permanent eller om
den skal afskaffes, og der vil i forbindelse hermed blive
udarbejdet lovforslag vedr. denne ændring.
Ordningen indebærer en kompensation til fordringshaverne ved
anvendelse af de afsatte midler efter fradrag for
administration. Afregning til fordringshaverne sker 1 gang om
året og opgøres ved årets udgang. Kompensationbeløbet fordeles
forholdsmæssigt mellem de offentlige kreditorer, hvis
tilgodehavender bliver berørt af gældseftergivelsen.
Bevilling af gældseftergivelse sker på objektive kriterier,
hvorfor kompensationsprocenten er variabel inden for loftet på
10 pct. afhængig af, hvor megen gæld, der eftergives i et
kalenderår, hvor der er 25 mio. kr. til rådighed til
kompensation. Netop på grund af de objektive kriterier, er der
ikke nogen overgrænse for, hvor høj den samlede
gældseftergivelse i et givent år kan blive.
3.6.1.4. Baggrunden for og formålet
med forsøgsordningen for socialt udsatte grupper
Baggrunden for forsøgsordningen var, at en
spørgeskemaundersøgelse foretaget af Social Forsknings
Instituttet (SFI) viste, at gæld til det offentlige for de
svageste kontanthjælpsmodtagere kunne være en barriere for at
komme i beskæftigelse, fordi en evt. økonomisk fremgang som
følge af beskæftigelse ville blive mødt med krav om afdrag på
den offentlige gæld fra inddrivelsesmyndighederne, jf.
SFI-rapport 03:27. Samtidig er det er en forudsætning for at få
gældssanering efter de almindelige regler i konkursloven, at
skyldnerens økonomiske forhold er afklarede. Det betyder, at f.
eks. kontanthjælpsmodtagere normalt ikke kan opnå gældssanering
efter disse regler, da ledigheden anses for at være midlertidig
i og med kontanthjælp er en midlertidig ydelse.
Sigtet med ordningen er på forsøgsbasis i 4 år at etablere et
regelsæt, som giver mulighed for gennem eftergivelse af gæld til
det offentlige at fremme, at det økonomiske incitament til at
komme i arbejde for personer, der har været i langvarig
offentlig forsørgelse, ikke bliver fjernet ved krav om
tilbagebetaling af gæld, samtidig med at der skabes incitament
til at fastholde skyldneren i beskæftigelse. Forslaget skal ses
som et målrettet beskæftigelsesfremmende initiativ for de
langvarige kontanthjælpsmodtagere.
3.6.1.5. Status vedrørende
eftergivelse for socialt udsatte grupper 1 år efter ordningens
ikrafttræden
I loven blev indsat en revisionsbestemmelse, lovens § 16 j,
stk. 3, hvoraf det fremgår, at Skatteministeriet i samarbejde
med Velfærdsministeriet (tidligere Socialministeriet) et år
efter ordningens ikrafttræden skal foretage en vurdering af
afgrænsningen af ordningen. Baggrunden var, at det fandtes
hensigtsmæssigt efter et år at se på udnyttelsen af bevillingen,
herunder om der er behov for visse justeringer.
På baggrund af det første års erfaringer om forsøgsordningen er
der udarbejdet en status om antal og behandlingen af indkomne
ansøgninger pr. 18. februar 2008.
Under eftergivelse
Ophørt
I alt
Godkendte ansøgninger
53
4
57
Afslag formelle betingelser
107
Afslag anden årsag
23
Nye ansøgninger (ej behandlet)
21
Modtaget ansøgninger
208
Som det fremgår af oversigten er der det første år modtaget
alene 208 ansøgninger om eftergivelse af gæld til det
offentlige, og kun 57 ansøgninger blev imødekommet. Som det var
anslået ved forslagets fremsættelse i 2006 var det vurderet, at
20.000 personer kunne blive omfattet af ordningen, såfremt de
kom i beskæftigelse eller lign.
Afslagsgrunde:
Afslag på grund af formelle betingelser:
1) modtager
førtidspension eller arbejdsløshedsdagpenge
2) har ikke har
modtaget kontanthjælp m.v. uafbrudt i 4 år. Langt den
overvejende del af afslagene er givet, fordi ansøger ikke har
modtaget kontanthjælp uafbrudt i 4 år.
Afslag anden årsag:
Årsagen til at ansøgere, der har fået afslag på grund af det,
der ovenfor er anført som anden årsag, har for langt de flestes
vedkommende været, at de er kommet i beskæftigelse eller er
startet uddannelse før 15. marts 2006.
Kompensation:
Kompensationsprocenten for år 2007 er sat til det maksimale - 10
pct.. Kompensationen til kreditorerne fordeler sig således:
Modtager
Udbetalt (kr.)
Udbetalt i alt
Kommuner
218.139,90
SKAT
245.000,91
DSB - Metro Service
18.876,20
DR
23.464,13
Andre statslige kreditorer
71.155,16
576.636,30
3.6.2. Lovforslagets udformning
3.6.2.1. Generelle eftergivelsesregler
Det foreslås, at flytte hjemlen til eftergivelse af gæld til det
offentlige fra opkrævningsloven til denne lov og udvide reglerne
til at omfatte al gæld til det offentlige, der inddrives eller
vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, således
at målsætningen om ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af
offentlige restancer opfyldes vedrørende eftergivelse.
Eftergivelsesadgangen omfatter således både gæld, der er
overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse
og anden gæld til det offentlige, som fordringshaveren har
undladt at overdrage til inddrivelse f.eks. fordi
fordringshaveren har tilladt afdragsvis betaling eller henstand
på gælden.
Med udvidelsen af reglerne vil fordringstyper, hvor der i dag
ikke er hjemmel til eftergivelse blive omfattet af reglerne. Det
gælder således f.eks. gæld vedrørende sagsomkostninger i
straffesager og civilretlige krav f.eks. erstatninger for
hærværk samt tvangsbøder.
Formålet med at skabe mulighed for eftergivelse af alle
gældstyper er at sikre, at skyldner kan få en samlet ordning for
al gæld til det offentlige. Hvis der er særlige fordringstyper,
som ikke kan omfattes af en eftergivelsesordning, kan formålet
med eftergivelsen forspildes, idet skyldner trods eftergivelse
af en del af gælden fortsat vil være i en økonomisk trængt
situation.
De generelle regler sikrer dog at eftergivelse i almindelighed
ikke kan finde sted, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget
ved strafbare eller erstatningspådragende forhold.
Det foreslås, at bestemmelsen om at der skal lægges vægt på,
hvorvidt skyldneren udelukkende eller i overvejende grad har
gæld i form af offentlige restancer ændres således, at
restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis skyldneren har anden
betydelig gæld, kan nægte eftergivelse.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i denne situation henvise
skyldner til at søge om gældssanering efter konkurslovens
regler. Udgangspunktet bliver herved, at
restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive offentlig gæld,
selvom skyldner overvejende har gæld til private, men efter en
konkret vurdering kan give afslag på eftergivelse på grund af
gældssammensætningen og henvise skyldner til i stedet at søge
gældssanering ved skifteretten. Skyldner skal således henvises
til at søge gældssanering ved skifteretten, når det vurderes, at
det kun er gennem en gældssanering, at skyldner kan opnå en
varig forbedring af sine økonomiske forhold. Bestemmelsens
anvendelsesområde vil være tilfælde, hvor de private kreditorer
reelt har opgivet at inddrive gælden, således at det alene er
gælden til det offentlige, der er et problem for skyldner.
Udgangspunktet vil imidlertid fortsat være, at skifteretten
behandler sager, hvor skyldner har gæld både til private og
offentlige kreditorer, mens restanceinddrivelsesmyndigheden
behandler sager om eftergivelse, når skyldner primært har gæld
til det offentlige.
Bestemmelsen i § 15, stk. 6, foreslås i forbindelse med
flytningen af bestemmelsen til lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, justeret med henblik på en udvidelse af
anvendelsesområdet. Bestemmelsen, der giver mulighed for
eftergivelse, når ganske særlige forhold taler derfor, foreslås
ændret, så der kan ske eftergivelse, når særlige forhold taler
derfor. Bestemmelsen administreres meget restriktivt og anvendes
kun ved myndighedsfejl, ved force majeure og i force majeure
lignende situationer. Med den ændrede formulering er det
hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til eftergivelse
i videre omfang end hidtil i situationer, hvor der er særlige
forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke
kan ske efter de øvrige regler i opkrævningsloven, som ligeledes
flyttes til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Den
nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl,
force majeure og force majeure lignende forhold foreslås
opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være
situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk
trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold,
vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om
eftergivelse og dermed opretholde skyldforholdet.
Derudover vil der kunne være særlige forhold, der kan begrunde
hel eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, når
gældens beskaffenhed eller omstændighederne ved dens tilblivelse
sammenholdt med skyldnerens situation medfører, at skyldneren
vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation.
Det kan f.eks. være situationer, hvor det vurderes, at gælden
til det offentlige er en betydelig barriere for at opnå varig
tilknytning til arbejdsmarkedet.
Et andet eksempel på særlige forhold kan være, at skyldneren
ikke inden for de nærmeste år er i stand til at kunne opfylde
sine gældsforpligtelser, men ved tilvejebringelse af midler fra
3. mand bliver i stand til at betale en betydelig del af gælden,
hvorved han kan opnås en varig forbedring af sine økonomiske
forhold.
Et yderligere eksempel på en situation, hvor det kan virke
urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse af
gæld, kan være eftergivelse af skattekravet vedrørende
indsamlinger eller legater til godgørende formål, der vil
forspildes, hvis kravet vedrørende skat fastholdes. Det kan
f.eks. være folkeindsamlinger til en operation, der kun kan
udføres i udlandet, indsamlinger til en dusør for oplysninger,
der kan føre til, at en forsvundet person bliver fundet eller et
legat til sanering af gæld.
3.6.2.2. Tilskud til tilbagebetaling
af studiegæld og eftergivelse af studiegæld
Det foreslås i det hermed samtidig fremsatte lovforslag om
ændring af forskellige love, at særreglerne om tilskud til
tilbagebetaling af statsgaranterede studielån og om eftergivelse
af studiegæld ophæves. Reglernes formål var at lette situationen
for personer med store statsgaranterede studielån og var
begrundet i det høje renteniveau i 1970erne og begyndelsen af
1980erne. I 1998 blev der mulighed for, at lade Økonomistyrelsen
overtage lånene på samme vilkår, som pengeinstitutternes. Renten
på disse lån blev herefter fastsat i forhold til Ciborrenten for
6 måneder. Renten er pt. på 5 pct.. De fleste pengeinstitutter
har rentemæssigt lagt sig tæt op af Økonomistyrelsens
renteniveau. Renten på de lån, der misligholdes, er pt. 5,5
pct.. Muligheden for at optage statsgaranterede studielån
ophørte i 1993. Denne type lån har således ikke kunnet optages
de seneste 15 år. Dette sammenholdt med, at garantien og den
normale afviklingsperiode er 15 år, gør at reglerne nu foreslås
ophævet.
Antallet af tilbageværende statsgaranterede studielån er stærkt
faldende. Lån under ordinær afvikling er således faldet fra
3.311 i 2005 til 1.162 i 2008. Heraf er der alene 131 lån, der
fortsat er i et pengeinstitut, mens 1031 administreres i
Økonomistyrelsen. Antallet af misligholdte statsgaranterede lån
er i samme periode faldet fra 12.313 til 9.323.
