|
|
"...44. I den aktuelle sag, modsat af hvad klageren synes at
gøre gældende, havde omkostningsspørgsmålet ikke nogen
skadelig indflydelse på retfærdigheden af straffesagen mod
ham (se P.W. mod Danmark (dec), nummer 38986/97, 15. juni
1999, Schrieder mod Danmark (dec). nummer 32085/96, 6. april
2000, og Dmitrijevs mod Letland (dec), nummer 62390/00, 7.
november 2002). Der er ikke noget, der tyder på, at
muligheden for at blive pålagt at bære omkostningerne for
udgiften til sit forsvar i tilfælde af domfældelse
modvirkede, at klageren anmodede retten om at beskikke ham
en forsvarer. Derimod udtalte han ved sagens begyndelse, at
han ikke havde råd til et forsvar, og at han ikke kunne
læse, og retten beskikkede ham en forsvarer (modsat
Tsonyo tsonev mod Bulgarien (nr. 2), nummer 2376/03,
præmisserne 15, 16 og 39, 14. januar 2010). Det er korrekt
anført, at beskikkelsen af forsvarer ikke var begrundet i
klagerens dårlige økonomi, men på grund af, at han ikke i
tilstrækkelig grad forstod det bulgariske sprog. (se
præmis 9 ovenfor). Selv under disse omstændigheder, som
korrekt anført af regeringen, havde klageren adgang til et
rimeligt forsvar uafhængigt af, om han havde tilstrækkelige
midler under sagen (se præmis 10 og 12 ovenfor).
45. Det er uafklaret, hvorvidt det er i overensstemmelse med
atikel 6 § 3 (c), at staten forsøger hos klageren at få
erstattet udgiften til salær betalt til den beskikkede
forsvarer efter, at sagen er afsluttet.
46. Med hensyn til dette vil EMD henlede opmærksomheden på,
at i sager, der er rejst på grundlag af individuelle klager,
er det ikke EMDs opgave at foretage en generel vurdering af
den nationale lovgivning. I stedet skal EMD undersøge den
måde, hvorpå loven har været anvendt i klagerens sag (se en
nylig afgørelse i Taxquet mod Belgien (Storkammeret), nummer
926/05, præmis 83 in fine, 16. november 2010). I den
aktuelle sag, er der ikke noget, der peger på, at
myndighederne har indledt skridt med hensyn til fuldbyrdelse
af afgørelsen om, at klageren skal betale omkostningerne
vedrørende straffesagen mod ham, herunder salæret til
den beskikkede forsvarer (se P.W. mod Danmark, citeret
ovenfor). Derudover er der intet, der peger på, at klageren
har foretaget nogle indbetalinger vedrørende kravet (modsat
Croissant, citeret ovenfor præmisserne 17 og 18). Den blotte
udstedelse af en fuldbyrdelsesordre kan ikke sidestilles med
en egentlig tvangsfuldbyrdelse. Hvis myndighederne forsøger
at gennemtvinge kravet, er disse begrænset af bestemmelserne
i artikel 444 og 446, stk. 1, i den civile retsplejelov fra
2007 og artikel 213 i skatte og socialloven fra 2005, som
beskytter visse formuegoder og grupper af indkomster mod
fuldbyrdelse (se præmis 25, 26 og 28 ovenfor). Virkningen af
disse bestemmelser svarer til den praksis, som er kommet for
dagen i Croissant, hvorefter der sker i hvert tilfælde
delvist nedslag i kravet i tilfælde, hvor den omhandlede
person kan sandsynliggøre, at han eller hun ikke har råd til
at betale det fulde beløb (se Croissant, citeret ovenfor,
præisserne 17-19, 21 og 37, og Pfister mod Tyskland, nummer
19512/92, Kommissionsafgørelse af 7. september 1993,
utrykt).
47. Yderligere. Uagtet at det fremgår af sagen, at klageren
ikke har haft egentligt arbejde gennem det meste af perioden
fra 1994 til 2007, har 5 børn, og blev idømt fængsel i 5 år
(se præmis 6 og 7 ovenfor), har han ikke fremlagt materiale,
der giver et dækkende billede af hans samlede økonomiske
situation (aktiver, forpligtelser og indkomst), på det
tidspunkt, hvor kravet mod ham blev rejst og efterfølgende.
EMD mangler således et tilstrækkeligt grundlag for at
fastslå, at klageren gennem denne periode forblev ude af
stand til at erstatte det forholdsvist beskedne salær til
forsvareren (se præmis 10 og 13 ovenfor og også - med
tillempelser - P.W mod Danmark, citeret ovenfor, og
modsat, med tillempelser, Pakelli mod Tyskland, 25. april
1983, præmis 34, seria A, nummer 64). Som nævnt tidligere,
det er ikke i strid med konventionen, at bevisbyrden for
manglende tilstrækkelige midler hviler på den person, som
gør synspunktet gældende.
48. Der er derfor ikke sket en krænkelse af artikel 6, stk.
1 og 3 (c) i konventionen. ..."
|