
	Afsnit 11.2.7 på side 589 i Betænkning 1442 om det grønlandske retsvæsen, bind 5, lyder således:
		"11.2.7. Sagsomkostninger i kriminalsager Efter retsplejelovens kapitel 5, § 46 afholdes omkostningerne ved en kriminalsags behandling og fuldbyrdelse af statskassen. Hvis tiltalte findes skyldig, kan det dog, når særlige omstændigheder taler for det, ved dom pålægges vedkommende helt eller delvis at erstatte det offentlige nødvendige omkostninger. Efter det for kommissionen oplyste er udviklingen i de senere år gået i retning af, at det i stigende grad – men samlet set dog stadig i et meget begrænset antal sager – pålægges den dømte helt eller delvis at betale sagsomkostningerne i kriminalsagen. Kommissionen har noteret sig denne udvikling, men finder ikke anledning til at foreslå ændringer i lovgivningen, der vil kunne indvirke herpå i den ene eller anden retning. Det bør således fortsat være op til domstolene konkret at afgøre, om der er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at det offentlige betaler sagens omkostninger. På den baggrund foreslås den gældende bestemmelse om sagsomkostninger opretholdt i den gældende affattelse. Der henvises nærmere til § 478 i kommissionens retsplejelovudkast."
	Af side 1754 fremgår til § 478 i kommissionens retsplejelovudkast følgende:
		"KAPITEL 40 SAGSOMKOSTNINGER Til § 478 Den foreslåede bestemmelse svarer med enkelte ændringer til den gældende kapitel 5, § 46, dog således at reglen om at det offentlige som udgangspunkt afholder omkostningerne ved sagens behandling ikke vedrører de sager, der er undergivet privat påtale, jf. stk. 1. For disse sager gælder reglerne om sagsomkostninger i civile sager, jf. de foreslåede bestemmelser i kapitel 20. I lighed med den gældende bestemmelse om sagsomkostninger indgår også i den foreslåede bestemmelse i stk. 2 en adgang for retten til helt eller delvis at pålægge den domfældte at erstatte det offentlige nødvendige omkostninger. Der henvises nærmere til betænkningens afsnit X, kap. 11.2.7."
	Af Side 1657 og 1658 i retsplejelovudkastet, øverst, fremgår følgende:
		"Vederlag for forsvareren mv. Til § 330 Bestemmelsen, som erstatter reglen i retsplejelovens kapitel 5, § 27, fastsætter reglerne for forsvarerens, herunder den udenretlige rådgivers og den stedlige medhjælpers, ret til vederlag. Af stk. 1 fremgår det, at en beskikket forsvarer, en beskikket udenretlig rådgiver og en beskikket stedlig medhjælper har krav på at modtage et passende salær samt godtgørelse for udlæg. Vederlaget fastsættes af retten ved sagens afslutning. For at opnå en retfærdig og ensartet ordning for honorering af forsvarere m.fl. forudsættes det, at der som hidtil vil blive udarbejdet visse vejledende retningslinier for vederlagsfastsættelsen. Vederlaget bør afspejle det tidsforbrug, som med rimelighed er medgået til sagen – herunder den forberedelsestid, som har været nødvendig. I henhold til stk. 2 afholdes udgifter til transport og overnatning mv. kun i medfør af beskikkelsen i det omfang, udgifterne er godkendt af retten som nødvendige. Formålet med bestemmelsen er at begrænse de pågældende udgifter – som i reglen vil være ganske betydelige – til det, som retten finder påkrævet i sagen. Medmindre en given rejse på forhånd er godkendt af retten, kan eventuelle udlæg således ikke forventes godtgjort af det offentlige. Omkostningerne til forsvaret – herunder til den udenretlige rådgiver og stedlige medhjælper for forsvareren – afholdes i henhold til stk. 3 af det offentlige efter den almindelige regel i § 478 om sagsomkostninger i kriminalsager. Det følger heraf, at omkostningerne som hovedregel vil blive afholdt endeligt af det offentlige. Dette vil også gælde i tilfælde, hvor omkostningerne til en udenretlig rådgiver eller en stedlig medhjælper er afholdt i en sag, hvor forsvareren er valgt af sigtede selv, og hvor omkostninger til forsvareren således er det offentlige uvedkommende, jf. herved § 331. Forslaget skal ses i lyset af, at funktionerne som udenretlige rådgiver og stedlige medhjælper indgår i en samlet og samfundstjenlig ordning, som bidrager til en generel styrkelse af forsvarerinstituttet. I henhold til stk. 4 er det ikke tilladt for den beskikkede forsvarer, udenretlige rådgiver eller stedlige medhjælper at modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb, der er fastsat af retten. Har forsvareren efter § 323, stk. 2, helt eller delvist givet afkald på krav mod det offentlige for udgifter til transport og overnatning mv., som overstiger omkostningerne til en af retten udpeget forsvarer, kan der dog mellem forsvareren og den sigtede indgås aftale om, at den sigtede afholder sådanne omkostninger."
	Af side 1658 fremgår videre:
		"Til § 331 Bestemmelsen, som er ny, fastslår, at vederlag til en af sigtede valgt forsvarer er det offentlige uvedkommende. I henhold til stk. 2 kan retten dog, når det efter omstændighederne findes rimeligt at sigtede har valgt (og i første omgang selv betalt) den pågældende som forsvarer, tilkende denne et beløb, som ikke kan overstige, hvad der i sagen ville være tilkendt en af retten udpeget og beskikket forsvarer. Beløbet afholdes af det offentlige efter den almindelige regel i § 478 om sagsomkostninger i kriminalsager. Det følger heraf, at omkostningerne som hovedregel vil blive afholdt endeligt af det offentlige. Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1007, stk. 2, 1. pkt., og forventes ligesom denne bestemmelse kun undtagelsesvist bragt i anvendelse."