I konsekvens af at antallet af statsgaranterede studielån
falder, falder også antallet af personer, der får tilskud til
tilbagebetalingen. Antallet af tilskudsmodtagere udgjorde i
tilskudsåret 2005/2006 402. I tilskudsåret 2008/2009 er dette
antal faldet til 131 personer. Det samlede tilskudsbeløb udgør
ca. 2 mio. kr. svarende til gennemsnitligt 15.000 kr. årligt pr.
tilskudsmodtager. Antallet af personer, der i 2007 fik
studiegæld eftergivet helt eller delvist, udgjorde 777. I alt
blev der eftergivet for 140 mio. kr.
Forslaget om ophævelse af særreglerne vedrørende studiegæld skal
ses som et led i harmoniseringen af eftergivelsesreglerne.
Studiegæld vil fortsat kunne eftergives efter de generelle
regler om eftergivelse, hvor adgangen til eftergivelse samtidig
foreslås udvidet.
3.6.2.3. Eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper
Som det fremgår af ovenstående er ordningen anvendt i meget
begrænset omfang i forhold til forventningerne. I alt har 57
ansøgere opfyldt betingelserne for at opnå gældseftergivelse,
hvilket er langt under det estimerede tal (20.000 i
bruttomålgruppen) i forbindelse med den nugældende lovs
fremsættelse.
På den baggrund foreslås det efter en vurdering af gældende
lovgivning at gennemføre en lempelse af betingelserne for
opnåelse af eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt
udsatte grupper, således at flere personer vil kunne blive
omfattet af ordningen.
Det foreslås derfor, at perioden, hvor skyldnere skal have været
på overførselsindkomst i uafbrudt 4 år, ændres til 3 år over en
4 årig periode. Som det fremgår af erfaringerne efter et år fra
forsøgsordningens ikrafttræden, er netop den uafbrudte 4 års
periode på overførselsindkomst en barriere for at blive omfattet
af gældseftergivelsesordningen, idet nogle skyldnere i kortere
eller længere perioder har været i arbejde, aktivering eller
lign.
Samtidig foreslås, at gældsafviklingsperioden nedsættes fra 5 år
til 4 år, således at incitamentet til at forblive i
beskæftigelse m.v. for at få hele gælden afviklet hurtigst
muligt bliver intensiveret.
Endelig foreslås det at udvide målgruppen til også at omfatte
skyldnere, der har været på arbejdsløshedsdagpenge, men som nu
er overgået til kontanthjælp. Efter de beregninger, der er
foretaget efter et udtræk fra DREAM-registeret, vil
bruttomålgruppen blive på ca. 55.000 personer. Det antages, at
ca. 56 pct. af disse personer har gæld til det offentlige,
hvilket giver en potentiel målgruppe på ca. 31.000 personer.
Hverken en udvidelse af målgruppen eller en afkortning af
eftergivelsesperioden vil have økonomiske konsekvenser for det
offentlige, da der fortsat er 25 mio. kr. årligt til rådighed i
ordningen, uanset hvor mange personer, der er berettiget til
gældseftergivelse. Øget brug af ordningen vil således alene
påvirke størrelsen af det beløb, kreditorerne vil modtage. Det
er ikke hensigten at ændre på den maksimale kompensation til
kreditorerne på 10 pct.
Den gældende bekendtgørelse om ikrafttræden af visse
bestemmelser i lov om ændring af lov om eftergivelse af gæld for
socialt udsatte grupper nr. 34 af 9. januar 2007, jf. § 16 j,
stk. 2, vil blive ændret i konsekvens af de foreslåede ændringer
i loven.
3.7. Afskrivning af gæld i forhold til
skyldner
3.7.1. Gældende ret
Udgangspunktet i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse
er, at fordringer samt renter og omkostninger, som inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden skal forsøges inddrevet ved
anvendelse af samtlige de inddrivelsesmidler, lovgivningen
stiller til rådighed.
En statslig fordring kan afgangsføres i statsregnskabet efter
budgetvejledningens regler herom. Fordringen er fortsat
retskraftig i forhold til skyldner. Fordringer, der er
afgangsført i statsregnskabet, skal som udgangspunkt fortsat
holdes i live. Det vil sige, at der skal foretages
forældelsesafbrydende skridt for at hindre, at der indtræder
forældelse. Indbetalinger på afgangsførte fordringer posteres
som en ekstraordinær indtægt i statsregnskabet.
En fordring, der helt eller delvist er ophørt, f.eks. som følge
af eftergivelse, forældelse eller akkord, afskrives endeligt.
Det vil sige, at fordringen ikke længere er retskraftig i
forhold til skyldner.
Der er i dag forskellige regler og praksis for afskrivning af
fordringer afhængig af fordringstype. De regler og den praksis,
der var gældende før samlingen af restancer i
restanceinddrivelsesmyndigheden, finder således fortsat
anvendelse.
3.7.1.1. Statslige fordringer
Det fremgår af Budgetvejledningen, afsnit 2.4.6, at udgifter til
afskrivning eller nedskrivning af en fordring kan afholdes, når
fordringen er overdraget til SKAT til inddrivelse. For
fordringer, som ikke er afskrevne, kan udgifter afholdes, når
det er konstateret, at inddrivelsen helt eller delvist er
udelukket. Vedrørende afskrevne fordringer skal der med passende
mellemrum og inden forældelsesfristens udløb indhentes
oplysninger om skyldnerens økonomi med henblik på eventuel
genoptagelse af inddrivelsen. Dette gælder dog ikke, hvis det må
anses for åbenbart formålsløst eller er forbundet med
uforholdsmæssige omkostninger.
3.7.1.2. Arbejdsmarkedsbidrag,
skatte-, told-, afgifts-, og administrative bøder
Der er administrativt fastsat nærmere regler for endelig
afskrivning af arbejdsmarkedsbidrag, skatte-, told-, afgifts-,
og bødebeløb samt renter og omkostninger. Reglerne fremgår af
SKATs Inddrivelsesvejledning. I tilfælde, hvor inddrivelsen
skønnes forgæves på længere sigt, eller omkostningerne forbundet
med inddrivelsen må anses for uforholdsmæssigt store, kan SKAT,
som restanceinddrivelsesmyndighed efter en konkret vurdering
endeligt afskrive en fordring bestående af
-
Arbejdsmarkedsbidrag
- Personskatter
- Restancer
vedrørende afmeldte afgiftspligtige virksomheder (Told, moms,
øvrige afgifter, A-skatter, renter og omkostninger)
efter de nedenfor nævnte regler.
Beløbsgrænserne vedrører den samlede fordring inkl. renter og
omkostninger:
- Samlede
fordringer på højst 1.000 kr. kan endeligt afskrives, når der
forgæves er rykket for beløbet mindst én gang.
- Fordringer på
1.001 kr. - 5.000 kr. skal forsøges inddrevet. Såfremt
inddrivelsesforsøg er forgæves, skal der tages stilling til, om
der skal foretages et nyt inddrivelsesforsøg. Såfremt
inddrivelsen skønnes at være udsigtsløs eller forbundet med
uforholdsmæssigt store omkostninger, kan beløbet endeligt
afskrives.
- Fordringer på
5.001 kr. - 25.000 kr. skal forsøges inddrevet. Såfremt
inddrivelsesforsøg er forgæves, undersøges én gang årligt
muligheden for lønindeholdelse, indtil der under hensyn til
forældelsesfristen skal tages stilling til, om der skal
foretages et nyt inddrivelsesforsøg. Såfremt inddrivelsen
skønnes at være udsigtsløs eller forbundet med uforholdsmæssigt
store omkostninger, kan beløbet endeligt afskrives.
- Fordringer på
over 25.001 kr. må som udgangspunkt ikke endeligt afskrives.
Dette gælder dog ikke, hvis inddrivelsen må anses for åbenbart
formålsløs eller er forbundet med uforholdsmæssige
omkostninger/ressourceanvendelse set i lyset af restancens
størrelse, alder og beskaffenhed i øvrigt. Disse beløb
afgangsføres som uerholdelige, og umiddelbart før fordringen
forældes, vurderes det, om inddrivelsen stadig vil være
formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssigt store
omkostninger. Hvis dette er tilfældet, undlades yderligere
inddrivelsesskridt, således at kravet forældes, hvorefter det
endeligt kan afskrives. I modsat fald foretages
inddrivelsesskridt for at afbryde forældelsen.
Fordringer for igangværende virksomheder på under 1.000 kr. kan
en gang årligt endeligt afskrives, når der er forløbet mindst 6
måneder efter, at rykning for fordringen har fundet sted. Dette
gælder ikke egne arbejdsmarkedsbidrag og personskatter. SKAT er
bemyndiget til ikke at foretage skønsmæssige tilsvar og
foreløbige fastsættelser vedrørende afgiftspligtige juridiske
personer, hvor enhver aktivitet er ophørt, og direktion og
eventuel bestyrelse er forsvundet eller fraflyttet til udlandet
(teknisk afmelding).
3.7.1.3. Øvrige statslige restancer (statslige restancer bortset fra
restancer vedrørende skat, arbejdsmarkedsbidrag, moms, told og
afgifter).
Det fremgår af tekstanmærkning nr. 104 til finansloven 2008,
§ 9, at usikrede fordringer kan udgå af regnskabet som
uerholdelige, selv om forældelse ikke er indtrådt, hvis det
godtgøres, at skyldner ikke er eller vil blive i stand til at
betale nogen del af det skyldige beløb. Skatteministeren kan
ligeledes træffe aftale med skyldneren om afgørelse af
fordringer mod betaling af et mindre beløb.
3.7.1.4. Kommunale krav
Der findes for så vidt angår kommunale krav i lovgivningen
enkelte bestemmelser om afskrivning af krav. Som eksempel herpå
kan nævnes § 51, stk. 1, i boligstøtteloven (lov nr. 552 af 2.
juni 2006) hvorefter "Inddrivelsesmyndigheden kan afskrive
tilbagebetalingskravet, når det skønnes, at der inden for en
rimelig årrække efter kravets fremsættelse ikke er økonomisk
mulighed for et gennemføre kravet. Afgørelsen kan ikke påklages
til anden administrativ myndighed."
3.7.1.5. Bortfald af fordringer
Herudover findes der i lovgivningen enkelte bestemmelser om
bortfald af en fordring. Som eksempel herpå kan nævnes § 11,
stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1341 af 4. december 2007 om
kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik. I henhold til denne bestemmelse bortfalder
et tilbagebetalingskrav, når der er gået 3 år efter hjælpens
ophør uden, at der har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet.
3.7.1.6. Civilretlige krav
Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver krav, der hviler på et
privatretligt eller civilretligt grundlag. Som eksempel på
sådanne krav kan nævnes ægtefællebidrag og børnebidrag, der ikke
er forskudsvist udlagt af det offentlige.
Restanceinddrivelsesmyndigheden har imidlertid pligt til, at
være den bidragsberettigede part behjælpelig med inddrivelsen af
misligholdte bidrag. Endvidere inddriver
restanceinddrivelsesmyndigheden krav, som en offentlig myndighed
har enten i form af et erstatningskrav udenfor kontrakt, fordi
en borger har begået en erstatningspådragende handling i forhold
til den offentlige myndighed, eller et erstatningskrav indenfor
kontrakt, fordi en kontrakt som den offentlige myndighed har
indgået er misligholdt. Der er ikke i den nuværende lovgivning
eller praksis adgang til at restanceinddrivelsesmyndigheden kan
afskrive sådanne krav. Denne kompetence tilkommer alene den
enkelte fordringshaver.
3.7.1.7. Bøder
Der findes ikke egentlige afskrivningsregler vedrørende bøder i
henhold til straffeloven. Derimod findes der specielle regler om
forældelse af bøder. Efter straffelovens § 97 a, stk. 1,
forældes bøder på 10.000 kr. og derunder på 5 år, mens
forældelsesfristen på bøder over 10.000 kr. er 10 år, medmindre
der forinden er indgivet begæring om udlæg. Det gælder dog for
bøder, at udlæg foretaget inden forældelsesfristens udløb alene
afbryder forældelsen, hvis udlægget fremmes til auktion uden
ugrundet ophold.
3.7.2. Lovforslagets udformning
Det foreslås, at indføre regler, der i videre omfang end det er
tilfældet i dag, giver mulighed for, at fordringer kan afskrives
i forhold til skyldner. Den samlede restancemasse, som er til
inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, udgør i dag ca.
47 mia. kr. Imidlertid er en betydelig del af denne
restancemasse reelt ikke inddrivelig. Ved at afbryde forældelsen
kan fordringer holdes retskraftige i adskillige år, selvom
fordringerne ikke kan forventes tilbagebetalt hverken helt eller
delvist.
Formålet med at fastsætte regler om afskrivning og regler om,
hvornår afbrydelse af forældelse kan undlades og fordringer
dermed ophøre i forhold til skyldner er, at harmonisere reglerne
om afskrivning af fordringer, som det offentlige er kreditor
for, så det sikres, at der gælder samme regler og praksis for
afskrivning uanset fordringens art. Det er endvidere formålet,
at sikre at der fokuseres på de restancer, der reelt er mulighed
for at inddrive, og at der ikke anvendes unødige ressourcer på
at holde ikke-inddrivelige fordringer i live. Faste regler for
afskrivning af restancer vil således være et væsentligt element
i en effektiv restanceinddrivelse. I det omfang, der
systemmæssigt vil være mulighed for at overvåge skyldners
økonomiske forhold og registrere de inddrivelsesmidler, der er
anvendt for at inddrive fordringen, vil det være muligt
automatisk at vurdere, om en fordring vil kunne inddrives, og om
der skal foretages afbrydelse af forældelse, eller om fordringen
kan ophøre i forhold til skyldner. Det er således ikke på sigt
hensigten, at der for hver enkelt fordring umiddelbart forud
for, at der vil indtræde forældelse, skal foretages en konkret
og manuel vurdering af om, der skal foretages
forældelsesafbrydende skridt. Det forudsættes derimod, at det
systemmæssigt skal sikres, at alle fordringer inddrives med de
inddrivelsesmidler, der vil være de sædvanlige for den
pågældende fordring. Yderligere forudsættes det, at dette vil
indebære, at der inddrivelsesmæssigt er foretaget, det der er
muligt, og at der derfor kan ske systemmæssig afskrivning af
restancer, der ikke er inddrivelige, når disse forælder. Det
foreslås derfor, at skatteministeren skal kunne fastsætte
nærmere regler for, hvornår afbrydelse af forældelse kan
undlades.
De kriterier, der vil indgå i vurderingen af, om en fordring
skal holdes i live eller ophøre kan bl.a. være: om der er sket
betaling på fordringen eller andre fordringer, som skyldner har
til inddrivelse, om fordringen har været forsøgt inddrevet med
sædvanlige inddrivelsesmidler, om skyldner har betalingsevne, om
skyldner ejer aktiver, og om der er knyttet særlige
inddrivelsesmidler til fordringen f.eks. fortrinsret i fast
ejendom. Det er således hensigten, at der ved fastsættelse af
kriterierne tages udgangspunkt i, om inddrivelse af gælden er
åbenbart formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssige
omkostninger i stedet for, som det i dag er tilfældet for visse
fordringstyper, i gældens størrelse.
Indtil Det Fælles Inddrivelsessystem (EFI) sættes i drift vil
vurderingen af om, der skal foretages forældelsesafbrydende
skridt, fortsat i vidt omfang blive foretaget manuelt.
De fleste krav, der er til inddrivelse i
restanceinddrivelsesmyndigheden, forældes efter 3 år. Hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden inden for denne periode overfor
skyldner har afgivet påkrav om betaling eller fastsat en
afdragsordning, rykket for betaling, forsøgt lønindeholdelse og
undersøgt om der er aktiver, der kan foretages udlæg i, uden at
dette har ført til nogen form for indbetaling på gælden, skal
der for disse krav som udgangspunkt ikke ske afbrydelse af
forældelsen eller kun ske afbrydelse af forældelse én gang. Hvis
der er andre forhold, der viser, at gælden vil kunne inddrives
på lidt længere sigt, f.eks. hvis skyldner har betalingsevne,
men denne anvendes på en anden fordring, eller hvis det f.eks.
må formodes, at der er udsigt til, at gælden vil kunne inddrives
ved modregning, skal der ske afbrydelse af forældelsen.
Forældelse afbrydes ved skyldners erkendelse og ved
lønindeholdelse. Det indebærer, at der almindeligvis sker
afbrydelse af forældelsen på krav, der er under afvikling, når
omstændighederne ved opkrævningen er sådan, at indbetaling kan
betragtes som en erkendelse af gælden eller gælden inddrives ved
lønindeholdelse. Der indtræder derfor ikke forældelse for de
krav, der er inddrivelige.
Hvis skyldner har aktiver, der kan foretages udlæg i, vil der
blive foretaget udlæg, hvorved forældelsen afbrydes.
Forslaget indebærer således ikke, at fordringer, der vil kunne
inddrives på længere sigt, afskrives. Der er alene tale om, at
fordringer, der ikke er inddrivelige, hverken på kort eller
langt sigt, afskrives.
Afskrivningsbestemmelsen skal finde anvendelse for alle krav,
der tilkommer det offentlige og inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset hvem der er
fordringshaver for kravet. Bestemmelsen skal således også finde
anvendelse for kommunale og sociale krav, hvor der i dag ikke
eksisterer hjemmel til afskrivning. Derimod skal bestemmelsen
ikke finde anvendelse på private og udenlandske krav.
3.8. Klage
3.8.1. Gældende ret
Fordringer, der overdrages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, skal være uomtvistede. Det
indebærer, at fordringshaveren skal sørge for at evt. tvister om
kravets eksistens eller størrelse skal være afklaret inden en
fordring overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden til
inddrivelse. Hvis det først kommer frem efter overdragelsen, at
skyldner har indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse,
f.eks. i forbindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens første
henvendelse til skyldner, sender restanceinddrivelsesmyndigheden
indsigelserne til fordringshaveren til afklaring. Denne
snitflade har givet anledning til tvivl om, hvorvidt
Landsskatteretten kan behandle spørgsmål om kravets eksistens
eller størrelse.
Indsigelser vedrørende kontrolafgifter om berettigelsen af en
afgørelse om lønindeholdelse og om en gennemført modregning
behandles af fogedretten. Fogedretten træffer endvidere
afgørelse om kravets berettigelse. Reglerne findes i dag i de
særlove, der fastsætter regler om kontrolafgiften.
3.8.2. Lovforslagets udformning
For at fjerne tvivl om, hvorvidt Landsskatteretten kan træffe
afgørelse om kravets eksistens og størrelse, foreslås det, at
bestemmelsen om klage til Landsskatteretten præciseres, således
at det direkte af bestemmelsen fremgår, at klager over
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af
fordringer kan indbringes for Landsskatteretten, herunder om
kravets eksistens og størrelse, når dette spørgsmål vedrører
restanceinddrivelsesmyndighedens administration.
Indsigelser om kravets eksistens eller størrelse kan opstå længe
efter overdragelsen og vedrøre selve inddrivelsesforløbet.
Eksempelvis kan spørgsmålet blive rejst i forbindelse med en
klage over modregning, hvor skyldner gør gældende, at fordringen
eller en del af fordringen er betalt til
restanceinddrivelsesmyndigheden, og at modregning for den
pågældende fordring derfor er uberettiget eller delvist
uberettiget. Et andet eksempel, hvor spørgsmålet om kravets
eksistens eller størrelse relaterer sig til
restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesarbejde, kan være i
forbindelse med forældelse. Hvis skyldner i en klage gør
gældende, at kravet ikke eksisterer, fordi der er indtrådt
forældelse, vil spørgsmålet herom kunne relatere sig til
restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesarbejde, hvis
forældelse er indtrådt eller hævdes at være indtrådt efter at
fordringen er overdraget. Om kravet eksisterer eller er ophørt
ved forældelse vil således kunne bero på, om
restanceinddrivelsesmyndigheden har afbrudt forældelsen. I disse
situationer vil det være naturligt, at Landsskatteretten kan
tage stilling til indsigelser om kravets eksistens eller
størrelse, da spørgsmålet vedrører
restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesarbejde. Det ville
være både urimeligt og uhensigtsmæssigt, hvis det var
fordringshaveren, der skulle søge sådanne tvister afklaret.
Reglerne om indsigelser om kontrolafgifter foreslås flyttet fra
færdselsloven, radio- og fjernsynsloven, lov om jernbane og lov
om trafikselskaber til denne lov.
Baggrunden for at flytte reglerne er at indsigelser skal
fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden. Det findes
derfor naturligt, at reglerne placeres sammen med de øvrige
klageregler i inddrivelsesloven.
4. Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner
Ingen.
5. Administrative konsekvenser for
stat, regioner og kommuner
Ingen.
6. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens
Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en
vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR vurderer ikke, at
forslaget indeholder administrative konsekvenser, og det bør
derfor ikke forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel.
7. Administrative konsekvenser for
borgerne
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.
8. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Høring
Et udkast til lovforslag er den 3. juli 2008 med høringsfrist
den 25. august 2008 sendt i høring hos følgende myndigheder og
organisationer:
Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Handel
og Service, Dansk Industri, Dansk Iværksætter Forening, Dansk
Landbrug, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Told & Skatteforbund,
Datatilsynet, Den Danske Skatteborgerforening, Finansrådet,
Finanstilsynet, Forbrugerrådet, Foreningen af pantefogeder i
Danmark, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen
Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer, Forsikring
& Pension, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,
Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark (LO),
Nationalbanken, Realkreditrådet og Skatterevisorforeningen.
Forslaget vedrørende eftergivelse for socialt udsatte grupper er
desuden den 15. september med høringsfrist den 29. september
sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Ankestyrelsen, Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes
Landsforbund, FOA - Fag og Arbejde, Landsforeningen Sind,
Landsforeningen Bedre Psykiatri, Landsforeningen af tidligere og
nuværende Psykiatribrugere LAP, SAND, Rådet for Socialt Udsatte,
Landsforeningen af VæreSteder, SBH - sammenslutningen af
boformer for hjemløse i Danmark, Centerlederforeningen,
Brugerforeningen for aktive misbrugere.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
regioner
Ingen.
Ingen.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner
og regioner
Ingen.
Ingen.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen.
Ingen.
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen.
Ingen.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen.
Ingen.
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen svarer til § 1 i lov nr. 429 af 6. juni 2005.
Stk. 2 blev indsat ved lov nr. 307 af 19. april 2006.
Bestemmelsen fastsætter, at lovens anvendelsesområde er samtlige
fordringer med tillæg af renter, gebyrer, afgifter og andre
omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige,
herunder foruden fordringer, der tilkommer det offentlige, også
fordringer, som det offentlige inddriver på vegne af andre
f.eks. underholdsbidrag. Også udenlandske krav, der inddrives i
Danmark, og danske krav, der inddrives i udlandet, skal
behandles af restanceinddrivelsesmyndigheden
Det "offentlige" skal forstås bredt, således at eksempelvis
fordringer fra statsvirksomheder, nettostyrede virksomheder,
indtægtsdækkede virksomheder, selvejende institutioner,
institutioner med mindre supplerende virksomhed og særlige fonde
er omfattet af lovens anvendelsesområde. Loven dækker således
både offentligretlige og civilretlige fordringer.
Bestemmelsen udvides med en bemyndigelse til skatteministeren
til at fastsætte, at loven desuden finder anvendelse på
fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov.
Bemyndigelsen tænkes udnyttet til at fastsætte, at fordringer
fra private kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden,
når fordringen vedrører en opgave, der udføres for det
offentlige eller der i øvrigt er offentlig regulering af
opgaven, f.eks. tilbagebetalingskrav fra A-kasser, krav på
kontrolafgift fra trafikselskaber, fordringer fra private
klagenævn og krav fra Landsbyggefonden og Byggeskadefonden samt
krav fra Grundejernes Investeringsfond.
Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver allerede i dag denne
type fordringer. Som følge af ophævelsen af bestemmelser i
særlove om at fordringer kan inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden, vil bemyndigelsen blive
udnyttet til at præciseres, at restanceinddrivelsesmyndigheden
fortsat kan inddrive disse fordringstyper.
Bestemmelsen i stk. 2, omhandler en situation, hvor told- og
skatteforvaltningen har modtaget en anmodning fra en udenlandsk,
færøsk eller grønlandsk kompetent myndighed om bistand til at
opkræve eller inddrive et skattekrav fra det pågældende land
m.v. Efter dansk ret forstås ved opkrævning udsendelse af
opkrævninger og regninger m.v. til borgere og virksomheder m.fl.
og kontrol af, om betaling finder sted inden for den fastsatte
betalingsfrist samt eventuelt efterfølgende udsendelse af
rykkere. Inddrivelse forstås som anvendelse af lovgivningens
forskellige midler til tvangsinddrivelse, som eksempelvis
udpantningsret, lønindeholdelse, indtrædelsesret, modregning,
indgivelse af konkursbegæring og frivillige betalingsordninger.
Bestemmelsen medfører, at når en kompetent myndighed i et andet
land, Færøerne eller Grønland anmoder told- og
skatteforvaltningen om bistand til at inddrive et skattekrav
m.v., kan told- og skatteforvaltningen anvende samme retsmidler,
som den ville anvende til inddrivelse af et tilsvarende dansk
krav.
Det medfører, at told- og skatteforvaltningen kan anvende dansk
lovgivnings forskellige midler til tvangsinddrivelse, for
eksempel frivillige betalingsordninger, lønindeholdelse,
indtrædelsesret, modregning, udpantningsret og indgivelse af
konkursbegæring.
Told- og skatteforvaltningen kan under hensyn til den enkelte
bistandsaftale tillade betaling i rater af udenlandske
skattekrav m.v.
Told- og skatteforvaltningen kan også foretage sikringsakter med
henblik på at sikre muligheden for senere inddrivelse af
udenlandske skattekrav m.v.
I stk. 3 fastslås, at gældende regler vedrørende opkrævning og
inddrivelse vedrørende de enkelte fordringer i særlovgivningen
fortsat skal finde anvendelse. Regler om opkrævning i anden
lovgivning vil således fortsat gælde for de pågældende
fordringstyper, ligesom der fortsat i et vist omfang vil være
inddrivelsesregler i anden lovgivning, der fortsat finder
anvendelse.
Til § 2
Bestemmelsen svarer til § 2 i lov nr. 429 af 6. juni 2005.
Stk. 6 blev indsat ved lov nr. 346 af 18. april 2007.
I stk. 1 fastslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden er
skatteministeren eller den ministeren bemyndiger dertil. Som
følge af ophævelsen af bestemmelser i særlove om at fordringer
kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden præciseres det,
at restanceinddrivelsesmyndigheden forestår inddrivelsen af gæld
til det offentlige.
I bestemmelsen fastlægges snitfladen og kompetenceforholdet
mellem de kommunale og statslige fordringshavere på den ene side
og restanceinddrivelsesmyndigheden på den anden.
Det foreslås således, at de enkelte fordringshavere som hidtil
skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder også
rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom.
Hvis der er tvist om kravets eksistens eller størrelse, skal
tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.
Hvis en fordring er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses
tvivl om kravets eksistens, vil indsigelsen skulle behandles af
fordringshaveren med henblik på en afklaring af spørgsmålet.
Det foreslås med henvisningerne til §§ 17 og 18 i stk. 2
præciseret, at fordringshaveren alene behandler indsigelser, der
vedrører kravets oprindelige eksistens og størrelsen af kravet,
da det blev overdraget til inddrivelse. Klage over kravets
eksistens og størrelse, der relaterer sig til inddrivelsen
f.eks. om kravet er betalt, kan indbringes for
Landsskatteretten, der træffer afgørelse herom, jf. forslagets
§ 17. For krav på kontrolafgifter er det fogedretten, der
træffer afgørelse om kravets berettigelse, uanset om indsigelsen
vedrører kravets oprindelige berettigelse eller forhold, der er
indtrådt under inddrivelsen jf. forslagets § 18.
Det er en betingelse for overdragelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes
skriftligt af fordringshaveren om overdragelsen. Det kan i
praksis ske på den sidste rykkerskrivelse eller på bekræftelsen
af en indgået afdragsordning eller lignende. På tilsvarende vis
skal fordringshaveren give skyldneren besked, hvis fordringen
"tilbagekaldes" og der ydes henstand.
Bestemmelsen foreslås endvidere udvidet, således at
restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser om
kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning.
Udgangspunktet er fortsat, at indsigelser om kravet ikke
medfører, at inddrivelsen sættes i bero. Er der imidlertid
begrundet formodning for, at kravet ikke er opgjort korrekt
eller ikke eksisterer, skal restanceinddrivelsesmyndigheden
kunne sætte inddrivelsen i bero, indtil der er en afklaring om,
hvorvidt kravet eksisterer og om størrelsen af kravet. Hvis
tvisten mellem fordringshaveren og skyldneren ikke afklares
inden rimelig tid skal restanceinddrivelsesmyndigheden kunne
afvise, at have kravet til inddrivelse og tilbagesende det til
fordringshaveren. Bestemmelsen skal sikre, at
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke skal have fordringen
registreret i meget lang tid, uden at fordringshaveren foretager
sig noget for at afklare tvisten. Fordringshaveren kan på et
senere tidspunkt, når kravet er uomtvistet, på ny overdrage
kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Bestemmelsen i § 2, stk. 2, berører ikke statsforvaltningernes
og Familiestyrelsens adgang til at suspendere en
bidragsafgørelse eller tillægge en klage over en
bidragsafgørelse opsættende virkning.
De enkelte fordringer forrentes efter gældende regler, jf.
forslaget i § 1, stk. 2. Rentetilskrivningen forestås og
indberettes af de enkelte fordringshavere. Skatteministeren
fastsætter i medfør af den foreslåede bemyndigelse i stk. 6
nærmere regler herom bl.a. under hensyntagen til de IT-tekniske
muligheder, indtil et nyt samlet restancesystem kan tages i
brug.
I stk. 3 præciseres det, at de kommunale og statslige
fordringshavere efter anmodning fra skyldneren har mulighed for
at tillade afdragsvis betaling som led i opkrævningsarbejdet.
Det er tanken, at fordringshaveren pr. kulance under hensyn til
det skyldige beløbs størrelse skal kunne bevilge skyldneren en
udvidet betalingsfrist (henstand), hvis der f.eks. foreligger
midlertidige likviditetsproblemer. Der kan også være tale om at
indgå en betalingsaftale med skyldneren, hvor f.eks. et
forfaldent beløb kan afdrages i rater. Fordringshaverne kan
endvidere give henstand inden for en rimelig tidsramme og under
hensyntagen til gældens størrelse.
Bestemmelsen i stk. 3, hvorefter afgørelser om afdragsvis
betaling eller henstand ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed, viger for regler i anden lovgivning jf.
§ 1, stk. 3. Det gælder således f.eks. reglen i lov om
opkrævning af underholdsbidrag § 23 a, stk. 1, hvorefter
kommunens afgørelser efter lov om opkrævning af
underholdsbidrag, herunder afgørelser vedrørende afdragsvis
betaling eller henstand, kan påklages til det sociale nævn af
bidragsbetaleren og bidragsmodtageren.
Det er efter stk. 4 en betingelse for overdragelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes
skriftligt af fordringshaveren om overdragelsen. I praksis kan
underretningen ske som led i opkrævningsproceduren, f.eks. på
selve opkrævningen eller - såfremt der praktiseres en
rykkerprocedure - sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen.
Det foreslås, at underretning til skyldner om overdragelse af
kravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, kan undlades, hvis
det må antages, at muligheden for at opnå dækning for kravet
ellers vil blive væsentligt forringet. Den absolutte hovedregel
er fortsat, at fordringshaveren inden overdragelsen af
fordringer til inddrivelse, skriftligt skal underrette skyldner
om overdragelsen. Forslaget om, at underretning kan undlades, er
alene møntet på situationer, hvor det må antages at være
nødvendigt at sikre kravet ved hurtig foretagelse af udlæg,
arrest eller indgivelse af konkursbegæring.
Efter stk. 5 skal de enkelte fordringshavere, hvis de bliver
bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret væsentligt efter
overdragelse af fordringen underrette
restanceinddrivelsesmyndigheden herom. Fordringshaverne kan i
den forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at
tilbagesende sagen med henblik på, at fordringshaveren kan
tillade afdragsvis betaling eller henstand. Fordringshaveren
skal give skyldneren besked, hvis fordringen efter anmodning
tilbagesendes. Fordringer omfattet af refusionsret fra
statskassen kan dog ikke sendes tilbage til fordringshaveren,
eller den, der på vegne af fordringshaveren, har forestået
opkrævningen.
Som alternativ til en tilbagesendelse af fordringen til
fordringshaveren kan fordringshaveren anmode
restanceinddrivelsesmyndigheden om at tillade afdragsvis
betaling eller henstand. Hvis skyldnerens økonomiske forhold
bedres, kan fordringshaveren anmode
restanceinddrivelsesmyndigheden om, at inddrivelsen
intensiveres.
Adgangen i stk. 6 til at kalde krav tilbage fra
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning skal
sikre, at opkrævningsmyndigheden kan foretage modregning for en
række krav, for hvilke der er fastsat særlige regler om, at
modregning kan ske i nærmere angivne udbetalinger fra det
offentlige.
Eksempler på sådanne bestemmelser er lov om individuel
boligstøtte § 49, stk. 1, hvorefter krav på tilbagebetaling af
boligstøtte kan modregnes i fremtidig boligsikring og
boligydelse, § 50, stk. 1, i samme lov, hvorefter for meget
udbetalt pension kan modregnes i boligstøtten og § 32 i lov om
social pension, hvorefter for meget udbetalt pension og
boligstøtte kan fratrækkes i pensionen.
Modregning sker i disse tilfælde som altovervejende hovedregel
under opkrævningen, og kravene bliver i givet fald slet ikke
oversendt til inddrivelse. Det kan imidlertid forekomme, at
muligheden for modregning først bliver aktuel efter
oversendelsen af et krav til inddrivelse. Tilsvarende kan det
forekomme, at opkrævningsmyndigheden først efter oversendelsen
bliver opmærksom på muligheden for at modregne i løbende
udbetalinger af eksempelvis boligstøtte eller pension. Med
forslaget sikres, at opkrævningsmyndigheden i disse tilfælde kan
kalde kravet tilbage fra inddrivelse med henblik på at
gennemføre modregning for kravet.
Tilbagekaldelse er betinget af, at der består en aktuel adgang
til at foretage modregning for det krav, der kaldes tilbage.
Tilbagekaldelse er derimod ikke betinget af, at kravet kan
dækkes fuldt ud ved den forestående modregning. Er der alene
mulighed for modregning for en del af kravet, kan
tilbagekaldelsen begrænses hertil.
I stk. 7 bemyndiges skatteministeren til at fastsætte nærmere
regler om fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder om størrelsen af
fordringer, der kan tillades afdragsvis betaling eller gives
henstand med betalingen af, og om varigheden af betalings- og
henstandsordninger. Bemyndigelsen omfatter adgang til at
fastsætte regler om, at fordringer skal overdrages i elektronisk
form.
Det foreslås, at udvide bemyndigelsen til skatteministeren til
at omfatte adgang til at fastsætte en bagatelgrænse for
størrelsen af krav, der kan overdrages til inddrivelse.
Omkostningerne ved modtagelse, registrering og inddrivelse af
beløb af helt bagatelagtig størrelse vil let kunne overstige det
beløb, der søges inddrevet. For ikke unødigt at anvende
ressourcer på administration af helt bagatelagtige restancer
foreslås det, at skatteministeren kan fastsættes et mindstebeløb
for størrelsen af de restancer, der kan overdrages til
inddrivelse. Det forudsættes, at beløbsgrænsen i udgangspunktet
vil blive fastsat til 100 kr. inklusive renter, gebyrer og andre
omkostninger, hvilket svarer til omkostningerne ved oprettelse
af en fordring hos restanceinddrivelsesmyndigheden og udsendelse
af et påkrav. Der henvises herved til bemærkningerne vedrørende
harmonisering af gebyrer i lovforslag L 209, FT 2005/06, fremsat
den 29. marts 2006, jf. lov nr. 516 af 7. juni 2006.
Til § 3
Bestemmelsen er overført fra § 3 i lov nr. 429 af 6. juni 2005.
Stk. 4 er indsat ved lov nr. 404 af 8. maj 2006.
Efter bestemmelsen indtræder restanceinddrivelsesmyndigheden i
samtlige rettigheder og forpligtigelser, der er knyttet til de
enkelte fordringer mv., til brug for kravets afvikling. Det vil
bl.a. sige, at de inddrivelsesredskaber, som den enkelte
fordring er tillagt i lovgivningen, eller andre
kreditorbeføjelser, som følger af praksis, kan anvendes af
restanceinddrivelsesmyndigheden. Det drejer sig bl.a. om
udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret,
indberetning til kreditoplysningsbureauer, dækningsrækkefølge,
indgivelse af konkursbegæring, tiltrædelse af akkordordninger og
gældssaneringsforslag og eftergivelse og henstand.
I stk. 2 præciseres det, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan
tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen.
Stk. 3 fastsætter, at restanceinddrivelsesmyndigheden får adgang
til inden for rammerne af persondataloven og forvaltningsloven
hos andre offentlige myndigheder og registre samt hos
pengeinstitutter og hos Værdipapircentralen at indhente
oplysninger om skyldnerens økonomiske forhold, herunder
bankindeståender, renteindtægter mv., værdipapirbeholdninger,
arbejdsmæssige forhold, boligmæssige forhold m.v. i det omfang
sådanne oplysninger er en forudsætning for varetagelse af
inddrivelsesopgaven.
Stk. 4 fastsætter, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan få
terminaladgang til nødvendige oplysninger i indkomstregisteret.
Stk. 5 fastsætter, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter
regler fastsat af skatteministeren skal stille visse oplysninger
om restancer til rådighed for fordringshavere. Videregivelsen
vil dog kun omfatte data, der er genereret hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, under iagttagelse af reglerne
om indsamling, registrering og videregivelse af
personoplysninger i forvaltningsloven, persondataloven og
databeskyttelsesdirektivet. Den elektroniske videregivelse af
oplysninger kan ifølge forslaget alene ske til
fordringshavere/opkrævningsmyndigheder og vil være begrænset til
oplysninger om restancens størrelse i forhold til vedkommende
fordringshaver, og om der foreligger restancer, dvs. uden
beløbsmæssig specifikation, i forhold til andre fordringshavere.
Indtil det nye restancesystem kan tages i brug, vil de
omhandlede oplysninger blive stillet til rådighed, i det omfang
de eksisterende systemer indeholder og kan håndtere
oplysningerne. Forskrifter, der udstedes i medfør af
bemyndigelsen, vil blive sendt i høring hos Datatilsynet i
henhold til persondatalovens § 57.
Til § 4
Bestemmelsen er overført fra § 3 a i lov nr. 429 af 6. juni
2005, jf. lov nr. 516 af 7. juni 2006.
Bestemmelsen angiver dækningsrækkefølgen for alle krav under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Dækningsrækkefølgen, indebærer, at bødekrav og underholdsbidrag
dækkes forud for andre fordringer i nævnte rækkefølge. Det
betyder, at nedbringelsen af andre krav udsættes helt eller
delvist fra det tidspunkt, hvor henholdsvis bødekravet eller
kravet på underholdsbidrag modtages hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Udenlandske krav, der inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden, indgår i dækningsrækkefølgen på
linie med danske krav.
Dækker inddrevne beløb kun delvist fordringer inden for samme
kategori, dækkes fordringerne efter FIFO-princippet, dvs., at
den fordring, der først er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, dækkes først.
Krav på renter behandles i relation til dækningsrækkefølgen på
samme måde som hovedkravet, dvs., at renterne falder inden for
den samme kategori som hovedkravet. Dog dækkes renterne forud
for hovedkravet af hensyn til, at skyldners mulighed for at opnå
fradrag for renter kan være betinget af, at renter for tidligere
indkomstår er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.
Dækningsrækkefølgen gælder som udgangspunkt alle beløb, der
nedbringer skyldners gæld, uanset om beløbene er tilvejebragt
ved en indgået afdragsordning med skyldner, lønindeholdelse,
modregning eller udlæg. Reglerne i anden lovgivning finder dog
anvendelse forud for de foreslåede regler om dækningsrækkefølge,
jf. § 1, stk. 3.
Eksempelvis vil reglerne i retsplejelovens kapitel 45 - 47 kunne
betyde, at de foreslåede regler om dækningsrækkefølge ikke
finder konkret anvendelse. Eksempelvis vil et provenu fremkommet
ved tvangsrealisation af det aktiv, hvori der er foretaget
udlæg, dække det krav, for hvilket der først er indgivet
anmodning om henholdsvis foretaget udlæg, jf. retsplejelovens
§ 526, stk. 1 og 2.
Ligeledes vil skyldners betaling med henblik på at afværge en
udlægsforretning, jf. retsplejelovens § 496, dække krav omfattet
af den varslede udlægsforretning, uanset at der vedrørende
skyldner er yderligere krav under inddrivelse, der ifølge den
foreslåede dækningsrækkefølge ville have fortrinsret.
Dækningsrækkefølgen gælder alene individuelle inddrivelsesskridt
mod skyldner. Udlodninger i forbindelse med en samlet
kreditorordning for skyldner i form af konkurs, gældssanering
mv. vil derimod ikke være omfattet af dækningsrækkefølgen.
Ifølge stk. 3 kan restanceinddrivelsesmyndigheden tillade, at
dækningsrækkefølgen ifølge stk. 1 og 2 fraviges. Forslaget
sammenholdt med bestemmelsens stk. 1 og 2 indebærer, at det
almindelige obligationsretlige princip om, at skyldner kan
anvise beløb til betaling af en af flere fordringer hos den
samme kreditor, fraviges, medmindre
restanceinddrivelsesmyndigheden efter anmodning fra skyldner
giver tilladelse til, at et beløb medgår til dækning af bestemte
krav, hvorved dækningsrækkefølgen fraviges. Bestemmelsen skal
sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter anmodning fra
skyldner kan give tilladelse til, at skyldner anviser sin
betaling til dækning af et bestemt krav i tilfælde, hvor der til
et krav er knyttet særlige inddrivelsesmidler eller andre
tilfælde, hvor manglende betaling vil medføre urimelige
retsvirkninger for skyldner.
Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved vurderingen af, om en
tilladelse skal gives, afveje hensynet til på den ene side
skyldners interesse i, at dækningsrækkefølgen fraviges, og på
den anden side hensynet til, at fordringshavernes mulighed for
at få dækket udestående fordringer ikke tilsidesættes.
Tilladelse kan f.eks. gives med henblik på at sikre, at skyldner
kan afvikle krav, der er særligt byrdefulde. Eksempelvis vil der
efter omstændighederne kunne gives tilladelse til, at et krav på
spiritusafgift afvikles, hvis manglende betaling af kravet vil
kunne medføre fratagelse af bevilling til salg af spiritus.
Tilladelse bør derimod normalt ikke gives, hvis f.eks.
forældelsesfrister vil betyde, at andre krav, der efter
dækningsrækkefølgen ifølge stk. 1 ville have fortrinsret,
fortabes. Dette er i overensstemmelse med den nuværende
retstilstand, hvorefter skyldners mulighed for at »øremærke«
beløb antages at være underlagt den begrænsning, at kreditor
ikke kan tvinges til at acceptere forældelse af fordringer.
I stk. 4 foreslås det, at skatteministeren bemyndiges til at
fastsætte regler til gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 2.
Der kan ifølge bemyndigelsen fastlægges regler for
dækningsrækkefølgen i tilfælde, hvor de foreslåede regler fører
til, at to eller flere krav sidestilles, herunder tidspunktet
for modtagelsen af fordringer hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Til § 5
Bestemmelsen er overført fra § 3 b i lov nr. 429 af 6. juni
2005, jf. lov nr. 516 af 7. juni 2006.
Bestemmelsen fastsæter, at alle krav, der inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bødekrav,
forrentes med en rente svarende til renten ifølge rentelovens
§ 5, stk. 1 og 2. Renten fastsættes herefter til en årlig rente,
der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7
pct. Den fastsatte referencesats er den officielle udlånsrente,
som Nationalbanken har fastsat henholdsvis den 1. januar og den
1. juli det pågældende år. Referencesatsen med et tillæg på 7
pct. udgør pt. 11,25 pct.
Renten i henhold til stk. 1 beregnes fra den 1. i måneden efter
modtagelsen af fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Renten beregnes som en simpel rente, dvs., at der ikke beregnes
rentes rente.
Forrentning efter denne bestemmelse samt tidspunktet, hvorfra
renten beregnes, finder ikke anvendelse, såfremt andet er
fastsat i EU-retsakter.
Harmoniseringen af renten fra det tidspunkt, hvor fordringen
modtages til inddrivelse, vil ikke gribe ind i forrentningen af
fordringer under opkrævning eller påvirke
opkrævningsmyndighedernes beføjelser. Kravene vil således
forrentes efter de respektive renteregler gældende under
opkrævningen indtil den 1. i måneden efter modtagelsen af
fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilsvarende vil
de gældende fradragsregler i lovgivningen fortsat finde
anvendelse i relation til renter, der påløber under
opkrævningen. Der vil eksempelvis i medfør af ligningslovens
§ 17 A, stk. 1, ikke - med de i bestemmelsen angivne undtagelser
- være fradragsret for renter af skatter samt told- og
forbrugsafgifter for perioden, indtil kravet modtages hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Bliver fordringshaver bekendt med væsentlige ændringer i
skyldners forhold, kan fordringshaver anmode
restanceinddrivelsesmyndigheden om, at en fordring tilbagesendes
til fordringshaver, jf. § 2, stk. 5, i lov om opkrævning og
inddrivelse af visse fordringer. Renten vil i disse tilfælde,
efter at kravet er sendt tilbage, skulle beregnes efter de
renteregler, der gælder for opkrævningen.
De nye renteregler tillægges virkning for alle fordringer, der
er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden fra
tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. forslagets § 19,
stk. 1. Skatteministeren kan dog bestemme, at renten ikke gælder
for nærmere angivne typer af fordringer. Bemyndigelsen vil
skulle anvendes i tilfælde, hvor særlige hensyn indebærer, at
der ikke bør fastsættes en højere morarente end den, der gælder
på baggrund af aftaleforholdet mellem parterne mv. (pantebrev
eller lignende).
Til § 6
Bestemmelsen er overført fra § 3 c i lov nr. 429 af 6. juni
2005, jf. lov nr. 516 af 7. juni 2006.
Bestemmelsen fastsætter gebyr til
restanceinddrivelsesmyndigheden på 140 kr. for udsendelse af
rykkerskrivelser vedrørende alle fordringer, der inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1.
Endvidere fastsætter bestemmelsen, at skatteministeren
bemyndiges til at fastsætte gebyr for oprettelse af ny fordring,
tilsigelser til udlægsforretninger og iværksættelse af
lønindeholdelse.
Skatteministeren fastsætter ifølge bemyndigelsen gebyrer for de
angivne inddrivelsesskridt, der omfatter alle fordringer, der
inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Gebyret for
oprettelse af ny fordring, tilsigelser til udlægsforretninger og
iværksættelse af lønindeholdelse kan maksimalt fastsættes til
omkostningerne forbundet ved de gebyrbelagte aktiviteter.
Det forudsættes, at gebyrerne vil blive fastlagt med
udgangspunkt i niveauet for de statslige gebyrer, som i dag er
omkostningsbestemt. Det forudsættes således, at gebyrerne
fastsættes til 100 kr. for oprettelse af ny fordring, 200 kr.
for iværksættelse af lønindeholdelse. I relation til gebyret for
tilsigelse til udlægsforretning, hvor gebyret ikke i dag er
omkostningsbestemt, fastsættes gebyret til det nuværende
maksimale niveau på 250 kr.
Der kan i overensstemmelse med princippet om, at
inddrivelsesskridt skal foretages med udgangspunkt i alle krav
under inddrivelse vedrørende den enkelte skyldner
(saldoprincippet) alene opkræves ét gebyr for iværksættelse af
det enkelte inddrivelsesskridt, uanset at inddrivelsen vedrører
flere krav mod den samme skyldner. Gebyr kan endvidere ikke
pålægges i tilfælde, hvor der allerede er pålagt gebyr for
iværksættelse af lønindeholdelse i forhold til skyldner for
andre krav. Skal der for en ny fordring foretages
lønindeholdelse, kan der således ikke opkræves gebyr for det nye
krav, der inddrages under en verserende lønindeholdelse.
De nye gebyrer har virkning for gebyrkrav, der opstår efter
bestemmelsens ikrafttræden, jf. bemærkningerne til forslagets
§ 19.
Til § 7
Bestemmelsen er overført fra § 3 d i lov nr. 429 af 6. juni
2005, jf. lov nr. 346 af 18. april 2007.
Bestemmelsen angiver dækningsrækkefølgen i tilfælde, hvor det
offentlige foretager modregning i en udbetaling fra det
offentlige. Dækningsrækkefølge indebærer, at fordringer under
opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er
fordringshaver, dækkes forud for andre krav, i det omfang den
udbetalende myndighed træffer afgørelse om modregning (intern
modregning). Herefter dækkes fordringer modtaget til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækker resterende
beløb andre fordringer under opkrævning.
Dækker en udbetaling kun delvist fordringer inden for den anden
kategori, der omfatter alle krav modtaget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, dækkes fordringerne efter den
dækningsrækkefølge, der er fastlagt i § 4.
Dækningsrækkefølgen gælder som udgangspunkt i alle tilfælde af
modregning. Reglerne i anden lovgivning finder dog anvendelse
forud for de foreslåede regler om dækningsrækkefølge, jf. § 1,
stk. 3. Udgangspunktet er herefter, at reglerne finder
anvendelse for almindelig tvungen modregning.
Den nuværende håndtering af private transporter forudsættes
implementeret i modregningssystemet. Gældsbrevslovens regler om,
i hvilket omfang modregning kan gennemføres, selvom kravet på
udbetaling fra det offentlige er transporteret til tredjemand,
finder således fortsat anvendelse og kan betyde, at den
foreslåede dækningsrækkefølge brydes. De krav, der kan dækkes
forud for en eventuel transport, dækkes i henhold til den
almindelige dækningsrækkefølge.
Dækningsrækkefølgen skal endvidere respektere konkurslovens
særlige regler om modregning i konkurs.
Efter stk. 3 bemyndiges skatteministeren til at fastsætte
nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2.
Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler
for dækningsrækkefølgen, herunder tidspunktet for registrering
af fordringer i Det Centrale Fordringsregister og
dækningsrækkefølgen i tilfælde, hvor de foreslåede regler fører
til, at to eller flere krav sidestilles.
Skatteministeren kan herunder fastsætte nærmere regler om
indberetning fra fordringshaverne til Det Centrale
Fordringsregister.
Til § 8
Bestemmelsen er overført fra § 3 e i lov nr. 429 af 6. juni
2005, jf. lov nr. 346 af 18. april 2007.
Bestemmelsen fastsætter, at reglerne om kommunernes ret til
indtrædelse i udbetalinger fra staten harmoniseres. Det
indebærer, at kommunen henholdsvis regionen, for alle kommunale
og regionale krav, der ikke betales rettidigt, indtræder i
retten til alle udbetalinger fra staten.
Herved kan kommunale og regionale krav modregnes i udbetalinger
fra staten på lige fod med statslige krav, idet indtrædelse for
kommunale og regionale krav er underlagt de samme begrænsninger
i relation til, i hvilke udbetalinger der kan foretages
modregning.
I dag er der eksempelvis ikke indtrædelsesret for kommunale
gebyrer og renter, uanset at hovedkravet er omfattet af regler
om kommunal indtrædelsesret. Med forslaget sikres, at alle krav
kan behandles efter de samme regler.
Stk. 2 fastsætter, at det offentlige for private krav på
underholdsbidrag med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger på den bidragsberettigedes vegne indtræder i retten
til udbetalinger fra det offentlige.
Til § 9
Bestemmelsen er overført fra § 3 f i lov nr. 429 af 6. juni
2005, jf. lov nr. 346 af 18. april 2007.
Bestemmelsen fastsætter, at der kan foretages modregning for
gæld til det offentlige, selvom der er givet tilladelse til
afdragsvis betaling eller bevilget henstand.
Er der i forhold til en skyldner givet tilladelse til afdragsvis
betaling eller bevilget henstand, forudsætter modregning i dag,
at der i forbindelse med den meddelte tilladelse er taget
forbehold om, at modregning fortsat kan ske. Der er dog
eksempelvis i lov om social service, jf. § 165, stk. 3, og lov
om aktiv socialpolitik § 95, stk. 3, sidste pkt., indsat
bestemmelse om, at kommunen indtræder i udbetaling af
overskydende skat mv., selvom der af kommunen er fastsat en
tilbagebetalingsordning.
Forslaget sikrer, at der forud for modregning ikke skal
foretages en konkret undersøgelse af, om der er taget forbehold
for modregning, og at en gennemført modregning kan opretholdes,
uanset at der undtagelsesvis ikke er taget et konkret
modregningsforbehold overfor skyldner. Det forudsættes
imidlertid samtidig, at myndighederne fortsat i forbindelse med,
at der gives tilladelse til afdragsvis betaling eller bevilges
henstand, som i dag oplyser, at modregning desuagtet kan ske.
Ifølge stk. 1, 2. pkt., vil en betalingsaftale fastsat af
kommunen tilsvarende ikke afskære kommunens ret til indtrædelse
i udbetalinger fra staten. Der er tale om en videreførelse af
lov om social service, jf. § 165, stk. 3, sidste pkt., og lov om
aktiv socialpolitik § 95, stk. 3, sidste pkt.
Til § 10
Bestemmelsen svarer til kildeskattelovens § 73.
Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for hvornår og under hvilke
betingelser, der kan ske lønindeholdelse.
Det foreslås, at fordringer, der kan inddrives ved
lønindeholdelse, opregnes i et bilag til loven. Herved skabes et
samlet overblik over de fordringer, hvor dette
inddrivelsesmiddel kan anvendes. Herved understøttes
målsætningen om ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af
restancer til det offentlige i relation til lønindeholdelse. Det
er målsætningen, at der fortsat skal være hjemmel til
lønindeholdelse for alle krav, der i dag kan inddrives ved
lønindeholdelse.
Der er enkelte offentligretlige krav, der ikke kan inddrives ved
lønindeholdelse i dag. Det gælder f. eks gebyr for
spilleautomater og gebyr og renter efter lov om
planteskadegørere. Disse krav er imidlertid tillagt
udpantningsret. Disse krav vil blive tillagt hjemmel til
inddrivelse ved lønindeholdelse, således at der vil være
sammenfald mellem fordringer der kan inddrives ved udpantning og
lønindeholdelse.
De i bilaget opregnede krav er en gruppering af de kravtyper,
der i dag kan inddrives ved udpantning og lønindeholdelse.
F.eks. findes der i dag i en lang række love hjemmel til
udpantning og lønindeholdelse for misligholdte statslån. Med den
ændrede systematik er misligholdte statslån generelt omfattet af
hjemlen til lønindeholdelse.
Bilagets nr. 1, svarer til den gældende bestemmelse i
udpantningslovens § 1, nr. 1 og omfatter skattekrav af enhver
art samt kildeskattelovens § 73, stk. 2, hvorefter skattebeløb,
som nogen efter kildeskattelovens §§ 46 og 49 eller 73 har været
pligtig til at indeholde eller opkræve, men ikke indbetalt til
det offentlige kan inddrives ved lønindeholdelse.
Bilagets nr. 2 svarer til udpantningslovens § 1, nr. 2, og
omfatter afgifter, der hviler på fast ejendom og går over fra
ejer til ejer.
Bilagets nr. 3 omfatter alle krav, der er tillagt fortrinsret i
fast ejendom, jf. bilag 2 til loven. Det gælder således f.eks.
hegnssynets vederlag og øvrige udgifter samt Grundejernes
Investeringsfonds krav på beløb, som en udlejer skal afsætte
efter reglerne i boligreguleringsloven.
Bilagets nr. 4 omfatter arbejdsmarkedsbidrag. Det kan f.eks.
dreje sig om arbejdsmarkedsbidrag, som er indeholdt, men ikke
afregnet.
Bilagets nr. 5 omfatter krav vedrørende told. Det kan f.eks.
være toldkrav som er pålagt, men ikke betalt.
Bilagets nr.6 omfatter afgiftsbeløb vedrørende tinglysning,
registrering af motorkøretøj, stempel, parkering og afgifter
vedrørende køretøjer, herunder registrering af ny ejer eller
bruger og overførsel af ønskenummerplade.
Bilagets nr. 7 vedrører underholdsbidrag og svarer til
udpantningslovens § 1, nr. 6. Bestemmelsen omfatter både
underholdsbidrag, der er forskudsvist udlagt og
underholdsbidrag, som opkræves og inddrives for den
bidragsberettigede.
Bilagets nr. 8 omfatter krav på betaling for benyttelse af
indretninger til offentlige formål.
Bilagets nr. 9 vedrører erstatning, som staten, en region eller
kommune får krav på og gælder både erstatningskrav indenfor og
udenfor kontraktsforhold.
Bilagets nr. 10 vedrører betaling for ting, der er købt på
offentlig auktion.
Bilagets nr. 11 vedrører krav, som det offentlige har vedrørende
tilbagebetaling af ydelser. Det kan være ydelser som modtageren
har modtaget med urette eller modtageren har modtaget for stort
et tilskud eller lignende. Som eksempler på ydelser kan nævnes
tilbagebetaling af kontanthjælp, børnefamilieydelse,
boligsikring, boligstøtte, tilskud til privat børnepasning,
børnetilskud, sygedagpenge, pension og personlige tillæg samt
for meget udbetalt løn. Yderligere eksempel på ydelser, der er
omfattet, er ydelser vedrørende tilbagebetaling af EU-støtte.
Bilagets nr. 12 vedrører betalingskrav for ydelser fra det
offentlige. Det kan f.eks. dreje sig om hjælp efter
udlændingeloven og tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv
socialpolitik.
Bilagets nr. 13 vedrører betaling af udlagte beløb. Det kan
f.eks. dreje sig om beløb udlagt til at lade vilkår af varig
karakter tinglyse på ejendommen efter bestemmelser herom i lov
om skove og lov om planlægning.
Bilagets nr. 14 vedrører udgifter, som det offentlige har
afholdt. Det kan f.eks. være udgifter til foranstaltninger efter
lov om biavl, udgifter til renholdelse, foranstaltninger mod
glat føre, snerydning m.v.
Bilagets nr. 15 vedrører alle typer bøder, konfiskationer og
kontrolafgifter. Bøder omfatter både strafferetlige bøder,
tvangsbøder, f.eks. dagbøder og administrative bøder, bøder for
overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen og bøder efter
folkeregistreringsloven samt bøder pålagt af Advokatnævnet.
Kontrolafgifter kan f.eks. være kontrolafgifter vedrørende
kontrol af gyldig rejsehjemmel, licenstilmelding eller
parkeringsafgift. For så vidt angår parkeringsafgift omfattes
både parkeringsafgift pålagt af politiet og af en kommune.
Bilagets nr. 16 vedrører alle misligholdte statslån. Eksempelvis
kan nævnes, statslån ydet efter lov om arbejderboliger, lån af
apotekerfonden, støtte til de små øsamfund og studielån.
Bestemmelsen omfatter også lån ydet efter tidligere lovgivning.
Bilagets nr. 17 vedrører statens tilgodehavender vedrørende
garantiforpligtelser. Det drejer sig om det regreskrav som
staten får mod låntager, når staten har måttet indfri et lån.
Det kan f.eks. være garanti eller kaution for gældssaneringslån
til jordbrugere og lån til investering i mindre landbrug eller
landdistrikter.
Bilagets nr. 18 vedrører krav vedrørende lån ydet af Kongeriget
Danmarks Fiskeribank og Byggeskadefondens krav, som ikke er
tillagt fortrinsret i fast ejendom. Fondens tilgodehavender, der
er tillagt fortrinsret er omfattet af bilagets nr. 3.
Bilagets nr. 19 vedrører licensbetaling. Det drejer sig især om
krav på betaling af medielicens, som skyldner ikke har betalt.
Bilagets nr. 20 vedrører betalingsforpligtelser vedrørende
ydelser, der leveres af det offentlige, Der tænkes her på bl.a.
betaling for dag-, fritids- og klubtilbud, levering af vand, el,
gas og varme og bortskaffelse af affald samt tillæg til
analysepris og tillæg til certifikatgebyr efter lov om frø,
kartofler og planter, betaling for bekæmpelse af muldvarpe og
mosegrise efter lov om drift af landbrugsjorder og betaling for
udtagelse af prøver og for analyser til ansøgning om
kompensation efter lov om dyrkning m.v. af genetisk modificerede
afgrøder.
Bilagets nr. 21 vedrører alle udenlandske krav. Der tænkes her
på de krav, som restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver efter
anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat i
overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en
dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international
overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået
aftale om administrativ bistand i skattesager.
Bilagets nr. 22. En arbejdsgiver, der har undladt at tegne den
lovpligtige forsikring eller at holde sådan forsikring i kraft,
skal betale et beløb svarende til den præmie, der skulle have
været betalt til et forsikringsselskab. Kommunen har krav på
refusion fra forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring, hvis tilskadekomne eller de efterladte
har fået udbetalt ydelser efter lov om social pension eller lov
om aktiv socialpolitik for en periode, hvor der senere tilkendes
erstatning som løbende ydelse for tab af erhvervsevne. Det er
sådanne krav, der er omfattet af bilagets nr. 22.
Bilagets nr. 23. Personer, der har indtægt ved selvstændig
erhvervsvirksomhed, kan sikre sig ret til sygedagpenge fra
kommunen i de første 2 uger af sygeperioden. En privat
arbejdsgiver kan tegne en forsikring, som giver arbejdsgiveren
ret til fra lønmodtagerens 2. fraværsdag at få refunderet et
beløb fra kommunen, som svarer til de sygedagpenge, som
lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiveren. Det er sådanne
krav vedrørende præmie og refusion, som er omfattet af bilagets
nr. 23.
Bilagets nr. 24 vedrører ubetalte arbejdsgiverbidrag efter de
indtil 1. januar 1988 gældende regler efter lov om
Lønmodtagernes Garantifond.
Bilagets nr. 25 vedrører betaling af dagpengegodtgørelse. Krav
af denne type kan kun inddrives ved udpantning og
lønindeholdelse, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets
Ankenævn.
Bilagets nr. 26 vedrører krav på tilbagebetaling af uberettiget
modtaget dagpenge og andre ydelser fra en A-kasse. Krav af denne
type kan kun inddrives ved udpantning og lønindeholdelse, hvis
a-kassen har krav på refusion fra statskassen og når kravet er
fastslået i en afgørelse truffet af en kasse,
Arbejdsdirektoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn eller sikret
ved dom eller eksigibelt forlig.
Bilagets nr. 27. Undlader boligtagere i en afdeling som led i en
fælles optræden at betale leje (boligafgift) eller andre
forfaldne ydelser efter lejeaftalen kan staten efter lov om
boligbyggeri efter nærmere betingelser overtage afdelingens
fordringer mod de enkelte boligtagere. Det er sådanne krav
vedrørende leje, varme m.v., som er omfattet af bilagets nr.27.
Bilagets nr. 28. Efter lov om tvungen administration af
udlejningsejendomme kan administrator, hvis ejendommen har en
positiv almindelig vedligeholdelseskontor, kræve at udlejeren
betaler et hertil svarende beløb til administrator. Det er
sådanne beløb, der ikke betales rettidigt, der er omfattet af
bilagets nr. 28.
Bilagets nr. 29 vedrører sagsomkostninger fra både civilretlige
sager og straffesager.
Bilagets nr. 30 vedrører sagsomkostninger for private nævn, der
er etableret ved lov. Derudover vedrører bilagets nr. 30 f.eks.
nævn nedsat efter reglerne i fiskeriloven. Efter lov om
omsætning af fast ejendom kan det fastsættes, at finansiering af
disciplinærnævnet sker ved opkrævning af et gebyr hos alle
registrerede ejendomsmæglere. Bilagets nr. 30 omfatter tillige
sådanne gebyrer.
Bilagets nr. 31 vedrører alle typer af afgifter, gebyrer,
udgifter og administrationsomkostninger, som en myndighed har
krav på at få dækket samt udgifter til tilsyn og
kontrolforanstaltninger, herunder omkostninger vedrørende forbud
og påbud. Som eksempel på omkostninger, som en myndighed har
krav på at få dækket kan nævnes, udgifter til bekendtgørelse om
optagelse af dyr samt optagelsespenge efter mark- og
vejfredsloven og afgift i forbindelse med manglende aflevering
af årsregnskab.
Bilagets nr. 32 vedrører retsafgifter og administrative
sanktioner i forbindelse med tilbagebetaling af uretmæssige
tilskud.
Det foreslås endvidere, at ændre reglen om at
indeholdelsesprocenten kan gradueres efter nettoindkomstens
størrelse til at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter
indkomstens størrelse. Indkomsten opgøres som en periodisk
bruttoindkomst, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag,
pensionsindbetaling, når pensionen er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, SP-bidrag, ATP og skat.
Inddrivelsesbekendtgørelsens definition af indkomst vil blive
ændret i overensstemmelse hermed. Formålet er at sikre, at
lønindeholdelsesprocenten kan beregnes på grundlag af helt
aktuelle indkomstoplysninger fra e-indkomstsystemet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger 3.4.2.
Til § 11
Reglerne om, hvilke krav, der er tillagt udpantning, findes i
dag i lov om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller
forlig, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 18. november 1986, samt
i en række love indenfor de forskellige ministeriers områder.
Med den foreslåede bestemmelse i § 11 fastsættes det, at
fordringer opregnet i et bilag til loven, kan inddrives ved
udpantning. Herved skabes et samlet overblik over de fordringer,
hvor dette inddrivelsesmiddel kan anvendes.
For så vidt angår bemærkninger til bilagets enkelte numre
henvises til de specielle bemærkninger til § 10.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger 3.5.2.
Til § 12
Bestemmelsen overføres fra kildeskattelovens § 72, stk. 2 og 3,
jf. lovbek. nr. 1086 af 14. november 2005.
Bestemmelsens stk. 1 giver mulighed for at foretage udlæg for
skattebeløb hos skyldnerens samboende ægtefælle, hvis udlæg
forgæves er forsøgt hos skyldneren selv. Yderligere, kan der
foretages udlæg i ejendele, der tilhører skyldnerens børn, og
som er medregnet ved skyldnerens skatteansættelse. Bestemmelsen
finder dog ikke anvendelse, hvis der er tale om udlæg for
skattebeløb, som skyldneren har været indeholdelsespligtig for,
dvs. hvor skyldneren som arbejdsgiver ikke har indeholdt
og/eller indbetalt skyldig A-skat.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan der yderligere ske modregning i
ægtefællens overskydende skat, herunder skat som udbetales efter
kildeskattelovens § 55, for skyldige skattebeløb omfattet af
stk. 1.
Til § 13
Bestemmelsen svarer til opkrævningslovens § 15.
Bestemmelsen fastsætter de nærmere regler for under hvilke
betingelser gæld til det offentlige kan eftergives.
Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 3 om at der skal lægges
vægt på, hvorvidt skyldneren udelukkende eller i overvejende
grad har gæld i form af offentlige restancer ændres således, at
restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis skyldneren har anden
betydelig gæld, kan nægte eftergivelse og henvise skyldner til
at søge om gældssanering efter konkurslovens regler.
Udgangspunktet bliver herved, at restanceinddrivelsesmyndigheden
kan eftergive offentlig gæld, selvom skyldner overvejende har
gæld til private, men efter en konkret vurdering kan give afslag
på eftergivelse på grund af gældssammensætningen og henvise
skyldner til i stedet at søge gældssanering ved skifteretten.
Desuden foreslås bestemmelsen i stk. 6 justeret med henblik på
en udvidelse af anvendelsesområdet. Med den ændrede formulering
er det hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til
eftergivelse i videre omfang end hidtil. Eftergivelse skal efter
forslaget således kunne ske i situationer, hvor der er særlige
forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke
kan ske efter de øvrige regler om eftergivelse. Den nuværende
adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force
majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt.
Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor
det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af
sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt
at give afslag på en ansøgning om eftergivelse. Derudover vil
der kunne være særlige forhold, der kan begrunde hel eller
delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, når gældens
beskaffenhed og omstændighederne ved dens tilblivelse
sammenholdt med skyldnerens situation medfører, at skyldneren
vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation.
Det kan f.eks. være situationer, hvor det vurderes, at gælden
til det offentlige er en betydelig barriere for at opnå varig
tilknytning til arbejdsmarkedet. Særlige forhold kan endvidere
være, at skyldneren ikke er i stand til, og hverken inden for de
nærmeste år eller på længere sigt har udsigt til, at kunne
opfylde sine gældsforpligtelser, men hvor skyldner ved
tilvejebringelse af midler fra 3. mand bliver i stand til at
betale en betydelig del af gælden, hvorved han kan opnås en
varig forbedring af sine økonomiske forhold. Et andet eksempel
på en situation, hvor det kan virke urimeligt at give afslag på
en ansøgning om eftergivelse af gæld, kan være eftergivelse af
skattekravet vedrørende indsamlinger eller legater til
godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende
skat fastholdes. Det kan f.eks. være folkeindsamlinger til en
operation, der kun kan udføres i udlandet, indsamlinger til en
dusør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person
bliver fundet eller et legat til sanering af gæld.
Der henvises til almindelige bemærkninger pkt. 3.6.2
Til § 14
Bestemmelsen svarer til opkrævningsloven § 15 a.
Bestemmelsen fastsætter, at eftergivelse kan gå ud på bortfald
eller nedsættelse af skyldnerens gæld.
Reguleringsbestemmelsen i stk. 3 foreslås ændret, således at
afrunding sker til hele kronebeløb, der kan deles med 10. Herved
bringes reguleringsbestemmelsen i overensstemmelse med den
tilsvarende bestemmelse i konkurslovens § 216, stk. 7. Derudover
fastsættes det, at reguleringen sker på grundlag af de på
reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Der sker
herved en præcisering af reguleringsbestemmelsen svarende til
den præcisering af konkurslovens § 216, stk. 7, der foreslås i
det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af visse love,
således at det udtrykkeligt kommer til at fremgå, at den årlige
regulering af de i § 10, stk. 3 og 4, nævnte beløb, tager
udgangspunkt i de på reguleringstidspunktet gældende beløb før
afrunding. Afdragsbeløb i forbindelse med gældssanering efter
konkurslovens regler og ved eftergivelse af gæld til det
offentlige, der i udgangspunktet er ens, vil således ved
reguleringer også fremadrettet udgøre samme beløb.
Til § 15
Bestemmelsen svarer til opkrævningsloven § 15 b.
Bestemmelsen fastsætter, at eftergivelse kan tilbagekaldes, hvis
skyldner har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller groft
tilsidesætter sine forpligtigelser i forbindelse med afvikling
af den ikke eftergivne del af gælden.
Til § 16
Bestemmelsen foreslår, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan
afskrive gæld inkl. renter, gebyrer og andre omkostninger, hvis
det må anses for åbenbart formålsløst eller forbundet med
uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen.
Forslaget indebærer, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal
vurdere om forældelsen af krav skal afbrydes. Der ligger i
forslaget, at der i videre omfang end det er tilfældet i dag,
skal gives mulighed for, at fordringer kan forældes og dermed
afskrives endeligt i forhold til skyldner. Krav skal som hidtil
forsøges inddrevet med sædvanlige inddrivelsesmidler, men der
skal ikke holdes liv i krav, hvis der ikke er udsigt til, at
kravet vil kunne inddrives.
Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte
nærmere regler. Bemyndigelsen tænkes særligt anvendt til
fastsættelse af de kriterier, der vil skulle indgå i vurderingen
af, om en fordring skal holdes i live eller ophøre ved
forældelse. Det kan bl.a. være: om der er sket betaling på
fordringen, om fordringen har været forsøgt inddrevet med
sædvanlige inddrivelsesmidler, om skyldner har betalingsevne, om
skyldner ejer aktiver, og om der er knyttet særlige
inddrivelsesmidler til fordringen f.eks. fortrinsret i fast
ejendom.
Til § 17
Bestemmelsen svarer til § 4 i lov nr. 429 af 6. juni 2005.
Bestemmelsen fastsætter, at klager over
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skal indbringes for
Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.
Bestemmelsen indebærer en remonstrationsordning for klager på
inddrivelsesområdet.
Forslaget til stk. 2 indeholder en bemyndigelse til
skatteministeren om at fastsætte de nærmere regler for
klageadgangen og -behandlingen.
Bestemmelsen foreslås justeret således, at det fremgår, at
Landsskatteretten kan tage stilling til spørgsmål om kravets
eksistens og størrelse, der angår
restanceinddrivelsesmyndighedens administration.
Der henvises til bemærkningerne til § 2.
Til § 18
Bestemmelsen er en samling af gældende regler om fogedrettens
behandling af indsigelser, der fremsættes over for
restanceinddrivelsesmyndigheden om afgørelser om lønindeholdelse
og modregning for krav vedrørende kontrolafgifter i
færdselsloven § 122 b, stk. 4-7, radio- og fjernsynsloven § 71,
stk. 3-6, jernbaneloven § 23, stk. 6-9 og lov om trafikselskaber
§ 29, stk. 5-8.
Bestemmelsen fastsætter, at indsigelser kan fremsættes over for
restanceinddrivelsesmyndigheden, som efter begæring indbringer
indsigelserne for fogedretten. Med forslaget harmoniseres
bestemmelserne, således at det præciseres, at fogedretten også
kan træffe afgørelse om indsigelser om berettigelsen af krav
vedrørende ubetalt parkeringsafgift. Reglerne for fogedrettens
behandling af indsigelser om krav vedrørende kontrolafgift vil
således i alle tilfælde kunne angå kravets berettigelse,
berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om en
gennemført modregning.
Til § 19
Det foreslås, at loven træder i kraft 1. januar 2009. Dog at
tidspunktet for ikrafttræden af §§ 4, 5, 6 og 7 fastsættes af
skatteministeren. Reglerne i §§ 4, 5, 6 og 7 forudsættes sat i
kraft samtidig med, at det nye inddrivelsessystem sættes i
drift, hvilket pt. forventes at kunne ske i 2010.
Reglerne om dækningsrækkefølgen for krav under inddrivelse, jf.
forslaget til § 4, har virkning fra tidspunktet for
bestemmelsens ikrafttræden.
Reglerne om rente for krav under inddrivelse, jf. forslaget til
§ 5, har virkning for fordringer under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden fra tidspunktet for
bestemmelsens ikrafttræden, jf. dog stk. 3.
Gebyrer for tilsigelse til udlægsforretning og lønindeholdelse,
jf. forslaget til § 6, kan opkræves for inddrivelsesskridt, der
iværksættes efter bestemmelsens ikrafttræden. Gebyr for
oprettelse af ny fordring og rykkerskrivelse kan opkræves for
henholdsvis fordringer, der modtages hos
restanceinddrivelsesmyndigheden og rykkerskrivelser, der sendes
efter bestemmelsens ikrafttræden.
Fordringer, der kan inddrives ved
lønindeholdelse, jf. § 10, og fordringer, der kan inddrives ved
udpantning, jf. § 11:
1) Stats- og
kommuneskatter, samt afgifter og ydelser som ifølge lov
tilkommer stat, kommune, kirker, anerkendte trossamfund,
offentlige stiftelser eller embeder og bestillinger, herunder
skattebeløb, som en indeholdelsespligtig har været forpligtet
til at indeholde eller opkræve.
2) Enhver på en
fast ejendom hvilende, stadig tilbagevendende eller af en
bestemt begivenhed afhængig pengeafgift, som uden særlig
vedtagelse går over fra ejer til ejer, og tilkommer stat,
kommune, kirker, anerkendte trossamfund, offentlige stiftelser
eller embeder og bestillinger, når afgiftens størrelse
fastsættes efter faste regler.
3) Krav, der er
tillagt fortrinsret i fast ejendom.
4)
Arbejdsmarkedsbidrag, herunder arbejdsmarkedsbidrag, som nogen
har været forpligtet til at indeholde eller opkræve.
5) Told.
6) Krav
vedrørende tinglysningsafgift, registreringsafgift,
stempelafgift, bo- og gaveafgifter, vægtafgift og lignende
afgifter.
7)
Underholdsbidrag.
8) Betaling
fastsat af en offentlig myndighed for benyttelse af
indretninger, der tjener et almennyttigt formål, og hvor der er
almindelig offentlig adgang.
9) Krav på
erstatning.
10) Krav på
betaling for løsøre købt på offentlig auktion.
11)
Tilbagebetalingskrav vedrørende tilskud, støtteordninger,
uberettiget modtagne ydelser og ydelser, som er for meget
udbetalt og som tilkommer det offentlige.
12) Betaling for
hjælp ydet af det offentlige.
13) Beløb, som
en offentlig myndighed har udlagt.
14) Udgifter til
foranstaltninger og arbejder, som det offentlige har foretaget
på den forpligtedes vegne eller for den forpligtedes regning.
15) Bøder,
tvangsbøder, administrative bøder, konfiskationer og
kontrolafgifter, herunder parkeringsafgifter.
16) Misligholdte
statslån og kommunale lån.
17) Statskassens
eller kommuners tilgodehavender efter indfrielse af en ydet
garanti eller kaution.
18) Kongeriget
Danmarks Fiskeribanks tilgodehavender og Byggeskadefondens
tilgodehavender, som ikke er tillagt fortrinsret i fast ejendom.
19) Medielicens.
20)
Betalingsforpligtelser for ydelser, der leveres af det
offentlige.
21) Krav, der
modtages til inddrivelse fra udlandet.
22) Krav
vedrørende ubetalt præmie og refusionskrav efter lov om
arbejdsskadesikring.
23)
Præmiebetaling og refusion fra arbejdsgiver på forskudsvis
udbetalte beløb efter lov om sygedagpenge.
24) Krav
vedrørende arbejdsgiverbidrag.
25) Krav mod
arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, når kravet er
fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.
26)
Tilbagebetalingskrav efter lov om arbejdsløshedsforsikring
vedrørende uberettiget modtaget dagpenge eller andre ydelser fra
en A-kasse og ydelser, der skal betales tilbage som følge af at
et medlem senere modtager løn, pension eller andre indtægter,
der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen, hvis kassen
har ret til refusion fra statskassen, og når kravet er fastslået
i en afgørelse truffet af en kasse, Arbejdsdirektoratet eller
Arbejdsmarkedets Ankenævn eller er sikret ved dom eller et
eksigibelt forlig.
27) Fordringer,
staten har overtaget vedrørende ikke rettidigt betalt leje og
lignende ydelser.
28) Beløb, som
vedrører tvungen administration af udlejningsejendomme.
29)
Sagsomkostninger vedrørende civilretlige sager og straffesager.
30) Statens
udgifter til en sags behandling ved et privat ankenævn, der er
etableret ved lov og ved nævn, der nedsættes af en minister samt
gebyr til finansiering af disciplinærnævnet, som opkræves hos
registrerede ejendomsmæglere.
31) Afgifter,
gebyrer, udgifter og andre administrationsomkostninger samt
omkostninger til tilsyn og kontrolforanstaltninger, som en
myndighed har krav på at få dækket.
32) Retsafgifter
og administrative sanktioner, der vedrører ovennævnte krav.